Beskæftigelsesudvalget 2018-19 (1. samling)
BEU Alm.del Bilag 305
Offentligt
Principmeddelelse
J.nr. 19-9956
Ankestyrelsens principafgørelse 12-19 om seniorførtidspension –
arbejdsevne – fleksjob – meget begrænset arbejdsevne -
udviklingsperspektiv
Principafgørelsen fastslår
Personer, som højst har 5 år til folkepensionsalderen, og som har en
langvarig og aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet, har en særlig
mulighed for at ansøge om seniorførtidspension.
Seniorførtidspension er ikke en anden type førtidspension, men en
enklere og mere smidig sagsbehandlingsprocedure for tilkendelse af
førtidspension. Det er ligesom ved førtidspension et krav for at få
tilkendt seniorførtidspension, at arbejdsevnen er nedsat i et sådant
omfang, at personen ikke er i stand til at forsørge sig selv ved
almindeligt arbejde eller ved et fleksjob.
I sager, der skal behandles efter reglerne om seniorførtidspension, skal
der alene tages stilling til, om arbejdsevnen er væsentligt og varigt
nedsat i forhold til de erhverv, den pågældende vil kunne varetage, uden
at der iværksættes tiltag, der har til formål at udvikle arbejdsevnen. Det
skal således ikke vurderes, om ansøgeren ville være i stand til at udvikle
sin arbejdsevne eller kunne blive i stand til at anvende sin
restarbejdsevne efter fx deltagelse i virksomhedspraktik, revalidering
eller deltagelse i ressourceforløb.
Der skal ligeledes ses bort fra kravet om, at alle muligheder for at
udvikle arbejdsevnen skal være udtømt, og der skal ikke iværksættes
beskæftigelsesrettede tilbud.
Fleksjob, herunder når borgeren har en meget begrænset arbejdsevne
(lille fleksjob)
Kommunen kan give tilbud om fleksjob, hvis borgerens arbejdsevne er
varigt og væsentligt nedsat.
Kommunen kan også give tilbud om fleksjob til en borger, der aktuelt
har en meget begrænset arbejdsevne.