Spm. nr. S 261

5) Til justitsministeren af:

Karin Nødgaard (DF) :

Agter ministeren at ændre reglerne, således at det ikke længere er muligt at have sit barn boende hos sig i et fængsel, når den ene af forældrene afsoner en dom?

Værsgo til at læse spørgsmålet op.

Tak. Agter ministeren at ændre reglerne, således at det ikke længere er muligt at have sit barn boende hos sig i et fængsel, når den ene af forældrene afsoner en dom?

Værsgo til ministeren.

Der skal vi jo igen tilbage til, hvad der er det bedste for barnet. Det skal være det bærende hensyn, og derfor vil jeg ikke være i stand til hverken at svare ja eller nej. For jeg tror, at det her handler om, at det ikke bare er en lovgivning eller nogle regler, der skal høre til i Justitsministeriet. Jeg vil drøfte det med børne- og socialministeren, for det er, når det kommer til vurderingerne, jo også socialrådgiverne og kommunerne, der vurderer det. Det er jo i høj grad der, man siger: Kan den her forælder tage sig af barnet? Jeg vil drøfte med børne- og socialministeren, hvad det kan have af konsekvenser for et barn at opholde sig i et fængsel med forældre. Jeg mener simpelt hen ikke, at den her sag kan håndteres, uden at vi har en fælles drøftelse både med Justitsministeriet og børne- og socialministeren, og jeg tænker, at når vi lige har drøftet det, så kunne vi jo tage en samtale om det i kredsen af partier i forhold til det her. For jeg er helt enig i, at der er noget her, vi skal have kigget nærmere på. Jeg synes bare ikke, jeg kan svare ja eller nej til, at man skal ændre reglerne. Jeg synes simpelt hen, det må kræve, at vi lige kommer et spadestik dybere ned i det og drøfter det med hinanden.

Værsgo.

Det anerkender jeg også fuldt ud. For som jeg også sagde tidligere under det foregående spørgsmål, er det her ikke et spørgsmål om enten-eller. Altså, der er ting, der måske kan kigges på, og det kan være, at der er nogle justeringer, vi kan gøre, så det bliver bedre. For det drejer sig netop om barnets trivsel og barnets sundhed – nogle kalder det også barnets tarv – hvad er egentlig er bedst for barnet? I princippet kunne det være et scenarie, hvor man kan have samvær med den forælder, der er i fængslet. Men det kunne jo også være således, at det f.eks. var faren, der var i fængsel, og at det måske var bedre, at barnet boede der, end at barnet var hos en mor, som måske var dybt kriminel eller var ude i et misbrug. Men det, der også er vigtigt, er, at få fokus på det netværk, der er omkring et barn, og det er jo noget, som Dansk Folkeparti er meget optaget af: Hvordan kan man involvere andre, der er rundtomkring barnet? Det kunne f.eks. være bedsteforældre. Så det synes jeg også at man, når man tager drøftelsen med sin kollega, skal have i erindring. Det vil være rigtig, rigtig fint.

Men jeg synes også, at det, der er vigtigt at holde fast i i forhold til den her problematik, er at lytte til dem, der egentlig – hvad skal man sige – observerer det i hverdagen, og det er jo bl.a. personalet i fængslerne. Fra dem hører man jo, at børnene oplever stress, at de er påvirket af det, og de mener slet ikke, at det er et sted, hvor børn skal vokse op. Der vil jeg da egentlig også gerne høre ministeren, om han har fået nogle henvendelser fra fængselspersonalet i forhold til det, hvor man simpelt hen har sagt: Vi er faktisk bekymrede for de her børns opvækst. Det kan godt være, at der har siddet nogle sociale myndigheder, der har kigget på det, og at man om moren – hvis det er moren, der afsoner en dom – kan sige, at hun, når man har hende på tomandshånd, egentlig er en sød og kærlig og god mor, hvad hun garanteret også er, men de betingelser, og det, der omgiver barnet, kan faktisk ikke befordre, at det her barn får en god opvækst. Så det var den ene del af det.

Der er en anden del, som jeg også håber ministeren kunne overveje. Jeg er ikke helt bekendt med norsk lovgivning, men jeg har ladet mig fortælle, at der i Norge er en anderledes lovgivning. Jeg ved ikke, om ministeren kender til den lovgivning og måske kunne prøve at svare på det. Tak.

Værsgo.

Tak. Jeg synes jo, det er noget af det, vi skal få boret ud nu. For jeg har ikke på stående fod kendskab til, hvad ansatte måtte have sagt her, og det synes jeg jo er en helt naturlig ting at vi får spurgt om, altså at vi får stillet spørgsmål til de mennesker, der arbejder med det her til daglig, i Kriminalforsorgen, men også de andre ansatte, vi har her: Hvad er udfordringerne ved det her? Det er jeg fuldstændig enig i at vi skal gøre og så finde en pragmatisk løsning på det.

Så formåede jeg faktisk at glemme, hvad det andet spørgsmål var, og det beklager jeg meget.

Tak. Værsgo.

Den anden del var i forhold til andre landes lovgivning, f.eks. Norges, hvor jeg har ladet mig fortælle der er en anden form for lovgivning. Det kunne være, at ministeren så, hvis man ikke ved det og kan nå at svare på det, kan indhente nogle oplysninger og videresende dem til ordførerkredsen i forhold til det her.

Men jeg synes også, at det er vigtigt at lytte til, at fængselspersonalet f.eks. er bekymret for børnenes sikkerhed. For en ting er, at moderen kan være tryg, men hvis nogle andre lige pludselig har en aggressiv adfærd, kan det også gå ud over barnet og påvirke det.

Den sidste del, som jeg også synes er meget spændende, er i forhold til efter barnet er fyldt 3 år. For hvis vi siger, at et barn er vokset op i et fængsel i 3 år, så skal barnet jo sådan set ud igen. Nu er jeg ikke specialist på retsområdet, men hvad skal der så ske med det barn? Findes der nok i forhold til lovgivningen på det område?

For jeg kan godt være bekymret for, at hvis man kun har fået, hvad skal man sige, de input man får inden for fængslets mure, så er det måske ikke helt tilstrækkeligt i forhold til at komme ud og bare lige blive afleveret i en institution eller at skulle være sammen med andre børn og lave legeaftaler osv. Kan ministeren også lige prøve at kommentere det? Tak.

Ministeren, værsgo.

Her kan jeg kun dele ud af min uvidenhed og sige, at jeg efter at have fået det her mundtlige spørgsmål er blevet meget nysgerrig på det emne. For jeg tænkte også på, hvordan børnene får social kontakt med andre end voksne, altså hvis man er i et fængsel de første 2 år. Jeg ved ikke, hvor mange der egentlig er det og i hvor lang tid; mange kvinder i Danmark har jo ikke ret lange domme, så de er hurtigt ude igen. Men jeg synes, det er relevant at diskutere.

Det med andre lande vil jeg gerne undersøge. Jeg har lidt den samme forståelse af Norge som spørgeren har, og jeg tror, at Sverige er lidt som os, men det må vi kigge på, også det med efter det tredje år. Det er også derfor, jeg siger, at det her ikke kan håndteres, uden at børne- og socialministeren og jeg i hvert fald har en fælles drøftelse af, hvad der kan gøres. Og så synes jeg, vi skal tage en drøftelse af det bagefter.

Værsgo, fru Karin Nødgaard, det sidste spørgsmål.

Tak. Jeg synes, det er rigtig fint, og jeg synes, at det her netop er et tegn på, at vi har en dialog her i spørgetiden på kryds og tværs. For vi har jo ikke altid dialogen med hinanden, når man sidder som socialordfører, men vi kan alligevel se, at det ikke er første gang, for jeg tror, det er tredje eller fjerde gang, jeg står her over for justitsministeren med nogle spørgsmål, hvor man faktisk kan se, at tingene lapper ind over hinanden, altså i forhold til socialområdet og så hele retsområdet.

Derfor synes jeg, det bliver interessant, at ministeren vil følge op på de her ting, og at vi kan få en god dialog om det. For det er netop ikke sort eller hvidt det hele, og det skal vi jo være meget bevidste om, synes jeg.

Værsgo til sidste svar.

Det vil jeg se frem til, for jeg tror, vi har fuldstændig det samme mål. Og det er: Hvad er bedst for barnet?

Tak for det, og spørgsmålet er afsluttet.