Tak, og tak for spørgsmålet.
Jeg vil gerne begynde med at sige, at kriminalitetsbilledet jo konstant forandrer sig i Danmark.
Derfor er det vigtigt, at politiets uddannelse hele tiden følger med.
Det er sådan med den nye 2-årige politiuddannelse, at den er bygget op omkring tre moduler, der hver varer 8 måneder.
Det første og det tredje modul foregår på skolebænken, og det andet modul er et praktisk modul i en politikreds.
Der er jo ingen tvivl om, at det er vigtigt, at politiet løbende efter- og videreuddanner sig.
Det er en del af det at have og bibeholde et stærkt politi, der er rustet til at løse de opgaver, som politiet stilles over for.
Derfor vil jeg gerne understrege, at den 2-årige uddannelse ikke skal stå alene og bestemt ikke må stå alene.
Uddannelsen er en del af et større uddannelsesforløb, hvor der i langt højere grad end tidligere er fokus på efter- og videreuddannelse, og hvor det sikres, at alle politiuddannede løbende fastholder det nødvendige kompetenceniveau.
Det er vigtigt, at vi sikrer systematik og sammenhæng i efter- og videreuddannelsesforløbet, og derfor har politiet lanceret et nyudviklet karriereprogram, der skal sikre dette.
Karriereprogrammet betyder sådan set, at alle politibetjente bliver indplaceret på etablerede og tydelige karriereveje, og det er med til at målrette efter- og videreuddannelsen efter den enkelte politibetjents funktion og opgaver, så man f.eks.
kan uddanne sig til hundefører, til motorcykelbetjent, specialisere sig inden for efterforskning, eller hvad det nu kunne være.
Der er også lanceret et nyt politifagligt træningsprogram, der skal sikre obligatorisk vedligeholdelse af centrale politifaglige basiskompetencer og den høje operative parathed.
Programmet blev implementeret i politikredsene her i februar i år.
Indholdet fastlægges af Rigspolitiet ud fra en løbende vurdering og prioritering af politiets operative behov.
Vi justerer og implementerer løbende nye tiltag inden for området, sådan at politiets kompetencer hele tiden følger med de behov, der er, for politifaglig uddannelse.