Tak, formand.
Grunden til, at jeg tager ordet nu, er, at jeg missede andenbehandlingen, hvor vi havde ændringsforslaget, som var fremsat af Dansk Folkeparti.
Det var det, der gik ud på, at man kan få sit indbetalte beløb til efterløn udbetalt, når bare man ikke er nået folkepensionsalderen.
I loven var det, når man ikke havde nået efterlønsalderen.
Men der var et stort ønske fra rigtig mange, som vi fik henvendelser fra – det var selvstændige, det var lønmodtagere – der spurgte:
Hvorfor kan vi ikke få vores udbetalt nu?
Vi har ikke tænkt os at gå på efterløn, vi vil gerne have det udbetalt nu.
Derfor aftalte vi i Dansk Folkeparti med ministeren at ændre det, så man kunne få det udbetalt, bare man ikke havde nået folkepensionsalderen.
Det tilgodeser rigtig mange.
Det var det, jeg skulle have sagt ved andenbehandlingen, men lige missede.
Så jeg vil egentlig sige tak til ministeren for at være modtagelig for argumenterne for at lave det ændringsforslag.