Tak.
Jeg ved ikke, hvilken verden finansministeren befinder sig i, men det er, som om finansministeren slet ikke forholder sig til, at alle vores dygtige journalister refererer til, at man den her gang ligesom har sagt, at der skal være en samlet aftale, både om udlændinge, om skat og om finansloven.
Nu kan vi se, at der er et parallelt forløb, der er i gang.
Om det ender med en aftale, kan jeg jo ikke vide noget om.
Det er også derfor, jeg spørger, om det er vigtigt, at skatteaftalen bliver lavet sammen med finansloven her ved tredjebehandlingen, og jeg kan se, at ministerens egne kollegaer i regeringen er kravlet så højt op i et træ, at der måske er brug for, at finansministeren allierer sig med beredskabet for at få dem ned fra det.
For de vil jo ikke være til stede, hvis der ikke ligger en skatteaftale af historiske dimensioner i forhold til skattelettelser.
Hvordan hænger det sammen?