Folketingets Lovsekretariat
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.socialministeriet.dk
Sagsnr.
2017 - 6429
Doknr.
525712
Dato
05-12-2017
Medlem af Folketinget Trine Torp (SF) har d. 29. november 2017 stillet følgende
spørgsmål nr. S 251 til børne- og socialministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. S 251:
Hvad er ministerens kommentar til, at færre unge med en psykisk sygdom f.eks. skizo-
freni eller bipolar lidelse uddanner sig, jf. VIVE's nye undersøgelse på vive.dk: »Færre
unge med større psykiske handicap uddanner sig«, og hvilke initiativer påtænker rege-
ringen at tage for at genoprette og helst øge denne gruppes uddannelsesfrekvens?
Svar:
Det er afgørende, at flest mulige mennesker med psykiske lidelser får mulighed for at
uddanne sig. Det er noget, der ligger mig meget på sinde. En psykisk lidelse skal ikke
stå i vejen for at få de bedste muligheder for et godt og meningsfuldt liv.
Jeg er derfor også glad for, at partierne bag satspuljeaftalen i 2012 vedtog at afsætte
midler til VIVE’s undersøgelse, så vi nu har fået mere viden på området. Undersøgel-
sen afdækker en bred række af handicaps, herunder mennesker med større og min-
dre psykiske vanskeligheder. Her ser vi, at omkring 3 pct. af den samlede gruppe har
et større psykisk handicap i form af blandt andet skizofreni, angst og depression, og at
der i denne gruppe har været et fald i andelen, som er kommet i uddannelse.
Et af regeringens 10 mål for social mobilitet er, at flere personer med psykiske van-
skeligheder eller sociale problemer skal i uddannelse og beskæftigelse. Uddannelse
og beskæftigelse kan være med til at skabe en positiv forandring for mennesker med
psykiske vanskeligheder eller sociale problemer i form af øget trivsel og kan således
være med til, at den enkeltes livssituation forbedres.
I arbejdet med at nå målet, er der igangsat flere initiativer, som har til formål at få flere
unge med psykiske handicaps i uddannelse og beskæftigelse. Der er blandt andet på
beskæftigelsesområdet afsat satspuljemidler til projektet Social Støtte, som er et initia-
tiv rettet mod at etablere virksomhedsrettede forløb med fokus på at sikre job-match
for ledige personer med handicaps, psykiske lidelser og sociale problemer. Derudover
har Folketingets partier indgået en bred politisk aftale i efteråret 2017 om etablering af
en Forberedende Grunduddannelse fra august 2019 til unge under 25 år, som mang-
ler opkvalificering for at gennemføre en ungdomsuddannelse eller komme i beskæfti-
gelse. Endelig afholder jeg sammen med beskæftigelsesministeren og Danske Handi-
caporganisationer snart en konference, hvor vi indsamler input til, hvordan vi få flere
mennesker med handicap i beskæftigelse. Disse input vil indgå i et kommende fælles
handicappolitisk udspil på tværs af Børne- og Socialministeriet og Beskæftigelsesmi-
nisteriet.