Det er så en forligskreds, som Enhedslisten ikke er med i, naturgasforligskredsen, som arbejder for et stærkt statsligt gasmonopolselskab, og som alle liberale kræfter åbenbart støtter.
Det kan være fornuftigt at have styr på sin overordnede infrastruktur; det er jeg sådan set helt enig i.
Enhedslisten har et par spørgsmål, som vi gerne vil have svar på, inden vi endeligt beslutter, om vi kan støtte lovforslaget.
Lovforslaget vedrører jo mest de økonomiske vilkår, hvis kommunalt ejede gasselskaber sælges.
Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, hvorfor staten skal tjene 20 pct.
på, at staten køber noget gasinfrastruktur, som har et kommunalt ejerskab.
Hvis det var et elselskab, ville statskassen tjene enten 40 eller 60 pct.
Det ligger åbenbart i aftalen, at Energinet.dk kan videresælge gasinfrastrukturen til andre, hvis forligskredsen er enig.
Jeg synes sådan set, at det er et meget væsentligt punkt, og jeg ville have det bedst med, hvis det var sådan, at der var en aftale, som klart definerede, at denne overordnede gasinfrastruktur i det statslige gasmonopolselskab ikke kunne videresælges til andre.
Det er jo de præmisser, der ligger for dele af det overordnede elnet.
Da netselskaberne solgte 150-kV-elnettet til Energinet.dk, skete det med en klausul om, at det ikke måtte videresælges.
Så sådan er vilkårene omkring elnettet.
Der har i processen været flere andelsejede energiselskaber, som gerne ville købe gasinfrastrukturen, så det er jo egentlig relevant at få afklaret via udvalgsbehandlingen, om det er en mulighed, som man betragter som værende udelukket, eller om det er en mulighed, der foreligger.
Der ligger jo også i nogle besvarelser af høringssvar, at man på et senere tidspunkt kunne forestille sig, at man organiserede dette på en anden måde.
Ja, der er så også nogle andelsejede energiselskaber, som har en forestilling om, at man kan have sådan nogle multiforsyningsselskaber, som kan have nogle synergier i at sælge flere produkter og dermed måske kunne drive det billigere end i et stærkt statsligt selskab.
Jeg kunne egentlig godt tænke mig via den her udvalgsbehandling klart at få defineret, om det her lovforslag har afsmittende effekt på, hvad der kunne komme til at gælde for vores varmeforsyningsselskaber, affaldssektoren og spildevandssektoren.
For det, der lå i den tidligere Venstreregerings forsyningsstrategi, var jo en beskrivelse af, at hvis en kommune solgte de forsyningsselskaber, de har, så kunne de få lov til at beholde 80 pct.
af indtægten som en kæmpe sukkerknald, der blev lagt ud lige foran dem.
Derfor vil det være rart at få klart at vide, om det her lovforslag udelukkende har konsekvenser for gassektoren og intet andet.
Så vi ser frem til at få afklaret de spørgsmål, før vi gør vores stilling op, om vi kan støtte denne centralisering af gassektoren i et statsligt selskab