Ministeren mener heller ikke, at det er sådan, at det gavner nogen i sig selv, at uligheden øges.
Ministeren mener, at det gavner folk, at de får flere af deres egne penge til sig selv, i stedet for at spørgeren og jeg skal bestemme over deres penge.
Det er sådan, at ulighedsdebatten i Danmark er lidt faktaforladt og måske i stedet for tit fremmet af interesser om at få en debat i gang, der egentlig ikke rigtig er noget grundlag for.
Faktum er, at indkomstforskellene i Danmark er de fjerdelaveste i OECD; indkomstforskellene i Danmark er på niveau med eller mindre end i både Norge, Sverige og Finland.
Så lad os nu en gang for alle, vil jeg sige til fru Christine Antorini, blive enige om, at der ikke er noget ulighedsproblem i Danmark.
Regeringens mål med skattereformen er, at det bedre skal kunne betale sig at stå op om morgenen og gå på arbejde, ikke mindst for dem med de laveste lønindkomster, som i dag får alt for lidt ud af at yde en indsats på arbejdsmarkedet.
Det handler jo om at gøre forskellen større mellem at have et lavtlønsjob og så at være i passiv forsørgelse.
Derfor giver vi bl.a.
et målrettet jobfradrag til personer med en forholdsvis lav lønindkomst.
De får altså mere til sig selv.
Vores forslag til skattereform løser samtidig et andet stort problem, nemlig at det for nogle ikke kan betale sig at spare op til deres alderdom – et problem, som i dag ikke mindst rammer personer med helt almindelige indkomster.
Det problem vil regeringen gerne løse, og jeg går da egentlig ud fra, at Socialdemokratiet også bakker op om den ambition.
Ja, med den Ginikoefficient, som blev udviklet af den mand, der stod bag den økonomiske politik i Italien i 1920'erne og 1930'erne, er det rigtigt at man rent teknisk kan måle en lille stigning i uligheden – men altså en forsvindende lille stigning.
Og Danmark bliver altså ikke urimelig mere eller mindre ulige af den grund.
Uligheden er fortsat på et meget lavt niveau i Danmark.