Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget 2018-19 (1. samling)
EFK Alm.del Bilag 228
Offentligt
Udkast til
bekendtgørelse om energimærkning af bygninger
1)
I medfør af § 2, stk. 3, § 3, stk. 7, § 4, stk. 1-4, § 5, stk. 3, § 7, stk. 3, § 10, stk. 2, § 12, stk. 1, §§ 14 og 15, §
24, stk. 1, nr. 1, § 24, stk. 2, § 24 a, § 25, stk. 1, § 28, stk. 3, § 28 a, § 29, stk. 4, nr. 1 og 2, § 31, stk. 2, § 32,
stk. 3, og § 35, stk. 2, i lov om fremme af energibesparelser i bygninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 636 af 19. juni
2012, som ændret ved lov nr. 1876 af 29. december 2015, og § 32 a i forvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
433 af 22. april 2014, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1512 af 15.
december 2017 om Energistyrelsens opgaver og beføjelser
Kapitel 1
Anvendelsesområde, definitioner m.v.
§ 1.
Denne bekendtgørelse omhandler energimærkning af bygninger i medfør af lov om fremme af
energibesparelser i bygninger.
Stk. 2.
Alle bygninger, hvor der anvendes energi til regulering af indeklimaet, skal energimærkes efter reglerne
i §§ 16-18, medmindre de er undtaget efter §§ 3-5.
§ 2.
I denne bekendtgørelse forstås ved:
1) Bygning: En enkeltstående konstruktion med vægge og tag, der i Bygnings- og Boligregistret (BBR) er
angivet som en bygning. Ved række- og kædehus (lodret adskillelse mellem enhederne) (130 og 131) og
dobbelthus (to boliger med lodret adskillelse mellem enhederne) (130 og 132) skal hver enhed energimærkes,
som var det én bygning, jf. dog § 6, stk. 2.
2) Certificeret energimærkningsfirma: En virksomhed, som er certificeret til at foretage energimærkning af
bygninger efter § 21.
3) Certificerende organ: En virksomhed, som er akkrediteret til at foretage certificering af
energimærkningsfirmaer efter § 28 eller § 29.
4) Dobbeltcertificering: Én certificering af et kvalitetsstyringssystem, der dels medfører, at virksomheden
opfylder kravene til et certificeret kvalitetsstyringssystem efter bekendtgørelse nr. 1391 af 22. november 2016
om en godkendelsesordning for virksomheder, der leverer rådgivning og projektstyring m.v. i forbindelse med
energirenovering af bygninger, og dels er certificeret som energimærkningsfirma efter § 22.