L 152 Forslag til lov om ændring af færdselsloven og lov om registrering af køretøjer.

(Indførelse af dagsgebyr ved manglende betaling af ansvarsforsikringspræmie for motordrevne køretøjer m.v.).

Af: Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA)
Udvalg: Transport-, Bygnings- og Boligudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 28-02-2018
1. behandlet / henvist til udvalg 20-03-2018
Betænkning afgivet 03-05-2018
2. behandlet/direkte til 3. behandling 08-05-2018
3. behandlet, vedtaget 15-05-2018
Ministerområde:
Transport-, Bygnings- og Boligministeriet
Resumé:
Formålet med lovforslaget er at indføre en ordning, der i højere grad sikrer, at ejere eller varige brugere af uforsikrede køretøjer betaler for de skader, som de selv forvolder.

Med forslaget kan Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM) opkræve et dagsgebyr, for hver dag ejeren eller den varige bruger af et motordrevet køretøj ikke har overholdt forsikringspligten.

Forslaget giver desuden transport-, bygnings- og boligministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler om dagsgebyrets størrelse og betaling samt administration af ordningen, herunder også om pligtmæssig videregivelse af personoplysninger. Dagsgebyret forventes at blive 250 kr.

Endelig giver forslaget DFIM mulighed for at få adgang til en række oplysninger i Køretøjsregisteret om køretøjsejere og køretøjsbrugere.

Loven træder ifølge forslaget i kraft den 1. januar 2019.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 97 (S, DF, V, LA, ALT, RV, SF og KF), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 9 (EL).