Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2018-19 (1. samling)
ERU Alm.del Bilag 142
Offentligt
NOTAT
25. januar 2019
-ERST
Orientering om resultatet af ITU’s generalforsamling fra den 29.
oktober til den 16. november 2018
Den Internationale Telekommunikations
Union (ITU) er FN’s særorgani-
sation for informations- og kommunikationsteknologi og er ansvarlig for
varetagelsen af de globale telekommunikationsforhold. Det omfatter bl.a.
tele- og radiokommunikation, standardisering på området samt bidrag til
udvikling af telekommunikation i udviklingslande. Hvert fjerde år holdes
ITU’s generalforsamling, den såkaldte plenipotentiærkonference, hvor
ITU’s overordnede politiske målsætninger og budget vedtages, og den
øverste ledelse vælges.
ITU’s plenipotentiærkonference
(PP-18) blev holdt fra den 29. oktober til
den 16. november 2018 i Dubai. Danmark deltog på fuldmagt fra uden-
rigsministeren og med forhandlingsmandat fra energi-, forsynings- og
klimaministeren med en delegation med repræsentanter fra Energi-, For-
synings- og Klimaministeriet, Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen.
De væsentligste emner på PP-18 i forhold til Danmark og EU handlede
om international teleregulering, forvaltning af internettet, cybersikkerhed
samt en ansvarlig forvaltning af ITU’s ressourcer.
Det samlede resultat af generalforsamlingen er set med danske og euro-
pæiske øjne positivt. Det er i overensstemmelse med det danske forhand-
lingsmandat og de politiske sigtelinjer, der forinden var opnået enighed
om i EU.
I forhold til international teleregulering blev det besluttet, at det internati-
onale telereglement (ITR), som regulerer telekommunikation på tværs af
landegrænser, ikke skal revideres på et nærmere bestemt tidspunkt, og at
der ikke skal holdes en ny verdensomspændende konference om ITR.
Dette er positivt, idet en række ITU-medlemslande ønsker at anvende en
revision af ITR som et middel til øget statslig kontrol med telekommuni-
kationsområdet og forvaltningen af internettet. Der nedsættes dog en ek-
spertgruppe, som skal evaluere ITR. Sagen må forventes genoptaget på
næste plenipotentiærkonference i 2022.
På internetområdet blev det besluttet at undersøge mulighederne for at
intensivere samarbejdet mellem ITU og øvrige organisationer, der har
ansvaret for udviklingen af internettets centrale funktioner, og at ITU skal
fremme medlemslandenes deltagelse i Internet Governance-drøftelserne.
Endvidere skal der skabes opmærksomhed om betydningen af politikud-
viklingen omkring internettet i forhold til at indfri FN’s verdensmål for