Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2018-19 (1. samling)
ERU Alm.del Bilag 191
Offentligt
Forslag
til
Lov om ændring af lov om produktsikkerhed
(Bemyndigelse til at fastsætte mængdebegrænsning ved salg af lattergaspatroner)
§1
I lov om produktsikkerhed jf. lovbekendtgørelse nr. 3 af 3. januar 2019, foretages følgende ændring:
1.
I
§ 26
indsættes som
stk. 2:
»Stk. 2.
Erhvervsministeren kan fastsætte regler om mængdebegrænsning ved salg af
lattergaspatroner fra erhvervsdrivende til private forbrugere. Erhvervsministeren kan endvidere
fastsætte regler om Sikkerhedsstyrelsens kontrol hermed, herunder om udstedelse af forbud og
påbud.«
§2
Loven træder i kraft den 1. juli 2019.
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er, at erhvervsministeren bemyndiges til at kunne fastsætte regler om
mængdebegrænsning ved salg af lattergaspatroner fra erhvervsdrivende til private forbrugere. Det
sker for at undgå, at personer anvender lattergas til beruselsesformål. For at sikre, at de fastsatte
regler om mængdebegrænsning ved salg af lattergaspatroner overholdes, foreslås det endvidere, at
erhvervsministeren kan fastsætte regler om Sikkerhedsstyrelsen mulighed for at føre kontrol på
området.
2. Gældende ret
Lov om produktsikkerhed omfatter med visse undtagelser ethvert produkt, der bringes i omsætning.
For lattergaspatroner gælder, som for andre produkter reguleret af lov om produktsikkerhed, at de
skal være sikre for at kunne bringes i omsætning. Det er allerede i dag forbudt at sælge
lattergaspatroner, hvor salget åbenlyst foregår til beruselsesformål. Dette gælder både i forbindelse
med internetsalg og salg i fysiske butikker, herunder både supermarkeder og isenkræmmere, men
også barer og kiosker m.v.