S 984 - 2017-18 - Endeligt svar på S 984: Deler ministeren den opfattelse, at han i overensstemmelse med objektivitetsprincippet i retsplejelovens § 96, stk. 2, ikke bør instruere anklagemyndigheden eller rigsadvokaten i at rejse sager, hvor disse ikke forventer, at der vil ske domsfældelse?

Retsudvalget 2017-18
S 984
Offentligt

Folketinget

Lovsekretariatet

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

6. september 2018

Strafferetskontoret

Marie Jørgensen

2018-0033-0064

847683

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. S 982, som medlem af Folketin-

get Karsten Hønge (SF) har stillet til justitsministeren den 30. august 2018.

Søren Pape Poulsen

Mette Johansen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

S 984 - 2017-18 - Endeligt svar på S 984: Deler ministeren den opfattelse, at han i overensstemmelse med objektivitetsprincippet i retsplejelovens § 96, stk. 2, ikke bør instruere anklagemyndigheden eller rigsadvokaten i at rejse sager, hvor disse ikke forventer, at der vil ske domsfældelse?

Spørgsmål nr. S 982 fra medlem af Folketinget Karsten Hønge (SF):

”Er

ministeren enig med juraprofessor emeritus Eva Smith, når

hun siger, at rigsadvokaten med sine udtalelser i Politiken den

18. august 2018 har misforstået magtens tredeling?”

Begrundelse:

”Den

nye rigsadvokat, Jan Reckendorff, udtalte til Politiken den

18. august 2018, at han har instrueret landets anklagere i, at »det

er et fokusområde, at vi skal implementere regeringens politik.«

Professor i strafferet Jørn Vestergaard fortæller i samme artikel,

at ingen tidligere rigsadvokat har givet udtryk for dette, og jura-

professor emeritus Eva Smith mener, at rigsadvokaten har mis-

forstået magtens tredeling.”

Svar:

Magtens tredeling er fastslået i grundlovens § 3, hvorefter den lovgivende

magt er hos kongen (dvs. regeringen) og Folketinget i forening, den udø-

vende magt er hos kongen (dvs. regeringen), og den dømmende magt er hos

domstolene.

Det følger af retsplejelovens § 98, stk. 1, at anklagemyndigheden er under-

lagt justitsministeren. Der gælder således et almindeligt forvaltningsretligt

over-/underordnelsesforhold mellem justitsministeren og anklagemyndig-

heden. Som øverste forvaltningschef for anklagemyndigheden kan justits-

ministeren

–

inden for rammerne af retsplejeloven og gældende ret i øvrigt

–

give anvisninger til anklagemyndigheden af generel karakter og pålæg i

konkrete sager, jf. retsplejelovens § 98, stk. 2 og 3.

Anklagemyndighedens struktur afspejler ligeledes den traditionelt hierar-

kisk opbyggede forvaltningsmyndighed. Det følger således af retsplejelo-

vens § 99, stk. 2, at rigsadvokaten er de øvrige offentlige anklagere over-

ordnet og fører tilsyn med disse, samt at rigsadvokaten kan fastsætte be-

stemmelser og meddele pålæg om bl.a. de offentlige anklageres udførelse af

deres opgaver.

Det forhold, at rigsadvokaten

–

inden for rammerne af retsplejeloven og

gældende ret i øvrigt

–

udøver sin kompetence til at fastlægge retningslinjer

for anklagemyndighedens arbejde, er i overensstemmelse med dette lovfæ-

stede over-/underordnelsesforhold. Der er ikke tale om et brud på magtens

tredeling, jf. grundlovens § 3, men om udøvelse af udøvende magt.

Det er derfor ikke korrekt, når det påstås, at rigsadvokaten skulle have mis-

forstået magtens tredeling.

Som anført ovenfor kan justitsministeren give anklagemyndigheden på-

læg i konkrete sager. Det følger af retsplejelovens § 98, stk. 3, at et konkret

pålæg skal være skriftligt og begrundet, og at Folketingets formand skriftligt

skal underrettes herom. Det bemærkes, at skiftende justitsministre har været

yderst tilbageholdende med at gribe ind i konkrete straffesager, som behand-

les af anklagemyndigheden. Justitsministerens mulighed for at give ankla-

gemyndigheden pålæg i en konkret straffesag ses sidst at have været anvendt

i 1990’erne.

Det skal herudover bemærkes, at justitsministeren i helt særlige tilfælde er

tillagt påtalebeføjelser efter straffeloven. Det fremgår således af straffelo-

vens §§ 110 f og 118 a, at påtale for overtrædelse af bestemmelserne i straf-

felovens kapitel 12 om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikker-

hed (§§ 98-110 e) og af en række bestemmelser i kapitel 13 om forbrydelser

mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme mv. (§§

111-115 og 118) kun kan ske efter justitsministerens påbud.

Som øverste forvaltningschef for anklagemyndigheden er justitsministe-

ren underlagt de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. Det inde-

bærer bl.a., at hverken justitsministeren eller regeringen vil kunne give an-

klagemyndigheden pålæg om at rejse sager i strid med det objektivitetsprin-

cip, som anklagemyndigheden er underlagt i medfør af retsplejelovens § 96,

stk. 2.

Det følger af objektivitetsprincippet, at anklagemyndigheden skal påse, at

strafskyldige drages til ansvar, og at forfølgning af uskyldige ikke finder

sted. Det er et grundlæggende krav, som gælder i alle dele af anklagemyn-

dighedens virke.