UDKAST
Uddrag af ændringer af vejledning om udbetaling af
dagpenge vedr. frivilligt, ulønnet arbejde (Til §§ 11 og 13)
Til § 11
Arbejde
Ved arbejde forstås aktiviteter, som medfører indtægt eller efter sin art normalt medfører indtægt.
Arbejde, som et medlem udfører i en periode med dagpenge, medfører fradrag. Det har ingen betydning, hvornår arbejdet
udføres. Det har heller ingen betydning, om arbejdet medfører en aktuel eller senere indtægt eller slet ingen indtægt.
Reglen gælder for lønarbejde, arbejde som selvstændig erhvervsdrivende og arbejde i ægtefælles/samlevers virksomhed,
forskningsarbejde mv.
Arbejde som døgnplejer er også omfattet af reglen om fradrag. Den del af plejevederlaget, der er plejeløn, medfører fradrag i
dagpengene. Skattefri godtgørelse af udgifter til kost og logi skal ikke medføre fradrag.
Det afgøres efter reglerne i bekendtgørelse om drift af selvstændig virksomhed, om et arbejde skal anses for selvstændig
virksomhed eller lønarbejde.
Frivillige aktiviteter
Ved frivillige aktiviteter forstås aktiviteter, som ikke medfører indtægt, og som ikke kan udbydes som almindeligt lønarbejde.
I modsætning til arbejde medfører frivillige aktiviteter ikke fradrag. Det gælder uanset hvor de udføres. Det vil f.eks. være
aktiviteter, der foregår i frivillige organisationer, foreninger eller lignende, og som ikke kan udbydes som almindeligt lønarbejde.
Men det kan også være uden for en frivillig organisation mv. som f.eks. forældreweekend i en børnehave.
Det er uden betydning, hvornår den frivillige aktivitet udføres.
Frivillige aktiviteter må ikke indeholde noget erhvervsmæssigt eller økonomisk element og karakteriseres ved at være
ulønnede aktiviteter, som udelukkende er interessebestemt for den enkelte person.
Den frivillige aktivitet skal være ulønnet
Der må ikke være tale om nogen form for aflønning, heller ikke i form af honorarer eller diæter.
Den frivillige aktivitet anses for ulønnet, selvom medlemmet modtager beløb til dækning af udokumenterede udgifter, der er
forbundet med aktiviteten og som efter ligningslovens regler ikke er skattepligtige. Disse beløb medfører ikke fradrag.
Overstiger de beløb, der udbetales, de fastsatte takster, bliver beløbene skattepligtige og medfører derfor fradrag for det
fulde beløb. Fradraget i dagpengene beregnes efter § 24 ved, at beløbet omregnes med omregningssatsen til timer.
A-kassen kan anmode medlemmet om på tro og love at skrive under på, at de beløb, hvormed godtgørelsen udbetales, ikke
er højere end de fastsatte takster. Udgifter refunderet efter regning medfører ikke fradrag.
Eksempler
Som eksempler på frivillige aktiviteter der udføres uden for frivillige organisationer, foreninger eller lign. kan nævnes:
–
–
Nabohjælp.
Lokalt privat vagtværn, fx »Natteravnene«.