Tak til justitsministeren for redegørelsen.
Jeg synes generelt, at der er tale om en god redegørelse, især hvis man er i stand til at afkode det særlige sprog, som anvendes i debatten.
Når f.eks.
justitsministeren skriver, at aftalen på kort sigt sikrer – og jeg citerer – »dansk politi en tilfredsstillende adgang til Europols databaser«, så er det, der egentlig menes, at aftalen sikrer dansk politi fuld adgang til Europols databaser, sådan som det hele tiden har været tilfældet.
Og når ministeren f.eks.
skriver om fremtiden, at her vil dansk politipersonale – og jeg citerer – »ikke på stedet kunne foretage en søgning via mobilt udstyr i Europols databaser«, så menes der slet ikke, at dansk politi ikke på stedet vil kunne søge via mobilt udstyr i Europols databaser, for det kan de jo, og det vil de også kunne fremover.
Det, der menes, er, at de ikke kan lave en søgning via et opslag, men skal lave en ansøgning via en opringning.
Det er ligesom den store forskel.
Så hvis vi ser bort fra de her finurligheder, kan redegørelsen jo ikke skjule, at det skræmmebillede, som befolkningen blev tæppebombet med op til folkeafstemningen den 3.
december 2015, har vist sig ikke at blive realiseret.
Parallelaftale om Europol vil tage 4-5 år, skal vi vente og lade dansk politi i stikken og danskernes tryghed mindskes?
spurgte Søren Pape Poulsen, som nu er justitsminister, på Twitter dagen inden folkeafstemningen.
Det var forkert.
Tværtimod kan vi se tilbage på en aftale, som dansk politi beskriver som operativt tilfredsstillende.
Sidste år brugte det danske politi Europols søgesystem omkring 72.000 gange, den mulighed vil vi ikke længere have, hvis vi stemmer nej – påstod Ulla Tørnæs, som nu er udviklingsminister, dengang i en husstandsomdelt avis trykt i næsten 1 million eksemplarer.
Det var forkert.
Danskerne stemte nej, og dansk politi kan i dag og i morgen og fremover bruge Europols søgesystem lige så meget, som dansk politi har lyst til:
72.000 gange, 7,2 millioner gange eller 72 millioner gange.
Der er ingen problemer i det, bare gå i gang.
Hvad får vi, hvis vi siger nej, sagde Radikal Ungdom på en plakat, og svarede selv:
begejstrede børnelokkere.
Og Radikal Ungdom blev bakket op af Nick Hækkerup, som i en kampagnevideo udtalte:
Virkeligheden er, at hvis det bliver et nej den 3.
december, så får de pædofile lettere spil, så bliver det sværere at optrævle pædofiliringe.
Det var forkert.
Intet i den aftale, som er blevet indgået, svækker kampen mod pædofili.
Så børnelokkere har præcis lige så lidt grund til at være begejstrede i dag, som de havde, før den danske befolkning stemte nej.
Her synes jeg så det er vigtigt lige at få slået fast:
Den danske befolkning stemte jo ikke nej til et europæisk politisamarbejde.
For det var ikke det, man havde spurgt dem om.
Det kunne man jo bare have gjort, men det gjorde man ikke.
Man spurgte dem om noget helt andet, og det andet, som den danske befolkning sagde nej til, var at opgive den danske undtagelse fra EU's overordnede, overnationale retspolitik.
Det var en opgivelse, som kunne have resulteret i, at et snævert politisk flertal her i Folketinget eller i Europaudvalget en sen nattetime kunne have overført beslutningsret på en uendelig mængde af retspolitiske områder fra det danske Folketing til EU, uden at den beslutning nogen sinde ville kunne gøres om eller trækkes tilbage, uanset hvordan de danske vælgere stemte.
Det stemte den danske befolkning nej til, og det var rigtig klogt gjort.
Allerede i folkeafstemningskampagnen sagde vi fra Enhedslistens side, at vi efter et nej ønskede en forhandlet aftale mellem EU og Danmark om et fortsat samarbejde inden for rammerne af Europol, og vi påstod, hvilket viste sig at være rigtigt, at det var muligt at få en sådan aftale, hvis der var politisk vilje til det.
Som vi skrev på vores kampagneside under overskriften »Retsforbeholdet står ikke i vejen for politisamarbejde« – og jeg citerer hvad vi skrev:
»Selvom vi bevarer retsforbeholdet, kan dansk politi stadig samarbejde med politiet i andre lande.
Det er også muligt for Danmark at få en parallelaftale om Europol, som eksempelvis Norge, Island og Schweiz har.«
Den opmærksomme lytter bemærker sikkert, at vi var meget moderate i vores forhåbninger.
Vi har alene stilet mod en norsk løsning.
Det var alene en norsk løsning, vi stillede i udsigt.
Så meget desto mere glædeligt er det jo også, som det også fremgår af justitsministerens redegørelse, at den løsning, vi har fået, er meget bedre end en norsk løsning.
Det er så at sige en norsk løsning version 2 plus plus med kryds og slange.
Og derfor vil jeg også godt, måske lidt utraditionelt, benytte lejligheden til at takke dem, som har arbejdet aktivt for at gøre det her muligt.
Tak til embedsmændene i Justitsministeriet og de øvrige ministerier, som har været involveret i sagen.
Tak til medarbejderne i Folketinget, som har gjort en stor indsats.
Tak til kollegaer i Folketinget og i hvert fald de fleste af de danske medlemmer af Europa-Parlamentet.
Men ud over indsatsen fra alle dem er der jo en meget fundamental grund til, at det er lykkedes at få den aftale.
Og denne fundamentale grund er, at de andre lande i Europol og især da vores nabolande har nøjagtig den samme interesse i en effektiv bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet, som vi selv har.
Hvis vi har interesse i at kunne trække oplysninger ud af systemet om kriminelle, som rejser gennem Tyskland på vej til Danmark, så har de tyske myndigheder naturligvis også interesse i at kunne trække oplysninger ud af systemet om kriminelle, som rejser gennem Danmark for at komme ind i Tyskland.
Og den forståelse tror jeg også er utrolig vigtig, i forhold til hvordan vi behandler fremtiden.
I ministerens redegørelse er der nemlig bekymring for, om den foreliggende aftale kan holde i årene fremover, om f.eks.
tilstrækkelig mange danske politifolk kan få adgang til at søge direkte i en bestemt del af Europols register, eller om de skal gøre det via en opringning – måske med det resultat, at nogle af dem ikke får det gjort.
Jeg vil godt anerkende den bekymring.
Det er helt legitimt at have den bekymring, og det er jo præcis derfor, at vi imellem partierne har indgået en overenskomst, forhandlet ovre i Statsministeriet, som indebærer, at vi følger udviklingen nøje og en gang om året får en skriftlig redegørelse – vi har den første her – og vi så diskuterer den her i Folketingssalen.
Det var jo lige præcis en anerkendelse af, at der kunne ske en udvikling på det her område.
Men skal den bekymring tages alvorligt og ikke bare bruges til politisk plat, skal der jo handles på den.
Og hvis det er sådan, at det er justitsministerens opfattelse, at der ligger et problem ude i horisonten, så går jeg naturligvis ud fra, at regeringen allerede er i gang med at tage kontakt til de øvrige lande i Europol om, hvordan de her problemer kan imødegås, f.eks.
på et tidspunkt igennem en revideret aftale.
Det vil i hvert fald være rettidig omhu.
Vil det så løbende over årene være muligt at tilpasse denne aftale til nye virkeligheder?
Naturligvis, for hvad skulle forhindre det – at Sverige og Tyskland og de øvrige EU-lande skulle ønske, at Danmark på en eller anden måde blev et helle for grænseoverskridende kriminalitet?
Absurd.
At Sverige ikke skulle være interesseret i at få oplysninger om en person, der krydser den tysk-danske grænse på vej mod Sverige, og som er under mistanke for at forberede en alvorlig terroraktion?
Det tror jeg næppe.
Og hvis der er nogen i denne sal, som har den mistanke til f.eks.
Sverige og Tyskland, så synes jeg, de skal rejse sig op og sige det.
Så skal vi da have det frem i debatten.
Hvad angår dagens situation, kan vi med den her redegørelsesdebat markere, at vi har gennemført en god aftale, som politiet finder operationelt tilfredsstillende.
Det er slet ikke så ringe endda, især ikke når man tænker på alle dommedagsbasunerne under kampagnen op til folkeafstemningen.
Tak.