Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget 2018-19 (1. samling)
EFK Alm.del Bilag 105
Offentligt
UDKAST TIL
Bekendtgørelse om fritagelse for betaling til dækning af offentlige forpligtelser i medfør af § 8 a og § 8 b i lov
om elforsyning for øjebliksforbrug af elektricitet produceret på visse anlæg ejet af egenproducenten
I medfør af § 8 a, 8 b, § 85 a og § 90 i lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1009 af 27. juni 2018,
fastsættes efter bemyndigelse i henholdt til § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1512 af 15. december 2017 om
Energistyrelsens opgaver og beføjelser:
Kapitel 1
Definitioner
§ 1.
Efter bestemmelserne i denne bekendtgørelse fritages en egenproducent helt eller delvis for at betale
beløb til dækning af offentlige forpligtigelser, herunder pristillæg til miljøvenlig elektricitet i forhold til
egenproducentens eget øjebliksforbrug af elektricitet.
§ 2.
I denne bekendtgørelse forstås ved følgende:
1) Egenproducent: Elforbruger, som er 100 pct. samme juridiske enhed eller person som den, der
producerer elektricitet eller varme og elektricitet med henblik på helt eller delvis at dække eget
energiforbrug.
2) Øjebliksforbrug: Elforbrug som sker samtidig med at elektriciteten produceres på
elproduktionsanlægget
3) Idriftsættelsestidspunktet: Det tidspunkt, hvor elproduktionsanlægget kan producere og levere strøm
til eget forbrug eller det kollektive elforsyningsnet.
4) Nominel eleffekt: Anlæggets installerede eleffekt svarende til den eleffekt, som anlægget højst kan
producere og levere.
5) Offentlige forpligtelser: Opgaver, som de kollektive elforsyningsvirksomheder er pålagt, og hvor de
nødvendige omkostninger herved skal dækkes forholdsmæssigt af elforbrugerne, jf.
elforsyningslovens § 8, stk. 1, herunder omkostninger til pristillæg til miljøvenlig elektricitet, som
nævnt i nr. 5.
6) Pristillæg til miljøvenlig elektricitet: De kollektive elforsyningsvirksomheders ydelse af pristillæg til
miljøvenlig elektricitet omfattet af § 8 a i lov om elforsyning.
7) Vedvarende energikilder: Energikilder omfattet af § 2, stk. 2 eller 3, i lov om fremme af vedvarende
energi.
Kapitel 2
Betingelser for fritagelse
§ 3.
Egenproducenter fritages for at betale beløb til dækning af pristillæg til miljøvenlig elektricitet for sit
øjebliksforbrug af elektricitet produceret på eget elproduktionsanlæg, såfremt anlægget har en nominel
effekt på over
1) 50 kW for solcelleanlæg
2) 25 kW for vindmøller
3) 11 kW for kraftvarmeanlæg og elproduktionsanlæg, som ikke er nævnt i nr. 1 eller nr. 2.
Stk. 2.
Betalingsfritagelsen i stk. 1 er betinget af, at elproduktionsanlægget er anmeldt til det register, som
er nævnt i § 85 a, stk. 2, nr. 2, i lov om elforsyning (Stamdataregistret) og for anlæg omfattet af stk. 1, nr.
Høringsversion af 23. november 2018
EFK, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 105: Høringsbrev og udkast til bekendtgørelse om fritagelse for betaling til dækning af offentlige forpligtelser ifm. lov om elforsyning for øjebliksforbrug af elektricitet produceret på visse anlæg ejet af egenproducenten
1 og 2, at elproduktionsanlægget er tilsluttet i egen forbrugsinstallation, eller er beliggende på
forbrugsstedet og for anlæg omfattet af stk. 1, nr. 3, at anlægget er beliggende på forbrugsstedet.
§ 4.
Egenproducenter fritages for at betale beløb til dækning af de offentlige forpligtelser som helhed, for
sit øjebliksforbrug af elektricitet produceret på eget elproduktionsanlæg, såfremt anlægget har en nominel
effekt på eller mindre end
1) 50 kW for solcelleanlæg
2) 25 kW for vindmøller
3) 11 kW for kraftvarmeanlæg og elproduktionsanlæg, som ikke nævnt i nr. 1 eller nr. 2.
Stk. 2.
Betalingsfritagelsen er betinget af, at elproduktionsanlægget er tilsluttet i egen forbrugsinstallation,
og er anmeldt til det register, som er nævnt i § 85 a, stk. 2, nr. 2, i lov om elforsyning (Stamdataregistret).
§ 5.
Lejere, som ikke er egenproducenter, jf. § 2, nr. 1, opnår betalingsfritagelse efter § 3 eller § 4 for den
del af elproduktionen fra et anlæg, som alene anvender vedvarende energikilder, jf. § 2, nr. 7, hvis
1) anlægget ejes 100 % af udlejeren af ejendommen, som udlejes til lejer,
2) anlægget er stillet til rådighed for lejer med henblik på betalingsfritagelse, og
3) lejer afregner sit elforbrug direkte med elleverandøren.
Kapitel 3
Fritagelsestidspunkt, oplysningspligt m.v.
§ 6.
Anlægget opnår betalingsfritagelse fra idriftsættelsestidspunktet, jf. § 2, nr. 3.
§ 7.
Netvirksomhederne skal ved oprettelse af elproduktionsanlæg omfattet af denne bekendtgørelses §§
3, 4 og 5 i Stamdataregistret påse, at betingelserne for betalingsfritagelse er opfyldte.
Stk. 2.
Hvis netvirksomheden vurderer, at betingelserne for betalingsfritagelse ikke er opfyldte,
oversendes stamdataregistreringen af anlægget til Energistyrelsen.
§ 8.
I de i § 7, stk. 2, omhandlede tilfælde træffer Energistyrelsen afgørelse om betalingsfritagelse.
§ 9.
Egenproducenten eller lejer skal underrette netvirksomheden om alle forhold af betydning for
opnåelsen af betalingsfritagelse i henhold til bekendtgørelsen. Underretning skal ske så snart
egenproducenten eller lejer er blevet bekendt med, at det pågældende forhold er indtruffet eller vil
indtræffe.
Kapitel 4
Klageadgang
§ 10.
Energistyrelsens afgørelser efter § 8, stk. 2, kan ikke påklages til energi-, forsynings- og
klimaministeren, jf. bekendtgørelse om Energistyrelsens opgaver og beføjelser. Afgørelser kan påklages
til Energiklagenævnet, jf. § 89 i lov om elforsyning.
Kapitel 5
Ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 11.
Bekendtgørelsen træder i kraft den [1. februar] 2019.
Høringsversion af 23. november 2018