Retsudvalget 2017-18
L 33 Bilag 6
Offentligt
1811032_0001.png
København den 1. november 2017
Danmarks Rejsebureau Forening og Forbrugerrådet Tænk har i forbindelse med 1. behandlingen af
L33 (Forslag til lov om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer), med en vis forundring læst
det supplerende høringssvar fra interesseorganisationerne Dansk Erhverv, Dansk Industri, HORESTA
samt Feriehusudlejernes Brancheforening omhandlende feriecentre.
Det fremgår af det supplerende høringssvar, at der foreligger en risiko for overimplementering af
direktivets bestemmelser såfremt feriecentre ikke indrømmes en eksplicit undtagelse fra lovens
bestemmelser, med den begrundelse, at feriecentre ikke er omfattet af gældende lovgivning.
Denne fortolkning af gældende lovgivning er dog efter Danmarks Rejsebureau Forening og
Forbrugerrådet Tænk overbevisning ikke korrekt.
Feriecentre er på lige fod med alle andre udbydere af rejseydelser allerede omfattet af nuværende
lovs bestemmelser omhandlende pakkerejser, såfremt de turistmæssige ydelser der foruden
indkvartering udbydes af feriecentret er af en sådan karakter, at de kan beskrives som værende
væsentlige for rejsen, enten økonomisk, tidsmæssigt eller formålsmæssigt.
Modsætningsvis vil feriecentre ikke være omfattet lovens bestemmelser såfremt de turistmæssige
ydelser som feriecentret måtte tilbyde, alene kan beskrives som accessoriske og dermed ikke opfylder
det førnævnte væsentlighedskriterie.
Danmarks Rejsebureau Forening og Forbrugerrådet Tænk kan derfor tilslutte sig Justitsministeriets
fortolkning af den nuværende samt fremtidige retsstilling, som beskrevet i den supplerende
høringsoversigt. Og vi er uforstående over for, hvordan den mest naturlige fortolkning af direktivets
dækningsområde skulle kunne opfattes som overimplementering, da vi må gå ud fra, at de øvrige
europæiske lande står over for en helt parallel problematik.
Hertil skal det desuden bemærkes, at såfremt der indføres eksplicitte undtagelser fra lovens
bestemmelser for feriecentre vil det medføre, at blandt andre de mange tusinde danske børnefamilier,
der årligt besøger feriecentre, ikke vil være omfattet af loven og dermed blive frataget den særlige
beskyttelse af rejsende som gældende ret indrømmer dem, alene af den grund, at de besøger
feriecentre i Danmark kontra ophold på feriecentre på en rejse til udlandet.
Vi vil desuden gøre opmærksom på, at en undtagelse af feriecentre desuden vil medføre en betydelig
konkurrenceforvridning, da rejsebureauer, der udlejer feriehuse uden for feriecentrene, men stadig
sælger entre til feriecentrenes turistmæssige ydelser vil være fuldt ud omfattede af lovens
bestemmelser, såfremt de turistmæssige ydelser udgør en væsentlig del af rejsen.
Lars Thykier
Direktør
Danmarks Rejsebureau Forening
Vagn Jelsøe
Vicedirektør
Forbrugerrådet Tænk