Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af lovforslag nr. L 99:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven. (Øget selvbestemmelse for patienter i forhold til fravalg af behandling, herunder oprettelse af en behandlingstestamenteordning).

Af sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby).

(Fremsættelse 15.11.2017).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet.

Socialdemokratiet har gennem flere år været med til at sætte en dagsorden her i Folketinget og i Sundhedsudvalget med fokus på en værdig livsafslutning. Det er et emne, som meget hyppigt kommer op til debat blandt unge og ældre. Derfor er det utrolig glædeligt, at et samlet Folketing i september måned i år lavede en aftale med flere afgørende nybrud på det her område. Et af nybruddene var et svar på, hvordan man rent medicinsk kunne være med til at lindre livsafslutningen, og ja, så var der de elementer, vi nu her skal drøfte, som kræver ændring af sundhedsloven.

Heri ligger der en øget selvbestemmelse for patienter i forbindelse med fravalg af behandling, også fravalg af livsforlængende behandling. Patienterne kan fremover i helt aktuelle behandlingssituationer lettere sætte deres egne ønsker igennem om f.eks. at sige stop for videre og fortsat behandling, uanset om det forventeligt vil medføre, at livet slutter. Det skal naturligvis ske på et oplyst grundlag som alt andet, der foregår i den tætte dialog mellem patient og læge i vores sundhedsvæsen.

Et andet element er, at vi med lovforslaget her indfører et nyt begreb, et nyt dokument, et behandlingstestamente, som erstatter vores nuværende livstestamente, som ikke lever op til alt det, vi forventer af et sådant testamente. Med behandlingstestamentet gives der nye muligheder for, at den enkelte borgers ønsker om selvbestemmelse kan efterleves. Det, der kommer til at ligge i det, er, at sundhedsvæsenet ikke kan undlade at lytte til det, der er borgerens ønske, når sundhedsvæsenet ellers måske ville lave en indledende eller fortsat behandling af patienter.

Man kan nu oprette et behandlingstestamente, som kommer til at fremgå af den enkelte borgers patientjournal, den enkelte borgers stamkort. Dokumentet skal være juridisk bindende for sundhedsvæsenets personale, og dokumentet kan indeholde oplysninger om, at der ikke skal indhentes accept fra de pårørende. Sådan kender vi det også fra området for organdonation. Et sådant behandlingstestamente vil give tryghed og sikkerhed, for hvis en borger kommer i den situation, at vedkommende ikke selv kan handle og give udtryk for, hvad vedkommende ønsker, så er behandlingstestamentet det sted, hvor man kan se, hvad den enkelte borger har givet udtryk for og ønsket i forhold til en værdig livsafslutning, og det skal følges.

Vi håber i Socialdemokratiet, at det her kan være med til at give tryghed, sikkerhed, klare og enkle forhold og beslutninger, der er truffet i tide. Vi ønsker og håber, at rigtig mange, både unge og ældre, vil oprette et behandlingstestamente og drøfte det med deres pårørende.

Jeg vil gerne udtrykke en tak til Det Etiske Råd, som vi spurgte til råds og fik vejledning af på det her område, og vi fik meget gode vurderinger og anbefalinger om det her væsentlige etiske område. Jeg vil også gerne sige, at der har været indgivet rigtig mange nyttige og fine høringssvar, som der også er lyttet til, frem mod fremsættelsen af det endelige lovforslag.

Vi vil i Socialdemokratiet følge det her lovforslag tæt og med spænding, fordi vi antager, at det vil give rigtig gode muligheder for det enkelte menneske til at føle, at man reelt får en større selvbestemmelse og måske sådan lidt billedligt sagt i langt højere grad kan være herre i eget hus længst muligt. Det her anser vi som et banebrydende lovforslag på et vanskeligt område. Vi støtter lovforslaget.

Tak til ordføreren. Og vi går videre i ordførerrækken til fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti.

Mange tak. Det glæder mig rigtig meget, at vi nu står med det her forslag. Det er et forslag, som sikrer en ordentlig selvbestemmelse med hensyn til behandling, når man er syg, og som sikrer, at man kan få en værdig død. Forslaget omhandler to vigtige punkter, og begge punkter er noget, som Dansk Folkeparti har arbejdet for i mange år, og som vi har skubbet på for at gøre til virkelighed.

Det er, fordi jeg selv i et job som social- og sundhedsassistent har stået i mange situationer, hvor en lov som den her ville have sikret borgerne ro og tryghed, ved at man ikke satte en behandling i gang, som kun ville fortsætte deres pine og det uværdige liv, som de selv følte de havde. Jeg husker, at dengang jeg kom ind i Folketinget og blev sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, passede jeg Jan, som havde ALS, og som havde en respirator, der holdt ham i live. Men ALS gjorde, at han var lammet i hele kroppen og havde svært ved at trække vejret, og når han fik et hosteanfald, kunne han blive kvalt, fordi han ikke havde kræfter til selv at hoste det op. På et tidspunkt ønskede Jan at få lov til at dø, og efter møje og besvær og mange genstridigheder fik han lov til det. Han fik lov til at komme hjem og få injektioner, der gjorde, at han faldt i søvn, og da han så var bevidstløs, var der en af os blandt personalet, der fjernede masken, så han fik lov til at sove ind. Det kunne man for 10 år siden, og jeg udtalte mig på et tidspunkt om det til et blad, der så skrev en overskrift om, at vi nu ville give patienterne medicin og lade dem dø.

Det er en af grundene til, at jeg har arbejdet for, at det ikke kun skulle være et fåtal af patienter, der kunne få lov til at bruge § 25, stk. 2 og 3, i sundhedsloven. Hvorfor er det kun nogle læger, der giver tilladelse til, at nogle patienter kan få lov, mens andre enten skal tage til Schweiz og gøre brug af aktiv dødshjælp eller på andre måder gøre en masse for at få den værdighed, de selv ønsker? Det her vil give nogle mennesker en ro til faktisk at leve deres liv til sidste ende, fordi de ved, at de ikke vil komme til at lide til det sidste, men vil kunne få en naturlig og flot død – et værdigt liv og en værdig død. Så jeg er glad for, at vi står her i dag, og jeg tænker på Jan, når jeg ser på forslaget.

Den anden ting i forslaget om behandlingstestamentet vedrører jo, at vi ikke ved, hvad der sker i fremtiden. Jeg plejer at sige, at jeg jo selv er motorcyklist og kan komme ud for et uheld, f.eks. at slå hovedet, som nogle gør, og så ligge og ikke kunne tage beslutninger om mit liv, altså ligge og være det, vi populært kan kalde en grøntsag, og det ønsker jeg ikke. Jeg kunne så blive ramt af en infektion, som man ville behandle, og der ville jeg have lov til at sige nej tak; jeg ville hellere dø af infektionen end at ligge og ikke have noget ud af mit liv. Det er det, behandlingstestamentet kan gøre for mig og for andre, der i en situation ikke ønsker at blive holdt i live for enhver pris, for det er ikke til glæde for den enkelte, og det er måske heller ikke til glæde for de pårørende.

Der gælder det samme, som da vi lavede loven om tvang over for inhabile. Der har jeg talt med andre, der siger, at hvis de får en demenssygdom, ønsker de ikke at blive udsat for tvang hver eneste dag for at tage noget medicin, der bare gør, at de bliver holdt længere tid i live. Der skal man også have ret til at sige: Hvis jeg kommer i den situation, vil jeg gerne frabede mig behandling. Selvfølgelig skal vi behandle det, når der er akut opståede problemer eller sygdomme – det er der jo ingen der er i tvivl om, hvilket jeg også siger i forhold til de høringssvar, der har været. For selvfølgelig er der gråzoner, og selvfølgelig er der etiske problemer, men her mener jeg at vi løser det med hensyn til mange af de andre etiske problemer, vi har haft.

Så jeg støtter forslaget, og jeg er rigtig glad for, at vi i dag kan komme videre i den her proces. Tak.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Jane Heitmann, Venstre.

Tilbage i september blev vi på tværs af alle Folketingets partier enige om at øge danskernes selvbestemmelse i forhold til fravalg af behandling. Det er en diskussion, vi har haft i mange år, så dagen i dag synes jeg faktisk er en lille fest. Vi blev også enige om at oprette en behandlingstestamenteordning. Vi er enige om en aftale, der giver bedre mulighed for at fravælge behandling og modtage smertelindrende behandling i ens sidste tid, og lovforslaget, som vi behandler i dag, udmønter den aftale. Med lovforslaget bliver det muligt at oprette et behandlingstestamente, og reglerne for afvisning af aktuel behandling gøres mere enkle.

Døden er en svær størrelse, og den er svær at tale om, men en ting ved vi med sikkerhed, og det er, at den rammer os alle. Og når vi taler om døden her i Folketingssalen, er det ofte forbundet med mange etiske overvejelser. Det er det naturligvis også i dag, hvor vi taler om retten til at fravælge behandling. Vi taler grundlæggende om retten til at bestemme over ens eget liv, også i den allersidste del af livet. Vi taler ikke om aktiv dødshjælp, men om retten til selv at kunne bestemme, hvor længe livsforlængende behandling skal holde en i live.

Selvbestemmelse er nøgleordet i lovforslaget. Lovforslaget giver den enkelte patient mulighed for at afvise en forestående behandling eller bringe en igangværende behandling til ophør, også selv om det fører til døden. Vi giver på den måde patienten mulighed for både selv at bestemme over sit liv, men også over, hvordan det skal afsluttes. Men det er afgørende, at den enkelte er velinformeret og forstår konsekvenserne af beslutningen. For os i Venstre handler det ikke bare om retten til at bestemme selv, men også om værdighed. Værdighed er en svær størrelse, også når det kommer til, hvordan vi vil forlade livet, for vi er alle forskellige, også i livets sidste fase.

Heldigvis ved vi jo ikke, hvornår døden rammer, men ikke desto mindre kan det betyde meget for nogle mennesker at have mulighed for at tage stilling til det i god tid. Kun på den måde kan vi sikre, at vores sidste ønsker bliver opfyldt, selv om vi ikke er i stand til at give udtryk for dem på det pågældende tidspunkt. Det giver vi nu mulighed for ved at indføre behandlingstestamenter. Med et behandlingstestamente i hånden får patienten mulighed for at bestemme over sit eget liv, selv om patienten i situationen måtte være i en tilstand, hvor det ikke er muligt at udøve retten til selv at bestemme. Det kan f.eks. være en patient, der er ramt af demens, eller som har fået en svær hjerneskade. Man behøver ikke at være uafvendeligt døende for at kunne fravælge livsforlængende behandling. Er man svært invalideret, f.eks. efter et hjertestop, kan man med behandlingstestamentet tilkendegive, at man ikke ønsker behandling, og lægen skal respektere ønsket.

For os i Venstre har det været afgørende i de drøftelser, vi har haft, at retten til selvbestemmelse i behandlingstestamenterne gøres bindende for sundhedspersoner. Det er en markant ændring i forhold til livstestamenterne, hvor sundhedspersoner jo kun skal følge tilkendegivelserne, for så vidt angår uafvendeligt døende. Jeg er overbevist om, at selvbestemmelsen er vigtig for den enkelte, og det gælder i alle livets faser.

Det er også vigtigt, at man kan give de pårørende mulighed for indflydelse. Vi kender det jo i dag fra organdonationsområdet, hvor de pårørendes ord kan være afgørende for det videre forløb. Den mulighed lægger vi også op til skal være gældende her, nemlig at den enkelte kan vælge at give de pårørende mulighed for et fravalg af livsforlængende behandling, og at det forudsætter de pårørendes accept. Det gør valget til et trygt valg for den enkelte at vide, at de pårørende kan være med og have indflydelse lige til det sidste.

For Venstre er det en hjertesag at sikre danskerne gode muligheder for at bestemme over eget liv i alle faser, også den sidste. Vi har siden 00'erne indført frit valg på rigtig mange områder, og det har vi gjort, fordi vi anerkender og respekterer, at alle er forskellige og har forskellige præferencer. Vi lever forskelligt, og vi har forskellige prioriteter livet igennem, og det er prioriteringer og prioriteter, som vi skal gøre plads til, også når det handler om vores personlige syn på en god og værdig død eller et godt og værdigt forhandlingsforløb.

Jeg er klar over, at flere, bl.a. Lægeforeningen og Det Etiske Råd, har udtrykt skepsis over for den del af lovforslaget, der giver borgerne mulighed for at tilkendegive, at de ikke ønsker, at lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile skal finde sted. Jeg er også klar over, at behandlingstestamenterne kan betyde, at der er nogle sundhedspersoner, der kan føle, at personens ønske strider mod sundhedspersonens etiske opfattelse af sine forpligtelser over for patienten. I den forbindelse synes jeg, det er vigtigt at understrege, at vi har taget en politisk beslutning, som giver patienten mulighed for det sidste ord, men også giver sundhedspersonen mulighed for at trække sig og overlade det videre behandlingsforløb til en anden sundhedsperson, hvis det af den ene eller den anden grund strider mod det etiske behandlingskodeks. Men det vigtigste er, at vi giver mulighed for at bestemme selv, og for os i Venstre er det ikke afgørende, hvad den enkelte vælger. Det er dybt personligt, og sådan skal et valg være.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne takke mine kollegaer for et fint samarbejde på tværs. Vi har haft mange etiske diskussioner, hvor der ikke nødvendigvis findes et rigtigt og forkert svar. Venstre støtter lovforslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Stine Brix, Enhedslisten.

Tak for det. Lovforslaget her lægger op til at styrke den enkeltes mulighed for i højere grad at kunne bestemme over sit eget liv og over, hvilken behandling man modtager i sundhedsvæsenet, og det støtter vi fra Enhedslistens side.

Lovforslaget øger patienternes mulighed for at kunne fravælge behandling og bringe igangværende behandling til ophør, og så giver lovforslaget også en øget mulighed for, at man kan oprette et behandlingstestamente, hvor man på forhånd kan frasige sig en behandling, hvis man på et senere tidspunkt ikke selv er i stand til at kunne sige fra over for den behandling, f.eks. som flere af mine kollegaer har været inde på, fordi man er blevet dement eller har fået en hjerneskade. Man kan også i et behandlingstestamente vælge at formulere, at man senere hen i livet ikke vil behandles under tvang, i det tilfælde at man bliver inhabil.

Jeg mener, at lovforslaget ligger i forlængelse af det fundamentale princip, som vi har i vores sundhedsvæsen, om, at man skal samtykke til en behandling. Vi har nogle helt undtagelsesvise bestemmelser om, at man kan afvige fra samtykket, nemlig trangsbestemmelser, og de bestemmelser så vi også gerne at man indskrænkede, nogle af dem er vi også direkte imod.

Men der er ingen tvivl om, at de udvidede muligheder for at kunne fravælge behandling også rummer en række etiske dilemmaer. Hvordan kan man frasige sig en behandling på et informeret grundlag, når man endnu ikke ved, hvilken situation det er, man skal tage stilling til, og hvilke alternativer der er mulige, hvilke konsekvenser der bliver. Det er meget, meget vanskeligt, og det stiller meget store krav til, hvilken dialog der går forud for et behandlingstestamente, hvilke oplysninger man modtager, når man skal træffe sådan nogle valg. Det synes jeg er meget, meget vigtigt at vi har med i de her diskussioner.

Et andet etisk dilemma, som jeg selv er optaget af, er spørgsmålet om, hvordan vi sikrer, at en patient, som sagtens kan leve et liv med en livsforlængende behandling i mange år, ikke træffer et valg om at afbryde den behandling med risiko for at afslutte livet på baggrund af en igangværende depression f.eks. eller på baggrund af et livsvilkår, som sagtens kan ændres. Patienter, som er i en livsforlængende behandling, kan have mange forskellige årsager til det, men det er virkelig vigtigt, at vi ikke bare siger, at det bare er sådan, det er, men at vi også er opmærksomme på, at man også i den her situation kan blive suicidal, og at det kan være en forbigående tilstand.

Vi har i øjeblikket en sag fra medierne, som gør et stort indtryk på mig. Det er en ung pige, 27 år, med muskelsvind, som for nylig har ytret ønske om, at hun gerne ville afbryde sin respiratorbehandling for at dø. Jeg synes, at det er meget stærkt bekymrende, når hun motiverer det ønske med henvisning til et systemssvigt med meget, meget ringe handicaphjælp, en hjælp, som sagtens kunne og som jeg har set mange eksempler på kunne indrettes langt bedre end det, som hun konkret oplever, hvor systemerne slet ikke taler sammen, hvor region og kommune slås om, hvem der skal udbyde hjælpen og hvordan.

Det er forhold, som sagtens kunne ændres, så et liv kunne være godt, aktivt og måske mere værdigt, men det er den slags dilemmaer, vi må være opmærksomme på. Jeg mener, at det er vores fælles ansvar at sørge for, at alle mennesker, også hvis man har brug for en eller anden form for livsforlængende behandling, en eller anden form for hjælpemiddel, en eller anden form for hjælp, kan leve et værdigt liv med sygdom og funktionsnedsættelse. Så det må ikke være angsten for, at livet f.eks. med en respirator er uværdigt i sig selv. Der skal være mulighed for at kunne leve et værdigt liv.

Så med de dilemmaer in mente vil jeg gerne sige, at vi støtter lovforslaget, og jeg synes også, at det er vigtigt at sige her til sidst, at det også forpligter Folketinget i forhold til at have en opmærksomhed på den palliative behandling. Vi ved, at man med den palliative behandling, altså den her behandling, hvor man kan dække smerter i den sidste del af livet, kan udrette endog meget, meget store resultater. Men alligevel er der rigtig mange, som kunne have glæde af den palliative behandling, som aldrig får adgang til den.

Derfor hænger de to ting for mig at se tæt sammen, altså, at der er adgang til palliativ behandling for alle dem, at der har brug for det, samtidig med at man selvfølgelig også i sidste ende skal kunne træffe nogle valg, når en behandling skal kunne afsluttes. Så jeg synes, at der er god grund til, at vi med stor omsorg og med stor empati i de her meget vanskelige diskussioner følger med i, hvordan de her ting udvikler sig.

Tak til ordføreren. Vi går videre til fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance.

Ret til at bestemme over egen krop og eget liv ligger mig og Liberal Alliance meget på sinde – det er der vist ingen der er i tvivl om. Og det burde være en selvfølgelighed, men det er det ikke. Rigtig mange politikere og embedsfolk vil gerne bestemme, hvordan vi danskere skal leve vores liv – og det stopper ikke der. Også mange organisationer vil bestemme, hvordan andre skal leve – men heller ikke her stopper det. Selv som private, menige borgere blander vi os i, hvordan naboen skal leve.

I Danmark er vi blevet så vant til, at andre tager beslutninger om vores liv og tager det ansvar, som vi selv skulle have, og er der ikke en lov, som forbyder et eller andet, efterspørges det ligefrem. Vi er ved at udvikle os til et samfund, hvor alt er forbudt, medmindre det udtrykkeligt er tilladt. Sådan et samfund ønsker jeg ikke.

Jeg og Liberal Alliance mener, at handlinger, som ikke direkte går ud over andre mennesker, skal andre heller ikke blande sig i. Langt de fleste af os har heldigvis almindelige medmenneskelige følelser over for andre og tager hensyn og viser respekt. Vi bekymrer os om hinanden, og vi vil gerne hjælpe. Og sådan skal det også være.

Med til respekten høre netop at respektere, hvordan folk vil leve deres liv, og at respektere de beslutninger, den enkelte tager på et oplyst grundlag. En af de beslutninger kan være, at man ikke længere ønsker at modtage livsforlængende behandling, selv om det vil betyde, at man vil afgå ved døden, umiddelbart efter at behandlingen stoppes.

Med det her lovforslag kan sådan et ønske nu efterleves, uden at lægen begår lovbrud. Hidtil har det kun være muligt, hvis man under alle omstændigheder ville dø inden for meget kort tid efter. Men nu kan et ønske om at stoppe behandling også efterleves, selv om man kunne holdes i live i lang tid. Eksempelvis kan man nu selv bestemme, om der skal slukkes for en respirator.

Hidtil har man kun kunnet sige nej til at igangsætte behandlingen, men ikke til at stoppe den, hvis den var sat i gang. Det her lovforslag kommer i forlængelse af en aftale mellem alle Folketingets partier, og det er virkelig glædeligt, at vi alle er blevet enige om, at man nu selv kan få lov til at bestemme, om man vil fortsætte en igangsat livsforlængende behandling – og at der ikke er andre, der skal bestemme, om man skal holdes i live eller ej, men at man selv kan tage den beslutning.

For også at kunne vælge behandling i en sygdomssituation, hvor man ikke selv er i stand til at give udtryk for det, bliver det nu muligt at oprette et behandlingstestamente, hvori man kan give udtryk for sit ønske, mens man er habil og frisk. Behandlingstestamentet vil erstatte det nuværende livstestamente, og behandlingstestamentet skal respekteres af både fagpersoner og pårørende. Der vil altid skulle foregå en lægefaglig vurdering af, om patienten befinder sig i en tilstand, som er omfattet af behandlingstestamentet.

At sige stop til en livsforlængende behandling er selvsagt ikke en ukompliceret beslutning, og det er et meget følsomt område. Det skal sikres, at beslutningen altid kun er udtryk for patientens eget ønske, og at ønsket kun er for egen skyld og ikke af hensyn til andre. Det skal ske på et oplyst grundlag om virkning og bivirkning og med passende betænkningstid og inddragelse af pårørende.

Syge mennesker og især ældre mennesker kan godt finde på at synes, at de er til besvær, eller føle, at de optager ressourcer, som de mener kunne bruges på andre. Men det må aldrig være sådanne bevægegrunde, som ligger bag en eventuel beslutning om at stoppe en livsforlængende behandling. Det skal kun være hensynet til den enkelte patient selv og selvsagt helt og aldeles dennes eget ønske.

Liberal Alliance støtter forslaget om øget selvbestemmelse og øget mulighed for en værdig død.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken til fru Pernille Schnoor, Alternativet.

I Alternativet går vi ind for selvbestemmelse for patienter og en værdig død for alle uanset social og økonomisk status og uanset alder og diagnose, så selvbestemmelse ikke kun er for de mest ressourcestærke patienter. Dette lovforslag giver større selvbestemmelse for patienter, og derfor er vi for lovforslaget. Alvorligt syge patienter får ofte livsforlængende behandling og nogle gange, uden at de ønsker det, fordi sundhedspersonalet er forpligtet til at hjælpe. Det er en svær øvelse at finde den rette balance mellem patientens ret til selvbestemmelse og hensynet til dem, der ikke selv kan vurdere behovet for behandling. Derfor skal vi sikre, at man, mens man er rask, får mulighed for at få nedskrevet, f.eks. i behandlingstestamentet, at man kan afvise en behandling eller bringe en behandling til ophør. Vi støtter derfor også, at livstestamenteordningen udvides til behandlingstestamenteordningen, fordi der på den måde bliver større mulighed for at øge patienternes selvbestemmelsesret i de aktuelle behandlingssituationer.

Der bliver også mulighed for at sikre habile patienter uanset diagnose og helbredstilstand, at de kan afvise, at en behandling indledes, eller at de kan forlange, at en igangværende behandling stopper.

Jeg er klar over, at forslaget, som også andre har nævnt, indeholder dilemmaer. F.eks. er der mennesker, der oplever smerter, fordi de har fravalgt tvang i behandlingstestamentet. Der er nogle mennesker, der oplever, at de ikke kan blive behandlet, og dermed kan de opleve smerter. Men forslaget er i god overensstemmelse med Alternativets politik, som bl.a. fokuserer på en værdig dødsproces. Vi ønsker lige vilkår for alle og klare rammer for, hvordan man behandles, så man som patient oplever en ensartethed, uanset hvilken læge man f.eks. tilses af.

Med L 99 får lægerne klare retningslinjer og klare retlige rammer, og der skabes åbenhed for patienterne om beslutninger. Vi ser også positivt på Lægeforeningens bemærkning om, at vi kan se på at udvide retten til at give mulighed for, at plejehjemsbeboere kan afvise livsforlængende behandling f.eks. i forbindelse med genoplivningsforsøg ved hjertestop. Det synes vi der skal ses nærmere på.

Så vi tror på, at vi skal give så meget som mulig selvbestemmelse for patienterne, og derfor stemmer vi for lovforslaget, og vi ønsker i behandlingen af lovforslaget at se nærmere på mulighederne for palliativ behandling og på inddragelse af de pårørende.

Tak til ordføreren. Vi går videre til fru Marlene Borst Hansen, Radikale Venstre.

Alle Folketingets partier indgik for nogle måneder siden en aftale om at styrke patienters mulighed for fravalg af behandling, ligesom det blev aftalt, at det nuværende livstestamente skal ændres til et behandlingstestamente med øgede muligheder for fravalg af behandling, og at disse fravalg skal være bindende for sundhedspersoner. Endvidere blev vi enige om, at pårørende ikke skal kunne tilsidesætte et ønske fra patienten, medmindre patienten udtrykkeligt giver udtryk for det. Der er desuden enighed om, at patienter, mens de er habile, skal kunne fravælge, at der kan anvendes tvang efter lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile, hvis patienten en dag bliver varigt inhabil.

Radikale Venstre kan støtte lovforslaget.

Tak til ordføreren. Vi går videre til fru Kirsten Normann Andersen, SF.

Jeg er rigtig glad for den aftale, vi har indgået, som nu giver patienter en større indflydelse på egenbehandling. For det er og bliver nu engang kun patienten, der kan vurdere, om behandlingen stadig væk giver mening – ikke mindst i en tid, hvor læger har langt flere muligheder for at holde os i live, men også for at vi som samfund skal have nogle positive og i virkeligheden mere etisk forsvarlige delsvar på nogle af de spørgsmål, der opstår, når man i offentligheden eksempelvis drøfter aktiv dødshjælp.

I dag skal vi så behandle den lovgivning, som skal sikre, at aftalen bliver til virkelighed. Eftersom SF har været med til at presse på for, at den her aftale skulle blive til virkelighed, bakker vi selvsagt også op om lovforslaget. Men i udvalgsbehandlingen vil vi nu alligevel nok forsøge yderligere at opklare nogle af de spørgsmål, der er fremkommet i høringsfasen, ikke for at sætte spørgsmålstegn ved selve lovforslaget, men for at berolige de interessenter, der har rejst spørgsmålene. Hvordan sikrer vi, at der er en fyldestgørende information og betænkningstid til den borger eller de pårørende, der skal fravælge en livsforlængende behandling? Hvordan håndterer vi rent praktisk de problemer og dilemmaer, der er, i forhold til hensynet til på den ene side omsorgen for demente borgere og på den anden side nægtelse af et behandlingstilbud? Og hvordan vurderer vi spørgsmålet om en syg borgers habilitet, ikke mindst i de stærkt progredierende sygdomsforløb, der kan nedsætte borgerens kognitive evner?

Jeg tror, der kan stilles endnu flere fornuftige etiske spørgsmål. Jo mere lægevidenskaben kan, jo flere spørgsmål tror jeg også der vil opstå. Jeg tror derfor også, vi løbende kommer til at drøfte de nye etiske dilemmaer, men det er nu engang også vores politiske ansvar at gøre det.

SF bakker naturligvis op om forslaget.

Tak til ordføreren. Vi går videre til fru Brigitte Klintskov Jerkel, Konservative Folkeparti.

I dag behandler vi et lovforslag, som har til formål at give patienten ret til at nægte at modtage livsforlængende behandling. For mig er det et grundlæggende spørgsmål om, at borgerne skal kunne bestemme mere over deres eget liv. Der er dog altid en række etiske overvejelser, man skal gøre sig. Flere af dem er bl.a. nævnt i høringssvarene.

Min holdning er, at danskerne skal have en større selvbestemmelse i denne periode af deres liv, og derfor kan Det Konservative Folkeparti støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Så må jeg afbryde ministermødet dernede og bede sundhedsministeren om at komme på talerstolen.

Tak for bemærkningerne til lovforslaget. Jeg er rigtig glad for at kunne stå her i dag med det lovforslag, som vi behandler her i salen, for jeg synes faktisk, det er et ekstremt vigtigt lovforslag. Det er måske også et af de områder, hvor vi nogle gange, når vi taler sundhedspolitik, kommer vi til at tale om alle detaljerne, hele behandlingen og alt det fantastiske, vi kan, mens etikken og det der med at kunne vælge selv og også kunne sige nej til alt det, vi kan lægevidenskabeligt, ikke altid er det, der kommer frem og i front, og det er det, som det her lovforslag handler om. Det handler om værdier, det handler om etik, det handler om retten til selvbestemmelse, og det handler om retten til en værdig død. Det handler også om at sige, at den enkelte person nogle gange er både vigtigere og klogere end lægevidenskaben og også skal have retten til at kunne sige fra, også selv om man måske lægevidenskabeligt kunne meget mere og også kunne sikre mange års liv, fordi vi skal sætte den enkeltes selvbestemmelse i front, og fordi vi også skal sikre, at man kan få en værdig død.

Vi skal selv kunne bestemme, om vi vil holdes i live med livsforlængende behandling eller ej, og det gælder også, selv om det medfører dødens indtræden umiddelbart derefter. Vi skal hjælpe de mennesker, som er afklaret med, at de ikke ønsker at være her i livet længere, som har sagt farvel, og som er meget overbeviste og klare på, hvilke konsekvenser deres valg har. Jeg synes, vi har truffet nogle vigtige beslutninger med den brede politiske aftale, vi indgik i september måned, hvor lovforslaget jo bare er én del af det, og hvor revisionen af vejledningen i forhold til hele det palliative område er en anden del af det. For mig er det væsentligt, at vi med det lovforslag, vi behandler i dag, sikrer patienternes selvbestemmelse både i aktuelle, men også i fremtidige behandlingssituationer.

I forhold til de aktuelle behandlingssituationer, hvor patienten stadig væk er habil og i stand til at udtrykke sine ønsker, slår lovforslaget fast, at alle habile patienter, uanset diagnose og helbredstilstand skal kunne afvise en behandling. Det omfatter både, at den indledes, men også, at en igangværende behandling afbrydes, det uanset om det betyder, at patienten dermed afgår ved døden. Det slås med lovforslaget samtidig også fast, at sundhedspersoner kan afbryde en livsforlængende behandling af en ikkeuafvendeligt døende patient uden frygt for at blive anklaget for drab på begæring, og det er også rigtig vigtigt. For det handler også om sikkerhed for vores sundhedspersoner på det her område.

I forhold til de fremtidige behandlingssituationer ændrer vi med lovforslaget den eksisterende livstestamenteordning til en behandlingstestamenteordning. Det betyder, at man fremover vil kunne oprette et behandlingstestamente, hvor det angives, at man ikke ønsker behandling i en eventuel fremtidig behandlingssituation, hvor man ikke selv er i stand til at udtrykke sin mening, altså hvor man ikke længere er habil. Behandlingstestamenteordningen er kort sagt en livstestamenteordning, men plus meget mere. Man kan jo som i dag i behandlingstestamentet også angive, at man ikke ønsker livsforlængende behandling som uafvendeligt døende patient, hvis man bliver svært invalideret, men man kan som noget nyt i et behandlingstestamente også angive, at man i en situation, hvor man som menneske med en demensdiagnose måske godt ville kunne få noget behandling for et andet sygdomsforløb, der kunne forlænge ens liv, ikke ønsker livsforlængende behandling.

Alle tilkendegivelserne i behandlingstestamentet gøres juridisk bindende for sundhedspersonen, og jeg synes, det er ekstremt vigtigt, at vi træffer det valg med lovforslaget i dag. Dermed sætter vi patientens selvbestemmelse i centrum, og dermed sikrer vi også, at det ikke er lægevidenskaben, der afgør det, men at det er den enkelte patient, der træffer beslutning på egne vegne. Det bliver også muligt at bestemme i behandlingstestamentet, om ens pårørende eller en fremtidsfuldmægtig skal have det sidste ord i forhold til beslutninger om fravalg af behandling som ikkeuafvendeligt døende patient. Den mulighed tror jeg sådan set også det er vigtigt at man har, også fordi vi godt ved, at det i nogle situationer er de pårørende, som står tilbage, både med angsten og frygten, men også med dialogen om det konkrete behandlingsforløb, og der er det også vigtigt, at man som habil person i sit behandlingstestamente kan tage stilling til, om man selv er så afklaret, at man ønsker at træffe endegyldige valg, eller om man vil lade sine pårørende kunne bestemme det efterfølgende. Jeg synes, det er vigtigt at understrege, at pårørende kun får det sidste ord, hvis patienten udtrykkeligt har angivet det i behandlingstestamentet, fordi den enkeltes selvbestemmelse skal respekteres, også i relation til de pårørende. Det er også muligt, som det påpeges i nogle af høringssvarene, og som det også er blevet påpeget i salen, at der vil være situationer, hvor man som pårørende eller som sundhedsperson kommer til at stå i en situation, hvor man selv tænker at man ville have truffet et andet valg.

Det ved vi godt, og det indbefatter lovforslaget, og det gør vi med åbne øjne, vel vidende at der også er nogle etiske gråzoner på området, men fordi vi sådan set mener, at den enkeltes selvbestemmelsesret er væsentlig, og det e r patientens selvbestemmelsesret, der altid er nødt til at stå i centrum, når vi taler om de her ting.

Så alt i alt er lovforslaget en understregning af, at man som patient skal kunne bestemme, at man ikke ønsker behandling, både i en aktuel situation, hvor man selv kan sige fra, men også i en fremtidig situation, hvor man ikke længere selv kan kommunikere sine ønsker, men hvor man i habil tilstand godt kan have gjort sig nogle forestillinger om, hvad det er, man ønsker sig, hvis man skulle ende i en situation, hvor man ikke længere er i stand til at kommunikere sine ønsker selv.

Jeg synes, vi med lovforslaget udvisker nogle af de dilemmaer, vi ved både sundhedspersoner, pårørende og enkeltpersoner har stået i. Jeg synes, vi med lovforslaget gør det langt klarere, at den enkeltes selvbestemmelse skal respekteres, og vi med lovforslaget gør det langt lettere at være med til at sikre, at det her foregår på en ordentlig måde og i sidste ende er med til at understøtte, at folk kan få en værdig død, hvor den enkeltes ønsker går forud for, hvad lægevidenskaben, de pårørende eller andre måtte synes eller mene eller vide.

Jeg stiller mig selvfølgelig til rådighed for de spørgsmål, der måtte komme i udvalgsbehandlingen, og jeg glæder mig også til det videre samarbejde på det her område. For der er også en vejledning og en række andre initiativer i relation til hele det palliative område, som kommer til at skulle iværksættes i forhold til at sikre mennesker i Danmark en mere værdig død og sikre patienterne større selvbestemmelse.

Tak til ministeren, og tak til ordførerne for en sober og grundig debat om et vanskeligt emne.

Der er ikke flere, som har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.