Grønlandsudvalget 2017-18
L 53 Bilag 1
Offentligt
15-03-2017
FM 2017/136
Forslag til Inatsisartutbeslutning om Grønlands Selvstyres tilslutning af Lov om
beskyttelse af havmiljøet i den eksklusive økonomiske zone ved Grønland.
(Medlem af Naalakkersuisut for Selvstændighed, Natur, Miljø og Landbrug)
Forelæggelsesnotat
(Medlem af Naalakkersuisut for Selvstændighed, Natur, Miljø og Landbrug)
1. behandling
Det er med glæde, at jeg på vegne af Naalakkersuisut fremlægger dette beslutningsforslag.
Forslaget omhandler Rigsmyndighedernes anmodning om, at Inatsisartut tilslutter sig forslag
til lov om beskyttelse af havmiljøet i den eksklusive økonomiske zone ved Grønland.
Fiskeri og turisme er vigtige erhverv i vores land. Derfor er det særligt vigtigt, at vi værner
om havmiljøet. Med dette lovforslag sker der et vigtigt løft af lovgivningen i den eksklusive
økonomiske zone ved Grønland, som sikrer, at reglerne lever op til internationale aftaler og
standarder. Lovforslaget stiller bl.a. krav om anvendelse af den mindst forurenende teknologi,
hvilket svarer til princippet om at anvende den bedst tilgængelige teknologi. Princippet
stammer fra international ret og medfører et højt beskyttelsesniveau.
I dag gælder den grønlandske havmiljølovgivning inden for 3-sømilgrænsen, mens det er en
kongelig dansk anordning fra 2004, der regulerer havmiljøforhold uden for 3-sømilgrænsen.
Den kongelige danske anordning bliver varetaget af både Miljøstyrelsen og
Forsvarsministeriet i Danmark.
I de senere år har der været en øget og stadig stigende aktivitet i havområderne ved Grønland,
og yderligere stigninger i skibstrafikken må forventes de kommende år. Derfor er der behov
for, at lovgivningen sikrer, at beskyttelsen af havmiljøet modsvarer de stigende aktiviteter og
den medfølgende risiko for forurening. Lovforslaget indeholder således regler, som sikrer, at
myndighederne kan skride hurtigt ind ved forurening eller ved risiko for forurening. Ligesom
lovforslaget stiller krav om, at ejeren af et skib eller fly, der har forurenet, skal betale
udgifterne til bekæmpelse af forureningen. Der kan endvidere stilles krav om, at ejeren skal
stille sikkerhed for disse udgifter.
Rigsmyndighederne har fundet det mest hensigtsmæssigt, at opdateringen af havmiljøreglerne
for den eksklusive økonomiske zone gennemføres som en selvstændig lov. Herved skabes et
klarere retsgrundlag, idet et lovforslag, i modsætningen til en opdateret anordning, indeholder
lovbemærkninger, som kan bidrage til at tydeliggøre baggrunden for de enkelte bestemmelser.
______________________
FM 2017/136
NPANN
Sag nr.: 2015-9529
1
L 53 - 2017-18 - Bilag 1: Fremsættelse, ordførerindlæg og udvalgsbetænkning fra Inatsisartuts behandling af forslaget på forårssamlingen 2017
Af rigsmyndighedernes lovforslag fremgår det yderligere, at det tilstræbes, at der ved
lovforslagets ikrafttræden kan udstedes fem bekendtgørelser om hhv. udtømning af olie,
udtømning af affald, indberetninger, håndtering af skibes ballastvand samt bekendtgørelse om
flydende stoffer, der transporteres i bulk. Det danske Miljø- og Fødevareministerie har oplyst,
at bekendtgørelserne forventes at blive udarbejdet i overensstemmelse med international ret
gældende for Grønland, og i tæt samarbejde med de relevante grønlandske myndigheder.
Disse bekendtgørelser vil med andre ord bidrage til at sikre en høj miljøbeskyttelse bl.a.
baseret på anvendelse af den bedst tilgængelige teknologi, som krævet i de internationale
konventioner.
Lovforslaget fra Rigsmyndighederne skal ses i sammenhæng med Naalakkersuisuts Forslag
om: Inatsisartutlov nr. xx af xx 2017 om beskyttelse af havmiljøet. Naalakkersuisuts
lovforslag regulerer søterritoriet, mens det danske lovforslag regulerer den eksklusive
økonomiske zone. I forbindelse med udarbejdelse af både Rigsmyndighedernes lovforslag og
Naalakkersuisuts lovforslag, har der været en tæt dialog mellem de danske myndigheder og de
grønlandske myndigheder. Dialogen har resulteret i, at der er mest mulig overensstemmelse
imellem de to lovforslag.
Ved at godkende dette forslag sikres en gennemgribende opdatering af havmiljøreglerne i den
grønlandske eksklusive økonomiske zone.
Med disse ord indstiller jeg forslaget til velvillig behandling i Inatsisartut.
2