Tak for det, formand.
Det her lovforslag går jo ud på, at man skattefrit kan få sin efterlønsindbetaling udbetalt i perioden fra 1.
januar og frem til 30.
juni 2018, hvis det er det, man gerne vil.
Det er et lovforslag, som vi støtter i Dansk Folkeparti.
Vi vil ikke hindre nogen i at få deres midler udbetalt, hvis det er det, de ønsker, men når det så er sagt, vil jeg også advare folk imod bare at sige:
Jeg vil have dem udbetalt.
De skal selvfølgelig sørge for at undersøge, hvordan deres situation er, hvordan deres fremtidige arbejdssituation bliver.
Er de raske og rørige, og forventer de, at der ingen problemer, skal de sørge for, at de får det beregnet økonomisk, at det er udmærket for dem at få de her penge udbetalt.
Det er det, de skal gøre.
De skal ikke bare sige:
Jamen dem vil vi have udbetalt.
Derfor er det helt fint med det, som hr.
Leif Lahn Jensen har sagt, nemlig at man skal undersøge det hele.
Det bakker jeg fuldstændig op om, men vi vil ikke hindre nogen, der ønsker at få dem udbetalt, i, at de så går op og siger til a-kassen, at de gerne vil have de her penge udbetalt.
Jeg er da også sikker på, at a-kassen nok skal vejlede dem, hvis de spørger a-kassen.
Jeg tror ikke, at det er sådan, at en a-kasse siger, at de ikke må vejlede om, hvad der er bedst for vedkommende.
Hvis man spørger sin egen a-kasse om den ting, vejleder de selvfølgelig også i den forbindelse.
Det kan også være, at man skal snakke med sin bank.
Det kan også være, at man lige skal snakke med sin ægtefælle, hvis man har sådan en, i forbindelse med det her.
Men som udgangspunkt mener vi absolut ikke i Dansk Folkeparti, at vi, hvis der er nogen, der gerne vil have dem udbetalt, skal hindre dem i, at de kan få deres egne penge ud igen, hvis det er det, de ønsker.
Men man skal tænke sig godt om, det er ikke noget, man bare lige gør over en kam og siger, at nu vil man have dem udbetalt.
For er man lidt slidt ned, eller er man syg, har man den sikkerhed, hvis man indbetaler til efterløn, at man også bagefter kan få et seniorjob, hvis det er sådan, man ikke kan klare det hele eller bliver arbejdsløs og ikke kan få et job igen.
Men altså, er man slidt ned, og forventer man, at man nok ikke kan klare at være på arbejdsmarkedet til pensionsalderen, skal man selvfølgelig ikke gå ud og hæve pengene.
Men når det så er sagt, synes jeg også – hvor er ministeren henne?
Han sidder derovre og gemmer sig bag skærmen – at vi har et lille problem, som jeg vil bede ministeren om måske at kigge på og afhjælpe med et ændringsforslag, for jeg ved, at der er nogle, der når efterlønsalderen før 1.
januar 2018, og uanset om de har fået efterlønsbevis eller ikke har fået efterlønsbevis, kan de ikke få pengene udbetalt, hvis de når efterlønsalderen før 1.
januar 2018.
Der er kommet en hel del henvendelser fra nogle, der ønsker at få dem udbetalt – det er typisk selvstændige.
Det synes jeg ikke at vi skal hindre dem i, hvis det er sådan, så derfor vil jeg bede ministeren om at være behjælpelig med at udfærdige et ændringsforslag, sådan at man også kan komme med, hvis man har nået efterlønsalderen og gerne vil have pengene udbetalt, før man når folkepensionsalderen.
Men det er jo folks eget frie valg, og ministeren kan så bekræfte heroppefra, om det er en mulighed, og om ministeren vil være behjælpelig med det.
Det er i hvert fald et ønske fra en del, der synes, at de gerne vil have dem udbetalt inden.
De har ikke tænkt sig at gå på efterløn, de vil fortsætte med at arbejde, måske også til efter de når folkepensionsalderen, og så vil de egentlig gerne have dem udbetalt nu, når muligheden er der.
Det er det, vi skal se på.
Men som udgangspunkt støtter Dansk Folkeparti selvfølgelig det her forslag, men vi vil stadig væk advare folk mod bare at sige ja uden at have gennemtænkt deres situation.
Man skal sørge for at se på, hvordan ens helbred er, hvad man kan klare, om det er en fordel for en selv at få pengene udbetalt, eller om man skal beholde efterlønnen og så køre videre, indtil man måske skal gå på efterløn.
Det er ens eget valg, og vi vil ikke hindre nogen i hverken det ene eller det andet.
Det er folks frie valg, om man vil have dem udbetalt, eller om man vil blive i efterlønsordningen.
Men vi støtter selvfølgelig lovforslaget, og så håber vi på, at vi kan få et ændringsforslag igennem.