Det sidste punkt på dagsordenen er:

19) Forhandling om redegørelse nr. R 11:

Ældreministerens redegørelse om ældreområdet - 2018.

(Anmeldelse 13.04.2018. Redegørelse givet 13.04.2018. Meddelelse om forhandling 13.04.2018).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er Astrid Krag fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak til ministeren for at indkalde til denne redegørelsesdebat om ældreområdet, som det ser ud her i april 2018. På dagen for udnævnelsen af Danmarks første ældreminister var jeg på tv og ønskede ministeren velkommen på posten. Hun var en god tidligere kollega. Men jeg sagde også samtidig, at jeg frygtede, at ministeren ville få det svært på den post. At være ældreminister i en regering, der består af partier, der ønsker nulvækst eller ligefrem minusvækst og dermed store besparelser på vores velfærd, ville næppe blive nogen let opgave.

Når vi så nu på regeringens foranledning gør status her små 1½ år senere, står det klart, at regeringen valgte at udpege en ældreminister, men at ambitionerne og viljen til at prioritere ældreområdet ikke fulgte med. Nu kommer vi formentlig senere til at høre ministeren nævne en lang række ting, der er sket på ældreområdet. Jeg tror i virkeligheden, at alle os her i salen kan det udenad. Vi hører den samme opremsning, hver gang der er samråd, om det så er om manglende tid i hjemmeplejen til at nå de visiterede opgaver, om for mange sosu-hjælpere hos svage borgere eller om problemer med at finde uddannet personale til plejehjemmene eller andre konkrete problemer, så får vi den samme oplistning. Det handler om de finanslove, regeringen har lavet med Dansk Folkeparti, det handler om de aftaler, vi har indgået sammen, enten hele Folketinget eller partierne bag satspuljen. Og det er fine og gode initiativer. Vi har enten foreslået noget tilsvarende selv eller været med til at bære dem igennem. Men det kan jo meget dårligt skjules, at meget få af de ting er kommet fra regeringen selv.

Tværtimod oplever vi gang på gang, at det er den omvendte verden, når det kommer til ministeren og regeringens vilje til at handle. Jeg er sikker på, at Dansk Folkepartis ordfører vil komme ind på spørgsmålet omkring finanslovene, og hvor meget eller hvor lidt, kan man sige, regeringen vælger at prioritere de ældre – når de selv fremlægger deres forslag til finanslov – over for de gode resultater, der må kæmpes hjem for de ældre ved forhandlingsbordet. Jeg har i hvert fald mere end en gang hørt Dansk Folkepartis ældreordfører ærgre sig lidt over, at det virker, som om ældreministerens hukommelse glipper, når det kommer til at anerkende, at det ikke just var regeringen selv, der havde sikret de mærkbare løft for de ældre. Men som sagt tror jeg, at Dansk Folkepartis ordfører vil knytte et par ord til det om lidt, og ellers får jeg jo anledning til at spørge ham om det.

Jeg vil så bruge min tid på en af de andre ting, vi oplever på ældreområdet med den nuværende regering, nemlig at regeringen først nødtvungent handler på et problem, når den kan se, at der ikke er nogen vej udenom, fordi der tegner sig et flertal i Folketinget for at gøre noget ved en sag eller et problem. Og lad os tage sagen med konkurser i den private hjemmepleje som et konkret nedslag.

De ældre borgere, der bliver visiteret til praktisk og personlig pleje, har jo i dag retten til at vælge mellem private og kommunale udbydere i den såkaldte fritvalgsordning. Den er mange ældre glade for, men over en årrække har der jo været et alt for stort antal af de private plejefirmaer, der er gået konkurs med stor utryghed til følge for de ældre og stort praktisk bøvl og økonomiske byrder for de kommuner, der med kort varsel har måttet overtage plejen af ofte hundredvis af ældre, der ikke kan klare sig selv og er dybt afhængige af den hjælp, de får.

Det er en problemstilling, som man skulle tro ville få landets første ældreminister op af stolen. Men selv om vi i slutningen af 2016 og i starten af 2017 så flere konkurser, hørte man ikke noget fra regeringen eller ministeren. Det siger sig selv, at det er en uholdbar situation, og da regeringen ikke ville handle, samlede Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF et flertal uden om regeringen og krævede, at der skulle indkaldes til forhandlinger. Det fik regeringen til at love, at nu skulle der nok ske noget, og selv om vi skulle helt om på den anden side af sommerferien, før vi blev indkaldt til forhandlinger, og skulle igennem et langt forhandlingsforløb, hvor regeringen virkede lige så optaget af de private virksomheders muligheder for at drive forretning som af at give de ældre tryghed, så landede vi endelig en aftale, og det var vist i sidste uge eller forrige uge, at vi behandlede lovforslaget her i salen. Det var i hvert fald en glædens dag.

Men den her fodslæbende tilgang, hvor regeringen og ministeren skal trækkes til truget, har vi jo mødt igen og igen. Min taletid tillader ikke, at jeg går ind i alle de eksempler, hvor vi har set det, men et nedslag mere kunne være, da vi i efteråret så en stor undersøgelser fra FOA, der dokumenterede, at der var problemer med den tildelte tid til sosu-hjælperne og sosu-assistenterne, når de skulle udføre visiterede opgaver i den udkørende hjemmepleje. Der var sågar nogle, der havde 0 minutter til at komme fra borger A til borger B. Da den undersøgelse forelå, spurgte jeg ministeren, hvad hun ville gøre, og jeg fik det svar, at det ville hun ikke gøre noget ved. Det var kommunernes ansvar.

Et lille halvt år senere kom der så endnu en undersøgelse, og der blev de kommunale ledere spurgt. Og ikke overraskende var det kun 4 pct. af dem, der mente, at man havde den tilstrækkelige tid på køreplanerne til, at sosu-hjælperne og sosu-assistenterne kunne udføre deres plejeopgaver. Den undersøgelse fik os i Socialdemokratiet til at indkalde ministeren i et samråd sammen med Dansk Folkeparti, og først på det samråd mødte ministeren frem og var villig til at handle på problemet. Eller handle og handle – det er måske så meget sagt – for det, ministeren hårdt presset lovede, var at undersøge problemet, nedsætte en arbejdsgruppe, der skulle kigge på det. Ja, en arbejdsgruppe, der skulle kigge på det. Og lad det være min sidste pointe, inden min taletid løber ud: Aldrig tror jeg at jeg har set så mange arbejdsgrupper og taskforce-tiltag og tværgående analyser som i den her redegørelse, ministeren har udgivet i forbindelse med vores debat her i dag.

Det kan jo være fint, hvis der kommer noget ud af det og det ikke tager alt for lang tid. Men i det her tilfælde må jeg indtil videre sige, at sporene skræmmer, og jeg tror, jeg taler på vegne af flere partier, når jeg siger, at vi er blevet skuffet. Som sin første gerning nedsatte ministeren en såkaldt taskforce, som skulle finde alle de bureaukratiske regler og alt det bøvl, der stjæler de ansattes tid fra plejen og omsorgen for de ældre. Og det er jo ikke så lidt, hvis man skal tro Liberal Alliance, der jo er ministerens parti. Der mener man faktisk, at der kan spares så mange milliarder på at gøre tingene smartere i den offentlige sektor, at det beløber sig til mere, end hvad vi i alt bruger på vores ældrepleje. Og se, det er jo en smart påstand, når man gerne vil bruge pengene på skattelettelser i stedet for velfærd, at sige: Vi kan sagtens få begge ting, hvis bare vi dropper alt det bøvl.

Men hvad kom der så ud af Liberal Alliances ældreministers taskforce mod bureaukrati og dumme regler og bøvl? Ja, vi ventede i spænding, og vi ventede 1 år, og så ventede vi lidt mere, og da anbefalingerne så endelig kom, kunne ministeren ikke pege på, at vi kunne frigøre varme hænder til de ældre. Hun kunne heller ikke pege på nogen regler, hun skulle i gang med at sløjfe. Eller jo: Der var vist en enkelt i forhold til den udkørende kommunale sygepleje, da vi spurgte ind til det på et samråd. Men én svale gør jo som bekendt ingen sommer, og taskforcen, som vi havde hørt om i mere end et år som en væsentlig løsning på de problemer, der er i ældreplejen, viste sig at være en total maveplasker. Det konkluderede ikke kun vi som skrap opposition herinde på Borgen, men det var også den klare vurdering fra Ældre Sagen og FOA.

Det er altså lidt af en mavesur status, og det bryder jeg mig ellers ikke meget om – og jeg skal også til at runde af. I juni sidste år, da vi havde haft et Ældreministerium i 100 dage, skrev jeg en kronik i avisen Politiken og gjorde følgende konklusion, og nu citerer jeg mig selv:

Regeringen har i sit regeringsgrundlag gjort klart, at den ikke vil lade de offentlige budgetter følge med det stigende antal ældre. For hver krone ekstra det koster den offentlige sektor at levere velfærd til os danskere, som følge af at vi bliver flere ældre, vil regeringen kun betale 50 øre. Man behøver ikke at være økonom med ansættelse i Finansministeriet for at kunne regne ud, at det vil få store konsekvenser for vores velfærd og ikke mindst for plejen og omsorgen for de ældre. Jeg frygter derfor, at noget af det mest kendetegnende ved det danske velfærdssamfund, nemlig en høj grad af tryghed og lighed i alderdommen, bliver undermineret i rekordfart.

Den konklusion bliver jeg jo desværre nødt til at sige stadig står ret præcist her efter 1½ år med et Ældreministerium i Danmark. Som da ældreministeren kom til, vil jeg ønske fortsat held og lykke med at præge en regering, der ikke er til sinds at lade pengene følge med det stigende antal ældre. Det er en regering, som dumstædigt påstår, at man sagtens kan gøre mere for mindre i vores velfærd, og det er en regering, som sætter skattelettelser før vores ældrepleje. Det er op ad bakke for dig, kære ældreminister, men du skal vide, at vi altid står klar til hjælpe og bære igennem, at vi skal sætte velfærden først.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra fru Jane Heitmann. Værsgo.

Tak for det. Der er meget af det, som Socialdemokratiets ordfører har sagt, jeg ikke er enig i, men jeg er da fuldstændig enig i den konklusion, at det var en mavesur status. Jeg vil gerne have lov at spørge ordføreren, om der bliver brugt flere eller færre penge på de ældre ude i kommunerne under den her regering sammenlignet med den regering, som Helle Thorning-Schmidt stod i spidsen for for få år siden.

Ordføreren.

Det spørgsmål får jeg vel, hvis ikke hver gang, så meget ofte, når vi diskuterer det her. Og vi har jo fået markant flere ældre, godt for det, vi lever længere, men der er så også flere, der har brug for pleje. Hvis vi kigger på nogle af de tal, som jeg plejer at have med til Venstres ordfører, kan vi se af disse tal fra Finansministeriet, at der er blevet 2.300 færre ansatte i ældreplejen under den her regering. De tal bliver jo genkendt derude. FOA har lavet en undersøgelse, der viser, at hver anden offentligt ansat oplever at have fået færre kolleger, og det ser værst ud på plejehjem og plejecentre, hvor det er 65 pct. af sosuerne, der oplever, at de har fået færre kolleger. For hjemmeplejen er det 50 pct. Så det kan da godt være, at budgetterne er steget, det kan vi jo bl.a. takke Dansk Folkeparti for, som kommer på talerstolen om lidt, men samtidig er der kommet flere ældre. Den virkelighed, der er derude, hvor hjælpen skal gives, og hvor der er hjælp behov, på plejehjemmene og i hjemmeplejen, er altså, at man er færre kolleger, og at man løber hurtigere.

Fru Jane Heitmann.

Jeg er rigtig glad for, at den socialdemokratiske ordfører her bekræfter, at der var minusvækst i kommunerne under den tidligere socialdemokratisk ledede regering. Det var nogle triste år, det var det. Jeg glæder mig jo over, at vi er kommet ud på den anden side, og at vi nu har en regering, som investerer massivt i kernevelfærd.

Socialdemokratiets ordfører nævnte i sin tale konkurser i hjemmeplejen. Jeg vil bare gerne lige spørge, om fru Astrid Krag kan bekræfte, at det lovforslag, som jo bl.a. har ledt frem til det høje antal konkurser, var et lovforslag, som Socialdemokratiet selv stod i spidsen for at fremsætte.

Ordføreren.

Nogle gange bliver politik simpelt hen bare lidt for dumt. Jeg sagde ikke noget om, at der var minusvækst under Socialdemokratiet. Faktisk blev der brugt 3 mia. kr. mere på den kommunale velfærd under os. Men jeg udtalte mig slet ikke om det, så at skulle høre Venstres ordfører sige, at hun er glad for, at den socialdemokratiske ordfører bekræfter det, er jo helt volapyk.

Så vil jeg bare sige, at nej, det kan jeg ikke genkende. Det er rigtigt, at der blev lavet en lovgivningsmæssig ændring i forhold til fritvalgsordningen, da vi sad i regering, men jeg kan ikke drage den konklusion, som Venstres ordfører gør, altså at det skulle være den, der havde medført det stigende antal konkurser.

Så er det fru May-Britt Kattrup. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil høre, om fru Astrid Krag kan bekræfte, at det var ordførerens egen regering, som nedsatte Produktivitetskommissionen, som påviste et enormt stort effektiviseringspotentiale i ældresektoren, og hvad er fru Astrid Krags kommentarer til det?

Ordføreren.

Jamen vi behøver jo slet ikke at gå tilbage i historiske annaler og se, hvem der nedsatte hvilke kommissioner. Vi kan jo kigge på den taskforce, som ældreministeren som noget af det første nedsatte, da hun kom til. Den havde mere end et år til at gennemgå hele ældreområdet med en tættekam og finde alle de unødige regler, alt det unødige bureaukrati, alt det dumme bøvl, som Liberal Alliance mener man bare kan fjerne og så frigøre, jeg mener, at det er 55 mia. kr. – og vi bruger 45 mia. kr. i alt på vores ældrepleje. Det var jo ikke det resultat, der kom ud af det arbejde. Det var endda en minister, der var medlem af Liberal Alliance, der sad i spidsen, så man må antage, at der virkelig har været kul på i forhold til at gå det efter i alle detaljer og se, hvor man kunne frigøre ressourcer ved at fjerne dårlige regler.

Det er virkelig ærgerligt, for det ville da være dagens gode nyhed, hvis vi kunne afskaffe hundrede dumme regler i ældreplejen, og så ville man pludselig ikke løbe så hurtigt, og så ville man pludselig ikke opleve, at man havde fået færre kolleger til stadig dårlige borgere. Det ville da være dagens gode nyhed. Men vi må bare sige, at efter at ældreministerens taskforce havde arbejdet i over et år, kunne de ikke engang sjusse sig til, om det kunne frigøre nogen varme hænder. Det siger jo nok en del.

Fru May-Britt Kattrup.

Nu var det sådan set ikke det, jeg spurgte om. Jeg spurgte ind til Produktivitetskommissionen, som fru Astrid Krags egen regering nedsatte. Og så er det sådan set ikke Liberal Alliance, der har opfundet, at der er så meget at hente i den offentlige sektor. Det er lige præcis Produktivitetskommissionen, som fru Astrid Krags regering nedsatte, dengang Socialdemokratiet ledede regeringen. Det er sådan set bare det, jeg vil høre om, nemlig hvorfor fru Astrid Krag ikke gjorde noget ved det dengang eller siden har fulgt op på den.

Ordføreren.

Men nu er det jo hverken den tidligere regering eller Socialdemokratiet, der har taget arbejdet fra Produktivitetskommissionen og gjort det til politisk program. Det er Liberal Alliance. Derfor er det også Liberal Alliance, der har den påstand, at vi kan fjerne regler og bøvl i den offentlig sektor i så vidt et omfang, at vi kan spare mere, end vi bruger på hele vores ældrepleje. Det synes jeg skriger til himlen. Jeg kan da også bare sige til Liberal Alliances ordfører, at det ikke er vores politiske program. Derfor skal jeg heller ikke stå her på talerstolen og stå på mål for det, for jeg tror ikke, at det hænger sammen. Jeg er helt sikker på, hvad konsekvensen ville blive, hvis Liberal Alliance havde flertal herinde alene, og det ville være voldsomme besparelser på vores velfærd. Det ville jeg hverken ønske for de ældre derude eller de medarbejdere, der knokler hver eneste dag.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren og går videre til Dansk Folkepartis ordfører. Det er hr. Jeppe Jakobsen. Værsgo.

Tak for det. Tak til regeringen for redegørelsen, som jo er en redegørelse, der indeholder rigtig mange positive elementer. Man kan bl.a. læse, at ældre mennesker får det bedre i Danmark. Deres helbred er bedre, end det har været tidligere. Vi kan jo kun glæde os over, at vi er nået så langt i vores velfærdssamfund, at vi får flere gode år.

Så – og det er uventet – er det også en ny stil fra en regering, at man i sådan en redegørelse beskriver alle sine nederlag. Det er jo f.eks., at regeringen kun ville bruge 5 mio. kr. på nye køkkener på plejehjemmene og måtte lide den tort at ende med at bruge 425 mio. kr. på køkkener efter forhandlinger med Dansk Folkeparti. Man har alligevel gerne villet nævne, at man tabte den kamp.

Man glæder sig også over satspuljeinitiativer for små 230 mio. kr., til trods for at regeringen jo egentlig i sit eget udspil kun ville bruge 140 mio. kr. på ældreområdet. Det var også et nederlag for regeringen, som man trods alt gerne vil fortælle om, nemlig at her nåede man ikke i mål med sine ambitioner på ældreområdet.

Der er bl.a. også indsatsen mod konkurser, som man jo egentlig heller ikke havde noget ønske om at gå i gang med. Det vil man også gerne fortælle om. Der er klippekort til plejehjemsbeboere, som endte med at beløbe sig til 380 mio. kr. om året i stedet for de 190 mio. kr., som regeringen kun ville bruge på det her område.

Der er ½ mia. kr. om året til bemanding, som man egentlig heller ikke havde lyst til at bruge. Det var i hvert fald ikke en del af de udspil, man selv havde lavet som regering. Men alligevel vil man gerne fortælle om det, og tak til regeringen for det. For det er jo en oplistning af succeser for mestendels Dansk Folkepartis vedkommende, men mange af dem er også opnået i godt samarbejde med Folketingets øvrige partier.

Men det er jo tallene. Og mange af tallene set rigtig fine ud. Der er en moderat vækst i, hvor meget der bliver brugt på ældreplejen. Men nogle gange er det meget godt at løfte næsen fra excelarket og kigge ud i virkeligheden. Lige nu er der overenskomstforhandlinger, og en del af det er som regel sådan nogle varsler omkring konflikt. Jeg synes, det er interessant at kigge på de konfliktvarsler, som KL har udsendt. De har udsendt varsler om lockout på stort set alle områder på nær ældreområdet. Så kan man godt tro, at det er, fordi KL siger, at jamen det her vil vi alligevel ikke lockoute. Men sandheden er jo nok, at de ikke ville ende i den situation, som Danske Regioner endte i, hvor man måtte trække hele sit konfliktvarsel tilbage, fordi der ikke var noget at lockoute. Sandheden er jo bare, at på rigtig mange plejecentre og i rigtig mange hjemmeplejeenheder kører de med, hvad man ville kalde et nødberedskab. Det er vel new public managements største succes, at man har skåret så langt ned, at man ikke tilbyder en eneste ting, som ikke er det absolut nødvendige. Men det er trist for de mennesker, som skal leve med konsekvenserne af det, at der kun er plads til overlevelse, men ikke til at leve.

Så hvad vil regeringen egentlig fremadrettet? Nu har vi fået en redegørelse om, hvordan det står til. Hvad vil man fremadrettet? Der er oplistet nogle pejlemærker, som skal nås, ikke med nye initiativer, men med allerede igangsatte initiativer. Man må altså forstå, at der ligesom er en udtømthed i kreativiteten i regeringen, altså at man ikke ønsker yderligere investeringer på området, selv om man jo har redskaberne. Økonomiaftalen er lige rundt om hjørnet. Der kunne man godt prioritere ældreområdet. Man kunne godt, hvis man gerne ville nå de her pejlemærker, prioritere ældreområdet og gøre noget ved tingene. For selv om det går godt på nogle områder, er der en fremtid, som ser alt andet end lyserød ud.

Om 20 år vurderes det, at der vil være 60.000 nye demensramte i Danmark. For at sætte det lidt i perspektiv svarer det til, at vi får en ny kommune bestående kun af mennesker med demens. Det er ret voldsomt. Inden for samme tidsperiode vurderes det at vi vil have næsten dobbelt så mange +80-årige borgere. Og selv om borgerne får det moderat bedre, kommer det alt andet lige til at betyde, at der vil være flere, der får brug for en hånd til at klare hverdagen. Vi vil mangle titusindvis af social- og sundhedsassistenter og -hjælpere. Det er dem, der skal gøre ældreplejen til virkelighed. Uden dem, ingen ældrepleje. Det ville være øverst på min dagsorden, hvis jeg var minister. Det er simpelt hen så skræmmende en fremtidsudsigt, at jeg ikke kan forstå, at man ikke reagerer omgående på det, og at man ikke skriver det ind i sin redegørelse, altså at her har vi noget, som vi virkelig gerne vil arbejde med.

Så kære minister, hvad er der i regeringens fremtidsudsigter? Hvad vil man investere i? Hvad kommer der til at ligge i et finanslovsudspil? Tidligere i dag annoncerede regeringen, at de ville investere 4,5 mia. kr. om året på energiområdet. Det svarer til 10 pct. af hele ældreområdet. Hvor ville jeg dog ønske, at regeringen prioriterede ældre mennesker lige så højt, som man prioriterer strøm. Så kunne det blive rigtig godt derude. Jeg vil gerne opfordre ældreministeren til at fortælle om, hvad der kommer til at ske fremadrettet. Hvad er de konkrete initiativer, man vil sætte i værk for at imødegå de voldsomt store udfordringer, vi stirrer direkte ind i i de næste årtier? Tak for ordet.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra fru Jane Heitmann. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil godt starte med at kvittere for det gode og tætte samarbejde, vi har med Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag for regeringen. Det kan ældreministeren nok bekræfte. Jeg er i hvert fald på vegne af Venstre utrolig glad for det samarbejde, vi har. Jeg er også rigtig glad for, at ordføreren her nævner det store energiudspil, vi er kommet med i dag. Det er jo tydeligt for enhver, at vi vil lette elafgiften. Det kommer også de ældre borgere til gode; det kommer også de unge til gode. Men det betyder jo i hvert fald, at i en gennemsnitsfamilie vil man spare ca. 1.000 kr. om året, og det er jo også en slags penge.

Men når jeg nu rejser mig og tager ordet, er det egentlig blot, fordi jeg vil spørge ordføreren om noget. Vi har jo tradition for at lave gode aftaler, både i satspuljekredsen, men jo også i forbindelse med finansloven. Og jeg vil bare spørge, hvad Dansk Folkepartis to største ønsker er til den kommende finanslov. Vi skal jo til at snakke om det lige om lidt. Hvad skal vi have med i finansloven for at imødekomme Dansk Folkeparti?

Ordføreren.

Jamen jeg tror, det er meget klart for enhver, hvad Dansk Folkepartis ønsker er i forhold til ældreområdet. Det er, at plejen kan følge med. Det gik vi til valg på, og det har vi gentaget ved alle finanslovsforhandlinger, nemlig at de økonomiske rammer, der er til rådighed på ældreområdet, skal følge med de mange nye ældre, der kommer. Det er vel vores allerstørste prioritet. Dernæst er det selvfølgelig, at der er de nødvendige hænder til at udføre den pleje, som er livsnødvendig for mange ældre mennesker.

Så det er de to største prioriteter. Så hvis de ligger i finanslovsudspillet fra regeringen, når vi kommer til bordet, så er vi vældig glade, og så tror jeg, at det bliver nemmere at lave en finanslov.

Fru Jane Heitmann.

Jeg tænker, om ordføreren måske kunne blive lidt mere konkret. For vi har jo allerede, både med værdighedsmilliarden og med finansloven for i år, prioriteret midler til flere varme hænder. Så hvad er det helt konkret, ordføreren mener, når ordføreren siger flere varme hænder? Måske vil ordføreren uddybe det. Og i forhold til det med, at plejen skal kunne følge med den økonomiske ramme, hvad anser Dansk Folkeparti så for at være en fornuftig økonomisk ramme på ældreområdet?

Ordføreren.

Vi anser den økonomiske ramme som det, Finansministeriet anser som rammen, altså 0,7 pct. i vækst, for at man kan følge med det demografiske træk. Så det er bare regeringens egne tal, i forhold til hvad der egentlig kræves derude. Det handler jo om at fjerne det gab, der er, fordi vi kommer til at mangle titusindvis af sosu-assistenter. Vi skal få flere ind på det her område og skabe de rammer, der gør, at det er attraktivt at arbejde med ældreområdet. Det er jo først og fremmest at starte med at sige, at det kan være et sted, hvor man kan udfolde sin faglighed og man ikke skal bruge det meste af sin tid på at ærgre sig over, at man ikke nåede det, man gerne ville gøre for de mennesker, man arbejder med.

Så er det fru May-Britt Kattrup. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne sådan set også godt tænke mig at vide, hvad ordføreren egentlig mener der skal til. Udgifterne på ældreområdet er steget med 4 mia. kr., og ældreudgifterne udgør i dag 18 pct. af de samlede serviceudgifter i kommunerne. Hvor meget mener ordføreren at det skal fylde, altså, hvor stor en andel mener ordføreren at det skal fylde i kommunernes samlede serviceudgifter?

Ordføreren.

Det er sådan en spøjs diskussion. De skal fylde så meget, at der er plads til, at der er en værdig ældrepleje derude. Hvis man har en kommune, hvor der ikke er nogen børn, men rigtig mange ældre, så skal det fylde rigtig meget af budgettet. Hvis der er en kommune, hvor der næsten ikke er nogen ældre, men rigtig mange børn, så skal det ikke fylde nær så meget. Altså, det er sådan en mystisk måde at opgøre tingene på.

Det, jeg siger, er, at vores mål er, at pengene følger med udviklingen i antallet af ældre, for nok bliver vi sundere og sundere, men alt andet lige kan det ikke opveje, at der er brug for flere hænder til at hjælpe de mennesker, der har brug for en hånd.

Fru May-Britt Kattrup.

Tak for det. Jeg synes egentlig også, det er en mærkelig måde at gøre det op på, for det vigtigste er, hvad det er, vi rent faktisk gør derude for de ældre. Derfor spørger jeg også, når man siger 0,7 pct., hvordan man kan forholde sig til det. Vil ordføreren overhovedet ikke erkende, at der er masser af effektivisering at hente på succesfuld rehabilitering, på velfærdsteknologi og på lavere sygefravær, ting, som ikke er taget med i den fremskrivning, som Finansministeriet har foretaget? Vi kan jo allerede nu se, at der har realiseret sig et kæmpe potentiale alene på velfærdsteknologien.

Ordføreren.

Sygefraværet er rigtig højt i ældreplejen, fordi folk bliver presset til det nærmest umenneskelige. Svaret på, hvorfor der nærmest kun er deltidsstillinger i ældreplejen, er det svar, som mange mennesker fremfører, nemlig at arbejdspresset simpelt hen er for stort til, at man kan arbejde 37 timer om ugen. Så hvis man vil mindske sygefraværet i ældreplejen, bliver man nødt til at gøre noget ved det pres, der er derude, og det pres lettes allerbedst, ved at der er flere kollegaer til at dele opgaven.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så går vi videre til Venstres ordfører, og det er fru Jane Heitmann. Værsgo.

Nu hørte vi jo den socialdemokratiske ordfører sige om sin egen status, at det var en mavesår status. Jeg kan godt afsløre her, at min tale ikke er mavesur. »Jeg er Jens med demens, men jeg er også Jens imens.« Sådan sagde Jens, da jeg sammen med tidligere sundheds- og ældreminister Sophie Løhde besøgte »Frihytten« i Middelfart for at hente inspiration til den nationale demenshandlingsplan. Citatet indleder den nationale demenshandlingsplan, fordi det præcis rammer ind, hvad det er for en problemstilling, som er det mest centrale, når vi taler om en værdig ældrepleje, nemlig at se mennesket, hvad man er både før og nu. For lige meget hvilken diagnose eller udfordring den enkelte har, må vi aldrig glemme mennesket bag. Jens er og bliver Jens, mennesker er forskellige og har forskellige behov og præferencer, uanset hvilke bump man møder på livets vej. Der er sjældent en boks, en standardløsning eller en færdig pakke, som man fuldt og helt passer ind i. Og mener vi noget med værdighed, ja, så starter det hele der, hvor vi ser Jens eller Elvira eller Søren eller Knud eller Grethe, eller hvem det måtte være, som de mennesker, de er. Og netop respekten for forskelligheden er et af de fem fokuspunkter i regeringsgrundlaget.

Et andet fokuspunkt er indflydelse på eget liv. Når jeg ser ned over listen over de 22 initiativer på ældreområdet, som netop er listet op her i redegørelsen fra 2018, ja, så er det ikke svært at finde genspejlinger af den ambition. Tag f.eks. plejehjemsoversigten, som skal sikre, at ældre får bedre overblik over mulighederne, når det sidste hjem skal vælges. Med plejehjemsoversigten i hånden får Jens og hans kone gode muligheder for at vælge Jens' sidste hjem, måske et plejehjem, som kan rumme dem begge. Eller der er midlerne fra finansloven for 2018, som bl.a. er målrettet mulighederne for, at flere får en værdig afslutning på livet, eller der er klippekortordningen, så ældre får mulighed for at vælge ½ times ekstra hjælp og støtte om ugen, som de selv kan vælge hvordan skal bruges. Og så er der selvfølgelig værdighedsmilliarden som en slags hjørnesten. Med den i hånden kan kommunerne f.eks. prioritere flere varme hænder, og den mulighed bliver brugt flittigt. Alene i 2018 er 89 pct. af pengene fra værdighedsmilliarden prioriteret til flere varme hænder ude i kommunerne, og det glæder mig, for omsorg og pleje er også helt centralt for et værdigt liv. Ingen skal ligge med våde bleer i timevis, og ingen skal opleve ikke at komme ud af sengen før langt op ad dagen, fordi personalet ikke magter at få den ældre på højkant. Andet er uværdigt.

Men livet som ældre er jo meget mere end ens eget liv. Ens pårørende er et vigtigt omdrejningspunkt. Jeg møder ofte pårørende, som både har bekymringer, glæder og sorger at dele med mig. Indimellem bliver jeg også mødt med bekymringen fra mennesker i min egen omgangskreds, når de nærmer sig pensionsalderen. Bekymringen går oftest på, hvad der mon venter, hvis og når man kommer på plejehjem. TrygFonden offentliggjorde i efteråret en rapport, som viser, at 54 pct. af de +40-årige er utrygge ved, om ældreplejen vil være tilstrækkelig, når de får brug for den.

Så lad mig slå fast her, at ældreområdet er det velfærdsområde, som ved finansloven for 2018 blev prioriteret flest midler. Ældreområdet blev prioriteret med 2,7 mia. kr., og når jeg nævner det, er det blot for at understrege, at vi i Venstre mener det alvorligt, når vi siger, at vi ønsker at prioritere en værdig ældrepleje. Betyder det så, at alt er godt? Nej. Der er plads til forbedringer. Pårørende føler sig ofte magtesløse. Derfor er det en vigtig indsats, som i de kommende år skal iværksættes af det nye videncenter Nationalt Videnscenter for Værdig Ældrepleje.

Videncenteret skal have et skarpt fokus på, hvordan vi nu og i fremtiden sikrer en værdig ældrepleje, så både Jens og andre ældre og deres pårørende kan føle sig trygge i hverdagen, ligesom indsatsen »Lær at tackle hverdagen som pårørende« skal bidrage til at give pårørende det helt nødvendige overskud til at passe på sig selv, for vi ved, at det slider at være pårørende til et menneske med demens eller en anden kronisk sygdom. Mange pårørende glemmer simpelt hen at passe på sig selv, fordi hverdagen går op i en trummerum med at passe den syge ægtefælle, og det er ikke godt, slet ikke, hvis man som pårørende er så optaget af at passe en ægtefælle, at man selv bliver syg – stress, depression, ensomhed, isolation og mistrivsel er ofte en trist følgesvend for pårørende. Det skal vi gøre bedre. Vi skal hjælpe, så livet som pårørende ikke kører en ned, og man skal lære at passe på sig selv og holde fast i både livet og livsgnisten, også selv om man ufrivilligt er blevet omdrejningspunkt i en belastet hverdagssituation.

For at være helt ærlig er jeg super stolt af redegørelsen, og jeg kunne have valgt at fokusere på mange indsatser og mange initiativer, lige fra øget tryghed med det nye konkurslovforslag til puljen, der nu skal sikre en bedre bemanding på plejehjem og i hjemmeplejen, og til vores fælles arbejde med behandlingstestamenter.

Med behandlingstestamentet vil Jens og alle andre nu få mulighed for at vælge til og fra, inden de mentalt forsvinder ind i en verden, hvor man enten ikke kan nås eller ikke kan udtrykke egne ønsker.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Det Etiske Råd, som både politisk og med møder for alle interesserede ude i landet har bidraget til arbejdet med en værdig død. Jeg kan ikke lade være med at nævne arrangementet »En livsnødvendig samtale om døden«, som jeg deltog i for et par måneder siden. Her tog vi debatten om døden, som jo er uundgåelig for os alle, og det var en befriende og en ærlig snak. Og som Det Etiske Råd selv fremhæver, er livet jo til stede, indtil døden indtræder. Netop derfor skal vi sikre, at livet bliver så godt, som det kan blive, altså at man deler eller er en del af stærke fællesskaber gennem hele livet; at ensomhed holdes fra døren og ens pårørende formår at drage omsorg for en, eller at veluddannet og kvalificeret plejepersonale kan tage over, når opgaven bliver for stor.

Jeg vil gerne takke ministeren for redegørelsen.

Tak for det. Der er en kort bemærkning, og den er fra hr. Jeppe Jakobsen. Værsgo.

Tak. Jeg vil sådan set blot stille ordføreren det samme spørgsmål, som ordføreren stillede undertegnede, da jeg indtog talerstolen: Hvad er Venstres ambitioner i finansloven på ældreområdet?

Ordføreren.

Jeg skal være helt ærlig og sige, at vi ikke har diskuteret Venstres prioriteter i forbindelse med finansloven endnu. Men jeg deler da fuldstændig det udgangspunkt, som ordføreren selv nævnte, om, at vi har en problemstilling i forhold til at sikre sosu-hjælpere til at passe på fremtidens ældre. Vi har også en problemstilling i forhold til stærke fællesskaber og ensomhed, og jeg kunne nævne mange problemstillinger, men jeg er sådan set i udgangspunktet ikke uenig i det, som Dansk Folkeparti fremførte som noget af det væsentlige. Men jeg skal også være ærlig og sige, at vi ikke har diskuteret Venstres finanslovsprioriteringer endnu. Så langt er vi ikke.

Hr. Jeppe Jakobsen.

Kan ordføreren for regeringens største parti så leve med et finanslovsudspil, som ikke adresserer de problemstillinger, som ordføreren jo er enig i at der er?

Ordføreren.

Jeg synes, det er præmaturt at stå her og – hvad skal man sige – ligesom lægge sig fast på, hvilke prioriteter der skal være i finansloven. Jeg synes, det er helt legitimt at sige, at vi ikke har drøftet finanslovsudspillet endnu. Det skal vi selvfølgelig i gang med om ganske kort tid, men jeg kan forsikre Dansk Folkepartis ordfører om, at sundheds- og ældreområdet er to meget, meget væsentlige kernevelfærdsområder for os i Venstre.

Fru Astrid Krag.

Så vil jeg da tage tråden op fra min kollega i Dansk Folkeparti og spørge Venstres ordfører, om Venstres ordfører er tilfreds med de tal fra Finansministeriet, der viser, at der er kommet 2.300 færre ansatte i ældreplejen under den nuværende regering.

Ordføreren.

Jeg er så tilfreds med, at man ude i kommunerne prioriterer ældreområdet, jeg er meget, meget tilfreds med, at kommunerne samlet set bruger flere penge på ældreområdet under den her regering. Jeg er også tilfreds med, at man ude i kommunerne selv har muligheden for at tilrettelægge, hvordan arbejdsgangene skal være. Jeg har jo hørt fra andre politiske partier her, at man ønsker særlige normeringer i ældreplejen. Det udgangspunkt deler vi ikke i Venstre. Vi mener, det er vigtigt, at kommunerne selv kan planlægge og tilrettelægge, hvem der skal ansættes til de opgaver, der skal løses. For os er det afgørende, at der bliver ansat kvalificeret personale.

Fru Astrid Krag.

Hvis det svar skal give mening, skal det jo forstås sådan, at Venstres ordfører ser det som et udtryk for en prioritering af ældreområdet, at der nu er 2.300 færre medarbejdere. Hvis det er sådan, en prioritering viser sig i hverdagen, tror jeg da, at de fleste medarbejdere i ældreplejen gerne vil have sig frabedt, at man prioriterer området yderligere fra regeringens side. For så kan det da hurtigt ende med at blive farligt i forhold til, hvor mange kollegaer man har.

Lad mig så stille Venstres ordfører et spørgsmål. Der er jo tre partier i regeringen, som i udgangspunktet har forskellige holdninger til væksten i de offentlige budgetter, i takt med at der bliver stadig flere ældre. Hvor ligger Venstre egentlig i det spørgsmål? Hvor høj mener Venstre at væksten skal være i de offentlige budgetter for at kunne følge med det stigende antal ældre?

Ordføreren.

Jeg er jo fuldstændig opmærksom på, hvad der står i regeringsgrundlaget, og det er klart, at vi fra Venstres side bakker op om regeringen. Men jeg tror også, man skal passe meget på med – hvad skal man sige – at diskutere, om væksten skal være nul komma det ene eller nul komma det andet. Man glemmer jo nogle gange i diskussionen de optimeringer, der faktisk foregår ude i virkeligheden. Det handler jo om, at man bliver bedre til at behandle sygdomme, det handler om, at man bliver bedre til at bruge velfærdsteknologi. Det, der er afgørende for mig, er, at vi har prioriteret ældreområdet med 2,7 mia. kr., og at der samlet set bliver brugt flere penge ude i kommunerne under den her regering end under den tidligere regering.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Nul komma det ene eller nul komma det andet – så lad os blive lidt mere konkrete. For det er et faktum, at der kommer flere og flere ældre, og det er et faktum, at der er færre og færre til at tage sig af dem. Og hvis vi bare skal forholde os til Finansministeriets beregninger i forhold til den demografiske udvikling, så kan vi se, at den forudsætter, at der i gennemsnit skal afsættes 1½ mia. kr. hvert år frem til 2025. Der er et stykke vej i forhold til de overvejelser, regeringen gør sig.

Mener ordføreren, at det er muligt at videreføre en god og værdig ældrepleje uden at tage højde for den demografiske udvikling, som finansministeren selv har sagt drejer sig om 1½ mia. kr. om året?

Ordføreren.

Jeg tror faktisk ikke, at man kan, hvad skal man sige, omsætte det demografiske træk til konkrete merudgifter. Jeg kan konstatere, at vi i Venstre og i regeringen jo prioriterer sundheds- og velfærdsområdet højt. Alene sundhedsområdet har vi jo løftet med 4,4 mia. kr. ekstra – ekstra – siden valget i 2015. Og alene med finansloven her har vi løftet ældreområdet med 2,7 mia. kr. Det er en markant økonomisk prioritering af to meget, meget vigtige kernevelfærdsområder.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Der skal stadig en hel del mere til for at stå mål med den demografiske udvikling. Og når vi netop kigger på ældreområdet, må vi sige, at det ikke nytter ensidigt at kigge på velfærdsteknologi. For det er jo simpelt hen hænder, der skal til for at løse opgaven. Så hvis vi skal løse den kæmpestore udfordring i forhold til fremtiden, skal der afsættes forholdsvis flere penge. Der er taget højde for sund aldring i Finansministeriets tal her.

Så spørger jeg bare igen: Hvad er Venstres prioritering på ældreområdet i forhold til økonomi?

Ordføreren.

Jamen vi har i Venstre den prioritering, vi har haft siden regeringsskiftet og også før det, nemlig at sundheds- og ældreområdet har en afgørende betydning for os. Og det er jo derfor, at vi har investeret massivt både i danskernes sundhed, men også i hele ældreområdet. Det er første gang, at vi har en ældreminister. Før det havde vi en sundheds- og ældreminister. Alene det synes jeg jo sender et meget, meget tydeligt signal, både til Folketinget, men jo også til danskerne, om, at vi fra Venstres side prioriterer både sundheds- og ældreområdet højt.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren, og vi går videre til Enhedslistens ordfører. Det er fru Stine Brix. Værsgo.

Tak for det. Klokken er 5 torsdag eftermiddag inden store bededag. Jeg tror ikke, jeg overdriver, hvis jeg siger, at vi ikke er så mange i Folketinget lige nu. Der sidder i hvert fald ikke en eneste på tilhørerpladserne. Og jeg har også lige set, at der er lune hveder omme bagved, så der sidder nok nogle kollegaer og smager på dem. Men vi kan jo håbe, at der sidder nogle derude bag tv-skærmen og får en varm hvede og en kop kaffe.

Ikke desto mindre er det i hvert fald en central debat for rigtig mange mennesker her i landet, dels de ældre, som selv har brug for hjælp i dagligdagen til enten praktiske formål eller til personlig pleje, dels de pårørende, som har ældre familiemedlemmer, som er afhængige af den hjælp, og så de mange, som arbejder på ældreområdet til daglig. For dem er det her jo et af de vigtigste områder overhovedet at diskutere.

Jeg vil gerne starte med at sige tak til ministeren for, at vi har fået sådan en redegørelse her. Men når jeg læser redegørelsen, synes jeg, at den springer for let hen over en af de allermest centrale udfordringer på ældreområdet, nemlig det forhold, at vi bliver flere og flere ældre her i landet, og at der også bliver flere ældre, som har brug for mere hjælp for at kunne klare sig, men at økonomien på området slet, slet ikke følger med.

Helt aktuelt kan vi jo se – udløst af den aktuelle risiko for strejke og lockout i det offentlige – at der er eksempler på, at plejehjem må undtages for strejke. Årsagen til undtagelsen er, at den daglige bemanding er på niveau med eller dårligere end det nødberedskab, man ellers skulle stille med. KL har helt rigtigt, som Dansk Folkepartis ordfører sagde tidligere, ikke varslet lockout. Det har man til gengæld gjort på sygehusområdet, hvor mange af de ældre jo også er hyppige brugere. Der kan vi på samme måde se, at man må undtage for strejke eller lockout, fordi man ikke kan stille med et nødberedskab, for bemandingen er simpelt hen for dårlig. Det er da om noget et wakeupcall, i forhold til hvad der er dagligdagen både på ældreområdet og på sygehusområdet i dag.

Egentlig er det jo ikke nogen nyhed. Vi kender godt tallene. Vi ved jo godt, at det står skidt til. Siden 2008 er der blevet skåret 6 millioner hjemmehjælpstimer væk. Der er blevet ydet 6 millioner færre hjemmehjælpstimer, end der blev for 10 år siden, mens der i samme periode er blevet 23 pct. flere ældre over 65 år. Det betyder jo ganske enkelt, at der er svækkede ældre, som ikke får den hjælp, som de har behov for. Og det betyder, at der for ældre, som modtager hjemmehjælp, er alt for langt imellem besøgene. Jeg har før fra talerstolen her i Folketinget nævnt tal fra Ældre Sagen, som viser, at der bare siden 2015 har udviklet sig en tendens, hvor det nu er normen i flertallet af kommunerne, at de ældre, som har brug for hjælp til bad, kun får tilbud om et bad en gang om ugen. Altså, der er på bare 2-3 år sket en markant forringelse i forhold til tidligere.

Også på plejehjem kan vi se, at kvaliteten er under et voldsomt pres. I nogle kommuner er bemandingen på plejehjem så ringe, at det går ud over medarbejdernes mulighed for at yde en værdig pleje og omsorg. Vi ved, at det er almindeligt, at en nattevagt kan have ansvaret for 24 beboere, og vi har også eksempler på, at en medarbejder, der er alene, kan have ansvaret for langt flere, helt op mod 42 beboere. Samtidig ved vi også, at beboerne på plejehjemmene er markant mere svækkede, end de var tidligere. De fleste lider af en demenssygdom og andre kroniske sygdomme.

Så det er i høj grad de ældre, som har betalt prisen, efter at Danmark var igennem den økonomiske krise, dels i form af ringere velfærd, som jeg lige har givet nogle eksempler på, dels som bekendt i form af en senere tilbagetrækningsalder. Måske er det, fordi det er en gruppe, som ikke selv råber så højt. Jeg ved ikke, hvad årsagen er. Uanset hvad, mener jeg ikke, at vi kan være det bekendt, for selvfølgelig skal de generationer, som har været med til at opbygge vores velfærdssamfund, også have den nødvendige pleje og omsorg, som de har brug for.

Foruden nedskæringer er ældreområdet jo også et område, som er hårdt ramt af privatisering. Når private virksomheder rykker ind i velfærden, bliver det drivende formål med at levere hjemmehjælp eller drive plejehjem jo, at man skal tjene penge til de ejere og aktionærer, der sidder. Det er der efter min mening en stor risiko forbundet med, nemlig at det er det hensyn, der bliver det drivende, frem for det at levere en god kvalitet. Vi har jo her i Folketinget flere gange både i salen og til møder diskuteret, hvad de mange konkurser på hjemmehjælpsområdet betyder, og hvad vi kan gøre ved dem. Vi har da også gjort noget, men jeg må sige, at jeg ikke føler mig tryg ved, at vi grundlæggende har løst problemet, så længe der fra et flertals side insisteres på, at kommunerne skal bruge private leverandører, uanset hvad kommunernes vurdering af, om det er fornuftigt, i øvrigt er.

Hvad mener vi, at der er behov for? Ja, massive investeringer i velfærden på ældreområdet, så vi kan følge med den demografiske udvikling. Det må være absolut minimum. Vi synes, det ville være klogt at indføre nogle minimumsrettigheder i hjemmeplejen. Hvis du har brug for hjælp til f.eks. at gå i bad eller få gjort rent, skal der være en bund for, hvor ringe et tilbud en kommune må give. Det er ikke i orden, når vi, som jeg sagde før, ser, at det i dag er seks ud af ti kommuner, som kun tilbyder bad en gang om ugen. Der skal være en nedre grænse for, hvor ringe det må blive.

Vi ønsker også en bedre bemanding på plejehjem. Det er helt, helt nødvendigt. Vi foreslår, at vi laver en regel, så vi undgår, at man som medarbejder kan komme til at arbejde alene. Det er ikke det samme som en egentlig normering, men det handler om, at det af hensyn til personalet og beboerne er for usikkert, hvis man kun er en på vagt.

Det har vi råd til. Som samfund bliver vi rigere og rigere, ja, faktisk har vi aldrig været rigere, end vi er nu, som samfund. Men alligevel oplever vi, at hjælpen til de ældre bliver stadig dårligere. Forklaringen er jo såre simpel, for det handler om, hvordan man prioriterer. Vi har lige nu en regering, som foretrækker at bruge en meget stor del af pengene på skattelettelser frem for på vores fælles velfærd. Det ville vi ganske enkelt gøre på en anden måde, hvis det var os, der sad med magten, med flertallet.

Tak. Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra fru Jane Heitmann. Værsgo.

Jeg vil blot spørge om noget. Ordføreren nævner nedskæring på ældreområdet. Jeg er bare lidt nysgerrig på, hvad det helt konkret er for nedskæringer, som ordføreren mener der er foretaget på ældreområdet.

Ordføreren.

Som jeg nævnte, kan vi jo se på antallet af hjemmehjælpstimer, der bliver leveret, at der siden 2008, altså over de sidste 10 år, er blevet leveret 6 millioner færre hjemmehjælpstimer. Det er jo helt konkret et udtryk for, at der er blevet skåret markant i hjemmehjælpen, og der er jo ikke nogen saglig grund til det, når vi kan se, at der i samme periode er kommet markant flere ældre til. Så derfor er det jo de facto virkeligheden derude, at der dels er nogle ældre, som slet ikke bliver visiteret til hjemmehjælp, selv om de har brug for det, dels er der nogle ældre, som er visiteret til hjemmehjælp, men som får et markant ringere tilbud. Jeg nævnte eksemplet med bad, hvor vi kan se, hvis vi sammenligner med årene fra 2015 til i dag, at det bare er blevet markant ringere. I dag er det blevet normen, at det kun er én gang om ugen, man bliver tilbudt bad. Det så anderledes ud i 2015. Så det er nogle eksempler på, hvad det er for nogle forringelser og hvad det er for nogle nedskæringer, vi ser derude.

Fru Jane Heitmann.

Tak for det. Jeg vil godt understrege, at jeg – hvad skal man sige – også deler ordførerens forargelse, når man kan høre, at der er ældre, der ikke kan komme i bad, at de får de forkerte piller, at de ikke kommer ud af sengen, og at de ligger med våde bleer og alting. Jeg er helt på linje med ordføreren; jeg bliver så forarget. Men når jeg ligesom spørger ind til det her med nedskæringer, er det sådan set blot for at høre, om ordføreren anerkender, at vi fra Folketingets side har løftet ældreområdet markant under den her regering, og at kommunerne samlet set planlægger at bruge flere penge på ældreområdet under den her regering, end der blev brugt under den tidligere regering.

Ordføreren.

Alt andet vil jo være fuldstændig vanvittigt, i og med at der bliver markant flere ældre. Men det, der er det centrale problem, som jeg også gentog flere gange i min tale, er jo, at pengene slet, slet ikke følger med i forhold til behovet. Det er jo en glædelig nyhed, at der er flere af os, der bliver ældre, men med det følger der jo også et øget behov for hjælp, og det ser vi bare slet ikke at der bliver fulgt op på. Jeg tror, det er, fordi vi har en regering, som er meget optaget af at have en meget, meget stram vækst i det offentlige og er meget optaget af at bruge penge på skattelettelser, og det betaler de ældre bl.a. prisen for, i kraft af at man altså ikke finansierer det, at der er flere ældre, der har brug for hjælp. Det er der også andre grupper der betaler prisen for, men de ældre gør det også.

Fru May-Britt Kattrup, værsgo.

Tak for det. Jeg er jo også helt enig med ordføreren i, at vi ser nogle grimme eksempler på, at plejen ikke har været god nok, og det skal vi da helt klart komme til livs. Heldigvis er der så også en masse god pleje og stor tilfredshed, så det skal vi jo også lige huske. Men jeg vil spørge ordføreren om noget. I gennemsnit er der en normering på 2,9 beboere pr. medarbejder på hverdage ifølge Ældre Sagens og FOA's undersøgelse. Det synes jeg umiddelbart lyder som en meget flot normering. Hvad mener ordføreren normeringen bør være?

Ordføreren.

Den diskussion, vi har haft, om normeringen på plejehjem, har jo især drejet sig om den om natten, hvor det er særlig slemt, og til dels også om aftenen og i weekenderne, og det er der, hvor vi især har peget på, at man bør gøre det meget bedre, end man gør i dag. Jeg kan ikke udtale mig på baggrund af et gennemsnit, for jeg tror, det er utrolig forskelligt fra plejehjem til plejehjem, hvordan normeringen er. Men jeg er ikke i tvivl om, at vi har et generelt problem, når det gælder normeringen i forhold til natdelen, hvor vi kan se, at man i gennemsnit står med ansvaret for 24 beboere, og vi har eksempler på, at én person står med helt op til 42 beboere. Det er efter min mening uforsvarligt. Derfor bliver vi nødt til at gøre noget for, at normeringen bliver bedre, og efter min mening også for, at man slet ikke kan komme til at arbejde alene, fordi det er for farligt, både for den enkelte, der er på arbejde, men sådan set også for de beboere, man har med at gøre.

Fru May-Britt Kattrup.

Jeg er helt enig i, at der er nogle af de her normeringer, som er langt ude og helt og dybt uforsvarlige. Men når nu normeringen ligesom er til stede, når der i gennemsnit på dage er 2,9 beboere pr. medarbejder, mener ordføreren så, at det er en opgave, at vi skal sidde herinde og planlægge i forhold til vagtplanerne og lave normeringen på, hvor mange der skal være om aftenen og dagen, og hvor mange der skal være på de forskellige plejehjem, alt efter sammensætningen af beboere? Er det ikke dem, der er derude, som arbejder der hver dag, og som kender det, som bør lave den fordeling?

Ordføreren.

Jeg synes, det ville være dumt og helt utidigt, hvis vi skulle sidde herindefra og lægge vagtplaner for det enkelte plejehjem. Det ville ikke give nogen mening, og det har vi sådan set heller ikke foreslået på noget tidspunkt. Det, som jeg mener, der skal til, er jo et generelt løft af området, så der er de ressourcer, der skal til. Altså, det forhold, at der er flere, der har brug for at bo på plejehjem, og der også er flere af dem, som har forskellige sygdomme med sig, gør jo, at der er brug for flere ressourcer. Der, hvor vi synes at man skulle gå ind og gøre noget her fra Folketingets side i forhold til normeringen, er specifikt i forhold til at undgå alenearbejde. Der synes jeg faktisk vi skal skride ind, fordi det af hensyn til personalet og beboerne efter min mening ikke er sikkert, at man er alene med ansvaret for så mange mennesker. Det ser vi ikke bare eksempler på, men det ser vi er udbredt.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Liberal Alliances ordfører, og det er fru May-Britt Kattrup. Værsgo.

»Danmark er et stærkt velfærdssamfund, og vi drager omsorg for de ældre borgere, der har brug for hjælp, så de får friheden til at leve et godt og værdigt ældreliv«. Sådan starter redegørelsen, og det er lige præcis det, som jeg, Liberal Alliance og regeringen ønsker, og det ved jeg også at resten af Folketingets partier ønsker, og det glæder mig, at vi har et godt samarbejde på tværs af alle partier for at nå dette mål, og vi skal jo gøre det på en måde, så vi får mest mulig velfærd for pengene.

Et af de vigtigste parametre for et værdigt liv er selvbestemmelse. Hele livet har vi selv bestemt, hvornår vi ville i seng, stå op, spise, være sammen med andre eller være alene, og det skal vi også have mulighed for, når vi bliver gamle. Vi skal også fortsat bestemme, hvor vi vil bo, og vi skal have ordentlig mad, og selvfølgelig skal vi kunne komme på toilettet og i bad, når vi har brug for det eller bare ønsker det.

I medierne har vi set nogle forfærdelige tilfælde, hvor ældre er blevet behandlet på en måde, som vi bare ikke kan være bekendt, og som har været alt andet end udtryk for værdighed og frihed. Det må ikke ske, og derfor er det godt, at der er fokus på det, og at regeringen sammen med partierne i Folketinget er blevet enige om en lang række tiltag og har afsat midler til flere varme hænder. Der er også fokus på mere selvbestemmelse, egne køkkener, mere frit valg på flere områder samt mere information og mere tryghed omkring det frie valg. Samtidig er der aftalt indsatser for at hjælpe pårørende, hvilket også er et meget vigtigt område, og ikke mindst er der etableret et nationalt videnscenter, så vi kan lære af de fejl, der opstår.

Men det er også mit håb, at man vil blive god til at lære af alle de positive erfaringer. For selv om vi i medierne jo hovedsagelig hører om de dårlige hændelser, ved vi heldigvis, at der er rigtig mange steder, hvor personalet virkelig gør en god indsats, og at de ældre er glade og tilfredse. Af redegørelsen fremgår det, at langt de fleste ældre er tilfredse eller meget tilfredse, nemlig mellem 79 pct. og 91 pct. – afhængigt af, om vi taler praktisk hjælp eller personlig pleje, og om der er tale om hjemmehjælp eller plejehjem – og det er dejligt, og det skal vi glæde os over og arbejde videre med.

Men vi skal selvfølgelig ikke bruge det som en sovepude. For som nævnt er der eksempler på, at det bestemt ikke er godt nok, og vi skal også huske, at ældre mennesker er meget nøjsomme og taknemlige, så vi skal alle sammen være opmærksomme på, om plejen nu også er god nok. Selvfølgelig er det først og fremmest de mennesker, som er sammen med de ældre til hverdag, og som kender dem, som derfor er bedst til at vurdere, om forholdene er gode nok.

Som jeg sagde i begyndelsen, er selvbestemmelse og frit valg meget vigtigt i forbindelse med et værdigt liv. Bare fordi vi bliver gamle og afhængige af andre, skal vores egne ønsker og vilje ikke tilsidesættes. I redegørelsen kan vi se, at ca. 60 pct. af de borgere, som modtager hjemmehjælp, angiver, at frit valg af leverandør er vigtigt eller meget vigtigt, og det er faktisk et højt tal, når vi tænker på, at informationen om det frie valg ikke lader til at nå ud til alle og samtidig set i relation til antallet af konkurser og den megen fokus, der har været på det. Derfor er det også vigtigt, at vi bliver endnu bedre til at informere borgerne om det frie valg og samtidig gør, hvad vi kan, for at undgå konkurser, og også på disse områder er der på det sidste gjort en stor indsats.

Det er nok ingen hemmelighed, at jeg er glad for de her initiativer, og jeg ser gerne endnu mere frit valg. Men det vil jeg så arbejde videre på. Penge er jo en nødvendighed til alle de her tiltag, og derfor har regeringen også tilført flere midler, end vi tidligere har set. Men penge er ikke alt, som man siger. Det er mindst lige så vigtigt, hvordan pengene bruges, og faktorer som sund aldring, succesfuld rehabilitering, velfærdsteknologi og lavere sygefravær kan frigive ressourcer til bedre pleje og bedre omsorg. Der ligger et spændende arbejde foran os for at gøre ældrevelfærden endnu bedre, end den er i dag, hvor den også er god, og få sat en stopper for de grimme tilfælde med dårlig pleje.

Det er godt, at vi nu har fået en redegørelse for ældreområdet, så vi har en samlet oversigt over situationen og alle de tiltag, der er sat i værk. Jeg vil gerne takke ministeren for redegørelsen, og jeg skulle hilse fra De Konservative og sige, at det vil de også.

Tak for det. Der er nogle korte bemærkninger. Den første er fra hr. Jeppe Jakobsen. Værsgo.

Tak. Ligesom jeg spurgte Venstres ordfører, vil jeg også spørge Liberal Alliances ordfører: Hvad er Liberal Alliances forventninger eller udspil eller ideer om, hvad der skal prioriteres på ældreområdet i forbindelse med næste års finanslov?

Ordføreren.

Vi har, ligesom Venstre, heller ikke diskuteret detaljerne i vores udspil endnu. Så det kan jeg ikke svare ordføreren helt konkret på.

Hr. Jeppe Jakobsen.

Så har jeg samme opfølgende spørgsmål: Kan ordføreren for regeringens næststørste parti leve med et finanslovsudspil, som ikke adresserer de mange flere ældre, der kommer? Kan man acceptere, at der ikke er nogen prioritet i forhold til at tackle de meget store udfordringer, som vi ved der er, og som også er en del af regeringens egen redegørelse?

Ordføreren.

Nu har vi jo haft utrolig meget fokus på ældreområdet, og vi har opprioriteret det hele tiden. Og det vil vi i den grad fortsætte med at gøre, for det er et meget vigtigt område. Og vi vil selvfølgelig også se på, hvad der skal tilføres af midler fremover, men vi mener ikke, at det er nødvendigt at tilføre midler en til en. For i Finansministeriets fremskrivning er der nemlig ikke taget højde for succesfuld rehabilitering, altså at flere og flere kan klare sig selv i længere og længere tid. Og der er heller ikke taget højde for den store effektivisering, som man kan opnå med velfærdsteknologi og lavere sygefravær, som også kan frigive ressourcer til bedre pleje og omsorg og frigive flere varme hænder. Det er der ikke taget højde for i den fremskrivning, som Finansministeriet har lavet.

Så er det fru Astrid Krag. Værsgo.

Der er nu taget højde for nogle af de ting i den fremskrivning. Men jeg tror da, at jeg – inspireret af ordførerens svar her – vil sende de forbehold med over i et spørgsmål til Finansministeriet og høre, hvad de så siger.

Jeg vil egentlig spørge ordføreren fra Liberal Alliance om noget, for Liberal Alliances ældreminister fik nedsat en taskforce, som sad og arbejdede i over et år for at finde alle de her unødvendige regler, bureaukrati og bøvl, som skulle fjernes, så man kunne frigøre tiden til pleje og omsorg for de ældre. Så barslede man med en bunke anbefalinger, men man kunne altså ikke pege på, at det kunne frigøre nogen hænder. Der var vist også kun én regel, der kunne ændres, og både Ældre Sagen og fagforbundet FOA var bagefter ude at sige, at det jo så er beviset på, at der altså må midler til, hvis vi skal løfte plejen.

Det ville egentlig være rigtig interessant at høre, om det kuldsejlede afbureaukratiseringstiltag og storskalaprojekt »væk med bøvlet«, som ministeren satte gang i, får Liberal Alliance til at ændre deres syn på, hvor mange lavthængende frugter der er derude; hvordan man bare nemt kan spare en masse penge på at gøre tingene mere ubureaukratisk. Tænker Liberal Alliance noget andet, efter at den her taskforce har arbejdet i over et år?

Ordføreren.

Først vil jeg sige, det er rigtigt, at der er nogle ting, som Finansministeriet har taget højde for. De har nemlig taget højde for delvis sund aldring i deres fremskrivning, men mig bekendt ikke nogen af de andre faktorer.

Jeg vil da sige, at jeg også er skuffet over, at der ikke kom endnu mere frem, end der gjorde, gennem det arbejde, der er sat i gang for afbureaukratisering. Det har jo været kommenteret af bl.a. Ældre Sagen og FOA, som vi også har hørt, og vi havde håbet på, at de var fremkommet med nogle flere eksempler på, hvor det her bureaukrati, som de selv har omtalt flere gange, konkret er henne. Og det er da skuffende, når man tager tyren ved hornene, hvis man kan sige det sådan, at de så ikke fremkommer med nogle mere konkrete eksempler. Det havde vi da håbet på.

Men dertil kan jeg så også sige, at nu er det her jo begyndelsen på et længerevarende arbejde. Altså, der er jo sat noget i gang, hvor hele den offentlige sektor skal moderniseres og afbureaukratiseres og der skal laves enklere regler. Det her er jo bare begyndelsen, så jeg håber da på, at der kommer mere.

Fru Astrid Krag.

Jeg tror nu, det er lige kækt nok at give Ældre Sagen og FOA skylden for, at der ikke kom flere anbefalinger. Det tror jeg nok også de gerne vil have sig frabedt. Ordføreren siger, at hun da også er skuffet over, at man ikke kunne pege på nogle flere dumme regler, man kunne fjerne, og så havde man frigjort ressourcer til de ældre.

Men det er jo ikke nok bare at være skuffet, eftersom en stor del af Liberal Alliances politiske program bygger på en påstand om, at man roligt kan give skattelettelser og pøse penge ud på det, fordi vi bare kan gøre det smartere i den offentlige sektor, og så kan vi sagtens klare det med nulvækst eller minusvækst. Det har jo vist sig ikke at være rigtigt.

Så kan ordføreren vel ikke bare stå og være skuffet? Så må det vel også få nogle konsekvenser for den politik, Liberal Alliance kan formulere fremadrettet?

Ordføreren.

Først vil jeg sige, at jeg ikke giver Ældre Sagen og FOA skylden. Altså, jeg havde bare håbet på, at der var kommet nogle mere konkrete eksempler. Og når Liberal Alliance går ud og siger, at der kan effektiviseres, er det bl.a. på baggrund af anbefalinger fra den Produktivitetskommission, som den regering, fru Astrid Krag var minister i, nedsatte. Det er derfra, vi har vores konklusioner, og det er dem, vi har arbejdet videre med. Det synes jeg sådan set ikke er så mærkeligt.

Så er det rigtigt, at vi skal arbejde videre med det. Som jeg sagde før, er det her første step, og vi skal jo følge op på det. Og der kommer jo opfølgning på det via regeringens samlede indsats på det her område.

Så er det fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Ordføreren gør meget ud af at fortælle, hvor vigtigt frit valg er, men ordføreren står også her og undrer sig over, hvor afbureaukratiseringsforslagene er. Og så får jeg jo lyst til at pege på særlig ét forslag, som var meget tydeligt i den rapport, som ministeren har fået udarbejdet i forhold til afbureaukratisering. Der peges faktisk på et område, hvor man kan afbureaukratisere – netop på privatisering af ældreplejen. Det kunne så også reducere antallet af konkurser.

Kunne det være, at ordføreren og ordførerens parti ville genoverveje, om det er den rigtige kurs med meget privatisering på ældreområdet?

Ordføreren.

Nu vil vi så ikke privatisere det, vi vil gerne udlicitere det. For forsyningspligten skal stadig væk være i kommunerne. Men vi vil gerne af med alt det overflødige bureaukrati, der er. Og jeg mener, at når så stor en andel af de ældre ønsker et frit valg, er det ikke overflødigt bureaukrati at have nogle systemer, som gør, at man kan have frit valg. Der er noget arbejde ved udbud og ved hele frit valg-processen, det vil jeg gerne medgive, men jeg mener ikke, det er overflødigt, når man tænker på, hvor stor en andel af de ældre der ønsker og værdsætter det frie valg. Så det er nogle af de områder, hvor vi må sige, at her er det nødvendigt at gøre et arbejde for at give så meget værdi, som vi overhovedet kan, til borgerne.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Ældre Sagen har faktisk også lavet en undersøgelse på det her område. Den viser, at de ældre sætter rigtig stor pris på at få indflydelse på, hvad det er for nogle opgaver, der skal løses – meget mere, end de er optaget af logoet på uniformen. Kunne det ikke få ordføreren til at overveje, om det er den rigtige vej at blive ved med at privatisere, når vi nu er enige om, at det skaber meget bureaukrati, og i stedet for satse på mere frihed til selv at bestemme, hvad der skal udføres af opgaver?

Ordføreren.

Det lød ret modsatrettet. Altså, hvis man kun har kommunen og man så samtidig har mere frihed til at vælge, skal man så vælge mellem kommunen og kommunen? Altså, hvis man skal have et frit valg, skal der jo være noget at vælge imellem. Og det synes jeg bestemt er rigtig vigtigt, når man tænker på, hvor mange der ønsker det på trods af de konkurser, der har været. Og på trods af at de ikke altid får informationer om det, er der alligevel ca. 60 pct., der ønsker det. Det synes jeg da bestemt at vi skal respektere.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og vi går videre til Alternativets ordfører, og det er fru Pernille Schnoor. Værsgo.

Tak, og tak til ældreministeren for redegørelsen. Først og fremmest vil jeg her i starten godt nævne, at gruppen af borgere over 65 år er større og mere mangfoldig end nogen sinde. Seniorer står i dag vidt forskellige steder i livet både fysisk, mentalt og sundhedsfagligt, men i min tale vil jeg have størst fokus på de mennesker, der har brug for andres hjælp, og det er også det, der er størst fokus på i redegørelsen.

I Alternativet mener vi, at kvalitet i ældreplejen handler om at se det enkelte menneskes, den enkelte ældres behov i dialog med den ældre. Det er værdighed, og det er respekt. Vi er også overbevist om, at mere nærvær og omsorg vil have store positive konsekvenser, ikke mindst i forhold til det stigende problem med overmedicinering og forkert medicinering, som vi ser i ældreplejen.

Det er vigtige områder, der nævnes i redegørelsen. Jeg mener særligt, at ensomhed og trivsel er områder, som vi bør fokusere rigtig meget på. I den forbindelse vil jeg gerne nævne et tal, som ikke er med i redegørelsen, og det er, at 20 pct. af ældre med demens ifølge Nationalt Videncenter for Demens får antipsykotisk medicin; i England er det til sammenligning 6,8 pct.

I Danmark er brugen af antipsykotisk medicin på plejehjemmene meget udbredt. Konsekvensen er, at beboerne sidder i en stol og hænger foran fjernsynet, i fællesarealerne eller på deres værelse dagen lang. Det er noget, man ser flere steder, og det er sørgeligt, og som Ældre Sagen også påpeger, er det faktisk i modstrid med Sundhedsstyrelsens anvisninger om, at mennesker med demens ikke bør behandles med antipsykotisk medicin.

Et af målene i demenshandlingsplanen, som var en del af satspuljeaftalen, som Alternativet også var med i, er, at forbruget af antipsykotisk medicin blandt mennesker med demens skal reduceres med 50 pct. frem mod 2025. Det er en vej, vi skal gå, men når vi ser på f.eks. et demensplejehjem som Dagmarsminde, der på omkring et halvt års tid fik fjernet stort set al den slags medicin, så kan man også spørge sig selv, om målet er ambitiøst nok. Måske skal vi se på, hvordan vi passer og plejer vores ældre med demens.

Op igennem 1980'erne og 1990'erne er der sket det, at de ældre brugere af hjemmeplejen og på plejehjemmene i stigende grad er blevet til kunder, der skal have leveret en standardvare, frem for at det handler om det enkelte menneske, som skal ses som noget helt særligt, der har levet sit helt eget og helt særlige liv som murer, som frisør, som jurist, som sygeplejerske eller som folketingsmedlem, og som skal have en individuel og skræddersyet støtte og omsorg. Måske har principperne, som også nævnes i redegørelsen, om hjælp til selvhjælp og det stigende brug af velfærdsteknologi fået den ufrivillige virkning, at ældre mennesker ikke trives, de sidder og er ladt alene i deres egen bolig eller i en stol på plejehjemmet.

Vi ved det jo godt. Vi ved godt, at der bliver færre mennesker omkring de ældre på grundlag af normeringer og på grund af velfærdsteknologi, som sørger for, som der står i redegørelsen, at der bliver mulighed for kun en medarbejder der, hvor der tidligere var brug for to, altså der bliver mindre menneskelig kontakt. 33.000 ældre føler sig ensomme og uønsket alene, særlig ældre over 75, og det er rigtig trist. Vi har brug for at skabe rum for livskvalitet og glæde i stedet for passivitet og kedsomhed. Hvordan vil vi selv behandles, når vi bliver gamle? Jeg vil gerne bo et sted, hvor der er hjemligt og hyggeligt, hvor der er aktiviteter, fællesskab og tryghed. Det skaber trivsel, og det skaber værdighed. Da jeg var i praktik på demensplejehjemmet Dagmarsminde, sagde en af de ældre, Tove, at et godt liv for ældre handler om at have små gøremål; hun uddybede det med at sige, at det f.eks. er at lægge viskestykker sammen. Og en anden af de ældre med demens supplerede hende og sagde: Det handler om at føle sig noget værd. Og det er ikke så overraskende, for det er vel lige præcis det, der giver gode liv for os selv, og hvorfor skulle det være så anderledes, fordi vi bliver ældre?

Heldigvis er der en bevægelse i gang hen imod at skabe gode hverdagsliv med gåture i naturen, dans, spisefællesskaber, sociale aktiviteter på tværs af generationer. Men hver ottende ældre over 74 år har dårlig mental sundhed ifølge Sundhedsstyrelsen.

Et nyt litteraturstudie viser, at især sociale aktiviteter kan få forældre til at trives bedre. Og ja, selvfølgelig, det er da ikke på nogen måde raketvidenskab. Og så virker socialt samvær også forebyggende på f.eks. mistrivsel.

Så måske handler det om at få industrisamfundslogikken ud af ældreplejen og få medmenneskeligheden og den sunde fornuft tilbage. Det er jeg i hvert fald overbevist om, og det vil jeg og Alternativet arbejde på. Mere nærvær og samvær giver mere trivsel, og det tror jeg faktisk også at ældreministeren vil arbejde på. Det håber jeg. Tak for ordet.

Tak til Alternativets ordfører. Og den næste i rækken er fru Marlene Borst Hansen som ordfører for Det Radikale Venstre.

Tak til ældreministeren for redegørelsen. Den indeholder mange fine initiativer, og rigtig mange af dem har vi også været sammen om at igangsætte og støtte, særlig i forbindelse med satspuljeforhandlingerne. Jeg har valgt at tage fat på to udfordringer i min ordførertale. Den ene er manglen på sosu-assistenter og -medhjælpere, og den anden er ensomme ældre.

I forhold til manglen på kvalificeret arbejdskraft inden for sundheds- og omsorgsområdet har vi snart hørt tallene mange gange, både til samråd, her i Folketingssalen og i artikler i snart sagt alle landets aviser. Tre ud af fire kommuner mangler kvalificeret arbejdskraft på ældreområdet, og de mangler den akut. Og udfordringen bliver hver dag større og større; der bliver flere og flere ældre, og der er flere sosu'er, som stopper med at arbejde, end som starter med at arbejde.

Jeg vil gentage det, jeg sagde her i salen for par uger siden til en anden debat, nemlig at det simpelt hen er paradoksalt, at samtidig med at regeringen sådan set anerkender problemstillingen med manglen på arbejdskraft, skærer den hvert eneste år på sosu-uddannelserne, således at den samlet og alene på sosu-uddannelserne i 2016, 2017 og 2018 sammenlagt har sparet 72 mio. kr.

Så kan det godt være, at det kun er et meget lille procenttal, når man ser på den store finanslov, men det er altså rigtige 72 mio. kr., som sosu-uddannelserne har måttet spare på 3 år. Det er godt nok mange penge. Så igen skal der fra radikal side lyde en stor appel til regeringen om at stoppe besparelserne på erhvervsuddannelserne og herunder sosu-uddannelserne.

Problemet med manglen på sundheds- og omsorgspersonale er imidlertid så stort, at det ikke er nok bare at styrke uddannelserne; vi bliver nødt til at finde flere og bredere løsninger. Og der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi fra radikal side meget gerne så, at vi sænkede beløbsgrænsen, så vi kunne rekruttere flere udlændinge til arbejdet i omsorgs- og plejesektoren. Vi bliver nødt til at gøre noget markant anderledes, end vi gør i dag. Vi er fra radikal side klar til at drøfte alle mulige løsninger.

Noget andet, som er virkelig bekymrende, når vi diskuterer ældrepolitik og ældreomsorg, er den ensomhed, som rigtig mange ældre oplever. Vi taler rigtig meget om mental sundhed i de her år, men meget ofte fokuserer vi på de unge. Og selvfølgelig er det også helt ekstremt vigtigt, at vores unge er mentalt sunde og har det godt. Det er slet ikke for at underkende den dagsorden. Men mental sundhed er tydeligvis ikke kun relevant i forhold til unge; de ældre er en udsat gruppe, når vi taler om ensomhed.

I Ældreministeriets redegørelse lyder det, at 33.000 personer på 65 år føler sig ensomme, og fra Ældre Sagen lyder tallet på over 50.000 personer. Det er ældre mennesker, der føler sig ensomme i en grad, så det påvirker deres hverdag negativt. Mange ældre tager også antidepressiv medicin. I 2016 fik 145.000 personer over 65 år antidepressiv medicin her i Danmark. Det må og skal vi gøre noget ved. Og det kræver altså en meget større indsats end blot en pulje afgrænsede initiativer under satspuljen.

Vi skal bruge alle gode kræfter på at sikre, at det enkelte menneske har de bedst mulige betingelser for et godt liv, både fysisk og mentalt. Det er ikke kun en kommunal eller en statslig opgave; vi har i høj grad brug for hele frivillighedsområdet og for de mange, mange civilsamfundsaktører. Men det er politikerne – det er både os og de kommunalt og regionalt valgte – som har ansvaret, og som skal sætte rammerne og indgå samarbejde med civilsamfund og med de frivillige.

Jeg er sikker på, at alle, der er til stede her i dag – nu er der godt nok ikke så mange, men vi kunne tage hele Folketinget med for den sags skyld – har et aktivt liv uden for Christiansborg. Vi går til idræt, vi går til koncerter, vi sidder i lokalbestyrelser rundt omkring, vi laver alt muligt i vores fritid. Det er med til at give os livsværdi; det skaber mening for os. Men hvad så, når vi bliver 75 år og måske bliver ramt af svækkelse og sygdom, som gør, at vi ikke bare selv kan komme ud; at vi har brug for, at der er nogle, der hjælper os, når vi skal til bridge?

Har det så mindre livsværdi at komme ud til aktiviteter og leve et socialt og kulturelt liv; har det mindre værdi at deltage i foreningsaktiviteter? Nej, det har det helt sikkert ikke, tværtimod. Og derfor bliver vi simpelt hen nødt til at gøre det bedre, end vi gør i dag. Vi har en fælles opgave i og et fælles ansvar for, at færre ældre har brug for antidepressiv medicin, og at flere kan fortsætte med at deltage i foreningslivet. Tak for ordet.

Tak til den radikale ordfører. Den næste i rækken er fru Kirsten Normann Andersen som ordfører for SF.

Tak for det, formand. Tak til ministeren for redegørelsen, som jeg har ventet med stor interesse og stor spænding, for lad mig slå fast, at ældreplejen er svært udfordret. Jeg havde derfor også set frem til ministerens bud på indsatser på ældreområdet, men jeg havde også en forventning om, at en redegørelse ville komme nærmere ind på ældreplejens udfordringer. Jeg må tilstå, at på det punkt er redegørelsen en ualmindelig tynd kop te, måske fordi oplistningen af indsatsområder sidst i redegørelsen mangler en afgørende indsats, nemlig den gode pleje og omsorg.

Den gode pleje og omsorg forudsætter tre vigtige elementer, nemlig faglært personale, kontinuitet og tid. Ingen af de tre elementer er en del af redegørelsen. Så meget desto mere beklagelig er ministerens kølige modtagelse af to vigtige SF-forslag om faste teams og en budgetregulering, som følger den demografiske udvikling i ældreplejen.

De demografiske udfordringer på ældreområdet er enorme. Vi bliver flere og flere ældre, og vi bliver ældre. Det betyder også, at vi allerede i dag kan konstatere, at der skal afsættes betydelig flere ressourcer til ældrepleje, ikke til puljer, køkkener og klippekort, men til almindelig drift. Finansministeriets egne tal viser et udgiftstræk på 1,5 mia. kr. om året hvert år frem til 2025, vel at mærke når man indregner den såkaldte sunde aldring. Hvis man ingenting gør ved den udfordring, betyder det kort og godt, at flere og flere ældre skal deles om de samme for få ressourcer.

Det mærker de ældre, ved at det bliver sværere at blive visiteret til hjælp og sværere at få en plejehjemsplads, og de ansatte mærker det, ved at de skal løbe hurtigere, alt imens de ældre, som er visiteret til hjælp, har et endnu større behov for hjælp. Den manglende regulering af de kommunale budgetter har allerede i dag som konsekvens, at de ansatte skal løbe ualmindelig stærkt. Velfærdsteknologiske løsninger netop i forhold til de ældste borgere har haft særdeles begrænset effekt.

Antallet af borgere med demens er stigende, og det er i dag mere reglen end undtagelsen, at man skal være dement, før man kan blive visiteret til et plejehjem. Således er andelen af borgere med demens på plejehjem i dag tæt på 90 pct. Det er plejehjemmene slet ikke gearet til. De er netop bygget til ældre og fysisk svækkede borgere, mere end de er indrettet til borgere med demens. Det er en kæmpe udfordring. Læg hertil, at mange fysisk svækkede borgere på den baggrund oftest ikke kan visiteres til en plejebolig, skønt netop bolig i en plejebolig sammen med andre ligestillede kunne have været den gode løsning i forbindelse med en værdig afslutning på livet, ligesom det kunne afhjælpe ensomhed.

Arbejdspresset i ældreplejen er derfor også enormt. Det er og bliver opskriften på et højere sygefravær, når kolleger ofte er vikarer uden fast tilknytning, for så hviler der ekstra stort pres på de faste medarbejdere. Det er derfor også fint, at ministeren er opmærksom på det højere sygefravær, der er blandt medarbejderne i ældreplejen, end der er på andre arbejdsområder, men der mangler fuldstændig en plan for, hvad man så eventuelt kan gøre ved det. Det bliver ved konstateringen, og det er ganske enkelt ikke godt nok.

Lad mig give et par bud: Fuldtidsstillinger kan skabe den nødvendige kontinuitet i dagligdagen, når der er en hel arbejdsdag til at nå alle opgaverne hos den enkelte borger. Kontinuitet er i det hele taget et nøgleord, for kendskabet til den enkelte borger har stor betydning for, hvordan en opgave gribes an. Forberedelsen af den daglige pleje tager bare mindre tid, når man ved, hvordan den enkelte borger gerne vil plejes. Faste kolleger, som man kender og derfor kan stole på, fordi de indbyrdes ved, hvordan teamet tænker den daglige opgaveløsning, kan frigøre tid, men ikke nok. Så tid nok til at løse de opgaver, der skal løses, er også et indsatsområde.

Jeg kan godt forstå, at ældre borgere holder af at have frit valg. Afsnittet om frit valg mangler imidlertid et væsentligt element, som også Ældre Sagen har peget på, nemlig at borgere er mere optaget af at have indflydelse på den hjælp, de modtager, herunder hvilke opgaver den ældre prioriterer løst, end de er optaget af logoet på uniformen. Læg hertil de omfattende udfordringer, som der følger af frit valg af firma. Ældreplejen har som virksomhedsområde uforholdsmæssigt mange konkurser sammenlignet med andre virksomhedsområder. Og uagtet en konkurspakke er den væsentligste udfordring ikke løst, nemlig at ressourcerne ikke står mål med de opgaver, der skal løses.

Hertil kommer de enorme administrative omkostninger, som er forbundet med at vedligeholde fritvalgsordningen, og det er en udfordring, at kommunerne har mere end almindeligt svært ved kontrollere kvaliteten af den private ældrepleje. Det fremgår da også med al ønskelig tydelighed af et svar fra ministeren, som jeg modtog så sent som i går. På spørgsmålet om, hvilke muligheder kommunerne reelt har for at kontrollere, at de opgaver, som kommunen har bestilt og betalt, rent faktisk også er bliver løst, henviser ministeren igen til kommunens ansvar for tilsyn. Og selv om det ikke er forkert, er det stadig væk et ikkesvar, for faktum er, at kommunen ikke har den fjerneste chance for at kontrollere, at fru Hansen rent faktisk har fået den hjælp, som kommunen har betalt for, medmindre fru Hansen eller de pårørende selv reagerer. Selv her risikerer man, at det bliver et spørgsmål om påstand mod påstand. Det er en ganske alvorlig udfordring.

Udfordringen forudsætter en ligestilling af offentlige og private leverandører i offentlighedsloven, og der er der stadig væk nok at tage fat på. Jeg har derfor også en forventning om, at ministeren fremadrettet tager nogle af de nævnte udfordringer alvorligt og er indstillet på i fremtiden at indkalde til både drøftelser og forhandlinger med ordførerne. Der er i den grad brug for aktiv handling. Vi kommer, hvis ministeren kalder.

Tak. Og der er en kort bemærkning fra fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Ordføreren sagde, at de ældre ikke er så optaget af, jeg tror, det var logoet på tøjet eller sådan noget lignende, men vil ordføreren bekræfte, at over halvdelen, ca. 60 pct., rent faktisk ønsker og værdsætter et frit valg, altså at det på trods af alle de problemer, der har været, stadig væk er over halvdelen, ca. 60 pct., som ønsker et frit valg?

Hvis ordføreren kan bekræfte det, vil ordføreren så fortælle mig, om hun mener, at man skal se bort fra det, og at vi skal bestemme over de ældre, frem for at de får lov til at vælge det, sådan som de egentlig ønsker det?

Ordføreren.

Jeg kan sagtens forstå, at hvis man spørger ældre, om de er glade for frit valg, så svarer de ja. Jeg kan også bedst lide, når jeg selv kan få lov til at vælge, men jeg synes også, at Ældre Sagens undersøgelse er rigtig interessant, fordi man netop har spurgt de ældre, hvad der er vigtigt: om du kan vælge det firma, der skal komme i dit hjem, eller om du kan vælge, hvad det er for nogle opgaver, der skal løses af de medarbejdere, der kommer i hjemmet. Der siger de ældre, at de synes, det er vigtigere, at de har indflydelse på, hvad det er for nogle opgaver, der skal løses – om det f.eks. er støvsugning eller i stedet skal være en tur ud i haven for at plukke nogle påskeliljer, eller hvad man nu kunne forestille sig.

Det synes jeg er en interessant undersøgelse, og jeg synes faktisk, det ville være værd at prøve at kigge nærmere på, om det kunne være en løsning fremadrettet.

Spørgeren.

Tak. Ja, men det ene udelukker jo ikke det andet. Altså, selvfølgelig vil man gerne bestemme, hvilke opgaver man skal have udført, og hvordan de bliver udført. Selvfølgelig er det vigtigt, og selvfølgelig er det også vigtigere, end hvem der gør det. Altså, hvis man forudsætter, at alle kan gøre det hundrede procent, som man gerne vil have det, så er det jo ligegyldigt, hvem der gør det. Men der er altså ca. 60 pct., som gerne vil bestemme, hvem der kommer i deres eget private hjem. Det har man kunnet bestemme hele livet, og de vil gerne kunne have den ret og den frihed til selv at bestemme, hvem der træder ind over dørtærsklen i deres eget hjem. Skal vi ikke respektere det?

Ordføreren.

Jeg er enig i, at det ene ikke nødvendigvis udelukker det andet, men vi skal kigge på, hvordan vi bruger ressourcerne, så ved vi også, at lige præcis fritvalgsordningen koster rigtig meget i administration og i bureaukrati. Det fremgår også meget tydeligt af den undersøgelse, som ministeren selv har fået lavet, om bureaukrati, at lige præcis det her område sluger rigtig mange administrative ressourcer.

Så er jeg i øvrigt enig med ordføreren i, at borgerne burde have meget større indflydelse på, hvem der kommer i hjemmet. Og derfor drømmer jeg også om, at borgeren kan ende med at få sin egen hjælper.

Tak til SF's ordfører. Den næste på talerstolen er ældreministeren. Værsgo til ministeren.

Tak for ordet, og mange tak til ordførerne for nogle engagerede taler og for at gå ind i denne debat om regeringens redegørelse om ældreområdet. Det er en debat, som jeg har set meget frem til, for som ældreminister er det vigtigt for mig, at vi løbende drøfter forholdene på ældreområdet. Det må man jo også sige at vi gør. De seneste uger har vi eksempelvis debatteret udfordringerne i forhold til rekruttering af personale og også serviceniveauer på ældreområdet.

Men jeg synes også, at det er vigtigt at stoppe op og kigge op over temaerne og enkeltsagerne og få et mere samlet overblik over ældreområdet og de initiativer, der er taget på ældreområdet de senere år. Det er derfor, at vi i regeringen har udarbejdet en redegørelse om ældreområdet og lagt op til, at Folketinget skal tage dagens debat.

Ældreområdet er et vigtigt område for regeringen. Vi kæmper for, at ældre borgere med behov for hjælp får en værdig pleje og omsorg, som skal give dem mulighed for at fortsætte med at leve et liv med mest mulig selvbestemmelse og livskvalitet. Det er bl.a. derfor, at regeringspartierne og Dansk Folkeparti med de seneste finanslovsaftaler har afsat mange penge til ældreplejen. I den seneste finanslovsaftale for 2018 har vi eksempelvis afsat 500 mio. kr. årligt til mere personale i hjemmeplejen og på plejehjem, og vi har afsat midler til at støtte pårørendeindsatsen, en værdig død og det frie valg.

Økonomien er vigtig, men vi skal også huske på, at det ikke kun drejer sig om økonomi. Værdierne i ældreplejen og på den enkelte arbejdsplads er også utrolig vigtige. Hver enkelt ældre, der har behov for hjælp, skal opleve at blive inddraget, at have selvbestemmelse og blive respekteret som menneske. Vi må for alt i verden ikke forsøge at gøre de ældre helt ens, og et afgørende, centralt element i en værdig ældrepleje er derfor en lydhørhed over for det enkelte menneskes ønsker og behov.

Man skal derfor som leder og medarbejder være til stede i den konkrete situation, og en forudsætning for det er klare værdier, faglighed og en god ledelse i ældreplejen. Det er derfor også vigtigt, at kommunerne formulerer en værdighedspolitik, hvori den enkelte kommune beskriver sine overordnede værdier og prioriteringer på ældreområdet. Værdighedspolitikkerne skal i år tages op til revision. Jeg håber, at kommunerne benytter lejligheden til at tage diskussionen bredt og inddrage borgerne, de pårørende, medarbejderne og interesseorganisationerne i, hvad der er en værdig ældrepleje i den enkelte kommune.

Jeg vil også gerne tage fat på nogle af de emner, som er kommet op i debatten i dag. Der er bl.a. blevet talt meget om udfordringen i forhold til økonomien, den demografiske udvikling og rekrutteringen af medarbejdere i ældreplejen.

I forhold til økonomien på ældreområdet viser regnskabstallene, at kommunernes udgifter til ældreområdet er steget med 4 mia. kr. fra 2007 til 2016, når der tages højde for de løft til ældreområdet, der følger af finanslovsaftalerne for 2014, 2015 og 2016. Hvis vi sammenligner udviklingen i ældreudgifter med kommunernes samlede serviceudgifter, så er ældreudgifternes andel af de samlede serviceudgifter steget, så de i dag udgør godt 18 pct. af de samlede serviceudgifter. Der er altså blevet brugt flere penge på ældreområdet i de senere år bl.a. på grund af de midler, som regeringspartierne har afsat sammen med Dansk Folkeparti siden 2016. Og så er de seneste regnskabstal for 2017 netop offentliggjort i dag. Det ser ud til, at kommunernes gifter til ældreområdet er steget med godt 1 mia. kr. fra 2016 til 2017, når der tages højde for de løft, der følger af finanslovsaftalerne. Det er naturligvis en udvikling, der glæder mig som ældreminister.

For 2009-2018 er antallet af borgere på 65 år og derover steget fra 875.000 til cirka 1.116.000 borgere. Det svarer til en stigning på 27 pct. Stigningen er især sket blandt de yngre ældre. Hvis vi ser på befolkningsudviklingen i et lidt større perspektiv med fokus på de ældste ældre, så er antallet af ældre over 75 år steget med cirka 110 personer fra 1990 til 2018. Da befolkningens størrelse også er steget, betyder det, at andelen af befolkningen, som de +75-årige udgør, har været nogenlunde konstant de sidste 28 år. Dette vil dog ændre sig frem mod 2050. Andelen af ældre over 75 år forventes at stige til godt 11,5 pct. i 2030, videre til knap 15 pct. i 2050, for derefter at falde til ca. 14 pct. i 2060.

Den forholdsvis store stigning i andelen af de ældste ældre i befolkningen kan bl.a. forklares med, at de store årgange, der blev født i årene efter anden verdenskrig, i de kommende 10-30 år vil være de ældste i vores samfund. Samtidig skal vi også huske på, at udviklingen vil blive understøttet af, at befolkningens middellevetid fortsat forventes at stige. I 2016 kunne en 0-årig pige forvente at blive 83 år gammel, mens det i 2050 forventes, at en nyfødt pige vil blive godt 88 år gammel. Og når vi taler om middellevetiden, er det også værd at bemærke, at selv om piger fortsat i 2050 kan forvente at leve længere end drenge, er forskellen i middellevetiden mellem mænd og kvinder blevet indsnævret. Og det synes jeg er positivt.

Jeg vil også gerne slå fast, at vi selvfølgelig skal tage følgerne af den demografiske udvikling alvorligt, også selv om udviklingen i sig selv jo er meget positiv. Ændringerne i befolkningen er en af grundene til, at regeringen i de seneste finanslovsaftaler sammen med Dansk Folkeparti har afsat penge til flere medarbejdere på ældreområdet og har et ønske om at kvalitetsudvikle ældreplejen, så de ældre borgere og vi som samfund får mest muligt ud af de penge, der anvendes på området.

Men jeg synes også, at redegørelsen viser, at man ikke kan sige, at der skal være en en til en-sammenhæng mellem flere ældre og udgifterne til ældre.

For det første forbedres befolkningens helbred, og hvis vi ser på selvvurderet helbred, vurderer en meget stor del af befolkningen, også de ældre aldersgrupper, at deres eget helbred er fremragende, vældig godt eller godt. Blandt de ældste aldersgrupper på 75 år og derover er der fra 2010 til 2017 sket en positiv udvikling i andelen, der vurderer deres eget helbred som fremragende, vældig godt eller godt.

For det andet udvikler kommunerne hele tiden nye måder at skabe en god ældrepleje på, som betyder, at pengene kan bruges bedre. Hvis vi ser på brugen af velfærdsteknologi i ældreplejen, kan man se, at kommunerne faktisk har effektiviseret for over 500 mio. kr. siden 2014. Det er selvfølgelig positivt. Men det bedste ved eksempelvis udbredelse af lifte og vasketoiletter er, at det har ført til en række forbedringer både for borgerne, der har oplevet større tryghed og selvstændighed, de pårørende, der bliver aflastet, og personalet, som får et bedre arbejdsmiljø.

Undersøgelsen viser også, at en stor del af hjemmehjælpsmodtagerne er tilfredse med den hjælp, de får, men det betyder ikke, at vi skal stoppe op eller stille os tilfredse. Vi skal blive ved med at udvikle hjemmeplejen og plejehjemmene. Vi skal have de gode eksempler frem og understøtte det frie valg af leverandører af hjemmehjælp og det frie plejehjemsvalg, som mange ældre finder er vigtigt.

Stigningen i antallet af ældre betyder også, at der vil blive flere danskere, der vil få stillet en demensdiagnose. Det medfører bl.a., at vi ser en anden beboersammensætning på plejehjemmene, end vi hidtil har set. Det er vigtigt, at personalesammensætningerne afspejler beboerne på plejehjemmene, og at medarbejderne har de rette kompetencer, så de kan give beboerne den pleje og omsorg, som de har brug for. Her spiller lederne i ældreplejen og ude på de enkelte plejehjem en meget vigtig rolle, idet de bedst kan vurdere, hvilke kompetencer der er behov for lokalt, og sikre, at medarbejdernes kompetencer matcher beboernes behov.

Et af de andre vigtige temaer, som har været debatteret i dag, er kommunernes udfordring med at rekruttere social- og sundhedspersonale. Det er en udfordring, som desværre må formodes at blive større i fremtiden. Lad mig i den forbindelse starte med at slå fast, at der ikke hersker tvivl om, at mange af de ansatte i ældreplejen hver dag yder en stor indsats for at skabe en hverdag med nærvær, ansvarlighed og respekt for vores ældre borgere. Hvis vi ser på tallene, kan vi se, at de overordnet set viser følgende: Det er især social- og sundhedsassistenter, der er mangel på; de ansatte i ældreplejen er bl.a. de ældste kommunalt ansatte; der er rigtig mange i ældreplejen, der er ansat på deltid; der er generelt et højt sygefravær i ældreplejen.

Vi mener i regeringen, at rekrutteringsudfordringerne skal adresseres med en række forskellige tiltag, og vi er allerede i gang.

For at bidrage til et bedre arbejdsmiljø har regeringen eksempelvis i den seneste finanslovsaftale sammen med Dansk Folkeparti prioriteret 500 mio. kr. årligt til en bedre bemanding i ældreplejen. Midlerne skal i videst muligt omfang give de medarbejdere, som allerede arbejder i ældreplejen, mulighed for at opjustere deres arbejdstid.

Med årets finanslovsaftale blev der også afsat 70 mio. kr. fra 2018 til 2021 til at styrke kommunernes arbejde med at reducere sygefraværet. Jeg håber også, som jeg tidligere har været inde på, at den bedre udnyttelse af velfærdsteknologi bl.a. kan være med til at bringe sygefraværet ned.

Endelig vil jeg sammen med undervisningsministeren tage initiativ til at sætte gang i en kortlægning af kommuners og regioners problemer med at rekruttere kvalificeret arbejdskraft på ældreområdet. Vi vil med afsæt i kortlægningen indkalde Folketingets partier til en drøftelse af emnet, så ældre borgere også i de kommende år sikres et værdigt og trygt liv med den hjælp og støtte, de hver især har behov for.

Her til sidst vil jeg lige nævne, at mangel på sociale relationer og ensomhed er blandt de samfundsproblemer, som jeg mener har store personlige og medmenneskelige omkostninger, ikke mindst for de ældre. Det er særlig svækkede, ældre mennesker, der er udsat for ufrivillig ensomhed, og ældres antal af selvmord er næsten dobbelt så højt som den andel, de udgør af befolkningen. Vi har alle brug for at være en del af et fællesskab og sociale netværk. Det gælder derfor om at sætte tidligt ind og forebygge ensomhed.

Afslutningsvis vil jeg gerne endnu en gang takke jer for at tage denne debat om regeringens ældreredegørelse. Og jeg vil også gerne her til allersidst sige, at selv om der er udfordringer i ældreplejen, skal vi også passe på med at tale det ned i et stort hul. Der er mange fantastiske og dygtige medarbejdere og mange positive historier og udviklingstendenser derude, som det også er vigtigt at få frem. For vi skal sikre, at der også i årene, der kommer, er personale til at tage sig godt og værdigt af de ældre, og huske på, at det at arbejde med ældre altså er både spændende, udfordrende og meget givende. Tak for ordet.

Tak for det. Og der er en række korte bemærkninger. Den første spørger er hr. Jeppe Jakobsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Hvis vi holder os til de problemer og udfordringer, som ministeren selv nævner i redegørelsen om ældreområdet – altså de 60.000 nye demensramte i løbet af de næste 20 år og fordoblingen af antallet af de +80-årige – vil jeg bare spørge: Hvilke initiativer vil regeringen tage i forbindelse med finansloven til at imødegå de udfordringer, man selv erkender man har på det her område?

Ministeren.

Med hensyn til finansloven må vi vente på, at vi skal have vores forhandlinger dér; dem står jeg ikke her på talerstolen og begynder at debattere. Men jeg vil sige, at den her regering følger udviklingen tæt. Og jeg er også meget glad for samarbejdet med Dansk Folkeparti, som vi jo gennem de sidste tre års finanslove har været sammen med om at løfte ældreområdet betydeligt.

Spørgeren.

Så lad mig spørge på en anden måde: Når nu ældreministeren selv pointerer de her meget store udfordringer på ældreområdet, kan ældreministeren – de ældres stemme i regeringen – så acceptere det, hvis finanslovsforslaget ikke indeholder en adressering af de problemer, som man selv understreger i sin egen redegørelse?

Ministeren.

Jeg vil som hidtil til enhver tid arbejde for at skabe nogle gode rammer for ældreområdet. Det er et område, som jeg har brændt for i de sidste 37 år. Og ligesom jeg har været med til at skabe de gode rammer – og det har vi også været meget glade for gøre sammen med Dansk Folkeparti – vil jeg også gerne være med til at sætte retningen ud fra de værdier, som jeg synes skal være væsentlige. Og det er derfor også vigtigt, at vi følger området tæt. Der er nogle udfordringer, som er væsentlige for os at tage op.

Den næste spørger er fru Kirsten Normann Andersen, SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil prøve at følge op på den forrige ordførers spørgsmål, for Finansministeriet siger jo selv, at endda fradraget sund aldring er udgiftspresset, i forhold til at der kommer flere og flere ældre, i gennemsnit 1,5 mia. kr. hvert eneste år frem til 2025. Jeg tænker blot, at såfremt regeringen ikke prioriterer at afsætte lige præcis de her midler, der skal kompensere for udgifterne i forbindelse med den demografiske udvikling, anerkender ministeren så, at det vil betyde besparelser på ældreplejen?

Ministeren.

Det fremgår af mit svar på spørgsmål nr. 482, som blev oversendt til Folketinget i slutningen af februar i år, at det er Finansministeriet, der beregner det demografiske træk. Finansministeriet oplyste i svaret, at det beregnede demografiske træk skal tolkes varsomt, samt at beregningen af det demografiske træk er af mekanisk karakter og f.eks. ikke har indregnet eventuelle offentlige produktivitetsforbedringer som f.eks. ny teknologi og bedre organisering af arbejdsopgaver, da der er nye behandlingsmuligheder, og omkostningerne ved en ekstra bruger kan adskille sig fra den gennemsnitlige omkostning pr. bruger. Det demografiske træk kan altså ikke omsættes til nogle konkrete merudgifter, som skal finansieres.

Men når det er sagt, skal vi så heller ikke glemme, at regeringen, som jeg har sagt tidligere i dag, prioriterer ældreområdet, og at vi sammen med Dansk Folkeparti ved de seneste tre finanslovsaftaler samlet set har tilført ældreområdet ca. 2 mia. kr. årligt fra 2018; dertil kommer de midler, som vi har afsat i forbindelse med satspuljeaftalen på ældreområdet.

Spørgeren.

Hvis man nu forestiller sig, at vi med alle de her fantastiske muligheder, som finansministeren nævner, med nye behandlingsmetoder og ny teknologi osv. ikke kan løse opgaverne på den måde og alene kigger på status i dag og fremadrettet, anerkender ministeren så, at der skal væsentlig flere penge til at sikre, at vi bare kan vedligeholde det niveau, vi har i dag, og at det alternativt, hvis man ikke finder de her penge på finansloven, vil betyde besparelser?

Gudskelov er det jo sådan, at man ikke kan sammenligne antallet af borgere, der bliver 65, med størrelsen af den mængde penge, der skal afsættes til det, fordi der er mange ting, bl.a. den sunde aldring, rehabilitering og velfærdsteknologi, der gør meget. Men jeg kan love spørgeren, at den her regering prioriterer ældreområdet, og at vi vil følge området tæt.

Den næste spørger er fru Astrid Krag, Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg er meget enig med ældreministeren, når hun siger, at der er rigtig, rigtig mange ting, der fungerer rigtig godt i vores ældrepleje; at der er masser af varme og omsorg, dybt fagligt kompetente medarbejdere, der sikrer pleje og støtte til de svageste ældre hver eneste dag, skal der ikke være nogen tvivl om overhovedet. Men jeg er jo også enig med ministeren og regeringen i, at vi kigger ind i en tid med nogle store udfordringer som ensomhed, flere demente, flere plejekrævende, problemer med at rekruttere medarbejdere.

Nu ville ministeren ikke svare på hr. Jeppe Jakobsens spørgsmål om, hvad ministeren tænker regeringen vil gøre i deres finanslovsudspil for at adressere de her problemer; jeg tror, at det var sådan et rigtigt politikersvar, der kom, nemlig at det jo er vigtigt, at vi følger området tæt – tror jeg ministeren sagde, jeg skrev det nemlig ned – og det er jo godt at vide, men det er samtidig ikke rigtig noget svar på, hvad ældreministeren forestiller sig.

Så når vi ikke kan få lov til at kigge i krystalkuglen og få ministerens bud på, hvordan regeringen så vurderer at man bedst løser de her udfordringer, og hvad regeringen vil lægge frem og prioritere ældreområdet med, kan vi prøve at spole tilbage, for nu har vi haft en ældreminister af et par omgange, og jeg vil derfor bare helt konkret bede ældreministeren om at fortælle mig det.

Hvor mange penge ud af de 500 mio. kr., som ældreministeren selv nævner var en vigtig del af løsningen på rekrutteringsudfordringerne, og som der blev afsat på finansloven til bedre normeringer, var afsat i regeringens eget udspil til finansloven?

Ministeren.

Jamen som det også fremgår af mit svar på spørgsmål nr. 472, som var i slutningen af januar i år , var der i regeringens forslag til finanslov for 2018 bl.a. afsat en reserve på 0,5 mia. kr. til at styrke kernevelfærden, herunder på sundheds- og ældreområdet, samt en forhandlingsreserve på 2,5 mia. kr. årligt til højt prioriterede initiativer og til temaer i forhandlingerne om finansloven 2018.

Spørgeren.

Men de penge var jo ikke øremærket til ældreområdet, før Dansk Folkeparti trådte ind i forhandlingslokalet. Men det er da godt nyt, hvis det, vi så kan høre ældreministeren antyder, er, at man vil kunne finde tilsvarende ledige reserver stående i det finanslovsudspil, regeringen kommer med efter sommerferien, som så kan forhandles som svar på nogle af de her udfordringer, som regeringen peger på. Er det det? Skal vi forstå det, ældreministeren siger, sådan, at vi ikke skal være så bekymrede, når der i redegørelsen bliver peget på en masse problemer, og at ældreministeren ikke her i dag vil fortælle os, hvordan man så har tænkt sig at løse det, og heller ikke, hvilken økonomi man mener ældreområdet har brug for? Det vil man ikke komme ind på.

Men skal vi føle os betrygget, så vidt at der nok skal stå nogle gode reserver og vente til ældreområdet og til en udmøntning sammen med Dansk Folkeparti? Det ville da være en rigtig dejlig nyhed at kunne slutte den her redegørelsesdebat på og gå på bededag på baggrund af.

Ministeren.

Jeg kan i hvert fald love ordføreren fra Socialdemokratiet, at den her regering prioriterer ældreområdet, og at vi vil følge det tæt.

Tak til ældreministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.