L 241 - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 65: Spm., om velfærden må forventes at blive bedre eller dårligere frem mod 2025, hvis det offentlige forbrug vokser mindre end det demografiske træk, til finansministeren

Finansudvalget 2017-18
L 241
Offentligt

Folketingets Finansudvalg

Christiansborg

23. oktober 2018

Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 65 (L 241 - § 7.

Finansministeriet) af 28. september 2018

Spørgsmål

Vil ministeren oplyse, om velfærden pr. bruger må forventes at blive bedre eller

dårligere frem mod 2025, hvis det offentlige forbrug hvert år vokser med mindre

end det demografiske træk, og i forlængelse heraf oplyse om de offentlige finanser

på lang sigt overhovedet har en såkaldt hængekøjeudfordring, hvis det demografi-

ske træk overvurderer, hvor meget der reelt er brug for at øge det offentlige for-

brug med for at opretholde samme velfærdsniveau?

Svar

Det demografiske træk er et beregningsteknisk mål, der opgør hvor meget res-

sourceanvendelsen til offentligt forbrug rent mekanisk vil ændre sig, hvis befolk-

ningen ændrer sig, og det forudsættes at den reale udgift pr. bruger er fastholdt

uændret. Det vil sige uden nogen form for effektivisering eller forbedringer af

produktiviteten i den offentlige sektor.

Overordnet beregnes det demografiske træk på det offentlige forbrug således ved

mekanisk at sammenholde den forventede befolkningsudvikling med de senest

kendte gennemsnitlige reale udgifter pr. bruger samt en korrektion for delvis sund

aldring. Der er således ikke tale om et mål for velfærden pr. bruger, men et mål

baseret på den reale udgift pr. bruger.

Beregningen af det demografiske træk skal generelt fortolkes varsomt. Det demo-

grafiske træk anvendes primært som et element i en langsigtet holdbarhedsbereg-

ning. Opgørelsen af det demografiske træk er således ikke tiltænkt til beregninger

af fx det præcise udgiftstræk i de enkelte år og er heller ikke udtryk for udgifter,

der skal findes konkret finansiering til. Det demografiske træk tager blandt andet

ikke højde for mulige produktivitetsforbedringer i det offentlige og indgår som ét

blandt mange input i den løbende tilrettelæggelse af finanspolitikken. Det er et

politisk valg, hvordan det økonomiske råderum prioriteres år for år.

Det skal desuden understreges, at der i beregningen ikke tages højde for, at om-

kostningen ved en ekstra bruger kan adskille sig fra de gennemsnitlige omkostnin-

ger pr. bruger. Navnlig hvad angår det kollektive offentlige forbrug, vil en stigning

Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk

L 241 - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 65: Spm., om velfærden må forventes at blive bedre eller dårligere frem mod 2025, hvis det offentlige forbrug vokser mindre end det demografiske træk, til finansministeren

Side 2 af 3

i befolkningen ikke automatisk afstedkomme en proportional stigning i udgifterne

til forsvar, politi, administration mv.

Kvaliteten af den offentlige service vil i praksis afhænge af en række andre forhold

end udgiftsudviklingen, herunder, hvordan serviceydelserne organiseres og udfø-

res lokalt, og hvor effektivt disse midler anvendes og prioriteres til de områder,

hvor de gør størst gavn for borgerne.

I de kommende år vil den demografiske udvikling alt andet lige indebære et ud-

giftspres. Det skærper kravet til omhyggelige prioriteringer, både af nye og eksiste-

rende midler. Det offentlige forbrug steg kraftigt op gennem 2000’erne til et histo-

risk højt niveau i 2010,

jf. figur 1,

herunder i lyset af gentagne budgetoverskridelser

i kommunerne. Det offentlige forbrug er siden 2010 gradvist normaliseret, men

ligger fortsat over det historiske gennemsnit,

jf. figur 2.

Der er således en betydelig

base af midler til offentlige forbrugsudgifter svarende til ca. 490 mia. kr. i 2017

(ekskl. afskrivninger i 2018-priser) eller ca. ¼ af Danmarks bruttonationalprodukt.

Omhyggelig prioritering af midlerne til offentlig service vil understøtte, at vigtige

kernevelfærdsområder vil kunne tilføres ekstra ressourcer. Reduktionen af udgif-

terne forbundet med asyl og integration i de senere år har således isoleret set mu-

liggjort prioritering af andre udgiftsområder inden for den samlede udgiftsramme.

Ligeledes er der potentiale for via afbureaukratisering og effektiviseringer at frigø-

re midler og dermed mindske behovet for øget offentligt forbrug. Eksempelvis

frigøres effektiviseringsgevinsterne fra de nye sygehusbyggerier fra 2017 og frem,

jf. økonomiaftalerne for 2017, 2018 og 2019 med Danske Regioner,

og det er aftalt med

regionerne, at de frigjorte midler anvendes til ny sygehusaktivitet. Ligeledes vil den

nye aftale om forenkling af lov om aktiv beskæftigelsesindsats betyde, at kommu-

nerne aflastes for administrative opgaver for i omegnen af �½ mia. kr. Det svarer

til knap 1.000 årsværk, der kan frigøres fra administration af beskæftigelsespolitik-

ken. Disse frigjorte årsværk vil kunne bruges til at imødegå det demografiske træk

uden at tilføre flere midler.

Der er derfor mange andre forhold, der har betydning for kvaliteten af den offent-

lige service end selve udgiftsvæksten og det demografiske træk.

Side 3 af 3

Figur 1

Offentligt forbrug (ekskl. afskrivninger), 2001-2017

Mia. kr. (2018-priser)

500

Mia. kr. (2018-priser)

500

Figur 2

Offentligt forbrug ift. strukturelt BNP, 1990-2017

Pct. af strukturelt BNP

480

460

440

480

460

440

420

400

380

360

2001 2003 2005 2007 2009 2011 2013 2015 2017

420

400

380

360

90 92 94 96 98 00 02 04 06 08 10 12 14 16

Pct. af strukt BNP

Gns. 1990-2007

Anm.: Det reale offentlige forbrug er opgjort ved input-metoden. I figur 2 er det offentlige forbrug opgjort inkl.

afskrivninger.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Efter 2025 fremskrives de offentlige udgifter og indtægter ud fra beregningstekni-

ske principper samt vedtagne regler, der rækker længere frem end 2025, fx på til-

bagetrækningsområdet. Der er ikke taget politisk stilling til udgiftsvæksten i det

offentlige forbrug efter den mellemfristede planlægningshorisont.

De beregningstekniske principper indebærer, at de nominelle udgifter til offentligt

forbrug efter planlægningshorisonten fremskrives ud fra et princip om, at udgif-

terne pr. bruger følger lønudviklingen, og at brugergrundlaget følger det beregne-

de demografiske træk på den offentlige service. Heri ligger ikke en politisk stilling-

tagen til realvæksten i det offentlige forbrug efter 2025. Det beregningstekniske

princip tager udgangspunkt i, hvad der i en situation uden demografiske forskyd-

ninger vil kunne finansieres ved uændret skattebelastning, og svarer i den forstand

til en uændret prioritering mellem skat og offentlige forbrugsudgifter efter plan-

lægningshorisonten.

Hvis det i kommende planer

–

fx en 2030 eller 2035-plan

–

er et politisk ønske, at

det offentlige forbrug skal vokse langsommere end det beregningstekniske prin-

cip, vil det isoleret set medføre et bidrag til at modgå den i spørgsmålet omtalte

hængekøjeudfordring, forudsat at sådanne mindreudgifter ikke fuldt ud disponeres

til andre formål.

Med venlig hilsen

Kristian Jensen

Finansminister