Tak.
Jeg havde jo egentlig tegnet mig ind til en kort bemærkning til hr.
Bent Bøgsted, men den gik åbenbart ikke gennem systemet, så jeg går da gerne herop og forklarer, hvorfor vi stemmer gult til ændringsforslaget.
Jeg vil godt ønske hr.
Bjarne Laustsen og alle andre, der har kæmpet for at få rettet op på det her, tillykke med indholdet, som jeg også sagde under andenbehandlingen, og det kan vi jo kun glæde os over.
Det er et udmærket stykke arbejde.
Så tillykke med det.
Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor det skal finansieres ved at forringe nogle andre lediges uddannelsesmuligheder.
Det her ændringsforslag koster, er det 1,5 mio.
kr.
om året efter tilbageløb.
Det burde man måske nok kunne have fundet på finanslovens reserver på en eller anden måde.
Men der er en eller anden tvangstanke om, når man laver beskæftigelseslovgivning, at hvis der skal ske nogle forbedringer for én gruppe ledige, så skal man gøre sig stor umage for at finde finansieringen til det hos en anden gruppe ledige, og det er det, som man gør med det her forslag.
For der står klart og tydeligt, at det skal finansieres ved at skære i jobrotationspuljen til højtuddannede.
Man skal måske lige tænke på, at dimittendledigheden, altså ledigheden for nyuddannede akademikere – og det er jo den gruppe, vi taler om her – er sådan cirka 25 pct., hæng mig ikke op på decimalen.
Heldigvis kommer mange af dem efter nogen tid i arbejde, men hvad var mere nærliggende end at bruge jobrotation som et middel til at få de unge nyuddannede, der ikke lige kan finde et job, ind i en jobrotation og få brugt nogle uddannelsespenge på dem, der er der i forvejen?
Det er et rigtig godt princip.
Det er et af de mest effektive midler til at få løftet opkvalificeringen af dem, der er i arbejde, og give dem, der er udenfor, en chance.
Men nej, nej, man skal absolut ind og skære her, og det er derfor, vi stemmer gult til ændringsforslaget.
Det var måske meget godt lige at få sagt det, så tak for anledningen.
Så vil jeg bare sige – og det er jo sådan lidt i tråd med hele finansieringen af det her forslag, og vi har været inde på det under førstebehandlingen og under andenbehandlingen forleden dag – at der er nogle rigtig gode forbedringer for selvstændige i det her lovforslag, men igen:
Den her tvangstanke om, at det er de ledige selv, der skal finansiere forbedringerne, går så ud over nogle andre, f.eks.
dem med de supplerende dagpenge, der jo skal opleve, at når de her ændringer træder i kraft den 1.
oktober 2018, så er de i en situation, hvor de, hvis de har 1 times arbejde i 1 måned, så mister dagpenge for hele måneden.
Det er vi slet, slet ikke færdige med at diskutere her i Folketinget.
Jeg har indkaldt til et samråd om det, og vi bliver selvfølgelig ved, ligesom vi gør i forhold til en anden forringelse, der ligger i det her, altså at folk, når de skal genindplaceres i dagpengesystemet, så nu risikerer at få en sats, der er uhyggeligt lav.
For der er faktisk ikke nogen grænse for, hvor lav dagpengesatsen kan blive, når man skal ind og genindplaceres.
Jo, der er noget, der hedder et 0, men ellers vil folk opleve – og det har 3F jo allerede eksempler på – at de regler, man nu vil indføre for de selvstændige, medfører, at mange mennesker, når de skal genindplaceres i dagpengesystemet og have beregnet en ny dagpengesats, så mister 3.000 kr., 5.000 kr.
eller mere om måneden.
Det er en dødssyg tankegang, at de ledige absolut skal finansiere forbedringerne selv, især når man tænker på, hvordan der er blevet kastet skatterabatter i grams i den seneste tid.
Man kan bare tage erhvervspakken.
Så det er baggrunden for Enhedslistens holdning, også til lovforslaget som sådan, at vi stemmer imod på trods af de forbedringer, der er.