Vi synes, det er et godt lille forslag.
Enhedslisten støtter mere åbenhed om ejerskab i de fiskeselskaber, som fisker vores fælles fisk, og vi synes, det er rigtig godt, hvis vi kommer frem til at have mest mulig åbenhed, så vi med tydelighed kan se, hvor det er, kvoterne omgås, og kan forhindre det.
Vi ser meget frem til, at der kommer flere lovforslag, for det her er jo bare et lille hjørne af den fiskepakke, som vi har været med til at få implementeret.
Jeg har et enkelt spørgsmål til noget, der står i høringsnotatet, for der er ligesom skrevet en dispensationsmulighed ind.
Og med de erfaringer, vi har med eksisterende dispensationer, synes jeg, man skal være meget påpasselig med, hvad det er for nogle dispensationer, man giver.
Det, der står her i høringsnotatet, er:
»Udenrigsministeriet kan oplyse, at lovforslaget ikke indeholder hjemmel til at regulere kvotelofterne som sådan, men at sagsbehandlingen af oplysningspligten vil gennemføres juridisk fuldt forsvarligt,« – det ville vel også være mærkeligt, hvis der stod det modsatte – »således at dispensationer kan komme på tale, hvis der måtte være juridisk grundlag herfor«.
Jeg vil meget gerne i udvalgsbehandlingen have præciseret, om det sådan er at åbne en ladeport til – hvad skal man sige – alligevel ikke at udleve ånden i det her lovforslag.
Så synes jeg også, det kunne være spændende, når nu vi på et eller andet tidspunkt bliver færdige med at forholde os til de her kvotekonger, at vi så også kunne få ro og tid til at vedtage lovforslag, som er med til at fremme en anden udvikling i det danske fiskeri, at vi får fremmet det skånsomme, kystnære fiskeri, og at vi også får nogle lovforslag, som understøtter det.
Det ser vi meget frem til.
Men vi støtter dette lovforslag.