Beskæftigelsesudvalget 2018-19 (1. samling)
BEU Alm.del Bilag 188
Offentligt
Beskæftigelsesminister
Troels Lund Poulsen
Ved Stranden 8
1061 København K
Esbjerg, den 28. januar 2019
Vedr. fejl i beregninger af flekslønstilskud
Kære Troels Lund Poulsen
Vi henvender os til dig for at gøre opmærksom på et hidtil overset problem, nemlig kommunernes
fejlberegninger og ikke mindst fejlfortolkninger af reglerne for beregning af flekslønstilskud til personer, der er
kommet i fleksjob efter de
”nye”
regler, som trådte i kraft for 5 år siden. I Danmark er der 68.000 personer
ansat i job med flekslønstilskud, og det er vores umiddelbare vurdering, at to tredjedele af disse personer er
ansat efter de ”nye” regler.
Til din orientering har vi sendt en tilsvarende skrivelse til Folketingets Beskæftigelsesudvalg, idet vi opfordrer
jeg til I tager initiativ til at få strammet op på kommunernes beregningspraksis, så de er i overensstemmelse
med lovgivningen samt de fortolkninger, der ligger til grund for Ankestyrelsens afgørelser i sager om
flekslønstilskud. Ud fra et forvaltningsmæssigt og retssikkerhedsmæssigt synspunkt er det betænkeligt, at
borgere behandles forskelligt fra kommune til kommune, når alle sager skal behandles på det samme
lovgrundlag. Vi taler således ikke om politiske prioriteringer, men sagsbehandling i henhold til et regelsæt,
der har været gældende siden 2013.
Det er samtidig bekymrende, når
medarbejderne i Det Faglige Hus’ sociale team melder tilbage til mig, at de
finder fejl i hver anden sag, hvor de laver en efterkontrol af kommunens tilskudspraksis. De fleste kommuner
retter ind, når vi henvender os og gør opmærksom på deres forkerte praksis, men vi er desværre blevet
bekræftet i, at de fortsætter med at anvende den underkendte praksis og heller ikke efterregulerer i de
mange andre sager, som de har fejlekspederet.
Vi oplever en generel tendens, at man i mange kommuner tænker særdeles kreativt for at få sænket lønloftet
for den enkelte fleksjobber mest mulig for på den måde at yde et så lille flekslønstilskud som muligt.
Det Faglige Hus har for nyligt modtaget 2 kendelser fra Ankestyrelsen, der begge slår fast, at det er
arbejdsgiveren og ikke kommunen, der skal fastsætte lønloftet, altså vurdere hvad den enkelte fleksjobber
ville få i løn, hvis vedkommende var ansat i et ordinært job. I en sag fra Struer Kommune fik vores medlem
som følge af Ankestyrelsen afgørelse en efterregulering i sit flekslønstilskud på 3.500 om måneden eller
86.000 kr. i alt.
Der har allerede været indslag om problemstillingen i Dagbladet Struer-Holstebro og TV MidtVest, efter at
vores medlem, Keld Højmark Nielsen, henvendte sig og fortalte om sin sag og Ankestyrelsens utvetydige
underkendelse af Struer Kommunes fejlfortolkning af reglerne. Denne omtale har indtil videre ført til 55
henvendelser fra fleksjobbere, der beder om at få kontrolleret deres tilskud fra kommunen. Der fundet og
reageret på fejl i flere af de sager, som vi indtil videre har haft tid til at gennemgå.
Ligeledes hæfter vi os ved en sag fra Københavns Kommune, hvor vi i kommunens klageinstans har fået
medhold i, at det var forkert, at kommunen ikke ville medtage det lønmodtagerindbetalte pensionsbidrag på
4% i beregningen af lønloftet og på den måde forsøgte at reducere lønloftet for et af vores medlemmer.
Vi har dog ikke mulighed for at efterprøve, om kommunen har anvendt samme fejlagtige praksis over for
andre fleksjobbere eller ændret afgørelsen og efterreguleret i de mange andre sager, hvor man også har
vurderet lønloftet 4% for lavt.
4% lyder ikke af en masse, men en kunstig og ulovlig nedsættelse af lønloftet på 4% kan føre til en stor
besparelse i en kommune som København, hvor der skønsmæssigt er 1400 personer i fleksjob efter de nye
regler pr. 1/1-2013.