Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
L 167
Offentligt
1876929_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 6. april 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1 til L 167, om forslag til lov om ændring af
lov om fødevarer stillet den 20. marts 2018 af Lise Bech (DF) og Carsten Bach (LA).
Spørgsmål nr. 1 til L 167
”Vil ministeren redegøre for, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at en virksomhed kan blive
omfattet af de 3 typer af strafskærpelse, herunder eksempler på overtrædelse af fødevarelovgivningen,
der kan karakteriseres som grov, og eksempler på overtrædelse, der ikke er af en sådan karakter, at
overtrædelsen kan karakteriseres som grov?”
Svar
En grundlæggende forudsætning for at bringe lovforslagets 3 initiativer om administrative
tvangsbøder (daglige tvangsbøder) for manglende efterkommelse af påbud eller forbud, forhøjede
bødestørrelser eller virksomhedskarantæne i anvendelse er, at virksomheden kan kategoriseres som en
virksomhed med dårlig regelefterlevelse. En fødevarevirksomhed kategoriseres som en virksomhed
med dårlig regelefterlevelse, hvis den har fået anmærkninger – dvs. indskærpelse, påbud, forbud,
administrativt bødeforlæg eller politianmeldelse - på tre ud af de sidste fire kontrolbesøg eller, hvis der
er tale om en ny virksomhed, som har fået anmærkninger på de tre første gennemførte kontrolbesøg.
Anvendelse af lovforslagets initiativer forudsætter endvidere, at der enten:
1. er forløbet 12 måneder fra det tidspunkt, hvor virksomheden blev kategoriseret som
virksomhed med dårlig regelefterlevelse, og virksomheden har fortsat den dårlige regelefterlevelse
i tiden efter kategoriseringen, eller
2. er begået en grov overtrædelse.
Som eksempel på en grov overtrædelse kan nævnes fabrikation af falsk sporbarhedsdokumentation
eller forsætlig forfalskning af fødevarer. Derimod vil det f.eks. ikke kunne betragtes som en grov
overtrædelse, hvis en kontrolrapport ved en fejl ikke er blevet hængt op eller er faldet ned.
Med hensyn til den under punkt 1 nævnte periode på 12 måneder skal bemærkes, at der i denne
periode vil være gennemført flere kontrolbesøg, og virksomheden har i hele denne periode til
stadighed fået anmærkninger på tre ud af de seneste fire kontrolbesøg. Det vil sige, at virksomheden
også i perioden efter kategoriseringen som virksomhed med dårlig regelefterlevelse har begået
gentagne overtrædelser.
Som det fremgår, er de foreslåede initiativer således målrettet de meget få virksomheder med dårlig
regelefterlevelse, som trods fødevarekontrollens løbende indsats ikke har kunnet eller villet rette op på
de kritisable forhold.
Esben Lunde Larsen
/
Annelise Fenger
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
L 167 - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om, hvilke betingelser der skal være opfyldt for at en virksomhed kan blive omfattet af de 3 typer af strafskærpelse, til miljø- og fødevareministeren
2