Energi- Forsynings- og Klimaudvalget 2017-18
L 41 Bilag 1
Offentligt
1796753_0001.png
HØRINGSNOTAT
Kontor/afdeling
Center for tele
Dato
x. august 2017
J nr.
2017-10556
Høringsnotat vedrørende forslag til lov om ændring af lov om elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester (Offentlige institutioners adgang til
etablering af wifi-hotspots)
Udkast til lov om ændring af lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester
har været udsendt i høring fra den 23. juni til den 11. august 2017.
Energistyrelsen har modtaget i alt 19 høringssvar.
Banedanmark, Dansk Byggeri, Dansk Meteorologisk Institut (DMI), Departementet
for Natur og Miljø (Grønland), DSB, Facilicom, Forbrugerombudsmanden og TV2
har ikke haft bemærkninger til lovforslaget.
Aalborg Universitet, Dansk Erhverv (DE), Dansk Industri (DI), Danske Regioner,
Landsforeningen Landsbyerne, Region Nordjylland, SE/Stofa, SEF, TDC,
Teleindustrien (TI) og Telia har afgivet bemærkninger til lovforslaget.
Svarene har især berørt følgende punkter:
1.
2.
3.
4.
5.
6.
Generelle bemærkninger
Forholdet mellem offentlige institutioner og private udbydere
Forslag og spørgsmål til krav og begrænsninger
EU-støtte
Områder med dækning
Samme krav for offentlige institutioner og private udbydere
I det følgende gennemgås de væsentligste høringssvar til ovennævnte punkter.
Kommentarer hertil er anført i kursiv. Udover de kommentarer, som er
sammenfattet i dette høringsnotat, indeholder høringssvarene bl.a. kommentarer til
WIFI4EU-ordningen, telelovens § 60 b og til frekvensreguleringen.
Det bemærkes, at høringssvarene kun er gengivet i hovedtræk. Ønskes detaljerede
oplysninger om svarenes indhold, henvises der til de fremsendte høringssvar.
Der er efter høringen foretaget en række mindre ændringer, herunder redaktionelle
og lovtekniske ændringer i lovforslaget.
Energistyrelsen
Amaliegade 44
1256 København K
T: +45 3392 6700
E: [email protected]
www.ens.dk
Side 1/4
L 41 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra energi-, forsynings- og klimaministeren
1796753_0002.png
1. Generelle bemærkninger
Teleindustrien (TI), Landsforeningen Landsbyerne, Dansk Industri (DI), Region
Nordjylland og SE/Stofa støtter generelt de fastsatte rammer i lovforslaget.
Energistyrelsen har noteret sig støtten til lovforslaget.
TDC foreslår, at lovændringen alene gennemføres, hvis WIFI4EU-forordningen
vedtages.
Hvis lovforslaget ikke fremsættes nu, vil danske offentlige institutioner risikere ikke
at kunne nå at få del i støtten. Lovændringen vedrører udover WIFI4EU-
forordningen også eventuelle kommende støtteordninger. Hvis ingen
støtteordninger bliver vedtaget, vil ingen offentlige institutioner kunne stille wifi til
rådighed i medfør af den foreslåede bestemmelse, jf. § 60 c, stk. 1, nr. 2, som
fastsætter et krav om, at offentlige institutioner skal have opnået EU-støtte for at
kunne stille wifi til rådighed for offentligheden.
2. Forholdet mellem offentlige institutioner og private udbydere
Teleindustrien (TI), Dansk Industri (DI), Telia, TDC og SE/Stofa bemærker, at der
skal søges en balance mellem hensynet til private udbydere på markedet og til
offentlighedens mulighed for adgang til hurtigt internet.
Energistyrelsen er enig i, at det er vigtigt at tage hensyn til konkurrencen på
markedet, og derfor indeholder lovforslaget en række krav i forbindelse med
etablering af wifi-hotspots, som skal tilgodese dette, og lovforslaget fastsætter bl.a.,
at etablering og drift af wifi-hotspots skal købes af private udbydere.
3. Forslag og spørgsmål til krav og begrænsninger
Dansk Industri (DI) opfordrer til, at lovforslaget også indeholder en tidsmæssig
begrænsning på en times gratis adgang pr. døgn pr. apparat.
Telia, TDC og Dansk Erhverv opfordrer til, at det allerede nu undersøges, i hvilket
omfang der er behov for at fastsætte begrænsninger i wifi-adgangen, og hvilke
kriterier der skal gælde.
Den kommende mulighed for at søge tilskud til etablering af wifi-hotspots forventes
at være af begrænset omfang, da det samlede støttebeløb på EU-plan er relativt
lille, og midlerne skal fordeles blandt medlemslandene. For at sikre konkurrencen
indeholder lovforslaget krav om, at der ikke må være tale om sammenhængende
net, og at etableringen og driften af wifi-hotspottet skal købes af private udbydere.
Derudover indeholder forslaget en hjemmel for ministeren til at fastsætte
begrænsninger i anvendelsen af wifi-hotspottet. Der er ikke på nuværende
tidspunkt planer om at indføre begrænsninger, medmindre det måtte vise sig at
være nødvendigt af hensyn til konkurrencen. Dette vil bero på en konkret vurdering
og på den enkelte ordning.
Side 2/4
L 41 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra energi-, forsynings- og klimaministeren
1796753_0003.png
TDC og Dansk Erhverv foreslår, at det i lovteksten gøres klart, hvorvidt den
offentlige institution må eje infrastrukturen.
Energistyrelsen har i bemærkningerne præciseret, at der med infrastruktur forstås
udstyret til drift og etablering af wifi-hotspottet, og at det er dette, den offentlige
institution som udgangspunkt ikke vil være ejer af. Den tilknyttede tjeneste eller
serviceydelse, som institutionen skal købe af den private udbyder, kan ikke ejes af
institutionen.
Telia
spørger, hvad der skal forstås ved ”private udbydere af elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester”.
Ved en privat udbyder forstås alle kommercielle udbydere, som stiller elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester til rådighed på markedet på markedsvilkår.
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i telelovens § 60 b, stk. 2.
Aalborg Universitet
spørger, hvordan ’større områder’ skal forstås.
Hvad der skal forstås ved større områder, vil bero på en konkret vurdering, men for
at opfylde kravet i den foreslåede § 60 c, stk. 1, nr. 3, skal der være tale om
enkeltstående wifi-hotspots eller om wifi-hotspots, som dækker et afgrænset
område, f.eks. en park. Flere wifi-hotspots må ikke overlappe hinanden og dermed
skabe et net mellem forskellige afgrænsede områder under den samme offentlige
institution, f.eks. to forskellige parker. Der vil i så fald være tale om et
sammenhængende net i et større område.
4. EU-støtte
Danske Regioner, Aalborg Universitet og Region Nordjylland finder det ikke
hensigtsmæssigt med et krav om, at den offentlige institution skal opnå EU-støtte
for at kunne etablere et wifi-hotspot, da ikke alle vil kunne få støtten. Region
Nordjylland foreslår alternativt, at kravet ændres til alle, som er støtteberettigede.
Dansk Erhverv finder begrænsningen fornuftig og nødvendig.
Formålet med loven er at give offentligheden lettere adgang til internettet via hurtigt
bredbånd. Der skal dog i den forbindelse tages højde for en nødvendig balance
mellem på den ene side offentlige institutioners mulighed for at stille gratis wifi-
hotspots til rådighed og på den anden side private udbyderes konkurrencesituation.
Gratis wifi-hotspots må ikke have en negativ effekt på det eksisterende marked, da
dette i sidste ende kan påvirke offentlighedens adgang til internettet.
Derfor indeholder lovforslaget ikke en generel adgang for offentlige institutioner til
at stille wifi gratis til rådighed, og da antallet af støtteberettigede offentlige
institutioner potentielt kunne være meget omfattende og vil kunne sidestilles med
en generel adgang til at stille wifi til rådighed, fastholdes forslagets afgrænsning.
Side 3/4
L 41 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra energi-, forsynings- og klimaministeren
1796753_0004.png
TDC foreslår, at det af lovforslaget fremgår, at offentlige institutioner alene må stille
gratis wifi til rådighed, så længe der ydes EU-støtte.
Det forventes, at EU-støtten ydes som en engangsydelse i forbindelse med
etableringen, og at Kommissionen
som en forudsætning for støtten
vil fastsætte
krav om, at den offentlige institution herefter stiller wifi til rådighed i en bestemt
periode. Det vil dog afhænge af den enkelte støtteordning. De efterfølgende
omkostninger til drift af wifi-hotspots skal de offentlige institutioner selv bære.
SEF
spørger, hvad der forstås ved ’støtte’ fra EU.
Det er et krav, at der opnås støtte fra EU til etableringen af hvert enkelt wifi-hotspot.
Det er ikke afgørende, om støtten vil dække omkostningerne til etableringen med
100 % eller alene med en mindre procentandel. Det vil afhænge af den enkelte
støtteordning.
5. Områder med dækning
Telia spørger, om lovforslaget indebærer, at offentlige institutioner kan opnå EU-
støtte til etablering af gratis wifi-hotspots i områder, der allerede er dækket med
højhastighedsbredbånd, idet det af WIFI4EU-forordningen fremgår, at "projekter,
der duplikerer allerede eksisterende private eller offentlige tilbud med lignende
egenskaber, herunder kvalitet, i samme område, er ikke omfattet.”
TDC foreslår, at det indsættes et yderligere krav i bestemmelsen om, at der ikke i
forvejen må være tilgængelige offentlige eller private trådløse bredbåndstjenester.
Det forventes, at det vil være en forudsætning for EU-støtten, at der ikke i forvejen
stilles gratis wifi eller lignende til rådighed i det pågældende område, hvor der
ønskes etableret et wifi-hotspot. Dette vil i givet fald blive vurderet af
Kommissionen i forbindelse med behandlingen af støtteansøgningen. Lovforslaget
tager derfor ikke stilling til dette. Hvis en ansøgning ikke lever op til kravene i f.eks.
WIFI4EU-ordningen, vil den offentlige institution ikke kunne opnå støtte og vil
dermed ikke kunne opfylde kravet i den foreslåede § 60 c, stk. 1, nr. 2.
6. Samme krav for offentlige institutioner og private udbydere
Telia bemærker, at det er vigtigt, at der for offentlige institutioner gælder samme
krav til f.eks. sikkerhed, logning og adgang til aflytning, som der gælder for private
teleselskabers infrastruktur.
Der vil som udgangspunkt gælde samme krav for offentlige institutioner og private
udbydere, idet den offentlige institution vil kunne blive omfattet af definitionen af en
udbyder i § 2, nr. 1, i teleloven. Det vil bero på en konkret vurdering. Der er tilføjet
et afsnit i lovbemærkningerne om dette.
Side 4/4