Beskæftigelsesudvalget 2018-19 (1. samling)
BEU Alm.del Bilag 179
Offentligt
22. januar 2019
Forslag
til
Lov om ændring af lov om arbejdsmiljø
(Andre målrettede indsatser end risikobaserede tilsyn m.v.)
§1
I lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017, som ændret ved lov nr.
1543 af 19. december 2017 og lov nr. 700 af 8. juni 2018 foretages følgende ændringer:
1.
§ 67, stk. 1, nr. 1 og 2,
ophæves, og i stedet indsættes:
»1) Otte medlemmer indstillet af Fagbevægelsens Hovedorganisation.«
Nr. 3-9 bliver herefter nr. 2-8.
2.
I
§ 72 a
indsættes som
stk. 5:
»Stk. 5.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, at Arbejdstilsynet inden for
bestemte virksomheds- eller branchegrupper gennemfører andre målrettede indsatser end tilsyn efter
stk. 1.«
3.
§ 81 a, stk. 1, nr. 1 og 2,
ophæves, og i stedet indsættes:
»1) Fire medlemmer indstillet af Fagbevægelsens Hovedorganisation.«
Nr. 3-10 bliver herefter nr. 2-9.
§2
Loven træder i kraft den 1. juli 2019.
BEU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 179: Lovudkast: Udkast til lovforslag om ændring af arbejdsmiljøloven, fra beskæftigelsesministeren
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1 Indledning
2 Lovforslagets hovedpunkter
2.1 Andre målrettede indsatser end risikobaserede tilsyn
2.1.1. Gældende ret på området
2.1.2. Eventuelle overvejelser i udvalg m.v.
2.1.3. Beskæftigelsesministeriets overvejelser
2.1.4. Den ordning, som lovforslaget lægger op til
2.2 Indstilling af medlemmer til Arbejdsmiljørådet og Arbejdsmiljøklagenævnet
2.2.1. Gældende ret på området
2.2.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser
2.2.3. Den ordning, som lovforslaget lægger op til
3. De økonomiske og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Det er vigtigt, at Arbejdstilsynet kan gennemføre det tilsyn, som passer bedst til den branchegruppe
eller virksomhedsgruppe, som skal besøges. Derfor er der behov for, at Arbejdstilsynet får mulighed
for at erstatte det risikobaserede tilsyn med andre former for målrettede indsatser, når disse viser sig
mere hensigtsmæssige i forhold til bestemte branche- eller virksomhedsgrupper.
På baggrund af aftalen fra 2011 mellem den daværende regering (Venstre og Det Konservative
Folkeparti), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om en strategi for
arbejdsmiljøindsatsen frem til 2020 begyndte Arbejdstilsynet fra og med 2012 at gennemføre
risikobaserede tilsyn på virksomhederne som led i sin tilsynsopgave. Formålet var at opnå en større
arbejdsmiljøeffekt.
Med aftalen fra 2015 mellem den daværende regering (Socialdemokraterne og Det Radikale
Venstre), Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti om en styrket
arbejdsmiljøindsats blev det risikobaserede tilsyn målrettet yderligere.
2
BEU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 179: Lovudkast: Udkast til lovforslag om ændring af arbejdsmiljøloven, fra beskæftigelsesministeren
I dag gennemfører Arbejdstilsynet risikobaserede tilsyn på virksomheder med ansatte (mindst et
årsværk) udvalgt på baggrund af en indeksmodel og stikprøver. Ved det risikobaserede tilsyn er der
fokus på arbejdsmiljøforholdene på den enkelte virksomhed.
Imidlertid har det vist sig, at det risikobaserede tilsyn ikke har været tilstrækkeligt egnet til at
afdække de arbejdsmiljøproblemer, som findes i bygge- og anlægsbranchen.
Derfor besluttede regeringen sammen med Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og
Socialdemokratiet i 2017 at igangsætte et forsøg med en ny målrettet tilsynsindsats
det såkaldte
helhedsorienterede tilsyn
inden for bygge- og anlægsbranchen. Forsøget med det
helhedsorienterede tilsyn blev igangsat den 1. november 2017 og skulle i første omgang løbe frem
til udgangen af april 2018. I lyset af de første positive erfaringer valgte partierne i forligskredsen at
forlænge forsøget. En kvalitativ og kvantitativ evaluering af forsøget, som er gennemført i efteråret
2018, viser bl.a., at det helhedsorienterede tilsyn er en bedre metode til at afdække
arbejdsmiljøproblemer i bygge- og anlægsbranchen end det risikobaserede tilsyn.
Regeringen og partierne bag beslutningen om forsøget ønsker derfor, at der indføres en mulighed
for, at det risikobaserede tilsyn kan blive erstattet med det helhedsorienterede tilsyn i bygge- og
anlægsbranchen.
De positive erfaringer med at udvikle en indsats, der specifikt er målrettet mod bygge- og
anlægsbranchen, viser, at det kan være hensigtsmæssigt at afprøve nye indsatser i forhold til
bestemte virksomheds- eller branchegrupper. Der er derfor et ønske om, at det generelt bliver
muligt at erstatte det risikobaserede tilsyn med andre målrettede indsatser, hvis disse viser sig at
være mere egnede inden for bestemte virksomheds- eller branchegrupper.
Det foreslås derfor, at beskæftigelsesministeren får bemyndigelse til at udstede regler om dette.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1 Andre målrettede indsatser end risikobaserede tilsyn
2.1.1 Gældende ret på området
Det fremgår af § 72, stk. 1, nr. 7, i lov om arbejdsmiljø, at Arbejdstilsynet bl.a. har til opgave at
påse, at loven og de forskrifter, der er udstedt i medfør af loven, overholdes. Dette gør
Arbejdstilsynet primært ved at føre tilsyn med arbejdsmiljøet på virksomhederne. Bestemmelsen i §
72, stk. 1, nr. 7, blev indført den 1. januar 1977 og er af generel karakter. Den beskriver ikke, hvilke
former for tilsyn Arbejdstilsynet skal gennemføre, eller hvordan tilsynet skal gennemføres. Tilsynet
kan derfor antage forskellige former.
Det fremgår af i § 72 a, stk. 1, at Arbejdstilsynet som led i sin tilsynsopgave efter § 72, stk. 1, nr. 7,
gennemfører risikobaserede tilsyn på virksomheder med ansatte udvalgt på baggrund af en
indeksmodel og stikprøver.
Bestemmelsen om, at Arbejdstilsynet gennemfører risikobaserede tilsyn blev indført den 1. januar
2012, jf. lov nr. 597 af 14. juni 2011. Baggrunden herfor var strategien for arbejdsmiljøindsatsen
frem til 2020, som medførte, at Arbejdstilsynet som led i sin tilsynsopgave skulle gennemføre
3
BEU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 179: Lovudkast: Udkast til lovforslag om ændring af arbejdsmiljøloven, fra beskæftigelsesministeren
risikobaserede tilsyn. Det betød at alle virksomheder med mindst to årsværk skulle have mindst ét
risikobaseret tilsyn i perioden fra 2012 til og med 2019. Formålet var at sikre, at Arbejdstilsynet
oftere kom på de virksomheder, som vurderedes at have risiko for problemer med arbejdsmiljøet,
for dermed at opnå en større arbejdsmiljøeffekt. Indførelsen af det risikobaserede tilsyn ændrede
ikke på, at Arbejdstilsynet fortsat kan anvende flere forskellige tilsynsformer.
Ved en justering af det risikobaserede tilsyn i 2015, jf. lov nr. 1869 af 29. december 2015, blev det
risikobaserede tilsyn målrettet yderligere. Formålet med justeringen var, at lade Arbejdstilsynet
gennemføre endnu flere tilsyn på de virksomheder, der vurderes at have størst risiko for
arbejdsmiljøproblemer. Justeringen indebar, at 80 pct. af de virksomheder, der årligt skal have
risikobaserede tilsyn, skal udvælges via den såkaldte indeksmodel, mens 20 pct. skal udvælges via
en stikprøve. Indeksmodellen, som identificerer de virksomheder, som har størst risiko for at få
problemer med arbejdsmiljøet, fungerer ved at prioritere virksomheder til risikobaserede tilsyn dels
ud fra brancherettede parametre, dels ud fra virksomhedsspecifikke parametre som anmeldte
ulykker, tidligere afgørelser mv.
Samtidig medførte justeringen af det risikobaserede tilsyn, at alle virksomheder med mindst ét
årsværk kan udvælges til det risikobaserede tilsyn, mod hidtil kun virksomheder med mindst to
årsværk. Som følge heraf, ville det ikke være alle virksomheder, som ville få risikobaserede tilsyn
inden udgangen af 2019.
Endelig medførte justeringen af det risikobaserede tilsyn, at virksomheder, der er udtaget til
risikobaserede tilsyn, bliver varslet minimum en måned før tilsynet, så virksomheden har mulighed
for selv at løse eventuelle arbejdsmiljøproblemer inden tilsynsbesøget. Virksomheden får dog ikke
at vide præcist, hvornår Arbejdstilsynet kommer på tilsyn, da det risikobaserede tilsyn gennemføres
uanmeldt. Arbejdstilsynet kan undlade forudgående kontakt til virksomheden, fx hvis det
risikobaserede tilsyn gennemføres i anledning af en anmeldt arbejdsulykke eller en klage over
arbejdsmiljøet på virksomheden.
På det risikobaserede tilsynsbesøg er fokus på den enkelte virksomhed, og Arbejdstilsynet tager ved
besøget udgangspunkt i den konkrete virksomheds arbejdsmiljøforhold samt arbejdsmiljøforhold,
der er væsentlige for branchen.
2.1.2. Eventuelle overvejelser i udvalg m.v.
Bygge- og anlægssektoren er en branche, som er kendetegnet ved mange alvorlige ulykker og ved
nedslidning. Det er samtidig en branche med mange skiftende arbejdssteder. Ved gennemførelse af
det risikobaserede tilsyn blev der kun fundet få arbejdsmiljøproblemer i bygge- og
anlægsvirksomheder på trods af, at bygge- og anlægsbranchen er en branche med mange
arbejdsmiljørisici.
På den baggrund besluttede regeringen sammen med partierne i arbejdsmiljøforligskredsen at
igangsætte et midlertidigt forsøg med en ny type tilsyn i bygge- og anlægsbranchen
det såkaldte
helhedsorienterede tilsyn. Forsøget med dette tilsyn startede den 1. november 2017.
Det helhedsorienterede tilsyn indebærer, at Arbejdstilsynets tilsynsindsats over for bygge- og
anlægsvirksomheder tilrettelægges ud fra byggeriets særlige kompleksitet med mange skiftende
arbejdssteder og flere virksomheder på samme byggeplads.
4
BEU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 179: Lovudkast: Udkast til lovforslag om ændring af arbejdsmiljøloven, fra beskæftigelsesministeren
Både udvælgelses- og tilsynsmetoden ved det helhedsorienterede tilsyn er væsentligt anderledes end
den metode, der anvendes ved det risikobaserede tilsyn. Virksomhederne bliver ikke udtaget via
indeksmodellen eller via stikprøver, men på baggrund af oplysninger fra byggepladsanmeldelser,
lokalkendskab og klager over arbejdsmiljøet.
Med det helhedsorienterede tilsyn begynder tilsynet uanmeldt på byggepladsen, det vil sige dér,
hvor arbejdsmiljørisiciene er, og Arbejdstilsynet afdækker arbejdsmiljøet på alle de virksomheder,
der er på byggepladsen, fællesforanstaltningerne samt bygherrens arbejdsmiljøkoordinering.
Arbejdstilsynet gennemfører efterfølgende dialogmøder og opfølgende tilsyn, som er målrettet de
bygge- og anlægsvirksomheder, hvor der er konstateret arbejdsmiljøproblemer, pligterne for
bygherrer, projekterende og rådgivere samt aktørernes samarbejde.
Den samlede metode består af et byggepladstilsyn, tre forskellige typer af dialogmøder og to typer
af opfølgningsbesøg.
Der er udarbejdet en kvalitativ og kvantitativ evaluering af det helhedsorienterede tilsyn. Den
samlede evalueringen forelå i efteråret 2018. Den kvantitative evaluering fokuserer på
tilsynsmetodens målbare resultater og er gennemført af Arbejdstilsynet. Den kvalitative evaluering
fokuserer på virksomhedernes oplevelse og udbytte af dialogmøderne og er gennemført af Oxford
Research i samarbejde med PwC.
Begge evalueringer peger på, at det helhedsorienterede tilsyn løfter kvaliteten af tilsynet i bygge- og
anlægsbranchen. Blandt andet er det helhedsorienterede tilsyn en bedre metode til at afdække
arbejdsmiljøproblemer i bygge- og anlægsbranchen end det risikobaserede tilsyn. Arbejdstilsynet
finder med det helhedsorienterede tilsyn arbejdsmiljøproblemer på en større andel af de besøgte
bygge- og anlægsvirksomheder (45,4 pct.) end tidligere (13 pct.). Den kvalitative evaluering viser
hertil, at der generelt er tilfredshed med de nye dialogmøder blandt de adspurgte virksomheder.
Den kvantitative evaluering viser, at Arbejdstilsynet med den ny tilsynsmetode giver flere
materielle afgørelser per 100 virksomhedstimer sammenlignet med det risikobaserede tilsyn (ca. 17
afgørelser pr. 100 virksomhedstimer mod tidligere ca. 5 afgørelser pr. 100 virksomhedstimer).
Endvidere kører de tilsynsførende forgæves i langt mindre grad i det helhedsorienterede tilsyn (5,6
pct. af gangene) sammenlignet med det risikobaserede tilsyn (28 pct. af gangene). Resultaterne
bygger på en sammenligning af de første otte måneder af forsøget med en otte-måneders periode i
2017 under det risikobaserede tilsyn.
På baggrund af evalueringen ønsker regeringen og partierne bag arbejdsmiljøforligskredsen at skabe
mulighed for, at det helhedsorienterede tilsyn kan træde i stedet for det risikobaserede tilsyn inden
for bygge- og anlægsbranchen.
I lyset af de positive erfaringer med at målrette tilsynsformen til en bestemt branche, ønsker
regeringen og arbejdsmiljøforligskredsen, at der generelt skabes mulighed for, at andre fremtidige
typer af målrettede indsatser også kan træde i stedet for det risikobaserede tilsyn i nærmere
afgrænsede branche
eller virksomhedsgrupper.
2.1.3. Beskæftigelsesministeriets overvejelser
Forsøget med det helhedsorienterede tilsyn er gennemført med hjemmel i § 72, stk. 1, nr. 7, i lov
om arbejdsmiljø. Efter denne bestemmelse har Arbejdstilsynet til opgave at påse, at loven og de
5
BEU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 179: Lovudkast: Udkast til lovforslag om ændring af arbejdsmiljøloven, fra beskæftigelsesministeren
forskrifter, der gives med hjemmel i loven, overholdes. Bestemmelsen i § 72, stk. 1, nr. 7, er generel
og åbner mulighed for, at tilsynet kan antage forskellige former. Med indførelsen af det
risikobaserede tilsyn i 2012 blev der ikke ændret på Arbejdstilsynets mulighed for fortsat at
anvende flere forskellige tilsynsformer.
Det følger af bestemmelsen i § 72 a, stk. 1, at Arbejdstilsynet som led i sin tilsynsopgave efter § 72,
stk. 1, nr. 7, skal gennemføre risikobaserede tilsyn på virksomheder med ansatte udvalgt på
baggrund af en indeksmodel og stikprøver. Virksomheder, der udtages til det risikobaserede tilsyn,
skal som udgangspunkt have minimum et besøg i perioden fra 2012 til og med 2019, dog således at
ikke alle virksomheder ville kunne nå at få det risikobaserede tilsyn inden udgangen af 2019.
Hvis det helhedsorienterede tilsyn i bygge– og anlægsbranchen skal træde i stedet for det
risikobaserede tilsyn, er det nødvendigt med en hjemmel til at fritage bygge- og anlægsbranchen fra
det risikobaserede tilsyn. Det skyldes, at alle virksomheder med mindst ét årsværk efter § 72 a, stk.
1, vil kunne udvælges til risikobaseret tilsyn enten via indeksmodellen eller via stikprøver.
Da der er et ønske om generelt at skabe mulighed for, at andre fremtidige typer af målrettede
indsatser også skal kunne træde i stedet for det risikobaserede tilsyn, vurderes det hensigtsmæssigt
at en fritagelse fra reglen om det risikobaserede tilsyn udformes som en bemyndigelsesbestemmelse
til beskæftigelsesministeren.
2.1.4. Den ordning, som lovforslaget lægger op til
Det foreslås, at beskæftigelsesministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om, at
Arbejdstilsynet inden for bestemte virksomheds- eller branchegrupper skal gennemføre andre
målrettede indsatser end det risikobaserede tilsyn. Bemyndigelsen tænkes anvendt i de situationer,
hvor der med hjemmel i § 72, stk. 1, nr. 7, er gennemført forsøg eller lignende med andre
målrettede indsatser, og erfaringerne med disse indsatser har været positive. Det kan fx være i
forhold til muligheden for at afdække arbejdsmiljøproblemer, således at der er et grundlag for at
fastsætte regler om, at det risikobaserede tilsyn skal erstattes af en anden form for målrettet indsats.
Bemyndigelsesbestemmelsen tænkes udnyttet til, at beskæftigelsesministeren i bekendtgørelsesform
kan fastsætte bestemmelser om, hvilke virksomheds- eller branchegrupper der vil være omfattet af
andre typer af målrettede indsatser end det risikobaserede tilsyn. Bemyndigelsesbestemmelsen
tænkes ikke anvendt til i bekendtgørelsesform at fastsætte detaljerede bestemmelser om det
nærmere indhold af andre målrettede indsatser, herunder de fremgangsmetoder, som
Arbejdstilsynet anvender i sin indsats. Dette vil sikre den mest fleksible metode for andre
målrettede indsatser, således at indsatserne løbende vil kunne tilpasses behovet for
udtagelsesmetode og indsatsform på baggrund af de indvundne erfaringer.
Med bestemmelsen skabes der mulighed for, at ministeren kan fastsætte regler om, at det
helhedsorienterede tilsyn erstatter det risikobaserede tilsyn inden for bygge- og anlægsbranchen.
Med bestemmelsen skabes der også mulighed for, at andre fremtidige målrettede indsatser vil kunne
træde i stedet for det risikobaserede tilsyn. Sådanne andre målrettede indsatser vil afhængigt af
deres indhold kunne omfatte forskellige virksomheds- og/eller branchegrupper.
2.2 Indstilling af medlemmer til Arbejdsmiljørådet og Arbejdsmiljøklagenævnet
2.2.1. Gældende ret på området
6
BEU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 179: Lovudkast: Udkast til lovforslag om ændring af arbejdsmiljøloven, fra beskæftigelsesministeren
Lov om arbejdsmiljø indeholder bestemmelser om, hvilke organisationer der indstiller medlemmer
til henholdsvis Arbejdsmiljørådet og Arbejdsmiljøklagenævnet.
Af § 67, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø fremgår bl.a., at Landsorganisationen i Danmark indstiller
seks medlemmer, og at Funktionærernes og Tjenestemændene Fællesråd indstiller to medlemmer til
Arbejdsmiljørådet.
Af § 81 a, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø fremgår bl.a., at Landsorganisationen i Danmark indstiller
tre medlemmer, og at Funktionærernes og Tjenestemændene Fællesråd indstiller et medlem til
Arbejdsmiljøklagenævnet.
2.2.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser
Landsorganisationen i Danmark (LO) og Funktionærernes og Tjenestemændene Fællesråd (FTF) er
med virkning fra den 1. januar 2019 blevet fusioneret. Den nye samlede organisation har fået navnet
Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).
Det findes hensigtsmæssigt, at denne nye organisation - Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) -
får adgang til at udpege det samme antal medlemmer i Arbejdsmiljørådet og
Arbejdsmiljøklagenævnet, som Landsorganisationen i Danmark (LO) og Funktionærernes og
Tjenestemændene Fællesråd (FTF) tidligere havde adgang til.
2.2.3. Den ordning, som lovforslaget lægger op til
Det foreslås, at arbejdsmiljøloven ændres, så det fremgår, at Fagbevægelsens Hovedorganisation
indstiller otte medlemmer til Arbejdsmiljørådet og fire medlemmer til Arbejdsmiljøklagenævnet.
Der ændres således ikke på det samlede antal af medlemmer af henholdsvis Arbejdsmiljørådet og
Arbejdsmiljøklagenævnet, ligesom pariteten mellem arbejdsmarkedets parter opretholdes.
Forslaget vurderes ikke at have ligestillingsmæssige konsekvenser eller regionale konsekvenser,
herunder for landdistrikterne.
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
Forslaget indebærer som udgangspunkt ikke økonomiske konsekvenser for stat, regioner og
kommuner.
Det vil afhænge af udnyttelsen af bemyndigelsesbestemmelsen i den foreslåede § 72 a, stk. 5, om
kommende andre målrettede indsatser vil indebære merudgifter ved deres gennemførelse og
hvordan en finansiering i givet fald vil skulle ske.
For Arbejdstilsynet har det helhedsorienterede tilsyn i bygge- og anlægsbranchen krævet flere
ressourcer til administrativ planlægning, da det helhedsorienterede tilsyn kun delvist understøttes af
Arbejdstilsynets eksisterende IT-system i forhold til udtagning af byggepladser og planlægning af
besøget og behandlingen af besøget efter tilsynet. Arbejdstilsynet vurderer, at hvis det
helhedsorienterede tilsyn kommer til at erstatte det risikobaserede tilsyn, vil det medføre øgede
driftsomkostninger til administration, planlægning mv. Disse merudgifter søges i 2019 håndteret
internt i Beskæftigelsesministeriet i forbindelse med grundbudgettet for 2019.
7
BEU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 179: Lovudkast: Udkast til lovforslag om ændring af arbejdsmiljøloven, fra beskæftigelsesministeren
De oplysninger om virksomhederne, der indsamles i regi af det helhedsorienterede tilsyn, vil blive
registreret i det allerede eksisterende system med de sikkerhedsforanstaltninger, der er etableret i
regi heraf.
Principperne for digitaliseringsklar lovgivning er blevet fulgt.
Implementeringskonsekvenserne af forslaget vil afhænge af de mulige initiativer på sigt.
Forslaget vurderes ikke at have implementeringsmæssige eller selvstyremæssige konsekvenser for
det offentlige i øvrigt.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
Forslaget indebærer ikke væsentlige økonomiske konsekvenser for erhvervslivet, da der ikke er
afsat yderligere ressourcer til andre målrettede tilsyn. Det forventes heller ikke, at forslaget vil have
væsentlige administrative konsekvenser for erhvervslivet. I forhold til det helhedsorienterede tilsyn,
vil dette tilsyn træde i stedet for det tidligere risikobaserede tilsyn i bygge- og anlægsbranchen.
Principperne for agil erhvervsrettet regulering vurderes ikke at være relevante i forhold til
lovforslaget. Erhvervsstyrelsens Team Effektiv Regulering (TER) har i præhøringen ikke haft
bemærkninger til denne vurdering.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen konsekvenser for borgerne.
6. miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget har ingen relevante EU-retlige aspekter
8. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslaget har i perioden fra den 22. januar 2019 til den 18. februar 2019 været sendt
i høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:
Rigsadvokaten, Advokatrådet, Danske Advokater, Arbejdsmiljørådet, Arbejdsmiljøklagenævnet,
Akademikernes Centralorganisation, Business Danmark, Danmarks Frie Fagforening, Dansk
Arbejdsgiverforening, Danske Regioner, Den Koorperative Arbejdsgiver- og Interesseorganisation i
Danmark, Det Faglige Hus, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Finanssektorens
Arbejdsgiverforening, Frie Funktionærer, Gartneri- Land og Skovbrugets Arbejdsgivere,
Kommunernes Landsforening, Kristelig Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagforening, Landbrug &
Fødevarer, Lederne, og Moderniseringsstyrelsen.
8
BEU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 179: Lovudkast: Udkast til lovforslag om ændring af arbejdsmiljøloven, fra beskæftigelsesministeren
2004456_0009.png
9. Sammenfattende skema
Positive
Negative
konsekvenser/mindreudgifter konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
(hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for Ingen af betydning
stat, kommuner og regioner
Implementeringskonsekvenser Ingen af betydning
for stat, kommuner og
regioner
Økonomiske konsekvenser for Ingen af betydning
erhvervslivet
Administrative konsekvenser Ingen af betydning
for erhvervslivet
Administrative konsekvenser Ingen af betydning
for borgerne
Miljømæssige konsekvenser Ingen
Forholdet til EU-retten
Er i strid med de fem
principper for implementering
af erhvervsrettet EU-
lovgivning
Ingen
JA
NEJ
X
Ingen af betydning
Ingen af betydning
Ingen af betydning
Ingen af betydning
Ingen af betydning
Ingen
9
BEU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 179: Lovudkast: Udkast til lovforslag om ændring af arbejdsmiljøloven, fra beskæftigelsesministeren
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det fremgår af § 67, stk. 1, nr. 1 og 2, at Landsorganisationen i Danmark indstiller seks
medlemmer, og at Funktionærernes og Tjenestemændene Fællesråd indstiller to medlemmer til
Arbejdsmiljørådet.
Landsorganisationen i Danmark (LO) og Funktionærernes og Tjenestemændene Fællesråd (FTF) er
med virkning fra den 1. januar 2019 blevet fusioneret. Den nye samlede organisation har fået navnet
Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).
Det foreslås, at den nye organisation - Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) -
får adgang til at udpege otte medlemmer i Arbejdsmiljørådet, hvilket svarer til det antal
medlemmer, som Landsorganisationen i Danmark (LO) og Funktionærernes og Tjenestemændene
Fællesråd (FTF) tidligere udpegede tilsammen.
Der ændres derved ikke på det samlede antal af medlemmer af Arbejdsmiljørådet, og pariteten
mellem arbejdsmarkedets parter opretholdes.
Til nr. 2
Den gældende § 72 a, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø medfører, at Arbejdstilsynet som led i sin
tilsynsopgave efter § 72, stk. 1, nr. 7, gennemfører risikobaserede tilsyn på virksomheder med
ansatte (mindst et årsværk) udvalgt på baggrund af en indeksmodel og stikprøver.
Arbejdstilsynet har siden d. 1. november 2017 gennemført et midlertidigt forsøg med et nyt
helhedsorienterede tilsyn inden for bygge- og anlægsbranchen med det formål at nedbringe ulykker
og nedslidning i byggeriet. Det indebærer, at Arbejdstilsynets tilsynsindsats over for bygge- og
anlægsvirksomheder tilrettelægges ud fra byggeriets særlige kompleksitet med mange skiftende
arbejdssteder og flere virksomheder på samme byggeplads. Udtagelses- og tilsynsmetoden er
væsentlig anderledes end metoden for det risikobaserede tilsyn.
Sammenlignet med det risikobaserede tilsyn har det helhedsorienterede tilsyn i bygge- og
anlægsbranchen vist positive resultater.
Med den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse bliver det muligt for beskæftigelsesministeren i
bekendtgørelsesform at fastsætte bestemmelser om, at det helhedsorienterede tilsyn skal træde i
stedet for det risikobaserede tilsyn i forhold til virksomheder i bygge- og anlægsbranchen.
Det bliver også muligt for beskæftigelsesministeren fremover i bekendtgørelsesform at fastsætte
bestemmelser om, at andre former for målrettede indsatser skal træde i stedet for det risikobaserede
tilsyn, fx hvis der forinden har været gennemført forsøg med en anden målrettet indsats, der viser
positive resultater. Sådanne andre målrettede indsatser vil skulle dække nærmere angivne
virksomheds- eller branchegrupper.
10
BEU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 179: Lovudkast: Udkast til lovforslag om ændring af arbejdsmiljøloven, fra beskæftigelsesministeren
Med andre målrettede indsatser tænkes der på udvælgelses- og/eller indsatsmetoder, der er tilpasset
de specifikke karakteristika, som kendetegner den virksomheds- eller branchegruppe, som vurderes
at have behov for en anden form for målrettet indsats.
Den målrettede indsats kan fx dreje sig om, at virksomhederne udvælges på en anden måde end ved
indeksmodel eller stikprøve, ligesom indsatsmetoden kan være anderledes end i det risikobaserede
tilsyn. Det vil fx være muligt at gennemføre et tilsyn anmeldt, at gennemføre et dialogmøde eller en
anden form for kommunikativ aktivitet i stedet for at gennemføre et risikobaseret tilsyn. De nævnte
eksempler udgør ikke en udtømmende beskrivelse af ministerens muligheder for at erstatte det
risikobaserede tilsyn med andre målrettede indsatser.
Med virksomhedsgrupper tænkes på grupper af virksomheder, som er afgrænset via fælles
karakteristika, fx store virksomheder, små virksomheder, virksomheder med mange
produktionsenheder, nystartede virksomheder m.v. Med branchegrupper tænkes på grupper af
virksomheder, som er afgrænset via deres branchetilhørsforhold.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i pkt. 2.1
Til nr. 3
Det fremgår af § 81 a, stk. 1, at Landsorganisationen i Danmark indstiller tre medlemmer, og at
Funktionærernes og Tjenestemændene Fællesråd indstiller et medlem til Arbejdsmiljøklagenævnet.
Landsorganisationen i Danmark (LO) og Funktionærernes og Tjenestemændene Fællesråd (FTF) er
med virkning fra den 1. januar 2019 blevet fusioneret. Den nye samlede organisation har fået navnet
Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).
Det foreslås, at den nye organisation - Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) -
får adgang til at udpege fire medlemmer i Arbejdsmiljøklagenævnet, hvilket svarer til det antal
medlemmer, som Landsorganisationen i Danmark (LO) og Funktionærernes og Tjenestemændene
Fællesråd (FTF) tidligere udpegede tilsammen.
Der ændres derved ikke på det samlede antal af medlemmer af Arbejdsmiljøklagenævnet og
pariteten mellem arbejdsmarkedets parter opretholdes.
Til § 2
Det foreslås at loven træder i kraft den 1. juli 2019.
De foreslåede regler vil ikke gælde for Færøerne og Grønland, jf. arbejdsmiljølovens § 90.
11
BEU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 179: Lovudkast: Udkast til lovforslag om ændring af arbejdsmiljøloven, fra beskæftigelsesministeren
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§1
I lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1084 af
19. september 2017, som ændret ved lov nr. 1543 af 19.
december 2017 og ved lov nr. 700 af 8. juni 2018
foretages følgende ændringer:
§ 67.
Arbejdsmiljørådet består af en forman og følgende
andre medlemmer:
1) Seks medlemmer indstillet af Landsorganisationen i
Danmark.
2) To medlemmer indstillet af Funktionærernes og
Tjenestemændenes Fællesråd.
1.
§ 67, stk. 1, nr. 1 og 2,
ophæves, og i stedet
indsættes:
”1) Otte medlemmer indstillet af Fagbevægelsens
Hovedorganisation.”
2.
I
§ 72 a
indsættes som nyt stykke:
»
Stk. 5.
Beskæftigelsesministeren kan beslutte, at
Arbejdstilsynet i bestemte virksomheds- eller
branchegrupper gennemfører andre målrettede
indsatser, i stedet for tilsyn efter stk. 1.«
3.
§ 81 a, stk. 1, nr. 1 og 2,
ophæves, og i stedet
indsættes:
”1) Tre
medlemmer indstillet af Fagbevægelsens
Hovedorganisation.”
§ 81 a.
Arbejdsmiljøklagenævnet består af en formand
og af følgende beskikkede medlemmer:
1) Tre medlemmer indstillet af Landsorganisationen i
Danmark.
2) Et medlem indstillet af Funktionærernes og
Tjenestemændenes Fællesråd.
12
BEU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 179: Lovudkast: Udkast til lovforslag om ændring af arbejdsmiljøloven, fra beskæftigelsesministeren
13