L 31 - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 14: Spm. om det nævnte ændringsforslag i den foreliggende form vil være et ekspropriativt indgreb over for de pågældende eksempelvis selvejende institutioner, til justitsministeren

Retsudvalget 2017-18
L 31
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

30. november 2017

Formueretskontoret

Mathias Mikkelsen

2017-0037-0009

588177

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 2 vedrørende forslag til lov om

ændring af straffeloven, lov om forældelse af fordringer, lov om erstatnings-

ansvar og lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (Ophævelse

af forældelsesfrister for gerningsmandens strafansvar i sager om seksuelt

misbrug af børn og for erstatningskrav mod forvaltningsmyndigheder for

svigt i sager om overgreb mod børn, forhøjelse af niveauet for tortgodtgø-

relse for seksuelle krænkelser samt ophævelse af 72-timersreglen i sager om

voldtægt, incest og seksuelt misbrug af børn m.v.) (L 31), som Folketingets

Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 24. november 2017. Spørgs-

målet er stillet efter ønske fra Rune Lund (EL) og Peter Kofod Poulsen (DF).

Søren Pape Poulsen

Mette Johansen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

L 31 - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 14: Spm. om det nævnte ændringsforslag i den foreliggende form vil være et ekspropriativt indgreb over for de pågældende eksempelvis selvejende institutioner, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 2 (L 31) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren yde teknisk bistand til at udarbejde et ændrings-

forslag, der indebærer, at den foreslåede ophævelse af forældel-

sesfristen for erstatningskrav og godtgørelseskrav mod forvalt-

ningsmyndigheder, får tilbagevirkende kraft, således at krav, der

er forældede efter forældelseslovens hidtil gældende regler før

lovens ikrafttræden, også omfattes af ophævelsen af forældel-

sesfristen, og vil ministeren redegøre for sin holdning til et så-

dant ændringsforslag?”

Svar:

Et ændringsforslag som indebærer, at ophævelsen af forældelsesfristerne

for erstatnings- og godtgørelseskrav mod forvaltningsmyndigheder for svigt

i sager om overgreb mod børn får tilbagevirkende kraft, kan formuleres på

følgende måde:

”Æ n d r i n g s f o r s l a g

til

Forslag til lov om ændring af straffeloven, lov om forældelse af for-

dringer, lov om erstatningsansvar og lov om erstatning fra staten til

ofre for forbrydelser (Ophævelse af forældelsesfrister for gernings-

mandens strafansvar i sager om seksuelt misbrug af børn og for er-

statningskrav mod forvaltningsmyndigheder for svigt i sager om over-

greb mod børn, forhøjelse af niveauet for tortgodtgørelse for seksuelle

krænkelser samt ophævelse af 72-timersreglen i sager om voldtægt, in-

cest og seksuelt misbrug af børn m.v.)

(L 31)

Af (...):

Til § 5

stk. 3

ændres »stiftet« til: »forældet«, og », medmindre forældelse efter

de hidtil gældende regler er indtrådt før lovens ikrafttræden« udgår.

[Ophævelse af forældelsesfristen med tilbagevirkende kraft i sager om er-

statnings- og godtgørelseskrav mod forvaltningsmyndigheder]

Bemærkninger

Til nr. X

Det følger af lovforslagets § 5, stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar

2018. Efter bestemmelsens stk. 3 finder ophævelsen af forældelsesfristen

for erstatning- og godtgørelseskrav mod forvaltningsmyndigheder også an-

vendelse på fordringer, der er stiftet før lovens ikrafttræden, medmindre

disse er forældede efter de hidtil gældende regler.

Den foreslåede ændring indebærer, at ophævelsen af forældelsesfristen til-

lægges tilbagevirkende kraft. Det betyder, at ethvert krav på erstatning eller

godtgørelse mod en forvaltningsmyndighed kan indbringes for domstolene,

uanset hvornår kravet er opstået. Dette gælder også krav, der allerede er for-

ældede på tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Justitsministeriet kan ikke støtte ændringsforslaget.

Justitsministeriet bemærker, at en ophævelse af forældelsesfristerne med til-

bagevirkende kraft som foreslået af spørgerne vil betyde, at endog meget

gamle krav vil kunne indbringes for domstolene. Ofrene vil imidlertid fort-

sat skulle kunne dokumentere over for en dommer, at de har et krav. Dette

kan være særligt problematisk i ældre sager, hvor det kan være forbundet

med særlige vanskeligheder at fremskaffe bevismateriale. Det kan således

være vanskeligt at finde nulevende vidner, sagsmaterialet kan være begræn-

set eller ufuldstændigt, eller den offentlige myndighed kan være ophørt med

at eksistere.

I det fremsatte lovforslag understreges det derfor, at det er hensigtsmæssigt,

at sager om erstatning eller godtgørelse mod offentlige myndigheder indle-

des så tidligt som muligt, idet det bliver sværere at løfte bevisbyrden, som

tiden går. Af samme grund foreslås der med lovforslaget alene en ophævelse

af forældelsesfristerne for nye krav, og krav der ikke allerede er forældede

efter de gældende regler ved lovens ikrafttræden.

Når der med lovforslaget ikke foreslås en ophævelse med tilbagevirkende

kraft skyldes det endvidere, at regeringen ikke ønsker at stille ofrene noget

i udsigt, som ikke kan indfries. En problemstilling som bl.a. Børnerådet har

peget på i forbindelse med rådets høringssvar til lovforslaget:

”Generelt for forslag om ophævelse af forældelsesfrister kan

Børnerådet have den bekymring, som rådet også tidligere har gi-

vet udtryk for, at man herved skaber en forventning om oprejs-

ning for offeret for overgreb, men at bevisbyrden ikke kan løf-

tes i retten, fordi overgrebene er sket år tilbage. Virkningen af

fristophævelsen kan altså blive den modsatte af den ønskede,

nemlig at offeret efter en retssag føler sig yderligere underkendt

og nedgjort.” (REU 2017-18, L 31, bilag 1)

Justitsministeriet bemærker afslutningsvis, at dansk ret, herunder forældel-

sesloven skal fortolkes i overensstemmelse med Den Europæiske Menne-

skerettighedskonvention (EMRK).

Et eksempel herpå er Østre Landsrets dom af 14. juni 2017 i den såkaldte

Slagelsesag. I sagen fastslog landsretten, at kommunen havde tilsidesat sin

handlepligt efter konventionens artikel 3, og at de danske forældelsesregler

ikke skulle finde anvendelse i sagen, da dette ville indebære en krænkelse

af konventions artikel 13.

Dommen må ses som udtryk for en samlet vurdering af, at det i den kon-

krete sag ville være uproportionalt, hvis kravene på godtgørelse måtte anses

for forældede, hvorfor de danske forældelsesregler ikke fandt anvendelse i

sagen.