Beskæftigelsesudvalget 2018-19 (1. samling)
BEU Alm.del Bilag 177
Offentligt
Foretræde om handel med arbejdsintensitet for fleksjobbere 23. januar kl. 12:30-13:00
3F, FOA og Landsforeningen af fleks- og skånejobbere.
Ordentlige løn- og arbejdsvilkår skal også gælde for fleksjobbere.
___________________________________________________________________________
Hvad er problemet?
Problemet er, at nogle fleksjobbere bliver snydt for den løn de har krav på iflg loven. Denne
underbetaling er ikke lovlig. Underbetalingen betyder, at det offentlige dækker den besparelse som
arbejdsgiveren får ved at betale for lidt. Der sker således kassetænkning. Til skade for de offentlige
finanser.
Hvad er løsningen?
Løsningen er at genindføre den regel i loven som var gældende før fleksjobreformen:
Høring af fagforeningen: Inden ansættelse skal fagforeningen ligesom i den gamle lov høres
inden etablering af et fleksjob Dermed sikres alle borgere vejledning om løn, pension og
ansættelsesvilkår.
___________________________________________________________________________
Baggrund
I 2013 trådte en ny fleksjobordning i kraft. Som noget nyt blev der indført et nyt begreb som hedder
arbejdsintensitet.
Det indebærer, at jobcentret skal måle hvor effektiv fleksjobberen er når hun udfører sit arbejde.
Arbejdsintensiteten har direkte betydning for, hvad man får i løn. Ved en arbejdsintensitet på
eksempelvis 50 pct. får den ansatte kun halvdelen af lønnen pr. time.
Det har nu vist sig at begrebet misbruges af kommunerne og arbejdsgiverne til skade for flere af
vores medlemmer.
For arbejdsgiverne er det en fordel hvis intensiteten fastsættes for lavt fordi lønnen derved bliver
lavere. For kommunen er det også en fordel at fastsætte en (forkert og lavere) arbejdsintensitet da
kommunen derved har lettere ved at få
”afsat” borgeren til en virksomhed.
Ansatte i fleksjob møder derfor pres fra mange sider og fleksjobberen har selv en interesse i at
komme i arbejde frem for at modtage ledighedsydelsen og derfor er det svært for fleksjobberen at
sige fra over for denne udnyttelse af hendes arbejdskraft.
Det skal ses i lyset af at der ikke findes et marked for fleksjobbere, hvilket betyder, at de oftest må
tage til takke med de tilbud, der kommer, for at undgå økonomiske sanktioner fra kommunen.