Spm. nr. S 234

5) Til udlændinge- og integrationsministeren af:

Karina Due (DF) (medspørger: Peter Kofod Poulsen (DF) ) :

Anser ministeren det som en succes som integrationsminister, når flere kommuner får indført religiøst slagtet mad i institutionerne, moskeer, moskeer med minareter, kønsopdelte svømmehaller, fredagsbøn i skolen, accept af faste for børnene i forbindelse med eid, fejring af eid i skoletiden, undgåelse af fejring af kristne højtider, indførelse af muslimske højtider, at skoledagen bliver fleksibelt indrettet efter de muslimske bønner, at kommunalt ansatte ikke giver hånd til en af det modsatte køn, at der indrettes bederum på uddannelsesstederne, at offentligt ansatte bærer religiøs hovedbeklædning, at der bliver oprettet kønsopdelte klasseværelser, at elever kun har lærere af samme køn som dem selv, og at undervisningen om islam får en større del af undervisningstiden i skolerne?

Værsgo til at læse spørgsmålet op – og der er en medspørger, nemlig hr. Peter Kofod Poulsen, Dansk Folkeparti.

Tak for det, fru formand.

Anser ministeren det som en succes som integrationsminister, når flere kommuner får indført religiøst slagtet mad i institutionerne, moskeer, moskeer med minareter, kønsopdelte svømmehaller, fredagsbøn i skolen, accept af faste for børnene i forbindelse med eid, fejring af eid i skoletiden, undgåelse af fejring af kristne højtider, indførelse af muslimske højtider, at skoledagen bliver fleksibelt indrettet efter de muslimske bønner, at kommunalt ansatte ikke giver hånd til en af det modsatte køn, at der indrettes bederum på uddannelsesstederne, at offentligt ansatte bærer religiøs hovedbeklædning, at der bliver oprettet kønsopdelte klasseværelser, at elever kun har lærere af samme køn, og at undervisningen om islam får en større del af undervisningstiden i skolerne?

Så er det ministeren.

Jeg tror næsten, jeg kunne have lavet listen selv, og jeg tror i virkeligheden også, at fru Karina Due kender min holdning til det. Der er ingen tvivl om, at vi har svigtet, og det har vi efter min mening, på grund af at vi har haft en berøringsangst på de her felter. Jeg tror også, jeg lige så godt kan sige det, som det er: Det bliver et langt, sejt træk – det, vi står over for. For det kommer ikke, tror jeg, som nogen som helst form for overraskelse, hverken for fru Karina Due eller andre, at i min verden handler integration altså ikke om, at vi alle sammen bøjer os lidt ind mod hinanden, og så til sidst mødes vi på midten. Efter min mening handler det om, at når man kommer til Danmark, skal man leve efter det regelsæt, som vi har, og efter de traditioner, som vi har. Dermed være ikke sagt, at man ikke må tro på den gud, som man lige præcis vil, og man må også gerne dyrke den gud, man vil, alt det, man vil, men man må bare ikke kræve, at andre tager særhensyn, og man må ikke kræve, at der skal tages særhensyn, fordi man f.eks. har en eller anden bestemt religiøs overbevisning.

Det er selvfølgelig også derfor, jeg mener, at det er ganske almindelig dansk skik og brug og ikke religiøse dogmer, der skal herske, både i institutioner, på skoler og alle mulige andre steder. Jeg mener, man må tilpasse sig, og at man skal indrette sig efter skik og brug her i Danmark.

Værsgo til spørgeren.

Tak for det. På gårsdagens samråd om ngo-skibene udtalte ministeren: Vi står over for noget, der kan ændre Europa fundamentalt, og som på en eller anden måde er i gang med at ændre Europa. Nu hvor ministeren så erkender, at vi står over for noget, som allerede er i gang med at ændre Europa og Danmark fundamentalt, er ministeren så stadig væk tryg ved at lægge diverse bestemmelser ud til lokal selvbestemmelse? Og med de kommuner, hvor integrationen er stor, og hvor kommunen jo med ministerens egne ord bliver fundamentalt ændret, nu hvor hele Europa er ved at blive ændret, hvordan kan ministeren så sige alle de rigtige ting og alligevel, føler jeg lidt, krybe i flyverskjul, når det kommer til at lovgive på området?

Ministeren.

Nu har vi haft den her diskussion ad flere omgange her på selv samme sted og tidspunkt på dagen – bare med en uges forskydning – men jeg mener ikke, at løsningen er, at vi skal lovgive. Jeg håber vitterlig på, at den her diskussion er en diskussion, som man vil tage på hver enkelt institution, i hver enkelt skole. Og jeg er med på, at det kan være en svær diskussion at tage. Men jeg mener rent faktisk, at vi når længst, hvis vi i forsvaret for dansk skik og brug hver især tager den her diskussion, og at det ikke er et område, hvor man bare kan henvise til Christiansborg og sige, at det er noget, nogle andre har bestemt, og at vi derfor må indrette os efter det her.

Værsgo til spørgeren.

Når ministeren henviser til det kommunale selvstyre, hvorfor accepterer ministeren så et burka- eller maskeringsforbud? Der sætter man jo også spørgsmålstegn ved det lokale selvstyre. Man kunne jo godt forestille sig, at man i Brøndby havde et forbud mod burkaer, og at man i Ishøj godt måtte gå med burka.

Ministeren, værsgo.

Så når man krydser kommunegrænsen, skal man enten tage sin burka af eller tage sin burka på. Det kunne man godt forestille sig, men det tror jeg alligevel jeg vil sige hører til et nationalt forbud og er et nationalt anliggende. Jeg siger jo ikke, at vi ikke på et eller andet tidspunkt desværre kan nå derhen, hvor man bliver nødt til at gribe ind over for de her ting, men jeg mener rent faktisk, at vi står os bedst ved, at vi hver især tager den her debat i det daglige, og ved, at vi hver især værner om skik og brug og traditioner i Danmark. For jeg er så uendelig nervøs for, at man – hvis vi lovgiver på det her felt – så bare peger hen på os Christiansborgpolitikere og siger, at det ikke er noget, man selv har noget med at gøre, men at det er noget, nogle andre har bestemt, og dermed jo ikke rigtig står ved det.

Spørgeren.

Det er rent faktisk os, der har muligheden for at gøre en forskel, vi har mulighed for at lovgive på området, og så lægger man det ud med den forvisning om, at vores lokale politikere sørger for, at det bliver ens. Er det ikke meningen, at vi skal ensrette samfundet i Danmark, og er det ikke meningen, at vi netop skal værne om værdierne herindefra og tage ansvaret?

Værsgo.

Det skal vi også. Men jeg mener også, at meget af det her hører til i det lokale selvstyre. Nu kan jeg jo sådan set se, at der er en lokal eller i hvert fald regional DF'er, der har sagt nogle ting om regelsættet for Region Sjælland med hensyn til halalkød, og med hensyn til hvor meget der skal oversættes til arabisk, og andet, når det handler om Region Sjælland. Så det viser måske i virkeligheden præcis, at det lokale selvstyre virker. (Formanden (Pia Kjærsgaard): Ja tak!). Jeg vil bare sige, at jeg faktisk har 2 sekunder tilbage.

Vi har en medspørger. Værsgo.

Tak for det. Jeg er simpelt hen nødt til at sige, at der bliver sagt mange fornuftige ting, men at der bare sker alt for lidt. Vi kan ikke blive ved med bare at tørre ansvaret af på alle mulige kommunalbestyrelser og regioner og så sige, at det må de klare, fordi det ikke bare skal være en debat på Christiansborg. Men hallo, det er jo os, der har ansvaret; det er de 179, der er valgt her, der har ansvaret for, hvad der sker i Danmark.

Så synes jeg, at det er slapt, minister, at vi hører, at ministeren giver os fuldstændig ret i det, der bliver fremført, men i øvrigt siger, at vi ikke skal lovgive. Det er det, jeg kalder moralisme. Man har alle de rigtige hensyn, man har alle de rigtige holdninger, men alligevel vil man ikke bruge det instrument, som vælgerne har givet os, nemlig lovgivningen. Jeg synes, vi skal gå i gang med at lovgive, og jeg synes, vi skal komme i gang med at arbejde os ud af det her. Så vil ministeren ikke bare give et tilsagn om, at det vil man virkelig komme Dansk Folkeparti i møde på, så vi kan sikre, at vi ikke løbende får en islamisering af det her samfund?

Ministeren, værsgo.

Jeg håber faktisk ikke, at hr. Peter Kofod Poulsen mener, at det kun er 179 mennesker i Danmark, der har ansvaret for, at skik og brug og traditioner i Danmark bliver holdt i hævd. Det håber jeg rent faktisk at hr. Peter Kofod Poulsen mener at vi alle sammen har, hver og en i Danmark. Det kan vi se helt forskelligt på, men jeg kan sige, at når jeg siger, som jeg gør, og når jeg mener, at det er vigtigt, at man tager det her ansvar på sig ude i institutioner, ude på skoler, ude i dagligdagen, er det rent faktisk i min optik et forsvar for dansk tradition og skik og brug. For jeg mener netop ikke, at det alene påhviler 179 medlemmer af Folketinget. Jeg mener, at det er noget, der skulle pålægges hver enkelt dansker at gøre.

Værsgo.

Men det påhviler de her 179 folketingsmedlemmer at lovgive i det her land, i hvert fald indtil der kommer et nyt valg, og vælgerne får lejlighed til at skifte os ud. Og så må det jo være sådan – sådan er det i hvert fald for os – at vi sådan set ønsker at forsvare Danmark og dansk kultur i alle egne af landet. Hvis det her fremadrettet skal være en lokal ting, som vi så kan tørre af på nogle byrødder eller på nogle regionsrådsmedlemmer, der så kan køre det løb, vil det jo være sådan, at Danmark gradvist går i opløsning. Der vil være enklaver i det her land, det ser vi jo allerede, hvor dansk ret sættes ud af kraft, hvor vi ser dansk kultur falde fra hinanden. Det kan vi da ikke være tjent med. Vi er da nødt til at bruge den mulighed, vi har, for at lovgive. Hvorfor er det, at regeringen ikke vil vise vejen på det her område?

Ministeren.

Fordi jeg i virkeligheden ikke kun mener, at det handler om byrådsmedlemmer. Jeg mener, at det er helt ude på den enkelte institution, at forældrene også skal tage den her diskussion. Jeg mener faktisk, at vi kommer til at stå meget, meget stærkere, hvis det er et ansvar, der påhviler os alle sammen, hvis det er et ansvar, vi rent faktisk påtager os alle sammen.

Så siger jeg jo ikke, at man i fremtiden nødvendigvis altid vil se det sådan her, for hvis man kan se, at der sker et alvorligt skred, kan man selvfølgelig tage diskussionen herinde, men jeg mener rent faktisk, at det ville være bedst, hvis vi hver især tog det ansvar på os. Jeg tror på det lokale selvstyre, og nu kan jeg jo sige, at jeg i hvert fald også kan tro på det regionale selvstyre, for man kan jo se, hvordan et medlem fra Dansk Folkeparti rent faktisk har taget debatten.

Så er det fru Karina Due igen, værsgo. Sidste spørgsmål.

Tak for det, og tak til ministeren, fordi hun er opmærksom på, at Dansk Folkeparti gør det godt mange steder. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige det samme om Venstres medlemmer rundtomkring, for det, vi ser, er, at de gør det stik modsatte af, hvad ministeren siger. De stemmer ja til minareter, de stemmer nej til et forbud mod halalkød, de stemmer fuldstændig stik modsat af det, ministeren står og siger. Jeg kan godt en gang imellem være en lille smule i tvivl om, hvad Venstres holdning egentlig er, hvad regeringens holdning er, for ministeren siger alle de rigtige ting, men desværre er det ikke det, vi ser i virkeligheden.

Værsgo til ministeren.

Venstres og også regeringens holdning er, at de her ting skal besluttes i kommunalbestyrelser og i daginstitutioner.

Spørgsmålet er afsluttet.

Så er der et nyt spørgsmål til miljø- og fødevareministeren af hr. Christian Rabjerg Madsen, Socialdemokratiet.

Spørgsmålet er afsluttet. Så er der et nyt spørgsmål til miljø- og fødevareministeren af hr. Christian Rabjerg Madsen, Socialdemokratiet.