Der er jo indimellem lovforslag, som afdækker en hyklerisk politik.
Der er sådan nogle tidspunkter, hvor man taler om klima- og energipolitik og synes, at det er vigtigt, at der er blevet indgået en Parisaftale, og at vi i hele verden skal arbejde på at nedbringe vores CO
2
-udledning, og hvis man så efter skåltalerne skal komme frem til, at man vil gøre noget ved de globale problemer, som man er enige om eksisterer, ja, så burde man jo handle derefter.
Det, som forskere er kommet frem til, er, at hvis vi skal forhindre, at klodens temperatur stiger de her 2 grader, så er vi der, hvor 80 pct.
af de fossile brændsler, som man kender til, bør blive i undergrunden.
Det er sådan set en anbefaling, der er givet for at tage klimaproblemerne alvorligt.
Det kan jo så ikke stå alene, for man skal jo også lave den store bæredygtige omstilling til vedvarende energi, samtidig med at man skal udfase de fossile energier; ellers ender vi i en mangelsituation, hvor vi ikke har energi.
Jeg synes, det er dybt hyklerisk, når man så i Danmark går efter, at den sidste olie og den sidste gas skal op af Nordsøen, altså at man skal gøre mest muligt for at få mest mulig fossil energi op af det søterritorium, hvor Danmark har en indflydelse.
Det er hyklerisk, og det er jo den hyklerlov, vi så står med her i dag, hvor det jo er glædeligt, at der er nogle grønne organisationer, som har været med til at præcisere det her med, at vi bør tage et andet valg, og at Danmark burde gå forrest og lægge fast, at de kendte fossile brændsler skulle blive i undergrunden.
Der bliver italesat her, at det her er med til at sikre vores velfærdssamfund.
Vores velfærdssamfund er i højeste grad truet, men det er jo de her globale klimaforandringer, som gør, at vi kan komme ud i en situation, hvor kloden ikke er så godt et sted at leve på, og med de omkostninger, der kommer, når klimaforandringerne buldrer derudad og vi skal til at bygge højere diger og tage andre forholdsregler og vi samtidig skal hjælpe ulande med at løfte de udfordringer, de har med klimaproblemer, der kan være endnu værre end i Danmark, så står vi virkelig over for noget, som kan true vores samfund.
Der er det altså ikke klogt, at man så bare laver aftaler og lovforslag, som medfører, at de fra de her selskabers side, som vil have olie og gas i land, gør mest muligt for at få den sidste dråbe olie presset op af undergrunden, og hvor der bliver sagt et eller andet med, at nå, men det er godt, for så kan vores samfund køre videre.
Vores samfund kan ikke køre videre som hidtil.
Vi er nødt til at tage de her klimaproblemer alvorligt.
Det er nødvendigt at vågne op, og det duer ikke at lave sådan nogle lovforslag her, som går i den helt anden retning.
Det er på det grundlag, at Enhedslisten ikke kan støtte lovforslaget her.