Tak for det.
Lovforslaget, som vi førstebehandler i dag, udmønter først og fremmest dele af »Handlingsplan for bedre dyrevelfærd for svin« og »Handlingsplan for bedre dyrevelfærd for fjerkræ«, som den tidligere SR-regering lancerede i henholdsvis 2014 og 2015.
Helt konkret er det punktet om undervisning i dyrevelfærd, som lovforslaget, vi behandler, udmønter.
I Socialdemokratiet mener vi, at undervisning i dyrevelfærd er vigtig, fordi det giver viden og forståelse for dyrevelfærd, og derfor er vi selvfølgelig også tilfredse med, at vi i dag får mulighed for at give ministeren bemyndigelse til at fastsætte krav om undervisning i dyrevelfærd for den besætningsansvarlige for erhvervsmæssige hold af svin, malkekvæg og æglæggende høner.
Hvad angår lovforslaget her, studser vi lidt over, at kravet om undervisning kun gælder for den besætningsansvarlige og ikke for alle besætningens ansatte, hvilket der ellers var lagt op til i handlingsplanen.
Som det er nu, ligger uddannelse inden for dyrevelfærd for svin i regi af branchen, og det synes vi ikke umiddelbart er ambitiøst nok, og derfor vil vi i udvalgsarbejdet se nærmere på muligheden for at udbrede uddannelseskravet.
En anden ting, som vi gerne vil se nærmere på, er de anbefalinger, som 2012-arbejdsgruppen, bestående af bl.a.
3F's »Den grønne gruppe«, Landbrug & Fødevarer, Aarhus Universitet og Fødevarestyrelsen, kom med.
Bl.a.
anbefalede den gruppe undervisning i fodring samt smittebeskyttelse og vaccination, hvilket ikke umiddelbart indgår i det lovforslag, som vi behandler i dag.
I Socialdemokratiet mener vi, at dyrevelfærd er vigtig, og jeg vil gerne minde regeringen om, at uddannelse kun er et skridt i den rigtige retning, og derfor glæder vi os i Socialdemokratiet også til at drøfte de andre punkter, som ligger i den føromtalte handlingsplan, og det vil vi naturligvis følge til dørs, både i fremtidige lovforslag og i forbindelse med det pågældende lovforslag.
En anden del af det her lovforslag handler om at offentliggøre kontrolresultater vedrørende dyrevelfærd på hundeområdet.
Baggrunden for forslaget er de senere års frygtelige vanrøgt af hunde i de såkaldte hvalpefabrikker.
Formålet med en smileyordning på hundeområdet er at reducere kundegrundlaget for de ulovlige hundehvalpefabrikker, som ikke lever op til de dyrevelfærdsmæssige krav i lovgivningen.
I Socialdemokratiet vil vi gerne gøre opmærksom på, at smileyordningen ikke bør stå alene, da en væsentlig del af de her kenneler er små hobbyopdræt, som ikke vil være omfattet af ordningen, og derfor vil vi gerne opfordre til, at man helt generelt over en bred kam ser på dyrevelfærd i forhold til hunde.
Overordnet set er Socialdemokratiet positive over for lovforslaget, men som nævnt har vi nogle bekymringer, som vi gerne vil se nærmere på i forbindelse med udvalgsbehandlingen.
Tak.