Tilsynet i henhold til grundlovens § 71 2018-19 (1. samling)
§71 Alm.del Bilag 52
Offentligt
2005475_0001.png
Årsberetning 2017
Det Psykiatriske Patientklagenævn
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Indhold
FORORD
AFSNIT I: DET PSYKIATRISKE PATIENTKLAGENÆVN
1. Det Psykiatriske Patientklagenævns virksomhed
8
1.
1a. Det Psykiatriske Patientklagenævns sammensætning ultimo 2017 ........... 8
2.
1b. Det Psykiatriske Patientklagenævns kompetenceområder og
opgaver ................................................................................................. 8
2. Antal sager og sagsfordeling
9
3.
4.
5.
6.
2a. Antal sager ..................................................................................... 10
2b. Sagernes fordeling på regioner .......................................................... 11
2c. Sagernes fordeling på det enkelte hospital/center ................................ 12
2d. Antal afgørelser ............................................................................... 12
14
14
3. Sagsbehandlingstiden
4. Antal mødedage, mødested m.v.
7.
4a. Antal mødedage............................................................................... 14
8.
4b. Mødedagenes fordeling mellem regionerne .......................................... 16
9.
Stedlig kompetence ............................................................................... 16
5. Mødedeltagelse
17
10.
5a. Mødedeltagelse for læger .................................................................. 17
11.
5b. Mødedeltagelse for patienter ............................................................. 17
12.
5c. Mødedeltagelse for patientrådgivere/bistandsværger ............................ 18
6. Afgørelsernes udfald og omgørelsesprocenten
20
13.
6a. Antal afgørelser, godkendelser, tilsidesættelser og
omgørelsesprocenter fordelt på regionerne ............................................... 21
14.
6b. Antal afgørelser og godkendelser fordelt på tvangsindgreb ................... 22
15.
6c. Antal tilsidesættelser og omgørelsesprocenten fordelt på
tvangsindgreb ....................................................................................... 22
7. Klager over Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser
23
16.
7a. Det samlede antal klager over Det Psykiatriske
Patientklagenævns afgørelser ................................................................. 24
17.
7b. Indbringelse for domstolene .............................................................. 25
18.
7c. Klage til Det Psykiatriske Ankenævn ................................................... 25
AFSNIT II: PRINCIPIELLE PROBLEMSTILLINGER
AFSNIT III: PRINCIPIELLE AFGØRELSER
Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser
Tvangsbehandling
28
28
19.
A: Med hensyn til det primære præparat: ................................................. 29
20.
B. Med hensyn til det subsidiære præparat: .............................................. 29
21.
Ad A 1: Der skal som hovedregel motiveres i maksimalt tre dage,
hvor første motivationsdag er dag nul ...................................................... 30
22.
Ad A 2: Der skal løbende være motiveret for et bestemt præparat og
en/et bestemt dosis/dosisinterval ............................................................ 31
23.
Ad A 4: Der må ikke være diskrepans mellem journal og
motivationsskema ................................................................................. 32
24.
Ad A 5: Der skal i motivationsforløbet motiveres ensartet for hele
dosisintervallet,..................................................................................... 33
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
25.
26.
27.
28.
29.
30.
31.
32.
33.
34.
35.
Depotbehandling – mindste-middel-princippet .......................................... 37
Begrundelse for godkendelse af depot ...................................................... 37
Begrundelse for ikke at godkende depot ................................................... 38
Ad A 7: Den ordinerede dosis skal ligge inden for de doser, der i
pro.medicin.dk ...................................................................................... 39
Opsættende virkning ............................................................................. 44
Særligt om tvangsbehandling af legemlig lidelse ....................................... 47
Særligt om behandling ved tvangsernæring .............................................. 49
Særligt om ECT ..................................................................................... 50
Særligt om ophævelse ........................................................................... 50
Særligt om partshøring .......................................................................... 51
Ad B 2: Patienten skal mindst en gang i motivationsforløbet være
orienteret om dosis................................................................................ 53
36.
Aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen........................................... 54
Indgivelse af beroligende middel med magt
63
37.
38.
39.
40.
Ad 2: Mindste-middels-princippet ............................................................ 64
Ad 3: Afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering...................................... 69
Den maksimale forsvarlige døgndosis må ikke overstiges ........................... 70
I 2017 tiltrådte Ankenævnet i en konkret sag Det Psykiatriske
Patientklagenævns afgørelser vedrørende 102 tilfælde af indgivelse af
beroligende medicin............................................................................... 71
41.
Ad 4: Der skal være identitet mellem tilbudt præparat og dosis og
indgivet præparat og dosis ..................................................................... 72
42.
Særligt vedrørende dosis ved anvendelse af injektion Stesolid .................... 73
Frihedsberøvelse
76
43.
Det skal afklares om patienten går med til frivillig indlæggelse.................... 76
44.
”Frivillig” indlæggelse............................................................................. 76
45.
Den indlæggende læges undersøgelse skal være foretaget senest 7
dage forud for indlæggelsen ................................................................... 77
46.
47.
48.
49.
Skal politiet medvirke til indlæggelsen? .................................................... 78
Den indlæggende læge må ikke være ansat på samme center .................... 78
Overlægen kan ikke på forhånd godkende en indlæggelse .......................... 79
Når den modtagende læge ikke finder nogle klare indikationer for
indlæggelse .......................................................................................... 80
50.
Tvangstilbageholdelsens udstrækning ...................................................... 81
Tvangsfiksering
82
51.
52.
53.
54.
55.
56.
Iværksættelse: ..................................................................................... 82
Opretholdelse ....................................................................................... 82
Krav til revurderingerne. Farligheden skal konkretiseres ............................. 82
REVURDERINGERNE .............................................................................. 84
Udstrækning, når patienten ikke ønsker dialog .......................................... 85
Farligheden ved bæltetilsyn skal konkretiseres .......................................... 86
89
Tvungen opfølgning
57.
Stabil behandling .................................................................................. 89
BILAG
Bilag 1 - Sagernes fordeling på det enkelte hospital/center
Bilag 2 - Mødedeltagelse for patientrådgivere (ptr)/bistandsværger (bv)
Bilag 3 - Oversigt over antallet af patientrådgivere ultimo december 2017
90
92
92
3
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Bilag 4 - Oversigt over nævnsmedlemmer/stedfortrædere ultimo december
2017
Bilag 5 - Oversigt over nævnsformænd ultimo december 2017
HØRINGSSVAR FRA REGIONERNE
93
95
4
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Forord
Det Psykiatriske Patientklagenævn afgiver hermed sin femte årsberetning i henhold til
§ 39 i Lov om anvendelse af tvang i psykiatrien (Psykiatriloven).
Indtil juni 2017 har Det Psykiatriske Patientklagenævn behandlet klager i fem afdelin-
ger: København, Odense, Aabenraa, Aalborg og Aarhus. Fra juni 2017 er sekretariats-
funktionen overført til Nævnenes Hus i Viborg. Der er fortsat en lokal afdeling i Køben-
havn.
På længere sigt har Nævnenes Hus en ambition om at samle alle aktiviteter i Det Psy-
kiatriske Patientklagenævn i hovedafdelingen i Viborg, hvor der er et særdeles stærkt
fagligt miljø. Hovedafdelingen er blandt andet som det seneste tiltag begyndt at afhol-
de alle møder i Nord-, Vest-, og Sydsjælland samt på Bornholm. Lokalafdelingen i Kø-
benhavn afholder derfor på nuværende tidspunkt som udgangspunkt alene møderne i
hovedstadsområdet. Hovedafdelingen dækker således nu alle psykiatriske afdelinger i
Danmark med undtagelse af psykiatriske afdelinger og centre i hovedstadsområdet.
Nævnenes Hus arbejder løbende med at forbedre processerne i Det Psykiatriske Pati-
entklagenævn. Nævnenes Hus bestræber sig på at tilrettelægge en proces i Det Psyki-
atriske Patientklagenævn, der både tilgodeser en grundig og en effektiv proces, fordi
det er med til at øge retssikkerheden for de borgere, der klager til Det Psykiatriske Pa-
tientklagenævn.
Et af hovedformålene med årsberetningen er at give et samlet overblik. Hovedtallene
fra de fem regioner er angivet i afsnit I.
Ud over den generelle gennemgang af diskussion om praksis vedrørende tvang i psy-
kiatrien samt de statistiske oplysninger på landsplan, tjener beretningen til at formidle
viden om Det Psykiatriske Patientklagenævns arbejde både til en bredere offentlighed
og mere specifikt til de implicerede psykiatriske centre/hospitaler. Det er sekretariatets
indtryk, at årsberetningen indgår i de psykiatriske centre/hospitaler i bestræbelserne
på at leve op til lovens krav.
Beretningen er udarbejdet i overensstemmelse med det daværende Indenrigs- og
Sundhedsministeriums retningslinjer af 7. januar 2004 og omfatter tallene fra Nævnets
arbejde i de fem regioner. Det er muligt at sammenholde tallene for årene 2015, 2016
og 2017, ligesom det er muligt at få et helhedsindtryk af Nævnets samlede virksom-
hed i de fem regioner.
5
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0006.png
Årsberetningen er opdelt i tre hovedafsnit:
Afsnit I:
Afsnit II:
Afsnit III:
Det Psykiatriske Patientklagenævn: om Nævnets virksomhed
Principielle problemstillinger
Principielle afgørelser fra : - Det Psykiatriske Patientklagenævn
- Det Psykiatriske Ankenævn
Christian Lützen
Direktør
Thomas Faust Ryborg
Teamchef
6
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
7
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Afsnit I: Det Psykiatriske Patientklagenævn
1. Det Psykiatriske Patientklagenævns virksomhed
Denne årsberetning vedrører Det Psykiatriske Patientklagenævns virksomhed i 2017.
Ifølge psykiatrilovens § 34, stk. 1, er der ved Statsforvaltningen oprettet et psykiatrisk
patientklagenævn bestående af direktøren for Statsforvaltningen som formand samt 2
medlemmer. Sundhedsministeren beskikker et antal medlemmer efter indstilling fra
henholdsvis Lægeforeningen og Danske Handicaporganisationer. Lægeforeningen skal
så vidt muligt indstille læger, der er speciallæger i psykiatri. Sundhedsministeren be-
skikker endvidere stedfortrædere for medlemmerne. Beskikkelserne gælder for en pe-
riode på 4 år, og genbeskikkelse kan finde sted. Ifølge psykiatrilovens § 34, stk. 2 kan
direktøren for Statsforvaltningen bemyndige ansatte ved Statsforvaltningen til at fun-
gere som formand for nævnet.
Ved kongelig resolution af 28. november 2016 overgik Det Psykiatriske Patientklage-
nævn til Nævnenes Hus i Viborg, og siden da har direktøren for Nævnenes Hus været
formand for Det Psykiatriske Patientklagenævn og bemyndiget ansatte ved Nævnenes
Hus til at fungere som formand for nævnet. Nævnenes Hus har også ansvaret for at
ansætte og føre fortegnelsen over patientrådgivere. Statsforvaltningen har fortsat
kompetencen til at ansætte og afskedige bistandsværger.
1a. Det Psykiatriske Patientklagenævns sammensætning ultimo 2017
Det Psykiatriske Patientklagenævns formand er direktøren for Nævnenes Hus, Christi-
an Lützen.
Nævnets øvrige sammensætning i Nævnenes Hus fremgår af vedlagte bilag nr. 4. Bila-
get skelner ikke mellem medlemmer og stedfortrædere i Det Psykiatriske Patientkla-
genævn, idet disse er ligestillede.
Årsberetningen er udarbejdet af kommitteret Henning Lund-Sørensen, specialkonsu-
lent Charlotte Galbo, fuldmægtig Lars Orthmann, fuldmægtig Line Høgh, kontorassi-
stent Charlotte Frandsen og teamchef Thomas Faust Ryborg.
1b. Det Psykiatriske Patientklagenævns kompetenceområder og opgaver
Ifølge psykiatrilovens § 35 kan Det Psykiatriske Patientklagenævn behandle klager
over tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvun-
gen opfølgning efter udskrivning, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyt-
telsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse,
personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afde-
lingen samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelin-
gen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland.
Det Psykiatriske Patientklagenævns sager er klager fra patienter, der under indlæggel-
se på psykiatriske afdelinger har været undergivet en af de ovenfor anførte former for
tvang. Patienten kan indgive en klage til Det Psykiatriske Patientklagenævn enten ved
8
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
patientrådgivers mellemkomst eller ved mundtligt at fremsætte klager over for det
psykiatriske hospitals/centers personale, der er forpligtet til at formidler klagen videre
til Nævnet. I enkelte tilfælde er det patienten selv, der henvender sig direkte til Det
Psykiatriske Patientklagenævn.
Det Psykiatriske Patientklagenævns afholder som udgangspunkt sit møde på det psy-
kiatriske hospital/center, hvor patienten er indlagt. I mødet deltager sædvanligvis
overlægen/den behandlende læge på afdelingen, patienten og patientrådgiveren samt
andre relevante medarbejdere på den pågældende psykiatriske afdeling. Efter mødet
træffer Det Psykiatriske Patientklagenævn sin afgørelse, som Nævnet sender hurtigst
muligt efter mødet.
2. Antal sager og sagsfordeling
Indenrigs – og Sundhedsministeriet udsendte den 7. januar 2004 ”Retningslinjer for
udarbejdelse af årsberetninger for de psykiatriske patientklagenævn”. Retningslinjerne
indeholder en fastlæggelse af ”sagsbegrebet” og ”afgørelsesbegrebet”.
En ”sag” er defineret som en patients klage, der er optaget som et punkt på Det Psy-
kiatriske Patientklagenævns dagsorden på et bestemt møde. Det gælder, uanset om
klagen indeholder flere klagepunkter. Hvis en patient klager flere gange i løbet af året,
vil der være tale om flere sager – se nedenfor pkt. 2.a og b.
En ”afgørelse” er defineret som en godkendelse eller en tilsidesættelse af et tvangs-
indgreb. Det Psykiatriske Patientklagenævns vurdering af et tvangsindgreb kan i nogle
tilfælde føre til, at Nævnet træffer to afgørelser vedrørende dette ene tvangsindgreb –
se nedenfor pkt. 2.c og pkt. 6.
Det typiske er, at en klage over et indgreb medfører en afgørelse, men der kan være
tilfælde, hvor Det Psykiatriske Patientklagenævn eksempelvis vurderer, at det har væ-
ret loveligt at iværksætte tvangsindgrebet, men ikke at hospitalet opretholder tvangs-
indgrebet. I så fald vil klagen over et indgreb statistisk føre til to afgørelser. Herved
undgår Nævnet at registrere delafgørelser i form af delvis godkendelse og delvis til-
sidesættelse.
Træffer nævnet afgørelse vedrørende flere ensartede tvangsindgreb, fx fem tvangsfik-
seringer, tæller nævnsafgørelsen statistisk som fem afgørelser.
Med hensyn til ”tilbagekaldte sager” er der ofte tale om sager, som patienten først
trækker tilbage umiddelbart inden nævnsmødet, og hvor Det Psykiatriske Patientkla-
genævn således allerede har brugt tid på at udsende og forberede sagen. Det har i
2017 drejet sig om 8 % af samtlige indkomne sager.
9
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0010.png
2a. Antal sager
Skema 1
Antal sager
2015
Antal indkomne sager i
kalenderåret
- antal tilbagekaldte
sager
- antal afviste sager
30
= antal sager med rea-
litetsafgørelse
1434
89
1456
88
1462
91
2
50
3
20
1
147
9
143
9
133
8
1611
100
1649
100
1615
100
%
2016
%
2017
%
Fra 2016 til 2017 er antallet af indkomne sager i kalenderåret faldet med 34 sager fra
1649 sager i 2016 til 1615 sager i 2017 svarende til en procentvis nedgang på 2,06 %.
Set over en treårig periode fra 2015 til 2017 er antallet af indkomne sager i kalender-
året relativt stabilt, henset til at der i 2015 var 1611 sager og i 2017 1615 sager.
I 2015 og 2016 udgjorde antallet af tilbagekaldte sager 9 % af det samlede antal ind-
komne sager i kalenderåret, og i 2017 faldt antallet af tilbagekaldte sager til 8 % af
det samlede antal indkomne sager i kalenderåret
Fra 2016 til 2017 er antallet af afviste sager faldet med 30 sager fra 50 sager i 2016 til
20 sager i 2017. Procentvist udgør antallet af afviste sager dog kun 3 % i 2016 og 1 %
i 2017. Set over en treårig periode fra 2015 til 2017 er antallet af afviste sager først
steget fra 2 % i 2015 til 3 % i 2016 og faldet til 1 % i 2017.
I perioden fra 2015 til 2017 er antallet af sager med en realitetsafgørelse relativ kon-
stant, idet tallene alene svinger fra 88 % til 91 %. Det vil sige, at ca. 9 ud af 10 sager
ender med en realitetsafgørelse.
Set over en treårig periode fra 2015 til 2017 er antallet af realitetsbehandlede sager
steget fra 1434 sager i 2015 til 1462 sager i 2017 svarende til en procentvis stigning
på 1,95 %.
10
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0011.png
2b. Sagernes fordeling på regioner
Skema 2
Sagernes fordeling på de 5 regioner
Sager i alt
Tilbagekaldte/
Afviste
Region
Hovedstaden
Midtjylland
Nordjylland
Sjælland
Syddanmark
I alt
2015
871
280
135
92
233
2016
747
308
172
169
253
2017
723
310
141
198
243
2015
83
32
17
6
39
177
2016
78
41
26
12
36
193
2017
69
48
6
6
24
153
2015
788
248
118
86
194
1434
2016
669
267
146
157
217
1456
2017
654
262
135
192
219
1462
Realitetsbehandlede
1611 1649 1615
Grafisk fremstilling af antallet af realitetbehandlede klagesager:
1500
1000
500
2015
2016
0
2017
11
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0012.png
Udvikling i antal realitetsbehandlede klager fra 2015 til 2017 opdelt på regio-
ner:
Procentvis æn-
dring fra 2015-
2017
Region
Hovedstaden
Midtjylland
Nordjylland
Sjælland
Syddanmark
I alt
-17,01 %
+ 5,65 %
+ 14,41 %
+ 123,26 %
+ 12,89 %
1,95 %
-134
+ 14
+ 17
+ 106
+ 25
+ 28
Faktiske tal
Ændring fra
2015-2017
Over en treårig periode fra 2015 til 2017 er der i hele landet sket en stigning på 1,95
% i antallet af realitetsbehandlede sager.
Fordelt på regioner er der sket en stigning i antallet af realitetsbehandlede sager i
Midtjylland, Nordjylland, Sjælland og Syddanmark, mens der er sket et markant fald i
antallet af realitetsbehandlede sager i Hovedstaden.
2c. Sagernes fordeling på det enkelte hospital/center
Der henvises til bilag 1.
2d. Antal afgørelser
Med hensyn til definition af en ”afgørelse” henvises til pkt. 2 ovenfor.
Skema 3
Antal afgørelser i nævnet de seneste tre år
Region
Hovedstaden
Midtjylland
Nordjylland
Sjælland
Syddanmark
I alt
2015
1606
508
184
118
444
2860 (2634)*
2016
1163
500
217
282
445
2607
2017
1133
509
184
333
401
2560
*uden en ekstraordinær sag med 226 afgørelser
Fra 2016 til 2017 er antallet af afgørelser faldet med 47 afgørelser fra 2607 afgørelser
i 2016 til 2560 afgørelser i 2017 svarende til et fald på 1,80 %. Set over en treårig pe-
riode er antallet af afgørelser faldet med 300 afgørelser fra 2860 afgørelser i 2015 til
2560 afgørelser i 2017 svarende til et fald på 10,49 %. I 2015 behandlede Nævnet i
København en sag med 226 afgørelser. Indgår den ekstraordinære sag ikke, vil der
ikke være sket et markant fald i antallet af afgørelser, idet Nævnet i 2017 i så kun har
12
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0013.png
truffet 74 færre afgørelser svarende til en nedgang på 2,59 %. Antallet af afgørelser
ligger således relativt konstant på omkring 2600 afgørelser om året.
Til sammenligning har den samlede tvangsanvendelse i Danmark gennem flere år
ligget på omkring 25.000 tilfælde hvert år, og Nævnet prøver således ca. kun 10% af
den samlede tvangsanvendelse i Danmark. Der er dog tale om en prøvelsespopulation
af en størrelse, der formentlig kan give et overordnet billede af, hvordan den samlede
tvangsanvendelse forholder sig til psykiatrilovens bestemmelser.
Grafisk fordeling i antallet af afgørelser fra 2015 til 2017:
3000
2500
2000
1500
1000
500
0
2015
2016
2017
Udviklingen i antal afgørelser fra 2015 til 2017 opdelt på regioner:
Procentvis æn-
dring fra 2015-
2017
Region
Hovedstaden
Midtjylland
Nordjylland
Sjælland
Syddanmark
I alt
-29,45 %
+0,20 %
0%
+182,20 %
-9,68 %
-10,49 %
-473
+1
0
+215
-43
-300
Faktiske tal
Ændring fra
2015-2017
Fordelt på regioner er der sket en stigning i antallet af afgørelser i Midtjylland og Sjæl-
land, mens der er sket et fald i antallet af afgørelser i Hovedstaden og Syddanmark. I
Nordjylland har antallet af afgørelser været det samme.
13
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0014.png
3. Sagsbehandlingstiden
Det Psykiatriske Patientklagenævn skal efter psykiatrilovens § 36, stk. 3, træffe afgø-
relse snarest muligt. Har Nævnet ikke truffet afgørelse, inden 14 dage efter at Nævnet
har modtaget klagen, skal Nævnet underrette klageren om grunden hertil. Ved klager
over tvangsbehandling, hvor klagen er tillagt opsættende virkning og klager over
iværksættelse af tvungen opfølgning efter udskrivning, skal Det Psykiatriske Patient-
klagenævn træffe afgørelse, inden syv hverdage efter at Nævnet har modtaget kla-
gent.. Udtrykket hverdage skal forstås som mandage til fredage, bortset fra helligda-
ge. Nævnet lægger afgørende vægt på at efterleve denne tidsfrist.
Skema 4
Patientklagenævnets gennemsnitlige sagsbehandlingstid
2015
Antal dage
10 (17)*
2016
10
2017
9
*med den ekstraordinære sag med 226 afgørelser
Det Psykiatriske Patientklagenævns gennemsnitlige sagsbehandlingstid for alle sagsty-
per har i 2017 været 9 dage. Nævnet holder sig dermed under resultatmålet på mak-
simalt 14 dages sagsbehandlingstid.
Nævnets sagsstyringsprogram udregner automatisk sagsbehandlingstiden, således at
sagsbehandlingstiden er beregnet fra det tidspunkt, hvor Nævnet modtager klagen, og
indtil Nævnet sender afgørelsen til patienten. I den målte sagsbehandlingstid indgår
således også lørdage samt søn- og helligdage.
I 2017 blev der som noget nyt kun givet en afgørelseskode pr. sag i modsætning til i
2015 og 2016, hvor der blev givet en afgørelseskode pr. tvangsindgreb. Tidligere kom
en sag med mange koder, som typisk tog længere tid at behandle, derfor til at påvirke
sagsbehandlingstiden i negativt retning. Dette var tilfældet i 2015, hvor nævnet i Kø-
benhavn behandlede en ekstraordinær sag med 226 afgørelser, som betød, at den
gennemsnitlige sagsbehandlingstid inkl. denne sag var 17 dage, som angivet i paren-
tes. Hvorimod den gennemsnitlige sagsbehandlingstid uden denne sag var 10 dage,
hvilket isoleret set var under resultatmålet på maksimalt 14 dages sagsbehandlingstid.
4. Antal mødedage, mødested m.v.
4a. Antal mødedage
Skema 5
Samlet antal mødedage de seneste tre år
2015
Antal mødedage
617
2016
581
2017
582
14
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0015.png
Oversigt over Det Psykiatriske Patientklagenævns mødedage:
Det Psykiatriske Patientklagenævn
Mødedage
Mandag
Psykiatrisk Center /
hospital
PC Nordsjælland og B&U,
PC Ballerup, Sct. Hans og
Roskilde Øst
Tirsdag
PC Glostrup og B&U, PC
Amager, Vordingborg og
Slagelse
Onsdag
Torsdag/(fredag)
Mandag
Tirsdag
Onsdag
PC København
Bornholm
Odense
Risskov, B&U Risskov,
Randers og Horsens
Aalborg, Brønderslev,
Thy/Mors, Frederikshavn,
Esbjerg, Vejle og Aaben-
raa, Middelfart og Svend-
borg
Mødematerialet sender de psykiatriske hospitaler/centre til Det Psykiatriske Patientkla-
genævns hovedmail:
[email protected],
og dernæst sender sekretariatet
klagen med bilag og mødeindkaldelser til nævnsmedlemmerne, patientrådgiverne samt
til de relevante psykiatriske hospitaler/centre, med henblik på at hospitalerne/centrene
sørger for at videregive materialet til patienten og lægerne. Nævnsmedlemmerne og
patientrådgiverne har dermed tid til at sætte sig grundigt ind i sagen, samtidig med at
der også tidsmæssigt er mulighed for, at patientrådgiveren kan aflægge et besøg hos
patienten inden mødet i Det Psykiatriske Patientklagenævn.
I 2017 har Nævnet som alt overvejende hovedregel afholdt nævnsmøde på de psykia-
triske hospitaler/centre. Møderne finder sædvanligvis sted i et mødelokale på det på-
gældende psykiatriske hospital/center. I visse tilfælde, især fra de lukkede afdelinger,
kan/vil patienten ikke møde i mødelokalet. I så fald flytter Nævnet mødet til selve af-
delingen. Der er afsat 25 minutter til hver sag. Møderne kan have en længere varig-
hed, især som følge af at patienterne kan have behov for mere indgående at redegøre
for deres situation og som følge af mange klagepunkter. Herved kan der, da der ofte
er flere møder på flere hospitaler/centre, undtagelsesvis opstå forsinkelser i mødeaf-
viklingen, eller det kan indebære, at Nævnet på forhånd har afsat mere end 25 minut-
ter til mødet.
Det Psykiatriske Patientklagenævn har i 2017 haft 582 mødedage. En mødedag er de-
fineret som afholdelse af møder i alle de sager, der er opført på en dagsorden, også
selvom Nævnet afholder møderne på forskellige hospitaler/centre. Nedenfor fremgår
antallet af mødedage i de seneste tre år.
15
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0016.png
4b. Mødedagenes fordeling mellem regionerne
Skema 6
Mødedagenes fordeling på regioner
Antal mødedage
2015
250
137
48
41
141
617
Antal mødedage
2016
180
121
48
75
157
581
Antal mødedage
2017
171
135
50
82
144
582
Region
Hovedstaden
Midtjylland
Nordjylland
Sjælland
Syddanmark
Møder i alt
Fordelt på regioner er der fra 2016 til 2017 sket et fald i antallet af mødedage i Region
Hovedstaden og Region Syddanmark, mens der er sket en stigning i antallet af møde-
dage i Region Midtjylland, Region Nordjylland og Region Sjælland. Samlet set har an-
tallet af mødedage været stabilt fra 2016 til 2017, idet der var 581 mødedage i 2016
og 582 mødedage i 2017.
Stedlig kompetence
Det Psykiatriske Patientklagenævn afholder som hovedregel møde på det psykiatriske
hospital/center, som klagen relaterer sig til.
Der har udviklet sig følgende praksis med hensyn til patienter, der flytter til et andet
psykiatrisk hospital/center:
Hvis patienten flytter til et andet hospital/center, og patienten klager over tvangsudø-
velsen på det første indlæggelsessted, afholder Nævnet nævnsmøde på det hospi-
tal/center, hvor patienten nu befinder sig.
Hvis patienten flytter til et andet hospital, kommer Patientklagenævnet til møde på det
hospital/center, hvor patienten nu er indlagt. Sekretariatet indkalder hospitalspersona-
let og patientrådgiveren fra det første hospital/center til møde på det hospital/center,
hvor patienten nu er indlagt.
Fremgangsmåden ligger i forlængelse af lovbestemmelsen om, at Patientklagenævnet
kommer til patienten på det psykiatriske hospital, hvor patienten er indlagt.
Sekretariatet beder i denne situation den nye patientrådgiver om at varetage patien-
tens interesse i relation til tvangsanvendelsen på det første hospital/center.
Hvis patienten undtagelsesvis ikke har fået beskikket en patientrådgiver på det andet
hospital/center, vil sekretariatet anmode det andet hospital/center om at beskikke en
ad hoc patientrådgiver til patienten.
16
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0017.png
5. Mødedeltagelse
I Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser er anført, hvorvidt der har deltaget
læge, patient og patientrådgiver/bistandsværge i behandlingen af en sag på nævns-
mødet. Hvis en patientrådgiver/bistandsværge ikke har deltaget i mødet, er det i afgø-
relsen anført, hvorvidt der er meldt afbud, eller om der er tale om en udeblivelse uden
afbud.
5a. Mødedeltagelse for læger
Den læge, der har besluttet det tvangsindgreb, som en patient klages over, skal i
medfør af § 9 i bekendtgørelse om forretningsorden for Det Psykiatriske Patientklage-
nævn så vidt muligt være til stede på nævnsmødet.
I 2017 har der som i tidligere år deltaget læger ved stort set alle nævnsmøder – som
regel overlægen på afdelingen.
Skema 7
Mødedeltagelse for læger i regionerne
Deltaget
Region
Midtjylland
Nordjylland
Sjælland
2015
248
118
81
2016
658
265
145
146
215
1429
2017
648
260
133
191
217
1449
Ikke deltaget
2015
15
7
2
5
7
36
2016
11
2
1
11
2
27
2017
6
2
2
1
2
13
Deltagelsesprocent
2015
98
97
98
94
96
98
2016
98
99
99
93
99
98
2017
99
99
99
99
99
99
Hovedstaden 787
Syddanmark 191
I alt
1425
I 2017 har der været afholdt 1449 møder med lægedeltagelse og 13 møder uden læ-
gedeltagelse svarende til en gennemsnitlig deltagelsesprocent på 99 %. Fordelt på re-
gioner er deltagelsesprocenten i 2017 99 %, og alle regioner har således haft en høj
deltagelsesprocent for læger i 2017.
5b. Mødedeltagelse for patienter
Patienten har i medfør af psykiatrilovens § 36, stk. 2, ret til mundtligt at forelægge sa-
gen for Nævnet. I særlige tilfælde, hvor hensynet til patientens helbred eller til sagens
behandling i Nævnet afgørende taler herfor, kan Nævnet dog bestemme, at patienten
helt eller delvis skal være udelukket fra at deltage i mødet.
I 2017 har Nævnet ikke udelukket patienter – hverken helt eller delvist – fra at delta-
ge i nævnsmødet. Det er Nævnets praksis, at der skal tungtvejende grunde til for at
udelukke patienter fra nævnsmødet, idet nævnsmødet netop er til for at høre patien-
ten.
I 2017 har patienterne deltaget i 1159 møderI 303 møder har patienten ikke deltaget.
svarende til en gennemsnitlig deltagelsesprocent på 79 %. Fordelt på regioner svinger
17
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0018.png
deltagelsesprocenten i 2017 fra 70 % til 82 %. Alle regioner har således en forholdsvis
høj deltagelsesprocent for patienter i 2017.
Set over en treårig periode fra 2015 til 2017 har den gennemsnitlige deltagelsespro-
cent for patienter ligget stabilt på henholdsvis 79 % i 2015, 77 % i 2016 og 79 % i
2017.
Skema 8
Mødedeltagelse for patienter i regionerne
Deltaget
Region
Midtjylland
Nordjylland
Sjælland
2015
179
91
60
2016
530
201
106
122
167
1126
2017
535
207
95
152
170
1159
Ikke deltaget
2015
142
76
29
26
37
310
2016
139
66
40
35
50
330
2017
119
55
40
40
49
303
Deltagelsesprocent
2015
82
70
76
70
81
79
2016
79
75
73
78
77
77
2017
82
79
70
79
78
79
Hovedstaden 660
Syddanmark 161
I alt
1151
Alle patienter får en skriftlig indkaldelse til at deltage i mødet, og i alle sager har per-
sonalet opfordret patienten til at deltage.
Baggrunden for patienternes fravær i mødet kan typisk være manglende ønske om at
møde, eller at personalet vurderet, at patienten har været for dårlig til at deltage. Det
hænder, at patienter ikke møder, hvis den pågældende patient inden mødet er blevet
udskrevet. Hvis der er behov – af hensyn til patienten – afholder Nævnet mødet på
selve afdelingen eller på patientens stue i stedet for i det mødelokale på hospita-
let/centret, hvor Nævnet sædvanligvis afholder mødet. Både patientrådgiveren, hospi-
talet og en fra Nævnets forsøger at motivere patienten til at møde op til nævnsmødet.
Nævnet tager den forholdsvis høje mødeprocent som et udtryk for, at patienterne er
interesserede i at komme til at tale deres sag for Det Psykiatriske Patientklagenævn.
5c. Mødedeltagelse for patientrådgivere/bistandsværger
Patientrådgiveren har i medfør af psykiatrilovens § 36, stk. 2, ret til mundtligt at fore-
lægge sagen for Nævnet og skal så vidt muligt give møde for Nævnet. Bistandsværgen
skal i medfør af bekendtgørelsen om bistandsværger § 8, stk. 2, alene bistå patienten
med at udforme eventuelle klageskrivelser samt yde bistand ved behandlingen af sa-
gen. Der er således forskel på mødepligten for patientrådgivere og bistandsværger.
I nedenstående tabel er anført antallet af sager i regionerne, som henholdsvis patient-
rådgiverne og bistandsværgerne har deltaget/ikke deltaget i.¨
18
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0019.png
Skema 9
Mødedeltagelse for patientrådgivere (Ptr.)/bistandsværger (Bv.) i regionerne
Deltaget
Region
2015
Ptr.
Hovedstaden 702
Midtjylland
Nordjylland
Sjælland
214
107
76
Bv.
36
10
2
4
23
75
2016
Ptr.
602
234
126
127
171
1260
Bv.
21
7
8
13
17
66
2017
Ptr.
596
215
121
146
190
1268
Bv.
13
13
4
17
17
64
Syddanmark 148
I alt
1247
Ikke deltaget
Region
2015
Ptr.
Hovedstaden 38
Midtjylland
Nordjylland
Sjælland
25
9
4
Bv.
26
6
2
2
7
43
2016
Ptr.
33
17
11
10
24
95
Bv.
13
9
1
7
5
35
2017
Ptr.
37
20
7
14
17
95
Bv.
11
7
1
6
3
28
Syddanmark 20
I alt
96
Deltagelsesprocent
2015
Ptr.
Hovedstaden 95
Midtjylland
Nordjylland
Sjælland
90
92
95
Bv.
58
63
50
67
77
64
2016
Ptr.
95
93
92
93
88
93
Bv.
62
44
89
65
78
65
2017
Ptr.
94
91
95
91
92
93
Bv.
54
65
80
74
85
70
Region
Syddanmark 88
I alt
93
I 2017 har deltagelsesprocenten for patientrådgivere været 93 % og for bistandsvær-
ger 70 %. Deltagelsesprocenten har således fortsat været høj for patientrådgivere og
igen noget lavere for bistandsværger. Over en treårig periode er bistandsværgernes
deltagelsesprocent dog steget fra 64 % i 2015 til 70 % i 2017.
19
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Resultatet kan være begrundet i forskellen mellem en lovbestemt mødepligt for pati-
entrådgivere og fraværet af en lovbestemt mødepligt for bistandsværgerne. Bistands-
værgerne skal kun aflægge besøg hos patienten, når der er behov herfor og har ingen
mødepligt, når Det Psykiatriske Patientklagenævn afholder møde. Patientrådgiverne
skal mindst aflægge besøg hos patienten en gang om ugen og i øvrigt efter behov og
”skal så vidt muligt deltage i møderne i Det Psykiatriske Patientklagenævn”.
Nævnet vil have fokus på patientrådgiveres/bistandsværgers fremmødeprocent, idet
det er af væsentlig betydning for patienten, at patientrådgiveren/bistandsværgen mø-
der sammen med patienten. Nævnet vil fortsat varsle patientrådgiveren/
bistandsværgen, så snart sekretariatet kender tidspunktet for sagens behandling i
Nævnet, i håb om at det giver patientrådgiveren/bistandsværgen bedre mulighed for
at planlægge mødet i forhold til eventuelt erhvervsarbejde.
Nævnet opfordrer til stadighed patientrådgivere til at prioritere deres hverv som pati-
entrådgiver samt til at overveje, om den enkelte kan kombinere hvervet som patient-
rådgiver sit erhvervsarbejde/øvrige opgaver.
Sekretariatet er fortsat opmærksomt på, at lovgivningens krav om korte sagsbehand-
lingstider og indkaldelse til møder med kort varsel bevirker, at det kan være forbundet
med praktiske vanskeligheder for patientrådgiverne/bistandsværgerne at komme til
samtlige møder.
Hvervet som patientrådgiver bortfalder, når hospitalet bringer tvangsindgrebet, men
patientrådgiveren skal bistå i forbindelse med klager, som allerede er iværksat, før be-
skikkelsen ophører, eller iværksættes samtidig jf. psykiatrilovens § 28.
6. Afgørelsernes udfald og omgørelsesprocenten
Ifølge § 14, stk. 1, i bekendtgørelse om forretningsorden for Det Psykiatriske Patient-
klagenævn kan Det Psykiatriske Patientklagenævns godkende indgrebet, eller Nævnet
kan vurdere, at indgrebet er foretaget med urette. Nævnet afgør normalt en klage
over et tvangsindgreb ved enten at godkende eller tilsidesætte de besluttede tvangs-
foranstaltning (en afgørelse), men kan også indebære både en godkendelse og en til-
sidesættelse, f.eks. godkendelse af iværksættelsen af en tvangsindlæggelse, men til-
sidesættelse af den fortsatte tvangsindlæggelse. Et tvangsindgreb udgør mindst en af-
gørelse.
Nedenstående tabeller viser antallet af afgørelser, antallet af tilsidesættelser og omgø-
relsesprocenten fordelt på de tvangsforanstaltninger, der i perioden 2015 til 2017 har
været påklaget til Det Psykiatriske Patientklagenævn. Omgørelsesprocenten er bereg-
net som antallet af tilsidesættelser i forhold til antallet af afgørelser med realitetsbe-
handling.
Opgørelsen over tvangsfikseringer er foretaget samlet. Afgørelserne indeholder derfor
såvel tvangsfikseringer, hvor der alene er anvendt bælte såvel som de tilfælde, hvor
der både er anvendt bælte og en eller flere hånd- og/eller fodremme.
20
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0021.png
6a. Antal afgørelser, godkendelser, tilsidesættelser og omgørelsesprocenter
fordelt på regionerne
Skema 10
Afgørelser og godkendelser
Antal afgørelser
Region
Hovedstaden
Midtjylland
Nordjylland
Sjælland
Syddanmark
I alt
2015
1606
508
184
118
444
2860*
2016
1163
500
217
282
445
2017
1133
509
184
333
401
Godkendelser
2015
1180
410
150
99
298
2016
939
417
161
231
346
2094
2017
952
451
155
274
346
2178
2607** 2560*** 2137
* heraf 109 afgørelser = 4% med dissens
** heraf 113 afgørelser = 4% med dissens
*** heraf 99 afgørelser = 4% med dissens
Skema 11
Antal tilsidesættelser og omgørelsesprocenter
Tilsidesat
Region
Hovedstaden
Midtjylland
Nordjylland
Sjælland
Syddanmark
I alt
2015
426
98
34
19
146
723
2016
223
83
57
51
99
513
2017
181
58
29
59
55
382
Omgørelsesprocent
2015
27
19
18
16
33
25
2016
19
17
26
18
22
20
2017
16
11
16
18
14
15
Omgørelsesprocenterne i 2017 varierer fra 11 % til 18 %. Variationen er således væ-
sentlig mindre end i 2015, hvor omgørelsesprocenten varierede fra 16 % til 33 % og
mindre end i 2016, hvor omgørelsesprocenten varierede fra 17 % til 26 %.
Nævnet har med tilfredshed konstateret, at den samlede omgørelsesprocent er faldet
med 10 % point fra 2015 til 2017 og med 5 % fra 2016 til 2017 og dermed harmone-
rer omgørelsesprocenten med det normale omgørelsesniveau for et nævn.
Fordelt på regioner er omgørelsesprocenten fra 2016 til 2017 faldet i Region Hoved-
staden, Region Midtjylland, Region Nordjylland og Region Syddanmark, mens den er
den samme i Region Sjælland.
21
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0022.png
6b. Antal afgørelser og godkendelser fordelt på tvangsindgreb
Skema 12
Afgørelser og godkendelser
Antal afgørelser
2015
Tvangsindlæggelse
Tvangstilbageholdelse
Tilbageførsel
Tvangsfiksering
Beskyttelsesfiksering
Aflåsning af døre i afdelingen
Tvangsbehandling, ECT
Tvangsbehandling, legemlig
Fysisk magtanvendelse
Beroligende medicin
Personlig skærmning
Tvungen opfølgning
Andet
I alt
426
668
4
373
1
12
0
2
130
577
7
18
6
2860
2016
436
621
2
246
0
10
668
2
15
65
508
6
26
2
2607
2017
440
630
3
188
0
8
711
3
11
80
458
5
15
8
2560
Godkendelser
2015
405
633
4
240
0
9
482
0
2
77
261
2
16
4
2137
2016
416
587
1
205
0
9
510
0
9
36
293
4
20
2
2094
2017
419
609
3
170
0
7
551
3
11
59
325
2
13
6
2178
Tvangsbehandling, medicinsk 636
6c. Antal tilsidesættelser og omgørelsesprocenten fordelt på tvangsindgreb
Skema 13
Antal tilsidesættelser og omgørelsesprocenten
Tilsidesat
2015
Tvangsindlæggelse
Tvangstilbageholdelse
Tilbageførsel
Tvangsfiksering
Beskyttelsesfiksering
Aflåsning af døre i afdelingen
Tvangsbehandling, medicinsk
Tvangsbehandling, ECT
Tvangsbehandling, legemlig
Fysisk magtanvendelse
Beroligende medicin
Personlig skærmning
Tvungen opfølgning
Andet
21
35
0
133
0
2
154
0
0
53
316
5
2
2
2016
20
34
0
41
0
0
158
2
6
29
215
2
6
0
2017
22
21
0
18
0
1
160
0
0
21
133
3
2
2
Omgørelsesprocent
2015
5
5
0
36
100
25
28
0
0
18
33
7
18
0
2016
5
5
0
17
0
0
24
100
40
45
42
33
23
0
2017
5
3
0
10
0
13
23
0
0
26
29
60
13
25
22
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0023.png
Tilsidesat
2015
I alt
723
2016
513
2017
383
Omgørelsesprocent
2015
25
2016
20
2017
15
Skema 13 viser antal tilsidesættelser og omgørelsesprocenter for alle typer tvangsind-
greb. I sagens natur vil områder med få afgørelser lettere kunne bevirke spring i om-
gørelsesprocenterne, uden at dette giver anledning til særskilte bemærkninger.
Antallet af afgørelser om tvangsfiksering, der er godkendt, er kun et udtryk for, at
tvangsfikseringens iværksættelse er godkendt og ikke nødvendigvis, at tvangsfikserin-
gens udstrækning er godkendt, mens antallet af afgørelser om tvangsfiksering, der er
tilsidesat, er udtryk for, at tvangsfikseringens ivæksættelse er tilsidesat. De tilfælde,
hvor tvangsfikseringens udstrækning er tilsidesat fremgår således ikke af statistikken.
Nævnet har tilsidesat tvangsfikseringens tidsmæssige udstrækning 50 gange ud af de
170 godkendte tvangsfikseringer i 2017.
Omgørelsesprocenten for tvangsbehandling er faldet fra 28 % i 2015 til 24 % i 2016
og til 23 % i 2017. Samtidig er antallet af afgørelser vedr. tvangsbehandling steget fra
636 afgørelser i 2015 til 668 afgørelser i 2016 og til 711 afgørelser i 2017.
Omgørelsesprocenten for beroligende medicin er steget fra 33 % i 2015 til 42 % i
2016 og faldet til 29 % i 2017. Samtidig er antallet af afgørelser vedr. beroligende
medicin faldet fra 577 afgørelser i 2015 til 508 afgørelser i 2016 og til 458 afgørelser i
2017.
Omgørelsesprocenten for fysisk magt er steget fra 18 % i 2015 til 45 % i 2016 og fal-
det til 26 % i 2017. Samtidig er antallet af afgørelser vedr. fysisk magt faldet fra 130
afgørelser i 2015 til 65 afgørelser i 2016 og steget igen til 80 afgørelser i 2017.
Omgørelsesprocenterne for tvangsbehandling, beroligende medicin og fysisk magt
overstiger således fortsat de 10-15 %, der sædvanligvis opfattes som et acceptabelt
omgørelsesniveau for et nævn. Sekretariatet vurderer, at det hænger sammen med, at
nævnet har fulgt op på, at Det Psykiatriske Ankenævn løbende har skærpet praksis i
forhold til tvangsbehandling, beroligende medicin og fysisk magt.
7. Klager over Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser
Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse, tvangs-
tilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, tvungen opfølg-
ning efter udskrivning, oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen under Rets-
psykiatrisk afdeling, Region Sjælland og aflåsning af døre i afdelingen kan indbringes
for byretten af patienten i henhold til psykiatrilovens § 37, stk. 1, sammenholdt med
retsplejelovenes kapitel 43 a.
Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser vedrørende tvangsbehandling, anven-
delse af fysisk magt, beroligende medicin, personlig alarm- og pejlesystemer, særlige
dørlåse samt personlig skærmning, der varer uafbrudt mere end 24 timer samt aflås-
23
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0024.png
ning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjæl-
land, kan påklages til Det Psykiatriske Ankenævn af patienten og hospitalsmyndighe-
den i henhold til psykiatrilovens § 38 sammenholdt med reglerne i kapitel 3 i lov om
sundhedsvæsenets centralstyrelse.
I 2017 blev 253 ud af 1262 af Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser indbragt
for domstolene, svarende til en ankeprocent på 20 %, og 182 ud af 1286 nævnsafgø-
relser indbragt for Det Psykiatriske Ankenævn, svarende til en ankeprocent på 14 %.
Den samlede ankeprocent i 2017 var 17 % sammenlignet med 2015 og 2016, hvor
den var henholdsvis 17 % og 24 %. Afgørelser, der er påklaget til ankeinstansen,
fremgår af nedenstående tabel.
7a. Det samlede antal klager over Det Psykiatriske Patientklagenævns afgø-
relser
Skema 14
Antal klager
2015
Antal
afg.
Tvangsindlæggelse
Tvangstilbageholdelse
Tilbageførsel
Tvangsfiksering
Beskyttelsesfiksering
Aflåsning af døre i
afd.
Tvangsbehandling,
med.
Tvangsbehandling,
ECT
Tvangsbehandling, le-
geme
Fysisk magtanvendel-
se
Beroligende medicin
Personlig skærmning
Tvungen opfølgning
Andet
I alt
130
577
7
18
6
12
85
0
4
0
9
15
0
22
0
17
65
508
6
26
2
14
137
3
8
0
22
27
50
31
0
24
80
458
5
15
4
4
31
1
5
0
5
7
25
33
0
17
2
1
50
15
3
20
11
4
31
0
0
0
2
1
50
3
0
0
636
118
19
668
161
24
711
137
19
12
1
8
10
2
20
8
2
25
426
668
4
373
1
Antal
93
127
0
43
0
anke
22
19
0
12
0
2016
Antal
afg.
436
621
2
246
0
Antal
96
147
0
55
0
anke
22
24
0
22
0
2017
Antal
afg.
440
630
3
188
0
Antal
93
135
0
23
0
anke
21
21
0
12
0
Anker %
Anker %
anker %
2860 484
2607 627
2560 435
Skemaet viser, at antallet af klager/anker over nævnets afgørelser er faldet fra 627
klager/anker i 2016 til 435 klager/anker i 2017. Ankeprocenten er således faldet fra
24 % i 2016 til 17 % i 2017.
24
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0025.png
7b. Indbringelse for domstolene
Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse, tvangs-
tilbageholdelse, tvangstilbageførsel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, tvungen
opfølgning efter udskrivning, oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen under
Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland samt aflåsning af døre i afdelingen kan efter
retsplejelovens kap. 43 a indbringes for domstolene af patienten.
I 2017 har byretterne stadfæstet 98 af Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser,
tilsidesat 6 afgørelser, og i 46 tilfælde har patienten frafaldet sagen.
Afgørelser fra retterne, der delvist tilsidesætter Nævnets afgørelse, tæller statistisk
som en stadfæstelse. Nævnet følger her Indenrigs – og Sundhedsministeriets ”Ret-
ningslinjer for udarbejdelse af årsberetninger for de psykiatriske patientklagenævn” fra
7. januar 2004, som anbefaler at arbejde med stadfæstelse/tilsidesættelse i stedet for
delvise godkendelser/tilsidesættelser.
Nedenfor er vist udfaldet af ankesagerne i de seneste tre år.
Skema 15
Afgørelser fra retten
2015
Stadfæstet
Tilsidesat
Frafaldet af patient
I alt
163
1
37
201
2016
176
1
63
240
2017
98
6
46
150
Skemaet omfatter afgørelser fra retten modtaget i 2017, inklusive afgørelser truffet af
Nævnet før 2017.
7c. Klage til Det Psykiatriske Ankenævn
Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser vedrørende tvangsbehandling, anven-
delse af fysisk magt, beroligende medicin samt personlig alarm, pejlesystem, særlige
dørlåse og personlig skærmning, der varer uafbrudt mere end 24 timer samt aflåsning
af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland,
kan påklages til Det Psykiatriske Ankenævn af patienten eller de psykiatriske hospita-
ler/centre.
I 2017 har Det Psykiatriske Ankenævn stadfæstet 85 af Det Psykiatriske Patientklage-
nævns afgørelser, ændret eller hjemvist 9 afgørelser, og i 17 tilfælde har patienten
frafaldet klagen.
25
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0026.png
Skema 16
Klage til Det Psykiatriske Ankenævn
2015
Stadfæstet
Ændret/hjemvist
Frafaldet
I alt
51
26
1
78
2016
118
48
0
166
2017
85
9
17
111
Skemaet omfatter afgørelser fra Det Psykiatriske Ankenævn modtaget i 2017, inklusi-
ve afgørelser truffet af Nævnet før 2017
[email protected]
www.statsforvaltningen.dk
26
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Afsnit II: Principielle problemstillinger
Det Psykiatriske Patientklagenævn har ikke medtaget principielle problemstillinger i
årsberetningen for 2017. I henhold til daværende Indenrigs- og Sundhedsministeriums
retningslinjer af 7. januar 2004 er afsnit II ikke et obligatorisk afsnit.
27
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Afsnit III: Principielle afgørelser
Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser
Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser om tvangsbehandling, anvendelse af fy-
sisk magt, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærm-
ning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, samt aflåsning af patientstue på Sikrings-
afdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, kan påklages til Det Psyki-
atriske Ankenævn.
Ankenævnet har i sin praksis om tvangsbehandling slået fast, at motivation skal fore-
tages forud for og dagligt op til beslutningen om tvangsbehandling, at frivillig indtagel-
se af medicin i motivationsperioden afbryder motivationen, der starter forfra, når pati-
enten igen afviser behandling, at der skal motiveres for hele den primære behandling,
der senere træffes beslutning om, herunder eventuelt dosisinterval, at patienten
mindst én gang i motivationsperioden bliver orienteret om det subsidiære præparat,
herunder eventuelt dosisinterval, at patienten skal informeres, hvis dosis går ud over
sædvanlig dosis, og at det skal begrundes og journalføres. Ankenævnet har i sine af-
gørelser taget stilling til, om patienten har haft mulighed for at drøfte tvangsbehand-
lingen med sin patientrådgiver, og har i sager, hvor betænkningstiden har strakt sig
over to døgn, fundet, at patienten havde haft mulighed for at drøfte spørgsmålet med
patientrådgiveren. Ankenævnet har således godkendt en betænkningstid på to døgn
og derover. Ankenævnet har gjort bemærkning om, at tvangsprotokollen skal indehol-
de nøjagtig og korrekt dato for iværksættelse af tvangsbeslutningen, ligesom der i
journalen også bør henvises til tvangsprotokollen. Ligeledes har Ankenævnet bemær-
ket, at hele tvangsbeslutningen inkluderende det subsidiære præparat skal fremgå af
tvangsprotokollen, og der skal være henvisning i journalen til tvangsprotokollen. An-
kenævnet har også påpeget, at tvangsprotokollen for den påklagede tvangsbehandling
er nødvendig for at vurdere, om den besluttede tvang opfylder psykiatrilovens betin-
gelser, fordi det er ved udfyldelse af tvangsprotokollen, at der bliver taget endelig stil-
ling til den samlede beslutning om tvangsbehandling.
Tvangsbehandling
Det fremgår af § 3 i psykiatriloven, at behandling på en psykiatrisk afdeling så vidt
muligt skal finde sted med patientens samtykke.
I lovens § 1, stk. 3, er det præciseret, at der ved tvang i denne lov forstås anvendelse
af foranstaltninger, for hvilke der ikke foreligger et informeret samtykke, jf. kapitel 5 i
sundhedsloven.
Af sundhedslovens § 15, stk. 3, fremgår det, at informeret samtykke er et samtykke,
der er givet på grundlag af fyldestgørende information fra sundhedspersonens side.
Patienten skal ifølge § 16 blandt andet have information om sine behandlingsmulighe-
der, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger. Hospitalet skal løbende in-
formere patienten og give en forståelig fremstilling af patientens sygdom og den på-
tænkte behandling.
28
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Hvis det ikke er muligt at opnå patientens informerede samtykke, kan det blive nød-
vendigt at træffe beslutning om tvangsbehandling. I så fald er der en række betingel-
ser, der skal være opfyldt, jf. psykiatrilovens § 12.
Det fremgår af § 12, stk. 1, jf. § 10, at tvangsbehandling kun må anvendes, hvis pati-
enten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må sidestilles hermed. I
de klagesager, som Ankenævnet har behandlet, Ankenævnet lagt til grund, at alle pa-
tienterne har opfyldt denne betingelse, hvorfor der ikke vil blive redegjort nærmere
herfor.
Øvrige betingelser for motivering og beslutning om at tvangsbehandle er følgende:
A: Med hensyn til det primære præparat:
1. Der skal som hovedregel motiveres i maksimalt tre dage, hvor første motivations-
dag er dag nul, fordi der er tale om en betænkningstidsregel.
2. Der skal løbende være motiveret for et bestemt præparat og en/et bestemt do-
sis/dosisinterval - herunder orienteret om formål, virkninger og eventuelle bivirknin-
ger.
3. Der skal være identitet mellem det præparat og den/det dosis/dosisinterval, der
motiveres for og det præparat og det dosis/dosisinterval, der træffes beslutning om.
4. Der må ikke være diskrepans mellem journal og motivationsskema.
5. Der skal i motivationsforløbet motiveres ensartet for hele dosisintervallet, når den
primære behandling involverer et dosisinterval.
6. Frivillig indtagelse af medicin i motivationsperioden afbryder motivationen. Yidligere
motivering medregnes derfor ikke, hvis patienten på ny afviser at modtage medicin.
7. Den ordinerede dosis skal ligge inden for de doser, der i pro.medicin.dk er anført for
initialdoser og sædvanlige doser. Doser, der overstiger sædvanlig dosering, skal pati-
enten oplyses herom, og hospitalet skal gives en særskilt begrundelse, som personalet
skal journalføre i relation til beslutningen om tvangsbehandling.
8. Der skal motiveres helt op til beslutningsdagen.
9. Og tvangsbeslutningen – og dermed også motiveringen – skal nøje følge
pro.medicin.dk’s retningslinjer for dosisindgivelse.
B. Med hensyn til det subsidiære præparat:
1. Dosis og dosisinterval skal ligge inden for de retningslinjer, der er angivet i
pro.medicin.dk, jf. ovenfor.
29
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2. Patienten skal mindst én gang i motivationsforløbet være orienteret om dosis, even-
tuelt dosisinterval samt formål, virkninger og eventuelle bivirkninger af det subsidiære
præparat.
Ad A 1: Der skal som hovedregel motiveres i maksimalt tre dage, hvor første
motivationsdag er dag nul, da der er tale om en betænkningstidsregel
Patienten var ikke motiveret kontinuerligt op til beslutningen om tvangsbe-
handling – tilførsler i tvangsprotokollen er journalpligtige
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling med smelttablet Zyprexa 10 mg to gange dagligt med vurdering af virkning
og bivirkning, subsidiært injektion Zyprexa 10 mg i.m. maksimalt to gange dagligt. Af-
gørelsen blev truffet af et flertal af Patientklagenævnets medlemmer.
Patientklagenævnets flertal fandt, at beslutningen om at tvangsbehandle patienten op-
fyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning i forhold til motivation og betænk-
ningstid. Flertallet fandt, at patienten havde behov for medicinsk behandling og fandt
ikke, at patienten, uanset om patienten var motiveret korrekt, ville have taget medici-
nen frivilligt. For at undgå at patienten skulle være indlagt unødvendigt lang tid, fandt
flertallet derfor, at det var mindstemiddel at påbegynde tvangsbehandling.
Patientklagenævnets mindretal (formanden) fandt ikke, at beslutningen om tvangsbe-
handling opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning i forhold til motivation
og betænkningstid.
Mindretallet fandt heller ikke, at motivation var foretaget dagligt forud for og op til be-
slutningen om tvangsbehandling. Beslutningen blev truffet den 5. juli 2016, og motiva-
tionen var blevet afbrudt, idet der ikke var blevet forsøgt motiveret efter den 3. juli
2016. Der var heller ikke tale om en sådan akut situation, at beslutningen kunne træf-
fes uden betænkningstid.
Det fremgik af journalen, at patienten blev motiveret for hele den primære tvangsbe-
handling dagligt fra den 1. juli 2016 kl. 15.30 til den 3. juli 2016 kl. 14.51.
Ankenævnet bemærkede, at det fremgik af journalen, at patienten ikke blev motiveret
for den primære tvangsbehandling den 4. og 5. juli 2016, forinden der den 5. juli 2016
kl. 9.45 blev truffet beslutning om tvangsbehandling med smelttablet Zyprexa 10 mg
to gange dagligt med vurdering af virkning og bivirkning. Subsidiært injektion Zyprexa
10 mg i.m. maksimalt to gange dagligt.
Ankenævnet fandt på den baggrund, at patienten ikke var blevet motiveret kontinuer-
ligt op til, at beslutningen om tvangsbehandling blev truffet.
Det var således Ankenævnets opfattelse, at personalet ikke havde gjort, hvad der var
muligt for at opnå patientens frivillige medvirken, idet patienten burde have været mo-
tiveret dagligt, helt op til beslutningen blev truffet.
Ankenævnet fandt, at bekendtgørelsens § 3, stk. 5, ikke var opfyldt.
30
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Det Psykiatriske Ankenævn fandt herefter, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet
om mindst indgribende foranstaltning i relation til betænkningstiden.
Ankenævnet bemærkede desuden, at det ikke fremgik af journalen den 5. juli 2016, at
der var indført notat i tvangsprotokollen.
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af § 15 i bekendtgørelse nr. 1342 af 2. december
2010 om blandt andet tvangsprotokoller, at tilførsler i tvangsprotokollen er journalplig-
tige, jf. § 21 i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virk-
somhed. Ved udfærdigelse af tvangsprotokoller skulle der i journalen henvises til, at
der var indført notat i tvangsprotokollen.
Kopi af tvangsprotokollen tilførtes journalen.
Ankenævnet præciserede herefter, at det burde være fremgået af journalen, at der var
indført notat i tvangsprotokollen.
Ankenævnet fandt derfor, at betingelserne for tvangsbehandling ikke var opfyldt.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Ad A 2: Der skal løbende være motiveret for et bestemt præparat og en/et
bestemt dosis/dosisinterval - herunder orienteret om formål, virkninger og
eventuelle bivirkninger
Patienten var bekendt med virkning og bivirkninger ved behandling med
Zyprexa (Olanzapin), og det var derfor ikke nødvendigt at informere herom
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om dosis-
øgning af tablet Zyprexa/Olanzapin til 30 mg dagligt med mulighed for stigning til
maksimalt 40 mg dagligt, subsidiært injektion Zyprexa 10 mg i.m.
Det var Ankenævnets opfattelse, at en patient forud for overlægens beslutning om
tvangsbehandling skulle informeres om behandlingens formål, virkninger og mulige bi-
virkninger.
Det var videre Ankenævnets opfattelse, at informationen skulle indeholde oplysninger
om både det primære og det subsidiære præparat, idet der var en mulighed for, at
tvangsbehandlingen blev iværksat med det subsidiære præparat.
I tilfælde, hvor der blev besluttet behandling med samme præparat både primært og
subsidiært, men i forskellig administrationsform, var det Ankenævnets opfattelse, at
det var tilstrækkeligt at oplyse om det primære præparats virkning og bivirkning, i det
omfang disse var de samme ved henholdsvis tablet og injektion.
Det var ikke dokumenteret, om patienten blev informeret om virkning og bivirkninger
ved behandlingen med Zyprexa (Olanzapin). Det var dog Ankenævnets opfattelse, at
patienten måtte være bekendt med virkning og bivirkninger ved behandlingen, idet
patienten allerede var i behandling med Zyprexa, omend i en lavere dosis.
31
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Ankenævnet fandt derfor, at betingelserne for tvangsbehandling var opfyldt.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Ad A 4: Der må ikke være diskrepans mellem journal og motivationsskema
Uoverensstemmelse mellem journal og motivationsskema om motivationen
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling med tablet Risperidon 0,5 mg to gange dagligt, eventuelt stigende til 2 mg
to gange dagligt afhængigt af effekt og bivirkninger, alternativt injektion Haloperidol
2,5 mg i.m. en gang dagligt. Afgørelsen blev truffet af et enigt nævn.
Patientklagenævnet fandt, at beslutningen om at tvangsbehandle patienten opfyldte
kravet om mindst indgribende foranstaltning i forhold til motivation og betænkningstid.
Patientklagenævnet lagde vægt på, at det i journalen fra den 21. januar 2017 kl.
14.45 til og med den 24. januar 2017 kl. 14.42 og i skemaet ”Motivation for antipsyko-
tisk behandling” var noteret, at patienten dagligt var blevet motiveret for medicinsk
behandling med tablet Risperidon 0,5 mg 2 gange dagligt evt. stigende til 2 mg 2 gan-
ge dagligt, afhængig af virkning og bivirkninger, herunder at patienten var blevet in-
formeret om formål, virkning og bivirkninger ved behandlingen. Patienten havde afvist
at tage medicinen frivilligt.
Patientklagenævnet lagde vægt på, at der ifølge journal af 22. januar 2017 ført kl.
09.50 aktuelt var motivationsfase for antipsykotisk virkende behandling, og at patien-
ten i den forbindelse fik tilbudt tabl. Risperdal 0,5 mg, som patienten afviste at indta-
ge. Det fremgik videre af journalen, at der blev lagt op til, at patienten skulle have Ri-
sperdal 2 gange dagligt. Patienten skulle ”derfor også motiveres igen senere samme
dag kl. 17 for samme behandling.” Patienten blev ifølge journal af 22. januar 2017 ført
kl. 18.00 igen tilbudt ”Risperdal �½ mg. Patienten afviste at indtage præparatet og var
ved samtalen fuldstændig afvisende over for i det hele at indtage antipsykotisk medi-
cin. Patienten blev informeret mundtligt og skriftligt om virkning samt bivirkninger.”
Det fremgik af motivationsskemaet, at patienten dagligt fra den 21. januar 2017 til
den 24. januar 2017 blev motiveret for behandling med tablet Risperidon 0,5 mg to
gange dagligt, eventuelt stigende til 2 mg to gange dagligt afhængig af effekt og bi-
virkninger, alternativt injektion Haloperidol 2,5 mg i.m. en gang dagligt.
Patientklagenævnet lagde herefter til grund, at patienten blev motiveret, som angivet i
skemaet ”Motivation for antipsykotisk behandling” vedrørende den 22. januar 2017.
Ankenævnet bemærkede imidlertid, at patienten ifølge journalen den 22. januar
2017 alene blev motiveret for behandling med tablet Risperidon 0,5 mg.
Ankenævnet bemærkede videre, at patienten ifølge journalen den 23. januar
2017 kl. 11.58 blev motiveret for tablet Risperidon 0,5 mg to gange dagligt, eventuelt
stigende til vedligeholdelsesdosis på 1-2 mg.
32
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Det fremgik endvidere af journalen, at der den 24. januar 2017 kl. 14.42 blev truffet
beslutning om tvangsbehandling med tablet Risperidon 0,5 mg to gange dagligt, even-
tuelt stigende til 2 mg to gange dagligt afhængig af effekt og bivirkninger, alternativt
injektion Haloperidol 2,5 mg i.m. en gang dagligt.
Der forelå således diskrepans mellem journalen og motivationsskemaet, om hvorvidt
patienten i betænkningstiden dagligt blev motiveret for hele det dosisinterval, som
hospitalet efterfølgende havde truffet beslutning om.
Det var Ankenævnets opfattelse, at der skulle motiveres konkret for det dosisinterval,
som der efterfølgende blev truffet beslutning om, og at det skulle fremgå af journalen,
at der var motiveret for hele dosisintervallet.
Det var på den baggrund Ankenævnets vurdering, at patienten reelt ikke fik betænk-
ningstid i relation til den beslutning om tvangsbehandling, der blev truffet den 24. ja-
nuar 2017.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Ad A 5: Der skal i motivationsforløbet motiveres ensartet for hele dosisinter-
vallet, når den primære behandling involverer et dosisinterval
Patienten var ikke blevet motiveret for hele det dosisinterval, der blev truffet
beslutning om
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling med tablet Zyprexa 10 mg dagligt med mulighed for dosisøgning til 10 mg
x 2 dagligt, alternativt injektion Zyprexa 10 mg i.m. Afgørelsen blev truffet af et enigt
nævn.
Nævnet fandt ligeledes, at beslutningen om at tvangsbehandle patienten opfyldte kra-
vet om mindst indgribende foranstaltning i forhold til motivation og betænkningstid.
Patientklagenævnet havde lagt vægt på, at det var noteret i journalen fra den 28. til
den 31. juli 2016, at patienten dagligt var blevet motiveret for medicinsk behandling
med smelttablet Olanzapin 10 mg, herunder at patienten var blevet informeret om
formålet, virkning og bivirkninger ved behandlingen. Patienten havde afvist at tage
medicinen frivilligt.
Patienten var dermed tilbudt medicin dagligt gennem tre dage, før der den 1. august
2016 blev truffet beslutning om tvangsbehandling med samme præparat og startdosis,
som patienten var blevet motiveret med.
Det fremgik imidlertid af journalen, at der den 1. august 2016 blev truffet beslutning
om tvangsbehandling med mulighed for dosisøgning af smelttablet Olanzapin til 10 mg
x 2 daglig. Beslutningen om tvangsbehandling svarede således ikke til den dosis medi-
cin, som patienten gennem tre dage var blevet tilbudt, og patienten var dermed ikke
motiveret med hele dosisintervallet af tablet Olanzapin op til 20 mg daglig.
33
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Patientklagenævnet udtalte, at det fulgte af § 3 i bekendtgørelse om anvendelse af
anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger, at tvangsmedicinering
forudsatte, at vedvarende forsøg var gjort på at forklare patienten behandlingens nød-
vendighed, bortset fra akutte situationer, hvor udsættelse af behandlingen var til fare
for patientens liv eller helbred, herunder at patienten og patientrådgiveren var fuldt in-
formeret om behandlingens formål, virkninger og bivirkninger.
Patientklagenævnet henviste i afgørelsen til, at Det Psykiatriske Ankenævn i sin prak-
sis havde slået fast, at det indebar, at en patient skulle motiveres for hele den primæ-
re behandling, herunder et dosisinterval. Motivationen skulle foretages løbende, og
tvangsbehandling skulle iværksættes med det præparat og den dosis, som der var mo-
tiveret med, medmindre der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde an-
det.
Patientklagenævnet anførte videre, at det fulgte af § 3, stk. 3, i førnævnte bekendtgø-
relse, at motivationsperiodens varighed kunne afkortes med baggrund i overvejelser
om bl.a. patientens ambivalens i forhold til behandlingstilbuddet, om den manglende
medicinering ville kunne medføre anvendelse af andre former for tvang, samt patien-
tens forpinthed. Det var Nævnets opfattelse, at tilsvarende omstændigheder, som
kunne begrunde en afkortet motivationsperiode, også konkret ville kunne begrunde, at
beslutningen om tvangsbehandling kunne godkendes, selvom patienten ikke havde
været motiveret for hele dosisintervallet af tablet Olanzapin op til 20 mg.
Patientklagenævnet havde herefter konkret vurderet, at der forelå sådanne særlige
omstændigheder.
Patientklagenævnet havde lagt vægt på følgende forhold, som fremgik af sagen:
At behandlingen var startet, uden at patientens klage var tillagt opsættende virkning,
fordi patienten på tidspunktet for beslutningen om tvangsbehandling blev vurderet til
konkret og aktuel fare for andre.
At det var overlægens vurdering, at patientens farlighed ville være vedvarende, med-
mindre patienten blev behandlet med antipsykotisk medicin.
At patienten på tidspunktet for beslutningen om tvangsbehandling var bæltefikseret på
fjerde døgn på grund af farlighed, og at der ikke var udsigt til, at patienten ville kunne
løsnes af bæltet, før den antipsykotiske medicin har opnået god effekt.
At patienten på nær muligheden for dosisøgning, havde været informeret om og moti-
veret for det konkrete behandlingstilbud, herunder fik patienten gennem tre dage be-
tænkningstid til at overveje sit frivillige samtykke til behandlingen, hvilket patienten
havde afvist.
At behandlingen var iværksat med smelttablet Zyprexa (Olanzapin) 10 mg, som pati-
enten havde været motiveret for. Patienten blev ifølge overlægen fortsat behandlet
med smelttablet Zyprexa (Olanzapin) 10 mg daglig, uden at der var sket dosisøgning.
34
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
At patienten tidligere havde været i antipsykotisk behandling med Zyprexa (Olanzapin)
i en dosis op til 20 mg, og at patienten således havde erfaring med medicinens virk-
ning og eventuelle bivirkninger i tilsvarende dosis, der blev truffet beslutning om.
At det besluttede dosisinterval lå inden for sædvanlig dosering.
Patientklagenævnet fandt på den baggrund, at patienten havde haft en passende be-
tænkningstid til at overveje sit samtykke til behandlingen.
Ankenævnets udtalte, at det var Ankenævnets opfattelse, at en patient i betænknings-
tiden skulle tilbydes en konkret behandling, og at tangsbehandling som udgangspunkt
skulle iværksættes med det præparat og den dosis, der var motiveret for, medmindre
der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde andet. Hvis patienten ikke
var motiveret med den konkrete behandling, kunne motivationen ikke medregnes i be-
tænkningstiden.
Det var Ankenævnets opfattelse, at der skulle motiveres konkret for det dosisinterval,
der efterfølgende blev truffet beslutning om. Det skulle fremgå af journalen, at der var
motiveret for hele dosisintervallet.
Det fremgik af journalen, at patienten blev motiveret for tablet Zyprexa 10 mg dagligt
fra den 28. juli 2016 kl. 14.31 til den 1. august 2016 kl. 12.51. Der blev imidlertid
truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Zyprexa 10 mg dagligt, med mu-
lighed for dosisøgning til 10 mg x 2 dagligt, alternativt injektion Zyprexa 10 mg i.m.
Ankenævnet fandt herefter ikke, at der var truffet beslutning om iværksættelse af
tvangsbehandling med den dosis, der var motiveret med.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Indgivelse af Risperdal via sonde var ikke mindste middel
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling med Risperidon/Risperdal 0,5 mg den første dag, 1 mg dag to og tre, 1,5
mg dag fire, fem, seks og syv, og 2 mg fra dag otte. Hvis ikke det havde tilstrækkelig
effekt, skulle patienten efterfølgende stige med 0,5 mg om ugen til vedligeholdelses-
dosis forventeligt ikke over 4 mg. I sjældne tilfælde kunne det være nødvendigt at be-
handle med højere dosis, dog maksimalt 6 mg dagligt. Så vidt mulig oralopløsning el-
ler smeltetablet, fordi patienten tidligere havde snydt med tablet. Hvis patienten ikke
samarbejdede om at tage medicinen som smeltetablet eller oralopløsning, ville patien-
ten få Risperidon mixtur i sonde, alternativt injektion Abilify 0,6 ml (4,5 mg) dag et og
to, 1,3 ml (9,75 mg) dag tre, fire, fem, seks og syv, og fra dag otte 1,9 ml (14,25
mg). Maksimalt 15 mg dagligt.
Ankenævnet fandt, at der blev givet patienten en tilstrækkelig betænkningstid, og at
tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvan-
lig dosering og med færrest mulige bivirkninger.
35
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Ankenævnet bemærkede, at der blev truffet beslutning om, at såfremt patienten ikke
kunne samarbejde om at tage medicinen som smeltetablet eller oralopløsning, skulle
patienten have Risperidon mixtur i sonde, alternativt injektion Abilify. Det fremgik af
tvangsprotokollen, at der blev truffet beslutning om tilladt magtanvendelse, såfremt
patienten ikke var i stand til at indtage Risperidon som smeltetablet eller oralopløs-
ning.
Ankenævnet bemærkede videre, at der ikke fremgik oplysninger af journalen om, at
patienten skulle have givet udtryk for, at patienten fandt indgivelse via sonde mindre
indgribende end injektion. Ligeledes forelå der ikke oplysninger om, at patienten led af
frygt for nåle.
Endelig var det Ankenævnets opfattelse, at indgivelse af medicin via sonde som subsi-
diært præparat før injektion ville forsinke helbredelsen af patienten.
Ankenævnet fandt herefter, at det ikke var i overensstemmelse med mindste-middels-
princippet at træffe beslutning om at indgive Risperdal via sonde, hvis ikke patienten
kunne samarbejde omkring smeltetablet eller oralopløsning.
Ankenævnet fandt derfor, at betingelserne for tvangsbehandling ikke var opfyldt.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Mindste-middel-princippet var ikke opfyldt, når overlægen drøftede lavere ini-
tialdosis med patienten end den besluttede initialdosis – depotbehandling
godkendt – kombinationsbehandling godkendt
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte overlægens beslutning af 17. november
2016 om tvangsbehandling med injektion Cisordinol Depot 150 mg i.m. hver 14. dag,
vedligeholdelsesdosis 150 mg hver 14. dag, kombineret med depotinjektion Zypadhera
300 mg i.m. hver 14. dag, vedligeholdelsesdosis 210 mg hver 14. dag.
Ankenævnet fandt ud fra en konkret vurdering, at Zypadhera og Cisordinol i depotform
opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslut-
ningen om tvangsbehandling blev truffet. Ankenævnet lagde vægt på, at patienten
ifølge journalen i en længere årrække havde haft en svært behandlelig sindssygdom,
hvor tabletbehandling ikke havde haft varig effekt på tilstanden, hvilket havde resulte-
ret i flere genindlæggelser.
Videre lagde Ankenævnet vægt på, at patienten tidligere havde modtaget behandling
med Zypadhera og Cisordinol Depot i kombination med god effekt på tilstanden, lige-
som de besluttede doseringer og kombinationen af de to lægemidler var sædvanlig for
patienten.
Ankenævnet fandt, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede
lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Ankenævnet lag-
de vægt på, at Zypadhera og Cisordinol Depot var almindeligt anvendte og velafprøve-
de lægemidler. Ankenævnet bemærkede imidlertid, at det blev drøftet med patienten
36
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
den 15. november 2016 at starte med en lavere initialdosis, for så vidt angik Zypadhe-
ra, end den der blev truffet beslutning om.
Ankenævnet havde videre bemærket, at det var overlægen, som også traf beslutnin-
gen om tvangsbehandling, der motiverede patienten for en lavere initialdosis.
Det var herefter Ankenævnets opfattelse, at overlægen måtte have vurderet, at en la-
vere initialdosis kunne være tilstrækkelig, da det ellers ikke ville være relevant at drøf-
te denne mulighed med patienten.
Ankenævnets vurderede derfor, at mindste-middel- princippet ikke var opfyldt, for så
vidt angik valg af initialdosis Zypadhera i den konkrete situation, da der blev truffet
beslutning om en højere initialdosis end drøftet den 15. november 2016.
Ankenævnet fandt derfor, at betingelserne for tvangsbehandling ikke var opfyldt.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Depotbehandling – mindste-middel-princippet
Det fremgår af § 5 i bekendtgørelse nr. 1338 af 2. december 2010, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1107 af 11. september 2015, at depotpræparater i videst muligt
omfang bør undgås og ikke må være begyndelsesbehandling ved tvangsmedicinering
af patienter, hvis reaktion på behandlingen, man ikke kender.
Det følger også af mindste-middels-princippet, at tvangsbehandling med injektion som
udgangspunkt er et mere indgribende middel end tabletbehandling. Det er Nævnets
praksis, at behandling med depotmedicin som udgangspunkt er den mest indgribende
behandlingsform. Der skal derfor være særlige grunde for at vælge depotbehandling.
Særlige grunde kan eksempelvis være, at patienten lider af giftfrygt/frygt for sprøjter,
eller at brugen af daglige injektioner vil være særligt angstvoldende eller forbundet
med vedvarende daglig fysisk magtanvendelse. De særlige grunde skal være konkrete
og journalføres.
Nedenstående eksempler viser, at tvangsbehandling med depotmedicin kræver en
konkret og relevant begrundelse, og at det ikke er tilstrækkeligt kun at henvise til, at
patienten tidligere har fået depotmedicin med god effekt.
Begrundelse for godkendelse af depot
Eksempel1:
Det havde gentagne gange ikke vist sig muligt at fastholde patienten i be-
handling med tablet. Patienten havde tidligere modtaget depot med god ef-
fekt
37
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling med injektion Cisordinol Depot 100 mg hver anden uge med eventuel stig-
ning til højst 200 mg hver anden uge afhængig af effekt og bivirkninger.
Ankenævnet fandt ud fra en konkret vurdering, at Cisordinol i depotform opfyldte kra-
vet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om
tvangsbehandling blev truffet. Ankenævnet lagde vægt på, at det gentagne gange
havde vist sig, at det ikke var muligt at fastholde patienten i behandling efter udskri-
velse, og at patientens psykotiske symptomer hver gang var blevet forværret. Videre
lagde Ankenævnet vægt på, at patienten tidligere havde modtaget behandling med
Cisordinol Depot med god effekt på tilstanden.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Eksempel 2:
Patienten var gentagne gange ophørt med tabletbehandling med forværring i
tilstanden til følge, og patientens reaktion på behandlingen var kendt
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling med depot injektion Xeplion 75 mg i.m. hver 28. dag, med forudgående
depotinjektion på 150 mg i.m. på dag 1, og 100 mg i.m. på dag 8.
Ankenævnet fandt ud fra en konkret vurdering, at Xeplion i depotform opfyldte kravet
om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om
tvangsbehandling blev truffet. Ankenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at patien-
ten ifølge journalen gentagne gange var ophørt med tabletbehandling, hvorefter pati-
enten havde fået psykotisk tilbagefald med tvangsindlæggelse til følge. Videre lagde
nævnet vægt på, at patienten tidligere havde modtaget behandling med Risperidon,
hvorfor patientens reaktion på behandlingen var kendt.
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af pro.medicin.dk, at Xeplion kunne anvendes
uden forudgående stabilisering med Risperidon eller Paliperidon, såfremt der tidligere
havde været god effekt ved behandling af et af de to præparater. Paliperidon, som var
det aktive stof i Xeplion, var således den såkaldte aktive metabolit af Risperidon, det
ville sige det aktive stof, som Risperidon blev nedbrudt til.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Begrundelse for ikke at godkende depot
Det var ikke en særlig begrundelse, at patienten i 2009 havde modtaget in-
jektion Risperdal i depotform
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling med injektion Risperdal depot 25 mg hver 14. dag med mulighed for øg-
ning afhængig af effekt og bivirkninger til maksimalt 37,5 mg.
38
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0039.png
Ankenævnet oplyste, at mindste-middels-princippet indebar, at tvangsbehandlingmed
injektion som udgangspunkt måtte betragtes som et mere indgribende middel end pe-
roral behandling. Det var Nævnets praksis, at behandling med depotmedicin som ud-
gangspunkt ansås for den mest indgribende behandlingsform, hvorfor der skulle være
særlige grunde til stede for at vælge denne behandlingsform.
Ankenævnet bemærkede, at det fremgik af journalen, at overlægen begrundede sit
valg af præparat med, at patienten tilbage i 2009 i en periode fik Risperdal som tablet
og depotmedicin, og at patienten i perioden havde det relativt godt. Patienten havde
ligeledes for 8 til 10 år siden haft god effekt af Olanzapin i en dosering på 20 mg i
døgnet, men siden dengang havde patienten haft en subaraknoidalblødning og var
derfor fysisk mere skrøbelig, hvorfor der blev valgt behandling med Risperdal, som
kunne bruges med ret stor tryghed til ældre. Patienten fik dengang en dosis på 37,5
mg Risperdal, stigende til 50 mg Risperdal, hver 14. dag, hvilket aktuelt var en lidt for
høj dosis, da patienten nu var 73 år, hvorfor der skulle behandles med lavere dosis
Rispolept Consta 25 mg hver 14. dag
Ankenævnet fandt imidlertid, at injektion Risperdal i depotform ikke opfyldte kravet
om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om
tvangsbehandling blev truffet.
Ankenævnet havde i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke fremgik en tilstrækkelig
begrundelse i journalen for at vælge tvangsbehandling med et depotpræparat, idet der
skulle være særlige grunde til stede for at vælge denne behandlingsform.
Ankenævnet fandt således ikke, at det forhold, at en patient tidligere havde haft god
effekt af et depotpræparat var en tilstrækkelig begrundelse for at vælge et depotpræ-
parat til tvangsbehandling.
Ankenævnet fandt derfor, at betingelserne for tvangsbehandling ikke var opfyldt.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Ad A 7: Den ordinerede dosis skal ligge inden for de doser, der i
pro.medicin.dk er anført for initialdoser og sædvanlige doser.
Det fremgår af § 4 i Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 1338 af 2.
december 2010 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske
afdelinger, at der ved tvangsmedicinering skal anvendes afprøvede lægemidler i sæd-
vanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Ifølge stk. 2 forstås ved afprøvede
lægemidler præparater, som er godkendt ved en markedsføringstilladelse efter læge-
middellovens § 7 og som markedsføres her i landet. Ifølge stk. 3 skal ordinationen føl-
ge de retningslinjer, der er fastsat i forbindelse med udstedelse af markedsføringstilla-
delsen.
Anbefalinger af dosis for de enkelte præparater fremgår af medicinfortegnelsen på
www.pro.medicin.dk.
Om den besluttede dosis er sædvanlig skal blandt andet vurde-
res ud fra patientens alder og ud fra administrationsmåde. Når en patient er over 65
år, betragtes denne som ældre. Endvidere skal baggrunden for at ordinere en enkelt-
39
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
dosis, der går ud over sædvanlig dosis, som angivet på pro.medicin.dk, oplyses i jour-
nalen i relation til beslutningen om tvangsbehandling, og patienten skal informeres
herom. Det er ikke tilstrækkeligt, at begrundelsen fremgår af tvangsprotokollen eller af
lægeerklæringen.
Mani – for høj dosis – ikke konkret begrundelse herfor, og patienten var ikke
informeret om den høje dosis – ej tilstrækkeligt, at patienten ved tidligere
indlæggelser havde været doseret op til 40 mg Zyprexa
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning af 11. de-
cember 2016 om tvangsbehandling med smelttablet Zyprexa 15 mg en gang dagligt
med mulighed for øgning til maksimalt 40 mg, subsidiært injektion Zyprexa 10 mg en
gang dagligt.
Patientklagenævnet lagde vægt på, at det fremgik af medicinfortegnelsen,
www.pro.medicin.dk, at initial dosis ved behandling med tablet Zyprexa ved mani initi-
alt var som monoterapi 15 mg en gang dagligt. Det kunne dog være nødvendigt - og
forsvarligt - at øge døgndosis gradvist op til højst 40 mg i døgnet. Ved behandling med
injektion Zyprexa var dosis initialt sædvanligvis 5-10 mg i.m.
Patientklagenævnet fandt dermed, at de besluttede tablet dosis ved mani lå ud over
sædvanlig dosering af præparaterne.
Patientklagenævnets flertal fandt, at der dog i journaloplysningerne den 1. december
2016 var anført, at patienten var givet en begrundelse for, at gå ud over sædvanlig
dosering for så vidt angik tablet dosis, idet det blev beskrevet, at det blev vurderet
nødvendigt med mulighed for optrapning til 40 mg, da det ofte var nødvendigt ved
manier, og da patienten ved tidligere indlæggelser havde været doseret op til 40 mg
pr. døgn.
Patientklagenævnets mindretal (formanden) fandt dels ikke, at begrundelsen for at gå
ud over sædvanlig dosering var givet i umiddelbar tilknytning til den aktuelle beslut-
ning om tvangsbehandling, dels ikke at det noget sted fremgik, at patienten var blevet
meddelt, at denne dosis var over sædvanlig dosering.
Mindretallet fandt således ikke, at der var gjort tilstrækkeligt for at oplyse patienten
om, at den besluttede dosis gik over sædvanlig dosering.
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af medicinoversigten på pro.medicin.dk, at ved
behandling af mani med tablet Zyprexa anvendtes initialt som monoterapi 15 mg 1
gang dagligt. Det kunne dog være nødvendigt og forsvarligt at øge døgndosis op til
højst 40 mg i døgnet. Ved behandling med injektion Zyprexa anvendtes initialt 5-10
mg i.m. Dosis kunne gentages efter 2 timer, højst 20 mg dagligt. Senest efter tre dage
burde der skiftes til oral behandling.
Ankenævnet lagde vægt på, at der af journalen i relation til beslutningen om tvangs-
behandling ikke fremgik oplysninger om, hvad baggrunden var for at ordinere en do-
sis, der gik ud over den sædvanlige dosering som angivet på pro.medicin.dk.
40
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Det var således Ankenævnets opfattelse, at det ikke af journalen konkret fremgik, med
hvilken begrundelse, der blev ordineret en dosis, der gik ud over det på pro.medicin.dk
angivne sædvanlige dosis, ligeledes fremgik det ikke, at patienten konkret blev infor-
meret om, at den ordinerede dosis gik ud over sædvanlig dosis.
Ankenævnet var opmærksom på, at patienten tidligere havde modtaget Zyprexa med
god effekt på tilstanden.
Den høje dosis kunne være velbegrundet, men en sådan eventuel begrundelse fremgik
ikke af journalen i relation til beslutningen om tvangsbehandling den 11. december
2016.
Ankenævnet var opmærksomt på, at det fremgik af journalen den 1. december 2016,
at der blev ordineret op til 40 mg, idet dette ofte var nødvendigt ved manier, og idet
patienten ved tidligere indlæggelser havde været doseret op til 40 mg.
Ankenævnet fandt imidlertid ikke, at der var tale om en tilstrækkelig konkret begrun-
delse i relation til den beslutning om tvangsbehandling, der blev truffet 10 dage sene-
re, ligesom det ikke specifikt fremgik af journalen, at patienten blev informeret om,
hvorfor der blev truffet beslutning om tvangsbehandling med en dosis, der gik ud over
den dosering, der på pro.medicin.dk var angivet som sædvanlig.
Ankenævnet fandt herefter, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om anvendel-
se af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.
Ankenævnet fandt derfor, at betingelserne for tvangsbehandling ikke var opfyldte.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Højere initialdosis tablet Risperdal end anbefalet i pro.medicin.dk konkret
godkendt
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling med Risperidon 4 mg 1 x dagligt stigende til 6 mg dagligt afhængig af
virkning og bivirkninger efter lægelig vurdering, alternativt injektion Serenase 5 mg
i.m. eventuelt stigende til maksimalt 10 mg dagligt.
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af medicinoversigten på pro.medicin.dk, at ved
behandling af psykoser med tablet Risperdal (Risperidon) anvendtes initialt 2 mg dag-
ligt stigende over dage til sædvanlig vedligeholdelsesdosis 4-6 mg dagligt, der ville
sjældent være brug for doser over 10 mg. Maksimaldosis var 16 mg dagligt fordelt på
1 til 2 doser.
Ankenævnet oplyste videre, at det fremgik af medicinoversigten på pro.medicin.dk, at
ved behandling af psykoser med injektion Serenase, anvendtes højst 20 mg dagligt, 5
mg kunne gives i.m. hver time til symptomkontrol eller højst 20 mg dagligt.
Ankenævnet fandt herefter, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendelse af
afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Næv-
41
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
net lagde vægt på, at Risperdal og Serenase var almindeligt anvendte og velafprøvede
lægemidler, ligesom de besluttede doseringer var almindelige.
Ankenævnet bemærkede, at initialdosis for Risperdal ifølge pro.medicin.dk var 2 mg,
men at der blev truffet beslutning om tvangsbehandling i intervallet 4-6 mg. Anke-
nævnet havde i den forbindelse lagt vægt på, at patienten tidligere havde modtaget
Risperdal med god effekt på tilstanden. Endvidere at dosisangivelsen var fastsat ud fra
en vurdering af patientens konkrete kliniske tilstand.
Endelig lagde Ankenævnet vægt på, at der primært blev besluttet tvangsbehandling
med tablet og subsidiært med injektion.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Begrundelse for maksimal dosis på 40 mg tablet var ikke tilstrækkelig kon-
kret og individuel, selv om der var tale om en svært sindssyg, potentielt farlig
retspsykiatrisk patient
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde ikke godkendt overlægens beslutning om
tvangsbehandling med smelttablet Zyprexa 5 mg dagligt, stigende efter effekt og bi-
virkninger indtil 40 mg dagligt, alternativt injektion Zyprexa 2,5 mg dagligt, eventuelt
stigende til 20 mg dagligt.
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af medicinoversigten på pro.medicin.dk, at ved
behandling af skizofreni med smeltetablet Zyprexa anvendtes initialt 5-10 mg 1 gang
dagligt, fortrinsvis ved sengetid. Vedligeholdelsesdosis var sædvanligvis 5-20 mg dag-
ligt. Det kunne dog, i særlige tilfælde være nødvendigt – og forsvarligt – at øge døgn-
dosis op til højst 40 mg i døgnet.
Ankenævnet oplyste videre, at ved behandling af skizofreni med injektion Zyprexa an-
vendtes initialt 5-10 mg i.m. dagligt. Dosis kunne gentages efter to timer, højst 20 mg
dagligt. Senest efter tre dage burde der skiftes til oral behandling.
Ankenævnet fandt, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om anvendelse af af-
prøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Anke-
nævnet lagde vægt på, at Zyprexa var et almindeligt anvendt og velafprøvet lægemid-
del, men at den besluttede dosering for så vidt angik tablet Zyprexa gik ud over det,
der på pro.medicin.dk var angivet som sædvanlig dosering.
Ankenævnet var opmærksomt på, at det i journalen i relation til beslutningen om
tvangsbehandlingen fremgik, at der blev ordineret smeltetablet Zyprexa op til 40 mg
dagligt, idet det med overvejende sandsynlighed ville være nødvendigt at behandle
patienten med en dosis ud over de vanlige 20 mg dagligt, idet patienten var i en akut
fase, ligesom patienten fremtrådte med svære forfølgelsesforestillinger og tidvist udvi-
ste nærliggende eller truende farlighed på grund af disse.
Ankenævnet var endvidere opmærksom på, at overlægen i sin klage havde anført, at
der ikke var tale om vedligeholdelsesbehandling, men behandling af en svært sinds-
syg, potentielt farlig retspsykiatrisk patient i den akutte fase, hvor der selvfølgelig lø-
42
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
bende ville blive fulgt op på virkning og bivirkninger, idet der ikke ville blive behandlet
med en højere dosis end nødvendigt. Overlægen havde videre anført, at der blev mo-
tiveret for behandling inden for det maksimalt forsvarlige dosisinterval som et udtryk
for mindste-middels-princippet for at undgå unødig lang ventetid på sufficient behand-
ling. Endelig havde overlægen anført, at den sædvanlige dosering på pro.medicin.dk
ikke var rettet mod svært sindssyge retspsykiatriske patienter.
Ankenævnet havde dog videre bemærket, at patienten ikke tidligere havde modtaget
behandling med Zyprexa, hvorfor patientens reaktion på behandling inden for sædvan-
lig dosering ikke var kendt.
Det var på denne baggrund Ankenævnets vurdering, at begrundelsen for at gå ud over
sædvanlig dosering ikke var tilstrækkelig konkret og individuel, på trods af, at Anke-
nævnet ikke tilsidesatte overlægens skøn om, at patienten var svært sindssyg og po-
tentielt farlig.
Ankenævnet fandt derfor, at betingelserne for tvangsbehandling ikke var opfyldt.
Ankenævnet bemærkede, at det ville være muligt, såfremt sædvanlig dosering viste
sig ikke at have tilstrækkelig effekt, at træffe en ny beslutning om øgning af dosis med
henvisning til den manglende effekt. Ankenævnet bemærkede videre, at det i den si-
tuation ville være tilstrækkeligt med en forholdsvis kort betænkningstid i forhold til
spørgsmålet om øgning af dosis.
Ankenævnet tiltrådte Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
For høj dosis - patienten havde ikke tidligere modtaget Cisordinol, hvorfor
hans reaktion herpå ikke var kendt
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling med dråber/tablet Cisordinol 10 mg to gange dagligt, eventuelt stigende
alt efter effekt og bivirkninger til 50 mg dagligt. Grundet en delvis effekt af behandling
med Risperidon på maksimal tilladte dosis på 3 mg dagligt, kunne en yderligere dosis-
øgning til maksimalt 75 mg dagligt fordelt på to doser afhængig af effekt og bivirknin-
ger komme på tale, hvis der ikke blev opnået tilstrækkelig effekt af en behandling på
50 mg dagligt. Alternativt injektion Serenase 5 mg. i.m. maksimalt to gange dagligt.
Afgørelsen blev truffet af et enigt nævn.
Det var Ankenævnets opfattelse, at patienten var i en akut fase af sin skizofrenisyg-
dom, hvorfor sædvanlig dosering i dette tilfælde svarede til den angivelse, der var for
akut skizofreni på pro.medicin.dk.
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af medicinoversigten på pro.medicin.dk, at ved
behandling af akut skizofreni med dråber/tablet Cisordinol anvendtes 10 til 50 mg dag-
ligt, eventuelt op til 75 mg dagligt.
Ankenævnet oplyste videre, at ved behandling med injektion Serenase anvendtes
højst 20 mg dagligt. 5 mg kunne gives i.m. hver time til symptomkontrol eller højst 20
mg dagligt.
43
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Ankenævnet fandt dog ikke, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendelse af
afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Næv-
net lagde herved vægt på, at Cisordinol og Serenase var almindeligt anvendte og vel-
afprøvede lægemidler, men at den besluttede dosering for så vidt angik Cisordinol ikke
var almindelig.
Ankenævnet var opmærksom på, at det fremgik af journalen, at der blev truffet be-
slutning om en eventuel yderligere dosisøgning til 75 mg, grundet en delvis effekt på
patienten af behandling med Risperidon på maksimal tilladte dosis på 3 mg dagligt,
hvorfor det blev vurderet, at en yderligere dosisøgning kunne komme på tale, hvis der
ikke blev opnået tilstrækkelig effekt af en behandling på 50 mg dagligt. Endvidere idet
flere patienter ville respondere på en behandling med 75 mg end 50 mg dagligt.
Ankenævnet lagde dog vægt på, at patienten ikke tidligere havde modtaget Cisordinol,
hvorfor patientens reaktion herpå ikke var kendt. Det kunne derfor ikke lægges til
grund, at det ville blive nødvendigt med en dosis ud over de sædvanlige 50 mg, selv-
om patienten havde haft behov for en høj dosis ved behandling med et andet præpa-
rat.
Ankenævnet fandt herefter ikke, at der var en tilstrækkelig konkret og individuel be-
grundelse for at gå ud over sædvanlig dosering.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Opsættende virkning
Det fremgår af § 32, stk. 3, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, at en klage
over beslutning om tvangsbehandling har opsættende virkning, medmindre omgående
gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller
helbred for væsentlig fare eller for at afværge, at patienten udsætter sig selv eller an-
dre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.
Der forelå tilstrækkelig dokumentation for, at det var nødvendigt at gennem-
føre behandlingen omgående
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt, at klagen fra den 24. januar 2017
ikke længere blev tillagt opsættende virkning.
Ankenævnet bemærkede, at det ikke fremgik eksplicit af journalen den 24. januar
2017, at det blev besluttet ikke længere at tillægge patientens klage opsættende virk-
ning samt med hvilken begrundelse.
Ankenævnet bemærkede ligeledes, at det var den samme overlæge, der den 24. janu-
ar 2017 valgte, at behandlingen skulle gennemføres omgående. Det fremgik af journa-
len, at patienten, i forbindelse med at patienten fik tilbudt den supplerende dosis Olan-
zapin, blev udtalt verbalt truende, herunder truede patienten med at stikke overlæ-
gens øjne ud og opsøge dennes familie.
44
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Ankenævnet lagde på den baggrund til grund, at overlægen den 24. januar 2017 vur-
derede, at patienten på det tidspunkt var så truende, at patienten var til umiddelbar
fare for andre.
Det fremgik også af lægeerklæringen, idet det var anført, at patienten blev
oplevet som en tikkende bombe, der til hver en tid kunne tabe kontrollen.
Ankenævnet fandt derfor ud fra en konkret vurdering at det var tilstrækkeligt doku-
menteret, at det den 24. januar 2017 var nødvendigt at gennemføre behandlingen
omgående for at afværge, at patienten udsatte sig selv eller andre for nærliggende fa-
re for at lide skade på legeme eller helbred.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Omgående gennemførelse af behandlingen var ikke nødvendig
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling og havde godkendt, at klagen fra den 19. april 2017 ikke længere blev til-
lagt opsættende virkning.
Ankenævnet tiltrådte det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse om tvangsbehand-
ling.
Vedrørende beslutningen om fra den 19. april 2017 ikke længere at tillægge klagen
opsættende virkning, bemærkede Ankenævnet, at beslutningen blev truffet, da patien-
ten var yderst devaluerende over for overlægen. Patienten var forsøgt skærmet flere
gange, men brød vedholdende skærmningen med svær affekt til følge, når patienten
blev forsøgt ført tilbage til sin stue. Det blev vurderet, at patienten var yderst forpint
og til umiddelbar nærliggende fare for andre på grund af svær aggression og despera-
tion.
Det var imidlertid Ankenævnets vurdering, at det ikke var nødvendigt at gennemføre
behandlingen omgående for at forhindre, at patienten udsatte sig selv og andre for
nærliggende fare.
Ankenævnet lagde vægt på, at det ikke i tilstrækkelig grad var beskrevet i journalen
den 19. april 2017, at patienten var i en tilstand, hvorpå patienten var til fare for sig
selv eller andre. Det fremgik således ikke klart af journalen, hvorledes patienten på
grund af svær aggression og desperation var til fare for andre.
Ankenævnet fandt det herefter ikke tilstrækkeligt godtgjort i journalen, at patienten
var til fare for sig selv eller andre, hvorfor klagen burde have været tillagt opsættende
virkning.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse om, at klagen var
tillagt opsættende virkning fra den 19. april 2017.
45
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Ankenævnet foretog fuld prøvelse i forbindelse med, at en klage ikke var til-
lagt opsættende virkning, selv om Ankenævnet samtidig fandt, at betingel-
serne for tvangsbehandling ikke var opfyldt
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde underkendt overlægens beslutning om
tvangsbehandling.
Det Psykiatriske Patientklagenævn oplyste, at når Nævnet ikke kunne godkende
tvangsbehandlingen, kunne Nævnet heller ikke godkende, at behandlingen var påbe-
gyndt uden, at klagen blev tillagt opsættende virkning.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse om tvangsbehand-
ling.
Om beslutningen om opsættende virkning bemærkede Ankenævnet, at patientens kla-
ge ikke blev tillagt opsættende virkning.
Ankenævnet anførte, at det fremgik af journalen for den 7. april 2017, at patienten
fremstod kataton i starten af vagten og fik indgivet beroligende middel med magt.
Den 8. april 2017 fremgik det blandt andet, at patienten tog et langt bad, fremstod
anspændt, men at patienten lyttede aktivt, havde øjenkontakt og forsøgte flere gange
at indlede samtale med lægen. Senere på aftenen fremstod patienten igen latent kata-
ton og brugte kun sin højre arm.
Det fremgik videre af journalen den 9. april 2017, at patienten havde været ude i
nærmiljøet og havde siddet sammen med personalet og læst blade, og kommenteret
disse. Patienten havde svært ved at rejse sig, og når patienten kom i gang kunne der
fornemmes nedsat funktion. Ved aftensmaden spiste patienten med begge hænder,
roste maden og havde været delvis i dagligstuen og gangen, men talte på ejendom-
melig vis.
Det fremgik af journalen den 10. april 2017, at på baggrund af patientens vekslen og i
perioder svært forpinte tilstand, blev det fundet uforsvarligt at tillægge klagen opsæt-
tende virkning, og tvangsbehandling blev herefter påbegyndt.
Ankenævnet fandt det herefter ikke godtgjort i journalen, at gennemførelse af behand-
lingen var nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare
for at lide skade på legene eller helbred.
Ankenævnet lagde blandt andet vægt på, at det ikke fremgik af journalen, at patien-
tens tilstand var væsentligt forværret den 10. april.
Ankenævnet tiltrådte således også Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse om
ikke at godkende, at behandlingen var påbegyndt uden, at klagen blev tillagt opsæt-
tende virkning – dog med en selvstændig begrundelse herfor.
Ankenævnet foretog ikke fuld prøvelse i forbindelse med, at en klage ikke var
tillagt opsættende virkning, selv om Ankenævnet samtidig fandt, at betingel-
serne for tvangsbehandling ikke var opfyldt
46
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning af 28. okto-
ber 2016 om tvangsbehandling med tablet Olanzapin 10 mg, eventuelt stigende til 30
mg afhængig af effekt og bivirkninger, subsidiært injektion Olanzapin 10 mg i.m. 1
gang dagligt. Det Psykiatriske Patientklagenævn havde endvidere godkendt, at det den
1. november 2016 blev besluttet ikke længere at tillægge klagen opsættende virkning.
Ankenævnet fandt, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om anvendelse af af-
prøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Allerede fordi Ankenævnet ikke kunne godkende den beslutning om tvangsbehandling,
der blev truffet den 28. oktober 2016, havde Ankenævnet ikke taget stilling til beslut-
ningen af 1. november 2016 om ikke længere at tillægge klagen opsættende virkning.
Særligt om tvangsbehandling af legemlig lidelse
Det fremgår af § 13 i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, at en person, som op-
fylder betingelserne for frihedsberøvelse og som modsætter sig behandling af en le-
gemlig lidelse, kan undergives tvangsbehandling af denne lidelse, såfremt lidelsen ud-
sætter patientens liv eller helbred for væsentlig fare.
Tvangsbehandling af legemlig lidelse godkendt med 0 dages betænkningstid
– klagen ikke tillagt opsættende virkning
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling, og at klagen ikke var tillagt opsættende virkning.
Overlægens beslutning vedrørte behandling med tablet Metformin 500 mg 2 gange
dagligt eventuelt stigende til maksimalt 1000 mg 2 gange dagligt, subsidiært injektion
Lantus 30 IE s.c. dagligt stigende til maksimalt 60 IE s.c., idet blodsukker skulle tages
1-2 gange dagligt og blodprøver ved behov.
Patienten havde siden indlæggelsen nægtet at erkende, at hun havde diabetes og ville
ikke medvirke til at få taget blodprøver.
Den 2. januar 2017 blev der taget blodprøver, der viste, at patientens blodsukker var
svært forhøjet. Patienten var fortsat afvisende over fundene og mente ikke, at hun
havde sukkersyge. Patienten fik forklaret, at det ikke ville være nok med tabletbe-
handling med Metformin, men at hun også skulle have insulin injektion i maven. Pati-
enten var fortsat afvisende overfor behandlingen.
Der blev ligeledes konfereret med endokrinologisk vagthavende, der anbefalede injek-
tion Lantus 10-20 enheder sammen med tablet Metformin 500 mg x 2 dagligt stigende
til 1 g x 2 dagligt, blodsukker 3-4 gange per dag, urinprøve for protein, ketoner, EKG,
samt undersøgelse af abdomen. Alternativt blodsukker 1 gang om morgenen, hvis pa-
tienten ikke kunne samarbejde om mere. Endokrinologisk vagthavende ville konferere
med sine kollegaer, om hvorvidt der var behov for tvangsbehandling.
47
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Den 3. januar 2017 blev der ordineret behandling med tablet Metformin 500 mg 2
gange dagligt eventuelt stigende til maksimalt 1000 mg 2 gange dagligt, subsidiært in-
jektion Lantus 30 IE s.c. dagligt stigende til maksimalt 60 IE s.c., idet blodsukker skul-
le tages 1-2 gange dagligt og blodprøver ved behov.
Beslutningen blev godkendt af en somatisk og en psykiatrisk overlæge.
Ankenævnet fandt, at patienten på tidspunktet for beslutningen om tvangsbehandling
var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle patienten, da
udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville
blive væsentligt forringet. Ankenævnet lagde vægt på, at patienten befandt sig i en
psykotisk tilstand præget af paranoide forestillinger, og var tankeforstyrret med privat
logik og læderet realitetstestning.
Ankenævnet fandt endvidere, at patienten befandt sig i en tilstand, som udsatte hen-
des liv og helbred for væsentlig fare.
Ankenævnet oplyste, at et forhøjet blodsukker (≥ 11 mmol/l) i sig selv var diagnostisk
for diabetes og graden af regulation vurderedes ud fra en blodsukkermåling. 31
mmol/l var en særdeles høj værdi og en patient med så højt blodsukker kunne udvikle
syreforgiftning eller tilsvarende forgiftningstilstand i løbet af meget kort tid.
Ankenævnet lagde herved vægt på, at der dagen inden blev målt en blodsukker pa 31
mmol/ med risiko for forgiftningstilstand.
Ankenævnet oplyste videre, at Metformin 500 mg x 2 dagligt stigende til 1 g x 2 var
standardbehandling. Metformins virkning var langsomt indsættende og det var derfor
nødvendigt at supplere med insulin for eksempel Lantus, når blodsukkeret var højt.
For injektion Lantus var dosis meget individuel, afhængig af om patienten fortsat selv
producerede insulin, og hvor stor følsomhed vedkommende havde overfor insulin. Do-
sis justerede derfor løbende på baggrund af blodsukkermålinger. På baggrund af, at
det meget høje blodsukker og det meget høje langtidsblodsukker var 30 ie en rimelig
og almindelig startdosis. Metformins virkning var langsomt indsættende, og det var
derfor nødvendigt at supplere med insulin (f.eks Lantus) når blodsukkeret var så højt
som 32 mmol/l.
Ankenævnet fandt endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendelse af
afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering. Ankenævnet lagde vægt på, at Metformin
samt Lantus var almindeligt anvendte og velafprøvede lægemidler til brug for at ned-
bringe blodsukker.
Ankenævnet bemærkede, at patienten ikke blev forsøgt motiveret for at modtage be-
handlingen frivilligt, før beslutning om tvangsbehandling blev truffet, og at klagen ikke
blev tillagt opsættende virkning. Ankenævnet tiltrådte, at patienten ikke blev motive-
ret for behandlingen, og at klagen ikke blev tillagt opsættende virkning, idet omgåen-
de gennemførelse af behandlingen var nødvendig for ikke at udsætte patientens liv og
helbred for væsentlig fare. Ankenævnet lagde vægt på, at patienten var uden syg-
domsindsigt, havde nægtet behandling under hele forløbet, og at der var tale om et
48
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
akut tilfælde, hvor omgående gennemførelse af behandlingen var nødvendig for ikke at
udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse om tvangsbehand-
ling af legemlig lidelse, samt at klagen ikke var tillagt opsættende virkning.
Særligt om behandling ved tvangsernæring
Det fremgår af § 7 i bekendtgørelse nr. 1338 af 2. december 2010 som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1107 af 11. september 2015 vedrørende anvendelse af anden
tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger, at tvangsernæring kun må gen-
nemføres, hvis patienten opfylder betingelserne for tvangsbehandling, og tvangsernæ-
ringen er nødvendig for at redde patientens liv, eller hvor undladelse vil medføre en
alvorlig risiko for patientens liv eller helbred.
Tvangsernæring godkendt, selv om det ikke fremgik af journalen eller
tvangsprotokollen, hvilket ernæringspræparat, der var ordineret.
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling med sondeernæring 2700 kcal pr. døgn med mulighed for stigning i hen-
hold til diætistplan, således at vægtøgning på 1 til 1�½ kg. pr. uge blev opnået. Maksi-
malt 4.200 kcal i døgnet indløb over 16 timer for at undgå opkast.
Patienten befandt sig i en psykotisk tilstand præget af anoreksia nervosa og var un-
derernæret med et BMI på 15,6 og 14 kg under sund vægt og havde i dagene op til
beslutningen om tvangsbehandling tabt vægt.
Ankenævnet fandt, at tvangsernæring var nødvendig, idet en undladelse heraf ville
medføre en alvorlig risiko for patientens liv og helbred.
Ankenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte overlægens skøn om, at en be-
tænkningstid på over 2 døgn var passende, henset til patientens tilstand.
Ankenævnet citerede § 4 i Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr.
1338 af 2. december 2010 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på
psykiatriske afdelinger, at der ved tvangsmedicinering skal anvendes afprøvede læge-
midler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Ifølge stk. 2, forstås
ved afprøvede lægemidler præparater, som er godkendt ved en markedsføringstilladel-
se efter lægemiddellovens § 7 og som markedsføres her i landet. Ifølge stk. 3, skal or-
dinationen følge de retningslinjer, der er fastsat i forbindelse med udstedelse af mar-
kedsføringstilladelsen.
Ankenævnet bemærkede i den forbindelse, at det ikke fremgik af journalen eller
tvangsprotokollen, hvilket ernæringspræparat, der var ordineret.
Ankenævnet fandt imidlertid, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendelse af
afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.
49
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse om tvangsernæ-
ring.
Særligt om ECT
Det fremgår af § 12, stk. 3, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, at tvangsbe-
handling med elektrostimulation kun må iværksættes, hvis patienten befinder sig i en
aktuel eller potentiel livstruende tilstand.
Særligt om ophævelse
Når en klage tilbagekaldes, er der ikke længere samtykke til at behandle for-
trolige oplysninger
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling.
Ankenævnet bemærkede, at det fremgik af afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientkla-
genævn, at patienten mundtligt havde klaget over beslutningen om tvangsbehandling.
På Patientklagenævnets møde pointerede patienten dog, at patienten ikke havde af-
krydset punktet om tvangsbehandling i sine klageskrivelser, hvorfor der ikke forelå en
klage fra patienten om tvangsbehandling. Patienten forlod herefter mødet.
Ankenævnet bemærkede videre, at Det Psykiatriske Patientklagenævn på trods heraf
valgte at behandle klagen. Patientklagenævnet lagde vægt på, at patienten viste mod-
stand mod behandling med antipsykotisk medicin, ligesom det fremgik af journalen, at
patienten over for overlægen ganske tydeligt havde givet udtryk for, at patienten øn-
skede at klage over overlægens beslutning om tvangsbehandling. Patientklagenævnet
lagde endvidere vægt på retssikkerhedsmæssige hensyn over for patienten.
Ankenævnet anførte, at Det Psykiatriske Patientklagenævn var en klageinstans og ikke
en tilsynsmyndighed, og kunne ikke tage forhold, som der ikke var klaget over, op af
egen drift. Det var alene patienten, eller den som patienten bemyndigede hertil, der
kunne råde over klagesagen, og herunder havde mulighed for at trække klagen tilba-
ge, forinden afgørelse var truffet.
Det var Ankenævnets vurdering, at Det Psykiatriske Patientklagenævn burde have af-
stået fra at behandle patientens klage over tvangsbehandling, idet patienten inden af-
gørelsen var truffet meddelte, at patienten ikke ønskede at klage.
Det var således Ankenævnets opfattelse, at hensynet til retssikkerheden ikke vejede
tungere end patientens ret til at tilbagekalde sin klage. Da patienten trak sin klage til-
bage, forelå der ikke længere et samtykke til at behandle fortrolige oplysninger om pa-
tienten i relation til beslutningen om tvangsbehandling. Ankenævnet havde endvidere
lagt vægt på, at der ikke forelå en forældelsesfrist ved indgivelse af klage til Det Psy-
kiatriske Patientklagenævn, hvorfor patienten ville have kunnet indgive en klage på et
senere tidspunkt, såfremt patienten fortrød sin tilbagekaldelse.
50
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af § 13 i bekendtgørelse nr. 1574 af 15. december
2010 om forretningsorden for Det Psykiatriske Ankenævn, at Ankenævnet kunne til-
træde, ændre, hjemvise eller ophæve Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Ankenævnet ophævede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse om tvangsbe-
handling, da der ikke forelå et samtykke fra patienten til at behandle klagen vedrøren-
de beslutning om tvangsbehandling af 22. august
Særligt om partshøring
Det fremgår af forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 2, at en sag ikke
kan udsættes med henblik på partshøring, hvis det vil medføre en overskridelse af en
lovbestemt frist for sagens afgørelse
Det fremgår af § 36, stk. 3, i psykiatriloven, at Det Psykiatriske Patientklagenævn skal
træffe afgørelse i klagesager om tvangsbehandling, der er tillagt opsættende virkning,
inden syv hverdage efter klagens modtagelse.
Partshøring – ikke væsentlig sagsbehandlingsfejl
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling.
Ved sagens behandling i Det Psykiatriske Patientklagenævn havde patientens patient-
rådgiver gjort opmærksom på, at patienten ikke ønskede at deltage i mødet, da han
ikke havde fået papirerne udleveret, og derfor ikke havde kunnet forberede sig.
Ankenævnet bemærkede:
”Ankenævnet har bemærket, at det fremgår af afgørelsen fra Det Psykiatriske Patient-
klagenævn, at nævnet ved indkaldelsen til mødet havde vedlagt kopi af alle papirer
vedrørende beslutningen om tvangsbehandling.
Ankenævnet har dog videre bemærket, at det fremgår af afgørelsen, at Det Psykiatri-
ske Patientklagenævn under sagens behandling blev gjort opmærksom på, at patien-
ten ikke havde fået udleveret sagsakterne forud for mødet. Han havde bedt sin pati-
entrådgiver fremføre, at han alene havde en behandlingsplan.
Det Psykiatriske Patientklagenævn traf herefter afgørelse i sagen.
Problemstillingen blev ikke nærmere belyst under mødet i Det Psykiatriske Patientkla-
genævn.
Ankenævnet har herefter lagt til grund, at Det Psykiatriske Patientklagenævn frem-
sendte sagsakterne til høring i forbindelse med indkaldelsen til mødet, men at patien-
ten ikke fik udleveret sagsakterne forud for mødet.
51
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Ankenævnet har videre lagt til grund, at Det Psykiatriske Patientklagenævn først blev
gjort opmærksom herpå under mødet, og at Nævnet alligevel traf afgørelse på det fo-
religgende grundlag.
Ankenævnet kan oplyse, at reglerne om partshøring fremgår af blandt andet forvalt-
ningslovens § 19.
Det fremgår af forvaltningslovens § 19, stk. 1, at en part skal gøres bekendt med de
oplysninger, som en myndighed er i besiddelse af, om en sags faktiske grundlag, hvis
oplysningerne er til ugunst for den pågældende og er af væsentlig betydning for sa-
gens afgørelse. Parten skal endvidere have mulighed for at komme med sine eventuel-
le bemærkninger.
Det er Ankenævnets opfattelse, at sagsakterne var af væsentlig betydning for sagens
afgørelse, ligesom de var til ugunst for patienten.
Ankenævnet kan videre oplyse, at det fremgår af side 565 i den kommenterede for-
valtningslov, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2013, 1. udgave, at en part bør have
rimelig tid til at sætte sig ind i sagens oplysninger samt at overveje indholdet af en
eventuel udtalelse. I den forbindelse tages der hensyn til, hvor indviklede og omfat-
tende de foreliggende oplysninger er, samt hvor alvorlig en afgørelse, der er tale om.
Af side 558 i den kommenterede forvaltningslov fremgår det, at en partshøring vil
kunne ske under et møde. I sådanne tilfælde skal myndigheden notere partens svar.
Parten kan altid vælge efterfølgende at afgive en skriftlig udtalelse, medmindre andet
følger af bestemmelserne i forvaltningslovens § 19, stk. 2.
Ankenævnet kan oplyse, at det fremgår af forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 2, at en
sag ikke kan udsættes med henblik på partshøring, hvis det vil medføre en overskri-
delse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse.
Ankenævnet kan hertil oplyse, at det fremgår af § 36, stk. 3, i psykiatriloven, at Det
Psykiatriske Patientklagenævn skal træffe afgørelse i klagesager om tvangsbehandling,
der er tillagt opsættende virkning, inden syv hverdage efter klagens modtagelse.
Ankenævnet har bemærket, at patienten klagede over beslutningen om tvangsbehand-
ling den 5. juli 2016, og at afgørelsen blev truffet den 14. juli 2016, hvilket er præcis
syv hverdage efter klagens modtagelse.
Da der var tale om en klage over beslutning om tvangsbehandling, som blev tillagt op-
sættende virkning, skulle der efter psykiatriloven træffes afgørelse i sagen inden syv
hverdage fra klagens modtagelse, hvorfor det er ankenævnets opfattelse, at sagen ik-
ke kunne udsættes med henblik på partshøring.
Ankenævnet fandt på den baggrund, at der ikke var begået væsentlige sagsbehand-
lingsfejl ved behandlingen af sagen i Det Psykiatriske Patientklagenævn, og fandt der-
for, at der kunne træffes afgørelse i sagen.
52
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Ad B 2: Patienten skal mindst en gang i motivationsforløbet være orienteret
om dosis, eventuelt dosisinterval samt formål, virkninger og eventuelle bi-
virkninger af det subsidiære præparat.
Det fremgår af § 4, stk. 1, i psykiatriloven, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort,
hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. I § 1, stk. 2, henvises
der til reglerne vedrørende informeret samtykke i sundhedslovens kapitel 5. Af sund-
hedslovens § 15, stk. 3, fremgår det, at der ved informeret samtykke forstås et sam-
tykke, der er givet på grundlag af fyldestgørende information fra sundhedspersonalets
side.
Hvis der informeres mere end en gang om det subsidiære præparat skal in-
formationen være enslydende
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning af 5. juli
2016 om tvangsbehandling med tablet Seroquel 50-200 mg afhængig af effekt og bi-
virkninger, subsidiært injektion Zyprexa 5 mg maksimalt 2 gange dagligt afhængig af
effekt og bivirkninger.
Ankenævnet udtalte, at det var Ankenævnets opfattelse, at en patient skulle informe-
res fyldestgørende om den behandling, der ønskedes påbegyndt, forinden beslutning
om tvangsbehandling blev truffet.
Det var videre Ankenævnets opfattelse, at informationen skulle indeholde oplysninger
om både det primære og det subsidiære præparat, idet der var en mulighed for, at
tvangsbehandlingen blev iværksat med det subsidiære præparat.
Ankenævnet havde bemærket, at patienten ikke blev informeret enslydende omkring
det subsidiære præparat i perioden fra den 2. til den 5. juli 2016.
Det fremgik således af journalen den 2. juli 2016, at patienten blev informeret om, at
patienten subsidiært ville blive behandlet med injektion Zyprexa 5 mg maksimalt 2
gange dagligt. Den 3. juli 2016 fremgik det af journalen, at patienten blev informeret
om, at det subsidiære præparat ville være injektion Serenase maksimalt to gange dag-
ligt. Endelig blev patienten den 4. og den 5. juli 2016 informeret om, at der var tale
om injektion Zyprexa 5 mg to gange dagligt som subsidiært præparat.
Ankenævnet fandt samlet set ikke, at patienten reelt havde mulighed for at overveje,
om patienten ønskede at modtage den behandling, der blev truffet beslutning om, idet
patienten ikke blev informeret enslydende om behandlingen i perioden 2. til den 5. juli
2016.
Ankenævnet fandt ikke, at der var tale om en akut situation, hvor udsættelse af be-
handlingen ville være til fare for patientens liv eller helbred.
Ankenævnet fandt derfor, at betingelserne for tvangsbehandling ikke var opfyldt.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
53
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen
Det fremgår af § 18a, stk. 2, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, at aflåsning af
en patientstue kan anvendes behandlingsmæssigt med henblik på at etablere nødven-
dige faste rammer i behandlingen af patienten eller for at skærme patienten mod for
mange stimuli. Aflåsning af patientstuer kan efter § 18a, stk. 3, endvidere anvendes i
det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter andre for nærlig-
gende fare for at lide skade på legeme eller helbred, forfølger eller på anden lignende
måde groft forulemper medpatienter eller øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.
Det fremgår af bemærkningerne til psykiatrilovens § 18a, at beslutning om at aflåse
patientstuer af behandlings- og sikkerhedsmæssige årsager kræver en konkret vurde-
ring og skal være begrundet i et individuelt behov. Afskærmningen kan blandt andet
virke som en grænsesættende foranstaltning over for patienter med svære psykoser,
hvor disse fremtræder meget grænsesøgende og uden forståelse for egne eller andres
grænser. For at hjælpe disse patienter til at forstå andres grænser og indgå i en mere
social dialog med omgivelserne, kan det være nødvendigt at begrænse den grænse-
overskridende adfærd ved at afskærme patienten på egen stue med låst dør.
Betingelserne for at aflåse patientens patientstue var opfyldt, idet aflåsningen
blev anvendt for at etablere nødvendige faste rammer i behandlingen.
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt beslutningen om aflåsning af pati-
entstue.
Døraflåsningen blev lempet til døraflåsning med skema, og efterfølgende blev dør-
aflåsningen ophævet.
Ankenævnet oplyste, at det ofte var mere trygt for en psykotisk patient at være i en
fast, regelmæssig og forudsigelig struktur. Døraflåsning kunne således være en meget
vigtig medvirkende faktor til mindskning af de psykotiske symptomer. Ankenævnet
kunne videre oplyse, at aflåsning af en patientstue efter skema betød, at døren til pa-
tientens stue kun ville være aflåst på helt bestemte og fastlagte tidspunkter, og der
var således tale om en mindre indgribende foranstaltning end døraflåsning uden ske-
ma.
Ankenævnet fandt, at betingelserne for at aflåse patientens patientstue i perioden var
opfyldt, idet aflåsningen blev anvendt for at etablere nødvendige faste rammer i be-
handlingen.
Ankenævnet havde herved lagt vægt på, at det fremgik af journalen, at patienten var
sindssyg, og at patienten igennem en årerække havde udvist omfattende psykotiske
symptomer trods intensiv behandling med antipsykotisk medicin. Patienten havde
vedvarende været intensivt overvåget på grund af risiko for personfarlig adfærd, og
patienten overfaldt i 2014 en medarbejder på en psykiatrisk afdeling, og der blev på
baggrund heraf udstedt et farlighedsdekret.
Ankenævnet havde videre lagt vægt på, at ved ankomsten til Sikringsafdelingen frem-
trådte patienten psykotisk, fåmælt og amimisk, og det var svært at vurdere patientens
54
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
sindstilstand. Der blev løbende foretaget vurderinger på Sikringsafdelingen, der beskrev
patienten som psykotisk, irritabel, præget af svære formelle tankeforstyrrelser, uforud-
sigelig, vanskelig at aflæse, ustabil affektregulering og med bizar adfærd i perioder.
Ankenævnet havde endvidere lagt vægt på, at der løbende i hele perioden blev taget
stilling til, om det var nødvendigt med aflåsning af patientens patientstue for at sikre de
nødvendige rammer i behandlingen.
Ankenævnet fandt endvidere, at beslutningen om aflåsning af patientens stue opfyldte
kravet om mindst indgribende foranstaltning.
Ankenævnet fandt endvidere, at beslutningen den 19. oktober 2016 om at lempe aflås-
ning af patientens stue med skema opfyldte kravet om mindst indgribende foranstalt-
ning.
Ankenævnet havde herved lagt vægt på, at det fremgik af journalen, at patienten hav-
de været stabil den seneste uge, og at det var planlagt, at patienten skulle starte i fæl-
lesskab 2 gange ugentligt 15 minutter pr. gang, men at det fortsat blev vurderet af
overlægen, at der var behov for døraflåsning for at sikre faste rammer i behandlingen
således, at patienten ikke ville udsætte andre for vold.
Det var Ankenævnets opfattelse, at det ikke i perioden var muligt at sikre de nødvendi-
ge faste rammer i behandlingen uden at anvende døraflåsning.
Ankenævnet var opmærksomt på, at det fremgik af tvangsprotokollen skema 5 for pe-
rioden, at døren ikke blev aflåst efter fast skema.
Ankenævnet havde imidlertid lagt til grund, at der var tale om en skrivefejl i tvangspro-
tokollen. Nævnet havde hertil lagt vægt på, at det fremgik af journalen, at patienten
havde fået lempet sin døraflåsning, således at der fremadrettet var tale om døraflås-
ning med skema.
Ankenævnet tiltrådte på den baggrund Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Anvendelse af fysisk magt
Det fremgår af § 17, stk. 1, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, at en person,
der er indlagt på psykiatrisk afdeling, kan fastholdes og om fornødent med magt føres
til et andet opholdssted på sygehuset, såfremt betingelserne i § 14, stk. 2 vedrørende
tvangsfiksering er opfyldt. Der er ved formuleringen af betingelserne i § 14, stk. 2,
forudsat, at krænkelser af mindre grov eller umiddelbar karakter ville kunne afværges
ved anvendelse af mindre indgribende midler end tvangsfiksering. Spørgsmålet om,
hvilket middel der skal anvendes i det enkelte tilfælde, skal afgøres under iagttagelse
af mindste middels princip, jf. lovens § 4.
Ifølge psykiatrilovens § 14, stk. 2, må tvangsfiksering kun anvendes i det omfang, det
er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter sig selv eller andre for nærlig-
gende fare for at lide skade på legeme eller helbred, eller forfølger eller på anden lig-
55
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
nende måde groft forulemper medpatienter eller øver hærværk af ikke ubetydelig om-
fang.
***
Det Psykiatriske Ankenævn har i en konkret sag tiltrådt Det Psykiatriske Patientklage-
nævns afgørelse i 11 tilfælde om anvendelse af fysisk magt og i 18 tilfælde tilsidesat
Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse om anvendelse af fysisk magt.
I den pågældende sag har Det Psykiatriske Ankenævn under punktet, ”Generelt vedrø-
rende anvendelse af fysisk magt” udtalt følgende:
”Ankenævnet kan oplyse, at en person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, kan
fastholdes og om fornødent med magt føres til et andet opholdssted på sygehuset, så-
fremt betingelserne i § 14, stk. 2, er opfyldt, jf. psykiatrilovens § 17, stk. 1, 1. pkt.
Fysisk magtanvendelse må herefter kun anvendes kortvarigt.
Ankenævnet kan videre oplyse, at en patient kan tvangsfikseres i længere tid end nog-
le få timer, når hensynet til patientens eller andres liv, førlighed eller sikkerhed tilsiger
dette, jf. psykiatrilovens § 14, stk. 3.
Ankenævnet finder herefter, at begrebet ”kortvarigt” i psykiatrilovens § 14, stk. 2, skal
fortolkes således, at fysisk magtanvendelse kan udstrækkes i op til nogle få timer, hvis
betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
Ankenævnet skal afslutningsvis oplyse, at anvendelse af fysisk magt skal tilføres
tvangsprotokollen særskilt, og er eksempelvis ikke indeholdt i en tvangsprotokol ved-
rørende tvangsernæring, når der ikke alene er tale om fastholdelse ved indgivelse af
tvangsernæring.”
Enkelte eksempler fra Ankenævnets afgørelse omtales i det følgende:
Eksempel 1:
Når der er tale om en umiddelbar fare,
er det nødvendigt at handle umiddel-
bart og fastholde en patient med magt
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde ikke godkendt beslutningen om anvendelse
af fysisk magt i form af fastholdelse under tvangsfiksering.
Ankenævnet vurderede, at der var tale om en selvstændig tvangsforanstaltning i form
af fastholdelse, og at der ikke var tale om en fastholdelse i forbindelse med indgivelse
af beroligende middel.
Ankenævnet fandt, at betingelserne for at fastholde patienten var opfyldt, idet der var
nærliggende fare for, at patienten selv ville lide skade på legeme eller helbred, idet pa-
tienten slog hovedet hårdt ind i sengen.
56
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Ankenævnet bemærkede, at der ikke forelå en tvangsprotokol vedrørende indgrebet,
men at det fremgik af journalen, at patienten blev fastholdt fra kl. 20.35 til kl. 20.45,
ligesom det fremgik, at der blev udfyldt tvangsprotokol.
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af § 7, nr. 3 i bekendtgørelse nr. 1342 af 2. de-
cember 2010 om tvangsprotokoller m.m., at der ved anvendelse af fysisk magt skulle
ske tilførsel i tvangsprotokollen af begrundelsen for indgrebet – herunder fra det impli-
cerede personale.
Ankenævnet fandt dog, at fastholdelsen opfyldte kravet om mindst indgribende foran-
staltning.
Nævnet lagde vægt på, at der var tale om umiddelbar fare, der gjorde det nødvendigt,
at handle umiddelbart og fastholde patienten med magt. Ankenævnet havde således
lagt til grund, at det ikke var muligt at tale patienten til ro forinden fastholdelsen.
Ankenævnet havde videre lagt vægt på, at magtudøvelsen ikke varede i længere tid
end nødvendigt, henset til den meget opkørte situation.
Ankenævnet ændrede på den baggrund Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse,
således at Ankenævnet godkendte beslutningen om fysisk magt.
Eksempel 2:
Der var tale om en umiddelbar fare,
der gjorde det nødvendigt at handle
umiddelbart og fastholde patienten med magt
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde ikke godkendt beslutningen om anvendelse
af fysisk magt i form af fastholdelse forud for indgivelse af beroligende middel.
Ankenævnet vurderede, at der var tale om en selvstændig tvangsforanstaltning i form
af fastholdelse, og at der ikke var tale om en fastholdelse i forbindelse med indgivelse
af beroligende middel.
Ankenævnet fandt, at betingelserne for at fastholde patienten var opfyldt, idet der var
nærliggende fare for, at patienten og andre ville lide skade på legeme eller helbred.
Ankenævnet havde herved lagt vægt på, at patienten var selvskadende, stærkt agite-
ret, skrigende samt motorisk urolig.
Patienten stak hånden i munden, slog sig selv i ansigtet og sparkede efter personalet.
Ankenævnet fandt videre, at fastholdelsen opfyldte kravet om mindst indgribende for-
anstaltning.
Ankenævnet lagde vægt på, at der var tale om en umiddelbar fare for at lide skade på
legeme eller helbred, der gjorde det nødvendigt, at handle umiddelbart og fastholde
patienten med magt.
57
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Ankenævnet lagde til grund, at det ikke var muligt at tale patienten til ro forinden
fastholdelsen.
Ankenævnet lagde videre vægt på, at magtudøvelsen ikke varede i længere tid end
nødvendigt, henset til den meget opkørte situation.
Ankenævnet bemærkede, at der ikke forelå en tvangsprotokol vedrørende indgrebet,
men at det fremgik af journalen, at patienten blev fastholdt forud for indgivelsen af
beroligende middel med magt.
Ankenævnet ændrede på den baggrund Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse,
således at Ankenævnet godkendte beslutningen om fysisk magt.
Eksempel 3:
Der var tale om en akut situation,
hvor det ikke var muligt at anvende mindre
indgribende midler
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde ikke godkendt beslutningen om anvendelse
af fysisk magt i form af fastholdelse i forbindelse med indgivelse af beroligende middel.
Ankenævnet vurderede, at der var tale om en selvstændig tvangsforanstaltning i form
af fastholdelse, og at der ikke var tale om en fastholdelse i forbindelse med indgivelse
af beroligende middel.
Ankenævnet fandt, at betingelserne for at fastholde patienten var opfyldt, idet der var
nærliggende fare for, at patienten selv ville lide skade på legeme eller helbred.
Nævnet lagde vægt på, at patienten var meget urolig og blev fastholdt af fire perso-
ner. Patienten var grædende og forsøgte at skade sig selv ved at kradse sig.
Ankenævnet fandt endvidere, at fastholdelsen opfyldte kravet om mindst indgribende
foranstaltning.
Ankenævnet lagde herved lagt vægt på, at der var tale om en akut situation, og at det
ikke var muligt at anvende mindre indgribende midler.
Ankenævnet lagde videre lagt vægt på, at det fremgik af journalen, at patienten under
fastholdelsen ikke var korrigerbar i sin selvskadende adfærd.
Ankenævnet lagde videre lagt vægt på, at magtudøvelsen ikke varede i længere tid
end nødvendigt, henset til den meget opkørte situation.
Ankenævnet bemærkede, at der ikke forelå en tvangsprotokol vedrørende indgrebet.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse, således at Anke-
nævnet godkendte beslutningen om fysisk magt.
58
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Eksempel 4 og eksempel 5:
I den pågældende sag havde Det Psykiatriske Patientklagenævn som indledning til af-
gørelsen udtalt sig om forskellige principielle problemstillinger, som sagen havde
frembragt, herunder havde det Psykiatriske Patientklagenævn udtalt følgende om,
spørgsmålet om en fastholdelse var selvstændig eller accessorisk til et tvangsindgreb:
”I flere situationer følger de enkelte tvangsindgreb tidsmæssigt umiddelbart efter hin-
anden. Eksempelvis afløses en fastholdelse af en beroligende medicinering, der går
over i en tvangsfiksering.
I andre situationer vikler de enkelte tvangsindgreb sig ind i hinanden.
Eksempelvis en fastholdelse i forbindelse med sondeernæring, hvor fastholdelsen fort-
sætter efter, at sondeernæringen er blevet givet.
I disse situationer må der sondres: Foreligger der en række selvstændige tvangsind-
greb, eller knytter det ene tvangsindgreb sig accessorisk til det næste tvangsindgreb?
Hvis der er tale om et selvstændigt tvangsindgreb, skal alle de i psykiatriloven fastsat-
te betingelser være opfyldt, herunder mindste middels-princippet.
Er der derimod tale om et accessorisk indgreb, undersøger nævnet alene, om der ved
det accessoriske tvangsindgreb blev anvendt unødig magt, og at der ikke blev anvendt
magt i længere tid end nødvendigt.
Det er uden videre klart, at man som patient har den største retssikkerhed, når ind-
grebene anses som selvstændige tvangsindgreb.
Nævnet har på denne baggrund lagt sig fast på, at hvert tvangsindgreb som udgangs-
punkt anses som et selvstændigt tvangsindgreb med deraf følgende retsgarantier.
Kun i tilfælde af at det første indgreb i situationen er en nødvendig forudsætning for
gennemførelsen af det andet indgreb, kan der blive tale om at anse det første indgreb,
som et accessorisk indgreb til det andet indgreb, som altså er hovedindgrebet.
Det bemærkes, at denne nødvendighed skal være forklaret i journalen. Hvis det ikke
er sket, er der som udgangspunkt tale om to selvstændige tvangsindgreb.
Det forhold, at to tvangsindgreb tidsmæssigt ligger i forlængelse af hinanden, er ikke i
sig selv afgørende.
Hvis det første indgreb foretages med henblik på det umiddelbart efterfølgende, er det
et stærkt argument for, at det første indgreb knytter sig accessorisk til det andet ind-
greb.
Hvis et hovedindgreb ikke kan godkendes af nævnet, kan det accessoriske tvangsind-
greb følgelig heller ikke godkendes.
To selvstændige tvangsindgreb vurderes naturligvis hver for sig, og nævnets retlige
reaktion i form af godkendelse eller ikke godkendelse er følgelig også individuel for
hver af tvangsindgrebene.
Den opstillede teori betyder, at et tvangsindgreb kan skifte fra at være accessorisk til
et selvstændigt tvangsindgreb.
Hvis eksempelvis en fastholdelse sker med henblik på indgivelse af sondeernæring,
men fastholdelsen opretholdes, efter at sondeernæringen er afsluttet, i så fald skifter
fastholdelsen fra at være accessorisk til sondeernæringen til at blive et selvstændigt
indgreb.”
59
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Eksempel 4:
Fastholdelse forud for tvangsfiksering var ikke et selvstændigt tvangsindgreb
men accessorisk til tvangsfikseringen
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde fundet, at anvendelse af fysisk magt i form
af fastholdelse forud for indgivelse af beroligende middel var et accessorisk indgreb til
den efterfølgende bæltefiksering.
Det fremgik af journalen, at der blev ringet alarm, idet patienten trods opfordring hav-
de forladt sin stue, var gået hen imod døre og havde rusket disse. Da kontaktpersonen
forsøgte at få patienten tilbage til stuen, blev patienten skrigende, stærkt motorisk
urolig og udadreagerende. Patienten blev herefter ført på stuen og fastholdt af fem
personalemedlemmer på sengen. Det fremgik videre, at fastholdelsen gik direkte over
i bæltefiksering.
Ankenævnet bemærkede, at der alene var udfærdiget en tvangsprotokol vedrørende
bæltefikseringen.
Ankenævnet bemærkede videre, at det fremgik af Det Psykiatriske Patientklagenævns
afgørelse, at det var Patientklagenævnets vurdering, at den fysiske magt, der blev an-
vendt, i form af at patienten blev ført til sin stue og efterfølgende fastholdt, var at an-
se som et accessorisk indgreb til den efterfølgende bæltefiksering.
Det var ligeledes Ankenævnets vurdering, at det at patienten blev ført til sin stue, var
et accessorisk indgreb til den efterfølgende bæltefiksering. Der var således ikke tale
om et selvstændigt indgreb.
Ankenævnet tiltrådte det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Eksempel 5:
Fastholdelse efter sondeernæring var et selvstændigt tvangsindgreb
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde afgjort, at anvendelse af fysisk magt i form
af fastholdelse efter indgivelse af sondeernæring var et selvstændig tvangsindgreb.
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ikke beslutningen om at fastholde pati-
enten.
Ankenævnet vurderede, at der var tale om en selvstændig tvangsforanstaltning i form
af fastholdelse, og at der ikke var tale om en fastholdelse i forbindelse med indgivelse
af sondeernæring.
Ankenævnet oplyste, at det ved formuleringen af betingelserne i § 14, stk. 2, var for-
udsat, at krænkelser af mindre grov eller umiddelbar karakter ville kunne afværges
ved anvendelse af mindre indgribende midler end tvangsfiksering. Spørgsmålet om,
hvilket middel der skulle anvendes i det enkelte tilfælde, skulle afgøres under iagtta-
gelse af mindste-middels-princip, jf. lovens § 4.
60
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Ankenævnet oplyste videre, at fysisk magtanvendelse efter lov om anvendelse af
tvang i psykiatrien § 17, stk. 1, jf. § 14, stk. 2, kun måtte anvendes i det omfang, det
var nødvendigt for at afværge, at en patient udsatte sig selv eller andre for nærliggen-
de fare for at lide skade på legeme eller helbred, forfulgte eller på anden lignende må-
de groft forulempede medpatienter eller udøvede hærværk af ikke ubetydeligt omfang.
Det fremgik af journalen, at patienten fik indgivet sondeernæring, i hvilken forbindelse
patienten blev fastholdt af fem personer fra personalet. Efterfølgende var patienten
fortsat ked af det og vred over at have fået sondeernæring, men lå forholdsvis roligt,
mens patienten fortsat blev fastholdt af fem personer.
Ankenævnet bemærkede, at der ikke af journalen fremgik overvejelser omkring nød-
vendigheden af at fastholde patienten, ligesom der ikke var udfærdiget en tvangspro-
tokol vedrørende episoden.
Det var på den baggrund Ankenævnets opfattelse, at personalet forinden fastholdelsen
burde have forsøgt med mindre indgribende foranstaltninger, i det omfang det var mu-
ligt, og såfremt det ikke var tilstrækkeligt, burde personalet have taget stilling til, om
psykiatrilovens bestemmelser vedrørende fysisk magtanvendelse på daværende tids-
punkt var opfyldt.
Ankenævnet fandt herefter, at fastholdelsen af patienten var i strid med psykiatrilo-
ven.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Der var ikke tale om et tvangsindgreb efter psykiatriloven, da patienten først
slog og sparkede,
efter at personalet havde taget fat i patienten - Ankenæv-
net ophævede derfor Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse om fysisk
magt
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt beslutningen om anvendelse af fy-
sisk magt.
Ankenævnet bemærkede, at det fremgik af tvangsprotokollen, at der blev anvendt fy-
sisk magt over for patienten på grund af farlighed.
Ankenævnet havde hertil bemærket, at det fremgik af journalen den 22. december
2016, at der opstod en situation, hvor patienten mistolkede plejepersonalets intentio-
ner og ville blande sig for at hjælpe en urolig medpatient. Patienten måtte derfor led-
sages tilbage til sin stue under fastholdelse. Det var noteret i parentes, at patienten
slog ud efter personalet.
Ifølge sygeplejejournalen havde patienten været negativt påvirket af uroen omkring en
medpatient og havde fremtrådt udskældende og indblandende i personalets pleje i for-
bindelse med denne patient. Da patienten ikke ønskede at forlade medpatientens stue,
blev det nødvendigt med magt at føre patienten til dennes egen stue, hvilket resulte-
rede i slag og spark mod personalet.
61
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Ankenævnet lagde herefter til grund, at patienten først i forbindelse med fastholdelsen
slog og sparkede efter personalet.
Ankenævnet fandt derfor ikke, at det var dokumenteret i journalen, hvorfor det var
nødvendigt at anvende fysisk magt over for patienten for at afværge, at denne udsatte
sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred. Li-
geledes fandt Ankenævnet ikke, at det var dokumenteret, at det var nødvendigt for at
afværge, at patienten forfulgte eller på anden lignende måde groft forulempede en
medpatient.
Ankenævnet fandt derfor ikke, at fastholdelsen af patienten for at føre patienten tilba-
ge på dennes egen stue var et tvangsindgreb efter psykiatriloven.
Det fremgår af § 13 i bekendtgørelse nr. 1574 af 15. december 2010 om forretnings-
orden for Det Psykiatriske Ankenævn, at Ankenævnet kan tiltræde, ændre, hjemvise
eller ophæve Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Ankenævnet ophævede på den baggrund Det Psykiatriske Patientklagenævns
afgørelse, idet Ankenævnet ikke fandt, at der var tale om et tvangsindgreb efter psy-
kiatriloven.
Ankenævnet bemærkede, at det fremgik af kommentarerne til psykiatriloven, at lo-
vens udtrykkelige opregning af hovedformerne for tvangsindgreb ikke antoges princi-
pielt at udelukke, at der efter omstændighederne kunne anvendes andre former for
indgreb og restriktioner, der var mindre vidtgående end de i loven udtrykkeligt opreg-
nede.
Det fremgik videre, at Justitsministeriet havde udtalt sig om spørgsmålet om visse
mindre vidtgående indgreb, der ikke var hjemlet umiddelbart i psykiatriloven, og i den
forbindelse udtalt, at de retlige grænser for sådanne foranstaltninger uden for straffe-
retsplejen må fastlægges ud fra anstaltsmæssige synspunkter om, hvad hensynet til
opretholdelse af ro, orden og sikkerhed tilsagde. Som centrale krav kunne generelt op-
stilles, at indgrebene skulle være sagligt begrundede, ligesom det måtte kræves, at de
blev foretaget under proportionalitetsprincippet.
Ved beslutning om tvangsbehandling var der truffet beslutning om tilladt
magtanvendelse i form af fastholdelse
– der var derfor tale om et accessorisk
indgreb til tvangsbehandlingen, og ikke et selvstændigt tvangsindgreb – An-
kenævnet ophævede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt beslutningen om anvendelse af fy-
sisk magt i forbindelse med tvangsbehandling.
Ankenævnet bemærkede, at der blev udfyldt en tvangsprotokol i forbindelse med den
magtanvendelse, der blev anvendt overfor patienten i forbindelse med, at patienten
skulle have sin medicin i henhold til en beslutning om tvangsbehandling, som tidligere
var blevet godkendt af Det Psykiatriske Patientklagenævn.
62
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af psykiatrilovens § 12, stk. 4, at overlægen kun-
ne træffe bestemmelse om, i hvilket omfang der om fornødent kunne anvendes magt
til gennemførelse af en tvangsbehandling.
Ankenævnet bemærkede, at det fremgik af beslutningen om tvangsbehandling af pati-
enten, at der samtidig blev truffet beslutning om tilladt magtanvendelse i form af fast-
holden.
Det var på den baggrund Ankenævnets opfattelse, at den magtanvendelse, der blev
anvendt i forbindelse med tvangsbehandlingen af patienten, hvor patienten måtte ind-
gives det subsidiære injektionspræparat med tvang, skulle betragtes som et accesso-
risk indgreb til selve tvangsbehandlingen.
Ankenævnet var opmærksom på, at Det Psykiatriske Patientklagenævn i sin afgørelse
valgte at anse fastholdelsen som et selvstændigt indgreb, idet Psykiatrien havde valgt
at udfylde en selvstændig tvangsprotokol for indgrebet, og idet det gav patienten den
bedst mulige retssikkerhed at behandle indgrebet som et selvstændigt indgreb.
Det forhold, at der var udfyldt en særskilt tvangsprotokol for fysisk magtanvendelse
medførte imidlertid efter Ankenævnets opfattelse ikke i sig selv, at beslutningen skulle
behandles som en beslutning om anvendelse af fysisk magt i henhold til psykiatrilo-
vens § 17.
Ankenævnet havde ved sin afgørelse lagt vægt på, at det fremgik af oplysningerne i
journalen, at fastholdelsen var en nødvendig forudsætning for at kunne gennemføre
tvangsbehandlingen af patienten. Indgrebet var således omfattet af det allerede god-
kendte tvangsindgreb i form af tvangsbehandling.
Det fremgik af § 13 i bekendtgørelse nr. 1574 af 15. december 2010 om forretnings-
orden for Det Psykiatriske Ankenævn, at Ankenævnet kunne tiltræde, ændre, hjemvise
eller ophæve Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Ankenævnet ophævede på den baggrund Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørel-
se, idet Ankenævnet ikke fandt, at der var tale om et selvstændigt tvangsindgreb, men
et accessorisk indgreb til et allerede godkendt tvangsindgreb.
Indgivelse af beroligende middel med magt
I følge psykiatrilovens § 17, stk. 2, kan lægen bestemme, at en patient om fornødent
med magt skal have et beroligende middel, såfremt det er af afgørende betydning for
bedring af patientens meget urolige tilstand.
Mindstemiddelsprincippet i psykiatrilovens § 4 fastslår, at tvang ikke må benyttes, før
der er gjort, hvad der er muligt for at opnå patientens frivillige medvirken. Brug af
tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som man vil opnå med den. Er mindre indgri-
bende foranstaltninger tilstrækkelige, skal de anvendes.
Hvis der skal gives beroligende medicin med magt, skal det ske med afprøvede læge-
midler i sædvanlig dosering, ligesom det er tilfældet for tvangsbehandling i henhold til
psykiatrilovens § 12.
63
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Oversigten over de krav, der stilles til indgivelse af beroligende medicin med magt, er
følgende:
1. Betingelserne for indgivelse af beroligende medicin med magt skal være opfyldt:
- Det skal være nødvendigt, at bringe en meget urolig patients tilstand til ro med
henblik på bedring af dennes tilstand.
2. Forsøg på mindre indgribende foranstaltninger (mindste middels princippet)
- Begrænse, korrigere patientens adfærd
- Forsøge at tale patienten til ro
- Tilbyde patienten beroligende medicin til frivillig indtagelse
3. Afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering.
4. Der skal være identitet mellem tilbudt præparat og dosis og indgivet præparat og
dosis.
Ad 2: Mindste-middels-princippet
En patient skal efter mindste-middels-princippet tilbydes at tage sin medicin frivilligt,
før det besluttes at give beroligende medicin med magt. Det skal journalføres, at be-
handlingen er tilbudt til frivillig indtagelse, ligesom det skal journalføres, at personalet
forgæves har forsøgt at skærme patienten og at tale patienten til ro. Det skal sikre, at
mindre indgribende foranstaltninger uden held har været forsøgt anvendt, før der gi-
ves beroligende medicin med magt.
Nedenstående eksempler viser, at mindste-middels-princippet var opfyldt ef-
ter en konkret vurdering
Eksempel 1:
Patienten kunne ikke tales til ro ved samtale, og det var ikke muligt at skær-
me patienten
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt beslutningen om indgivelse af et
beroligende middel med magt.
Ankenævnet fandt, at indgivelse af et beroligende middel med magt var opfyldt, idet
det var nødvendigt at bringe patienten til ro med henblik på bedring af tilstanden.
Ankenævnet fandt endvidere, at indgivelse af beroligende middel med magt opfyldte
kravet om mindst indgribende foranstaltning.
64
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Nævnet lagde vægt på, at det fremgik af journalen, at patienten var tilbudt beroligen-
de medicin til frivillig indtagelse i form af p.n. medicin, forinden indgivelse af injektion
Olanzapin (Zyprexa) 10 mg i.m. Det fremgik af lægeerklæring fra Det Psykiatriske
Center, at det præparat, som patienten blev tilbudt til frivillig indtagelse var tablet
Olanzapin 20 mg.
Nævnet bemærkede, at det ikke fremgik af journalen, at personalet forinden havde
forsøgt at begrænse og korrigere patientens aktiviteter. Nævnet lagde dog vægt på, at
det fremgik af en lægeerklæring fra Det Psykiatriske Center, at patienten ikke kunne
tales til ro ved samtale, og at skærmning ikke var mulig.
Ankenævnet præciserede, at det burde fremgå af journalen, at patienten blev forsøgt
begrænset og korrigeret i forbindelse med indgivelsen af beroligende middel med
magt. Det var Ankenævnets opfattelse, at Olanzapin (Zyprexa) 10 mg i injektionsform
svarede til Olanzapin 20 mg i tabletform, hvorfor den tilbudte dosis svarede til den
indgivne.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Eksempel 2:
Patienten var fastholdt af flere betjente
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt beslutningen om at indgive et be-
roligende middel med magt.
Ankenævnet fandt, at betingelserne for at indgive beroligende middel med magt var
opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe patienten til ro med henblik på bedring af til-
standen.
Ankenævnet bemærkede, at det ikke fremgik tydeligt af journalen, at personalet forin-
den havde forsøgt at begrænse og korrigere patientens aktiviteter samt havde forsøgt
at tale patienten til ro og tilbyde patienten beroligende medicin til frivillig indtagelse
inden personalet havde indgivet tablet Olanzapin 20 mg.
Ankenævnet lagde dog vægt på, at det fremgik af journalen, at patienten var fastholdt
af flere betjente, og at patienten havde takket ja til beroligende medicin.
Ankenævnet lagde på baggrund af journalen til grund, at patienten ikke kunne
begrænses og korrigeres yderligere, da patienten var fastholdt af flere betjente, og at
patienten blev forsøgt talt til ro og tilbudt medicin til frivillig indtagelse, idet det frem-
gik af journalen, at patienten takkede ja til medicin.
Ankenævnet fandt herefter, at indgivelse af beroligende middel med magt opfyldte
kravet om mindst indgribende foranstaltning.
Ankenævnet præciserede dog, at det burde fremgå tydeligt af journalen, hvilke mindre
indgribende foranstaltninger, der var forsøgt, inden personalet gav beroligende middel
med magt.
65
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Eksempel 3:
Det var ikke muligt at begrænse og korrigere patientens aktiviteter
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt beslutningen om indgivelse af et
beroligende middel med magt.
Ankenævnet fandt, at betingelserne for at indgive beroligende middel med magt var
opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe patienten til ro med henblik på bedring af til-
standen.
Ankenævnet fandt endvidere, at indgivelse af beroligende middel med magt opfyldte
kravet om mindst indgribende foranstaltning.
Nævnet lagde vægt på, at patienten blev vred, når personalet konfronterede patienten
med dennes adfærd, hvorfor det var nævnets opfattelse, at det ikke var muligt at be-
grænse og korrigere patientens aktiviteter.
Nævnet lagde videre vægt på, at personalet havde forsøgt at tale patienten til ro og
tilbyde patienten beroligende medicin til frivillig indtagelse i form af tablet Olanzapin
10 mg eller injektion Zyprexa 5 mg. Patienten valgte at indtage tablet Olanzapin under
tvang.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Eksempel 4:
Det skal fremgå af journalen, at en patient er forsøgt talt til ro.
Det gjorde det
imidlertid ikke, men alligevel var vurderingen, at det konkret ikke var muligt
at tale patienten til ro
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt beslutningen om indgivelse af et
beroligende middel med magt.
Ankenævnet fandt, at betingelserne for at indgive beroligende middel med magt var
opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe patienten til ro med henblik på bedring af til-
standen.
Ankenævnet fandt endvidere, at indgivelse af beroligende middel med magt opfyldte
kravet om mindst indgribende foranstaltning.
Det fremgik af journalen, at patienten var bæltefikseret. Ankenævnet lagde således
vægt på, at det ikke var muligt at begrænse eller korrigere patientens aktiviteter yder-
ligere.
66
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Det fremgik ligeledes, at patienten fik tilbudt beroligende medicin til frivillig indtagelse
i form af smelttablet Zyprexa 20 mg, som patienten til sidst indvilligede i at tage med
tvang.
Ankenævnet bemærkede, at det ikke fremgik af journalen kl. 19.20, at patienten blev
forsøgt talt til ro forud for indgivelsen af beroligende middel med magt.
Ankenævnet bemærkede hertil, at overlægen under mødet i Det Psykiatriske Patient-
klagenævn oplyste, at patienten var forsøgt talt til ro forinden indgivelsen af beroli-
gende middel med magt.
Det fremgik imidlertid ikke af journalen, hvorfor Ankenævnet ikke kunne lægge til
grund, at patienten blev forsøgt talt til ro.
Endelig bemærkede Ankenævnet, at det fremgik af journalen, at patienten hele dagen
havde revet voldsomt i sengen, så den hoppede hen over gulvet, ligesom patienten
havde været urolig og at patienten flere gange i løbet af dagen var forsøgt talt til ro
uden effekt, ligesom patienten kl. 19.20 gentagne gange hamrede badeværelsesdøren
op i sengerammen og var beskrevet meget højtråbende, og personalet var bange for,
at patienten ville vælte i sengen.
Det var på den baggrund Ankenævnets opfattelse, at det ikke var muligt at forsøge at
tale patienten yderligere til ro i den konkrete situation.
Ankenævnet fandt således, at indgivelsen af beroligende middel med magt opfyldte
kravet om mindst indgribende foranstaltning.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Eksempel 5:
Der var tale om en eskalerende situation ved, at patienten slog en fra perso-
nalet
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt beslutningen om indgivelse af et
beroligende middel med magt.
Ankenævnet fandt, at betingelserne for at indgive beroligende middel med magt var
opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe patienten til ro med henblik på bedring af til-
standen.
Ankenævnet fandt endvidere, at indgivelse af beroligende middel med magt opfyldte
kravet om mindst indgribende foranstaltning.
Det fremgik af journalen, at det blev forsøgt at begrænse og korrigere patientens akti-
viteter ved skærmning til stuen, samt at man forsøgte at tale patienten til ro.
Ankenævnet havde bemærket, at patienten i løbet af den urolige situation blev tilbudt
forskellige former for beroligende medicin i form af Abilify, Zyprexa og Cisordinol.
67
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Ankenævnet havde videre bemærket, at man igen gik ind på stuen for at forsøge at
tilbyde patienten tablet Zyprexa 10 mg til frivillig indtagelse, men at situationen eska-
lerede, idet patienten slog en fra personalet, hvorfor det blev nødvendigt at indgive in-
jektion Zyprexa 10 mg.
Ankenævnet fandt derfor, at det var i overensstemmelse med mindste-middels-
princippet at indgive beroligende middel med magt, uden forinden igen at forsøge at
tilbyde medicin til frivillig indtagelse i samme dosis, som den der blev indgivet.
Ankenævnet tiltrådte på den baggrund Det Psykiatriske Patientklagenævn.
Eksempel 6:
Der var ikke tale om en eskalerende situation ved, at patienten truede med at
forsøge at brænde sig med en cigaret
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt beslutningen om indgivelse af et
beroligende middel med magt i form af tablet Olanzapin 20 mg, der var en højere do-
sis end tilbudt. Godkendelsen var begrundet i en eskalerende situation.
Ankenævnet fandt, at betingelserne for at indgive beroligende middel med magt var
opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe patienten til ro med henblik på bedring af til-
standen.
Ankenævnet fandt endvidere, at indgivelse af beroligende middel med magt opfyldte
kravet om mindst indgribende foranstaltning.
Patienten var blevet tilbudt beroligende medicin til frivillig indtagelse i form af p.n.
medicin tablet Olanzapin 5 mg, og patienten var forsøgt talt til ro og korrigeret.
Ankenævnet bemærkede, at det fremgik af patientens behandlingsplan, at patientens
p.n. medicin var tablet Olanzapin 5 mg. Det blev ligeledes bekræftet under mødet i
Det Psykiatriske Patientklagenævn, at det var denne medicin hun blev tilbudt til frivillig
indtagelse.
Ankenævnet bemærkede dertil, at patienten fik indgivet tablet Olanzapin 20 mg med
magt, hvilket var en højere dosis, end den patienten fik tilbudt til frivillig indtagelse.
Ankenævnet oplyste, at det præparat og den dosis, der blev tilbudt til frivillig indtagel-
se, som udgangspunkt skulle stemme overens med det præparat og den dosis, der
blev indgivet med magt, med mindre der var tale om en eskaleret situation. Det skyld-
tes, at den mindre dosis i første omgang blev vurderet tilstrækkelig.
Ankenævnet bemærkede, at patienten efter at have fået tilbudt beroligende medicin
gik til rygetårnet, hvor patienten truede med at brænde sig med en cigaret.
68
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0069.png
Ankenævnet fandt ikke, at det var tilstrækkeligt godtgjort i journalen, at situationen
eskalerede, således at det var nødvendigt med indgivelse af en højere dosis end først
vurderet.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Ad 3: Afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering
Det fremgår af § 4, i Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 1338 af 2.
december 2010 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske
afdelinger, at der ved tvangsmedicinering skal anvendes afprøvede lægemidler i sæd-
vanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Ifølge stk. 2 forstås ved afprøvede
lægemidler præparater, som er godkendt ved en markedsføringstilladelse efter læge-
middellovens § 7 og som markedsføres her i landet. Ifølge stk. 3 skal ordinationen føl-
ge de retningslinjer, der er fastsat i forbindelse med udstedelse af markedsføringstilla-
delsen.
Anbefalinger af dosis for de enkelte præparater fremgår af medicinfortegnelsen på
www.pro.medicin.dk.
Konkret afgørelse – godkendt højere dosis Diazepam end sædvanlig dosis på
grund af patientens opkørte tilstand, hvor patienten var til akut fare for per-
sonalet, og da patienten var kendt med misbrug af multiple stoffer.
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde ikke godkendt beslutningen om indgivelse af
et beroligende middel med magt i form af tablet Diazepam 5 mg x 2.
Ankenævnet fandt, at betingelserne for at indgive beroligende middel med magt var
opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe patienten til ro med henblik på bedring af til-
standen.
Ankenævnet fandt endvidere, at indgivelse af beroligende middel med magt opfyldte
kravet om mindst indgribende foranstaltning.
Ankenævnet lagde vægt på, at det ikke var muligt at begrænse og korrigere patien-
tens aktiviteter yderligere, idet patienten var bæltefikseret.
Ankenævnet lagde videre vægt på, at det ikke var muligt at forsøge at tale patienten
til ro på grund af patientens svært opkørte tilstand, hvor der var akut fare for persona-
let.
Endelig lagde Ankenævnet vægt på, at man forinden indgivelsen havde tilbudt patien-
ten tablet Diazepam 5 mg x 2, som patienten indtog under tvang.
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af medicinoversigten på pro.medicin.dk, at ved
behandling af angst- og urotilstande med tablet Diazepam anvendtes 2-5 mg 1-3 gan-
ge dagligt.
69
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Det var imidlertid ankenævnets opfattelse, at det ikke var tilstrækkeligt at indgive en
dosis, som var inden for sædvanlig dosis ved angst- og urotilstande, henset til patien-
tens tilstand.
Ankenævnet bemærkede dertil, at det fremgik af journalen, at patienten var kendt
med misbrug af multiple stoffer, ligesom patienten op til den aktuelle indlæggelse
havde haft misbrug af centralstimulerende stoffer.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Den maksimale forsvarlige døgndosis må ikke overstiges – impliceret perso-
nale skal kunne identificeres i tvangsprotokollen
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt beslutningen om indgivelse af et
beroligende middel med magt i form af injektion Zyprexa (Olanzapin) 10 mg i.m.
Ankenævnet fandt, at betingelserne for at indgive beroligende middel med magt var
opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe patienten til ro med henblik på bedring af til-
standen.
Ankenævnet fandt endvidere, at indgivelse af beroligende middel med magt opfyldte
kravet om mindst indgribende foranstaltning.
Ankenævnet var opmærksom på, at patienten tidligere havde modtaget injektion
Zyprexa 10 mg i.m. og smeltetablet Olanzapin (Zyprexa) 10 mg inden for samme
døgn.
Ankenævnet oplyste hertil, at det fremgik af medicinoversigten på pro.medicin.dk, at
hvis Olanzapin (Zyprexa) både blev givet parenteralt og oralt inden for samme døgn,
taltes den parenterale dosis dobbelt i udregning af den samlede døgndosis.
Ankenævnet fandt herefter ikke, at indgivelsen af beroligende middel med magt op-
fyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med
færrest mulige bivirkninger.
Ankenævnet lagde vægt på, at patienten inden for et døgn modtog en samlet akkumu-
leret dosis på 50 mg Olanzapin (Zyprexa), hvilket oversteg den maksimale forsvarlige
døgndosis, der var angivet på pro.medicin.dk.
Ankenævnet bemærkede, at det af tvangsprotokollen ikke var muligt at identificere det
implicerede personale i forbindelse med indgivelsen af beroligende middel med magt,
idet der ikke var angivet noget i tvangsprotokollen.
Ankenævnet præciserede, at det burde fremgå af tvangsprotokollen, hvem det impli-
cerede personale var i forbindelse med indgivelsen af beroligende middel med magt.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
70
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
I 2017 tiltrådte Ankenævnet i en konkret sag Det Psykiatriske Patientklage-
nævns afgørelser vedrørende 102 tilfælde af indgivelse af beroligende medi-
cin med magt i form af Zyprexa til en person under 18 år. Det Psykiatriske Pa-
tientklagenævn havde underkendt samtlige lægelige beslutninger
I alle tilfældene fandt Ankenævnet, at betingelserne for at indgive beroligende middel
med magt var opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe patienten til ro, og at indgi-
velse af beroligende middel med magt opfyldte kravet om mindst indgribende foran-
staltning. Det Psykiatriske Patientklagenævn havde underkendt samtlige læge beslut-
ninger.
Ankenævnet fandt imidlertid, at indgivelsen af beroligende middel med magt ikke op-
fyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med
færrest mulige bivirkninger.
Ankenævnet bemærkede generelt, at patienten i 102 tilfælde havde fået indgivet
Zyprexa som beroligende middel med magt.
Det var Ankenævnets opfattelse, at Zyprexa i injektionsform svarede til halv dosis af
Zyprexa i tabletform.
Ankenævnet lagde vægt på, at det fremgik af pro.medicin.dk, at Zyprexa ikke burde
anvendes til unge under 18 år på grund af manglende erfaring, og der var desuden høj
risiko for metaboliske bivirkninger.
Lægemiddelstyrelsen havde til brug for sagen oplyst, at årsagen hertil var, at der ikke
var udført en kontrolleret undersøgelse, dengang præparatet blev godkendt. Og da der
således ikke forelå dokumentation for behandling af personer under 18 år, gav det an-
ledning til bemærkningen: ”bør ikke anvendes hos børn og unge.”
Det var herefter Ankenævnets opfattelse, at Zyprexa ikke måtte anvendes til børn og
unge under 18 år i forbindelse med tvangsbehandling og indgivelse af beroligende
middel med magt, idet der i disse tilfælde skulle anvendes afprøvede lægemidler.
Ankenævnet fandt derfor, at indgivelsen af beroligende middel med magt ikke opfyldte
kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler med færrest mulige bivirkninger, idet
der ikke forelå dokumentation for sikkerhed og virkning af præparatet Zyprexa.
Eksempel:
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde ikke godkendt beslutningen om indgivelse af
beroligende medicin med injektion Zyprexa 5 mg i.m. Afgørelsen blev truffet af et
enigt nævn.
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde vurderet, at betingelserne i psykiatrilovens §
17, stk. 2, for at give et beroligende middel var opfyldt, og at indgivelsen af beroligen-
de medicin opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Det Psykiatriske Pa-
tientklagenævn havde imidlertid vurderet, at den medicin, patienten blev behandlet
71
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
med, ikke var et afprøvet lægemiddel i sædvanlig dosering og med færrest mulige bi-
virkninger.
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde lagt vægt på, at det fremgik af medicinfor-
tegnelsen, www.pro.medicin.dk, at Zyprexa ikke burde anvendes til børn og unge un-
der 18 år på grund af manglende erfaring.
Da patienten på tidspunktet for indgivelsen af det beroligende middel var 15 år gam-
mel, fandt nævnet ikke, at præparatet Zyprexa burde have været anvendt, idet der ik-
ke forelå dokumentation for sikkerhed og virkning for børn og unge under 18 år.
Nævnet godkendte på den baggrund ikke indgivelsen af det beroligende middel.
Ankenævnet fandt, at betingelserne for at indgive beroligende middel med magt var
opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe patienten til ro med henblik på bedring af til-
standen.
Ankenævnet fandt endvidere, at indgivelse af beroligende middel med magt opfyldte
kravet om mindst indgribende foranstaltning.
Ankenævnet fandt imidlertid ikke, at indgivelsen af beroligende middel med magt op-
fyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler.
Ankenævnet lagde vægt på, at Zyprexa ikke burde anvendes til børn og unge under 18
år på grund af manglende erfaring hermed.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Ad 4: Der skal være identitet mellem tilbudt præparat og dosis og indgivet
præparat og dosis.
Der var ikke identitet, da patienten fik tilbudt Oxapax, der er et anxiolytikum
af benzodiazepingruppen, men fik indgivet Abilify, der er et antipsykotisk
præparat med sedativ effekt
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt beslutningen om indgivelse af et
beroligende middel med magt.
Ankenævnet fandt, at betingelserne for at indgive beroligende middel med magt var
opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe patienten til ro med henblik på bedring af til-
standen.
Ankenævnet fandt endvidere, at indgivelse af beroligende middel med magt opfyldte
kravet om mindst indgribende foranstaltning.
Patienten afviste beroligende medicin til frivillig indtagelse i form af p.n. tablet Oxapax
2 x 15 mg, forinden indgivelsen af injektion Abilify 9,75 mg. Ankenævnet oplyste, at
Oxapax var et anxiolytikum af benzodiazepingruppen, hvorimod Abilify var et antipsy-
kotisk præparat med sedativ effekt.
72
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Ankenævnet fandt, at det tilbudte præparat ikke svarede til det indgivne.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Særligt vedrørende dosis ved anvendelse af injektion Stesolid, når der er til-
budt tablet Stesolid - neden for er nævnt tre eksempler for Ankenævnets
praksis
Eksempel 1:
På baggrund af en konkret vurdering fandt Ankenævnet ikke at tilbudt tablet
Diazepam (Stesolid) 10 mg svarede til indgiven injektion Diazepam (Stesolid)
10 mg
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt beslutningen om indgivelse af et
beroligende middel med magt.
Ankenævnet fandt, at betingelserne for at indgive beroligende middel med magt var
opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe patienten til ro med henblik på bedring af til-
standen.
Ankenævnet fandt endvidere, at indgivelse af beroligende middel med magt opfyldte
kravet om mindst indgribende foranstaltning.
Patienten var tilbudt beroligende medicin i form af tablet Diazepam 10 mg til frivillig
indtagelse, forinden indgivelsen af injektion Diazepam 10 mg.
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af medicinoversigten på pro.medicin.dk, at Steso-
lid (Diazepam) blandt andet anvendtes ved angst- og urotilstande og anvendtes i tab-
let- eller injektionsform.
Ankenævnet bemærkede, at der, for så vidt angik injektionsbehandling, ikke var angi-
vet sædvanlig dosis for behandling af urotilstande, hvorfor Ankenævnet foretog en
konkret vurdering af den anvendte dosis.
Ankenævnet fandt endvidere, at indgivelsen af beroligende middel med magt opfyldte
kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler med færrest mulige bivirkninger. An-
kenævnet havde herved lagt vægt på, at Diazepam var et almindeligt anvendt og vel-
afprøvet lægemiddel.
Det var imidlertid Ankenævnets opfattelse, at den tilbudte dosis i tabletform ikke sva-
rede til den indgivne, som væsentligt oversteg den tilbudte.
Det var på den baggrund Ankenævnets vurdering, at mindste-middel-princippet ikke
var opfyldt for så vidt angik valg af dosis.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
73
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Eksempel 2:
Ankenævnet fandt ikke at tilbudt tablet Stesolid 10 mg svarede til indgiven
injektion Stesolid 10 mg
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde ikke godkendt beslutningen om indgivelse af
et beroligende middel med magt.
Ankenævnet fandt, at betingelserne for at indgive beroligende middel med magt var
opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe patienten til ro med henblik på bedring af til-
standen.
Patienten var blevet tilbudt beroligende medicin til frivillig indtagelse i form af tablet
Stesolid 10 mg, hvorefter patienten fik indgivet injektion Stesolid 10 mg.
Ankenævnet oplyste, at tablet Stesolid 10 mg dosismæssigt svarede til Stesolid 5 mg i
injektionsform.
Ankenævnet oplyste, at der som udgangspunkt skulle indgives samme dosis, som der
blev tilbudt til frivillig indtagelse, med mindre situationen i mellemtiden eskalerede.
Ankenævnet fandt det ikke dokumenteret i journalen, at situationen eskalerede, efter
at patienten blev tilbudt beroligende medicin til frivillig indtagelse.
Ankenævnet fandt herefter, at indgivelse af beroligende middel med magt ikke opfyld-
te kravet om mindst indgribende foranstaltning.
Ankenævnet lagde vægt på, at patienten ikke fik indgivet samme dosis Stesolid, som
der var blevet tilbudt til frivillig indtagelse.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Eksempel 3:
Ankenævnet fandt at tilbudt tablet Stesolid 10 mg svarede til indgiven injek-
tion Stesolid 10 mg
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde ikke godkendt beslutningen om indgivelse af
et beroligende middel med magt.
Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt, at betingelserne for indgivelse af et beroli-
gende middel var opfyldt, men vurderede, at indgivelsen af beroligende medicin i pati-
entens tilfælde ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.
Det Psykiatriske Patientklagenævn lagde vægt på, at patienten fik tilbudt medicin til
frivillig indtagelse i form af tablet Stesolid 10 mg, men at indgivelse af beroligende
middel med magt i stedet blev givet i form af injektion Stesolid 10 mg i.m., hvilket
ifølge Ankenævnets praksis i lignende sager svarede til en højere dosis, end den der
blev tilbudt.
74
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Patientklagenævnet fandt herefter ikke, at mindste-middels-princippet var opfyldt, da
der blev givet en højere dosis Stesolid, end patienten var blevet tilbudt til frivillig ind-
tagelse.
Patientklagenævnet lagde vægt på, at det dermed måtte lægges til grund, at en dosis
svarende til tablet Stesolid 10 mg var vurderet tilstrækkeligt, hvorfor en højere dosis
ikke var i overensstemmelse med mindste-middels-princippet.
Patientklagenævnet lagde videre lagt vægt på, at det ikke fremgik af journalen, at der
var tale om en situation, der eskalerede, efter at patienten blev tilbudt medicinen eller
en anden eventuel begrundelse for at øge dosis i forhold til det tilbudte.
Nævnet fandt herefter ikke, at det var mindste middel i den konkrete situation at give
dig beroligende medicin med tvang.
Ankenævnet fandt, at betingelserne for at indgive beroligende middel med magt var
opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe patienten til ro med henblik på bedring af til-
standen.
Ankenævnet fandt endvidere, at indgivelse af beroligende middel med magt opfyldte
kravet om mindst indgribende foranstaltning.
Patienten var blevet tilbudt beroligende medicin til frivillig indtagelse i form af tablet
Stesolid 10 mg, forinden indgivelsen af injektion Stesolid 10 mg i.m.
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af medicinoversigten på pro.medicin.dk, at Steso-
lid blandt andet anvendtes ved angst- og urotilstande og anvendes i tablet- eller injek-
tionsform.
Ankenævnet bemærkede, at der, for så vidt angik injektionsbehandling, ikke var angi-
vet sædvanlig dosis for behandling af urotilstande, hvorfor Ankenævnet foretog en
konkret vurdering af den anvendte dosis.
Ankenævnet bemærkede, at klinikchefen i sin anke havde anført, at dosis givet pe-
roralt og intramuskulært skulle være den samme for at udløse den samme farmakolo-
giske effekt for diazepam (Stesolid) modsat for eksempel behandling med Olanzapin,
idet diazepam havde en peroral biotilgængelighed på 100 %, således at 100 % af den
givne dosis peroralt nåede frem til det systemiske kredsløb uomdannet, ligesom
intramuskulært injiceret diazepam. Det fremgik ligeledes af pro.medicin.dk, at absorb-
tionen ved tablet Stesolid var hurtig og næsten fuldstændig. Ifølge produktresumet var
biotilgængeligheden, altså hvor hurtigt dosis, der nåede blodbanen, tæt på elller lig
100 procent.
Det var således Ankenævnets opfattelse, at virkningen af en dosis af Stesolid som tab-
let for allepraktiske formål svarede til samme dosis indgivet ved injektion.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
75
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Frihedsberøvelse
Det skal afklares om patienten går med til frivillig indlæggelse, da det har be-
tydning for, om patienten kan tvangstilbageholdes
Nævnet godkendte ikke overlægens beslutning om at tvangstilbageholde patienten.
Nævnet vurderede, at betingelserne for at tvangstilbageholde patienten ikke var op-
fyldt, jf. psykiatrilovens §§ 5 -9.
Det var (og er) en betingelse for, at der kunne ske tvangstilbageholdelse, at patienten
enten var indlagt frivilligt eller indlagt i form af en tvangsindlæggelse.
Nævnet var opmærksom på, at patienten efter hospitalets opfattelse var frivilligt ind-
lagt. Nævnet bemærkede hertil, at det fremgik af lægeerklæringen, at patienten blev
bragt til Psykiatrisk Akut Modtagelse af politiet.
Det fremgik endvidere af journalen, at patienten havde et behov for at komme i kio-
sken. Patienten havde ikke tilladelse til udgang, selv om det i notatet var anført, at pa-
tienten accepterede frivillig indlæggelse, efter at patienten var orienteret om, at pati-
enten ellers ville blive tvangstilbageholdt.
Det fremgik videre af journalnotatet, at patienten sagde ”hvis ikke I lukker mig ud, så
spiller klaveret og så får I se, hvad der kommer til at ske”, samt at ”patienten skal
ifølge lægen tvangstilbageholdes, når patienten kommer på (afdeling) XX”.
På baggrund af ovennævnte uklarhed var det Nævnets opfattelse, at der ikke var tale
om en frivillig indlæggelse. Når patienten således ikke var frivilligt indlagt og ej heller
tvangsindlagt, var muligheden for at tvangstilbageholde patienten ikke til stede.
”Frivillig” indlæggelse.
Nævnet vurderede, at betingelserne for at tvangstilbageholde patienten ikke var op-
fyldt.
Det var (og er) en betingelse for, at der kunne ske tvangstilbageholdelse, at patienten
enten var indlagt frivilligt eller indlagt i form af en tvangsindlæggelse.
Nævnet var opmærksom på, at patienten efter hospitalets opfattelse var frivilligt ind-
lagt. Nævnet bemærkede dog, at det ikke fremgik eksplicit af journalen, hvor det i gi-
vet fald skulle være anført, at patienten på baggrund af en grundig orientering havde
samtykket i indlæggelse.
Nævnet havde imidlertid lagt vægt på, at det af journalen fremgik, at patienten mod-
satte sig frivillig indlæggelse. Ligeledes havde Nævnet lagt vægt på, at patienten tele-
fonisk på forhånd afviste indlæggelse.
Idet patienten således ikke var indlagt frivilligt og ej heller var tvangsindlagt, var mu-
ligheden for at tvangstilbageholde patienten ikke til stede.
76
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Nævnet kunne herefter ikke godkende, at patienten blev tvangstilbageholdt og kunne
derfor heller ikke godkende, at patienten fortsat var tvangstilbageholdt.
Den indlæggende læges undersøgelse skal være foretaget senest 7 dage for-
ud for indlæggelsen
Nævnet vurderede, at betingelserne for at tvangsindlægge patienten ikke var opfyldt.
En tvangsindlæggelse måtte kun gennemføres på grundlag af en lægeerklæring, som
hvilede på lægens egen undersøgelse foretaget med henblik på indlæggelsen.
Når tvangsindlæggelse blev foretaget på behandlingsindikation, skulle lægens under-
søgelse være foretaget inden for de seneste 7 dage forud for indlæggelsen.
Der var således dels et krav om, at der var foretaget en undersøgelse af en patient, og
at denne undersøgelse var aktuel.
Nævnet fandt, at der ikke var foretaget en aktuel undersøgelse indenfor de seneste 7
dage forud for at patienten blev tvangsindlagt, jf. psykiatrilovens § 5, stk. 1 og, § 7,
stk. 3 og § 9 stk. 1.
Nævnet lagde til grund, at patienten blev tvangsindlagt på behandlingsindikation, 11
dage efter lægens første besøg hos patienten.
Nævnet havde ved afgørelsen lagt vægt på, at det fremgik af den indlæggende læges
erklæring, at lægen besøgte patienten og orienterede patienten om ”påtænkt tvangs-
indlæggelse”, og at lægen havde anført, at ”aftalen var at skulle drøfte mulighederne
med en navngiven psykiater.
En uge senere besøgte lægen patienten igen, hvor patienten imidlertid ikke åbnede
døren, og lægen afleverede derefter et brev, hvori lægen orienterede patienten om, at
lægen ville iværksatte en tvangsindlæggelse.
Nævnet fandt på den baggrund, at lægen foretog en undersøgelse af patienten, men
nævnet fandt samtidig, at lægens henvendelse ved patientens bolig en uge senere,
hvor lægen end ikke talte med patienten, hverken kunne gøre det ud for en undersø-
gelse eller forlænge 7-dages fristen.
Nævnet var opmærksom på, at den indlæggende læge havde afkrydset i indlæggel-
sespapirerne, at undersøgelsen først var afsluttet, da lægen en uge senere uden held
opsøgte patienten. Nævnet var således ikke enig i vurderingen, men fandt, at lægen
alene ved det første besøg foretog en undersøgelse, og at denne undersøgelse var fo-
retaget mere end 7 dage forud for indlæggelsen, som først blev iværksat 11 dage efter
lægens første besøg hos patienten.
Nævnet henviste til, at fristen i psykiatrilovens § 7, stk. 3, regnes fra undersøgelses
afslutning og ikke fra erklæringens udfærdigelse, se ”Psykiatriret” af Helle Bødker
Madsen, DJØF 2013, side 88 nederst.
77
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Nævnet fandt derfor, at der ved indlæggelsen var tilsidesat en væsentlig retssikker-
hedsgaranti, og at indlæggelsen derfor var ulovlig.
Skal politiet medvirke til indlæggelsen?
Nævnet godkendte overlægens beslutning om at tvangsindlægge patienten.
Nævnet fandt dog, at tvangsindlæggelsen formelt var i strid med psykiatrilovens § 7,
stk. 1.
Nævnet fandt, at de formelle betingelser for at tvangsindlægge patienten ikke var op-
fyldt. Nævnet lagde vægt på, at politiet ikke medvirkede ved indlæggelsen.
I henhold til Psykiatrilovens § 7 skulle politiet træffe bestemmelse om tvangsindlæg-
gelsens iværksættelse og yde bistand dertil.
Nævnet fandt, at politiets medvirken ved tvangsindlæggelse ikke alene var af praktisk
karakter, men at politiets medvirken havde en kontrolfunktion, idet grundlaget for ind-
læggelsen skulle kontrolleres, inden der blev truffet beslutning om at iværksætte inden
iværksættelse.
Nævnet fandt, at politiets manglende medvirken medførte, at der derved var svigtet
en retsgaranti for indlæggelsen, og at indlæggelsen derved var ulovlig.
Efter en konkret vurdering fandt Nævnet imidlertid ikke, at der var tale om en sådan
væsentlig mangel, at indlæggelsen derved ikke kunne godkendes. Nævnet lagde vægt
på, at de materielle betingelser for at indlægge patienten var opfyldt. Der var videre
lagt vægt på, at patienten allerede befandt sig på hospitalet, og at de øvrige formelle
betingelser for indlæggelsen var opfyldt, herunder at patienten blev undersøgt af en
læge, før patienten blev tvangsindlagt, og at lægen udfyldte tvangsindlæggelsespapi-
rerne og skrev en lægeerklæring med henblik på tvangsindlæggelse.
På den baggrund kunne Nævnet godkende indlæggelsen.
Den indlæggende læge må ikke være ansat på samme center, som der hvor
indlæggelsen finder sted.
Nævnet godkendte ikke overlægens beslutning om at tvangsindlægge patienten.
Patienten var om natten blevet fundet siddende på gaden, og var blevet kørt på et
somatisk sygehus. Det blev vurderet at patienten var selvmordstruet, men patienten
nåede at stikke af fra skadestuen og blev derefter efterlyst af politiet.
Der blev herefter udfærdiget en lægeerklæring om tvangsindlæggelse på grund af far-
lighed (røde papirer), hvoraf det blandt andet fremgik, at patienten ikke ville leve me-
re, og at patienten kunne finde på hvad som helst. Det blev beskrevet, at patienten
var i en affekttilstand. Lægeerklæringen blev udfyldt af en læge, der tillige havde an-
sættelse på det Psykiatriske Center, hvor patienten efterfølgende blev indlagt.
78
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Det fremgik af journaloplysningerne på indlæggelsestidspunktet, at patienten ankom
til Det Psykiatriske Center sammen med politiet og herefter blev tvangsindlagt.
Senere samme formiddag blev patienten udskrevet, dels fordi indlæggelsespapirerne
ikke var udfærdiget af en ekstern læge, dels fordi affekten var klinget af.
Nævnet bemærkede, at for at sikre to-læge-prøvelse af tvangsindlæggelsens beretti-
gelse, måtte erklæringen ikke være udstedt af en læge, der var ansat på det psykiatri-
ske sygehus/afdeling, hvor tvangsindlæggelsen skulle finde sted, jf. psykiatrilovens §
7, stk. 2, 3 punktum.
Nævnet fandt derfor, at der i relation til tvangsindlæggelsen var tilsidesat en væsentlig
retssikkerhedsgaranti, der skulle sikre, at den indlæggende læge ikke var ansat sam-
me sted som den psykiatriske afdeling, hvor tvangsindlæggelsen fandt sted.
Nævnet kunne derfor ikke godkende tvangsindlæggelsen.
Overlægen kan ikke på forhånd godkende en indlæggelse
Nævnet bemærkede, at en overlæge ifølge både journalen og underskrift på de gule
papirer allerede dagen før tvangsindlæggelsen havde godkendt indlæggelsen.
Tvangsindlæggelsens iværksættelse var således ikke overlægegodkendt i overens-
stemmelse med psykiatrilovens bestemmelser, idet overlægens afgørelse efter § 14,
stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1340 af 02/12/2010 (om fremgangsmåden ved gennemfø-
relse af tvangsindlæggelser) i henhold til psykiatrilovens § 9, stk. 2, om, hvorvidt be-
tingelserne for indlæggelse var opfyldt, skulle foretages på indlæggelsesdagen.
Nævnet kunne oplyse, at tvangsindlæggelse fandt fysisk sted på hospitalet, efter at
den modtagende læge havde undersøgt patienten med henblik på indlæggelse, og det
var således ikke muligt for en overlæge at godkende en tvangsindlæggelse på forhånd.
Det var nævnets opfattelse, at en overlæge ikke på forhånd kunne godkende en
tvangsindlæggelse alene ved at ”godkende” de gule/røde papirer, idet det ville elimi-
nere to-læge-prøvelsen og således mindskede patientens retssikkerhed i forbindelse
med indlæggelsen.
Nævnet henviste til Helle Bødker Madsen: Psykiatriret, side 88 andet afsnit.
To-læge-prøvelsen måtte efter nævnets opfattelse indebære, at efter den indlæggende
læge havde foretaget en egenhændig undersøgelse med henblik på indlæggelse, skulle
endnu en læge – enten den modtagende læge eller overlægen – foretage en tilsvaren-
de undersøgelse. Denne undersøgelse måtte ikke være mindre grundig end den under-
søgelse, som den indlæggende læge foretog, idet den modtagende læge ikke var bun-
det af det skøn, som den indlæggende læge udøvede.
Ud fra den betragtning var det således ikke tilstrækkeligt til opfyldelse af ”to-læge
prøvelsen”, at overlægen alene havde truffet beslutning om en tvangsindlæggeles på
79
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
baggrund af den indlæggende læges erklæring – ved at ”godkende” de gule/røde papi-
rer.
Overlægen skulle have enten både den indlæggende og den modtagende læges vurde-
ringer eller den indlæggende læges og sin egen egenhændige undersøgelse som
grundlag for at træffe beslutning om tvangsindlæggelse eller godkendelse af den mod-
tagende læges beslutning.
Det blev bemærket, at to-læge-prøvelsen ikke var til hinder for, at overlægen på bag-
grund af dels den indlæggende læges erklæring og dels på baggrund af den modta-
gende læges journalførte vurdering tog stilling til tvangsindlæggelsen alene på bag-
grund af disse skriftlige vurderinger, men uden selv at have foretaget en egen under-
søgelse af patienten.
Nævnet henviste i øvrigt til Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2015,
side 28-30 og til dom afsagt af Retten i Hillerød den 8. april 2016 i sag nr. BS 11-
13/2016.
Nævnet fandt på den baggrund, at tvangsindlæggelsen havde været formelt ulovlig fra
iværksættelsen og frem til revurderingen på 3. dagen, hvor den fortsatte frihedsberø-
velse blev overlægegodkendt.
Når den modtagende læge ikke finder nogle klare indikationer for indlæggelse
Nævnet vurderede, at betingelserne for at tvangsindlægge patienten ikke var opfyldt.
Nævnet havde noteret sig, at den indlæggende læge ifølge de gule papirer vurderede,
at patienten var påfaldende mistænkelig og bange for alt omkring sig. Det blev be-
skrevet således, at patienten var præget af forstyrret opmærksomhed, idet det virkede
til, at patienten så og hørte ting, der ikke var virkelige. Patienten fremstod truende og
afværgede med fysiske slag mod alle, der kom tæt på sig. Patienten gav udtryk for
vrangforestillinger af paranoid karakter, idet patienten troede, at sygehuspersonalet og
almindelige mennesker ville patienten det ondt. Patienten kunne på ingen måde moti-
veres til frivillig behandling. Patienten ville forlade afdelingen, men var for træt og af-
kræftet til at gøre det. Patienten var således ifølge de gule papirer påfaldende forpint i
sin tilstand med svær paranoia. Tilstanden havde tidligere været vedvarende og kræ-
vet behandling, hvorfor det ikke kom til at forsvinde uden behandling. I denne tilstand
af åbenbar paranoid psykose var risikoen for alvorlige helbredsmæssige konsekvenser
for patienten meget høj. Det var derfor nødvendigt med psykiatrisk tiltag hurtigst mu-
ligt og den tvang, der måtte behøves.
Nævnet havde imidlertid lagt vægt på, at det ikke fremgik af journalen, da patienten
ankom til det psykiatriske center, at den modtagende læge på tidspunktet for tvangs-
indlæggelsen vurderede, at patienten var sindssyg eller befandt sig i en tilstand, der
ganske måtte ligestilles dermed, og at det ville være uforsvarligt ikke at frihedsberøve
patienten med henblik på behandling, fordi udsigten til helbredelse eller en betydelig
og afgørende bedring af patientens tilstand ellers ville blive væsentlig forringet, eller
fordi patienten frembød en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.
80
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Nævnet fandt det således ikke tilstrækkeligt, at den modtagende læge alene havde
journalført en gengivelse af ordlyden af de gule papirer, at tvangsindlæggelsen blev
godkendt af en overlæge, og at tvangsprotokol skema 1 blev udfyldt.
Nævnet fandt tværtimod, at den modtagende læge som led i en to-læge-prøvelse for-
ud for tvangsindlæggelsen burde have foretaget en egenhændig undersøgelse af pati-
enten med henblik på at vurdere om betingelserne for tvangsindlæggelse i henhold til
psykiatrilovens § 5 var opfyldt på tidspunktet for tvangsindlæggelsen. Da det ikke var
journalført, at en sådan undersøgelse havde fundet sted, fandt Nævnet, at der var
svigtet en væsentlig retssikkerhedsgaranti for patienten.
Nævnet fandt ligeledes ikke, at det var tilstrækkeligt, at overlægen måtte have god-
kendt tvangsindlæggelsen alene på baggrund af de gule papirer. Nævnet fandt, at
overlægen enten skulle have både den indlæggende og den modtagende læges vurde-
ringer eller den indlæggende læges og sin egenhændige undersøgelse, som grundlag
for at træffe beslutning om tvangsindlæggelse eller godkendelse af den modtagende
læges beslutning.
Nævnet godkendte derfor ikke overlægens beslutning om at tvangsindlægge patien-
ten.
Tvangstilbageholdelsens udstrækning. Hospitalet har bevisbyrden for, at pa-
tienten ikke vil medvirke til frivillig indlæggelse.
Patientklagenævnet godkendte alene beslutningen om at tvangstilbageholde patienten.
Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt dog, at den fortsatte frihedsberøvelse burde
ophøre med virkning fra Nævnets afgørelse.
Ved revurderingen på tyvendedagen var patienten i bedring, men det var beskrevet, at
patienten fortsat var manisk med mange planer. Det fremgik af journalen, at patienten
var indstillet på at blive på afdelingen og modtage behandling, men at lægen vurdere-
de, at det ville være bedst at opretholde frihedsberøvelsen, da patienten havde været
meget svingende i sygdomserkendelse og ønske om at blive i afdelingen.
Nævnet fandt, at patienten ikke længere havde brug for at være frihedsberøvet
(nævnsmødet blev afholdt, dagen efter at der blev foretaget revurdering på tyvende-
dagen).
Nævnet lagde herved vægt på, at de på nævnsmødet fremmødte læger ikke kendte
patienten og ikke kunne oplyse nærmere om patientens tilstand, ud over det i journa-
len beskrevne. Nævnet havde i den forbindelse lagt vægt på, at de på nævnsmødet
fremmødte læger ikke forud for mødet havde forsøgt at afklare patientens tilstand,
hverken ved at tale med patienten eller at få supplerende oplysninger til belysning af
de sparsomme oplysninger, som var anført i de tidligere revurderinger.
Nævnet lagde endelig vægt på, at patienten havde oplyst, at patienten var afklaret
omkring sin situation, og at patienten ønskede fortsat behandling, men under en frivil-
lig indlæggelse. Nævnet havde i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke på mødet
81
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
var fremkommet oplysninger, som satte tvivl om patienten fortsat ønskede indlæggel-
se på frivillig basis.
Tvangsfiksering
Den 1. juni 2015 trådte der en ny psykiatrilov i kraft. Nævnet skal henvise til
sin årsberetning fra 2015, hvor der på side 35-39 er et notat om de nye regler
om tvangsfiksering.
Iværksættelse:
Farlighedsvurdering
Personalet opsøgte patienten med skjolde
Nævnet godkendte ikke iværksættelsen af en tvangsfiksering.
Nævnet lagde vægt på oplysning om, at patienten ikke var selvskadende, da persona-
let gik ind på patientens stue, og det derfor ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, at
der var nærliggende fare for at patienten ville få skader på legeme eller helbred. Næv-
net havde endvidere vurderet, at personalet gik ind på patientens stue med hensigt at
fiksere patienten, og at patienten først blev udadreagerende, da personalet tog fat i
patienten.
Der var herved lagt vægt på patientens oplysning om, at et større antal personer fra
personalet gik ind på patientens stue med skjolde, hvilket ikke blev vurderet at have
været med hensigt på at berolige-, men med hensigt på at fiksere patienten.
Nævnet lagde desuden vægt på, at personalet ikke forinden fikseringen i tilstrækkeligt
omfang forsøgte at berolige patienten på anden vis, inden personalet med skjolde gik
ind på patientens stue med henblik på at fiksere patienten. Der var videre lagt vægt
på, at patienten først blev udadreagerende, da personalet tog fat i patienten. Nævnet
fandt således, at der ikke var gjort tilstrækkelige bestræbelser på at undgå en fikse-
ring.
Opretholdelse
Det skal efter få (2-4) timer i journalen godtgøres, hvorfor det anses for væ-
sentligt at opretholde tvangsfikseringen under henvisning til patientens eller
andres liv, førlighed eller sikkerhed.
Da reglen i Psykiatrilovens § 14, stk. 3, er en undtagelsesbestemmelse, vil
den blive fortolket indskrænkende og restriktivt.
Krav til revurderingerne. Farligheden skal konkretiseres
Nævnet vurderede, at betingelserne for iværksættelse af tvangsfiksering med bælte
havde været opfyldt.
82
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Nævnet havde således vurderet, at det var nødvendigt at bæltefiksere patienten for at
afværge, at andre var i nærliggende fare for at få skader på legeme eller helbred.
Nævnet havde i den forbindelse lagt vægt på, at patienten ”havde angrebet ting og
havde slået personale. Patienten angreb målrettet personale, havde slået, skubbet og
sparket”.
Nævnet kritiserede, at overlægens vurdering ikke var blevet journalført, således som
det var bestemt efter § 22 stk. 1, i bekendtgørelse Nr. 1338 af 2. 12. 2010 – ændret
ved bekendtgørelse nr. 1107 af 11.9.2015.
Nævnet vurderede, at fikseringen med bælte havde varet i længere tid end nødven-
digt.
Nævnet lagde vægt på, at det fremgik af journalen, at patienten ved det første lægeli-
ge tilsyn blev vurderet ”aggressiv over for den faste vagt, spyttede på denne og for-
søgte at rive i gardinerne” – hvilket blev taget som indikation for, at bæltefikseringen
skulle fortsætte.
Nævnet fastslog, at lovgiver efter kritik fra den Europarådets Tortur Kommission havde
skærpet regelsættet om tvangsfikseringer, således at tvangsfikseringer der havde en
længere udstrækning end 2-4 timer havde fået sin egen særskilte bestemmelse. § 14,
stk. 3, således var en skærpelse af betingelserne i § 14, stk.2.
Hvor hospitalet godt kunne iværksætte en tvangsfiksering efter § 14, stk. 2, fordi en
patient spyttede efter personalet, kunne hospitalet ikke opretholde en tvangsfiksering
alene under henvisning til, at patienten fortsat spyttede, idet § 14, stk. 3, stillede be-
tingelse om at andres liv, førlighed eller sikkerhed tilsagde en fortsættelse.
Hvor hospitalet godt kan iværksætte en bæltefiksering under henvisning til, at en pati-
ent udøvede hærværk af ikke ubetydeligt omfang, kunne hospitalet ikke opretholde en
tvangsfiksering under henvisning til, at patienten ”forsøgte at rive i gardinerne”.
En henvisning til at en patient var ”aggressiv” var således efter Nævnets praksis ikke
tilstrækkeligt til at iværksætte en bæltefiksering, hvis der ikke samtidig var beskrevet,
på hvilken måde patienten var ”aggressiv”.
Dette måtte så meget desto mere gælde, når det drejede sig om opretholdelsen af en
bæltefiksering, der baserede sig på psykiatrilovens § 14, stk. 3, der var (og er) en
undtagelsesbestemmelse og som derfor fortolkes indskrænkende og snævert.
Nævnet bemærkede, at der ikke ved det første tilsyn var gjort overvejelser i journalen
omkring iagttagelse af mindste middels princippet.
Nævnet gjorde opmærksom på, at mindste-middels-princippet efter psykiatrilovens §
4 udgjorde et selvstændigt lovkrav, der skulle tænkes ind i alle tvangsindgreb. Det var
således et ufravigeligt krav, at overlægen i sine overvejelser om opretholdelsen af
bæltefikseringen gjorde sig overvejelser omkring anvendelsen af mindre indgribende
tvangsindgreb.
83
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
I journalen var der imidlertid intet anført om mindste-middels-princippet, og Nævnet
kunne på denne baggrund ikke godkende opretholdelsen af tvangsfikseringen fra dette
tidspunkt.
Nævnet anførte desuden, at hospitalet for hvert bæltetilsyn skulle godtgøre at mind-
ste-middels-princippet havde været iagttaget eller beskrevet, hvorfor det ikke fandt
anvendelse i den pågældende situation. Hvis hospitalet ikke løftede denne bevisbyrde,
måtte hospitalet bære ansvaret for det.
Nævnet tilføjede, at overlægen efter hvert tilsyn i journalen skulle redegøre for sin
”vurdering” af den fortsatte bæltefiksering jf. bekendtgørelse Nr. 1338 af 2.12.2010 §
22, stk. 1.
Nævnet var indstillet på at acceptere, at overlægen eksempelvis under henvisning til
psykiatrilovens § 4a samlede flere tilsyn – eksempelvis for ét døgn - med henblik på
en samlet overlæge vurdering.
Nævnet gjorde opmærksom på, at det var overlægens ”vurdering”, der skulle journal-
føres, hvilket var noget mere end blot en simpel godkendelse.
Det forhold, at lægen senere i forløbet havde redegjort for mindste-middels-princippet,
kunne derfor efter Nævnets opfattelse ikke rette op på den mangel, der lå i, at mind-
ste-middels-princippet ikke var iagttaget ved det første tilsyn i henhold til den skærpe-
de fikseringsbestemmelse i psykiatrilovens § 14, stk.3, idet mindste-middels-
princippet skulle iagttages ved hvert tilsyn.
REVURDERINGERNE:
Opretholdelse af en bæltefiksering forudsætter, at det udførligt beskrives,
hvori den konkrete og aktuelle fare består, samt hvorfor der ikke kan anven-
des mindre indgribende foranstaltninger såsom f.eks. personlig skærmning.
Herunder om mindstemiddelprincippet er overholdt. Det er ikke tilstrækkeligt
at skrive patienten er truende, der skal gøres optegnelser om mindstemiddel-
princippet.
Patienten var sigtet for drab og indlagt på en retspsykiatrisk afdeling
Nævnet godkendte beslutning om en pågående tvangsfiksering.
Nævnet godkendte overlægens beslutning om, at patienten havde været tvangsfikse-
ret med bælte i knapt 10 dage.
Nævnet havde lagt vægt på, at patienten forud for iværksættelsen kastede et fjernsyn
ind i væggen og kastede med møbler på stuen. Personalet måtte barrikadere døren til
stuen, og politiet blev tilkaldt. Forud for episoden var patienten tiltagende fåmælt, sort
i blikket og latent aggressiv.
84
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Nævnet havde ved sin vurdering af, om det var nødvendigt at iværksætte tvangsfikse-
ringen desuden tillagt det en vis betydning, at det fremgik af lægeerklæringen, at pa-
tienten var indlagt på retspsykiatrisk afdeling, og at patienten var sigtet for drab, hvor
patienten havde erkendt sig skyldig. Det var blevet anbefalet, at patienten skulle
dømmes til anbringelse på sikringsafdelingen, Psykiatrien i Slagelse, da patienten hav-
de en så stor grad af impulsivitet, manglende kontrol over sine impulser og tendens til
udadreagerende, uforudsigelig og uberegnelig adfærd med stor risiko for skade på an-
dre personer.
Det fremgik af journalnotaterne fra tilsynene, at mindste-middels-princippet havde
været iagttaget. Af journalnotaterne fremgik det blandt andet, at patienten var truen-
de, emotionelt distanceret, latent vredladen, og der fortsat var risiko for farlig og ud-
adreagerende adfærd.
Det var indtrykket, at patienten blot talte lægen efter munden og bare sagde det, som
personalet ville høre. Patienten havde til personalet udtalt, at patienten ville sige, hvad
lægerne gerne ville høre, men når patienten kom fri, ville patienten på et eller andet
tidspunkt gøre noget imod personalet.
Udstrækning, når patienten ikke ønsker dialog
Nævnet godkendte iværksættelsen af en tvangsfiksering, men alene en udstrækning
på knapt 20 dage.
Nævnet lagde vægt på, at situationen under hele fikseringen stort set havde været
uændret, idet patienten havde afvist samtale.
Nævnet havde dog vurderet, at fikseringen havde varet i længere tid end nødvendigt,
og Nævnet fandt således, at fikseringen burde have været ophævet på et tidligere
tidspunkt. Nævnet havde i den forbindelse foretaget en helhedsvurdering af hele fikse-
ringen.
Nævnet havde lagt vægt på, at det på den ene side fremgik af journalen, at patienten
med jævne mellemrum havde været løsnet til toiletbesøg og bad, og at patienten i
forbindelse hermed havde været rolig og overholdt alle aftaler. Det fremgik endvidere,
at patienten stort set under hele fikseringen havde scoret 0 på Brøset skalaen. Det var
således de objektivt konstaterbare forhold.
På den anden side var der i forbindelse med tilsynene anført en række enslydende
subjektive vurderinger af patienten som personfarlig og utilregnelig.
Nævnet bemærkede, at hvert tilsyn principielt burde indeholde overvejelser omkring
mindste-middels-princip. Nævnet bemærkede endvidere i den forbindelse, at Retslæ-
gerådet havde udtalt, at det fandt, at alle mindre indgribende behandlingsmuligheder,
herunder behandling med medicin, ikke var udtømt.
Nævnet havde desuden lagt vægt på, at der først efter knapt en måneds tangsfikse-
ring var taget skridt til at påbegynde motivation for medicinsk behandling.
85
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Nævnet bemærkede derudover, at overlægen havde udtalt, at der ikke var nogen po-
sitiv prognose med hensyn til bedring af patientens tilstand, dog kunne medicinering
eventuelt bedre patientens aggressivitet, og at afdelingen ikke var et velegnet sted til
behandling af patienter, der havde samme diagnose, som patienten led af.
Efter en samlet vurdering fandt Nævnet, at fikseringen burde have været ophævet en-
deligt medio juni 2017.
Nævnet havde i den forbindelse lagt vægt på, at afdelingen på det tidspunkt burde ha-
ve haft mulighed for at afprøve mindre indgribende foranstaltninger fremfor ensidigt at
fokusere på dialog, som ifølge det oplyste ikke havde været og ikke ville være en mu-
lighed, når der samtidig skulle henses til karakteren af patientens sygdom. Afdelingen
havde således ikke dokumenteret, at mindste-middels-principet var overholdt.
Nævnet bemærkede afslutningsvis, at afdelingens argumenter om at afvente Justits-
ministeriets svar på anmodning om afsigelse af farlighedsdekret og manglende be-
manding med hensyn til at forøge yderligere løsning ikke kunne betragtes som saglige.
Nævnet oplyste, at Nævnet var opmærksom på, at argumenterne var en del af en hel-
hed, hvor afdelingen havde henvist til, at det primære argument var den faglige vur-
dering af patientens farlighed.
Farligheden ved bæltetilsyn skal konkretiseres
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte iværksættelsen af en tvangsfiksering
med bælte og remme, men ikke udstrækningen ud over et halvt døgns varighed.
Nævnet havde lagt vægt på, at patienten forud for bæltefikseringen havde slået ud ef-
ter pårørende og havde taget kvælertag i form af et ”chokehold” på en person fra per-
sonalet. Patienten havde sparken en anden fra personalet. Personalet alarmerede poli-
tiet, og patienten blev inden bæltefikseringen lagt i håndjern. Der var tale om en ek-
splosiv og voldsom adfærd fra patientens side.
Vedrørende opretholdelse af tvangsfikseringen bemærkede Nævnet, at tvangsfiksering
undtagelsesvist kunne anvendes ud over nogle få timer, hvis der var væsentlige grun-
de til at forsætte tvangsfikseringen, herunder hensynet til patientens eller andres liv,
førlighed eller sikkerhed, der tilsagder det. Se psykiatrilovens § 14, stk. 3, der er ved-
lagt.
Af lovbemærkningerne til psykiatriloven fremgår det, at den seneste skærpelse af reg-
len om bæltefiksering med indførelsen af § 14, stk. 3, var affødt af den gentagne kri-
tik, som Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur havde fremsat over for Dan-
mark om brugen af langvarige tvangsfikseringer. Komiteen havde understreget, at
”fikseringer i dagevis ikke har nogen medicinsk berettigelse, og efter komiteens opfat-
telse er at ligestille med nedværdigende behandling.” Komiteen ”udstikker det princip,
at en tvangsfiksering bør anvendes i så kort tid som muligt, normalt kun nogle minut-
ter eller nogle få timer.” Af lovbemærkningerne fremgik det videre, at ”det er afgøren-
de for Regeringen, at brugen af tvangsfiksering reduceres både i antal og tidsmæssig
udstrækning. Det vurderes, at der var behov for bl.a. at skærpe reglerne for tvangsfik-
sering med henblik på en sådan reduktion.” jf lovforslag L 137 af 5.2.2015 pkt. 3.4.2
86
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Nævnet bemærkede desuden, at:
14, stk. 3, var (og er) en undtagelsesbestemmelse, som skulle fortolkes indskrænken-
de, - også set i lyset af ovennævnte lovbemærkninger. Efter lovbemærkningerne skul-
le faren være ”væsentlig” jf. lovforslaget til pkt. 10.
Nævnet havde vurderet, at fikseringen med bælte og remme derfor havde varet i læn-
gere tid end nødvendigt.
Nævnet havde således lagt vægt på, at det fremgik af journalen, at patienten ved det
første lægelige tilsyn var benægtende i forhold til det, der var foregået forud for bæl-
tefikseringen. Patienten udviste således ingen forståelse for personalets handlinger, og
vurderingen var, at patienten på den baggrund, ikke kunne indgå aftaler om løsning af
bælte. Der var i journalen ikke gjort overvejelser om mindste-middels-princippet, og
overlægen havde ikke fulgt op med sin vurdering af den fortsatte bæltefiksering.
Nævnet kunne herefter ikke godkende den fortsatte tvangsfiksering.
Efter nævnets vurdering var psykiatrilovens § 14, stk. 3, ikke opfyldt ved en henvis-
ning til at patienten var benægtende over de forhold, der førte til bæltefikseringen. Ef-
ter § 14, stk. 3, krævedes det, at det psykiatriske center skulle have godtgjort, at
hensynet til patientens eller andres liv, førlighed eller sikkerhed tilsagde en fortsat
bæltefiksering. At patienten ikke kunne/ville indgå aftaler kunne indgå som et element
i vurderingen, men kunne ikke være det udslagsgivende forhold og slet ikke, hvis afta-
len gik ud på, at patienten kunne få lov til at gå på toilettet på betingelse af, at patien-
ten bagefter skulle i bælte igen.
Efter Nævnets opfattelse skulle der (og skal der fortsat) lægges vægt på:
Lægernes subjektive vurderinger nedskrevet i journalen
Objektive forhold: hvad havde patienten rent faktisk sagt og gjort siden iværksættel-
sen af bæltefikseringen – hvordan forholdt patienten sig på tidspunktet for tilsynet.
Her kunne der også lægges vægt på forhold op til bæltefikseringen.
Patientens udsagn: hvad var patienten blevet spurgt om, og hvad havde patienten
svaret?
Lægerne skulle ud fra ovennævnte tre synsvinkler foretage en samlet vurdering af, om
betingelsen i § 14, stk. 3, var opfyldt. Vurderingen skulle journalføres.
For at opretholde en bæltefiksering skulle betingelserne efter psykiatrilovens § 4 også
være opfyldt. Mindste-middels-princippet skulle således være iagttaget.
Nævnet gjorde opmærksom på, at mindste-middels-princippet efter psykiatrilovens §
4 udgjorde et selvstændigt lovkrav, der skulle tænkes ind i alle tvangsindgreb. Det var
således et ufravigeligt krav, at overlægen i sine overvejelser om opretholdelsen af
bæltefikseringen gjorde sig overvejelser omkring anvendelsen af mindre indgribende
tvangsindgreb, såsom personlig skærmning, fastholdelse mfl.
Hospitalet skulle for hvert bæltetilsyn godtgøre, at mindste-middels-princippet havde
været iagttaget eller beskrive, hvorfor det ikke fandt anvendelse i den pågældende si-
87
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
tuation. Hvis hospitalet ikke kunne løfte bevisbyrden, måtte hospitalet bære ansvaret
for det.
Nævnet tilføjede, at overlægen i forbindelse med hvert tilsyn i journalen skulle redegø-
re for sin ”vurdering” af den fortsatte bæltefiksering jf. bekendtgørelse 1338 af
2.12.2010 § 22, stk. 1.
Nævnet oplyste, at Nævnet var indstillet på at acceptere, at overlægen eksempelvis
under henvisning til psykiatrilovens § 4a samlede flere tilsyn – eksempelvis for ét døgn
– med henblik på en samlet overlægevurdering af de foretagne lægelige tilsyn.
Nævnet gjorde opmærksom på, at det var overlægens ”vurdering”, der skulle journal-
føres, hvilket var noget mere end blot en simpel godkendelse.
Som illustration tilføjede nævnet:
Ved det følgende tilsyn lå patienten ifølge journaloptegnelserne ”roligt”, men ”an-
spændt” i bæltet. Lægen angav, at personalet havde brugt tid til at lære patienten
bedre at kende. Desuden henviste den tilsynsførende læge til, at patienten fortsat
skulle være i bælte, ”da patienten var farlig for andre i nat, og personalet var kommet
til skade i den forbindelse”
Nævnet bemærkede hertil, at heller ikke ved dette tilsyn fra lægelige side var overve-
jelser omkring iagttagelse af mindste-middels-princippet, og heller ikke ved dette til-
syn havde overlægen journalført sine overvejelser omkring den fortsatte bæltefikse-
ring.
Ved det følgende tilsyn var der således redegjort for:
Lægernes subjektive vurdering: patienten anses for ”anspændt” – her var det vigtigt,
at det blev anført, på hvilken måde patienten var anspændt.
Objektive forhold: Patienten anses som ”rolig” og henvisning til episoden, der førte
frem til bæltefikseringen, hvor patienten var farlig og personalet kom til skade
Efter nævnets vurdering kunne en samlet vurdering ikke føre til, at Nævnet anså § 14,
stk. 3, for opfyldt ved det tredje tilsyn.
Dertil kom, at mindste-middels-princippets iagttagelse ikke var omtalt i journalen.
Ved det tredje tilsyn var det journalført, at patienten ”på ny var urolig, anspændt og
rev i bæltet.” Patienten krævede at komme ud for at få luft og blev mere og mere
vred. Den lægelige vurdering var, at patienten fortsat var uberegnelig i sin adfærd og
potentielt personfarlig.
Heller ikke ved dette tilsyn var der fra lægelige side overvejelser omkring iagttagelse
af mindste-middels-princippet og heller ikke ved dette tilsyn havde overlægen journal-
ført sine overvejelser omkring den fortsatte bæltefiksering.
Ved det tredje tilsyn var der således redegjort for:
Lægernes subjektive vurdering: patienten var ”urolig og anspændt” – dog uden, at det
var angivet, på hvilken måde at patienten var ”urolig og anspændt”
88
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Patienten var fortsat uberegnelig i sin adfærd.
Objektive forhold: patienten rev i bæltet
patientens udsagn: vil ud for at få luft
Efter nævnets vurdering kunne en samlet vurdering ikke føre til, at nævnet anså § 14,
stk. 3, for opfyldt ved tilsynet den 29. juni kl. 13.25.
Dertil kom, at mindste-middels-princippet ikke var omtalt i journalen.
Tvungen opfølgning
Stabil behandling
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutning om, at der skulle ske tvungen
opfølgning, efter at patienten var udskrevet.
Patienten var udeblevet fra behandling i henhold til den seneste behandlingsplan, og
havde sidst fået medicin 3 måneder forud for den aktuelle indlæggelse, hvilket atter
havde medført genopblussen af den psykotiske tilstand med tanker om overvågning,
bestråling og strøm i patientens lejlighed.
Nævnet vurderede desuden, at patienten var kommet i stabil behandling med Cisordi-
nol depot 100 mg hver 14. dag, og at overlægen kendte patientens reaktion på præ-
paratet, som havde haft god effekt på patienten. Nævnet lagde vægt på, at patienten
under sin indlæggelse havde taget depot Cisordinol tre gange, hvorefter patientens til-
stand var bedret, således at der ved seneste revurdering af frihedsberøvelsen ikke
længere var grundlag for at opretholde frihedsberøvelsen. Nævnet vurderede på den
baggrund, at patientens tilstand var stabiliseret.
89
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0090.png
Bilag
Bilag 1 - Sagernes fordeling på det enkelte hospital/center
Skema 17
Sagernes fordeling på det enkelte hospital/center
Sager i alt
Tilbagekaldte/
Afviste
Hospital
Amager
Andet sted
Augustenborg
Ballerup
Bispebjerg Ung
Bornholm
Brønderslev
Dianalund
Esbjerg
Frederiksberg
Frederikshavn
Glostrup Rets-
psyk.
Glostrup - Ung
Glostrup – Vok-
sen
Haderslev
Herning
Holbæk
Holstebro
Horsens
Hvidovre
Kolding
København
København - Ung
Køge
Middelfart
Nordsjælland –
Ung
Nykøbing Sj.
Odense
Randers
Ribe
0
17
81
17
0
1
105
0
91
19
0
0
130
0
65
23
0
0
10
0
16
3
0
0
6
0
8
2
0
0
16
0
6
3
0
0
94
17
65
14
0
1
99
0
83
17
0
0
114
0
59
20
0
Nordsjælland – V 104
0
42
0
49
56
10
18
3
14
37
117
28
203
137
0
29
0
18
30
3
14
178
83
0
51
0
0
33
0
0
241
2
0
30
0
4
0
6
5
0
2
0
1
4
11
7
24
19
0
6
0
1
4
0
2
18
9
0
9
0
0
5
0
0
13
0
0
1
0
38
0
43
51
10
16
3
13
33
106
21
179
118
0
23
0
17
26
3
12
160
74
0
42
0
0
28
0
0
228
2
0
29
8
3
14
3
3
5
1
0
1
2
1
2
7
3
13
1
2
3
2015
91
1
9
123
12
5
56
2
13
64
1
2016
100
0
0
108
2
6
95
0
28
73
0
2017
110
0
0
108
1
12
67
0
36
23
0
2015
10
1
1
6
1
0
3
0
0
6
0
2016
10
0
0
12
0
1
14
0
6
6
0
2017
11
0
0
11
0
1
2
0
6
3
0
2015 2016
81
0
8
117
11
5
53
2
13
58
1
90
0
0
96
2
5
81
0
22
67
0
2017
99
0
0
97
1
11
65
0
30
20
0
Realitetsbehandlede
90
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0091.png
Risskov
Risskov B&U
Roskilde
Sct. Hans
Slagelse
Svendborg
Thisted
Vejle
Viborg
Vordingborg
Aabenraa
Aalborg
143
5
54
11
29
29
0
21
37
63
7
77
141
4
60
12
70
22
2
22
68
44
26
75
104
13
45
5
108
24
2
48
85
45
41
72
17
1
5
3
0
5
0
2
5
6
3
14
18
1
1
2
6
2
1
2
9
6
10
11
16
2
2
2
2
3
0
5
13
2
3
4
126
4
49
8
29
24
0
19
32
57
4
63
123
3
59
10
64
20
1
20
59
38
16
64
88
11
43
3
106
21
2
43
72
43
38
68
91
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0092.png
Bilag 2 - Mødedeltagelse for patientrådgivere (ptr)/bistandsværger (bv)
Deltaget
2017
Ikke deltaget
2017
Deltagelsesprocent
2017
Hospital
Amager
Ballerup
Bispebjerg, Ung
Bornholm
Brønderslev
Esbjerg
Frederiksberg
Glostrup Rets-
psyk.
Glostrup Ung
Glostrup – Vok-
sen
Herning
Horsens
København
København B&U
Middelfart
Odense
Randers
Risskov
Risskov B&U
Roskilde
Sct. Hans
Slagelse
Svendborg
Thisted
Vejle
Viborg
Vordingborg
Aabenraa
Aalborg
Ptr
92
91
1
14
56
20
18
2
3
68
36
25
203
1
18
58
19
74
8
38
2
78
21
2
35
60
36
31
60
Bv
3
2
0
0
2
0
0
0
0
1
5
0
5
0
10
2
0
0
6
0
2
0
12
0
0
2
5
3
0
4
Ptr
4
3
0
0
3
9
2
0
0
1
1
3
14
1
1
12
0
1
6
3
1
0
11
0
0
4
2
2
4
7
Bv
0
2
0
0
1
0
0
0
0
3
0
0
3
0
1
2
1
0
3
0
2
1
3
0
0
0
5
1
0
0
Ptr
96
97
100
100
95
69
90
100
100
99
97
89
94
50
95
89
100
95
93
73
97
100
88
100
100
90
97
95
89
90
Bv
100
50
-
-
67
-
-
-
-
25
100
-
63
-
91
50
0
0
67
-
50
0
-
-
100
50
75
-
100
Nordsjælland – V 98
Bilag 3 - Oversigt over antallet af patientrådgivere ultimo december 2017
Region
Hovedstaden
Antal
52
92
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0093.png
Region
Midtjylland
Nordjylland
Sjælland
Syddanmark
Antal
40
13
11
34
Hospital
Amager
Ballerup
Bornholm
Brønderslev
Esbjerg
Frederiksberg hører under København
Glostrup
Haderslev
Herning
Holstebro
Horsens
Kolding
København
Middelfart
Nordsjælland
Odense
Randers
Risskov
Risskov B&U
Roskilde
Sct. Hans
Slagelse
Svendborg
Vejle
Viborg
Vordingborg
Aabenraa
Aalborg
Antal
3
4
4
4
6
8
3
8
2
2
2
10
7
10
4
3
15
3
8
5
5
4
2
8
4
7
9
Bilag 4 - Oversigt over nævnsmedlemmer/stedfortrædere ultimo december
2017
Fornavn
Andreas
Anita
Efternavn
Kilden
Fjerbæk
Område
Aarhus
Odense
Hverv
Sind
Sind
93
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0094.png
Fornavn
Anne
Annette
Arne
Arnnfinn
Bendt Viggo
Benedikte
Birgit
Birgitte
Birte
Bjerne
Bjørn
Carl
Christian
Conny
Ditte
Dorit
Elsebet
Erik
Frede
Frode
Gunnar
Hanne
Efternavn
Hvidberg Jørgensen
Gjerris
Ramskov Hansen
Thorsteinsson
Kjeldsen
Greve
Holm Petersson
Larsen
Bonde Bendixen
Søberg
Helstrup
Krebs
Ullum Reby
Andersen
Damsgaard
Obel
Balslev-Clausen
Christoffersen
Nørgaard
Jensen
Axelgaard
Madsen
Område
Aabenraa
København
København
København
Aarhus
København
København
Aarhus
Slagelse og Vor-
dingborg
Odense
København
Vordingborg
Odense
Aabenraa
København
Aarhus
København
Aalborg
Aalborg
Slagelse
Aarhus
Aarhus
København, Sla-
gelse og Vor-
Hverv
Sind
Lægeforeningen
Sind
Sind
Lægeforeningen
Sind
Lægeforeningen
Sind
Sind
Sind
Sind
Sind
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Sind
Lægeforeningen
Sind
Sind
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Sind
Hedvig
Ingelise
Jan
Jan
Jane
Jeanette
Jens
Jens Peter
Jeppe
Jørn
Jørn Leif
Kate
Kim
Kirsten
Kirsten Hanne
Pelle
Svendsen
Christensen
Larsen
Juul Quaade
Ibsen
Larsen
Bruun-Pedersen
Jespersgaard
Sørensen
Arndal
Rattenborg
Petersen
Falster
dingborg
Slagelse
Bornholm
Aalborg
Aarhus
Aalborg
Aarhus
Aabenraa
Aabenraa
Aarhus
Odense
Aarhus
Slagelse og Vor-
dingborg
København
Lægeforeningen
Sind
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Sind
Sind
Sind
Sind
Sind
Sind
Lægeforeningen
Sind
Sind
Lægeforeningen
Sind
Vestergaard Christiansen København
94
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0095.png
Fornavn
Lars
Lars Peter
Leni
Lisbeth
Marianne
Mette
Mogens
Mogens
Mogens Kim
Nils
Ole
Orla
Oscar Bjørn
Peter Kaare
Poul
Simon
Steen
Steffen
Thorbjørn
Torben Bækkel
Tove
Tove
Vibeke
Zinaida
Efternavn
Tougaard
Gudbjerg
Grundtvig Nielsen
Dilling
Van Den Pol
Rasmussen
Nielsen
Stubkjær Hüttel
Skadborg
Engelbrecht
Lisberg
Annexgaard
Jensen
Østergaard
Hvass Hansen
Abrahamsen
Tinning
Kierulff
Halvorsen
Kjær
Tolstrup
Hansen
Boolsen
N. Baban
Område
Odense
Aalborg
København
København
Aarhus
Bornholm
Vordingborg
Odense
Aarhus
København
Aalborg
Aarhus
Aarhus
Odense
Aalborg
Bornholm
Odense
København
Aabenraa
Slagelse og Vor-
dingborg
Aarhus
Aarhus
København
København
Hverv
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Sind
Sind
Sind
Sind
Sind
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Sind
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Sind
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Sind
Lægeforeningen
Sind
Lægeforeningen
Sind
Sind
Bilag 5 - Oversigt over nævnsformænd ultimo december 2017
Fornavn
Charlotte
Henning
Jesper
Kirsten Skovbo
Lars
Line
Mette Morgenstjerne
Nora
Subhana
Susanne
Efternavn
Galbo
Lund-Sørensen
Dalsgaard
Nielsen
Orthmann
Høgh
Sørensen
Grandt
Abghari
Storgaard Eldrup
Hverv
Specialkonsulent
Kommitteret
AC
AC
AC
AC
AC
AC
AC
AC
95
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
Høringssvar fra Regionerne
96
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0097.png
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0098.png
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0099.png
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0100.png
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0101.png
Psykiatri og Social
Administrationen
Ledelsessekretariatet
Tingvej 15
Postboks 36
DK-8800 Viborg
Tel. +45 7841 0000
[email protected]
www.ps.rm.dk
Nævnenes Hus - Det Psykiatriske Patientklagenævn
Toldboden 2
8800 Viborg
Kære Thomas Faust Ryborg
Region Midtjylland er ved mail af 19. november 2018 blevet anmodet
om bemærkninger til udkast til årsberetningen 2017 fra Det
Psykiatriske Patientklagenævn.
Region Midtjylland finder, at der er tale om en velskrevet og
informativ årsberetning, der kan anvendes i det videre arbejde med
at efterleve Nævnets praksis.
Det er positivt at konstatere, at omgørelsesprocenten for Region
Midtjylland er faldet yderligere fra 2016 til 2017.
Dato 03-12-2018
1-30-70-9-07
Side 1
Venlig hilsen
Claus Graversen
Sygeplejefaglig direktør
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0102.png
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0103.png
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0104.png
Psykiatriledelsen
Mølleparkvej 10
9000 Aalborg
Juridisk Specíalkonsulent
Ingrid Schmidt Nielsen
Direkte +4597643728
[email protected]
Det Psykiatriske Patientklagenævn
4. december 2018
Bemærkninger fra Region Nordjylland til udkast til
årsberetning 2017 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn
Tak for udkast til årsberetning 2017 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn. Vi har direkte i udkast til årsbe-
retningen anført enkelte kommentarer og rettelser, som vi opfordrer til indarbejdes i årsberetningen.
Herudover har vi følgende bemærkninger:
Afsnit I – statistiske oplysninger.
Den samlede statistik har interesse, uagtet det ikke umiddelbart er muligt at uddrage konklusioner på bag-
grund af statistikken. Definitionen på en sag og en afgørelse skal haves in mente og det er vanskeligt på
baggrund af statistikken at iværksætte initiativer.
Det fremgår, at der fra 2015 til 2017 er sket en lille stigning i antal sager med realitetsafgørelser samtidig
med, at der er et fald i antal afgørelser.
Den samlede omgørelsesprocent er i 2017 på 15%, men omgørelsesprocenten for beslutninger om tvangs-
medicinering er fortsat meget høj, således 23%. Nævnenes underkendelse af beslutning om tvangsmedicine-
ring skyldes vanskelighed ved at opfylde nævnenes krav til dokumentation i patientjournalen af motivations-
fasen. Der er ikke tvivl om, at der sker en forsinkelse af den nødvendige behandling af psykotiske patienter.
Samtidig kan det virke uforståeligt for patienten, at sygehuset i tilfælde af en underkendelse fra nævnet er
forpligtet til umiddelbart at starte ny motivationsperiode for at sikre patienten den nødvendige behandling
hurtigst muligt. Dette kan ikke afvente en eventuel klage på sygehusets initiativ til Ankenævnet – og dermed
bliver anke på sygehusets initiativ formentlig undladt i mange tilfælde, hvor det ville være relevant for at
opnå en ændring i Ankenævnets praksis.
Vi skal i den forbindelse henvise til artiklen ”En patientrådgivers dagbog” LPD avisen september 2018, hvor
en patientrådgiver beskriver problem med at forstå nævnets afgørelse vedrørende tvangsmedicinering. Pati-
entrådgiveren undres endvidere over, at sygehuset umiddelbart kan påbegynde motivation igen.
Den samlede omgørelsesprocent for tvangsfikseringer opgøres til 10%. Det beskrives imidlertid, at de til-
fælde hvor tvangsfikseringens udstrækning er tilsidesat, ikke fremgår af statistikken. Det oplyses til at være
sket 50 gange ud af de 170 godkendte tvangsfikseringer, det vil sige i næsten 30 % af de påklagede god-
kendte tvangsfikseringer. Af de 188 afgørelser i 2017 vedrørende tvangsfiksering er der således i 68 sager
sket hel (18 sager) eller delvis (50 sager) tilsidesættelse af en tvangsfiksering, hvilket er en omgørelsespro-
cent på 36%. Der er ikke nærmere belysning om baggrunden for nævnets underkendelse af tvangsfikseringer
eller den tidsmæssige udstrækning. Der er ret få afgørelser optaget i nævnets årsberetning.
Side 1 af 4
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0105.png
Det er af interesse med en belysning af den konkrete begrundelse for underkendelse af udstrækningen af en
tvangsfiksering, fx om begrundelsen er, at lægelig vurdering efter 2-4 timer efter iværksættelsen er forsinket
eller at der ikke er tilstrækkelig dokumentation af mindstemiddelsprincip i en/flere revurderinger.
En omgørelsesprocent på 36 % er ikke acceptabelt. Der er i psykiatrien kontinuerligt fokus på nedbringelse
af tvang, herunder i særlig grad tvangsfikseringer. Omgørelsesprocenten er efter vores vurdering begrundet i
en problematik i forhold til dokumentation i patientjournalen. Det er vigtig med fyldestgørende dokumenta-
tion, men i konkrete tilfælde, hvor fx et enkelt revurderingsnotat ikke beskriver mindstemiddelsprincippet,
forekommer det meget formalistisk at underkende den tidsmæssige udstrækning af tvangsfikseringen fra
dette tidspunkt – uanset supplerende belysning i lægeerklæring og på mødet samt efterfølgende fyldige jour-
nalnotater. Der bør være et fokus på at sikre den rigtige/sande afgørelse og nævnene kunne overveje i kon-
krete klagesager at indhente retslægerådets udtalelse.
Under 7b belyses afgørelser fra domstolene. Det oplyses, at retsafgørelser, som delvist tilsidesætter nævnets
afgørelse ikke belyses i statistikken, idet sådanne afgørelser statistisk tæller som en stadfæstelse. Der belyses
ikke, hvilke type tvang, der er indbragt for domstolene (frihedsberøvelse, tvangsfiksering, aflåsning af døre
eller tvungen opfølgning efter udskrivelse) eller statistik for sager, der påankes videre til Landsretten.
Vi vil opfordre til, at Det Psykiatriske Patientklagenævn fremadrettet udarbejder mere detaljeret statistik
vedrørende afgørelser, som påklages til domstolene, herunder statistik for, hvor ofte domstolene ændrer
patientklagenævnets afgørelse helt eller delvist.
Afsnit III: Principielle afgørelser.
Årsberetningen indeholder for flere former for tvang, en oversigt over nævnenes dokumentationskrav efter-
fulgt af konkrete afgørelser, som eksemplificerer kravene. Det giver indblik i nævnets praksis, og er både
lærerigt og oplysende i forhold til psykiatrilovens bestemmelser.
Vi vurderer det meget vigtigt, at der ikke optages afgørelser i årsberetningen, som er blevet uaktuelle, fx
begrundet i en ændring i Ankenævnets praksis, - da det kan medføre en usikkerhed i forhold til praksis.
Bemærkninger til afgørelser vedrørende tvangsbehandling:
Afgørelserne viser uændret strenge krav til dokumentation i journalen, som nøje skal overholde alle de af
ankenævn og patientklagenævn opstillede betingelser for dokumentation. Som beskrevet af en patientrådgi-
ver i LPD avisen medfører denne strenge praksis, at en afgørelse i nogle tilfælde er uforståelig for patienten.
Formålet med motivation forud for beslutning om tvangsmedicinering er et forsøg på at opnå patientens
samtykke til behandling. Lykkes motivationen, starter patienten frivilligt med den tilbudte dosis. Om den
videre behandling kan gennemføres frivilligt, kan afhænge af, om patienten også kan motiveres til den do-
sisøgning, som måtte vise sig nødvendig af hensyn til optimal behandlingseffekt. Den gode motivationssam-
tale er individuel og situationsbestemt, hvor dialogen tager afsæt i patientens spørgsmål og ønsker. Det er
ikke befordrende for samtalen, at lægen skal have afleveret et fuldstændig fast defineret budskab, hvor en-
hver afvigelse fører til, at nævnet statuerer, at der ikke er motiveret ensartet.
På side 32 er fx en afgørelse, hvor en enkelt dags journalførte motivation ikke levede op til nævnenes krav
om, at der skal motiveres for hele dosisintervallet.
På side 37 er en afgørelse, hvor mindste middels princippet ikke findes opfyldt, begrundet i at der under
motivationsfasen var drøftet en lavere initialdosis end der blev truffet beslutning om. Ankenævnet anfører,
at overlægen måtte have vurderet, at en lavere initialdosis kunne være tilstrækkelig, da det ellers ikke ville
være relevant at drøfte denne mulighed med patienten.
Kommentar: Der er afgørende forskel på frivillig medicinering og tvangsmedicinering. Når behandling gen-
nemføres frivilligt kan og skal øget dosering ske med patientens accept. Når der er tale om tvangsmedicine-
Side 2 af 4
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0106.png
ring er medicineringen bundet af tvangsordinationen. Er der i løbet af motivationen tegn på, at patienten vil
acceptere frivillig medicinering i en lav dosering, kan det vurderes relevant som frivillig medicinering at
starte med den lave dosering, uanset viden om, at den lave dosering ikke er tilstrækkelig – for derefter at
fortsætte motivationen for en øget dosis. En sådan drøftelse bør ikke influere på en i øvrigt velgennemført
motivationsfase.
På side 42 er en afgørelse, hvor ankenævnet ikke godkender beslutning om en dosis op til højst 40 mg.
Zyprexa. Ankenævnet bemærkede, at der kunne træffes en ny beslutning om øgning af dosis, såfremt det
viste sig nødvendigt.
Kommentar: En ny motivationsfase og tvangsbeslutning kan let forsinke eller afbryde den kontinuerlige
behandling og kan ødelægge en eventuel begyndende sygdomsindsigt og behandlingsalliance. Læger er
under strafansvar forpligtede til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed og vil naturligvis ikke anvende
større doser medicin end nødvendigt. Endvidere har patienten mulighed for at klage på ny, fx hvis dosering
når over ”sædvanlig dosis”. Det forekommer på denne baggrund uforståeligt, at en sag som den anførte ikke
kan godkendes.
Bemærkninger til afgørelser vedrørende anvendelse af fysisk magt
Der refereres flere afgørelser, som på fin vis illustrerer praksis. Der er beskrivelse af sondring mellem fysisk
fastholdelse som et selvstændigt indgreb og som et accessorisk indgreb. De refererede afgørelser viser, at
det ikke i alle tilfælde er en vurdering, der er helt let.
Interessant er også afgørelsen refereret på side 61, hvor Ankenævnet vurderer, at der ikke var tale om et
tvangsindgreb efter psykiatriloven. Der henvises til og citeres udtalelse fra Justitsministeriet om de retlige
grænser for sådanne foranstaltninger udenfor strafferetsplejen som må fastlægges ud fra anstaltsmæssige
synspunkter om, hvad hensynet til opretholdelse af ro, orden og sikkerhed tilsiger.
Bemærkninger til afgørelser vedrørende beroligende medicin med tvang
Der er en oversigt over de krav, der stilles - herunder til dokumentation af iagttagelse af mindstemiddels
princippet. I den forbindelse refereres afgørelser, hvor Ankenævnet ud fra den konkrete beskrivelse i journal
og oplysninger i lægeerklæring vurderer, at der er tilstrækkelig dokumentation for at det i den konkrete situ-
ation ikke var muligt at tale patienten til ro.
Det er positivt, at Ankenævnet således vurderer en sag på baggrund af journalens og de under klagesagen
fremkomne oplysninger om den faktuelle situation i stedet for ufravigelige krav om særlige formuleringer i
patientjournalen.
På side 73 til 75 refereres tre eksempler vedrørende Stesolid som beroligende medicin. I eksempel 1 og 2
underkendes beroligende medicin med tvang begrundet i Ankenævnets praksis om at injektion Stesolid 10
mg. måtte anses som en højere dosis end de 10 mg. Stesolid som tablet, som patienten var tilbudt til frivillig
indtagelse. I eksempel 3 godkendes i en tilsvarende situation den beroligende medicin med tvang efter be-
lysning af, at tablet diazepam (Stesolid) optages 100% og at absorptionen af tablet Stesolid er hurtig og næ-
sten fuldstændig.
Kommentar: Ankenævnets praksis må fremadrettet forventes at være som anført i eksempel 3: at virkningen
af en dosis Stesolid som tablet for alle praktiske formål svarer til samme dosis indgivet ved injektion.
Det er vigtigt at få formidlet og belyst gældende praksis – hvorfor vi ikke finder det hensigtsmæssigt at refe-
rere uaktuelle afgørelser.
Bemærkninger til afgørelser vedrørende frihedsberøvelse
På side 78 er en afgørelse vedrørende politiets medvirken til indlæggelse i en situation, hvor patienten op-
holder sig på hospitalet.
Kommentar: De faktuelle omstændigheder er ikke nærmere belyst. I situationer omfattet af psykiatriloven §
13 stk. 1, 2. punktum skal politiet ikke medvirke til tvangsindlæggelse.
Side 3 af 4
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0107.png
Det foreslås, at nævnets afgørelse inddrager relevant beskrivelse af regelsættet, jfr. Sundhedsministeriets
brev af 26. februar 1999.
På side 80 er en afgørelse, hvor nævnet ikke vurderede, at betingelserne for at tvangsindlægge patienten var
opfyldt, - da det ikke fremgik af journalen, at den modtagende læge vurderede at patienten var sindssyg osv.
Kommentar: denne afgørelse viser en praksis, hvor nævnet forlanger ”klare indikationer for tvangsindlæg-
gelse” under henvisning til ”to-læge prøvelsen”.
Overlægen i Psykiatrien er ikke bundet af det skøn, som den indlæggelse læge har foretaget, - men ved
tvangsindlæggelse på røde papirer vil indlæggende læges erklæring og anmodning normalt føre til tvangs-
indlæggelse. Der kan være situationer, hvor patienter ved modtagelsen i psykiatrien er i stand til at holde
sammen på sig selv og ikke fremstå psykotisk under lægesamtalen ved modtagelse på afdelingen. Det er
meget vigtigt, at patientklagenævnet ikke anlægger urealistiske krav til den prøvelse af kriterierne for
tvangsindlæggelse, som skal ske i henhold til psykiatrilovens § 9 stk. 2.
I ”Psykiatriret” af Helle Bødker Madsen og Jens Garde anføres følgende: ”Overlægens afgørelse efter § 9
stk. 2, om hvorvidt betingelserne for indlæggelse er opfyldt, er en vanskelig opgave. Overlægen skal selv-
følgelig påse, at de formelle betingelser er opfyldt, herunder at papirerne er korrekt udfyldt, men overlægen
må normalt lægge den indlæggende læges oplysninger til grund. Overlægen har dog en vis forpligtelse til
straks at skønne over, om de materielle betingelser, herunder kravet om psykose (eller tilstand, der ganske
kan ligestilles hermed), er opfyldt, men det vil ofte kræve en vis tids observation, før der kan foretages en
nøjere vurdering af, om betingelserne for tvangsindlæggelse har været opfyldt. Det vil derfor antagelig kun
undtagelsesvis forekomme, at overlægen afviser at modtage en patient som tvangsindlagt, hvis de formelle
betingelser er opfyldt og de foreliggende oplysninger i indlæggelsespapirerne i hvert fald ud fra en umiddel-
bar betragtning kan danne grundlag for tvangsindlæggelsen”.
Bemærkninger til afgørelser vedrørende tvangsfiksering
På side 83, side 85 og side 88 udtaler nævnet i de tre refererede afgørelser kritik af, at overlægens vurdering
efter hvert bæltetilsyn ikke var tilført journalen. Nævnet henviser til § 22 stk. 1 i bekendtgørelse nr. 1338 af
2/12 2010 med senere ændring.
Som det må være nævnet bekendt, er der tale om en fejl, når det i bekendtgørelsens § 22 stk. 1, 2. punktum
anføres at ”Overlægens vurdering skal tilføres journalen”. Sundheds- og Ældreministeriet har ved brev af
17. oktober 2018 til Psykiatrien i Region Nordjylland oplyst, at det er en fejl at ”lægen” i § 22 stk.1, 2.
punktum ifm ændringsbekendtgørelse 1107 af 11/9 2015 er blevet ændret til ”overlægen”. Det fremgår af
ministeriets brev, at Det Psykiatriske Patientklagenævn er orienteret herom ved kopi af ministeriets brev til
psykiatrien i Region Nordjylland.
Det er vigtigt, at Patientklagenævnets årsberetning formidler gældende ret og praksis. Det er følgelig ikke
hensigtsmæssigt, at der refereres afgørelser, hvor der udtaler kritik på et forkert grundlag og dermed formid-
ler en forkert praksis.
Vi skal derfor opfordre til, at nævnets kritik i de refererede sager udgår – eller alternativt at nævnet oplyser,
at denne kritik er uberettiget og at ministeriets brev optages i årsberetningen.
Med venlig hilsen
Tina Gram Larsen
Lægefaglig direktør
/
Ingrid Schmidt Nielsen
Juridisk specialkonsule
nt
Side 4 af 4
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0108.png
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M [email protected]
W sum.dk
Psykiatriledelsen
Region Nordjylland
Att.: Lægefaglig direktør Tina Gram Larsen og specialkonsulent Ingrid
Schmidt Nielsen
Dato: 17-10-2018
Enhed: JURPSYK
Sagsbeh.: DEPNFF
Sagsnr.: 1807482
Dok. nr.: 723121
Vedrørende henvendelse om fejl i bekendtgørelse
Sundheds- og Ældreministeriet har modtaget jeres henvendelse af 11. juni 2018 hvoraf
det fremgår, at der efter jeres vurdering er sket en fejl i bekendtgørelse nr. 1338 af 2.
december 2010 (herefter bekendtgørelsen) forbindelse med ændringsbekendtgørelse
nr. 1107 af 11. september 2015 (herefter ændringsbekendtgørelsen).
I har henvist til, at ændringsbekendtgørelsen er udformet som rettelser til
bekendtgørelsen, hvor ”lægen” i flere paragraffer skulle rettes til ”overlægen”.
I denne forbindelse er følgende blevet indført i bekendtgørelsens § 22, stk. 1:
Så længe en tvangsfiksering opretholdes, skal der foretages fornyet
lægelig
vurdering
af spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfikseringen, så ofte som forholdene
tilsiger det, dog mindst 3 gange i døgnet, jævnt fordelt, efter at beslutningen om
anvendelse af tvangsfiksering er truffet.
Overlægens
vurdering skal tilføres journalen.
Bekendtgørelsens § 22, stk. 1, sidste sætning, fastsættes således en journaliseringspligt
for overlægen. I henviser i denne forbindelse til, at det alene fremgår af § 21, stk. 4 i
lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. (herefter psykiatriloven), at der skal
foretages en ny
lægelig
vurdering, og at § 4 a endvidere ikke henviser til § 21, stk. 4.
Endelig har I bemærket, at Det Psykiatriske Patientklagenævn har henvist til
bekendtgørelsens § 22, stk. 1 i forbindelse med en konkret afgørelse, og således med
hjemmel i § 22, stk. 1 har indført en ny forpligtigelse for overlægen.
Sundheds- og Ældreministeriet har til brug for besvarelsen af jeres henvendelse
indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen har bekræftet, at det er en
fejl, at ”lægen” er blevet ændret til ”overlægen” forbindelse med udformningen af
ændringsbekendtgørelsen.
Det har således ikke været hensigten at indføre en ny journaliseringsforpligtigelse for
overlægen i bekendtgørelsens § 22, stk. 1.
Sundheds- og Ældreministeriet vil gøre Det Psykiatriske Patientklagenævn
opmærksom på dette ved kopi af dette brev.
Til jeres orientering er Sundheds- og Ældreministeriet i gang med at udarbejde et
lovforslag med en række ændringer af psykiatriloven. Lovforslaget skal efter planen
1
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0109.png
fremsættes i februar 2019. Såfremt lovforslaget vedtages, skal der udarbejdes
konsekvensændringer i en række bekendtgørelser. I forbindelse med dette arbejde vil
Sundheds- og Ældreministeriet rette fejlen i bekendtgørelsen.
Vi skal beklage det sene svar på jeres henvendelse.
Med venlig hilsen
Katrine Ring
Kontorchef
Side 2
2
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0110.png
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0111.png
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0112.png
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0113.png
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0114.png
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0115.png
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0116.png
 §71, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 52: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2017
2005475_0117.png
Nævnenes +us
Toldboden ,
--.. /iborg
[email protected]
www.naevneneshus.dk0