L 50 Forslag til lov om ændring af lov om efterskoler og frie fagskoler og lov om folkehøjskoler.

(Lempelse af tilskudsbetingelser for bygninger og arealer, varetagelse af opgaver ud over skole- og undervisningsvirksomhed m.v.).

Af: Undervisningsminister Merete Riisager (LA)
Udvalg: Undervisningsudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 05-10-2017
1. behandlet / henvist til udvalg 13-10-2017
Betænkning afgivet 05-12-2017
2. behandlet/direkte til 3. behandling 07-12-2017
3. behandlet, vedtaget 12-12-2017
Ministerområde:
Undervisningsministeriet
Resumé:
Formålet med lovforslaget er at fremme mulighederne for efterskolernes og de frie fagskolers fortsatte udvikling gennem mere frie og tidssvarende rammer.

Lovforslaget er en forenkling og lempelse af reglerne for efterskoler og frie fagskoler, der giver skolerne enklere, friere og mere tidssvarende rammer for skolernes virke. Der foreslås en række lempelser for efterskolerne og de frie fagskoler, bl.a. om skolernes bygninger og arealer, ligesom der bliver åbnet for, at skolerne kan varetage visse opgaver ud over skolernes skole- og undervisningsvirksomhed. Desuden foreslås det, at reglerne for det særlige tilskud til efterskoler for elever fra visse lande justeres.

Udvalget vedtog et ændringsforslag om, at der i lovgivningen indskrives en undtagelse/dispensationsmulighed for øerne under Sammenslutningen af Danske Småøer, som der også er gennemført på friskoleområdet ved L 63, folketingsåret 2015-16, forslag til lov om ændring af lov om friskoler og private grundskoler m.v. (Bedre rammer for skoletilbud på 27 småøer).

Loven skal træde i kraft den 1. januar 2018.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 104 (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF og KF), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.