Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget 2018-19 (1. samling)
EFK Alm.del Bilag 244
Offentligt
Notat om åben engrosadgang i bredbåndspuljen
Kontor/afdeling
Center for Tele
Dato
10. april 2019
J nr.
Bredbåndspuljen er en del af den politiske aftale om ”Vækst og udvikling i Hele
Danmark”, som
den daværende V-regering indgik med Dansk Folkeparti, Liberal
Alliance og Det Konservative Folkeparti den 9. februar 2016. Puljen har til formål at
forbedre dækningen af bredbånd i de dårligst dækkede områder af Danmark ved
etablering af højhastighedsbredbånd.
Bredbåndspuljen skal overholde EU’s statsstøtteregler. Dette betyder blandt andet,
at der skal være åben adgang for andre bredbåndsudbydere til at kunne anvende
den etablerede infrastruktur til at levere bredbåndsløsninger til de slutbrugere, der
er koblet på de støttede net. Bredbåndsnet etableret med tilskud fra
bredbåndspuljen er derfor per definition åbne net.
Endvidere betyder EU’s statsstøtteregler, at der kun kan ydes støtte, hvor markedet
ikke selv kan levere de ønskede tjenester. Desuden skal støtten tilskynde til en
investering, den private part ikke ville have ydet uden den offentlige støtte.
Bredbåndsnet etableret med støtte fra bredbåndspuljen er således net, som
markedet ikke selv har haft eller fremtidigt må forventes at have interesse i at
etablere.
Energistyrelsen fører tilsyn med bredbåndspuljen, herunder spørgsmål vedrørende
åben adgang. Indtil videre har styrelsen behandlet en enkelt klage om manglende
adgang.
Energistyrelsen har ikke data om adgang til de støttede net, men vil i løbet af 2019
indhente oplysninger fra projekter udført med tilskud fra bredbåndspuljen i 2016
om, hvorvidt udbyderne har fået forespørgsler fra andre udbydere om adgang til
den etablerede infrastruktur, og om, hvor mange aftaler om adgang,
forespørgslerne har udmøntet sig i.
Projekter, der har fået tilsagn om tilskud fra bredbåndspuljen 2017 og 2018, er med
enkelte undtagelser endnu ikke afsluttede. Der vil derfor ikke blive indhentet
oplysninger vedrørende disse.
/akb
Energistyrelsen
Carsten Niebuhrs Gade 43
1577 København V
T: +45 3392 6700
www.ens.dk
Side 1/1