Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af lovforslag nr. L 85:

Forslag til lov om ændring af lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v. (Uddannelsesparathedsvurdering).

Af undervisningsministeren (Merete Riisager).

(Fremsættelse 09.11.2017).

Forhandlingen er åbnet, og jeg tror, at det er hr. Mattias Tesfaye, der er ordfører for Socialdemokratiet. Værsgo.

Skolen skal ikke kun lære os at regne og skrive. Den skal også forberede os mere bredt på tilværelsen i et moderne demokratisk samfund. En del af den dannelse er litterær, en anden er naturvidenskabelig. Det er også social dannelse, men en del af dannelsen er også at kunne hamre et søm i et bræt eller lave spaghetti med kødsovs. Med det her lovforslag ændres den uddannelsesparathedsvurdering, som ligger i slutningen af skoletiden. Med forslaget skal nu også elevernes praktiske evner indgå i vurderingen af, om eleverne er klar til at starte på en ungdomsuddannelse.

I Socialdemokratiet synes vi grundlæggende set, at det er fornuftigt, men vi forstår ikke, hvorfor regeringen sammen med Dansk Folkeparti har valgt at fremsætte det her forslag sideløbende med de drøftelser, vi har om, hvordan flere elever bliver klar til en ungdomsuddannelse. Nu etableres der en retstilstand, som i praksis ikke kan realiseres. Vi vil vurdere en masse unge mennesker på deres praktiske færdigheder uden at kunne påpege præcis hvordan. Vurderingen følges jo ikke op med praktisk undervisning i de skoleår, hvori vurderingen skal ligge.

Lovforslaget beskriver, at den praktiske dimension skal indgå som et tværgående perspektiv. Jeg har læst den formulering mange gange, og jeg forstår stadig væk ikke, hvad det betyder. Vi har dog en forhåbning om, at partierne bag folkeskolereformen inden længe kan blive enige om en række ændringer i skolens ældste klasser med henblik på at kvalificere uddannelsesforløbet efter 9. og 10. klasse. Her har vi så en forhåbning om og en forventning om en mere erhvervsrettet og praktisk tilgang og dermed også et grundlag for at kunne foretage vurderingen på baggrund af et tværgående perspektiv om den praktiske dimension.

Vi må altså forhandle grundlaget for at kunne realisere det her lovforslag, efter at vi vedtager det. Det er muligt, at det signalerer lidt handlekraft fra regeringen og trækker et par hurtige overskrifter, men godt for tilliden til almindelig saglighed i folkestyret er det ikke.

I lovforslaget står der desuden, at det har til formål, at flere skal kunne erklæres uddannelsesparate. Det er vi tilhængere af. Faktisk mener vi, at vi helt generelt bør gå væk fra betegnelsen ikke uddannelsesparat og i stedet for beskrive mere præcist, hvad de unge er parate til. Det kan være gymnasiet. Det kan være en erhvervsuddannelse. Det kan også være begge dele. Eller det kan være den nye forberedende grunduddannelse, som vi i fællesskab er blevet enige om skal starte op i sommeren 2019.

Endelig vil jeg fortælle, at jeg har holdt et møde i Dansk Arbejdsgiverforening, som er bekymret for nogle formuleringer i lovforslaget. De frygter, at ændringerne reelt vil skabe en mulighed for at omgå adgangskravet til erhvervsuddannelserne. De henviser til side 6 i bemærkningerne, hvor der står, at elever, der vurderes praktisk stærke, men ikke vurderes socialt og personligt parate til at starte på en erhvervsuddannelse, alligevel skal have adgang til SOSU-skoler, handelsskoler og tekniske skoler. De frygter øget fravalg, faldende tilfredshed blandt virksomheder og flere unge i skolepraktik. Deres bekymringer deles af fagbevægelsen.

Jeg er selv lidt i tvivl om, hvor mange unge det reelt er, vi snakker om – altså, hvor mange af de unge der i dag bliver erklæret ikke uddannelsesparate på grund af svage sociale og personlige kompetencer, men som så samtidig er virkelig dygtige til at reparere en knallert. Det er nok desværre ikke så mange. Men det har vi tænkt os at få undersøgt under udvalgsbehandlingen for at få skabt afklaring om arbejdsgivernes og fagbevægelsens bekymringer.

Endelig, selv om vi er skeptiske over lovforslagets fremsættelse på den her, synes vi, lidt sjuskede måde, og selv om der er bekymringer fra arbejdsmarkedets parter, vil vores udgangspunkt være, at vi stemmer ja til lovforslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Marlene Harpsøe, Dansk Folkeparti.

Det er en rigtig god dag i dag. Vi ændrer uddannelsesparathedsvurderingen for folkeskoleeleverne, så den også får en praksisfaglig dimension. Med andre ord skal man nu ikke kun se på de faglige, sociale og personlige forudsætninger, når man vurderer, om man vurderer, om en elev er uddannelsesparat, fremover skal man også se på elevernes praksisfaglige kompetencer.

Det er et utrolig vigtigt initiativ, som vi i Dansk Folkeparti hjerteligt støtter. Det er af flere årsager en vigtig ændring: For det første er mennesker forskellige og har forskellige kompetencer; en praksisfaglig dimension giver mulighed for at anerkende de elever, som har stærke praksisfaglige kompetencer. For det andet er der helt sikkert elever, som i dag ikke ved, at de har stærke praksisfaglige kompetencer, og som med en praksisfaglig dimension bliver bevidste om, at de også har kvaliteter på dette område; det skaber en positiv refleksion om uddannelsesvalg. For det tredje så mangler vi i tusindvis af faglærte, og vi skal have flere til at tage en erhvervsuddannelse. For det fjerde er en praksisfaglig dimension i uddannelsesparathedsvurderingen med til at tale det praksisfaglige op og styrke dets betydning i folkeskolen. For det femte taler det også erhvervsuddannelserne op. Der er altså flere gode grunde til det, og jeg glæder mig meget til at se den nye dimension blive udfoldet i virkeligheden.

Derfor kan vi i Dansk Folkeparti støtte lovforslaget.

Vi har alle sammen modtaget en e-mail i går fra LO og DA, som er bekymrede over en formulering i lovforslaget. Som jeg vælger at tolke det, er de bekymrede for, om der med det, der står i selve lovforslaget, nu åbnes en ladeport for, at unge mennesker, som ikke helt har det sociale og det personlige på plads og ikke lever op til det i forhold til uddannelsesparathedsvurderingen, alligevel kan blive optaget på erhvervsskolen.

I Dansk Folkeparti deler vi ikke den her bekymring. Vi ser det ikke som en ladeport, og vi mener heller ikke, at der skal ændres på de kriterier, der ellers er, for at blive optaget på en erhvervsuddannelse. Men vi må også sige, at der ude på skolerne skal ske en individuel vurdering, og at det skal være en helhedsvurdering af den enkelte elev. Og jeg kan ikke udelukke, at der sidder en Rasmus eller en Sofie derude, som er superskarpe til det praktiske, det kan endda være, at de er supertalenter til det praktiske, og at man på skolen måske vurderer, at lige præcis det, at de får lov til at starte på en erhvervsuddannelse, er det, der gør, at de socialt og personligt bliver løftet det sidste stykke. Det kan jeg ikke afvise. Og derfor synes jeg, at det sådan set er godt, at der er den her åbning, som for mig ikke er en ladeport, men en meget lille åbning.

Men vi synes også ligesom Socialdemokratiets ordfører, at det er rigtig fint, at vi kan spørge nærmere ind til det i udvalgsbehandlingen, så det er, at vi alle sammen kan være trygge ved, at der ikke er tale om en generel tilsidesættelse af de rigtig gode krav, der ellers er i forhold til at kunne blive optaget på en erhvervsuddannelse.

Tak til ordføreren. Så er det fru Anni Matthiesen, Venstre. Værsgo.

Tak. I dag førstebehandler vi L 85, som skal indføre en praksisfaglig dimension i vurderingen af, om vores elever i folkeskolen er uddannelsesparate eller ej. Som det også er blevet sagt af tidligere ordførere, synes jeg, at det her gør i dag til en rigtig, rigtig god dag i Folketingssalen.

Det glæder os i Venstre, at vi nu endelig kan sørge for, at uddannelsesparathedsvurderingen i folkeskoler også kommer til at tage udgangspunkt i alle elevers kompetencer; at elevers praksisfaglige færdigheder og kreativitet endelig også bliver anerkendt. For vi ved, at der er brug for praktisk kunnen. Vi ved, at arbejdsmarkedet i højere og højere grad efterspørger arbejdskraft med praksisfærdigheder. Og hvis vi skal sikre, at vores virksomheder har den arbejdskraft, de efterspørger, så er der altså brug for et holdningsskifte og for, at vi ændrer på tingene her fra Christiansborg. Der er brug for, at vi gør op med den idé, der måske har eksisteret nogle steder, om, at boglige færdigheder er vigtigere end praktiske færdigheder, når vores samfund jo i virkeligheden har brug for begge dele. Og ved at vi nu kommer til at vurdere eleverne på deres praksisfaglige færdigheder sender vi egentlig også et stærkt signal til vores ungdom om, at der er brug for de praksisfaglige kompetencer, og at det godt kan betale sig at tage en erhvervsfaglig uddannelse. Vi er samtidig også med til at udfordre nogle af de elever, som ene og alene har overvejet en gymnasial uddannelse, men som måske i højere grad vil tilegne sig en erhvervsuddannelse og gøre det på en rigtig god måde.

Derfor kan jeg oplyse, at vi med rigtig stor glæde stemmer ja til det her lovforslag.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten. Værsgo.

Som udgangspunkt har vi i Enhedslisten stor sympati for tanken om at indføre en form for praksisfaglig dimension i uddannelsesparathedsvurderingen. Vi synes, at uddannelsesparathedsvurderingen og vejledningen af eleverne i folkeskolen med de seneste års lovændringer er blevet trukket i en helt gal retning, først i forbindelse med erhvervsuddannelsesreformen, hvor der blev indført skærpede adgangskrav til erhvervsuddannelserne, og hvor der skete en betydelig svækkelse af hele erhvervsvejledningen; derefter i gymnasiereformen, hvor der skete en skærpelse af reglerne for uddannelsesparathedsvurderingen, som indebærer, at elever, der søger en 3-årig gymnasial uddannelse, skal have mindst 5 i gennemsnit i de afsluttende karakterer for at opfylde de faglige forudsætninger for at blive vurderet uddannelsesparate. Det synes vi ikke har været heldigt, og vi havde derfor håbet, at der med en praksisfaglig dimension i uddannelsesparathedsvurderingen ville blive taget et skridt, der bare rettede en smule op på hele uddannelsesparathedsvurderingen, men det synes vi desværre ikke er tilfældet med det foreliggende forslag.

Jeg synes, vi ud fra de høringssvar, der er kommet, kan konstatere, at begejstringen ude i skoleverdenen er lille. Ganske vist indleder de fleste høringssvar ligesom dette indlæg med at udtrykke tilfredshed med ideen om en praksisfaglig dimension, men dommen over det konkrete forslag synes jeg til gengæld er relativt hård.

Jeg har prøvet lige at kaste et blik ned over, hvad der præsenteres, og selv om alle ordførerne jo har læst høringssvarene, vil jeg alligevel prøve at summere lidt op på, hvad det er, høringsparterne siger.

Skolelederforeningen frygter, »at loven vil blive opfattet som et unødvendigt og bureaukratisk forslag, som ikke giver mening ind i det seriøse arbejde der fra skolens side allerede præsteres på området«.

Danmarks Lærerforening mener, at den nye praksisfaglige dimension ikke rigtig bidrager med noget nyt til den nuværende uddannelsesparathedsvurdering. Den indebærer dog ekstra arbejde og mere bureaukrati for lærere og UU-vejledere. Den samme vurdering kommer fra Landsforeningen af 10. klasseskoler i Danmark.

Danmarks Vejlederforening udtrykker bekymring for, at folkeskolens fagrække i udskolingen »ikke giver tilstrækkeligt grundlag for at bedømme elevernes praksisfaglighed, og at underviserne her ikke har reelle muligheder for at afgive en begrundet bedømmelse af eleverne. Bedømmelserne kan derfor blive præget af tilfældigheder, skøn eller forforståelse af eleverne«. Det er en kritik, som jeg bemærkede mig at Socialdemokratiets ordfører også strejfede i sit indlæg.

UU Danmark skriver, at det er »vanskeligt af lovforslaget at se, hvad det præcist er, der skal vurderes, og især af hvem. Det fremgår ikke tydeligt, om det er skolen eller UU, der har ansvaret for vurderingen«.

Foreningen Skole og Forældre er noget bekymret for vurderingsgrundlaget.

Efterskoleforeningen ser en »stor risiko for, at vurderingerne foretages på meget forskellige grundlag fra elev til elev«.

Sådan fortsætter kritikken fra høringspart til høringspart.

Rådet for de grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser, REU, mener, at regeringen bør overveje, hvorvidt timingen af lovforslaget er rigtig, også set i lyset af de kommende justeringer på udskolingsområdet.

Høringsparterne har jo ikke altid ret – også fordi de jo somme tider kan have synspunkter, der går i modsatgående retninger – men jeg synes, at når man læser høringssvarene igennem, får man et indtryk af, at der i hele skoleverdenen, uanset om ser det fra undervisernes, vejledernes eller ledernes synspunkt, er en massiv kritik af den måde, forslaget er blevet udformet på.

Netop fordi vi er meget stærke tilhængere af, at der kommer en praksisfaglig dimension ind, synes jeg, man giver det et rigtig dårligt afsæt ved at vedtage det her forslag. Jeg vil ikke udelukke, at der i udvalgsbehandlingen kan ske ændringer, der vil gøre, at vi netop i kraft af vores positive grundindstilling til det kan ændre opfattelse, men umiddelbart kan vi ikke støtte forslaget. Jeg synes, det vil være konstruktivt, hvis regeringen i en dialog med ordførerne ville nå frem til at sige: Lad os nu vente og se, hvad der kommer ud af arbejdet, i forhold til ændringer i udskolingsklasserne, og lad os så med afsæt i det få et nyt lovforslag, som indfører en praksisfaglig dimension.

Vi er tilhængere af det, men vi synes ikke, det her forslag er godt nok. Vi tror ikke, det fremmer processen – tværtimod tror vi, at det blokerer for en fornuftig proces.

Der er en kort bemærkning fra hr. Mattias Tesfaye, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for ordførertalen. Som Enhedslistens ordfører siger, har vi nok bidt mærke i lidt af det samme i kritikken af det her lovforslag. Der står på side 4 i bemærkningerne:

»De nærmere regler om kriterierne for den praksisfaglige dimension vil efter forslaget blive fastsat i bekendtgørelse om uddannelsesparathedsvurdering ...«.

Så vedrørende den tvivl, der er om, hvordan det her konkret skal realiseres, står der her, at det vil blive fastsat i en bekendtgørelse. Hvis vi nu kan få regeringen til under udvalgsbehandlingen at være lidt mere præcis, med hensyn til hvordan det her skal kunne fungere i praksis, hvis vi kommer hen til en situation, hvor det virker, som om det her faktisk kan realiseres i praksis, vil Enhedslisten så være indstillet på at støtte det?

Værsgo til ordføreren.

Det vil jeg bestemt ikke udelukke. Hele vores grundindstilling er, at vi synes, det er fornuftigt, at man indfører en praksisfaglig dimension. Når vi ikke kan støtte forslaget, er det, fordi der er den helt massive kritik fra hele skoleverdenen af, at det ud fra det her er meget vanskeligt at se, på hvilket grundlag der skal foretages en bedømmelse, og en opfattelse af, at det i virkeligheden kun tilføjer mere bureaukrati. Kan der under udvalgsprocessen blive ryddet op i det, vil jeg ikke udelukke, at vi vil kunne støtte forslaget.

Tak for det. Tak til ordføreren. Så er det hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak for ordet. Med lovforslag L 85 bliver det foreslået, at når elever i folkeskolen skal vejledes om deres uddannelsesvalg, skal den i fremtiden også have en praksisfaglig dimension. Det skal ses i sammenhæng med nogle ubalancer, der hen over årene er opstået i vores system af ungdomsuddannelser. Der er flere og flere, der søger ind på stx, selv i de situationer, hvor det er åbenbart for alle andre end dem selv og måske deres forældre, at de ikke har flair og interesse for boglige sysler. Omvendt er interessen for at tage en erhvervsuddannelse i løbet af ret få år faldet fra knap en tredjedel af en ungdomsårgang til mindre end en femtedel.

Det er nogle ubalancer, der giver en hel række problemer. På universiteterne klager man mange steder over, at de nye studenter, der begynder på første semester, er for svagt funderede rent fagligt, og på arbejdsmarkedet bekymrer de sig over, at der allerede på ret kort sigt vil opstå flaskehalse og arbejdskraftmangel, når det gælder faglærte. Indførelsen af en praksisfaglig dimension i uddannelsesvejledning er et skridt til at rette op på den overordnede ubalance, der er opstået inden for ungdomsuddannelserne.

Jeg tror selvfølgelig ikke, at det kan stå alene. Jeg tror, at de skridt, vi tager her i Folketinget, også skal understøttes ude i hjemmene, hvor det er vigtigt, at forældrene ikke italesætter et uddannelsessnobberi, som i en urimelig grad taler stx op og i en lige så urimelig grad taler erhvervsuddannelserne ned. Men det er en form for værdimæssig påvirkning af den enkelte unge, som jeg mener at vi som lovgivere bør afholde os fra. Til gengæld er det vigtigt, at vi sørger for, at der bliver givet en bred og afbalanceret vejledning i folkeskolen – og det skridt bliver taget med lovforslag nr. L 85. Derfor bakker vi naturligvis forslaget op i Liberal Alliance. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Fru Pernille Schnoor, Alternativet.

Da jeg gik i skole, havde vi sløjd, håndgerning, husgerning, og der var mulighed for at vælge metalsløjd, og i de ældste klasser kunne man vælge motorlære osv. som valgfag. Det positive ved det her forslag er, at der bliver mere fokus på de håndværksmæssige og praktiskfaglige dele i skolen, og at vi får mulighed for at bryde det monopol, der er på prestige, som gymnasierne længe har siddet på. Det skal ikke være en selvfølge, at man skal i gymnasiet, hvis man klarer sig godt i skolen. Den elev, der har et højt karaktergennemsnit, kan godt gå rundt med en drøm om at blive elektriker og have de praktiskfaglige kompetencer, der muliggør det. Talent er andet og mere end kun de boglige færdigheder. Den måde, folkeskolen er bygget op på i dag, forbereder i høj grad til gymnasiet. Den håndværksmæssige, praksisfaglige og kreative dimension bør være en rød tråd igennem hele folkeskolen. Vi ønsker, at der kommer mere fokus på madkundskab, håndværk, design, billedkunst, iværksætteri osv. I dag har vi udskolingsforløb, hvor eleverne kan specialisere sig inden for det globale, det naturfaglige osv., men hvorfor har vi ikke udskolingsforløb, hvor eleven kan specialisere sig inden for håndværk, iværksætteri eller servicefag? Det håber jeg vi kan få mere fokus på.

I Alternativet mener vi, at det negative ved det her forslag er, at man kan blive vurderet ikkeuddannelsesparat. Det synes vi mildest talt er en uheldig måde at hjælpe og motivere elever med at finde deres rette hylde på. Det er uheldigt, fordi det kan virke stigmatiserende, at man kan dele børn op i to hold – et A- og et B-hold, og det udspringer af en tænkning, hvor der ikke tages hensyn til menneskers individuelle forskelle, talent og deres livsfaser. Der bør i stedet etableres en proces, en positiv proces, hvor eleven i højere grad inddrages, og hvor en vejleder støtter og rådgiver eleven ud fra et mere helhedsorienteret perspektiv.

Ud fra det, jeg har sagt nu, er vi positive over for delelementer i det her forslag, men vi vil afvente udvalgsbehandlingen, inden vi tager stilling til, om vi kan stemme for eller imod forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det fru Marlene Borst Hansen, Radikale Venstre. Værsgo.

Egentlig var det Radikale Venstres grundskoleordfører, som burde stå på talerstolen til det her lovforslag, men jeg har fået æren af at tilkendegive, at Radikale Venstre i udgangspunktet ser positivt på forslaget om at indføre en praksisfaglig dimension i uddannelsesparathedsvurderingen.

Jeg skulle dog hilse fra Marianne Jelved og sige, at hun faktisk er rigtig ked af, at hun ikke blev inviteret over til undervisningsministeren til en kop kaffe og til en drøftelse af netop det her lovforslag. For der er ikke nogen tvivl om – og det tror jeg også godt ministeren ved – at vi i Radikale Venstre er meget optaget af, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse, og at vi meget gerne vil være med til at diskutere, hvad vi kan gøre i grundskolen for, at der er flere, der bliver opmærksomme på, og flere, der får mere viden om netop erhvervsuddannelser. Jeg skulle hilse fra Marianne Jelved sige, at hun meget gerne indgår i kommende diskussioner om, om der skal flere tiltag til i grundskolen.

Men som sagt er vi altså i Radikale Venstre som udgangspunkt positive over for lovforslaget.

Tak til ordføreren. Hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Jeg blev noget forundret, da jeg for efterhånden en del måneder siden kunne se i pressen, at regeringen og Dansk Folkeparti sådan uden videre havde besluttet, at nu ville man lave en praksisfaglig uddannelsesparathedsvurdering, og jeg har sådan gået og tænkt over, hvor meget jeg skulle sige om det, fordi man kommer hurtigt til at lyde lidt bitter, men i virkeligheden har jeg bare brug for at sige, at jeg synes, at det har været ærgerligt for vores folkeskoler, for vores elever, at man ikke gjorde arbejdet grundigt, at man ikke satte sig sammen på tværs af Folketinget og diskuterede, hvordan vi kunne nå i mål med det her, men i stedet havde brug for en hurtig pressemelding og så besluttede sådan uden videre, at nu var der et flertal for det her.

Jeg synes, at det har været en dårlig proces, og jeg synes også, at den proces smitter af på det lovforslag, som ligger der i dag, og på de høringssvar, som ligger til lovforslaget, fordi ideen – og det er sådan set det, jeg hører samtlige partier sige – er rigtig god, nemlig at gøre det, man måler på, bredere, når man måler på vores folkeskoleelever. De siger, at der både kan være flere intelligenser og der kan være flere veje at gå og netop også, som fru Marlene Harpsøe sagde, at synliggøre, at det almene gymnasium ikke er den eneste vej og også gøre det tydeligt for eleverne, at selv om man måske ikke er den bedste i verden til nogle af de der lidt mere alment gymnasiale fag, har man rigtig meget at gøre alligevel også i uddannelsesektoren.

Derfor er jeg også ærgerlig over den proces, der var, og derfor er jeg også ærgerlig over, at man ikke har taget sig mere tid og lige ventet en kende, eller hvad man siger, med at få lavet det endelige lovforslag. Hr. Jakob Sølvhøj har jo læst nogle af de ting op, som står i høringssvarene: REU kritiserer timingen; det er et bureaukratisk lovforslag, der er svært at forstå; det bidrager ikke med noget nyt, er der nogle, der siger; nogle er i tvivl om, hvem der skal lave vurderingen; og vigtigst af alt er der nogle, der spørger om, hvad pokker det er, vi skal måle på. Hvad er det vi skal måle på, når vi skal lave den praksisfaglige vurdering? Det er jo det, der er så skørt ved det her.

Lige om lidt skal vi sidde i folkeskoleforligskredsen og diskutere, hvordan man kan gøre folkeskolen mere praksisfaglig, hvor rigtig mange ting er i spil. Skal man opgradere eller opjustere eller hæve prioriteringen af de praktiske fag? Skal man lave udskolingslinjer, der er praktiske. Det har jeg set ministeren har foreslået. Nogle vil også diskutere, det vil jeg selv f.eks., hvordan vi kan styre læreruddannelsen og sikre, at der bliver mere fokus på de praktiske fag. Der er mange ting, man kan gøre for vores folkeskole for at styrke praksisfagligheden.

Når man så har lavet de ting, som jeg håber vi bliver enige om ganske snart, havde det været oplagt at sige: Nå, men nu har vi så nogle praksisfaglige elementer i folkeskolen, vi har styrket praksisfagligheden og sagt, at det er lige så vigtigt; og lad os så få lavet den uddannelsesparathedsvurdering bredere, for nu har vi noget, vi kan måle på. Nu laver man den omvendte proces, hvor man først siger, at nu måler vi, men vi ved ikke rigtig, hvad det er, vi skal måle på. Det synes jeg er ærgerligt.

Når det så er sagt, kommer der en proces nu, hvor vi skal diskutere de her tiltag i folkeskolen, og hvor jeg håber at vi kan nå til enighed. Der kommer en proces nu, hvor man skal diskutere, hvad det konkret er, der skal stå i bekendtgørelsen, og hvordan det her bliver til virkelighed. Der håber jeg på at man kan få gjort lovforslaget skarpere, at man kan få sendt nogle retningslinjer i bekendtgørelsen ud til folkeskolen og til vejlederne på ungdomsuddannelserne, der er til at forstå.

Vi er positive over for forslaget. Vi er positive over for ideen. Vi stemmer også for lovforslaget, fordi vi grundlæggende synes, at det er en god idé, men hold op, hvor tror jeg at det kunne have været gjort meget smartere og meget mere overskueligt, og jeg tror, at man kunne have samlet bred opbakning fra hele sektoren, hvis man havde taget processen lidt mere seriøst.

Tak til SF's ordfører. Så er det fru Brigitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Med lovforslaget her lægger vi vurderingen af de praksisfaglige kompetencer på linje med de andre dimensioner, som vi vurderer om eleverne er uddannelsesparate på. På den måde signalerer vi, at de praksisfaglige kompetencer også er kompetencer. Folkeskolen er ikke kun et skridt på vej imod en universitetsuddannelse – folkeskolen skal være for alle. Det er vigtigt, at elever, der er dygtigst til det praksisfaglige, ikke går ud af folkeskolen med en følelse af, at samfundet ikke kan bruge dem. Tværtimod skal de have fornemmelsen af, at vi som samfund værdsætter det, de kan, og derfor kan Det Konservative Folkeparti støtte lovforslaget.

Tak til ordføreren. Så er det undervisningsministeren.

Tak. Allerførst vil jeg sige tak til de partier, som bakker op om dette lovforslag, som er med til i højere grad at værdsætte unges praksisfaglige evner. Med forslaget vil alle den unges talenter og kundskaber komme i spil ved uddannelsesparathedsvurderingen, ikke kun de snævert boglige. Jeg er sikker på, at den praksisfaglige dimension i uddannelsesparathedsvurderingen – i daglig tale blot UPV'en – vil være med til at give rigtig mange elever i udskolingen et nyt syn på deres uddannelsesmuligheder. 74 pct. af alle skoleelever søger mod gymnasiet efter endt skolegang, og man kan jo spørge sig selv, om gymnasiet mon er det helt rigtige valg for dem alle sammen, og om de har været godt nok klædt på til at træffe det rigtige valg af ungdomsuddannelse.

Der er en skævvridning, og elever med kloge hænder skal i folkeskolen mødes af lige så målrettet undervisning som de mere boglige elever. Der skal nogle strukturelle ændringer til, hvis vi vil styrke den praksisfaglige dimension i folkeskolen. Alle elever i 8. klasse får foretaget en UPV, som vurderer elevernes faglige, sociale og personlige forudsætninger for at begynde på en ungdomsuddannelse. Den nuværende UPV fungerer godt, og boglige forudsætninger skal under alle omstændigheder være til stede, uanset om den unge vælger en gymnasial uddannelse eller en erhvervsuddannelse. Mange erhvervsuddannelser stiller med god grund høje krav til boglige evner, men elevernes praksisfaglige kompetencer har fyldt for lidt hidtil. Derfor har regeringen sammen med DF indgået en aftale om at udvide UPV'en med en praksisfaglig dimension, så eleverne fremover også vil blive vurderet i deres praksisfaglighed. Dette lovforslag er et godt skridt på vejen til at skabe en bedre balance mellem de forskellige fagligheder i folkeskolen.

Men jeg vil også gerne pointere, at vi ikke skal se sort-hvidt på det, praksisfaglighed og boglighed er ikke hinandens modsætninger. Praksisfaglighed drejer sig ikke kun om at kunne bruge hammer og vinkelsliber, praksisfaglighed handler også om at være opfindsom og kunne omsætte metoder og teorier til konkrete produkter. Derudover er der forskellige tværgående emner, erhvervspraktik og vejledningaktiviteter, hvor elevens praktiske forudsætninger kan observeres. En erhvervsuddannelse skal ikke betragtes som noget, man vælger, fordi man ikke har tilstrækkelige boglige evner til at komme i gymnasiet. En erhvervsuddannelse er og bør være et aktivt tilvalg for alle de elever, der har både hænderne og hovedet skruet godt på. Og når eleverne i folkeskolen også bliver vurderet på deres praksisfaglige evner, vil det naturligvis gøre flere mere bevidst om, at erhvervsuddannelserne også er en mulighed for de bogligt dygtige.

Det følger af lovforslaget, at i helt konkrete tilfælde, hvor en elev ikke besidder de nødvendige sociale eller personlige forudsætninger, hvorfor skolen giver en negativ UPV, vil Ungdommens Uddannelsesvejledning kunne ændre vurderingen fra ikkeuddannelsesparat til uddannelsesparat, hvis eleven har en høj praksisfaglig kunnen. Det betyder på ingen måde, at de personlige eller sociale kompetencer undermineres, men vi må se i øjnene, at der er elever, som af den ene eller anden grund ikke formår at holde gejsten oppe i udskolingen, og som derfor kommer for sent eller pjækker fra undervisningen. I gamle dage blev sådan en kaldt skoletræt. Men i nogle tilfælde kan sådan en elev faktisk være ret dygtig til et bestemt håndværk, og når han eller hun skifter miljø og f.eks. begynder på en bestemt erhvervsuddannelse, fordufter skoletrætheden, fordi elevens evner og talent pludselig kommer i spil i et andet miljø. Det har vi taget højde for i lovforslaget. Jeg forventer, at der er tale om meget få elever, for hvem det vil være oplagt at ændre deres UPV. Men for de få elever, det forventes at dreje sig om, kan det få stor betydning for deres fremtid.

Til slut vil jeg gøre opmærksom på, at jeg har indledt drøftelser med folkeskoleforligskredsen om at skabe øget fokus på elevernes praksisfaglighed i udskolingen. Tak for de drøftelser, vi har haft her i salen i dag, og jeg ser frem til eventuelle spørgsmål under udvalgsbehandlingen. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Mattias Tesfaye, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Lovforslaget handler om at ændre § 2 i vejledningsloven, hvor der står, at vi nu vurderer unges faglige, personlige og sociale forudsætninger for at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse. De faglige kan jeg nemt regne ud hvordan bliver vurderet; der er jo en fagrække, og der kan man vurdere på baggrund af elevens indsats i fagene. I forhold til de personlige og sociale forudsætninger er det, som de skriver, en tværgående vurdering, så det må være en vurdering på tværs af fagene af, hvordan de socialt og personligt optræder. Det kan jeg også godt se kan give mening at man kan foretage en vurdering af. Jeg har bare svært ved at se, hvordan man kan foretage en vurdering af elevernes praktiske evner, som ministeren siger, ved at foretage en tværgående vurdering af deres indsats i dansk, matematik, og hvad der ellers er af boglige fag.

Værsgo til ministeren.

Det er som sagt en praksisfaglig vurdering af de elementer af de allerede eksisterende fag, som skal indgå i UPV'en. Det kan lade sig gøre. Vi har allerede en del praksisfaglighed, der eksisterer i fagene som en integreret del af fagene, og det er dem, som der her er lagt op til at man skal tage en vurdering af. Og så har vi jo indledt drøftelser i folkeskoleforligskredsen i forhold til at styrke de praksisfaglige elementer i udskolingen. Det håber jeg meget vi kan nå til enighed om, for det er klart, at det vil være interessant at bygge oven på den her beslutning, vi træffer i dag.

Hr. Mattias Tesfaye.

Tak. Ministeren siger, at man f.eks. kan inddrage, hvordan eleven har fungeret i erhvervspraktikken, som jo er frivillig, og hvordan eleven i praktiske valgfag har fungeret, men det er jo heller ikke sikkert, at der er et praktisk valgfag, og hvordan den praktiske dimension i de boglige fag bliver brugt, men også det er jo frivilligt. Så betyder det, at vi politisk skal gå i retning af at gøre det obligatorisk at have en praktisk dimension i udskolingen, altså obligatorisk erhvervspraktik, obligatoriske praktiske valgfag eller obligatoriske praktiske elementer i de boglige fag i fagrækken?

Værsgo til ministeren.

Der er praksisfaglige dimensioner i fagene, sådan som de ligger i dag, og det er dem, som det her lovforslag knytter sig til. Jeg kan jo ikke foregribe de forhandlinger her fra Folketingets talerstol, men det vil være interessant at indtænke elementer i udskolingen, som styrker praksisfagligheden i udskolingen, og det har jeg meldt klart ud i pressen for relativt lang tid siden, at jeg er interesseret i, og det skal vi tage nogle drøftelser om i folkeskoleforligskredsen.

Tak til ministeren.

Der er ikke flere bemærkninger, og der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.