Sundheds- og Ældreministeriet
Enhed: MEDINT
Sagsbeh.: DEPJUE
Koordineret med:
Sagsnr.: 1708948
Dok. nr.: 495739
Dato: 09-12-2017
NOTAT
Høringsnotat vedr. udkast til ændringsforslag til lov om
forsøgsordning med medicinsk cannabis
Udkast til ændringslovforslag til lov om forsøgsordning med medicinsk cannabis har i
perioden fra den 1. december 2017 til 5. december 2017 været sendt i høring til følgende
organisationer: Lægeforeningen, Danske Patienter og Danmarks Apotekerforening.
Lægeforeningen har oplyst, at foreningen ikke har bemærkninger.
Danmarks Apotekerforening bemærker, at den regulering, som ændringsforslaget lægger
op til, i det væsentligste svarer til reglerne for sundhedspersoners tilknytning til
lægemiddel- og medicovirksomheder. Apotekerforeningen henleder i den forbindelse
opmærksomheden på, at der i regi af Lægemiddelstyrelsen er igangsat en evaluering af
reglerne for sundhedspersoners tilknytning til lægemiddel- og medicovirksomheder.
Såfremt evalueringen måtte give anledning til ændringer i disse regler, vil det være mest
hensigtsmæssigt at gennemføre tilsvarende ændringer i tilknytningsreglerne til
forsøgsordningen med medicinsk cannabis. Ministeriet opfordres til at præcisere dette.
Ministeriet er enig med Danmarks Apotekerforening i, at såfremt der som led i
evalueringen måtte blive foreslået ændringer i de almindelige tilknytningsregler, bør det
overvejes, om disse ændringer også er relevante ift. området for medicinsk cannabis.
Danske Patienter udtrykker utilfredshed med tidsrammen for høringsperioden, som de
ikke mener lever op til de gældende retningslinjer og anbefalinger for høringsprocessen.
Danske Patienter modtog høringsmaterialet fredag den 1. december 2017 kl. 22, og da
høringsfristen var tirsdag den 5. december 2017, har det ikke været muligt at udarbejde et
fyldestgørende høringssvar inden for tidsrammen. Danske Patienters indledende
kommentar om, at de umiddelbart ikke har bemærkninger til ændringsforslaget, skal
derfor kun ses som en umiddelbar betragtning.
Det er ikke sædvanlig praksis at sende et ændringsforslag i høring, men henset til
ændringsforslagets rækkevidde blev der gjort en undtagelse hertil. For at kunne indgå i
Folketingets videre behandling af L 57 var det nødvendigt med en beklagelig kort tidsfrist.