Altså det, man godt kan undre sig over, er, at der faktisk er mennesker, der går på arbejde hver eneste dag og tjener penge hjem til staten Danmark, og at vi så har et system, som gør, at vi lige pludselig har forpligtet os på hele Europa, hvad angår SU og SU-lån.
Jeg synes, at selve tankegangen, når man ser sådan nøgtern på det, jo er fuldkommen grotesk, for det betyder jo sådan set bare, at skatteyderne bliver spændt for en vogn, hvor de så skal til at betale for, at udenlandske studerende kan komme herop og få SU-lån og SU-understøttelse.
Jeg er sådan set tilhænger af et i øvrigt gammelt system, lige så gammelt som universiteterne, nemlig at man rejser rundt i Europa som udenlandsk studerende og bliver klogere.
Men det, jeg så bare ikke forstår, er, hvorfor det er de danske skatteydere, der skal betale regningen.
Det forstår jeg ikke.
Jeg forstår simpelt hen ikke, at man ikke sætter en stopper for det nu.
Det vil jeg så bare håbe på, at regeringen lægger sig i selen for, for jeg synes simpelt hen, at det er urimeligt, at der spildes skatteyderpenge på det her forhold – jo også helt principielt, kan man sige.
For man jo kan mene, hvad man vil, om velfærdsstaten:
Skal den være stor eller skal den være lille?
Det er jo sådan set en diskussion, som man kan have, og det kan vi jo så være enige eller uenige om.
Men der, hvor jeg synes det afgørende principielle ligger, er, at velfærdsstaten er, hvis den skal bestå, en national forsikringsordning.
Hvis man breder den nationale forsikringsordning ud på hele verden – eller hele Europa – så kollapser velfærdsstaten på et eller andet tidspunkt.
Det vil i hvert fald være mit bedste bud, for den kan jo ikke bestå, hvis det er sådan, at alle benytter sig af de velfærdsydelser, som oprindelig var ment til at gælde danskere.