Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
L 187
Offentligt
1884371_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. <sagsnr>
Den 23. april 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 3 til L 187, forslag til lov om ændring af
lov om kystbeskyttelse, lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter
(VVM), lov om naturbeskyttelse, lov om jagt og vildtforvaltning og forskellige andre love (Ny
kompetencefordeling og forenkling af sagsbehandling i forbindelse med kystbeskyttelse m.v.)
stillet den 18. april 2018 af Christian Rabjerg Madsen (S).
Spørgsmål nr. 3
”Vil ministeren redegøre for, hvad forskellen efter lovforslaget bliver på behandlingen af klager
over henholdsvis private og fælleskommunale kystbeskyttelsesprojekter, og for hvad forskellen er
på de afgørelser, der kan træffes af klageinstansen i de to typer sager?”
Svar
Efter lovforslaget kan kommunens kystbeskyttelsestilladelse påklages til Miljø- og
Fødevareklagenævnet for så vidt angår retlige forhold. Dog foreslås det i forhold til sager om
kommunale fællesprojekter, at Miljø- og Fødevareklagenævnets prøvelse udvides til fuld prøvelse.
Når prøvelsen af afgørelser er afgrænset til retlige spørgsmål, betyder det, at Miljø- og
Fødevareklagenævnet kan tage stilling til, om lovgivningen er fortolket korrekt, om
sagsbehandlingsregler og procesregler er overholdt og om forvaltningsretlige principper som
f.eks. grundsætningen om saglig forvaltning (magtfordrejning) og proportionalitetsprincippet er
overholdt. Også sagens faktum, og om sagen er tilstrækkeligt oplyst, kan prøves.
Da der i kystbeskyttelseslovens § 1 om formålet med kystbeskyttelse ikke er angivet en
prioritering eller en vægtning af de enkelte hensyn, kan nævnet ved en retlig prøvelse af en
kommunalbestyrelses kystbeskyttelsestilladelse ikke tage stilling til den indbyrdes afvejning af de
saglige hensyn, der indgår i skønnet. Det gælder fx afvejningen af de hensyn, som de inkluderede
regler varetager, over for hensyn til behovet for kystbeskyttelse og
kystbeskyttelsesforanstaltningens tekniske og natur- og miljømæssige kvalitet.
Hvis der indføres fuld prøvelse af afgørelser i forhold til øvrige kystbeskyttelsesprojekter, betyder
det, at Miljø- og Fødevareklagenævnet, ud over retlige spørgsmål, også kan tage stilling til den
indbyrdes afvejning af de saglige hensyn, der indgår i skønnet. Ved fuld prøvelse kan Miljø- og
Fødevareklagenævnet således prøve ”selve skønnet”, dvs. tilfælde, hvor der er en vis valgfrihed
med hensyn til, hvilke præmisser, der skal lægges til grund for afgørelsen og hvilken vægt, de skal
tillægges.
Esben Lunde Larsen
/
Hans Erik Cutoi-Toft
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk