Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af lovforslag nr. L 241:

Forslag til finanslov for finansåret 2019.

Af finansministeren (Kristian Jensen).

(Fremsættelse 30.08.2018).

Forhandlingerne er åbnet, og den første ordfører, der får ordet, er hr. Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Sidste år stod jeg på talerstolen på vegne af Socialdemokratiet og opfordrede regeringen til at komme ud i virkeligheden. Nu står vi her igen, og i år står der »Større tryghed og mere nærhed« på forsiden af regeringens finanslovsforslag. Det lyder næsten, som om finansministeren faktisk har været en tur ude i virkeligheden. Men man bliver skuffet, når man så slår op i finanslovsforslaget, for regeringen fortsætter de sidste 3 års sparekurs på kernevelfærden. Det ændrer en enkelt finanslov i et valgår, hvor man leger julemand, ikke på.

Jeg tror, danskerne oplever, at vores velfærdssamfund er under pres i de her år. Det er konsekvensen af, at regeringen 3 år i træk har skåret ned på velfærden. Mens der bliver flere børn og flere ældre, sparer regeringen, så der er færre offentligt ansatte til at tage sig af dem. Det er virkeligheden.

For nylig så jeg en pudseløjerlig film med Christopher Walken og Michael Pitt. De har en fed fidus kørende for sig. Det napper simpelt hen folks hunde, og så venter de på, at ejeren sætter løbesedler op og udlover en flot dusør. Så afleverer de hunden, får pengene, og så udgiver de sig ellers for at være de helt store helte. Det kan godt minde lidt om det, vi er i gang med her, ikke? Men jeg tror hurtigt, at danskerne gennemskuer det fupnummer, som regeringen forsøger sig med. For selv om man deler gaver ud i et enkelt valgår og bruger penge på gourmetrestauranter og e-sport, der jo kan være fine initiativer i sig selv, så kan det altså mærkes, når kernen i vores velfærdssamfund – skoler, sygehuse, ældrepleje – svækkes. Sandheden er, at velfærden er blevet udhulet med statsministeren ved roret, og den kurs vil regeringen fortsætte efter valgåret. Omsat til virkelighed har det betydet, at ansatte i ældreplejen og sundhedsvæsenet må løbe hurtigere for at passe deres arbejde, og de skal løbe endnu hurtigere i fremtiden.

I sidste uge havde jeg fornøjelsen af at møde Martin. Martin er sosu-assistent ved Center for korttidspladser i Sønderborg Kommune. Det er der, ældre borgere kommer på vurderingsophold eller rehabiliteringsophold, når de bliver udskrevet fra sygehuset, men endnu ikke er klar til at klare sig i eget hjem. Her befinder borgeren sig så i en periode – det kan være en uge, det kan være op til flere måneder. Men i modsætning til på sygehuset, er det ikke uden omkostning, for i Sønderborg skal man betale 123 kr. om dagen for opholdet. Martin forklarede mig, at det betyder, at mange bekymrer sig, for det kan være svært at få det til at hænge sammen, når en enlig pensionist skal af med 861 kr. om ugen for at være syg. Det sker, at borgerne siger til Martin: Jeg er nødt til at tage hjem. Det er ikke, fordi de er raske, men simpelt hen fordi de ikke længere har råd. Det er ikke trygt, og det skal vi rette op på. Det skal ikke koste patienter penge at blive raske i det danske sundhedsvæsen. For Socialdemokratiet er fri og lige adgang til sundhed en grundsten i vores velfærdssamfund. Socialdemokratiet vil derfor gøre op med den uretfærdige brugerbetaling, der er på akutpladser for ældre medborgere. Og det er større tryghed og nærhed.

Socialdemokratiet har fremlagt en 2025-plan for dansk økonomi. Det er vores rettesnor for, hvordan vi understøtter og udvikler det helt unikke danske velfærdssamfund. I Socialdemokratiet holder vi os til vores planer, regeringen derimod skifter jo planer ud, som vinden blæser. Vores 2025-plan afspejles i vores finanslovsprioriteringer for 2019. Vi vil investere i kernen af den danske model, i velfærd for alle.

Det er 10 år siden, den største økonomiske krise i nyere tid ramte. Heldigvis har politisk rettidig omhu sikret os, at vi er kommet ud på den anden side, og at vi endda i dag befinder os i en højkonjunktur, hvor vi endelig har lukket det hul i beskæftigelsen, der opstod som følge af finanskrisen. Det er godt. Men det betyder også, at der nu er luft i økonomien til at træffe et valg om, om vi skal understøtte og udvikle det fundament, som vores velfærdssamfund er bygget på, så alle kan gå trygt ind i alderdommen med vished om, at der er tid til omsorg og pleje i vores sidste år, eller om den nuværende regerings sparekurs skal fortsætte. Det valg handler faktisk ikke bare om det kommende valgår, men det handler også om årene efter 2019, der, hvor danskerne har sat deres kryds, men hvor der fortsat vil være brug for, at vi prioriterer velfærden. Det er grundlæggende et valg om, hvordan man vil prioritere det økonomiske råderum, der er skabt.

I Socialdemokratiet har vi ingen slinger i valsen. Vi skal skabe tryghed om velfærden. Det er ikke bare tomme valgløfter og slogans, som bliver opsat i store annoncer, og som ikke holder, når de skal omsættes til de barberede budgetter. Siden den nuværende regering er kommet til i 2015, er der allerede blevet 5.000 færre ansatte i den offentlige sektor. Det er dybt bekymrende, og det sætter sine spor. I Jammerbugt Kommune er det hver tiende medarbejder, der er forsvundet, i Lolland Kommune næsten hver femte. Vi har set besparelser på velfærden de sidste 3 år, og regeringens egne planer viser med al ønskelig tydelighed, at det er en stil, man vil fortsætte fremadrettet. Det kan et enkelt års valggaver ikke ændre på, for når valgåret er overstået, planlægger regeringen fortsat at spare på vores velfærdssamfund. Det vil desværre også afspejle sig i antallet af plejepersonale på ældreområdet, sygeplejersker på sygehusene og pædagoger i børnehaven.

Når alt kommer til alt, handler velfærd jo i høj grad om, at der er nok personale til at sikre den værdige alderdom og tryghed for vores børn. Spørger man i Finansministeriet, regner de jo som altid gerne, og de har regnet sig frem til, at der med den nuværende regerings planer i perioden fra 2020 til 2025 vil blive 10.000 færre offentligt ansatte. Uanset hvordan man vender og drejer det, kan gode intentioner om afbureaukratisering altså ikke dække over så massive nedskæringer.

Som det fremgår af det finanslovsoplæg, som vi i Socialdemokratiet præsenterede her til morgen, har vi fire hovedprioriteter for finansloven for 2019: Vi skal sikre tryghed om velfærden, vi skal investere i danske arbejdspladser og et grønt og bæredygtigt Danmark, og vi skal sikre større retfærdighed i vores skattesystem.

Socialdemokratiets hovedprioritet er for det første at sikre et stærkere velfærdssamfund med en bedre omsorg og værdighed i vores ældrepleje, så der er tryghed for, at vores ældre får en værdig alderdom, og hvor vi genskaber nærheden. I takt med at der bliver flere ældre, er der ikke blevet afsat tilsvarende midler i ældreplejen. Når kun en ud af fire danskere har tillid til, at de kan forvente en værdig ældrepleje, så skal vi sætte ind. Der skal være tid og medarbejdere nok til at sikre nærvær. Derfor vil vi prioritere et markant løft af ældreplejen i 2019, og vi skal have et opgør med brugerbetalingen for ældre patienter, der er blevet udskrevet, men som stadig har brug for pleje. Vi vil afsætte 100 mio. kr. allerede på finansloven for 2019. Vi skal genskabe nærheden i vores velfærdssamfund, der med kommunalreformen er blevet centraliseret for meget og for hurtigt. Alle danskere skal opleve at kunne komme hurtigt til et hospital, og at politiet er til stede lokalt. Derfor foreslår Socialdemokratiet i de kommende forhandlinger, at nærhospitaler prioriteres, og at der oprettes 20 nye nærpolitienheder.

Dernæst skal et bæredygtigt og grønt Danmark prioriteres langt højere. Det er vores vision, at Danmark skal være fri af fossile brændsler allerede i 2045. Vi skal prioritere forskning i grøn teknologi – det er gennem forskning, at vi skal finde frem til morgendagens energikilder. Men vi skal også være ambitiøse og gå forrest her og nu. Det gælder både i forhold til ren luft og rent drikkevand, men også grønne transportmidler kollektivt og privat. Socialdemokratiet insisterer på, at Togfonden DK, som et bredt flertal uden om regeringen er enige om, indgår i finansloven for 2019.

For det tredje vil vi investere i danske arbejdspladser. Der kommer flere danske hænder til rådighed på arbejdsmarkedet de kommende år. Det er godt, for virksomhederne efterspørger arbejdskraft, og derfor er det helt afgørende, at danskerne har de rette kompetencer til at tage fremtidens job. Svaret på den stigende efterspørgsel er ikke at importere arbejdskraft fra Asien og Afrika, men at uddanne og efteruddanne danskerne. Vi skal leve af viden og uddannelse i fremtiden, og derfor vil vi droppe regeringens årlige nedskæringer på uddannelserne, der går hårdt ud over kvaliteten.

Som en fjerde prioritet ønsker vi, at finansloven for 2019 får gjort op med den uretfærdige arvebeskatning, og at genoprette tilliden til SKAT, med andre ord sådan at almindelige danskere, der går på arbejde hver dag, ikke beskattes, når de arver, mens store arveformuer beskattes lidt mere.

Socialdemokratiet har fremlagt et fuldt finansieret finanslovsoplæg med klare hovedprioriteter for finansloven for 2019. Socialdemokratiet prioriterer nemlig inden for det samme råderum som regeringen, men vi prioriterer modsat regeringen tryghed om velfærd. Ud over de tilgængelige reserver foreslår Socialdemokratiet desuden en omlægning af arveafgiften og en normalisering af tilskuddet til privatskoler, der tilsammen giver en indtægt på 1,3 mia. kr. Vi ønsker brede politiske forhandlinger om reelle løsninger til gavn for danskerne. Der skal være tryghed om Danmarks budget, og derfor vil jeg også opfordre finansministeren til at indkalde til brede forhandlinger i stedet for at fortsætte det smalle samarbejde. Socialdemokratiet er klar til at gå konstruktivt til forhandlingsbordet.

Tak for det. Så er der nogle ordførere, der har bedt om ordet. Hr. René Christensen, værsgo.

Tak for det, formand, og tak for talen til ordføreren. Der var jo meget af det, som var ret interessant. Jeg vil gå ned i noget af det, som man måske ikke kom så meget ind på i ordførertalen. Ordføreren talte en del om det her med en værdig ældrepleje, og der må jeg bare sige, at vi fra Dansk Folkepartis side selvfølgelig hilser det velkommen, for jo flere, der siger det, jo mere får vi sikkert også i gang. Vi er jo rigtig glade for, at vi har en værdighedsmilliard, som arbejder derude.

Men en ting, som ordføreren ikke kom ind på, er de rørige ældre, dem, som er gået på pension og er derhjemme, og deres rådighedsbeløb. Der vil jeg egentlig gerne spørge, hvor Socialdemokratiet står i forhold til det. Det er jo sådan, at når man ser over tid, har satspuljen jo udhulet den købekraft, som danske folkepensionister har, ret markant, og det vil jo fortsætte, hvis man ikke gør noget ved det. Der vil jeg da egentlig gerne spørge ordføreren, om Socialdemokratiet er klar til at se på, hvordan man kan få stoppet den udhuling, der i dag sker helt automatisk. Fra 2019 vil man udhule købekraften yderligere for en enlig med 516 kr. om året, og det vil jo så fortsætte med 516 kr. yderligere også i 2020.

Værsgo, hr. Benny Engelbrecht.

Der er mange udfordringer på pensionsområdet. Til trods for at regeringen sammen med bl.a. Dansk Folkeparti har lavet tilpasninger og justeringer på pensionsområdet, har vi jo faktisk heller ikke fået løst hele udfordringen omkring restgruppeproblematikker og forskelligt andet. Der er faktisk relativt meget, som taler for, at man bør kigge på hele pensionsområdet i et bredt perspektiv.

Dansk Folkepartis forslag er jo også blevet regnet igennem og har en meget, meget lille virkning, så i den sammenhæng må man sige, at det, der nok i højere grad skal til, er, at man kigger på pensionsområdet i et større perspektiv med de udfordringer, som den nuværende regering ikke fik løst, bl.a. fordi man jo nedlagde den udmærkede pensionskommission, som SR-regeringen havde nedsat. Men det lille beløb, som det i givet fald ville give med Dansk Folkepartis forslag, er jo ikke det, som kommer til at gøre den store forskel. Og så er vores hovedprioritet altså at sikre, at der er en ordentlig og værdig ældrepleje, og der tror jeg faktisk ikke at vi er uenige med Dansk Folkeparti. Spørgsmålet er så, om vi vil prioritere på samme måde.

Værsgo, hr. René Christensen.

Det var jo egentlig et ret interessant svar, at Socialdemokratiet bare siger, at man vil fortsætte med at udhule pensionernes købekraft, for det er jo det, man reelt gør. Man kan sige, at hvis vi nu er inde i et opsving – og det kan man forvente at vi er – så varer det måske i 10 år. Hvis vi fortsætter med den udhuling af satspuljen, vil det så være omkring næsten 6.000 kr., man yderligere har udhulet folkepensionens købekraft med. Det er i hvert fald ret interessant. Det synes vi er et højt beløb. 6.000 kr.s yderligere udhuling af købekraften for en folkepensionist synes vi er meget.

En anden ting, som ordføreren kom ind på, er det her med, at der har indsneget sig brugerbetaling i sundhedsvæsenet. Jeg vil gerne sige fra Dansk Folkepartis side, at vi er fuldstændig enig med ordføreren om, at det bliver vi nødt til at stoppe. Men spørgsmålet er så, hvordan vi stopper det. Er Socialdemokratiet klar til at kigge på, hvordan vi har organiseret vores sundhedsvæsen, altså med at vi har tre led? Vi har jo staten, vi har regionerne, og vi har kommunerne. Det er tre led. Skulle vi have færre led?

Værsgo.

Det er jo ret ejendommeligt – for jeg kan godt høre, hvor hr. René Christensen vil hen med det her – at man altså insinuerer, at hvis man fjerner det led, der i dag ikke har brugerbetaling, så skulle det være en fordel, altså hvis man nedlægger regionerne. Det tror jeg sådan set ikke er særlig hensigtsmæssigt. Tværtimod tror jeg, at det er en utrolig god idé at gøre indsatsen der, hvor det er nødvendigt.

Det er klart, at hvis man skal fjerne brugerbetalingen på akutpladserne, så er der også nødt til at følge penge med, for ellers risikerer vi jo ganske enkelt, at der bliver færre akutpladser. Og der er virkelig et behov for, at der, når man bliver udskrevet meget tidligt fra hospital og sundhedsvæsen, så også er et sted, hvor man får en ordentlig pleje af et dygtigt og kompetent personale.

Tak for det. Så er det hr. Jacob Jensen, Venstre. Værsgo.

Jamen jeg skal starte med at undskylde, at vi kom med et latterudbrud, da ordføreren sagde, at man i Socialdemokratiet holder sig til sine planer. Betalingsringen, 12 minutter – hvad blev der af det? Det var, da man sidste gang var i opposition. Nu kommer man så med nogle nye planer, og vi må se, hvordan det går med dem.

Nej, jeg vil notere mig, at man her i ly af natten er kommet med en brochure – og det er vel i ly af natten, for jeg har hvert fald ikke set den før her til morgen, hvor det stod på Ritzau. Og det er vel også det, der er formålet, nemlig at man ligesom skal have lukket en flanke, så man ikke kan blive beskyldt for ikke at komme med noget. Men nu kommer man så med en brochure med nogle løse overskrifter, men dog en overskrift, der lyder: »Gør gode tider bedre ... «.

Det fører mig så til mit spørgsmål, nemlig om hr. Benny Engelbrecht så ikke også dermed anerkender – det tager jeg i hvert fald som en anerkendelse, men jeg vil bare høre, om det er en bekræftelse af en anerkendelse – at vi har gode tider i Danmark.

Hvorfor har vi gode tider? Skyldes det ikke, at vi igennem mange år har gjort en massiv indsats for netop vores fælles velfærd, har tilført ressourcer, lavet strukturændringer og fået øget produktiviteten og i det hele taget skabt gode tider? Og i al beskedenhed har Venstre siddet i spidsen for regeringen i 13 ud af de sidste 17 år, så jeg opfatter det, som Socialdemokratiet kommer med her til morgen, som en klar anerkendelse af, at vi i Venstre har skabt en situation i Danmark, hvor vi har gode tider.

Så er jeg enig i, at de skal gøres bedre.

Tak. Værsgo.

Jeg var i debat med hr. Jacob Jensen i radioen i morges, og jeg havde egentlig troet, at hr. Jacob Jensen ville have været i studiet. Derfor havde jeg faktisk taget vores finanslovsudspil med til hr. Jacob Jensen, og på forsiden af det står der ganske rigtigt: »Gør gode tider bedre – for alle«. Og der har vi jo så forskellen mellem Venstre og Socialdemokratiet, for vi ønsker at få alle med og ikke kun dem, der har mest i forvejen.

Nu gør hr. Jacob Jensen sig munter over planer. Det er fuldstændig rigtigt, at vi fremlagde en 2025-plan i 2016. I 2016 fremlagde Venstre jo en helhedsplan, hvor alt som bekendt skulle laves om. Den holdt i et halvt år. Så fremlagde den efterfølgende VLAK-regering sin 2025-plan i 2017 om højere pensionsalder, lavere topskat, nedskæringer på velfærd og massive arbejdsudbudsreformer. Den holdt også kun i et halvt år. Så kom VLAK-regeringen jo så med en modereret plan her i efteråret 2017, hvor man bl.a. skal lave justeringer på overførselsområdet og forskelligt andet, skabe et arbejdsudbud, som jeg kan forstå, på 55-60.000. Jeg kan se, at den gode udenrigsminister ikke er til stede, men jeg kan i hvert fald forstå, at selv udenrigsministeren sådan set ikke tror på de økonomiske planer.

Så det er bare lige for at sige: Måske skal man ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus.

Tak. Hr. Jacob Jensen.

Nu var det ikke mig, der sagde: Vi laver planer, og de holder – men det synes jeg sådan set vi gør – det var ordføreren. Men det var ikke, for at vi skulle bruge tiden på at kaste med mudder her, det synes jeg egentlig trods alt at det her er for væsentligt til.

Men jeg vil bare notere mig, at man netop anerkender – det er hvert fald sådan, jeg opfatter det – at der under vores regeringer er blevet tilført yderligere midler. Er det ikke korrekt? Kan ordføreren ikke bekræfte, at der er blevet tilført yderligere midler til den fælles velfærd, og at det dermed også er en del af grunden til, at vi har en god velfærd i dag?

Der er klart ting, der skal forbedres, og det er også derfor, vi har fremlagt et finanslovsforslag, hvor vi netop prioriterer nogle af de her områder: sundhed, psykiatri og andet. Men vi må dog trods alt kunne blive enige om, at der igennem de sidste mange år er tilført midler, at der er lavet strukturændringer, og at det i det hele taget har gjort, at vi netop i dag kan sige, at vi har gode tider, og at de kan blive gjort bedre.

Tak. Hr. Benny Engelbrecht.

Først og fremmest vil jeg bekræfte over for hr. Jacob Jensen, at Venstre har fremlagt planer, som ikke holder, adskillige gange. Det er fuldstændig korrekt.

Dernæst er der spørgsmålet om, om man bruger lidt mere på velfærden i dette års finanslovsforslag. Ja, det gør man, efter i øvrigt at have udhulet velfærden i de forgangne 3 år. Som Jyllands-Posten kunne skrive i sidste uge, har man underfinansieret velfærden med 4,4 mia. kr., fra den nuværende statsminister tiltrådte i 2015 og frem til nu. Og kigger man i de økonomiske planer, de økonomiske fremskrivninger frem til år 2025, vil man altså også se en udhuling i årene frem til år 2025 med 10.000 færre offentligt ansatte. Er det en god kurs for velfærdssamfundet i Danmark? Næ, det er det ikke.

Tak for det. Så er det hr. Jacob Jensen som ordfører. Nej, det er det ikke. Vi skal lige finde ud af de her papirer. Der er faktisk en hel del, der har tænkt sig at stille spørgsmål til den socialdemokratiske ordfører.

Det er først hr. Rune Lund. Værsgo.

Tak for det. Nu er det jo sådan, at Socialdemokratiet i den her valgperiode endelig er endt med at sige, at de vil løfte velfærden med det, der svarer til det demografiske træk; altså det tal, der gør, at velfærden lige akkurat kan holde skindet på næsen, i takt med at der i de kommende år kommer flere ældre og flere børn. Men hvis vi skal sikre, at velfærden ikke bare holder skindet på næsen, i takt med at der kommer flere ældre og flere børn, men at velfærden udvikler sig i takt med den generelle velstandsstigning i samfundet, og hvis den offentlige velfærd ikke bare skal stå stille og blive relativt mindre, mens det private forbrug vokser og den private sektor vokser, skal vi sådan set bruge mange flere penge på velfærd for også at udvikle den. Så skal vi op på at bruge penge svarende til det udvidede demografiske træk, som ligger på cirka det dobbelte af det demografiske træk.

Når man læser Socialdemokratiets forslag til finanslov, er det så virkelig ambitionen på velfærdsområdet, at velfærden kun lige akkurat skal holde skindet på næsen i de kommende år frem for rent faktisk at vokse i takt med velstandsstigningen i samfundet, i takt med nye behandlingsformer og i takt med mange andre ting, som kommer til i fremtiden?

Værsgo.

Det er fuldstændig korrekt, at Socialdemokratiets prioritering er, at vi som minimum skal kunne holde hånden under velfærden. Det vil sige, at vi mindst skal kunne leve op til det demografiske træk målt over årene. Det er ikke det samme, som at vi ikke vil være i stand til at investere yderligere, når der er behov for det, og når der er råderum til det.

Jeg synes især, vi skal holde fast i det sidste, for hvis der er noget, vi har lært af de forgangne 3 år med Venstre som regeringsbærende parti, er det, at man har brugt en del af det råderum, der ligger i årene ud i fremtiden. Det er et råderum, der er skabt gennem forskellige reformer, som i øvrigt meget ofte er blevet behæftet med garantier om, at det råderum, der måtte blive skabt, skulle gå til velfærd. Det må jo være en diskussion mellem regeringspartierne og i sidste ende borgerne om, hvorvidt man kan stå på mål for det. Men sandheden er i hvert fald, at råderummet i nogle af de efterfølgende år er relativt presset.

Derfor er det som sagt vores ambition som minimum at leve op til det demografiske træk. Men det skal selvfølgelig ikke afholde os fra i givet fald at investere mere, for det er jo ikke sikkert, at der er et råderum til det. Det bliver vi også bare nødt til at være ærlige om.

Værsgo til hr. Rune Lund.

Men et råderum er jo også noget, man kan skaffe sig ved at lave ændringer i f.eks. skattepolitikken eller ved at lave andre ændringer. Man kan rulle nogle af de skatterabatter, der er blevet givet til milliardærarvinger, tilbage. Det har Socialdemokratiet selv foreslået. Der er også andre forslag, som man kunne bringe på banen for at skaffe et større råderum. Vi har også set, at de økonomiske vismænd skriver i deres rapport, som vi fik lige før sommerferien, at der faktisk er et råderum til at finansiere det udvidede demografiske træk på 1,2 pct. vækst i den offentlige sektor, hvis man bare vil det.

Derfor er mit spørgsmål omkring velfærd. Ordføreren nævnte Martin i sin tale, men hvis Martin skal have så tilpas mange kollegaer, at Martin kan give et tilbud til de borgere, der kommer hos Martin, skal vi jo have en vækst i den offentlige velfærd, som svarer til væksten i samfundet generelt, så hvorfor er det ikke det, der som minimum er udgangspunktet for Socialdemokratiet, når man vil prioritere velfærden?

Værsgo.

Martin og hans kollegaer er bestemt pressede. Det må man sige. Men de er jo ikke mindst pressede af, at der inden for de sidste år, nemlig fra 2015, da vi sidst havde valg i Danmark, er blevet 93.000 flere danskere over 70 år. Det er jo positivt, at folk bliver ældre. Det modsatte ville være temmelig deprimerende. Men det, at der bliver så mange flere ældre, betyder så også, at der er en langt større efterspørgsel, og der er pengene ikke fulgt med. Havde man haft den kurs, som Socialdemokratiet lagde op til, havde der været de hænder, der er brug for. Så det er rigtigt, at der er udfordringer i ældreplejen, fordi man har underfinansieret den. Det er så det, de i Jyllands-Posten sidste uge kunne gøre op til at være 4,4 mia. kr.

Er det så sådan, at vi bare med et par greb kan finde en masse nye penge? Nej, det er ikke helt så enkelt, for i modsætning til Enhedslisten er Socialdemokratiet også et økonomisk ansvarligt parti. Vi har bl.a. i vores finanslovsforslag anvist, hvordan vi vil udvide finansieringen, og det er bl.a. ved, som hr. Rune Lund rigtigt sagde, at ændre på arvebeskatningen for de mest velstillede arvinger.

Tak. Hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance.

Tak for det, formand. Jeg har sådan set bare et meget simpelt spørgsmål: Mener Socialdemokratiet, at finanspolitikken skal tilrettelægges efter det demografiske træk? Det vil i hvert fald være en ny måde at føre finanspolitik på i Danmark og også en ny måde, i forhold til hvordan Socialdemokratiet førte finanspolitik under Helle Thorning-Schmidt.

Så vil jeg også spørge: Er det ikke korrekt – altså bare et simpelt faktum – at hvis der bliver brugt lige så mange penge, som Socialdemokratiet lægger op til, næste år, så vil det strukturelle underskud blive større? Man vil være med til at sætte yderligere fut under kedlerne i dansk økonomi og øge kapacitetsproblemerne i dansk økonomi. Og er det særlig fornuftigt?

Altså, har Socialdemokratiet intet lært af 00'erne, hvor de også bad om, at der skulle bruges flere og flere penge? I dag er der bred enighed om, at det, at det offentlige forbrug blev alt for højt op gennem 00'erne – og Socialdemokratiet ønskede et endnu højere offentligt forbrug – var med til at overophede dansk økonomi, og det var der en kæmpestor pris at betale for på et tidspunkt.

Værsgo, hr. Benny Engelbrecht.

Hvis hr. Joachim B. Olsen skriver under på det forslag til finanslov, som Socialdemokratiet har fremsat, så kommer der ikke til at blive brugt en bøjet femøre mere i forhold til gældsætning. Vi bruger nøjagtig de reserver, som regeringen har afsat, og derudover øgede indtægter for 1,3 mia. kr. Der kommer ikke til at være nogen som helst øget gældsætning af Danmark på baggrund af det.

Hr. Joachim B. Olsen.

Hvis det offentlige forbrug næste år stiger mere end det, regeringen lægger op til, så vil det øge aktiviteten i dansk økonomi, og det vil være med til at skubbe på de tendenser, vi ser lige nu, med mangel på arbejdskraft. Det kan ikke være et udtryk for en ansvarlig finanspolitik at gøre det, og så har man ikke lært så meget af 00'erne, som man burde have lært. Der bliver talt om, at vismænd og andre anbefaler, at der bliver ført en stram finanspolitik i den konjunktursituation, vi er i nu, og det er ikke det, som Socialdemokratiet lægger op til.

Værsgo.

Det, hr. Joachim B. Olsen spurgte mig om, var, om man ville øge gældsætningen, og det kommer man ikke til at gøre på baggrund af det. Jeg svarer på det, hr. Joachim B. Olsen spørger mig om, og når hr. Joachim B. Olsen antager, at det vil øge gældsætningen, så tillader jeg mig at svare, at det ikke passer. Det bliver jeg jo nødt til at svare på.

Så er det fru Josephine Fock, Alternativet. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg vil jo spørge ind til det grønne og til klimaet. Sådan som jeg læser udspillet, som I er kommet med her i morges, er Socialdemokratiet ikke blevet mere proaktive i forhold til det grønne og i forhold til vedvarende energi i 2030. Der er stadig væk et mål om 55 pct.s vedvarende energi i 2030. Kan Socialdemokratiet ikke blive en anelse mere ambitiøse i forhold til det grønne og klimaet?

Værsgo, hr. Benny Engelbrecht.

Jeg kan huske, at vi, da vi fremlagde vores grønne udspil i foråret, faktisk fik relativt mange roser også fra Alternativet, og det sætter vi meget pris på. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at jo mere vi samarbejder om det grønne område, jo større sandsynlighed er der også for, at vi kan få gennemført en politik. Jeg synes faktisk, det var en rigtig positiv oplevelse, da alle partier i Folketinget lige før sommeren – det var i øvrigt en meget varm sommer – blev enige om at lave et bredt energiforlig, hvor vi fik presset den nuværende regering til at etablere tre havvindmølleparker i stedet for én havvindmøllepark. Det var i øvrigt også med deltagelse af Alternativet, og det vil jeg gerne sige tak for. Så vi vil meget gerne være ambitiøse, og vi har også fremlagt en ambitiøs grøn politik. Men det er også klart, at der her er noget, hvor jeg først og fremmest ser at vi bliver nødt til at arbejde sammen. Det, der er vigtigt, er resultater og ikke paroler.

Tak. Fru Josephine Fock.

Tak for det. Det, som vi rigtig gerne kunne tænke os at Socialdemokratiet også var med til, var i virkeligheden at stoppe udvindingen af olie i Nordsøen fuldstændig, og der skiller vandene jo i hvert fald mellem Socialdemokratiet og Alternativet. Kan ordføreren uddybe, hvor lang tid man forestiller sig at man skal blive ved med at udvinde olie i Nordsøen?

Værsgo, hr. Benny Engelbrecht.

Danmark skal være fri af fossile brændsler i 2045. Det er vores ambition. Energipolitik i bred forstand er jo også sikkerhedspolitik, og det vil sige, at det er meget vigtigt, at vi tænker sikkerhed ind, også når det handler om den grønne omstilling og vedvarende energikilder. Det understreges vel af, at hvor Danmark i rigtig, rigtig mange år har været selvforsynende med olie og gas, er vi faktisk nu i den ret ejendommelige situation, at vi er nødt til at importere fossile brændsler fra udlandet. Det peger jo selvfølgelig også på, at vi er nødt til at lave en grøn omstilling. Det tror jeg at alle partier er indstillet på.

Men det vidner også om, at vi skal være meget påpasselige og opmærksomme på, at vi ikke bliver afhængige af regimer ude i verden, som vi ikke har lyst til at være afhængige af. Og rækkefølgen er jo enkel: Vi skal starte med at afskaffe det værste, kullet, så skal vi tage olien og til sidst gassen, og dermed skal vi i sidste ende nå den ambition, som vi har i 2025, og som regeringen har i 2050, altså at vi skal være helt uafhængige af fossile brændsler.

Tak. Hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Tak for talen. Der blev talt om skolen, men jeg tror ikke, der blev talt om uddannelser, om erhvervsskolerne, gymnasierne, universiteterne, professionshøjskolerne, og derfor har jeg egentlig et enkelt spørgsmål til at starte med til hr. Benny Engelbrecht, nemlig om Socialdemokraterne stadig væk vil afskaffe grønthøsteren på uddannelsesområdet. Og når jeg spørger, er det, fordi der står, når man læser jeres hjemmeside, at man vil stoppe de to procents besparelse, som regeringen og Dansk Folkeparti har bedrevet hvert eneste år på vores uddannelser. Men så har man været ude med nogle meldinger, hvori det hedder, at man vil fortsætte med at stille krav om to procents effektivisering og så føre pengene rundt på uddannelsesområdet, sådan at man, om jeg så må sige, fodrer hunden med dens egen hale.

Derfor tænker jeg bare, at det kunne være rart at få helt klar besked: Vil socialdemokraterne – jeg har spurgt hvert eneste år, og derfor glæder jeg mig sådan til at få det positive svar i år – afskaffe de to procents besparelse på uddannelsesområdet, når man forhåbentlig kommer til magten sammen med alle os andre?

Værsgo.

Først og fremmest er jeg glad for, at hr. Martin Lidegaard på den måde klart signalerer, at en socialdemokratisk regering efter næste valg også får Radikales opbakning. Det sætter jeg stor pris på, og jeg vil se meget frem til, at vi kan samarbejde om at afskaffe omprioriteringsbidraget.

Jeg gætter på, at hr. Martin Lidegaard ligesom jeg har brugt lidt tid i går aftes på at sidde og forberede dagens debat og dermed måske har overset, at vi ret klart og tydeligt lige præcis sagde det i går, altså at en del af vores finanslovsforslag nu er, at der ikke skal bruges grønthøstermetode på alle uddannelser, og det står vi selvfølgelig fuldt og helt ved.

Hr. Martin Lidegaard.

Det var rart at høre, at der ikke er nogen som helst slinger i valsen der. Så kan jeg sige, men det tror jeg er en gammel nyhed for de fleste, at vi giver Mette Frederiksen chancen som kongelig undersøger, dronningelig undersøger, hvis oppositionen vinder valget, og så må vi jo se, om vi kan blive enige med Socialdemokraterne om, hvilken politik der skal føres. Det skal så være i en anden retning. Men uddannelse er et vigtigt element her.

Et andet vigtigt element er jo så miljøet og klimaet. Vi har jo lavet et energiforlig, der går langt, og nu er det så landbrug og transport, som det handler om. Og der kunne jeg godt tænke mig at spørge, om socialdemokraterne der vil være med til at løfte den grønne barre lige så højt, som vi har gjort på energiområdet, for det kræver jo en slags grøn revolution, kan man sige, både i vores landbrugssektor og i transportsektoren. Og hvis det er noget, der skal ske inden for få årtier, skal vi jo i gang nu, og det kræver altså, at vi også kommer ud af starthullerne på de to områder, hvor man vel kan tillade sig at sige, at Socialdemokraterne har været en lille smule mere langsomme end på energiområdet, i hvert fald i de senere år.

Værsgo.

Jeg har sat stor pris på det forhandlingsforløb, vi havde lige før sommeren, omkring energi, hvor hr. Martin Lidegaard og jeg og mange andre dygtige folk sad med omkring forhandlingsbordet. Som jeg forstår det, er det regeringens ambition at indkalde til klimaforhandlinger allerede i det her efterår, og der synes jeg jo, at det er en oplagt opgave for de samme partier, som gik hele vejen på energiområdet, også at gøre det på klimaområdet.

Hvis jeg skal fremhæve noget af det, som vi især har fokus på, så er det jo, som hr. Martin Lidegaard også nævner, transporten, hvor vi har en ambition om, at Danmark skal kunne nå et mål om at have 500.000 grønne biler i år 2030. Det er helt afgørende, at vi når den milepæl, hvis vi også skal i mål med en begrænsning af udledningerne fra især transportsektoren. Også der ser jeg frem til at arbejde sammen med hr. Martin Lidegaard resten af året.

Tak for det. Hr. Anders Johansson, Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak for en god tale og en god plan, eller hvad man nu skal kalde det, i hvert fald en brochure for, hvad I vil frem til år 2025. Ordføreren siger, at man har finansieret det hele punkt for punkt, og at man vil bruge hele råderummet til at øge velfærden. Så man vil øge arveafgiften, og så skal friskoler og privatskoler betale.

Derudover er der også et forslag om, at man vil sætte 500.000 elbiler på markedet i 2030. Det anslås at koste omkring 25 mia. kr. yderligere i mindre provenu, og så mangler der altså, i hvert fald for mig at se, en ret stor del af finansieringen til det her forslag, hvis man samtidig skal i mål med den ambition. Kan ordføreren redegøre for, hvor de sidste penge skal komme fra?

Værsgo.

Først og fremmest vil jeg godt have lov til – fordi det er første gang, hr. Anders Johansson optræder som finansordfører i en finanslovsdebat – at byde ordføreren velkommen. Det er en fornøjelse at have nye på holdet, nye kolleger.

Jeg er ganske overbevist om, at også Det Konservative Folkeparti går meget op i at sikre en grøn omstilling af transporten. Det kunne jeg hvert fald bemærke, da partiet politiske ordfører, fru Mette Abildgaard, optrådte i TV Avisen i sommer, i et indslag, som jeg i øvrigt også selv medvirkede i. Og det er jo sådan, at hvis man vil fremme de grønne biler – og det handler ikke kun om elbiler; når vi taler grønne biler, taler vi i det bredest tænkelige perspektiv, altså dels elbiler, dels pluginhybridbiler, dels brintbiler, og hvad der ellers måtte komme af teknologier, som vi ikke kender til nu – så handler det lige så meget om, at der også er de strukturer, der skal til, for at kunne sikre den her omstilling.

Men det er klart nok, at det naturligvis havde været det letteste, hvis den omstilling af registreringsafgiften, som regeringen lavede for nylig sammen med Dansk Folkeparti, havde været en teknisk baseret omstilling. Og derfor er det her selvfølgelig noget, som vi er nødt til at tage hul på, også i klimaforhandlingerne, som der forhåbentlig bliver indkaldt til snart. Det er også klart, at den samlede finansiering af det her ikke er noget, der skal findes i finansåret 2019, men vi skal i gang for at kunne nå i mål.

Hr. Anders Johansson.

Tak for et svar, eller et ikkesvar, og tak i øvrigt for velkomsten til ordførerkredsen. Vi deler ambitionen om, at der skal flere elbiler på gaderne, men det skal jo også ske i et tempo, hvor man kan sige, at det ikke bliver for uoverskuelig en udgift for statskassen. Og jeg mangler stadig et svar på, hvor de 25 mia. kr. skal komme fra, hvis nu man skal nå ambitionen om at komme op på 500.000 elbiler. Det er en god ambition, men hvor skal pengene komme fra?

Tak. Og værsgo til hr. Benny Engelbrecht.

Hvis man tror, at det alene handler om, at man bare skal give skattesubsidier til det, så tager man jo fejl. Og det er i hvert fald ikke skattesubsidier, som skal findes i år 2019 i finansloven – det er også vigtigt at slå fast. Men vi skal jo derudad, og jeg kan høre, at det også er De Konservatives ambition, så skal vi ikke gøre det til en fælles ambition at nå i mål med det? Der var en grund til, at Socialdemokratiet insisterede på, sammen med andre partier, at der i forbindelse med energiforliget blev afsat penge til, at vi netop kan udmønte i retning af den grønne transport. Så derfor gør vi selvfølgelig altid det, at vi prøver at sikre, at vi kan komme den rette vej.

Tak for det. Det var partiernes ordførere. Så skal de næste spørgere til. Den første er hr. Torsten Schack Pedersen. Vær venlig at gå op her til ordførerbordet. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil godt følge op på det sidste spørgsmål, for det synes jeg faktisk var ret interessant. Socialdemokratiet siger, at de har en fuldt finansieret 2025-plan, man har penge til alle tingene, men når Det Konservative Folkepartis ordfører så spørger til den ambition, man har, om 500.000 elbiler, altså hvor pengene skal komme fra, er der ikke noget svar. Det er jo det, der er problemet med de såkaldte papirer fra Socialdemokratiet. Der er jo ikke en plan. Der er ikke en oversigt, så vi kan forholde os til, hvad det er, Socialdemokratiet vil.

Derfor vil jeg bare prøve at spørge på en lidt anden måde. Hvor stor en del af det råderum, der er, vil Socialdemokratiet bruge på elbiler – til skattelettelser bl.a. – i stedet for på velfærd?

Værsgo, hr. Benny Engelbrecht.

Vi skal ikke opnå de 500.000 elbiler alene ved at kigge på afgiften. Vi skal også kigge på, hvordan vi f.eks. kan fremme det, og det står jo så også i vores grønne udspil.

Det ville være rart, hvis der ikke var regibemærkninger ovre fra ministersiden, som kan forstyrre, formand.

Vi skal bl.a. omlægge den beskatning, der er, i form af firmabilbeskatning, for noget af det, som virkelig vil kunne få mange grønne biler ud at rulle meget hurtigt, er, hvis man fremmer lige præcis det, at de mange, der kører rundt i firmabil, prioriterer at have en grøn bil frem for en gammel dieselhakker. Det vil virkelig være noget af det, der fremmer det. Så det handler altså ikke alene om afgifter. Det handler om de samlede strukturer, og det handler også om infrastrukturen.

Så er det også bare sådan, at når hr. Torsten Schack Pedersen stiller sig op med dette spørgsmål, får jeg jo også den tanke, at det i virkeligheden handler om, at Venstre i hvert fald ikke har de samme ambitioner, nemlig at vi skal have en stor klimaomstilling. Jeg er glad for, at Det Konservative Folkeparti før tilkendegav, at de faktisk på det her område har nogle ambitioner.

Hr. Torsten Schack Pedersen.

De sidste beskyldninger kan jeg da i hvert fald afvise. Der ligger jo i regeringens finanslovsudspil flere penge til klimaindsatsen, men jeg ved godt, at det er lidt svært for Socialdemokratiet at glæde sig over en lang række af de initiativer, vi har lavet. Det gør åbenbart ondt på Socialdemokratiet at konstatere, at vi har en regering, som leverer på så mange måder og på så mange områder.

Men jeg vil gerne tilbage til det samme spørgsmål, som jeg stillede i første omgang, for jeg får ikke noget svar. Hvor mange penge vil Socialdemokratiet bruge på de forskellige initiativer? Socialdemokratiet siger hele tiden, at jamen i en 2025-plan har man en sum penge til rådighed, men der kommer jo yderligere initiativer, og de her 500.000 elbiler er ikke finansieret. Derfor ville det bare være befriende, hvis Socialdemokratiet kunne sige, hvad man egentlig vil bruge pengene til. For det, vi oplever gang på gang, er, at Socialdemokratiet bruger de samme penge flere gange. Det er jo ikke bare noget, jeg står og er sådan lidt mavesur over, men det er bare, fordi jeg har sådan en bitter erfaring med, at det er sådan, Socialdemokratiet opfører sig, når de er i opposition. Så kan man alt muligt. Og den dag, man eventuelt måtte komme i regeringskontorerne igen, er virkeligheden en anden. Jeg synes, at danskerne fortjener nogle fulde svar.

Værsgo.

Hvis det ikke var mavesurt, men muntert, så vil jeg nødig opleve hr. Torsten Schack Pedersen mavesur, det må jeg sige. Og så bliver jeg altså bare nødt til at korrigere, for hr. Torsten Schack Pedersen gentager det, som også er blevet sagt tidligere, nemlig at vi alene taler om elbiler. Det bliver jeg altså nødt til at afkræfte. Det er ikke det, vi taler om. Vi taler meget bredt om grønne biler, og derfor er det også lidt væsentligt at kigge på, at det, eksempelvis når vi taler om plugin-hybridbiler, så faktisk, og det vil jeg gerne anerkende, er et område, hvor salget går ret stærkt i øjeblikket. Det kan godt være, at det ligger lidt stille, hvad angår elbilerne, men det går faktisk ret stærkt med plugin-hybriderne. Så ambitionerne er der, og det er klart, at vi også gerne vil med ind og påvirke de forhandlinger, som er på klimaområdet, uagtet hvor store ambitionerne så er hos Venstre.

Tak for det. Den næste ordfører er fru Louise Schack Elholm, og den næste igen er hr. Finn Sørensen. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg tror, jeg vil blive lidt ved emnet, for jeg synes, at ordføreren er utrolig dygtig til at tale udenom. Men jeg synes, at det, der ligesom er det centrale, er, hvor mange penge Socialdemokratiet har sat af til det initiativ, der skal sikre, at der er 500.000 elbiler?

Værsgo.

Vi har bl.a. prioriteret, at vi vil lave om på firmabilbeskatningen, som vi fik sagt klart og tydeligt, og det er en af måderne at komme i mål på med det. Det er også at lave infrastruktur m.v. Men det er også klart, at det kræver, at der bliver prioriteret, og jeg synes først og fremmest, at vi skal sætte os ned i de forhandlinger, der starter her i efteråret, og finde de nødvendige prioriteringer, for de 100 mio. kr., som det lykkedes Socialdemokratiet at få ind i energiforliget, er i hvert fald ikke nok til at komme i mål med det. Det anerkender jeg gerne. Så selvfølgelig skal vi finde mere.

Værsgo til fru Louise Schack Elholm.

Tak. Det var jo desværre ikke noget særlig konkret svar, for jeg bad om et samlet tal for den indsats. For jeg forventer, at der, når man siger, at man vil have 500.000 elbiler, er en plan, der ligger til grund for det, altså nogle forskellige virkemidler, man vil foreslå, og at man har en oversigt over, hvor mange penge man vil bruge på det, og hvor pengene skal komme fra. Så hvor mange penge vil man samlet set bruge på de initiativer, bl.a. firmabilbeskatningen, men også de andre initiativer, der skal sikre 500.000 grønne biler.

Værsgo.

Som fru Louise Schack Elholm jo ved, håber og forventer vi at blive inviteret til klimaforhandlinger af regeringen ganske snart, og der er det jo også sådan, at vi selvfølgelig vil møde op til de forhandlinger med klare prioriteringer. Men vi ved også, at regeringen er på vej med et forhandlingsoplæg, så vi vil ikke stille os i en position, hvor vi afskærer os fra f.eks. at komme med i forhandlingerne eller for den sags skyld afskærer os fra muligheden for at kunne prioritere ud fra det oplæg, som regeringen kommer med.

Tak for det. Så er det hr. Finn Sørensen, og den næste er fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Velfærd handler jo også om en værdig tilbagetrækning fra arbejdslivet. Her satte de store pensionskasser for nylig et kraftigt spørgsmålstegn ved forhøjelserne af pensionsalderen. De peger på, at det fører til en voksende gruppe, som ryger ud af arbejdsmarkedet længe før pensionsalderen, fordi de er nedslidte eller mangler de fornødne kvalifikationer. Pensionskasserne spurgte: Hvad skal alle de mennesker leve af? Det samme har vismændene spurgt om, og de viste samtidig, at der faktisk er råd til at gøre det på en anden måde. Hvad mener Socialdemokratiet egentlig om det?

Giver det anledning til at opsige forliget om forhøjelserne af pensionsalderen inden valget, så vi kan få vasket tavlen ren og finde nogle gode, solidariske løsninger, der sikrer alle lønmodtagere en værdig afslutning på arbejdslivet?

Værsgo.

Som bekendt indledte jeg min tale i dag med at kigge et år tilbage og i forbindelse med det også at glæde mig over, at det faktisk lykkedes et flertal her i Folketinget – bl.a. begge vores partier, Dansk Folkeparti og andre – at sætte foden ned og begrænse og stoppe de tanker, som regeringen har haft om at øge pensionsalderen yderligere. Det synes jeg er nok så væsentligt, at det er lykkedes os. Men det vidner så også om, at netop det at have et forlig er med til at sikre, at man også kan forhindre, at en sådan forøgelse af pensionsalder sker. Derfor synes jeg, det vil være meget uhensigtsmæssigt at opsige et forlig, som kan sikre os, at vi netop har en bestemmende indflydelse i forhold til det.

Når det er sagt, skal vi selvfølgelig være sikre på, at folk også får en værdig alderdom, og der er også udfordringer på tilbagetrækningsområdet, som ikke er adresseret fuldt ud, men som bestemt udestår at blive kigget på. For der er folk, der bliver nedslidt – og der er i øvrigt også tale om noget forebyggelse, der skal foretages, for at sikre, at man klarer sig gennem arbejdslivet.

Hr. Finn Sørensen.

Forliget betyder jo også, at man samtidig har givet de borgerlige vetoret til at forhindre forbedringer eller en mildere måde at gøre det på, f.eks. den måde, som vismændene foreslår. Konsekvensen af forliget er jo, at i 2020 stemmer Socialdemokratiet for en forhøjelse af pensionsalderen til 69 år. Konsekvensen er, at en 18-årig elektrikerlærling først kan gå på pension, når hun er 75 år. Jeg var sammen med 170 elektrikere i går, og der var absolut ingen forståelse hos de mennesker.

Så det spørgsmål, Socialdemokratiet skal svare på, er: Hvad skal de mange mennesker leve af, når de bliver tvunget ud af arbejdsmarkedet, længe før de kan gå på pension? Er det velfærd?

Værsgo.

Jeg begyndte selv på arbejdsmarkedet, da jeg var 16 år, så jeg kan udmærket sætte mig ind i den situation. Og derfor vil jeg sige, at der også er spørgsmål, som endnu ikke er besvaret. Det kommer vi til, og det vil også være noget af det, som vi vil tage på os, hvis vi skulle få regeringsmagten. Men præcis hvordan det så skal udformes, kræver altså et dyberegående stykke arbejde.

Tak for det. Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen og derefter fru Jane Heitmann.

Jeg har desværre ikke nået at dykke ned i Socialdemokratiets udspil. Jeg har kun lige nået at skimme det. Men jeg glæder mig rigtig meget til at læse det. Jeg tænkte, at jeg vil bruge anledningen her i dag i salen til at tale om noget, som jeg er sikker på ligger begge vores partier meget på sinde, nemlig børnefattigdom.

I SF har vi også lavet et udspil med bl.a. fokus på børnefattigdom. Vi ved jo, at bare et enkelt år i fattigdom kan påvirke børn i resten af deres liv, og vi har set en fordobling af antallet af fattige børn i det her land under den her regering. Samtidig har man også fjernet en måde, hvorpå man officielt kan måle fattigdom, nemlig ved at fjerne fattigdomsgrænsen. Derfor vil jeg gerne høre ordføreren om nogle af de initiativer, der er i forhold til at holde fast i, hvordan vi måler det, men det er selvfølgelig ikke nok, for hvordan gør vi noget ved det? Tak.

Værsgo.

Jeg skal skynde mig sige, at jeg ikke har nærlæst SF's forslag. Det beklager jeg. Det burde jeg selvfølgelig have gjort for at kunne forholde mig konkret til det. Det er klart, at et problem ikke forsvinder, fordi man holder op med at måle på det. Det giver jo sig selv. Derfor er det også meget interessant, at Danmarks Statistik, til trods for at regeringen er holdt op med at måle fattigdom, på grund af FN's bæredygtighedsmål alligevel måler det. Det synes jeg måske i virkeligheden er meget sigende. Hvordan man skal måle på det, tror jeg ikke at jeg er den mest kompetente til at udtale mig om, men selvfølgelig giver det mening at måle fattigdom i Danmark. Selvfølgelig gør det. Når vi internationalt har forpligtet os til at gøre det, er vi selvfølgelig også nødt til at have nogle indikatorer på det i Danmark.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak for det. Der er vi jo fuldstændig enige. Men hvad så med indsatser for netop at reducere antallet af fattige børn eller generelt reducere fattigdom i Danmark? Er der noget i Socialdemokratiets forslag på det område?

Værsgo.

Vores holdning til kontanthjælpsloftet er uforandret. Vi er imod det. Og vi har særlig fokus på børnefamilierne, som vi er meget bekymrede for. Vi har så også indikeret, at hvis regeringsmagten skifter, vil vi nedsætte en ydelseskommission for at se på det samlede område. Det er selvfølgelig ikke mindst, fordi vi har en stor bekymring for børnefamilierne.

Først er det fru Jane Heitmann, og så er det fru Anni Matthiesen.

Vi er ved at løbe lidt tør for tid, så vi skal overholde taletiderne, for det går ud over kollegerne, hvis man overskrider sin taletid.

Tak for det, formand. »Gør gode tider bedre«. Det er jo et gigantisk skulderklap til os, der har siddet ved magten i 13 ud af 17 år, og det vil jeg da gerne starte med at kvittere for. I Socialdemokratiet holder man sig til de planer, man har lagt, og det er sådan set lidt en gratis omgang, synes jeg nok, at komme med den udmelding, særlig set i lyset af de seneste spørgsmål her, hvor det er meget svært at få svar. Jeg kan forstå, at ordføreren klandrer Venstre for at ville spare på sundhedsvæsenet, særlig sygeplejerskerne blev nævnt. Jeg vil ikke undlade at sige, at siden 2001 er der jo hver dag, undtagen søndag, blevet ansat både en læge og en sygeplejerske. Det synes jeg måske ikke man kan kalde en besparelse.

Jeg kunne godt tænke mig at vende lidt tilbage til den pamflet, som vi jo har hørt omtalt, og som Socialdemokraterne er kommet med. Jeg må forstå, at man vil have flere grønne biler, man vil faktisk have 500.000 af slagsen. Det koster omkring 25 mia. kr. Hvor skal pengene komme fra?

Værsgo.

Vi har ganske rigtigt lavet et finanslovsudspil, og det er rigtigt, som fru Jane Heitmann siger, at det hedder »Gør gode tider bedre«, men fru Jane Heitmann glemmer tilføjelsen »for alle«. Og det er lige præcis det, at vi skal have »for alle« med. I 2019 skal vi ikke bruge 25 mia. kr. på grønne biler. Frem imod år 2030 skal vi prioritere grønne biler på mange forskellige måder, dels, som jeg har indikeret, ved at ændre på måden, man laver firmabilsordninger på, dels ved at udrulle en infrastruktur, og meget andet.

Så bliver jeg nødt til at anfægte det, når fru Jane Heitmann taler om de mange vilde velfærdsmilliarder, som Venstre skulle have givet, for det er da pudsigt, at man, når landets statsminister står i nationale dagblade i store annoncer og skal gøre et stort tal gældende, så er nødt til at gå tilbage til år 2001. Jeg kender ikke beregningerne bag Venstres tal, men jeg kan i hvert fald konstatere, at tænketanken AE-Rådet regnede på det og fandt frem til, at af de 75 mia. kr., man bryster sig af, ligger de 72 mia. kr. før 2010. Jeg kunne da egentlig godt tænke mig at se et regnestykke på de 75 mia. kr. Det kunne da være interessant.

Værsgo.

Jeg kan godt forstå, hvis Socialdemokraternes ordfører lyder en lille smule bitter over, at man ikke selv har formået at løfte den danske velfærd derhen, hvor den er i dag, og at man kun har bidraget med den smule, man har. Jeg anerkender, at man har bidraget, men det er jo trods alt kun ganske få år, Socialdemokraterne har siddet ved magten, så man har ikke evnet mere. Jeg forstår godt den bitterhed. Men jeg vil gerne tilbage til mit spørgsmål om den grønne indsats. Hvor skal pengene komme fra? Det er så let at tale i store, forblommede overskrifter, det er så let at stå og sige, at man holder sig til sin plan, når man kun taler i overskrifter. Lad os nu få fakta på bordet: Hvor skal pengene komme fra?

Værsgo.

Når jeg kan lyde en lille smule bitter, og det må jeg nok give fru Jane Heitmann ret i jeg gør, så er det jo, fordi velfærden, siden den nuværende statsminister tiltrådte som statsminister i 2015, er blevet udhulet med 4,4 mia. kr. Der er simpelt hen blevet færre offentligt ansatte. Og i tiden fremover efter næste valg, hvis Venstre fortsætter på statsministerposten, fortsætter den negative udvikling. Det kan jeg godt føle mig lidt bitter over. Hvad vil vi gøre i forhold til prioritering på det grønne område? Vi vil prioritere inden for det samme råderum, som regeringen gør frem til 2025 og derefter.

Tak for det, og så er det fru Anni Matthiesen.

Og hvis man kan overholde taletiden, vil jeg gå lidt over tiden som sådan og lade den sidste med en kort bemærkning komme på, for der er kun to tilbage, og jeg synes retfærdigvis, at alle skal på.

Værsgo, fru Anni Matthiesen.

Tak for det, formand. Jeg synes, at overskriften – for jeg har nemlig også læst Socialdemokratiets finanslovsudspil – er rigtig fin, især den første del. Men lad os så tage fat i den anden del, som ordføreren også selv har taget fat på ved at sige, at man jo nu på en eller anden måde simpelt hen vil garantere gode tider for alle. Det bliver der sagt. Er det en garanti, som ordføreren faktisk står og giver her fra talerstolen, altså for alle? Og hvor mange er de sidste så?

Værsgo.

Fru Anni Matthiesen og jeg bor jo i den samme landsdel, det sydlige Jylland, hvor man må sige, at hvis der er noget, der for alvor giver os udfordringer, så er det, at vi har færre, der tager kompetencegivende uddannelser. Hvis der er noget, der vil gavne i de områder, er det, at vi får flere til at søge ind på uddannelser, især på de faglærte uddannelser, for det vil være til gavn for dem selv, og det vil være til gavn for erhvervslivet, som efterspørger deres kompetencer. Derfor er det nærmest hyklerisk så at høre fru Anni Matthiesen spørge, hvem det er, der skal med. For regeringens besparelser på uddannelsesområdet i de forgangne 3 år har jo ført til, at der, hvor der er længst til de store byer, og der, hvor der er længst imellem de studerende, rammer de besparelser hårdest.

Så kan man spørge: Jamen er det så sådan, at man vil holde op med at spare på det? Næ, man har søreme tænkt sig at fortsætte i 3 år endnu med at køre en grønthøster igennem uddannelsessystemet. Det får ikke alle med; tværtimod ekskluderer det nogle af de borgere, som fru Anni Matthiesen og jeg er valgt til at repræsentere. Det synes jeg ikke er i orden.

Fru Anni Matthiesen.

Nogle af dem, som vi netop er valgt til at repræsentere, er også alle de elever, der går på de frie skoler, også rigtig mange af de skoler, som netop ligger i vores landsdel. Og det er så der, Socialdemokratiet vil finde pengene, nemlig ved at skære ned på de frie skoler. På den måde kan der være frie skoler i vores landsdel, som rent ud sagt er nødt til at lukke, eller hvor den eneste måde, man kan få sikret økonomien på de steder, er at skrue op for forældrebetalingen, så ikke alle dermed får det frie skolevalg, i hvert fald slet ikke i vores landsdel. Det vil jeg egentlig gerne høre en kommentar til.

Værsgo.

Den nuværende statsministers kommunalreform førte ganske rigtigt, som fru Anni Matthiesen påpeger, til, at der skete en masse folkeskolelukninger. Der blev langt til alt, det er en kæmpe udfordring i sig selv og måske den største ændring i danmarkshistorien med den mest negative effekt. Og der udestår, som vi også skriver i vores finanslovsudspil, en enorm opgave, som vi ikke kan løse i 2019 alene. Når vi kigger på friskoleområdet, vil vi gøre det i en tilpasning, så vi også tager højde for, at byskoler og landskoler skal have forskellig indretning.

Tak for det. Og så er det den allersidste taler, hr. Pelle Dragsted. Værsgo.

»Gør gode tider bedre – for alle«. Jeg synes, det er en meget, meget sympatisk titel, men virkeligheden derude er jo, at det ikke er kommet alle til gode efter den her krise, vi har været igennem. Ser vi på de mennesker, som er ramt af sygdom, som er ramt af arbejdsløshed, så er de hægtet af økonomisk, og de har fået dårligere vilkår, bl.a. som følge af mange af de reformer, som blev gennemført under den daværende socialdemokratiske regering.

En af de reformer var skattereformen i 2012, hvor man valgte at sige, at man ville gå ned i lommerne på de arbejdsløse dagpengemodtagere og på førtidspensionister og andre og tage en del af den indkomstfremgang, de skulle have oplevet. For en almindelig dagpengemodtager betyder det, at de har 13.000 kr. mindre om året, når den her reform er endeligt gennemført i 2022, fordi man hvert år snupper penge fra dem.

I mine øjne står Socialdemokratiet, hvis man mener det her alvorligt, med en pligtopgave, nemlig at sikre, at den her udhuling af de arbejdsløses indkomst ikke fortsætter i de kommende år, så mit spørgsmål er: Vil en socialdemokratisk regering, hvis den får mulighed for det, stoppe den her mindreregulering og sikre, at de arbejdsløses indkomst ikke længere udhules år for år, som det er tilfældet på grund af skattereformen i 2012?

Værsgo.

Vi har ikke tænkt os at fortsætte i den takt. Men det er også vigtigt at få sagt, og det tror jeg hr. Pelle Dragsted og jeg er helt enige om, at når vi har så gode tider, som vi har nu, så er den allervigtigste, den allerbedste socialpolitik, vi kan føre, at sikre, at dem, der står længst fra arbejdsmarkedet, kommer ind på arbejdsmarkedet. Og derfor er jeg glad for, at også Enhedslisten har været med til at sige nej til at udhule de ordninger, der er for at importere udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Det er meget, meget vigtigt.

Så er det afgørende, at vi sikrer, at ledige rent faktisk også får nogle ordentlige muligheder for at lade sig efteruddanne. Lad mig bare minde om, at den nuværende regering netop har sparet 1,08 mia. kr. på lige præcis indsatsen over for ledige. Så der er desværre nogle udfordringer også, og især, på det område.

Tak. Hr. Pelle Dragsted.

Men alt det er meget godt. Vi ved godt, at der er konjunkturer i økonomi; der kommer kriser igen; der vil være arbejdsløshed i Danmark igen. Så mit spørgsmål er egentlig meget enkelt: Er det rimeligt? Og vil Socialdemokratiet lade den her mindreregulering fortsætte fremadrettet – i 2019, 2020, 2021 og, så vidt jeg husker, også i 2022 – også selv om man overtager magten i Danmark, sådan at en dagpengemodtager står med 13.000 kr. mindre, end hvad man ellers ville have gjort, når vi når frem til slutningen af den reformperiode?

Har man tænkt sig bare at fortsætte den mindreregulering, på trods af at den æder sig ind på dagpengemodtageres, førtidspensionisters, barslendes og sygemeldtes købekraft, mens vi oplever, at alle andre grupper i samfundet får en købekraftsfremgang? Vil Socialdemokratiet stå på mål for det, hvis man sætter sig på statsministerposten?

Værsgo.

Man skal huske, at vi sikrede, at beskæftigelsesfradraget blev øget markant – langt, langt mere, end den nuværende regering har gjort – i forhold til at give folk mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet. Vi har indgået brede aftaler, og dem står vi selvfølgelig ved. Sådan er det. Men det ændrer jo ikke på, at vores prioritering er at få danskere i arbejde. Jeg ved godt, at hr. Pelle Dragsted også gerne vil det andet, men jeg tror sådan set også, vi er enige om, at det allervigtigste, vi overhovedet kan gøre, sådan set er at sikre, at dem, der står langt fra arbejdsmarkedet i dag, kommer ind på arbejdsmarkedet og får de bedst tænkelige muligheder.

Så er det andet, altså spørgsmålet om, hvordan ydelser m.v. kommer til at se ud, selvfølgelig noget, vi kigger på løbende, og som der også er forskellige i fagbevægelsen der kigger på. Men hvis du spørger mig, hvad det vigtigste overhovedet er at gøre nu, så er det at sikre, at man har mulighed for uddannelse og efteruddannelse og for at komme ind på arbejdsmarkedet; at vi forhindrer, at der sker en løndumping på arbejdsmarkedet, sådan at danskere har en reel mulighed for at få de ledige stillinger.

Tak for det. Vi siger tak til hr. Benny Engelbrecht. Den næste ordfører er hr. René Christensen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Større tryghed og mere nærhed er overskriften for finansloven for 2019. Det er da ikke så ringe en overskrift endda at skulle gå i gang med at arbejde med, og jeg vil da også sige, at når man ser på det med Dansk Folkepartis øjne, er det også en finanslov, hvor vi mere skal tale om indhold, end hvor vi skal slås om, hvad vi er uenige om.

Vi er rigtig glade for, at sådan noget som topskattelettelser, selskabsskattelettelser og andet er pillet ud, så vi fra Dansk Folkepartis side ikke skal bruge så meget politisk kapital på at kæmpe noget ud, men mere bruge forhandlingerne på at tale om, hvordan vi skal få den her finanslov til at være en god, afbalanceret finanslov. Så udgangspunktet er langt bedre, end vi tidligere har været vant til.

Et af de områder, hvilket nok ikke vil komme bag på nogen, som betyder noget for Dansk Folkeparti, er selvfølgelig ældreområdet. Når man ser finansloven, kan man se, at der også er sat lidt af til ældreområdet, det er ikke de store beløb. Der er sat 180 mio. kr. af i 2019 til et meget vigtigt emne, nemlig rekruttering, og det er faktisk en af de udfordringer, der er i ældreplejen. Vi kan jo sådan set sætte alle de penge af, vi gerne vil, men hvis der ikke er noget ordentlig arbejdskraft at få fat i, er det ikke pengene alene, der hjælper.

Der vil vi gerne have en dialog om – som vi også havde sidste år – at sætte nogle penge af til at sørge for, at de arbejdsvilkår, som sosu-medhjælperne ude i kommunerne har, bliver bedre. For hvad er det for en udfordring, der er derude? Det er netop, at som sosu-assistent er det jo ikke den høje timeløn, man har, og desværre har man også få timer. Der er meget få sosu-assistenter, som er ansat på 37 timer. Rigtig mange er desværre ansat på mindre, 30 timer og helt ned til 25 timer, og så bliver det svært at være selvforsørgende med en lille timeløn og relativt få timer, så det vil vi rigtig gerne diskutere videre med regeringen.

En anden ting, som fylder meget for Dansk Folkeparti, er folkepensionens købekraft, og der må vi sige, at når vi kigger bagud, er folkepensionen blevet udhulet. Den købekraft, som den enkelte folkepensionist har, er ikke den samme, som man kan se i udviklingen i resten af samfundet. Derfor bliver vi nødt til at se på, hvad årsagen er til, at købekraften er blevet mindre for den enkelte folkepensionist. Det er satspuljen, og det er bestemt ikke et angreb på satspuljen. Satspuljen har givet rigtig mange gode tiltag, men vi må sige, at finansieringen er gal, og det har vi også altid sagt i Dansk Folkeparti, men vi er dog en del af satspuljeforliget. Vi ønsker, at vi får en debat om, hvordan vi kan friholde pensionister fra at bidrage til satspuljen. Satspuljen er i dag oppe på et beløb, der hedder 14 mia. kr. årligt, så det er jo ikke, fordi der ingen penge er til socialt arbejde, hvis man tager cirka halvdelen af finansieringen ud, og det er det, man vil gøre, hvis man tager pensionisterne ud af ligningen, altså at pensionisterne ikke fortsætter med at få udhulet deres folkepension.

Så har der været gjort lidt grin med, og jeg vil næsten sige, at det blev der også gjort her fra talerstolen, de her 43 kr. Det er jo ingen penge at komme med. Man skal bare huske, at det er de 43 kr., der over sigt er blevet til 12.000 for et par og 8.000 for en enlig. Vi er nu inde i en højkonjunktur, og hvis vi fortsætter med det i en årrække – det håber vi i Dansk Folkeparti at vi gør – bliver der også et lønpres. Det er vi sådan set vant til. Så må man bare sige, at i 2019 vil det være over 500 kr. – 516 kr. helt nøjagtig – for en enlig folkepensionist, man får mindre. Hvis det fortsætter i 2020, er det yderligere 516 kr., og så er det 1.032 kr. på 2 år, som folkepensionisten får mindre. Jeg tror, at mange folkepensionister synes, at 1.000 kr. er mange penge. Hvis vi lægger det sammen i 10 år, snakker vi altså omkring 6.000 kr., som det her vil udhule, hvis vi ikke stopper det. Vi skal stoppe ulykken, og det gør vi ved at pille pensionisterne ud af ligningen i forhold til finansieringen af satspuljen.

En ting, som også er vigtig, er modregningsreglerne, og der er det rigtigt, som også den socialdemokratiske ordfører, hr. Benny Engelbrecht, sagde: Der er simpelt hen et udestående. Det kan man jo også se i Ældre Sagens blad at statsministeren siger, nemlig at der er et udestående i forhold til modregningsreglerne, når vi kigger på folkepensionisterne. Det vil vi gerne være med til at løfte også i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Det er en god sag for alle. Der er reelt ingen tabere. Prisen er der selvfølgelig, og den er ikke så høj.

Vi er igen i en højkonjunktur, så hvorfor ikke benytte os af, at der faktisk er ældre, som er stærke, som gerne vil blive på arbejdsmarkedet, men ældre er ligesom alle os andre. Jeg tror sådan set ikke, at de går på arbejde, uden at de selvfølgelig også får en gevinst, og i dag er der nogle, der faktisk får et meget stort minus ved at tage de sidste timer. Så modregningsreglerne skal vi selvfølgelig have kigget på i forhold til folkepensionister, således at det kan give et arbejdsudbud, en arbejdsglæde og måske også en mulighed for, at flere pensionister kan træde roligt ud af arbejdsmarkedet, altså gå ned i tid, og på den måde komme roligere ud i deres otium, altså deres pensionstilværelse.

En anden ting, som vi fra Dansk Folkepartis side vil prioritere meget højt i forbindelse med de forhandlinger, vi skal have med regeringen, er omprioriteringsbidraget på uddannelse. Jeg vil gerne starte med at sige, at det er et omprioriteringsbidrag, som Dansk Folkeparti sammen med regeringen har indført. Det står vi på mål for, og vi mener faktisk også, at det omprioriteringsbidrag kan have en værdi, altså det her med at kigge på sin virksomhed, og det skal man også gøre på uddannelse og andre steder, og spørge, hvordan vi kan holde en god kvalitet, men samtidig gøre det lidt billigere. Man skal huske, at de penge, der er taget ud, jo ikke er forsvundet. De er jo gået til anden velfærd rundtomkring, anden velfærd, som vi kan glæde os over, og som vi har kunnet finansiere.

Men vi ser specielt på erhvervsskolerne, at vi har en udfordring. Og hvorfor så lige erhvervsskolerne? Det er, fordi når vi kigger på erhvervsskolerne, kan vi se, at de har den udfordring, at vi lavede en erhvervsskolereform, som vi synes er rigtig god, men som jo faktisk handler mere om folkeskolen, end den handler om erhvervsskolerne, nemlig det her med, at man nu skal have et højere fagligt niveau for at kunne træde ind på en erhvervsskole. Der er elevtallet faldet markant. Desværre er det sådan, og det kunne man jo se i forbindelse med fgu-forhandlingerne, at vi i Danmark desværre har produceret 35.000 unge under 25 år, som er visiteret til fgu. Det vil sige, at vi har 35.000 unge, som ikke har kompetencerne til at gå i gang med en ungdomsuddannelse, og det presser selvfølgelig erhvervsskolerne, at den gruppe ikke længere kan rekrutteres.

En anden ting, som også presser erhvervsskolerne, er, at vi er inde i en opgangstid. Og hvordan kan det så det? Hvis man kigger på gennemsnitsalderen på en erhvervsskole, er den langt højere, end den er på gymnasierne. Folk går ikke altid direkte fra 9. klasse eller 10. klasse til en erhvervsskole. Der er mange +20-årige, og når vi har højkonjunktur, er der en del af dem, som vælger selvforsørgelse, altså job, ufaglærte job, og det er jo sådan set også godt nok for den enkelte, men derfor er kundegrundlaget mindre for erhvervsskolerne, og derfor ønsker vi, at 2-procentskravet på erhvervsskolerne stoppes i 2019.

Vi vil også gerne diskutere det resterende omprioriteringsbidrag, altså hvordan man kan gøre det, for når man indfører noget samtidig, behøver man jo ikke at fjerne det samtidig. Vi har også en udfordring i forhold til de små gymnasier. Vi frygter sammenlægning i fremtiden, fordi man skal rationalisere, og så får vi længere til uddannelse.

En anden ting, som regeringen også lægger op til, er jo at tale om sundhed. Man lægger også op til, at vi skal diskutere en sundhedsreform senere. Det tror vi i Dansk Folkeparti at der virkelig er behov for. Vi kan jo se, at vi har nogle udfordringer. Som alle andre tror jeg, at for borgerne, hvis de bliver syge og har behov for et behandlingstilbud, handler det egentlig om at blive rask. Så jeg tror ikke, at borgerne har så stort fokus på, hvem der sender regning til hvem. I dag oplever borgerne måske mere end nogen sinde, at det, det kommer til at handle om, er, hvem der skal betale regningen.

Vi synes i Dansk Folkeparti, at det er rigtig fint, at man ikke ligger på et hospital og optager en seng, hvis der er en anden, som har mere behov for det. Man kan komme ud og ligge i en anden seng, hvor det rationelt giver mening at være. Borgeren kommer tættere på hjemmet osv. osv. Men det, vi ikke kan forstå, er, at man, hvis man ligger i den ene seng på sygehuset, altså i en regionsseng, er en del af sundhedsvæsenet. Når man så dagen efter med den samme udfordring, som man havde i går, ligger i en seng tæt på sit hjem i det kommunale, koster det pludselig penge flere steder.

Det bliver vi nødt til at få kigget på, og den udfordring, der ligger i det, er jo, at vi kører i søjler. Vi vil gerne have lagt søjlen ned. Jeg vil gerne sige, at når man taler om at nedlægge regionerne eller omstrukturere regionerne, handler det jo ikke om det personale, der er derude. Det handler mere om den struktur, vi har. Det handler ikke om, at det personale, vi har på sygehusene, ikke gør det rigtigt. Det handler ikke om, at de læger derude ikke gør det rigtigt. Det handler om, at den struktur, vi har, hvor vi har flere politiske lag, ikke fungerer.

Vi har to søjler. Vi har en søjle, der hedder region, vi har en søjle, der hedder kommune, og de to kæmper mod hinanden. Vi skal have lagt søjlen ned, og det er ikke noget, man gør på en dag, men den diskussion vil vi faktisk gerne allerede tage nu. Vi kan se mere og mere, at det giver udfordringer, at vi kører vores sundhedsvæsen i de søjler, som vi gør.

Så der er masser at tage fat på i finansloven, og vi ser selvfølgelig frem til de forhandlinger, som der kommer, men jeg må sige, at de ting, som nok er de største klumper, selvfølgelig er ældreområdet, som fylder meget, og vi er glade for, at regeringen også har taget det med i forhold til de udfordringer, der er med rekruttering, men en anden ting er også, at når vi lever længere, lever vi også længere og er friske. Derfor skal man have mulighed for at blive på arbejdsmarkedet, uden – selvfølgelig – at vi har et skattesystem, der gør, at det ikke kan betale sig, samtidig med at vi skal have stoppet den udhuling, der er, af den købekraft, som pensionisterne har, for vi må jo sige, at det at blive ældre i dag koster mange penge, og så kan man sige: Hvordan kan det koste mange penge at blive ældre? Det gør det vel, hvis man bliver plejekrævende og ikke længere kan være i sin egen bolig.

Hvis nogen har prøvet at få et ældre familiemedlem visiteret til en ældrebolig, komme på et plejecenter, bliver man forbavset over, hvad det første, der sker, er, og det er, at man skal skrive under på, hvad man gerne vil have. Vil man have gjort rent? Vil man have noget mad? Hvad er det for en service, man vil have, når man ikke selv kan gøre det? Og der betaler man altså ved kasse et, og det er en af de udfordringer, der er også i forhold til den købekraft, som de ældre desværre har fået udhulet over en lang periode. Det ønsker vi at stoppe. Tak for ordet.

Tak for det. Så har vi nogle ordførere, der har spørgsmål, og den første er hr. Benny Engelbrecht. Værsgo.

Først og fremmest tak til hr. René Christensen for ordførertalen. Jeg giver hr. René Christensen helt ret i, at det kan være dyrt for ældre på mange forskellige områder, og et af de områder er området for ældre patienter, som er blevet udskrevet fra sygehuset, hvor de har ligget i en periode og er blevet behandlet. De har modtaget gratis behandling, de får noget fornuftig kost at spise, de er endnu ikke klar til at komme hjem, for de er ikke rigtig raske, og derfor får de et kommunalt tilbud, en akutplads, og der er der ganske ofte en brugerbetaling involveret. Det strider i hvert fald mod min overbevisning som socialdemokrat, som er, at man har fri og lige adgang til sundhedsvæsenet og ikke har brugerbetaling.

Vi har også været inde på det i de spørgsmål, som hr. René Christensen stillede mig. Det virker på mig, som om der er sådan en forskel imellem vores politiske holdninger på det her punkt. Kan hr. René Christensen ikke lige uddybe det? Vil Dansk Folkeparti være med til at stoppe, at ældre skal betale for en akutplads? Og vil hr. René Christensen sikre, at der også følger penge med, sådan at det ikke bare resulterer i, at det tilbud, der så er i kommunerne, bliver forringet eller begrænset?

Værsgo.

Jeg er glad for, at Socialdemokratiet sådan set er enig i, at det her kan vi ikke have. Udfordringen er så bare den, vi har oplevet før, nemlig at hvis man går ind og sender penge med, er det dem, som har taget penge for det, der er nogle banditter. De får nu sendt penge ud, så de får dækket den udgift, de har haft, og de kommuner, der har opført sig ordentligt og har sagt, at det her er et kommunalt tilbud, som vi ikke skal tage penge for, får ingen penge. Det ønsker vi ikke. Altså, vi skal ikke belønne dem, som er gået ind og har sagt, at nu skal man indføre brugerbetaling ad bagvejen.

Så det forslag er vi simpelt hen ikke for. Men vi er helt enige i, at vi skal have stoppet det. Vi skal selvfølgelig have fundet en løsning på, hvordan vi gør det. Men vi ser også bare sådan på det, at det her fortæller os, at søjlerne ikke arbejder godt nok sammen. Og det her handler ikke om at tale ned til regionernes personale, for hvis man kigger på regionerne, må man altså bare sige, at fra reformen kom og indtil nu, har vi fået og får meget mere sundhed for pengene: De løber rigtig stærkt derude, de løber faktisk også rigtig godt, de producerer noget. Men spørgsmålet er, om ikke det politiske lag – hvad skal jeg sige – egentlig har udspillet sin rolle i forhold til at udvikle regionerne, og det er den diskussion, vi gerne vil løfte, også fordi vi ser, at der kommer flere og flere af de her udfordringer.

Værsgo, hr. Benny Engelbrecht.

Først og fremmest er jeg glad for at høre, at ligesom Socialdemokratiet er Dansk Folkeparti også klar til at finde løsninger på det. Jeg bliver lige nødt til at vende tilbage til mit første spørgsmål, nemlig spørgsmålet om, om Dansk Folkeparti også i givet fald er klar til at finde penge til det. Jeg er med på, at Dansk Folkeparti så gerne vil sikre, at de penge i givet fald bliver givet på en ordentlig måde, og det må vi i givet fald finde ud af ved et forhandlingsbord. Det er Socialdemokratiet i hvert fald villige til, hvis Dansk Folkeparti også er det. Erfaringen er jo, at hvis vore partier kan blive enige om noget, plejer man også at kunne bevæge regeringen i den retning.

Så bare for at høre: Kan Dansk Folkeparti også være indstillet på, at det her, hvis vi finder den rigtige måde at gøre det på, også er noget, der må koste penge?

Ordføreren, værsgo.

Jamen det er vi såmænd ikke bange for, men man skal bare passe på, at det ikke bliver til sådan en smart måde, for patienten har jo hele tiden skullet ligge i en seng, men da patienten lå i en seng på hospitalet, var der ingen, der talte om, at det her kostede ekstra for den sidste dag. Da kostede det jo det, det kostede. Så finder man på, at nu kan patienten sådan set ligge bedre ude i kommunen, og det tror jeg faktisk er rigtigt.

Jeg tror faktisk, det er rigtigt, at patienten, der kommer tættere på kommunen, nok har det bedre ude i kommunen, så hvorfor optage en meget dyr seng i hospitalsvæsenet, hvis man kan få andre patienter igennem? Men så koster det pludselig penge. Og det er en diskussion, vi gerne vil tage, og her er det heller ikke, fordi det er størrelsen af økonomien, der er det største problem. Det største problem her er jo, at man sådan ad bagvejen er begyndt at tage penge for, at en person, der er syg, ligger i en seng. Og det kan vi ikke have i et velfærdssamfund.

Tak. Så er det hr. Jacob Jensen, Venstre. Værsgo.

Jeg vil gerne kvittere for talen og sådan set også måden, som Dansk Folkeparti har modtaget regeringens finanslovsudspil på. Jeg synes, det er meget positivt, og jeg synes, det lægger op til nogle gode drøftelser i forhold til de temaer, som også hr. René Christensen helt med rette peger på man har som prioriteringer.

Når det er sagt, vil jeg spørge om noget. Nu er der meget snak om, hvem der kan bruge flest penge, og hvem der har brugt flest penge, og hvem der vil det fremover. Og man taler meget om det mekaniske, det her demografiske træk, altså også det, som hr. René Christensen har været lidt inde på, nemlig at der kommer flere ældre. Det er jo et faktum. De bliver også friskere og sundere, og det er jo også godt. Men hvordan ser hr. René Christensen på den metode at føre finanspolitik på? Er det sådan, at man, fordi der kommer et demografisk træk, skal, om jeg så må sige, fylde op en til en, sådan at man fylder helt op til, hvad der svarer til det demografiske træk? Eller kunne man forestille sig det, der rent faktisk er sket, nemlig at der både er blevet tilført ekstra midler, men at man også har gjort tingene mere hensigtsmæssigt? Man er simpelt hen begyndt at arbejde klogere i forskellige sammenhænge. Man har øget produktiviteten.

Så er det ikke det, der er det afgørende, altså hvad vi egentlig får ud af det – hvordan den ældre oplever det her ude på ældrecenteret; hvordan den syge oplever, at man har fået kortere ventelister, og at man har fået en større overlevelsesrate i kræftbehandlingen osv. osv.? Det er vel det, der er det afgørende, og ikke, om man i et excelregneark kan sige, at det demografiske træk siger 1 pct., og at det offentlige budgets stigning måske er det samme .

Ordføreren.

Det, der selvfølgelig er vigtigt, er jo, at det nok er en kombination af begge dele. Der er behov for flere penge derude. Vi kan jo se på værdighedsmilliarden, som altså er 1.000 mio. kr. om året, der kommer ud i kommunerne. Jeg tror ikke, at der er nogen, der oplever, at der er kommet guldvandhaner på plejecentrene, og at alting bare fungerer derude, fordi man har fået 1 mia. kr. om året. Der har været et behov for, at der kommer flere penge ud. Men derfra og så til at sige, at vi i Folketinget kun skal forholde os til, hvor mange penge der er – der er jeg helt enig, det handler også om, hvad pengene bliver brugt til. Og så skal man huske, at det demografiske træk jo ikke kun handler om ældre. Det handler sådan set om udviklingen i forhold til det udgiftspres, der ligger. Inde i det demografiske træk ligger eksempelvis også udgiften til ikkevestlig indvandring. Dansk Folkeparti vil gerne mindske det demografiske træk, ved at vi får færre udgifter til ikkevestlig indvandring. Altså, de penge synes vi ikke er helt fantastiske. Man kunne forestille sig, at der gik 15.000 ude på motorvejen i morgen. Så ville det offentlige forbrug stige markant. Så er der nogle partier, der ville være rigtig glade, for nu får vi en høj offentlig vækst. Men jeg vil bare sige, at det ikke ville gøre det bedre for pensionisterne, men der ville blive brugt mange penge.

Hr. Jacob Jensen.

Hr. René Christensen kom lige her til sidst fuldstændig ind på den pointe, jeg egentlig ville rejse, men nu kan vi så bruge anledningen til lige at gentage det. Det, at man er stift fokuseret på, hvor mange penge der bliver brugt, altså om det offentlige budgets stigning er på 0,4 pct. eller på 0,6 pct. eller 0,8 pct. eller noget andet, er det ikke en excelregnearkstilgang til tingene? For som hr. René Christensen jo rigtig her til sidst beskriver, ville det da i givet fald være en smal sag, om jeg så må sige, at bruge nogle flere penge, altså det kunne være til asylansøgere, ekstra administration, dyrt bureaukrati, dårlige it-systemer, og hvad ved jeg, for så kunne man vise på regnearket, at vi har et øget offentligt forbrug, men der ville ikke være én i skolerne, i børnehaverne eller på ældrecentrene, der ville have fået det bedre, måske snarere tværtimod. Så min pointe er vel sådan set – og det hører jeg også hr. René Christensen sige – at det handler om, hvad vi får ud af det, altså fokus på resultatet og ikke på milliarderne.

Ordføreren.

Igen, som jeg også sagde til det tidligere spørgsmål: Det er nok en kombination af begge dele. Regnearket er rigtig godt, for der kan vi jo se, hvad det er, der er behov for. Så splitter vi jo selvfølgelig regnearket op, og det er også derfor, at man frem mod 2025 kan se, at cirka halvdelen af det demografiske træk – nu begynder det at falde, for vi får færre og færre flygtninge og indvandrere – skyldes ikkevestlig indvandring. Så derfor er regnearket sådan set fint. Men nej til alene at gå ud og sige, at det vigtigste for os er at bruge pengene. Det er ikke vigtigt for Dansk Folkeparti bare at bruge pengene. Det er vigtigt at bruge dem på det rigtige.

Tak. Så er det hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Mit spørgsmål handler om satspuljen. Det er jo altså den her pulje, hvor et flertal herinde i Folketinget hvert år stikker hænderne ned i lommerne på folkepensionister, førtidspensionister og arbejdsløse og snupper nogle af de penge, de ellers skulle have haft, så deres købekraft år for år bliver udhulet. Dansk Folkeparti vil nu stoppe den her udhuling, når det kommer til folkepensionister, og tak for det. Det var på tide. Dansk Folkeparti har jo indtil nu været med til at stjæle omkring 8.000 kr. om året fra en folkepensionist. Jeg har ikke hørt, om Dansk Folkeparti har tænkt sig at levere de penge tilbage, men man vil altså fremadrettet stoppe det her for folkepensionister. Det synes jeg er rigtig godt. Det har Enhedslisten villet i mange år, så det kan vi varmt støtte. Men mit spørgsmål er: Hvorfor stoppe med folkepensionisterne? Hvorfor skal vores førtidspensionister, mennesker, der er ramt af handicap, mennesker, der ikke har nogen chance for at komme tilbage på arbejdsmarkedet, fordi de ikke har en arbejdsevne, rammes? Hvorfor vil Dansk Folkeparti fortsat være med til at stikke hænderne ned i lommerne på dem hvert eneste år og udhule deres købekraft? Vil man det fra Dansk Folkepartis side, eller vil man have et opgør med hele det her tyveri fra de grupper i vores samfund, som i forvejen har allermindst?

Ordføreren.

Som udgangspunkt går vores forslag ikke ud på at tage det væk fra alle, men vi siger pensionister, og jeg skal selvfølgelig også undskylde, at jeg ikke har sagt det stærkt nok, altså også folkepensionister. Men det vil jo stadig væk sådan set gælde for kontanthjælpsmodtagere og andre, som bidrager, og hvorfor så egentlig det? Hvorfor ikke fjerne det helt, når I nu er i gang? kan man spørge Dansk Folkeparti.

Hvis man kigger på, hvad pengene bliver brugt til, så har vi jo selv også været med til at udmønte satspuljen. Der er rigtig mange gode forslag i satspuljen, og den har flyttet rigtig meget. Man kan jo se, at langt hovedparten faktisk går tilbage til de borgere, der selv har betalt. Men når man ser på lige nøjagtig de ældre, er det faktisk kun 2-5 pct. af de tiltag, der har været i satspuljen, som har været målrettet dem, resten har været målrettet andre områder. Derfor har vi sagt, at vi gerne vil undtage pensionisterne, og vi vil her også gerne sige som svar på spørgsmålet, at det også skal gælde førtidspensionisterne.

Hr. Pelle Dragsted.

Altså, førtidspensionisterne skal også undtages? Det synes jeg er en rigtig, rigtig vigtig besked. Det tror jeg der er mange der synes ude i hjemmene, og jeg kan kun sige, at det er Enhedslisten et hundrede procent bag. Jeg synes stadig væk, det er et stort problem, at Dansk Folkeparti forsat vil være med til at lade f.eks. mennesker, der er på dagpenge, på barselsdagpenge, på sygedagpenge, som i forvejen er nogle af de grupper, der har mindst, finansiere f.eks. indsatsen mod hjemløshed eller stofmisbrug. Det er en uretfærdig ordning, men jeg kvitterer for, at man også vil lade førtidspensionister omfatte af det her.

Ordføreren.

Det, vi har lagt ned over det, er også sådan lidt, hvad skal man kalde det, retfærdighed, når man ser på, hvad puljerne bliver brugt til. Og så skal dem, som er på førtidspension eller folkepension, også huske, at det jo er en permanent ydelse, de er kommet på. Dem, som er på dagpenge, som er på kontanthjælp eller anden form for overførselsindkomst, skulle jo helst blot være det for en kortere eller længere periode. Når vi så kigger på de tiltag, som satspuljen faktisk også har finansieret, så går pengene faktisk tilbage til en stor del af den gruppe, fordi man altså har arbejdet med, hvordan man kan opkvalificere dem, der står allermest væk fra arbejdsmarkedet. Det kommer jo selvfølgelig også dem til gode, som er på kontanthjælp eller dagpenge. Man har gjort rigtig meget for dem, som har problemer på det sociale område. Mange af dem er jo også på kontanthjælp.

Så hvis man sådan kigger på det med retfærdighedens øjne, må man sige, at dem, der har fået allermindst ud af satspuljen, er førtidspensionister og folkepensionister, men de har finansieret over halvdelen af puljen.

Tak. Så er det hr. Joachim B. Olsen, hvis han ønsker ordet. Det gør han ikke, så vi går videre til fru Josephine Fock, Alternativet.

Tak. Og tak for talen. Jeg synes ikke, der var så meget om grøn omstilling, så jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre Dansk Folkepartis visioner for den grønne omstilling og sikringen af, at vi har et godt klima, et godt miljø fremadrettet, at vi lever op til FN's bæredygtighedsmål osv. Tak.

Ordføreren.

Der er da ingen tvivl om, at grøn omstilling er vigtigt. Det er også derfor, at vi er glade for, at alle partier lige her før sommerferien indgik et energiforlig, hvor man faktisk flytter sig rigtig meget i den rigtige retning, både hvad angår det grønne og det, at vi har fået det her paradigmeskifte, hvor vi spørger, hvordan vi kan omstille os grønt til glæde for alle, også for de borgere, som bor på land; der er vi jo rigtig glade for, at man fik lavet den her aftale om vindmøller.

Så er det rigtigt, at vi fortsætter derudad. Det vil vi jo gerne gøre på flere parametre, og det gjorde vi sådan set, da vi lavede vores bilaftale; der gik vi jo ind og vægtede det grønne og det sikkerhedsmæssige meget mere. Jeg tror, at det er den vej, man skal gå, altså følge udviklingen og så flytte sig i den retning.

Vi vil også gerne have, at vi, når vi sætter puljer af, ser på, hvad det grønne er. Det kan jo lige så godt være, når den enkelte husejer eller den enkelte boligforening isolerer deres huse, gør deres huse mere energirigtige. Det er også grøn omstilling at bruge mindre energi. Det handler jo ikke altid om at bruge en anden energikilde; nogle gange handler det også om, at man skal bruge mindre energi.

Fru Josephine Fock.

Tak for det. Jeg synes jo ikke, det lyder super ambitiøst fra Dansk Folkepartis side; det må jeg sige. Jeg kunne godt tænke mig, at Dansk Folkeparti deltog aktivt i diskussionen om, hvad der egentlig skal til, for at vi får en reel grøn omstilling, som gør, at Danmark bliver totalt fossilfri. Bl.a. er Dansk Folkeparti jo også med i aftalen om Nordsøen, i forhold til fortsat udvinding af olie.

Er det noget, Dansk Folkeparti kunne indgå i en dialog om, altså at se på at udfase det og have visioner, deciderede visioner, på det grønne område? Kunne vi se et Dansk Folkeparti, der for alvor kommer ind i kampen for den grønne omstilling?

Ordføreren.

Jeg synes, man skal lægge mærke til, at rigtig meget af det, vi henter ind på de relativt få olieforekomster, som vi råder over i Danmark, bruger vi jo faktisk til grøn omstilling. Dem har vi jo netop brugt til at finansiere Togfonden DK med, og hvad er det, Togfonden DK gør? Den gør faktisk, at vi kan få udfaset – ja, man tror næsten, det er løgn – gamle lokomotiver fra 1986; dem kan vi nu få udfaset, og så kan vi få ellokomotiver, som jo er grønne i forhold til de diesellokomotiver, vi har i dag.

Så nej, vi vil ikke stoppe med at udvinde olie, for så ville vi faktisk ikke kunne gennemføre det, vi gerne vil, altså at få en grøn offentlig transport, særlig på jernbaneområdet.

Tak. Så er det hr. Martin Lidegaard, De Radikale.

Tak for talen. Jeg var faktisk opmuntret over at høre, at Dansk Folkeparti er begyndt at få lidt samvittighedskvaler over den her årlige besparelse på uddannelsesområdet, som jo helt præcis, som ordføreren siger, de seneste 3 år har ramt allerhårdest i landdistrikterne og allerhårdest på de gymnasier og erhvervsskoler, hvor man i forvejen har svært ved at holde elevtallet oppe, fordi opsamlingsgrundlaget ikke er så stort. Her har man jo faktisk ifølge vores beregninger sparet, hvad der svarer til 6.000 stillinger uden for de store byer, samtidig med at man har forsøgt at flytte nogle statslige arbejdspladser ud, som så fylder langt mindre. Så det er et godt signal, der kommer i dag. Jeg forstår så ikke helt, hvorfor det kun er erhvervsskolerne, man vil kigge på. Der var også noget med nogle små gymnasier, som ordføreren måske kunne uddybe.

Men jeg forstår det, vil jeg sige, sådan, at der da er behov for at holde hånden under alle ungdomsuddannelserne, ikke mindst i landdistrikterne. Der er da også behov for at holde hånden under professionshøjskolerne. Vi har jo manglet sygeplejersker, jordemødre, pædagoger og lærere, især uden for de store byer. Så hvorfor vil man blive ved med at skære i forhold til dem? Der er da et lige så stort behov for at holde hånden under dem, hvis det, man ønsker, er, at vi også kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft til vores offentlige sektor uden for de store byer.

Så kunne man ikke gøre sig forhåbninger om, at man kunne aftale med Dansk Folkeparti, at det ikke kun lige er erhvervsskolerne, man kigger på, men altså også lidt bredere de uddannelser, som vi alle sammen er så afhængige af, og som de skriger på at vi skal holde hånden under uden for de store byer?

Ordføreren.

Der er ingen tvivl om, at vi gerne vil stå på mål for, at vi indførte omprioriteringsbidraget, og man skal jo også huske på, at det hedder et omprioriteringsbidrag . Det er jo ikke sådan, at man har taget de her penge fra uddannelserne og man så har smidt dem i skraldespanden. Vi har brugt dem på andre velfærdsydelser, og vi har jo den økonomi, vi har, og vi har det velfærdssamfund, som vi beslutter vi vil have. Vi mener også, at det har været oplagt på uddannelsesområdet. Vi har haft omprioriteringsbidraget i alle de statslige organisationer, og vi har haft det i regionerne, igennem en lang årrække. Nu har vi så også indført det på uddannelsesområdet, og vi har faktisk også gjort det på museerne i samme omgang, og det har vi gjort med åbne øjne.

Der må vi så sige, at særlig erhvervsskolerne bare er udfordret af nogle andre parametre. Det er ikke kun af de 2 pct., men der er simpelt hen nogle strukturer omkring dem, der er ændret. Jeg nævnte det før, både i forhold til 2+2-kravet, altså 2 i dansk og 2 i matematik, samtidig med at vi har en højkonjunktur, så der simpelt hen er et lavere rekrutteringsgrundlag. Derfor mener vi, at erhvervsskolerne skal friholdes for 2019. Jeg vil også sige, at det kun har kørt i 2 år og ikke i 3 år.

Vi ser på gymnasierne. Der vil vi gerne have en definition af de mindre gymnasier. Vi har ikke lagt os fast på, hvad et mindre gymnasium er, altså i forhold til rekruttering. Der vil vi gerne have at det stopper, altså at der kommer en udløbsdato i 2020. Så vil man have kørt med et omprioriteringsbidrag i en 4-årig periode.

Resten vil vi også gerne diskutere med regeringen. Der lægger man jo op til, at man skal fortsætte til 2022 og sådan set fortsætte derefter og så give pengene tilbage til områderne, men jo ikke på institutionsniveau. Der er vi sådan lidt skeptiske over for den model, som regeringen har lagt op til. Det kan jo godt være, at man på nogle af universiteterne kan rationalisere noget, fordi man gerne vil en særlig forskningsvej eller et eller andet, og der kan det give mening. Men der har vi ikke lagt os fast på det. Men vi vil gerne have en udløbsdato, også for de almene gymnasier, også de store.

Tak. Hr. Martin Lidegaard.

Lad os bare lige blive enige om fakta først, nemlig at omprioriteringsbidraget for uddannelse og kultur – det er vigtigt at få med – som også har ramt meget hårdt uden for de store byer, har kørt i 2016, 2017 og 2018. Så lad os blive enige om, at det har kørt i 2 3/4 år. Det så skal fortsætte i 2019, 2020, 2021 og 2022 – ifølge regeringen – og i det sidste år kan man så føre noget tilbage.

Jeg vil egentlig gerne kvittere for, at Dansk Folkeparti siger det så hudløst ærligt, som man gør, altså at man synes, det har været en god idé at skære så hårdt på ungdomsuddannelserne i de seneste næsten 3 år. Det synes vi ikke, og vi synes heller ikke, det er en god idé at fortsætte med at gøre det i yderligere 3 år på alle landets gymnasier, produktionshøjskoler, universiteter og museer, altså på kulturområdet. Så der er en forskel, og jeg vil egentlig gerne kvittere for, at ordføreren lige har bekræftet det. Man vil gerne holde hånden under erhvervsskolerne – og det er vi glade for, det vil vi også gerne – men man vil altså de næste 3 år ikke hjælpe med at prøve at holde hånden under gymnasierne og produktionshøjskolerne, ikke mindst uden for de store byer. Det er korrekt forstået, ikke?

Ordføreren.

Nej, det er den debat, vi skal have. Det er mere et udtryk for, at vi er helt afklarede politisk i forhold til erhvervsskolerne. Der har vi sat en dato, der hedder 2019, hvor vi ønsker det udfaset. Vi har også sagt, at vi gerne vil have en definition af de mindre gymnasier, altså landdistriktsgymnasierne. Der kan vi se at der bliver en udfordring, og der vil vi gerne have det udfaset i 2020. I forhold til resten bliver vi simpelt hen nødt til – undskyld, jeg siger det – ikke at tale med følelserne og om noget, vi tror. Der er vi nødt til at sætte et arbejde i gang, altså en evaluering, af, hvad det her har betydet i forhold til den tid, der er gået, og så træffe en beslutning.

Men jeg tror, det er vigtigt for alle institutioner – om man er stor eller lille, eller om man ligger i provinsen eller i en storby – også at vide, hvornår det holder op. Altså, hvornår stopper det? Jeg tror faktisk også, det vil give noget ro på derude, hvis man på et gymnasium ved, at det her kører til 2020, og at det så stopper. Med regeringens model ved man jo ikke om at man får sine penge tilbage efter 2022. Man ved, at man skal aflevere dem, men det er jo ikke sikkert, at de kommer tilbage til det gymnasium, der har afleveret dem. Det kan være, det går til noget helt andet et andet sted i landet, og der tror vi at man skal passe på. Et omprioriteringsbidrag kan have en værdi i starten, men til sidst bliver det jo ikke omprioritering. Så bliver det jo rene besparelser for besparelsens skyld, og de lavthængende frugter er plukket.

Tak. Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen, SF.

Hr. René Christensen sagde i sin tale, at man skulle standse ulykken med udhulingen af rådighedsbeløbet for de ældre, og det udtryk kan man jo bruge på flere områder. Man kan netop også bruge det på uddannelsesområdet. Vi hører jo fra flere uddannelsesfolk, både fra erhvervsskolerne, men også fra de danske gymnasier, at der simpelt hen er uddannelsesinstitutioner, som er så presset på økonomien, at de, hvis det her fortsætter bare et par år endnu, risikerer at gå bankerot og må lukke. Det ved ordføreren lige så godt som jeg er en katastrofe, specielt i områder, hvor det, at de er der, gør, at der er nogle, der får en ungdomsuddannelse. For der er grænser for – det viser alle undersøgelser – hvor langt unge vil flytte sig for at tage en uddannelse. Så hvis det ligger meget, meget langt væk, er der nogle, der simpelt hen ikke får en. Så det er en katastrofe, ikke bare for den enkelte, men også for det lokalområde.

Jeg hører ordføreren sige sådan lidt på den ene side og jo på erhvervsuddannelser, men ikke på gymnasier. Der kunne man jo gå ind og standse ulykken nu. Der hører jeg bare ikke et klart svar fra ordføreren på, om det er det, man vil gøre. Jo, på erhvervsuddannelser vil man – og det er vi rigtig glade for, og vi regner jo også med, at der ikke kommer en finanslovsaftale igennem, uden at det klokkeklare krav bliver imødeset – men der er også nogle gymnasier, der er vigtige for landdistriktsområderne.

Tak. Ordføreren.

Jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal sige det mere klart. Det er rigtigt, at vi på erhvervsskolerne gerne vil have det fjernet i 2019, men jeg vil gerne sige, at vi aldrig har ultimative krav. Vi går ind og tager en debat med regeringen og en diskussion om, hvordan vi får løst de udfordringer med de muligheder, der er i en finanslov for 2019.

Så er der det andet med gymnasierne, og der synes jeg egentlig også jeg var meget tydelig i forhold til de gymnasier, som ordføreren jo også omtaler, altså de mindre gymnasier, særlig ude i provinsen. Og jeg er fuldstændig enig i analysen. Hvis man oplever, at der er gymnasier i provinsen, der bliver nødt til at blive lagt sammen, så bliver der længere til en uddannelse, og så kan det være, at der er unge, der vælger en uddannelse fra og vælger noget andet til, og hvis vi har flere unge, som ikke vælger en uddannelse til, har vi først rigtig tabt. Der har vi jo sagt, at vi i 2020 godt vil have en definition af, hvad det så er for nogle gymnasier, man kalder de mindre gymnasier. Der skal man som finansordfører passe lidt på med at sige: Jeg ved lige præcis, hvornår et gymnasium er et mindre landdistriktsgymnasium. For det gør jeg simpelt hen ikke. Der bliver vi nødt til at få lidt hjælp, og det kan vi få i forbindelse med finansloven.

Så det er de mindre gymnasier. Der er vi klare i mælet, og vi er også klare i mælet i forhold til erhvervsskolerne. Og så vil vi sådan set også gerne have en afklaring i forhold til resten. Altså, hvordan skal vi køre videre med det? Kan der være en differentiering i forhold til omprioriteringsbidraget fremadrettet?

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Jeg tror også, det er vigtigt med nogle klare definitioner. For der er faktisk nogle gymnasier, som ligger i landdistriktsområder, men som ikke er specielt små, fordi de har et kæmpestort opland. Så man skal også passe på med at sige, at det kun er nogle meget små gymnasier. Men jeg tror, jeg forstod ordføreren sådan, at det specielt er der, hvor økonomien er virkelig udfordret, og hvor det også har en enorm betydning for det lokalområde, at man vil kigge på det.

Et andet sted, hvor man også kan sige at man kan standse ulykken, er jo i forhold til udhulingen af hele ældreområdet. Der var ordføreren meget inde på det der med rådighedsbeløbet, og det er vi også meget enige med DF i. Men der er jo også hele plejeområdet og den del af velfærdssamfundet, der går til de ældre, og der kan vi se at der mangler 5 mia. kr. i forhold til det demografiske træk alene på ældreområdet. Jeg ved godt, at der er en diskussion om, hvad det demografiske træk er, osv., og at specielt regeringen ikke anerkender den her grænse, som de fleste andre opererer med, og det er jo ikke for at genstarte den diskussion. Men på ældreområdet mangler der faktuelt 5 mia. kr. til den udvikling, der er, og det er nu. Altså, det er ikke i fremtiden, men det er nu. Der kunne man jo standse ulykken, ved at vi f.eks. gik sammen i vores partier. Vi har et forslag fra SF om en ældregaranti, hvor vi siger, at den ældreudvikling, der er i kommunerne, skal vi finansiere krone til krone. Altså, kommunerne skal ikke stå med det kæmpe økonomiske efterslæb, der er, for det kommer kun til at gå ud over de ældre.

Tak. Ordføreren.

Så er vi lidt tilbage ved det, Jacob Jensen spurgte mig om, nemlig om det kun handler om penge. Det handler ikke kun om penge, men det handler også om penge. Og jeg kan give et godt eksempel. Hvis man nu er ældre og man faktisk godt kan gå, men har svært ved at komme på toilettet, så er det sådan i dag, at man får en alarm, og så kan man ringe på den. Så trykker man på den, og så kommer der en eller to hjemmehjælpere kørende i en bil hen til en. De hjælper den pågældende borger på toilettet og venter på, at man har gjort det, man skulle, og hjælper borgeren op igen.

Så er der en kommune, som siger: Vi synes simpelt hen ikke, det er værdigt, at man skal sidde og vente på at komme på toilettet, så vi køber et intelligent toilet. Her får man sådan set indrettet badeværelset, så man kan klare sig selv, og man kan selv komme på toilettet. Det synes jeg er værdighed. Men jeg vil bare sige, at det faktisk også giver en stor besparelse. For der er prisen på sådan et toilet i forhold til at man skal komme en til to gange om dagen – eller flere gange – og hjælpe en borger på toilettet, meget høj.

Så man kan ikke alene sige, at det skal være krone til krone, i forhold til hvor mange ældre der er. Det, det skal handle om, er, at vi skal bruge den nye model, som vi også har talt om i Finansudvalget, nemlig outputmodellen. Vi skal ikke kun kigge på, hvor mange penge vi putter ind, vi skal også kigge på, hvad det er for en kvalitet, vi får ud, og vi skal ikke tale de ældre ned og sige: Jeres oplevelse af ældrepleje er ikke vigtig; det er kun vigtigt for os politikere, hvad det koster. Nej, oplevelsen af ældreplejen er vigtig.

Tak. Så går vi videre i spørgerækken. Hr. Anders Johansson ønsker ikke ordet, og derfor går vi over til hr. Jesper Petersen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Hele præmissen for den finanspolitiske diskussion nu og i de her år handler jo om, at der bliver flere ældre i de kommende år, og der bliver også flere børn. Og det er jo rigtig positivt. Op mod sidste valg var Dansk Folkeparti meget klare i mælet om, at der var behov for en væsentlig større offentlig vækst, altså penge til kommuner og regioner, for at man kunne følge med de omkostninger, der bliver, når der bliver flere plejekrævende ældre og flere omkostninger på sygehusene osv. Vi skal heller ikke længere tilbage end til Dansk Folkepartis sommergruppemøde i 2016 for at høre, at hr. Kristian Thulesen Dahl gentog, at en vækst på 0,8 pct. var det, Dansk Folkeparti ville have. I stedet for indgås der jo aftaler i de her år, hvor man overhovedet ikke følger med, men altså underfinansierer velfærden, som også Jyllands-Posten dokumenterede i en artikel i sidste uge.

Det er gået fra sådan meget klare meldinger om betydelig finansiering til kommunerne, f.eks. når der kommer flere ældre, til at vi i dag hører, hvordan hr. René Christensen fra Dansk Folkeparti og hr. Jacob Jensen fra Venstre sender bløde bolde til hinanden, og der er lagt op til, at der skal laves en finanslovsaftale her. Konflikten er fuldstændig forsvundet; Dansk Folkeparti lader til at være gået ind i regeringens måde at tænke på de her ting på. Derfor må jeg direkte spørge: Vil DF fortsætte underfinansieringen af de velfærdsomkostninger, der er, når der bliver flere ældre og flere børn? Vil den finanslovsaftale, som man givetvis kommer til at indgå, indebære, at man hjælper kommunerne med de omkostninger, de får, eller vil man ikke følge med og ikke betale, f.eks. for at der bliver flere ældre?

Ordføreren.

Jeg vil bare sige, at Dansk Folkeparti er rigtig glade for de finanslove, vi har lavet sammen med tidligere regeringer, både Venstreregeringen og den nuværende regering. Hvorfor er vi så det? Vi kom fra en periode med en socialdemokratisk ledet regering, hvor der var minusvækst. Der var færre penge ude i det offentlige. Vi er rigtig glade for, at vi har ændret det.

Så er det rigtigt, at vi ikke er kommet op på 0,8 pct. i dag – heldigvis, fordi udgifterne særlig til ikkevestlige indvandrere er faldet. De er faldet, så der nu skal være et træk på 0,65 pct., og det er det, der er behov for. Det er vi sådan set glade for. Vi er glade for, at vi har flyttet os fra, at vi kom fra en periode, hvor man skar og skar og kommunerne derude skreg, til vi nu bl.a. ret hurtigt har kunnet få en værdighedsmilliard igennem, så der er kommet 1.000 mio. kr. mere om året øremærket til ældreområdet ud til kommunerne.

Men det, der foruroliger mig allermest nu, er, at det til næste år kommer over blokken. Jeg har i dag fået at vide, at man f.eks. i Odense Kommune siger, at fordi det kommer over blokken, er der ikke behov for at bruge alle pengene på ældreområdet. De har simpelt hen for mange penge på ældreområdet i Odense Kommune, så derfor tager de nogle penge fra værdighedsmilliarden: 3,5 mio. kr. vil de tage fra det, der hedder en værdig død, altså at man kommer godt herfra, og bruge på noget andet, fordi det ikke kommer over blokken. Det foruroliger mig, at kommunerne går og siger, at de simpelt hen har for mange penge på ældreområdet, for det har de ikke.

Hr. Jesper Petersen.

Jeg synes, det er udenomssnak. Det er meget velafpasset til den tid, der er til at komme med det, men det er altså 1 minuts udenomssnak, hvor der jo ikke bliver svaret på det spørgsmål, jeg stiller: Er Dansk Folkeparti med på at indgå en finanslovsaftale med regeringen, som jo ikke bekymrer sig om, at der er behov for flere penge, når der også bliver flere ældre? Det, regeringen lægger op til i sin økonomiske politik, er jo, at hver gang der bliver to ældre mere på over 70 år, vil man kun sætte penge af til lidt mere end den ene, faktisk. Det synes vi ikke er en god måde at gøre det på.

Hele den her diskussion bliver jo helt afkoblet fra, hvad der foregår ude i den kommunale virkelighed. Herinde kan man godt snakke om værdighedsmilliarder og alt muligt andet, men det, man er i gang med derude i de kommunale budgetter, er typisk at lave nye sparerunder. For at undgå det, for at sørge for, at der er en ordentlig finansiering, når der bliver f.eks. flere ældre – og også flere børn i daginstitutionerne – så må vi bare have et klart svar fra Dansk Folkeparti: Er man med på igen at bruge pengene på at lette skatten i stedet for at følge med og betale mere til kommunerne, når de får større omkostninger til ældre og børn?

Ordføreren.

Det er en sådan lidt ærgerlig diskussion, for for det første ligger der faktisk ikke ret mange skattelettelser i den her finanslov. Det må man bare erkende: Det gør der ikke. Så det er jo ikke det, der er på tale her.

Så vil jeg også for det andet om det her med pengene sige: Jeg troede faktisk kun, det var Enhedslisten, der havde det der med krone til krone. Lad mig give et andet eksempel bare for at tegne sådan et billede af, hvor tåbelig en diskussion det er: Hvis jeg derhjemme har en varmeudgift på 20.000 kr., så vil jeg isolere mit hus, så jeg til næste år kun har en varmeudgift på 16.000 kr. Er der så blevet meget, meget koldere i mit hus? Det er der ikke. Jeg har foretaget en investering, og derfor er min udgift faldet, og jeg har faktisk fået et bedre indeklima.

Altså, det er sådan, det er. Det handler ikke kun om at bruge penge. Jeg anerkender ikke, at hver gang vi bliver en borger mere, koster det nøjagtig det samme i dag, som det kostede for 5 år siden. Prøv engang at høre her: Ude i kommunerne er de også superdygtige til at finde på nye løsninger. De er superdygtige til at give en god ældrepleje. De er superdygtige til at finde ud af at gøre det bedre. De bliver også bedre til at ordne de grønne områder og alt mulig andet. Det koster mindre, og så kan de også lave omprioriteringer, tage noget fra det grønne område og flytte det over til ældreområdet, og det er jo rigtig godt. Men der bliver ikke minusvækst i nogen af de finanslove, som Dansk Folkeparti har været med til at lave, og det kommer heller ikke til at ske fremover.

Tak. Så går vi videre i rækken af spørgere. Det er hr. Morten Bødskov, Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Jeg synes på ingen måde, at ordføreren svarede på hr. Jesper Petersens spørgsmål. Derfor vil jeg bare stille det meget enkle spørgsmål: Vil den finanslovsaftale, som Dansk Folkeparti jo helt åbenlyst allerede er skibet ind i, og som de laver med regeringen, betyde, at økonomien i den offentlige sektor, økonomien til den fælles velfærd om man vil, er stor nok til at indfri det demografiske træk, der vil være, fordi der kommer flere børn og flere ældre, og fordi der er flere, der skal behandles med en ny medicin på vores hospitaler?

Ordføreren.

Jeg er sådan set glad for spørgsmålet. For det første kan man sige, at det, der ligger i oplægget fra regeringen, er vi sådan set også glade for. Der lægger man op til en offentlig vækst på 0,4 pct. Det er sådan set positivt, når man tænker på, at alle regeringspartierne sådan set gik til valg på enten nulvækst eller minusvækst. Man skal også huske, det nok ikke ender på de 0,4 pct., når Dansk Folkeparti har været inde i lokalet. Vi ønsker faktisk nogle løft på velfærdsområderne, og særlig på ældreområdet ønsker vi et løft.

Men jeg vil for det andet også gerne sige, når man nu spørger til skoleområdet, at jeg før nævnte tallet på de 35.000 unge under 25 år, der er visiteret til en fgu. Der er altså 35.000 unge, som ikke har fået et grundlag, så de kunne gå i gang med en uddannelse efter enten 9. eller 10. klasse. Det betyder da, at der er behov for noget ude i kommunerne. Så ja, vi ønsker sådan set, at der kommer flere penge til velfærd, men vi ønsker sådan set også, at der nogle steder kommer færre penge. Det er bl.a. til ikkevestlig indvandring.

Hr. Morten Bødskov.

Hr. Jesper Petersen havde mulighed for at stille to spørgsmål. Nu har jeg så stillet et spørgsmål, og ordføreren bliver ved med at svare udenom. Det kan være, at der kommer en socialdemokrat eller en anden, der kan følge op, for det er faktisk et ret centralt spørgsmål. Det er jo ikke, fordi Dansk Folkeparti har holdt sig tilbage med at give løfter på velfærdsområderne. Det nikker ordføreren vel også til her. Derfor er det jo bare, og det er i sig selv en afsløring, et ganske simpelt spørgsmål. Det er jo ikke så svært. Hvis man gerne vil undgå de besparelser, som regionerne er ved at gennemføre nu, fordi den økonomi, som Dansk Folkeparti har lagt til grund for den forrige finanslov og økonomiaftalerne, ikke er tilstrækkelig, skal man sikre, at der er penge til, at regionerne og kommunerne og det offentlige og staten samlet set kan holde sig inden for det og kan svare enhver sit. Og hvordan gør man det? Det gør man ved at sikre, at der er de penge, der skal bruges, til det demografiske træk, som det hedder, altså til flere ældre, flere plejekrævende ældre, flere børn i skolerne, nye krav til undervisningen, bedre behandling på sygehusene og nye og dyrere medicintyper.

Det har vi diskuteret i mange år herinde. Diskussionen er ikke ukendt. Så ordføreren behøver ikke at svare udenom nu for fjerde gang. Derfor er spørgsmålet bare: Når glasdøren lukker ovre i Finansministeriet, og når hr. René Christensen står uden for glasdøren med en finanslovsaftale under armen, som alle ved kommer, vil man så kunne slå op i den og se, at Dansk Folkeparti har sikret, at den offentlige økonomi er sådan, at den vil kunne håndtere det demografiske træk med flere ældre og flere børn og flere syge? Ja eller nej?

Ordføreren.

Alle snakker om det demografiske træk, men man glemmer bare lidt, at det handler om de ældre. Det demografiske træk handler om det udgiftstræk, der er. Det tror jeg også at ordføreren godt ved. Derfor er der jo flere ting i det. Der er simpelt hen nogle af tingene, som ligger i det demografiske træk, som vi ikke ønsker at finansiere. Vi ønsker faktisk ikke at finansiere yderligere udgifter til ikkevestlig indvandring. Prøv lige at høre engang: Vi bruger 36 mia. kr. om året på ikkevestlig indvandring. Hvis vi kan bringe det ned med bare 10 pct. over en kort årrække, har vi jo 3,6 mia. kr. om året, som vi kan bruge på noget andet. Hvad vil der så ske? Skal vi så have et demografiske træk på 6,5? Nej, så vil det være mindre. Har vi så skåret i velfærden? Nej, vi har skåret i udgiften. Altså, det er en mærkelig diskussion at gå efter tallet.

Så er det rigtigt, når der bliver sagt: I har jo selv gået efter tallet. Det er fuldstændig rigtigt, at Dansk Folkeparti også har sagt, at det er vigtigt for os, at der er plads til det. Det er selvfølgelig også, fordi man kom fra en situation med en minusvækst – at der altså var en minusvækst – samtidig med at vi sådan set var et af de få partier i Folketinget, som sagde, at der faktisk var plads til en lille moderat stigning i det offentlige forbrug. Og jeg kan love, at der kommer en stigning i det offentlige forbrug i forhold til det udspil, der er kommet, og den vil også være større end i det udspil, der er kommet.

Tak. Så har hr. Joachim B. Olsen meldt sig som ordfører for Liberal Alliance. Og hr. Finn Sørensen må godt gå over og gøre sig klar.

Tak for det. Nu har hr. René Christensen fået, tror jeg, 3-4 spørgsmål i træk om det demografiske træk, og det er jo noget, der bliver sådan fortolket helt religiøst. Men alle de ordførere, der har stået og skudt på hr. René Christensen, har overhovedet ikke forstået, hvad det demografiske træk er. For de misbruger det jo.

Det er jo et udtryk, der kommer fra Finansministeriet. Og hvad skriver Finansministeriet selv om det demografiske træk? De skriver: Beregning af det demografiske træk er af mekanisk karakter og skal fortolkes varsomt. I beregning tages der ikke højde for, at omkostningen ved en ekstra bruger kan adskille sig fra den gennemsnitlige omkostning pr. bruger.

Men det er jo præcis det, som alle de, der skyder på hr. René Christensen, ikke gør. De siger, at sidste bruger koster lige så meget som den gennemsnitlige bruger. Og dermed bruger de udtrykket forkert. Hele deres argumentation er bygget op på, at hvis det offentlige forbrug ikke følger det demografiske træk, bliver det pr. automatik dårligere. Og det er jo ikke rigtigt. Det er en fejlfortolkning af det, Finansministeriet siger. Hele venstrefløjens argumentation er usaglig og hænger ikke sammen.

Jeg hørte ikke rigtig noget spørgsmål til hr. René Christensen. Det var vist bare en kommentar fra Liberal Alliance, så vi går videre til den næste ordfører, hr. Finn Sørensen. (Uro i salen). Nej, jeg hørte ikke noget spørgsmål. Hr. René Christensen må gerne kommentere, men der skal altså være et spørgsmål. Det er vi nødt til at holde fast i.

Ordføreren.

Jamen jeg hørte faktisk et spørgsmål. Jeg opfattede det lidt som et spørgsmål om, om jeg er enig i den fortolkning. Og det er jeg sådan set. Og at det er rigtigt, kan man jo sådan set se derude.

Altså, hvis vi bare går få år tilbage og kigger på, hvad det kostede at lave en hofteoperation, og hvor lang tid det tog at udføre genoptræning osv. osv., og sammenligner med i dag, så må man jo sige, at vi laver nogle rigtig dårlige hofteoperationer. Der er åbenbart ikke nogen, der bliver raske, for operationerne koster kun en tredjedel af, hvad de kostede førhen. Altså må patienterne være dårligere behandlet. Men det er de ikke; de er faktisk bedre behandlet, men til en tredjedel af prisen. Og det er da interessant.

Dansk Folkeparti siger ikke, at der ikke er behov for penge. Der er behov for penge, men hvorfor bruger vi dog ikke kræfterne på at diskutere, hvad vi så skal bruge pengene på, i stedet for bare at diskutere pengene? Det giver ikke noget indhold for den enkelte.

Jeg vil høre, om hr. Joachim B. Olsen har yderligere spørgsmål. Nej? Så er det hr. Finn Sørensen, Enhedslisten.

Tak. Jeg kan forstå på ordføreren, at Dansk Folkeparti gerne vil belønne dem, der kan holde til at arbejde længere og til at arbejde indtil den stadig højere pensionsalder, som Dansk Folkeparti også er med til at bakke op om. Men hvad med alle dem, der ikke kan det? Hvad skal de mennesker leve af? – som pensionskasserne har påpeget. Det skylder Dansk Folkeparti et svar på.

Jeg vil gerne lige minde ordføreren om en udtalelse, som hans partiformand kom med den 22. maj 2017: Man skal huske på, at når man hæver pensionsalderen ved lov, så gør man det for alle. Så gør man det også for mange af dem, der er nedslidte, og som faktisk har brug for en pensionsalder, så de kan komme væk fra arbejdsmarkedet. Citat slut.

Det er jo så rigtigt og sandt, som det er sagt. Det er jo derfor, det er så bunduretfærdigt at hæve pensionsalderen, i takt med at den gennemsnitlige levealder stiger. Hvis man skal tage konsekvensen af det, skal Dansk Folkeparti opsige det forlig, de er med i. Og mit spørgsmål er: Vil Dansk Folkeparti gøre det?

Så må fru Astrid Krag godt gå op og gøre sig klar. Og så er det ordføreren.

Nej. Det ønsker vi ikke at opsige. Men jeg vil også gerne svare på det. Altså, det er mærkeligt, at nogen mener, det er sådan en straf at gå på arbejde. Det er det altså ikke. Jeg møder altså masser af seniorer, som faktisk gerne vil forblive på arbejdsmarkedet. Og det forslag, vi har, handler ikke om, at man skal arbejde længere i sit arbejdsliv; det handler faktisk om, at man kan arbejde længere – altså efter pensionsalderen.

Det er jo faktisk sådan, at vi kan se, at der er en del, som når pensionsalderen, der har opsat pension, men der er også nogle, som jo har færre timer, hvor det simpelt hen ikke kan betale sig at opsætte pensionen. Der har vi nogle modregningsregler, som gør, at de ikke kan blive på arbejdsmarkedet. I dag er det sådan, at man kan tjene 60.000 kr. uden modregning. Men når man tjener mere end 60.000 kr. årligt, sker der modregning, og det vil sige, at så kan det jo ikke betale sig at gå på arbejde for pensionisterne. Altså, det koster dem simpelt hen penge at gå på arbejde.

Derfor siger vi: Jamen hvis der er nogle, der vil og kan – og det er ikke de nedslidte; det er jeg helt enig i – så vil vi gerne give dem en mulighed for, at de kan bidrage på arbejdsmarkedet. Det giver et arbejdsudbud, og jeg er også helt sikker på, at det giver livsglæde for dem, som kan benytte sig af det.

Hr. Finn Sørensen.

Hør nu her! Jeg spurgte: Hvad med alle de mennesker, der ikke kan holde til at arbejde til en fjern pensionsalder? Faktum er jo, at Dansk Folkeparti har bundet sig til, at i 2020 stemmer man for en forhøjelse af pensionsalderen til 69 år, man har viklet sig ind i et forlig, der betyder, at nyfødte i dag først kan gå på pension, når de er 77 år. Hvad med alle de mennesker, der ikke kan holde til at arbejde så længe? Hvad er Dansk Folkepartis svar til dem? Det var det, jeg spurgte om. Det eneste, man kan sige, er: Vi står fast på forliget, uanset konsekvenserne for de mange, mange tusinde mennesker. Det er jo en voksende gruppe af mennesker. Jo højere pensionsalderen bliver, jo flere vil der være, der ikke kan holde til at arbejde så længe. Hvad skal de mennesker leve af?

Ordføreren.

For det første synes jeg, det er interessant, at Enhedslisten allerede nu ved, hvad gennemsnitslevealderen er om cirka 70 år. Det er sådan set meget godt skuldret, at man allerede har regnet sig frem til det. Den kugle vil vi gerne låne indimellem i Dansk Folkeparti, så vi kan kigge 70 år ud i fremtiden. En anden del af det er, at vi sådan set ikke forventer, at alle kan arbejde, til de går på pension. Det kan alle sådan set heller ikke i dag, og det er derfor, vi har en førtidspension, det er derfor, vi har fleksjob, det er derfor, vi har andre muligheder for dem, som har et arbejdsliv, men som bliver nedslidte, og så kan de ikke fortsætte på arbejde frem til deres pensionsalder. De regler er jo ikke sat ud af kraft, fordi pensionsalderen stiger med et halvt år. Det er de ikke, de er ikke sat ud af kraft. Det sikkerhedsnet har vi stadig væk i vores velfærdssamfund.

Lad mig så bare sige, at det er rigtigt, at den tidligere socialdemokratisk ledede regering udhulede noget formen for at komme på førtidspension, for det er blevet ret så svært. Det samme gælder for den sags skyld det at få et fleksjob. Det er så lykkedes lidt nu, men det er jo fleksjob, der er nede i nogle få timer om ugen, der er stigning på, og det tror jeg faktisk ikke samfundet og heller ikke den enkelte altid har glæde af.

Tak til Finn Sørensen. Så er det fru Astrid Krag, Socialdemokratiet, og så må hr. Christian Juhl godt gøre sig klar.

Jamen jeg vil egentlig starte med at takke Dansk Folkeparti for et utrolig godt samarbejde på ældreområdet. Vi har fået sat nogle vigtige ting på dagsordenen sammen. Nogle gange har vi måttet samle et flertal uden om regeringen, og det har vi gjort, når det var nødvendigt. Det betyder jo, at der er sket nogle rigtig fornuftige ting i forhold til det her med muligheden for flere timer og hele diskussionen om rekruttering. Så tak for det samarbejde, det har klart betydet meget.

Jeg må så sige, når jeg lytter til den her diskussion om det demografiske træk, at det blev en lidt gakket diskussion, for når man i modellen tager højde for dyrere behandlinger og ny medicin, der er udviklet, så tager man i modellen selvfølgelig også højde for, at en hofteoperation kan gøres smartere og billigere, for ellers ville det jo være en fuldstændig afsindig, vanvittig model. Og det er jo altså heller ikke en model, som Dansk Folkeparti har haft så meget imod hidtil. Vi skal bare tilbage til sommergruppemødet hos Dansk Folkeparti i 2016, hvor Kristian Thulesen Dahl var meget konkret, i forhold til at det altså var pejlemærket for, hvad der skulle ske af vækst i den offentlige sektor frem til 2025. Så et eller andet er der jo sket i mellemtiden.

Jeg gider sådan set ikke kaste mig ind i den taldiskussion, det har flere været i gang med, og det tror jeg ikke at der er nogen der er blevet meget klogere af. Så jeg vil bare høre Dansk Folkepartis ordfører, om han anerkender det, som vi ved fra sosu'erne, og det, som vi ved fra pædagogerne, nemlig at de oplever, at de har fået færre kolleger inden for de seneste 3 år, at der er kommet færre kolleger på plejehjemmet, og at der er kommet færre kolleger i børnehaven.

Tak. Ordføreren.

Ja, det anerkender vi da, og derfor er der også behov for et løft. Men der er også behov for at se på, hvad det er for nogle arbejdsvilkår, de her mennesker har, og det var også det, jeg sagde i min ordførertale. Udfordringen er – særlig på sosu-området, ikke så meget på pædagogområdet – at rigtig mange kommuner, fordi det er nemt, ikke har fuldtidsstillinger slået op i forhold til sosu'er. Det gør jo, at det bliver job, som sådan set er attraktive nok – jeg tror, at rigtig mange af dem, som uddanner sig til det her, rigtig gerne vil det – men man har bare svært ved at leve af det, fordi man har så få timer. Og derfor er jeg glad for, at regeringen endnu en gang sætter penge af til, at vi skal arbejde med, hvordan vi får øget den her rekruttering.

Vi gjorde det også i forbindelse med sidste års finanslov, men vi har ikke fået det løst. Jeg har heller ikke alle svarene på, hvad det er for en model, man skal lave, for selvfølgelig er der nogle tider på døgnet, hvor det er mere vigtigt. Men jeg tror, at en del af det er økonomi. Der er blevet sparet ude i kommunerne. Det kan også undre mig – og jeg hører det fra flere sider nu – at fordi værdighedsmilliarden overgår til bloktilskuddet, begynder man at spare på ældreområdet. Det kan simpelt hen ikke være rigtigt, at kommunerne går ind og sparer på det område, når de siger, at de har for få penge.

Så bliver vi jo nødt til at bruge mere – hvad skal man sige – håndfaste måder at styre kommunernes økonomi på, og det er ærgerligt i forhold til det kommunale selvstyre. Men det er måske vejen frem, altså at når vi sætter penge af, nøjes vi ikke med at låse dem i en kort årrække; så må vi låse dem, måske endda for bestandig. Men det er ærgerligt, hvis det er der, vi skal hen. Der mangler penge ude i kommunerne, men der sker også mærkelige prioriteringer i kommunerne. Jeg sidder selv i én.

Fru Astrid Krag.

Jeg håber da ikke, ordføreren selv føler, at han står bag mærkelige prioriteringer. (René Christensen (DF): Nej, det gør jeg ikke). Men jeg er glad for, at vi har fået slået fast, at det er rigtigt, at der er færre kolleger på plejehjemmene, og at der er færre kolleger i børnehaverne, at det ikke er noget, man sådan bare går og føler, men at det er rigtigt.

Så siger Dansk Folkepartis ordfører: Hvad for en metode skal vi så bruge? Ja, man skal i hvert fald ikke bruge en metode, hvor man år for år grundlæggende underfinansierer velfærden, som man har gjort, og det vil jeg gerne bede Dansk Folkepartis ordfører fortælle mig om han er enig i. Det kunne en artikel i Jyllands-Posten vise, nemlig at de grundlæggende offentlige udgifter samlet set er blevet underfinansieret med 4,4 mia. kr. over de sidste 3 år, og så sker der jo det, som ordføreren beskriver.

Jeg kan gøre ordføreren endnu mere ked af det, for jeg har også set, hvad der sker i en kommune med de 500 mio. kr., der er blevet afsat til øgede normeringer: Der er en medarbejder, der får lov til at komme op i tid, men det står eksplicit i den aftale, at hun lige præcis ryger ned i tid igen, når den pulje udløber. Derfor er det jo ikke en måde at gøre det på, som Dansk Folkeparti har været med til ved nogle finanslove. Vi hilser de penge, der er blevet løftet ind på ældreområdet, velkommen, men virkeligheden er jo, at når man år for år underfinansierer vores velfærd, kommer sådan noget til at ske, og det er håbløst og forfærdeligt, mest for de ældre, men også for de medarbejdere, der skal leve med det.

Derfor vil jeg bare spørge Dansk Folkepartis ordfører, om det alligevel ikke giver meget god mening at sørge for, at den grundlæggende finansiering til vores velfærd er der, og om Dansk Folkepartis ordfører anerkender det regnestykke, der viser, at der er sket en underfinansiering på samlet, ja, næsten 4,5 mia. kr. i de sidste 3 år.

Ordføreren.

Velfærd er blevet sådan et ord, vi bare siger, ligesom demografisk træk. Man siger »demografisk træk«, og så tror man, alle ved, hvad det betyder, og vi tænker hver vores, når vi siger det. Jeg vil gerne sige, at når vi siger »velfærd« i Dansk Folkeparti, tænker vi på kernevelfærd. Og hvad er så kernevelfærd? Det er også bare et ord, man slynger om sig med. Det er bl.a. ældreområdet, det er børn og unge-området, og det er undervisningsområdet. Det er de tre områder, som vi kalder kernevelfærd.

Så ligger der en masse rundtom, hvor vi faktisk godt synes der kan ske nogle rationaliseringer. Jeg vil gerne bare tage ét sådant eksempel – og så er der nogle, der kan blive sure, fordi de har en interesse for det: Hvordan kan det være, at det pludselig er blevet en kommunal opgave i langt de fleste kommuner at drive et superligastadion? Er det kernevelfærd at drive et superligastadion? Altså, det prioriterer man jo ude i kommunerne, og man kunne godt diskutere, om det er kernevelfærd at drive et superligastadion. Det vil vi gerne diskutere med kommunerne om de egentlig synes det er.

Tak. Og så går vi til Christian Juhl, Enhedslisten, og jeg skal lige sige, at det er den sidste spørger, vi når, før tiden er overskredet.

Så må vi hellere gøre det godt og grundigt.

Sidste år lovede ordføreren mig, at han nok skulle forberede sig bedre i år, fordi han ikke rigtig kunne finde ud af det med Arbejdstilsynet og forebyggende arbejde. Så jeg vil prøve igen. Hvert år rammes 60.000 mennesker af en arbejdsskade. 2.000 af dem dør på et eller andet tidspunkt af den arbejdsskade, erhvervssygdom eller ulykke. Det er et ufatteligt højt tal. Alligevel er Dansk Folkeparti med til at skære på noget af det vigtigste, vi har, nemlig Arbejdstilsynet. I skar i 2016 30 stillinger, I skar i 2017 41 stillinger, I har i år skåret mindst 14 stillinger, og næste år vil I skære 25 stillinger. Jeg synes, at investeringen i Arbejdstilsynet og forebyggende arbejde er en investering i at få nedbragt antallet af skadede mennesker og dermed nedbragt beløbet, som de koster. Det er et meget, meget stort beløb, skulle jeg hilse og sige fra beskæftigelsesministeren.

Hvorfor bliver I ved med at køre den her kurs i stedet for at være med til at rette op på det og så få lavet noget ordentligt forebyggende arbejde, så vi ikke skal have så mange skadede mennesker? 60.000 danskere – hvert år!

Ordføreren.

I Dansk Folkeparti anerkender vi fuldt ud, at det her er et vigtigt område. Det er vigtigt at have et godt arbejdsmiljø for alle. Også selv om man måske ikke er dansk statsborger, men kommer udefra, er det vigtigt, at vi også har en kontrol, som kommer ud og kigger efter, om man har ordentlige arbejdsvilkår, ikke kun lønvilkår, men også arbejdsvilkår, at sikkerheden altså er i orden ude på arbejdspladserne. Derfor har vi faktisk også været med til at sikre penge til, at man skulle have et godt arbejdsmiljø.

Det, der nok er problemet, og det er nok det, som ordføreren tager udgangspunkt i, er, at vi havde – og nu kan jeg faktisk ikke huske hvornår – 2 år, hvor man havde et meget højt niveau, og hvor man satte ekstra penge af. Og når man så har et højt niveau i en årrække, kommer man ned igen. Altså når de penge er væk, så kommer man jo ned igen. Så er det rigtigt, at vi så havde et år, hvor man var væsentlig længere nede, end man var før den ekstrabevilling, og det fulgte Dansk Folkeparti sammen med regeringen jo op, for at vi skulle have et godt arbejdsmiljø.

Hr. Christian Juhl.

Tak. Det er der vist ikke ret mange, der forstår at der har været engang. Dem, der kan forstå noget, er de mennesker, der kommer galt af sted i dag, og der er 110 mennesker mindre næste år, der kan passe på dem og kontrollere de dårlige arbejdsforhold. Det har du, undskyld, det har Dansk Folkeparti været med til. Jeg vil gerne citere ordførerens yndlingsminister, hr. Troels Lund Poulsen. Han sagde i 2007: Med de tal, vi ser i dag, kan jeg konstatere, at arbejdsmiljøindsatsen har slået fejl, at indsatsen simpelt hen ikke virker efter hensigten.

Er det ikke på tide at investere i forebyggende arbejde og spare nogle af de 80 milliarder, som man mener det koster samfundet og virksomhederne? 80 milliarder om året koster det her. Er det ikke på tide, at vi snart skal have en investering i det forebyggende arbejde i stedet for bare at høvle det ned og få det helt ned under gulvbrædderne?

Ordføreren.

Jeg er faktisk enig – jeg er faktisk enig i, at det her er vigtigt. Men igen mener jeg, at den tidligere diskussion har været, at vi nu faktisk har brugt rigtig mange penge på det, og alligevel har vi set, at der har været de her mange ulykker. Jeg siger ikke, der skal færre penge til, der skal nok også flere penge til, det er jeg sådan set enig i. Men vi må også kigge på, hvad det er for et kontroltryk, vi har liggende derude. Hvad er det for en måde, som vi kontrollerer på? Nu skal vi i gang med de ret store infrastrukturprojekter, både Femern, Storstrømsbro og andet, og der kan det også undre, hvis man sidder og kigger, at der så faktisk på det område også bliver skåret ned i forslaget, og det er da nogle af de ting, som vi selvfølgelig også har med til finanslovsforhandlingerne.

Tak til ordføreren. Det var slut på spørgsmål. Vi går over til den næste ordfører. Det er hr. Jacob Jensen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Der var engang et land, hvor mange i befolkningen var arbejdsløse, hvor syge stod på venteliste i stedet for at blive behandlet, hvor skatter og afgifter var tårnhøje, men det til trods måtte flere ældre og udsatte grupper kigge langt efter en rimelig hjælp fra fællesskabet. Sådan er det heldigvis ikke længere. Danmark er et dejligt land. Det er ikke et perfekt land, men det er et af de bedste, der findes i verden. For som H.C. Andersen skrev: I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme, der har jeg rod, derfra min verden går. Og når jeg skuer ud over verden og ser de udfordringer, som mange lande og befolkninger står over for, er det, som vi skal diskutere her i dag, jo nærmest i småtingsafdelingen. Det er detaljer. Men ikke desto mindre er det vigtige detaljer. Det handler om danskernes hverdag i lyst og nød. Det handler om vores børn, om syge, om ældre medborgere, om arbejdspladser, om at skabe muligheder for de dygtige og ihærdige, om tryghed, sikkerhed og nærhed for dem, der har hjælp behov.

Vi skal dog passe på med, at vi ikke laver en fjer om til fem høns, når vi prøver at gøre os til over for befolkningen med løfter om at gøre det bedre end vores politiske kollegaer. Vi skal være troværdige og realistiske om vores ønsker. Vi kan ikke forvente at møde en heks på vejen, der giver os mulighed for at kravle ned i et hult træ og dernede finde kister fyldt med guldmønter samt hunde med øjne så store som tekopper. Pengene skal tjenes, før de kan bruges.

Et fokusområde for regeringens finanslovsudspil er derfor også fortsat at tilpasse og forbedre betingelserne for at investere og skabe arbejdspladser i Danmark. Lavere afgifter på udvalgte områder, mindre bureaukrati og en prioritering af Disruptionrådets arbejde med bl.a. uddannelser er skridt i den retning. At skabe grobund for investeringer og skabelse af arbejdspladser samt at sikre en velkvalificeret arbejdsstyrke, der er omstillingsparat i en tid, hvor ændringerne går stadig hurtigere, det kan ikke overvurderes som fokusområde.

For vi skal have råd til at passe godt på hinanden, både børn og ældre samt alle dem med ondt i krop og sjæl. Jeg er derfor også glad for, at regeringens udspil netop har et massivt fokus på de her områder. At sikre børn en god start på tilværelsen er noget af det bedste, man kan gøre for barnets senere tilværelse. I Danmark må det aldrig blive som i »Den lille pige med svovlstikkerne«, hvor hun fattig og forkommen bliver overladt til nattens kulde, uden at der er nogen, der tager sig af hende. I Danmark er vi et af de mest lige lande i verden rent økonomisk. Godt nok steg uligheden en smule under den tidligere S-ledede regering, men vi ligger stadig væk i top. Og med finanslovsudspillet tager regeringen syvmilestøvlerne på og sætter ekstra fokus på indsatsen for sårbare psykisk syge, foruden at vi igen øger de økonomiske ressourcer til det somatiske sundhedsområde. Det er et opspil til regeringens sundhedsudspil, der forventes at komme senere i efteråret. Her vil fokus også være på den nære sundhed som et naturligt næste skridt, nu hvor sygehusstrukturen– super-, akut- og specialsygehuse – er ved at tage form.

Ved regeringsskiftet i 2001 var sundhedsvæsenet om ikke en grim ælling, så i hvert fald langt fra den standard, som man med rette kunne forvente af et moderne velfærdssamfund. Patienterne stod på alenlange ventelister, ikke mindst med kritiske sygdomme, hvor tidsfaktoren er af afgørende betydning for overlevelseschancen. Kvaliteten af de udførte operationer var i mange tilfælde ikke noget at prale af, ja, nogle ville mene, at det var helt til Klods Hans. Jeg siger ikke, at sundhedsvæsenet i dag er blevet en smuk svane, men en massiv indsats i forhold til ressourcetildelingen, rekrutteringen af fagpersonale, patientrettigheder med hurtig udredning og behandlingsret, muligheder for frit sygehusvalg og en strukturtilpasning, hvor der tilbydes specielbehandling af høj kvalitet, har gjort en kæmpe forskel.

Men på trods af, at der til tider er høj bølgegang og udfordringer med it-systemer og mangel på personale på udvalgte områder, ufleksible systemer, ja, så står vi som den standhaftige tinsoldat fast i båden. Vi lader os ikke skræmme af rotter i kloakken eller store fisk, der vil forsøge at hindre den fortsatte rejse mod et endnu bedre sundhedsvæsen med patienten i centrum.

Også regeringens prioritering af ældreområdet er en vigtig del af udspillet til næste års finanslov. Vi skal behandle vores ældre medborgere godt og værdigt og ikke som grantræet, der glædede sig til sin alderdom, hvor det blev pyntet og stod til stads i stuen for så efter jul at visne hen og blive smidt på møddingen. Et øget økonomisk råderum til de ældre, hjælp til kommunerne, så de kan rekruttere flere sosu-assistenter, og en indsats mod ældres ensomhed er blot nogle af elementerne i den prioritering.

Sammenhængskraften i vores land er en styrke, både sammenhængskraften socialt og trafikalt. Med de afsatte midler til en forundersøgelse af Kattegatbroen tager vi også de første, men vigtige skridt til at binde Danmark endnu bedre sammen. Tænk på, hvordan Storebæltsbroen har gjort landet mindre. I dag kan man vel næppe forestille sig dansk infrastruktur uden en Storebæltsbro. Noget tilsvarende tror jeg vil ske med en fast forbindelse over Kattegat. En ting er den sparede rejsetid og de nye muligheder, som det vil give, men en anden og måske endnu vigtigere ting er den større forståelse mellem landsdelene, vores lille land til trods, som en Kattegatbro vil kunne give, når endnu flere på endnu kortere tid vil kunne rejse igennem landet. For at rejse er som bekendt at leve.

Vi har allerede hørt mange kommentarer om regeringens udspil til finanslov – duer ikke, væk, lyder den klassiske oppositionskommentar. Men sådan havde det jo nok lydt, uanset hvad der var kommet af forslag. Men når man så afviser noget, må vi vel også kunne forvente og måske oven i købet forlange, at man selv kommer med noget andet og noget bedre og ikke bare en død krage, en gammel træsko og en lomme fuld af pløre i et forsøg på at imponere prinsessen eller befolkningen i et valgår. Og det har vi endnu til gode at se, for ikke engang det største parti i Folketinget, der blandt mange andre partier gerne vil overtage statsministerposten, har brugt lejligheden til at lave et udspil, som vi kunne diskutere og forhandle. Jeg har godt noteret mig, at man i ly af natten er kommet frem med en brochure, men den er jo så klinisk renset for tal – ikke dermed sagt, at tal er alt, men vi taler trods alt om et finanslovsudspil. Det er ikke seriøst.

Vi i Venstre og regeringen er ikke ømskindede, og vi ligger sådan set ikke på hverken 20 madrasser eller 20 ederdunsdyner for at undgå blå mærker. Vi tåler godt konstruktiv kritik og forventer da heller ikke, at det udspil, der nu er lagt frem, bliver vedtaget fuldstændig uændret. Men det kræver, at andre partier har noget konkret at byde ind med og mere end kritik bare for kritikken skyld.

Man kan sikkert finde mange forskellige løsningsforslag, men det her er regeringens, som vi i Venstre naturligvis kan støtte op omkring. For som finansministeren siger: Hvad fatter gør, er altid det rigtige. Og så kan jeg ikke lade være med at nævne, hvis det i øvrigt skulle have forbigået nogens opmærksomhed, at regeringen med finanslovsudspillet også har fokus på vores nationaldigter H.C. Andersen. Det er ikke kun med referencer i denne tale, men også med en om end beskeden økonomisk støtte til et H.C. Andersen-oplevelsescenter. Der er således en klar sammenhæng mellem ord og handling, og det er ganske vist!

Tak til ordføreren. Vi går over i spørgsmålsrækken, og den første, der får ordet, er hr. Dan Jørgensen, Socialdemokratiet.

Tak for det. Tak skæbne, en tour de force i H.C. Andersen-citater, kærlighedserklæringer til en stor digter, til sit land og til sin finansminister. Jeg kom til at tænke på et andet citat af H.C. Andersen: »Det er med kærlighed som med skildpadde: De fleste kender den kun forloren.« Og det, der kommer ud af munden på ordføreren, er ærlig talt ret forlorent, for sandheden er, at vi lever i et land, som nok er et af de bedste i verden at leve i. Den danske befolkning måles igen og igen som en af de lykkeligste i verden, men det går altså også den forkerte vej på en lang række parametre. F.eks. bliver flere og danskere utrygge, og noget af det, der gør dem utrygge, er, at de ikke tror, der vil være velfærd til dem i fremtiden. En af grundene til, at de har det sådan, er selvfølgelig, at de kan se, hvad der sker, de kan se på en regering, der skærer og skærer. Nu kommer man så med lidt øgede udgifter, ikke nok, men dog trods alt lidt, men det er jo en sølle trøst, når man har skåret massivt i de forgangne år. Hvad vil regeringen egentlig gøre fremover? Nu giver man lidt i år, men hvad med politikken fremover? Er det fortsat regeringens politik, at der ikke skal være en offentlig vækst, som er højere end 0,3 pct. om året?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvorfor hr. Dan Jørgensen er så negativ, men det er måske oppositionens rolle at være det. Når man kigger på, hvad der er sket de sidste år, ikke bare de sidste få, men de sidste mange år, vil man se, at vi har haft regeringsansvaret i 13 ud af 17 år. I den periode er der tilført massive ressourcer til den fælles velfærd. Der var så lige et par år, 3 år cirka, hvor det gik den modsatte vej, og det var pudsigt nok under den S-ledede regering, hvor man netop skar i ressourcetildelingen, bl.a. til kommunerne og dermed den borgernære velfærd. Det er ikke tilfældet under vores regeringer.

Så er det rigtigt, at Socialdemokraterne tager udgangspunkt i det her demografiske træk, altså at der bliver flere ældre, der bliver flere børn osv., men det er og bliver en mekanisk tilgang til tingene, for en ting er, at vi har tilført yderligere ressourcer for at sikre, at der også er mulighed for at kunne udvikle velfærden, men nok så vigtig er den måde, som vi bruger pengene på: Hvad er det, der kommer ud af det, hvad er det for en produktivitet, vi får, har vi fundet ud af at arbejde klogere med vores medarbejdere? Ja, det har vi. Så ikke nok med, at der er blevet tilført flere ressourcer, en øget produktivitet har også været følgen. De to ting lagt sammen giver selvfølgelig nogle muligheder. Men jeg står ikke og siger, at landet er perfekt, for det er det ikke, da der er steder, vi skal gøre det endnu bedre, og det gælder de psykisk syge og sundhedsområdet og andre steder, absolut, og det er også derfor, vi netop prioriterer de områder i vores finanslovsudspil.

Hr. Dan Jørgensen.

Nu lykkedes det ordføreren sådan set fuldstændig at undlade at svare på det spørgsmål, som egentlig var meget konkret. Det kan vel næppe stilles mere konkret: Er det fortsat regeringens politik, at der i de kommende år ikke skal være en offentlig vækst højere end 0,3? Det var egentlig bare det, jeg spurgte om. Så siger ordføreren så, at han ikke kan forstå, hvorfor jeg er så sur og negativ. Det er sådan set ikke mig, der er sur og negativ. Jeg er bekymret, men det er jeg jo, fordi der er rigtig mange danskere, der er bekymrede. Det er ikke bare noget, de føler, det er noget, de kan mærke. Der er ikke den samme velfærd, som der burde være. Der er over 17 pct. af den danske befolkning, som grundlæggende er utrygge. I 2004 var det kun lidt over 2 pct. Så i alle de der år, ordføreren gerne vil prale med, hvor man har haft magten, er det gået den forkerte vej med trygheden for danskerne, og det er jo bl.a., fordi der ikke bliver sat nok penge af til at sikre en ordentlig velfærd, til at sikre ordentlig ældrepleje, til at sikre, at der er hænder nok derude i kommunerne. Derfor vil jeg spørge, om ikke bare vi kunne få ordføreren til at svare klart og tydeligt: Er det fortsat regeringens politik, at den offentlige vækst ikke skal være mere end 0,3 pct. om året?

Ordføreren.

Men jeg vil sige til hr. Dan Jørgensen, at det simpelt hen ikke passer, når det bliver påstået, at vi har skåret ned i tildelingen af ressourcer til fælles velfærd. Det passer simpelt hen ikke. Der er blevet tildelt ressourcer. Men det er jo ikke det, jeg vil måles på, og det kan vi godt have en lang diskussion om. Jeg kan bare sige, at da hr. Dan Jørgensen sad i regering, gik det den modsatte vej. Vi har tildelt ressourcer, men det behøver jeg ikke at tage hverken æren for eller stå og juble over, for det er bare et faktum. Men det, jeg gerne vil måles på, er, hvad der så kommer ud af den tildeling af ressourcer, hvad det er, vi får ud af vores dygtige medarbejdere, hvad det er, vi får af strukturtilpasninger, som gør, at vi kan få afbureakratiseret nogle områder, så vi kan få frigjort nogle hænder, så borgerne netop kan mærke, at der bliver en bedre velfærd. Vi får halveret ventetiden til kræftbehandling, vi får øget overlevelsesraten, når man har haft kræftsygdom, vi har fået tilpasset også på ældreområdet, så man nu også i mange tilfælde kan få et måltid mad, vi har fået lavet nye scannere, vi har fået en lægehelikopter. Det er alt sammen bare eksempler på, hvad det betyder at have en velfærd. Det er det, jeg vil måles på, og det er ikke, om tallet hedder 0,2 eller 0,3 eller 0,5 eller 1,2.

Tak. Så er den næste spørger er hr. René Christensen, Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Og tak for ordførertalen. Det, jeg gerne vil spørge om, angår det, man hører fra regeringen og i særdeleshed fra Venstre, for man taler jo også meget om de her udfordringer, der er, med rekruttering af arbejdskraft. Derfor vil jeg da gerne spørge ordføreren om rekrutteringen, for en del af den ligger vel også i, at vi uddanner for få på særlig det erhvervsfaglige område. Derfor er det egentlige spørgsmål, om Venstre og ordføreren sådan deler den bekymring, der er, for, at så få kommer ind på erhvervsskolerne, og for erhvervsskolerne, som vi kan se er pressede?

Ordføreren.

Ja, det gør jeg faktisk, jeg deler faktisk den bekymring. Det er også derfor, at jeg er rigtig glad for, at vi netop også i forbindelse med finansloven siger, at vi om kort tid kommer med et erhvervsskoleudspil, og at vi vil lave en reform af det, som det ene element, for det er netop så vigtigt, at vi også i de kommende år har nok med faglært uddannede. Velkvalificeret arbejdskraft er nøglen til at have velfærd ikke bare til i år, men også til den næste generation; så det er bare om at få lavet en reform af det, så vi simpelt hen får det gjort mere attraktivt. Jeg skal dog lige sige, at vi endog har fået brudt kurven for den andel af dem, der går ud af 9.-10. klasse og søger ind på erhvervsskolerne, den kurve er faktisk for opadgående i de her år, og det er godt.

Udfordringen er så de ældre, kan man sige, og en stor del af grunden er vel, at vi har højkonjunktur, og det vil sige, at det i udgangspunktet er mere attraktivt at søge ind og tage nogle af de her ufaglærte jobs, og dermed har vi en lavere andel af den gruppe, der søger ind på erhvervsskolerne. Og det er jo en del af forklaringen på det lavere elevtal og det lave taxametertilskud og på, at man dermed også er presset økonomisk på erhvervsskolerne.

Men jeg deler fuldstændig hr. René Christensens bekymring, kan man sige, og derfor sætter vi også ind på det her område i den kommende tid.

Hr. René Christensen.

Jamen jeg vil gerne kvittere for det svar, der kommer tilbage; vi vælger jo også at tage det op som en del af finanslovsforhandlingerne og venter ikke til bagefter.

Der er en anden ting, og det er omkring uddannelse, for uddannelse jo er vigtig. Og igen må jeg sige, at jeg stadig væk kan blive helt forskrækket over, at der er så mange, der er visiteret til fgu. Derfor vil jeg gerne spørge ordføreren, der er repræsentant for et regeringsparti, Venstre, om adgangen til uddannelse, altså den geografiske placering, også er vigtig. Vi mener i hvert fald i Dansk Folkeparti, at det vil være uhensigtsmæssigt, hvis vi oplever, at der er uddannelser i provinsen, der lukker ned, for derved vil de unge jo få længere til uddannelsesstedet, og derved kan vi jo risikere – det kan vi ikke vide nu – at der er nogle unge, der vælger uddannelse fra.

Så spørgsmålet er egentlig, om man har den samme bekymring for, at de skal få længere til uddannelsesstedet, når vi ser på provinsen.

Ordføreren.

Jamen også det kan jeg bekræfte, forstået på den måde, at vi jo fra analyser og undersøgelser ved, at afstanden betyder noget. Jeg siger ikke hermed, at vi så skal have skoler i hver provinsby; det siger jeg ikke. Selvfølgelig skal der være folkeskoler og grundskoler, men også videregående uddannelser, men det, jeg siger, og det er egentlig også det, der allerede er lagt op til med den politik, vi har ført, er, at det at kunne udflytte nogle af de her uddannelsesmuligheder – ude i vores område har vi fået en ingeniøruddannelse til Kalundborg; bare for at nævne et eksempel, der er andre eksempler – selvfølgelig er en vej at gå, men der skal selvfølgelig stadig være kvalitet bag, men det er jeg sådan set også tryg ved at der kan være.

Så det er klart, at geografi betyder noget, og det er jo det, der ligesom skal indgå i bl.a. erhvervsskolereformen, nemlig hvordan vi sikrer, at de unge, som er de områder, hvor vi har brug for arbejdskraften, men hvor der bare pr. definition er længere til uddannelsesinstitutionerne, får de muligheder, så vi får dem sat i uddannelse og dermed får en velkvalificeret arbejdsstyrke at bruge af senere.

Så er det hr. Rune Lund, Enhedslisten.

Her i sommerferien, faktisk mere præcist den 22. juli, var finansministeren, som jo er partifælle til ordføreren, ude at sige i Jyllands-Posten, at nu havde Venstre ikke længere en ambition om nulvækst. Så er min interesse vakt, for hvordan skal det egentlig forstås? I det finanslovsforslag, der er fremsat her, kan vi se, at der er en vækst i det offentlige forbrug på 0,4 pct., og at det demografiske træk ligger på 0,6 pct., som jo lige akkurat er nok til at holde skindet på næsen. Og hvis den offentlige sektor ikke permanent skal sakke bagud, ikke bare skal stå stille, mens resten af samfundet udvikler sin velstand, så skal vi faktisk helt op på en vækst i det offentlige forbrug på 1,2 pct. frem mod 2025.

Men mit spørgsmål er: Hvordan skal det her med nulvækst egentlig forstås? For hvis der kun er en vækst på 0,4 pct. i den offentlige sektor, er der jo ikke bare tale om nulvækst pr. bruger, men faktisk om minusvækst pr. bruger, altså fordi man ikke er oppe på niveauet for det demografiske træk. Så hvordan skal nulvækst egentlig forstås? Er det i virkeligheden bare valgflæsk, altså noget, der skal lyde godt? Eller er det et røgslør, en camouflage for en nedskæringspolitik? Kan vi lige få nogle mere præcise definitioner her?

Ordføreren.

Dyb respekt for hr. Rune Lunds indsigt i excelregneark og mekaniske beregningsmetoder – dyb respekt for det – men som jeg også tror andre har sagt før, bl.a. hr. René Christensen, handler det jo ikke om en en til en-forestilling, hvor udgiften for en ekstra ældre eller en ekstra i skolen er præcis den samme som gennemsnittet af alle de andre. Der er selvfølgelig nogle muligheder i, at skolen står der, at lyset skal tændes, at varmen skal være der, og at lærerne skal være der, uanset om der er 18 eller 19 elever i klassen. Det er et eksempel.

Når det så er sagt, tildeler vi jo netop noget og øger, som hr. Rune Lund jo rigtigt bemærker – og jeg håber, at han trods alt er glad for det – den offentlige sektors budget med 0,4 pct. Men det er bare et tal, i den forstand at tallet kunne have været et andet. Det kunne have været 0,6 eller 0,8, og så havde hr. Rune Lund måske været glad. Men hvad havde vi brugt den sidste del til? Havde vi brugt den til noget ekstra bureaukrati og administration; havde vi brugt den til udgifter på asylområdet; havde vi brugt den til ineffektive it-systemer, jamen så havde vi brugt pengene, og så havde det set fint ud i regnearket. Havde det været 0,6 pct., havde alt været godt, for så havde vi fyldt op i forhold til niveauet for det demografiske træk. Det er jeg fuldstændig ligeglad med. Jeg interesserer mig for, hvad der kommer ud af kvalitet og resultater til glæde for borgerne, og ikke for, hvad der står i et excelregneark. Undskyld, men sådan er det.

Hr. Rune Lund.

Jeg interesserer mig også for virkeligheden. Da vi holdt vores sommergruppemøde, holdt vi det på Hvidovre Hospital, hvor vi også fik indblik i hospitalets arbejde. Og en af de ting, vi fik at vide, var, hvordan man var blevet meget bedre til at lave hofteoperationer. For bare få år tilbage skulle man indlægges i mellem 10 og 14 dage for at få skiftet sin hofte. I dag kan det ske ambulant, og man kan få den første genoptræning, inden man bliver sendt hjem om eftermiddagen. Det er jo fantastisk.

Så ting kan jo gøres mere effektivt, men det kræver altså også, at der bliver tilført flere penge. Og når regeringen i sit finanslovsforslag ikke engang vil afsætte penge til det, der kan gøre, at velfærden lige akkurat kan holde skindet på næsen, er vi jo ikke ude i nulvækst; så er vi ude i minusvækst pr. bruger, for den enkelte patient.

Derfor passer det ikke, når finansministeren er ude at sige i Jyllands-Posten, at man ikke vil gå til valg på nulvækst; for det vil man jo. For man vil ikke engang give nok penge til, at velfærden kan holde skindet på næsen.

Ordføreren.

Jamen hr. Rune Lund modsiger jo sig selv. Han siger jo, at ting kan gøres mere effektivt og giver et eksempel fra Hvidovre Hospital – det er et fantastisk eksempel, et af mange – hvor man i dag kan lave operationer med mindre indgreb over for patienten, og det er jo det vigtigste, og hvor prisen i øvrigt også er langt mindre. Og så siger han, at det kræver, at man tilfører penge. Altså, det går jo imod hinanden.

Pointen er jo netop, at den nye teknologi og de nye muligheder, den giver, bl.a. på sundhedsområdet og en lang række andre områder, er med til at sikre, at den produktivitet, vi har i vores offentlige sektor, har været stigende. Og hvis den produktivitetsstigning fortsætter, jamen så var det med det demografiske træk, hvis man interesserer sig for den mekanisme, sådan set løst. Men det, at vi både kan producere mere, være mere effektive, og samtidig tilføre – i et beskedent omfang, synes jeg, men dog fornuftigt – yderligere ressourcer, er jo den kombination, som jeg ser som den relevante. Men igen vil jeg sige, at jeg ikke interesserer mig for excelregneark, men for, hvad der sker på Hvidovre Hospital og andre steder, hvor man leverer service af høj kvalitet til borgerne.

Så er det fru Josephine Fock, Alternativet.

Tak for det, og tak for talen. Det kommer nok ikke bag på ordføreren, at jeg gerne vil fokusere på den grønne omstilling. Jeg anerkender, at der er afsat 1 mia. kr. i finanslovsforslaget. Det er 250 mio. kr. om året. Det synes jeg jo ikke er nok. Det synes Alternativet jo ikke er nok.

Jeg vil godt henlede opmærksomheden på en artikel i Information den 31. august af Peter Birch Sørensen, som jo er vores klimavismand, som siger, at regeringens grønne milliard over 4 år ikke slår til, at der skal andre ting på bordet, at der også skal være regulativer til at regulere forureningen, at vi er nødt til at tage fat i landbruget, transporten osv. Det tænker jeg er sådan en artikel, der trods alt må få regeringen til at rynke brynene og tænke: Har vi nu gjort det godt nok? Så jeg vil gerne spørge ind til, om ordføreren kan uddybe, hvorfor man har måttet nøjes med at afsætte 1 mia. kr. over 4 år, når vi nu for alvor bliver nødt til at tage fat på den grønne omstilling.

Ordføreren.

Jeg vil trods alt gerne kvittere for rosen, og man kan sige, at det ud fra Alternativets synspunkt er et skridt i den rigtige retning. Det tror jeg også at andre vil anerkende. Jeg synes, det er en god, fin, stor og også realistisk ambition at have. Vi kommer så også, som det også vil være ordføreren bekendt, med et klimaudspil. Vi har jo her tidligere på sæsonen indgået en energiaftale, og det næste skridt er så klimadelen. Det bliver der så som bekendt sat midler af til i finansloven. Det at sige, at vi skal i gang med den grønne omstilling, synes jeg måske lige er at stramme den. Jeg synes faktisk, at vi har været i gang og er i gang med den grønne omstilling og har været det igennem mange år i Danmark. Vi har jo en førerposition. Det kan vi være stolte af. Vi kan både tjene penge på det – det er godt, og eksporten er stor på det her område – men vi kan også ved at lave den eksport hjælpe miljøet og klimaet rundtomkring i verden, hvor der rent faktisk er et kæmpe potentiale for at løfte det her. Så det, at vi både har en erhvervspolitik, der dyrker det her, og samtidig herhjemme – nu var jeg ved at sige, at vi sætter ekstra kul under det, men det er måske et forkert udtryk i den sammenhæng – sætter ekstra turbo på med den her ekstra milliard kroner, synes jeg sådan set er både ambitiøst og også realistisk.

Fru Josephine Fock.

Der skal jo ikke herske tvivl om, at vi ikke synes, det er ambitiøst nok. Men det kommer nok heller ikke bag på ordføreren. Jeg synes jo, det er ærgerligt, når vi nu har alle muligheder for virkelig at komme ind i kampen og blive endnu bedre. Men lad mig spørge om noget andet.

Regeringen siger, at der skal være nuludledning i 2050. Vi ved jo, at fossilbiler cirka kører 15-20 år på vejene. Det betyder jo, at de sidste fossilbiler skal sælges i 2030, hvis vi skal nå regeringens eget mål. Derfor kunne jeg egentlig godt tænke mig at spørge ind til, hvorfor det så er, at regeringen ikke allerede nu begynder at forberede, at de sidste fossilbiler skal sælges i 2030, og sørger for at gøre det sådan, at markedet kan indrette sig efter det, ved at vi kan købe elbiler, og ved at det kan betale sig at købe elbiler. Hvorfor understøtter regeringen ikke salget af elbiler og gør markedet parat til det, det skal være indstillet på fremover?

Ordføreren.

Nu skal jeg jo passe på med at gøre mig klog på teknikken. Det er der folk, der arbejder på energiområdet, der er langt stærkere til end jeg. Men jeg kan da bare sige, at vi, som fru Josephine Fock også nævnte før og kvitterede for, dog har en ambition og også sætter midler af på klimaområdet for at kunne fortsætte den grønne omstilling. Det er jo en modsætning til det parti, som fru Josephine Fock måske vil støtte som statsministerparti. Det er jeg lidt i tvivl om – nej, det vil hun ikke, for hun vil støtte sit eget parti. Socialdemokratiet har jo sagt nul om det her område i deres brochurer. Der synes jeg at det er vigtigt, at man dog trods alt kan sætte en ordentlig portion penge af. Man kan så forhandle om, hvordan den skal fordeles. Men lige præcis specifikt det om elbilmarkedet vil jeg overlade til fagkyndige at kommentere yderligere.

Tak. Og så er det hr. Martin Lidegaard, Det Radikale Venstre.

Da regeringen i sin tid trådte til, havde man jo en gylden målsætning om at gennemføre reformer, der skulle bringe 55.000-60.000 flere i arbejde, og det har Dansk Folkeparti så sat en grundig stopper for. Og derfor kommer jeg nu med dagens gode tilbud til Venstre:

Vi i Det Radikale Venstre vil gerne være med til at invitere nye folk til Danmark – vi kunne starte med 5.000 – der fra dag et har et arbejde, leverer penge til statskassen, og som derfor kan være med til at skaffe den milliard, der betyder, at vi kan gøre noget for landets uddannelser, som Venstre desværre vil fortsætte med at skære på år efter år, selv om vi ved, det rammer allerhårdest uden for de store byer, i landdistrikterne; selv om vi ved, at er der noget, vi burde gøre, så er det at give vores unge en ordentlig start på livet. Det tror vi egentlig også at Venstre mener inderst inde, selv om vi ikke forstår, at man bliver ved med at gennemføre de her bevidstløse besparelser på uddannelsesområdet.

Men vi vil gerne komme med den her finansiering, og vi vil støtte regeringen i det, regeringen gerne selv vil, hvis vi kunne lave det kryds. Så skulle vi ikke tage og mødes om det over en kop kaffe?

Ordføreren.

Jeg vil sige tak til hr. Martin Lidegaard. Jeg drikker altid gerne kaffe med hr. Martin Lidegaard. Det er som regel hyggeligt og også konstruktivt. Og det synes jeg sådan set også indlægget her er udtryk for, uanset nuancerne og spørgsmålet om, hvem der har skåret hvad, og hvem der har brugt penge hvornår.

Vi vil også rigtig gerne det her, og det er ikke nogen hemmelighed, at vi har arbejdet med det, og at der fra regeringens side vil komme et udspil til, hvordan vi kan tiltrække og rekruttere kvalificeret udenlandsk arbejdskraft, for det har vi brug for. Det tror jeg vi deler opfattelsen af. Det var i hvert fald sådan, jeg hørte hr. Martin Lidegaards indlæg om De Radikales indstilling til det her. Det samme hører jeg sådan set også andre partier sige, måske med nogle nuancer.

Vi vil gerne komme med et udspil til det, og så vil vi også forhandle og se, hvordan vi kan komme i mål. For det er fuldstændig rigtigt, at kan vi få den kvalificerede arbejdskraft, som vi har brug for, så ligger der også et økonomisk potentiale, som vi selvfølgelig kan forhandle om hvad skal bruges til. Og hvis det er en forudsætning, at vi kan lave det kryds, så må vi jo tage det med under forhandlingerne i givet fald. Det vil jeg ikke være afvisende over for. Det skal andre vurdere.

Men jeg vil bare sige, at vi er helt med på at kigge på det, og vi kommer som sagt også om føje tid med et udspil til, hvordan vi kan få rekrutteret den arbejdskraft, der er nødvendig, for at vores velfærdssamfund kan fungere – ikke bare i dag og i morgen, men også om flere år.

Hr. Martin Lidegaard.

Jamen det er jeg enormt glad for og vil gerne kvittere for. Og grunden til, at vi foreslår det kryds, er jo, at både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet helt rigtigt har påpeget, at der også er brug for at gøre noget for at få de sidste ledige danskere med. Og for os er det ikke enten-eller.

Altså, vi tror sådan set, de to ting hænger sammen. Vi har brug for at investere mere i uddannelse for at få de sidste danskere med, og det skal vi have finansieret. Det kunne vi så f.eks. gøre ved at invitere noget mere kvalificeret arbejdskraft til Danmark fra udlandet. Og på den måde kan man sige, at det fælles ønske, jeg også hører der er i hele Folketingssalen, nemlig ønsket om at hjælpe og give en hånd til de virksomheder, hospitaler, plejehjem, vuggestuer, børnehaver, der mangler arbejdskraft i dag, og ønsket om at hjælpe de sidste danskere til at komme ind på arbejdsmarkedet, kunne opfyldes. De to ting kunne gå hånd i hånd ved det her kryds, og det er derfor, vi foreslår præcis det.

Ordføreren.

Jeg er sådan set enig i, at vi selvfølgelig også – og det har vi i særdeleshed et fokus på – skal gøre noget for at få de stadig væk for mange danskere i den erhvervsaktive alder, der står uden for arbejdsmarkedet, med ind på arbejdsmarkedet. Det giver jo både et kæmpe socialt løft og også et økonomisk løft til fællesskabet. Det er der ingen tvivl om.

Derfor er jeg også glad for svaret, og det opfatter jeg næsten som en tilslutning fra De Radikales side til de indsatser, der bliver lagt frem i finanslovsforslaget, bl.a. indsatsen for børn, altså i de første 1.000 dage. For det er jeg helt enig i. Det er der, man virkelig kan flytte noget. Det påvirker selvfølgelig ikke arbejdsmarkedet i morgen eller i overmorgen, men i den kommende generation. Får man børnene godt i vej, er der også en meget større forudsætning for, at de også klarer sig godt senere i livet, ikke mindst i skolerne, så de dermed også kommer ind på arbejdsmarkedet. Så det tager jeg som en tilslutning fra De Radikale til den del af vores finanslovsforslag.

I øvrigt vil jeg så også bare sige, at alt, hvad der kan støtte de reformtiltag, som regeringen præsenterer vedrørende arbejdskraft, selvfølgelig er meget velkomment.

Tak. Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen, SF.

Tak. Jeg vil gerne starte med at sige lidt om nogle af de gode ting for ligesom at fortsætte den gode stemning. Jeg synes, at det er godt, at man i regeringens finanslovsforslag har sat nogle penge af til Ankestyrelsen for at få ryddet op der, altså, der er jo et kæmpe efterslæb. Det er også rigtig godt, at regeringen sætter fokus på ensomhed, og det er også rigtig godt, at der er en øget klimabistand, og så er der sikkert også nogle andre ting.

Så der er helt klart nogle fremskridt, må jeg sige. Når regeringen skriver, at man bruger 0,4 pct. i et øget offentligt forbrug, er det jo også, fordi man bruger det tal til at måle på. Det er også den diskussion, vi har haft her i dag, men jeg kan godt høre på hr. Jacob Jensen, at vi ikke rigtig kommer videre, hvis vi bliver ved med at diskutere demografiske træk. Så jeg vil bare gerne sætte fokus på nogle nedslagspunkter, som det også lød som om hr. Jacob Jensen var enig i.

Hr. Jacob Jensen nævner selv, at det er rigtig, rigtig vigtigt, at børn får en god start på livet, for det har betydning for resten af deres liv. Der kan man så spørge, om det ikke er et problem, at vi har 4.000 færre pædagoger, end vi havde før 2008. Og så må jeg sige i forhold til ældre, at der mangler der konkret 5 mia. kr. på ældreområdet i forhold til demografien – ikke det samlede demografiske træk, men konkret på ældreområdet, og at noget af det, der virkelig skal styrke os og sikre også de nye sygeplejersker og pædagoger osv., er vores uddannelsessystem, og der bliver der sparet 4,5 milliarder frem til 2022.

Når Venstre turnerer rundt med den her velfærdsvideo, vil jeg bare gerne spørge ind til de her konkrete ting.

Ordføreren.

Tak i øvrigt for rosen, og det er helt oprigtigt ment. Jeg synes sådan set, at det er en god måde at tage det på. Selvfølgelig er det ikke alting, vi enige om, det er jo derfor, at vi er forskellige partier, men æres den, som æres bør, og det gælder begge veje, så tak for det.

For ligesom at vende de her områder igen kan man jo tage mange greb i værktøjskassen for at afhjælpe de udfordringer, der ligger. Vi har været lidt inde omkring rekruttering, også i forhold til, hvor mange ansatte der så er brug for, og jeg har ikke et fikstal på, hvor mange ansatte kommunerne skal vælge at ansætte i ældreplejen eller i børnehaverne. Det er sådan set kommunernes ansvar og opgave at vurdere. Det kan være forskelligt fra kommune til kommune. Nogle steder har man gjort tingene på én måde, og andre steder har man gjort det på en anden måde. Børnetallet stiger og falder osv., så jeg vil igen ikke fokusere på et tal. Jeg vil sådan set hellere fokusere på, hvad det er, vi får ud af de midler, vi nu afsætter.

Når fru Lisbeth Bech Poulsen spørger til, at der mangler penge – var det 5 mia., tallet var? – i forhold til demografien på ældreområdet, vil jeg derfor igen insistere på at sige, at vi får flere ældre, ja, men fordi vi gør det, er det jo ikke ensbetydende med, at man så lige kan lave en excelregnearksfremskrivning, der hedder, at den næste ældre er lige så dyr som den tidligere ældre. Det lyder forkert at sætte pris på, men jeg tror, man forstår, hvad jeg mener. For det er de jo ikke. Der er også ældre, der bliver mere raske, mere sunde, ja, man lever længere, og det er også positivt, men der sker en parallelforskydning i den retning, som ikke gør, at fordi vi bliver flere ældre, kan vi bare pr. mekanismen i excelregnearket ligestille det med, at en ekstra ældre er lig med en ekstra krone. Sådan tror jeg ikke, at det fungerer ude i virkeligheden.

Tak, så er det fru Lisbeth Bech Poulsen.

Det er klart. Hr. Rune Lund havde også eksemplet med hofteoperationer, og der er mange ting, der bliver lavet meget smartere og meget billigere. Der er bare også nye ting, der kommer til, hvor folk har en berettiget forventning om at få den nyeste sundhedsbehandling eller sygdomsbehandling, selv om den er meget, meget dyr. Men det er den forventning, man har, og derfor ved vi også, at vi ikke kommer til at spare på sundhedsområdet, selv om der kommer rigtig, rigtig mange nye og smartere behandlinger. Så det, der også kommer til, trækker i den anden retning.

Derfor er de fleste også enige om, at vi bliver nødt til at se på det antal flere ældre, der er, og indregne det i, hvordan vi finansierer vores velfærdssamfund. Og jeg synes, det er ærgerligt, at nogle af de her ting kører i ring, og det var bare derfor, jeg sagde, at konkret på ældreområdet – her og nu – mangler der 5 mia. kr. Og det er ikke vores tal, altså, det er sundhedsøkonomer, det er – hvad hedder det nu – ud fra de beregninger og tal, der kommer fra Finansministeriet.

Derfor vil jeg bare igen gerne sige: Er det ikke et spørgsmål om politiske prioriteringer, når man f.eks. laver skattelettelser, som regeringen har gjort for 20 mia. kr.? Det er den politiske prioritering, og så siger man: Så er der andre ting, vi ikke har råd til. Jamen det er jo en politisk prioritering, hvad det er, man vil finansiere. Er det ikke?

Ordføreren.

Det er det selvfølgelig. Men jeg køber ikke den sidste præmis. Den har vi været rundt om i en del år efterhånden, og vi kan godt tage en omgang mere om modsætningsforholdet mellem velfærd og så det at lette nogle afgifter og nogle skatter og gøre det mere attraktivt at arbejde og investere, hvilket jo er hele forudsætningen for, at vi har indtjening til vores fælles velfærd, herunder til ældre. Det er jo en af forudsætningerne for, at vi netop har kunnet afsætte flere midler, også til ældreområdet, på kernevelfærden, til kommunerne i den borgernære velfærd. Det har vi kunnet gøre.

Det gjorde man så ikke, dengang en anden regering sad i et par år. Vi har kunnet afsætte en ekstra ældremilliard, som jo bl.a. har været med til at sikre, at der også kunne laves køkkener og dermed mad til et tusindtal af ældre medborgere, som ellers ikke kunne have fået det. Det er bare for at give et par eksempler på det, og det er det, jeg gerne vil måles på.

Vi kan godt stå og sige: Jamen der skal 1 mia. kr. eller 5 mia. kr. eller 10 mia. kr. til. Men det kan både være svært at forholde sig til, og jeg tror sådan set heller ikke, at det giver ret meget mening, når man oversætter det ud til den virkelige verden. Men det giver mening at sige: Hvad er det, vi får ud af det her, og hvordan kan vi indrette vores systemer og afbureaukratisere – som innovationsministeren er i fuld gang med og kommer med et udspil på – hvordan kan vi frigive masser af hænder og dermed også give bedre kernevelfærd til det, vi alle sammen ønsker os? Og det er noget, som borgerne kan mærke, og ikke bare et tal i et excelark.

Tak. Så er det Aaja Chemnitz Larsen, IA.

Mange tak. Allerførst synes jeg jo, det er rigtig positivt, at regeringen med Venstre i spidsen har afsat 42 mio. kr. til nogle nye tiltag, der har med Grønland at gøre, bl.a. at sikre noget mere viden om Grønland og Færøerne i Danmark. Når jeg har været rundt at snakke med grønlandske fagpersoner i Danmark, bliver jeg på et tidspunkt spurgt, om Folketinget ikke også ville gøre noget, hvis det var 30 pct. af pigerne i en given by i Danmark, f.eks. Slagelse, som havde oplevet et seksuelt overgreb. Det er den virkelighed, der desværre er i Grønland. Selv om vi har ansvaret for socialområdet, har vi her i Folketinget et ansvar for justitsområdet.

Naalakkersuisut, den grønlandske regering, har lavet et forslag om en overgrebspakke, vi har lavet en ny børnelov, hvor vi handler hurtigere, når vi ved, at der er sket et overgreb på børn, vi gør også noget mere ud af at forebygge overgrebene. Men vi vil også rigtig gerne have, at politiet i Grønland handler hurtigere, og det er en af de anbefalinger, som naalakkersuisut peger på, men det kræver nogle flere penge. Jeg har været i dialog med politiet i Grønland, og det kræver nogle flere penge. Vi har 34 gange så meget personfarlig kriminalitet, som man har i Danmark, så derfor vil jeg høre regeringen, hvordan man stiller sig i det her spørgsmål. Er man villig til at afsætte flere penge til at styrke justitsområdet i Grønland?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det er i hvert fald et af de områder i hele rigsfællesskabet, både Danmark, Grønland og Færøerne, som ligger regeringen på sinde, altså at der skal være tryghed for borgerne, at man kan være sikker på, at vi har et politi, som både er effektivt, hurtigt, synligt og til stede i de tilfælde, hvor der er behov for det. Det er ikke sådan et overvågningspoliti, der skal rende rundt og prikke folk på skulderen, medmindre der er særlig grund til det, men et politi, som er der. Om det så er en tilkendegivelse af, at vi så kan finde nogle ekstra midler til det grønlandske formål, skal jeg her fra talerstolen lade være usagt. Men jeg vil gerne sige, også til finansministeren, at der har været et par år, og det beklager jeg, men nu kan vi så rette op på det, hvor der var nogle misforståelser, i forhold til hvem der blev indkaldt til de her forhandlinger. Der vil jeg i hvert fald gerne om ikke andet sige, at der skal de grønlandske medlemmer selvfølgelig også repræsenteres, så de indspark og de forslag, bl.a. på justitsområdet eller på andre områder, indgår i de samlede forhandlinger om den samlede finanslov.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak. Selvstyreloven siger meget klart, at vi arbejder hen imod et mere ligeværdigt samarbejde i rigsfællesskabet, og noget af det, man peger på, er, at også de 32 områder, som Danmark varetager på vegne af Grønland, skal være på samme niveau som i Danmark. Det gælder så også justitsområdet. Noget af det, som naalakkersuisut pegede på, var, at politiet skulle handle inden for 24 timer. Og det er selvfølgelig vigtigt at få defineret, hvad der skal ske inden for de her 24 timer, for det er jo også begrænset, hvor meget man kan nå inden for 24 timer, men jeg synes sådan set, det er vigtigt at understrege, at selv om regeringen har afsat 40 mio. kr. til at styrke justitsområdet i Grønland, er det ikke tilstrækkeligt. Det her er et af eksemplerne på, at vi er nødt til at gøre endnu mere på det her område, hvis vi vil have det på et værdigt niveau og netop sikre tryghed og sikkerhed for borgerne i Grønland.

Ordføreren.

Lad os foretage en vurdering og tage en snak om det. Igen skal jeg ikke gøre mig klog på, om 40 mio. kr. er nok, eller om der skal mere til, eller om man kan indrette også politiets indsats i Grønland på en anderledes og måske mere klog måde. Det er der nogen der ved meget mere om end mig. Men jeg vil bare tilkendegive, at det synes jeg er noget af det, som det grønlandske medlem også skal tage med til finansministeren og dermed også de overvejelser, der skal gøres, om man kan indrette de her ting, om de 40 mio. kr. er lige præcis det tal, der er det rigtige, eller om man kunne omprioritere eller gøre andet for at ramme det her meget, meget vigtige område. Jeg er fuldstændig enig i, at det høje niveau, som vi taler om, er helt uacceptabelt. Det er uværdigt, og det skal der gøres noget ved.

Tak. Så er det fru Annette Lind, Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak til ordføreren for at tage os igennem eventyrene. Jeg synes, ordføreren måske nedgjorde Klodshans en lille smule og ikke rigtig ved, hvad det var for en fyr, han var. Han var jo netop en, der kunne regne den ud. Han var bæredygtig og grøn på den røde måde. Han tog prinsessen og det halve kongerige, og da kongen så var død, tog han sgu hele landet. Jeg tror, Klodshans var socialdemokrat.

Nå, det var regeringens 2025-planer, som jeg ville fortælle noget om. De har jo også været på noget af et eventyr, kan man sige. Man har lavet tre 2025-planer fra regeringens side. Først kom »Helhedsplanen«, og så kom »Vækst og velstand 2025«. Så var der ragnarok i den blå blok sidste år, da man fremlagde forslaget til en skattereform, og hvor man opdaterede 2025-planen for tredje gang. Men fakta er jo, at det ikke rigtig er blevet til noget med skattelettelser, højere pensionsalder og SU-nedskæringer, fordi der var et flertal, der var imod det.

Jeg vil bare gerne spørge ordføreren: Hvad er det, man vil tage med til næste valg som regeringens politik, når tingene alligevel ikke rigtig bliver til noget?

Ordføreren.

Jeg vil starte med Klodshans. Jeg tror, han var Venstremand, fordi han var en, der tog initiativ. Han lod sig ikke kue af bureaukraterne. Han gjorde en selvstændig indsats og kom igennem med sit ønske og sin drøm. Så det tror jeg han var.

Når det så er sagt, synes jeg, det måske er at stramme det noget at sige, at der alligevel ikke er noget af det, der bliver til noget. Når jeg ligesom kan kigge ned over regeringsprogrammet både for denne periode og for tidligere perioder, hvor vi har haft regeringsansvaret, så kan jeg sætte flueben ved om ikke det hele, så i hvert fald store dele af regeringsprogrammet. Det gælder på afgiftssiden, skattesiden, det gælder på investeringssiden, og det gælder for øvrigt, og det er måske det væsentlige i den her diskussion, indsatsen på kernevelfærdsområder, som vi har prioriteret op til sidste valg, og som vi vil prioritere igen ved det kommende valg, hvornår det end måtte komme.

Så at sige, at det ikke bliver til noget, synes jeg måske taler for sig selv.

Fru Annette Lind.

Fakta er i hvert fald, at der er et flertal imod, så jeg ved ikke, hvordan regeringen rigtig vil komme igennem med de her ting, som jeg har nævnt, når Tinget er imod det.

I Socialdemokratiet vil vi afskaffe omprioriteringsbidraget. Det er jo sådan, at de 2 pct. besparelser kommer til at ramme rigtig hårdt i vores uddannelsesinstitutioner. Ude på landet er der mange gymnasier, som er meget trængte. De er trængte, fordi de skal spare 2 pct. år efter år. De har elevnedgang, og de har et taxametersystem, der måske ikke er helt retfærdigt. Hvad vil ordføreren sige til de gymnasier? Vil man sige: Pas jer selv de næste 3 år – nu, hvor vi lige har forlænget besparelserne fra 2021 til 2022? Eller hvad skal der ske med de her gymnasier? Ender de som konen i muddergrøften, som Grimm fortæller om, eller er der hjælp på vej inden de 3 år? For det her kommer til at lukke institutioner.

Ordføreren.

Men også der synes jeg det er for sølle, at man ikke selv har et modsvar. Jeg ved godt, at man i ly af natten er kommet på bedre tanker, for i tirsdags kunne man jo læse, at Socialdemokratiet sådan set vil fortsætte med omprioriteringsbidraget. Pludselig bliver man så presset af forskellige omstændigheder til at skulle lukke en flanke, og så mener man lige pludselig det stik modsatte. Det gør mig utryg, men jeg tror også, det gør institutionerne utrygge, at de ikke ved, hvad det er, de har at regne med.

For det tror jeg faktisk er det vigtigste, nemlig at de ved, hvad det er, de ligesom har som ramme, hvad det er, de er stillet i udsigt, og også hvornår de, kan man sige, skal gøre noget andet, at de ved, hvornår omprioriteringsbidraget ophører, og hvad der i øvrigt skal ske med de midler. Det ved de. Men at man kommer den ene dag og siger, at nu skal omprioriteringsbidraget bevares, og så den næste dag, sjovt nok lige om morgenen på dagen for finanslovsforslagets første behandling, siger det stik modsatte, synes jeg ikke er en rimelig måde at gøre det på. Gud ved, hvad man siger i morgen – vil jeg tro at nogle tænker.

Men vi har selvfølgelig forskellige tiltag, bl.a. på erhvervsskoleområdet. Som jeg har været inde på i et svar tidligere, kommer vi med et udspil der. Vi har også lavet trepartsforhandlinger, som igen er det vigtige, altså at man sikrer, at de mennesker, der skal ud til det i den sidste ende, også har noget at tage fat i, praktikpladser og andet. Det er den slags tiltag, jeg synes er langt vigtigere end igen at forholde sig til excelregnearket.

Tak, og så er vi kommet dertil, hvor vi skal holde en lille frokostpause.

Den første, der er på talerstolen til Venstres ordfører, når vi starter op efter frokostpausen, er hr. Nick Hækkerup, Socialdemokratiet, og derefter er det hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Hermed er mødet udsat. Vi starter op igen kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 12:01).

Mødet er genoptaget.

Vi er i gang med førstebehandlingen af finanslovsforslaget, og det er Venstres ordfører, der er på talerstolen. Vi går videre i spørgerækken, og den næste i spørgerækken er hr. Nick Hækkerup. Værsgo.

Tak for det. Jeg skal ikke holde en lang tale. Det er et relativt simpelt spørgsmål, nemlig om ordføreren kan bekræfte, at med det finanslovsforslag, som regeringen har fremsat, og med den økonomiske politik vil antallet af offentligt ansatte frem mod 2025 falde med 10.000.

Ordføreren.

Nej, det kan jeg ikke bekræfte. Jeg tror, at hr. Nick Hækkerup henviser til et udvalgssvar, og hvis man læser hele det udvalgssvar, kan man helt nede i bunden af det læse, at vurderingen også kan gå den anden vej. Jeg tror, at tallet er +20.000. Det afhænger af de regne- og vurderingsmetoder, som man lægger ind i det. Så jeg tror ikke, at det tal kan stå til troende. Det afhænger af mange andre faktorer, og det fremgår også af det svar, som jeg er ret sikker på at hr. Nick Hækkerup henviser til i sit spørgsmål.

Hr. Nick Hækkerup.

Det var faktisk ikke derfra, jeg havde det. Jeg er ikke bekendt med det svar. Jeg har simpelt hen bare hentet det i forbindelse med det finanslovsforslag, der er fremsat. Det er jo sådan, at når finansministeren fremsætter sit forslag, er der lagt nogle beregningsforudsætninger til grund for det. Og hvis de tal, som er indeholdt i regeringens finanslovsforslag, skal passe, er en af beregningsforudsætningerne simpelt hen, at fra 2018 og frem til 2025 vil antallet af offentligt ansatte falde med 10.000. Jeg synes i virkeligheden, det er tankevækkende, at ordføreren ikke er opmærksom på det, for det sætter jo den der store kampagne om, hvor meget velfærd vi kan få, i relief, hvis man ikke er opmærksom på, at der lige først skal skæres med 10.000 offentligt ansatte.

Ordføreren.

Hr. Nick Hækkerup må jo have gode erfaringer både fra sin tid som borgmester og også fra sin tid i regering med at fyre folk i den offentlige sektor. Det må jeg gå ud fra, for det var i hvert fald det, der skete, da Socialdemokratiet sad i regering. Der var der færre offentligt ansatte i kommunerne og andre steder. Under den her regering er der kommet flere. Det er jo ikke et mål i sig selv at have et bestemt antal offentligt ansatte. Det vil jeg gerne understrege. De er dygtige, og de arbejder godt med tingene, men vi skal også hjælpe dem til at få mest mulig faglighed ud af de hænder og de hoveder, som de har. Derfor er det jo ikke i sig selv en opgave at have x tusinde flere eller færre. Det handler igen om, som jeg har sagt tidligere i debatten, hvad vi får ud af det, og hvilken kvalitet vi får i den service, som vi skal levere til borgerne. Det kan ske på mange måder. Det kan ske med varme hænder, men det kan også ske med hjælpemidler og på anden vis. Så tallet i sig selv er ikke afgørende.

Tak. Så er det hr. Pelle Dragsted.

Tak. Man kunne jo fortsætte med H.C. Andersen-analogierne. En oplagt analogi var måske historien om den grimme ælling, som kommer udefra og ser lidt anderledes ud og bliver så hårdt behandlet af de store og stærke i andegården. Men den kan vi jo tænke lidt over alle sammen.

Lad os tage fat i finansloven. Venstre lægger jo op til at fortsætte de nedskæringer på vores uddannelsesområde, som har kørt over det seneste år, og som allerede har haft voldsomme konsekvenser, altså afskedigelse af mange gymnasielærere, specielt også ude i vores udkantsområder. Og det var flot spundet af Venstre, at man ligesom fik visse medier til at hoppe på historien om, at man nu droppede nedskæringerne. Virkeligheden var, at man sådan set fortsatte dem et budgetoverslagsår mere.

Virkeligheden er jo, at man næste år, næste år og næste år vil fortsætte med at gå ud og skære i vores uddannelser. Til gengæld kan vi sige i dag, at en samlet opposition, nu også med Socialdemokratiet, meget klart siger, at får vi flertallet, så vil det være slut med det. Så kan ordføreren anerkende helt faktuelt, at ambitionsniveauet for vores uddannelser bare er større i oppositionen end hos regeringen?

Ordføreren.

Helt faktuelt: Nej, det kan jeg ikke anerkende. For oppositionen har en ufattelig evne til at fokusere på penge og tal, det må jeg medgive. Jeg ved godt, at Socialdemokratiet havde en anden holdning for et par dage siden til det her spørgsmål, og nu har man så en ny holdning. Man er blevet presset af omstændighederne. Man kan jo kun gætte på, hvilke andre politiske områder man af den resterende del af oppositionen kan blive presset til at skifte holdning til efter et valg i givet fald. Det kan vi gætte på. Men man kan fokusere entydigt på, hvordan budgetrammen ser ud og fuldstændig glemme, hvad der er inde i rammen, hvad det er for nogle strukturer, hvad det er for nogle muligheder, hvad det er for nogle lovgivningsmæssige rammer, vi stiller til rådighed for også erhvervsskolerne og andre. Det er derfor, vi bl.a. lægger op til en erhvervsskolereform for netop at styrke det område. Så det kan jeg ikke anerkende.

Værsgo.

Jeg synes, det er sjovt, altså det her med, at penge ikke betyder noget, eller at det er alt muligt andet, der betyder noget. Det er sjovt nok ikke Venstres holdning, når det gælder udgifter til forsvaret, når det gælder hjælp til erhvervslivet, når det gælder afgiftslettelser til erhvervslivet. Der betyder penge pludselig noget. Så lad os nu være ærlige. Penge betyder noget. Min datter er lige startet på en ungdomsuddannelse. Hvis det er Venstre, der fortsætter efter et kommende valg, vil hun opleve, at der skal skæres år efter år på hendes gymnasium. Hvis det er oppositionen, der vinder næste valg, vil hun opleve, at det ikke sker. Altså, det er jo meget enkelt. De vil have færre penge til at tilrettelægge god undervisning, til at ansætte de rigtige lærere og til at kunne lave det rigtige forløb, til at kunne købe de hjælpemidler, der er brug for. De vil have flere penge til det med oppositionen end med Venstre. Kan vi ikke bare få en helt grundlæggende erkendelse af det faktum?

Ordføreren.

Nej, det kan vi ikke, hr. Pelle Dragsted. For jeg ved ikke, hvad Socialdemokratiet mener i morgen, ligesom hr. Pelle Dragsted ikke kunne vide, at de mener det, de gør i dag, for de mente noget andet for 2 dage siden. Det er det ene.

Det andet er, at vi bl.a. fokuserer på de her uddannelsestyper, altså erhvervsskolerne, som jeg har været inde på, for at skabe bedre rammer for dem.

Det tredje er, at vi med finanslovsudspillet også sætter penge af til uddannelsesområdet, mange penge, 600 mio. kr., for at være præcis. Det er for at følge op på det, som bl.a. Disruptionrådet sidder og arbejder med. Det skal sikre en sammenhæng og en større effektivitet på uddannelsesområderne.

Så nej, hr. Pelle Dragsted, vores ambition rækker langt videre end bare at diskutere penge. Ja, penge er noget, men det er absolut ikke alt.

Tak. Og så er det hr. Benny Engelbrecht.

Tak, formand. Hr. Jacob Jensen lyder, som om blodet er kommet lidt op i kog, og han gør sig åbenbart mange bekymringer om, hvad Socialdemokratiet mener i morgen. Jeg kunne egentlig bare godt tænke mig at vide, hvad Venstre mener i dag. Og jeg kunne godt tænke mig at starte med et faktuelt spørgsmål, for det er måske lettere at svare på for Venstre end at svare på, hvad Venstres politik så er efter næste valg; det virker i hvert fald helt uklart, hvad det egentlig er, man kommer til at gå til valg på.

Hr. Jacob Jensen har selv påpeget, at diskussionen om det demografiske træk handler om en mekanisk fremskrivning. Men hvis vi antager, at den mekaniske fremskrivning jo så er de her 0,65 pct., som Finansministeriet har regnet sig frem til, kan hr. Jacob Jensen så bekræfte, at der inden for det råderum, der er til rådighed frem imod år 2025, faktisk er plads til, at man samlet set over årene kan leve op til det demografiske træk? Og nu snakker vi ikke politik, nu taler vi bare. Kan det lade sig gøre inden for det råderum, der er til stede, at leve op til det demografiske træk?

Ordføreren.

Altså, jeg vil starte med at sige, at det lige er stærkt nok, at man skal høre en socialdemokrat stå og skose os for ikke at sige ned til sidste komma, hvad vi mener om 1 år, når man ikke engang selv kan sige, hvad man mente for 2 dage siden. Altså, vi skal måske lige have de proportioner på plads.

I forhold til demografien vil jeg sige: Jamen vi har jo lagt det her finanslovsforslag frem ud fra den vurdering, som vi har, og som vi mener også er den ansvarlige del af økonomien : Hvad er der plads til? Der er heldigvis plads til en større offentlig vækst, fordi vi bl.a. har taget nogle initiativer tidligere, som Socialdemokratiet var imod: Tilbagetrækningsreformen og andre reformer, som har været med til at tilvejebringe penge.

Men jeg vil også bare minde om, at da vi overtog regeringsmagten i 2015, overtog vi en økonomi, som var bragt helt til kanten – helt til kanten – af det tilladelige med et underskud på 0,5 pct. af bruttonationalproduktet. Og det har vi selvfølgelig brugt nogle år på at rette op, bl.a. med omprioriteringsbidrag og andet. Men det er bare for at sige: Vi har nu gjort os den ulejlighed at komme derhen, hvor vi faktisk kan øge det offentlige forbrug, men på et niveau, hvor vi rent faktisk mener at det er ansvarligt fremadrettet, altså også frem mod de næste år.

Hr. Benny Engelbrecht.

Da Venstre overtog regeringsmagten, antog man, at dansk økonomi havde det dårligt, indtil Danmarks Statistik lavede en ændring af deres opgørelsesmetode. Og så viste det sig faktisk, at dansk økonomi havde det betydelig bedre. Det er så, hvad det være vil.

Jeg kan næsten fornemme på hr. Jacob Jensen, at han nødig vil indrømme, at der faktisk er plads til – inden for det råderum, som er til rådighed frem til 2025 – at disponere. Det vil man nødig sige, og jeg kan godt forstå det. Regeringens økonomiske politik er en gennemsnitlig stigning i den offentlige vækst på 0,3 pct.

Derfor har jeg bare et spørgsmål. Når der så er, at der er råd til mere, hvis man virkelig ønskede det, så må Venstre jo have nogle andre prioriteringer. Så hvad er det, Venstre ønsker at prioritere inden for råderummet, når man ikke prioriterer at leve op til det demografiske træk på offentlig vækst?

Ordføreren.

Altså, jeg håbede egentlig, at hr. Benny Engelbrecht havde læst vores finanslovsudspil, for at vi kunne få en nogenlunde kvalificeret debat i dag. Men det kan jeg så høre at hr. Benny Engelbrecht åbenbart ikke har gjort sig ulejlighed med. For hvis han havde gjort det, ville han jo vide, hvad det er, regeringen har spillet ud med af prioriteringer, både i forhold til børn, i forhold til sundhed, psykiatri, uddannelser, klima og miljø og alle de andre områder, som vi prioriterer.

Men det står jo i skærende modstrid med det, som hr. Benny Engelbrecht selv repræsenterer, nemlig en brochure, der kom i ly af natten, hvor der står, at flere – eller var det alle – skal have det godt, og at en god tid skal gøres bedre for alle, åbenbart også for de allerrigeste. Så må jeg gå ud fra, at man fortsætter med topskattelettelser, som man gjorde, sidst man sad i regering. Altså, jeg synes, diskussionen er på et helt andet niveau, end den burde være. Man burde have læst det regeringsudspil, der ligger. Så ville man også vide, hvad det er, vi vil prioritere i de kommende år.

Tak. Så er tidsrammen gået, og vi siger tak til Venstres ordfører og går videre i ordførerrækken. Og det er så til Enhedslistens ordfører, og det er hr. Rune Lund. Værsgo.

Tak for det. Det er jo nu, der skal handles, hvis vi skal afværge de truende klimaforandringer. Vi har kun få år til at handle, hvis vi vil undgå den temperaturstigning på 2 grader, som vil bringe klimaet helt ud af kontrol og medføre ekstreme vejrforhold, at havene stiger, i takt med at isen på polerne smelter, at vi vil se en udryddelse af tusindvis af arter og se millioner af klimaflygtninge. At bekæmpe klimaforandringerne bør være absolut højeste prioritet for enhver ansvarlig regering. I så fald må vi konstatere, at vi ikke har en ansvarlig regering.

Der afsættes 250 mio. kr. om året til klima og natur, mens regeringen samtidig vil lette afgifter for erhvervslivet for 400 mio. kr. eller bruge ca. 1 mia. kr. i 2019 på de nye kampfly. Den grønne omstilling af hele vores samfund er en massiv udfordring, og hvis regeringen tog opgaven seriøst, ville den poste milliarder i den grønne omstilling. Klimakrisen skal løses via en fælles, solidarisk indsats, og det haster mere end nogen sinde. Og med sit finanslovsudspil er det tydeligt, at regeringen slet ikke har forstået alvoren. Og næste valg skal være et klimavalg – det er så ikke så tydeligt for regeringen, men det er tydeligt for alle os andre. For det er nu, vi skal handle.

Klimaindsatsen i vores transport og landbrug er et kæmpe problem og en udfordring, som regeringen hidtil har gjort alt for at ignorere og underminere. Og derfor må man sige, at det er decideret luset, at der kun bliver afsat 200 mio. kr. samlet til klima og miljø. Det står også krystalklart, at regeringens såkaldte grønne ambitioner er reduceret til et dårligt pr-stunt. Regeringens ambitionsniveau på naturområdet er skræmmende lavt på 50 mio. kr. ekstra om året i 4 år; noget, som ikke rækker nogen steder, når vi ved, hvilken krise dansk natur befinder sig i.

Ud over den fatale mangel på initiativer på klimaområdet er det her også et forslag til finanslov, som vil udsulte velfærden. Regeringen har prøvet at spinne løs med, at den her finanslov skulle dele milde gaver ud til velfærden. Sandheden er dog, at udgifterne ikke kan følge med udviklingen, hvor der bliver flere ældre, flere børn, medicinpriserne stiger og opgaverne bliver flere. Bliver den her finanslov til virkelighed, vil det betyde endnu mere stress for sygeplejerskerne. Det vil betyde endnu mindre tid for hjemmehjælperen til den ældre borger i vores samfund, og det vil betyde endnu mindre tid til nærvær med det enkelte barn i børnehaven.

Jeg synes ærlig talt, det er skammeligt over for de mange mennesker, som hver dag knokler med at passe vores børn, vores ældre og vores syge – velfærdens helte. Hvert år skal de gå længere på literen, fordi pengene ikke følger med udviklingen, og den udsultning fortsætter med denne finanslov.

Det er slet ikke godt nok, at regeringen vil fortsætte nedskæringen på uddannelse, undervisning og kultur på 800 mio. kr. om året helt frem til 2022. Flere uddannelsesinstitutioner er nu så pressede, at de risikerer at gå konkurs, længe før vi når til 2022, hvis regeringen får lov til at fortsætte deres besparelser. Det vil være en katastrofe. Uddannelsesinstitutioner, studerende og undervisere er i dag hårdt pressede af de årlige besparelser, de har været udsat for lige siden 2016. Der er alt for få undervisningstimer på mange uddannelser, der er ikke penge nok til bøger, undervisere bliver fyret. Det er den helt gale vej. Vi skal investere i uddannelser af højeste kvalitet til gavn for både studerende og undervisere og til gavn for Danmark.

Alt for mange bliver også syge og nedslidte af arbejdet, og det bliver stadig værre år for år. Alligevel vælger regeringen at spare på arbejdsmiljøet endnu en gang. Regeringen vil bruge 40 mio. kr. mindre på arbejdsmiljøet, spare 25 ansatte i Arbejdstilsynet, og den lukker ned for en række forebyggende indsatser. Dårligt arbejdsmiljø slider tusindvis af mennesker op hvert eneste år. Hvert eneste år er der ca. 40.000 arbejdsulykker. Der er ca. 20.000 erhvervssygdomme, altså ting, man bliver syge af over et længere forløb. Det kan være ødelagt ryg eller psykiske sygdomme, og det koster hvert år samfundet utrolig store menneskelige omkostninger, men også store økonomiske omkostninger.

Ifølge regeringens egne tal koster det samfundet og arbejdsgiverne tilsammen 80 mia. kr., så det er dyrt både menneskeligt og økonomisk. Men livskvalitet kan man ikke gøre op i penge, smerter kan ikke gøres op i penge. Det kan det ikke for smeden, tømreren eller læreren, hvis arbejde har gjort en til krøbling eller måske svært syg. Og derfor er det fuldstændig vanvittigt ikke at satse på det forebyggende arbejde og på et Arbejdstilsyn, der både kan rådgive og kontrollere.

I Enhedslisten har vi her i april i år udarbejdet det, vi kalder vores 100-dagesplan – vi kalder den »100 dage med Enhedslisten«. Den er et bud på, hvordan de første 100 dage med Enhedslistens politik ville se ud, hvis vi får magt, som vi har agt. Der er hele 100 konkrete tiltag. De er alle eksempler på, hvor meget mere bæredygtigt, demokratisk, retfærdigt Danmark kunne blive, tingene er realiserbare, pengene passer, og vi kunne gå i gang i morgen, hvis der var det rigtige politiske flertal.

100-dagesplanen viser, hvad vi ville gå i gang med, og derfor er 100-dagesplanen også et bud på, hvordan Enhedslisten mener at en finanslov skal se ud, hvis det var os, der kunne bestemme. For politik handler om valg, og lige nu bliver Danmark styret af en politik, som tilgodeser ganske få mennesker på bekostning af fællesskabet. Vores natur gisper, velfærden halter, og skatten bliver sænket, også for milliardærarvinger. Skiftende statsministre har kaldt kursen for nødvendig.

Men ingen politik er nødvendig, eller ingen politik er uforanderlig – for den sags skyld – for vi har et valg. Vi kan ændre samfundet, og vi kan give samfundet en retning, hvor vi giver hinanden de bedste vilkår for at leve sunde, rige og bæredygtige liv; hvor vi beder de rigeste betale en mere retfærdig del til fællesskabet, for så er der nemlig råd. Og vi håber på, at vores plan »100 dage med Enhedslisten« kan genskabe troen på, at politik kan gøre en forskel; at det ikke bare er lige meget, hvem der sidder på magten; at det ikke nødvendigvis behøver at være sådan, at uanset hvem der sidder på magten, bliver der ført højreorienteret nedskæringspolitik.

Vores plan indeholder bl.a. indførelse af en ny klimalov med bindende mål for reduktion af udledningen af CO 2 , opførelse af fem nye vindmølleparker, stop for tilladelser til udvinding af olie og gas på dansk territorium, herunder i Nordsøen, fremme af solceller og geotermi og 30 pct. billigere kollektiv trafik.

Planen indeholder også flere kollegaer til velfærdens helte, for sygeplejerskerne har alt for travlt i dag; der er for mange børn pr. pædagog i børnehaven; der er for lidt tid til vores ældre medborgere, når hjemmehjælpen kommer på besøg. Velfærdens helte stresser rundt, de har alt for travlt, mens de gør deres yderste for at få det hele til at hænge sammen, og det går jo også ud over de borgere, som har brug for hjælp. Vi skylder vores ældre, der har knoklet et langt liv, at de også får en værdig alderdom. Alle børn skal have en god start på livet med tid til omsorg og leg. Og der skal være optimale betingelser i sundhedsvæsenet, for at alle får den helt rigtige behandling og bliver raske så hurtigt som muligt.

Vi vil også sikre tryghed på arbejdsmarkedet, i alderdommen og ved sygdom. Der er ikke nogen i vores land – og sådan er det desværre i dag – der skal være bange for at blive syge; der er ikke nogen, der skal være bange for at blive gamle; og der er ikke nogen, der skal være bange for at miste deres arbejde. Vi vil sikre den tryghed, bl.a. ved at afskaffe kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen, integrationsydelsen, og vi vil genoprette udhulingen af værdien af overførselsindkomsterne. Vi vil indføre ret til sygedagpenge, så længe man er syg, og vi vil sikre mulighed for tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet på dagpengesats for de timer, man ikke længere kan arbejde.

Vi vil også gøre Danmark til en humanitær supermagt. Vi vil gradvis hæve ulandsbistanden til 1 pct. af bni, vi vil øge bidraget til FN og FN's fredsbevarende missioner, og vi vil aflyse indkøbet af nye dyre kampfly til ca. 1 mia. kr. stykket.

Vi vil også ansætte ekstra medarbejdere i skattekontrollen, fordi vi i Danmark ganske enkelt ikke har råd til at lade være. Vores samfund, fælleskassen, går hvert år glip af milliarder og atter milliarder af kroner, der for længst burde have ligget i kassen.

»100 dage med Enhedslisten« har udgifter for lidt under 50 mia. kr., og den har indtægter for næsten 60 mia. kr., så den er ikke blot fuldt finansieret, den er faktisk overfinansieret, og den indeholder ikke kun udgifter til øget offentligt forbrug. En betragtelig del af de penge, vi vil afsætte, vil nemlig blive brugt til at sænke skatten og de afgifter, som vil komme den brede befolkning til gode. Bl.a. vil vi sænke skatten for de mennesker, som tjener mindst i vores samfund, og en mindre brugerbetaling på f.eks. kollektiv trafik vil også komme nogle mennesker til gode, specielt dem med de mindste indkomster, mens vi finder pengene til vores plan i toppen af samfundet, nemlig dem, som har fået skatterabatter de sidste mange år.

Forslagene viser tilsammen, at en ny kurs er mulig, hvis bare tilstrækkelig mange mennesker beslutter sig for det, men det kræver åbenlyst en anden politik, en anden regering, og det kræver en anden finanslov.

Tak for det. Så er vi klar til at gå i gang med spørgerunden, og den første spørger er hr. Benny Engelbrecht. Værsgo.

Først må jeg erklære mig enig med hr. Rune Lund i, at klimaet er et centralt punkt og, som jeg også har været inde på i min tale, også er noget, som vi prioriterer. Menneskeskabt global opvarmning er en stor udfordring, og netop i dag, hvor vi er flyttet ned i Landstingssalen midlertidigt, minder det os om, at lokal opvarmning også er noget, der rammer os lige her. Så hvis der er nogen, der synes, at der er sved på panderne herinde, så er det ikke blot på grund af spørgsmålene, der bliver stillet, så er det også, fordi der er varmt i lokalet.

Jeg kunne godt tænke mig at stille et spørgsmål om den nære velfærd, som jeg var inde på i min finanslovstale. Som der står i Socialdemokratiets finanslovsoplæg, har vi jo fokus på spørgsmålet om akutpladser, hvor der i dag er brugerbetaling for de patienter, der er blevet udskrevet fra sygehuset, men som ikke er klar til at være i deres eget hjem og derfor i en periode, kortere eller længere, er placeret på sådan en akutplads, hvor de får almindelig god pleje og noget fornuftig kost. Den kost betaler de for. Det kan være relativt mange penge, og især for en pensionist er det mange penge. Jeg skal blot høre, hvordan Enhedslisten ser på Socialdemokratiets forslag om at fjerne den egenbetaling.

Ordføreren.

Det synes vi er et rigtig fint forslag. Vi har også selv været ude at sige, at det er en brugerbetaling, vi ønsker afskaffet. Vi ønsker jo ikke brugerbetaling i vores sundhedssystem. I det hele taget ønsker vi ikke brugerbetaling. Vi ønsker en solidarisk finansieret velfærd, som giver lige og fri adgang til velfærd for alle borgere i vores samfund. Det er et rigtig fint forslag.

Det er også godt, at Socialdemokratiet kommer på banen med en konkret politik. Lige siden valget i 2015 har vi jo presset noget på, for at Socialdemokratiet fremlægger en konkret politik, sådan at man ligesom får tegnet op, hvordan et alternativt flertal, såfremt der kommer et nyt flertal efter et kommende valg, kunne se ud, og der synes jeg også stadig væk, at vi mangler mere konkret politik fra Socialdemokratiets side.

Hvis jeg skulle nævne noget, hvor jeg i hvert fald også synes, der virkelig mangler noget, så er det noget af det, som jeg også selv nævnte i mine spørgsmål til hr. Benny Engelbrecht, nemlig at Socialdemokratiet kun vil forpligte sig til minimum at tilføre velfærden penge svarende til det demografiske træk. Det demografiske træk er jo kun lige akkurat det, der skal til for at sikre, at velfærden står stille, og hvis resten af samfundet udvikler sig, vil vi jo se den offentlige sektor sakke bagud, og det synes jeg ville være et problem. Så er der mangler vi stadig væk nogle større ambitioner fra S.

Så er det hr. Benny Engelbrecht. Værsgo.

Jeg kan så lige supplere, for vi havde jo diskussionen lige før, hvor hr. Jacob Jensen havde svært ved at svare på, om der faktisk er penge til at dække det demografiske træk. Det er der, kan jeg afsløre. Udfordringen er jo så, at det ikke rigtig ser ud, som om der er særlig mange penge derudover. Derfor er det klart, at vi først og fremmest er nødt til at sikre, at der bliver holdt hånd under det, der er behov for.

Når det er sagt, er det blot for at følge op på mit spørgsmål om akutpladserne. Det er jo nemt nok at sige til kommunerne, at de ikke må opkræve penge, men der er en grund til, at de opkræver pengene, og det er, at de skal have tingene til at hænge sammen. Derfor kan man ikke gøre det her, uden at der også følger penge med ud til kommunerne, for ellers bliver det bare ringere pladser eller færre pladser. Så er Enhedslisten også indstillet på, at der, hvis man skal løse den udfordring, er nødt til at følge penge med til kommunerne?

Ordføreren.

Ja, og hvis man kigger i vores 100-dagesplan, vil man kunne se, at vi tilfører et milliardbeløb til kommunerne, hvor der vil være god plads til de 100 mio. kr., som Socialdemokratiet foreslår her. Det er jo åbenlyst og indlysende for enhver, at der, når der er været et fald i antallet af offentligt ansatte, siden den borgerlige regering kom til i 2015 og indtil nu, og når den borgerlige regering ikke engang har bevilget penge nok til at dække det demografiske træk, som er det absolut mindste, der skal til, for at velfærden holder skindet på næsen, mangler penge til velfærden ude i kommunerne. Det er jo ikke det samme, som at man ikke skal gøre tingene mere effektivt. Vi er jo også enige om i oppositionen, at vi selvfølgelig skal bruge pengene så effektivt som muligt. Men der er brug for flere penge. Og der har vi jo i debatten indtil nu set den borgerlige regering og de borgerlige repræsentanter snakke fuldstændig udenom.

Tak. Så er det hr. René Christensen. Værsgo.

Tak for det. Først tak til ordføreren for ordførertalen. Det er tydeligt, at der sådan er flere områder, hvor vi sådan set godt kan være enige med Enhedslisten, men når vi kommer til det økonomiske, så begynder det nok at skille os. Jeg sidder og lytter efter, hvad der bliver sagt, og der bliver sluttet af med – og det lyder rigtig godt – at der er brug for et stærkt Enhedslisten og en ny regering, og at oppositionen skal have magten tilbage, for så kommer det til at flyde med guld i gaderne, og så kommer pengene. Men man kan sådan tænke tilbage.

Der bliver også sagt noget om, hvordan de penge skal komme. Det er ved at beskatte hårdere. Virksomhederne skal betale mere. Der skal være færre rige, for så bliver samfundet rigere. Det er et skattefinansieret samfund.

Når man så tænker tilbage på dengang, Enhedslisten var støtteparti, hvordan var det så, man skaffede pengene dengang? Det var ved at give selskabsskattelettelser og topskattelettelser. Hvad er det, der gør, at Enhedslisten nu siger, at næste gang, hvis der kommer en ny regering, så bliver det rigtig godt, og så bliver det noget helt andet end det, vi har set? Den måde, man har gjort det på, når man har magten i Socialdemokratiet, vil blive helt anderledes næste gang. Og hvorfor er det, at Enhedslisten med den tilgang, Enhedslisten har til økonomien, mener, at Socialdemokratiet vil flytte sig så markant i en anden retning i forhold til den vej, Enhedslisten vil gå?

Ordføreren.

Jeg kan sige, at vi ikke gør os nogen som helst illusioner om, hvad vi kan få Socialdemokratiet til. Vi havde nogle meget ærgerlige år i Thorning-Corydon-perioden, som jo også har resulteret i nogle diskussioner hos os i Enhedslisten om, hvordan vi sikrer os, at kommer der et nyt flertal til magten, uanset hvem der er statsminister, så skal vi ikke igen se en udvikling, hvor uligheden stiger, eller hvor folkeskolelærerne bliver trynet i en folkeskolereform, eller hvor der bliver solgt dele af DONG til finansspekulanter i Goldman Sachs, eller hvor der bliver givet rabatter på topskatten, som bliver taget fra overførselsindkomsterne.

Det er ikke den politik, vi vil føre. Men vi kan sige, hvad vi går til valg på. Og vi håber på, at der er nok vælgere, som vil stemme på Enhedslisten og på partier, som i grundtrækkene står bag den politik, som Enhedslisten står for, så vi på den måde kan sætte vores ideer og politiske visioner igennem.

Hr. René Christensen.

Jeg er faktisk glad for et i øvrigt oprigtigt svar. Det, der bliver sagt her, er interessant. Det er bare, fordi afslutningen på ordførertalen var, at nu skal der ske noget nyt i Danmark, og at oppositionen er klar til at tage stafetten. Og det er fuldstændig rigtigt refereret, for det var jo de her ting, der sådan set skete, da Enhedslisten var støtteparti for den tidligere socialdemokratisk ledede regering med Helle Thorning-Schmidt i spidsen. Det var jo de her ting, der skete. Det er fuldstændig rigtigt, at da man lavede skattelettelserne, tog man det fra overførselsindkomsterne, der så ikke blev indeksreguleret fremadrettet; altså skatteaftalen fra 2012.

Så det, der bliver sagt heroppe fra nu, er jo ikke et udtryk for, at man sådan set forventer, at det kommer til at ske. Det er alene et udtryk for, hvor Enhedslisten står.

Ordføreren.

Det er korrekt forstået på den måde, at vi ikke forventer, at der er nogen, der kommer og giver os noget. Vi er en del af en politisk kamp herinde, og vi er her for at skubbe grænser og for at lægge det politiske pres, der skal til, for at vi får forandringer igennem. Der er ikke nogen, der kommer og forærer nogen noget i det her Folketing, det ved vi godt alle sammen.

I forhold til de forringelser, som blev gennemført, vil jeg sige, at det jo ikke var med Enhedslistens stemmer. Det var med de borgerliges stemmer, også delvis med Dansk Folkepartis stemmer. Vi kan gøre meget i Enhedslisten, men vi har ikke 90 mandater i Folketinget, og vi kan ikke altid forhindre Socialdemokratiet i at lave ulykker, hvis de absolut vil sænke topskatten sammen med de borgerlige.

Tak. Så er det hr. Jacob Jensen.

Jeg kunne forstå, at hr. Rune Lund ønskede sig en ny regering, men spørgsmålet er bare hvilken en. Der er jo mange muligheder på rød fløj for, hvem der skal stå i spidsen for sådan en, men jeg kan så forstå, at det er fru Pernille Skipper, der er førstevalget. Bunder det ønske i, at man selv vil tage stafetten, og al ære og respekt for det i øvrigt, og i, at man savner konkret politik fra det største oppositionspartis side? Hvis man spørger Socialdemokraterne om, hvilke skattelettelser, som man har tordnet imod, man vil rulle tilbage, får man ikke noget svar. Og det samme gælder, hvis man spørger, hvad det så er for nogen prioriteringer, man vil foretage på klimaområdet, og man kan jo heller ikke læse det i den her brochure, man har fået stukket i hånden hen over natten. Der har vi dog trods alt med al respekt, og det kan man så være enig i eller uenig i, nogle konkrete bud, som man så kan diskutere ud fra.

Men det, jeg egentlig ville spørge om, er lidt i forlængelse af hr. René Christensens spørgsmål: Når vi nu taler så meget om prioriteringer og parlamentarisk støtte eller ej, kan hr. Rune Lund så ikke bekræfte, at sidste gang der blev sat skattelettelser igennem, altså topskattelettelser og selskabsskattelettelser, var det under en S-ledet regering støttet af Enhedslisten?

Ordføreren.

Det er 2012-reformen, vi taler om, som blev gennemført med støtte fra bl.a. hr. Jacob Jensens eget parti. Jeg tror ikke, der var nogen, der var i tvivl om, hvad Enhedslisten mente om den reform. Jeg husker nogle kraftige citater fra vores daværende politiske ordfører, hvor hun meget frit fra leveren sagde sin mening om den aftale på direkte tv. Det, som man bare skal huske på, er, at den politik ikke blev gennemført med Enhedslistens støtte. Enhedslisten kæmpede med næb og kløer for forbedringer, og vi fik også fjernet mange forringelser, og vi var også med i finansloven, hvor der var forbedringer, men til hver en tid at skulle kunne forvente af Enhedslisten, at vi kan forhindre Socialdemokratiet i at lave ulykker med bl.a. hr. Jacob Jensens eget parti, Venstre, om at sænke topskatten, kan vi ikke udstede nogen garanti om – desværre.

Hr. Jacob Jensen.

Det er vel netop en garanti, man kan udstede, hvis man ønsker at være parlamentarisk grundlag for en regering. Man ønsker så selv at stå i spidsen for den, men hvis ikke det kan lade sig gøre, kan jeg forstå, at det næstbedste er en socialdemokratisk ledet regering, og så kan man vel netop som parlamentarisk grundlag udstede den garanti, at man ikke støtter en sådan regering, hvis den går ind for igen at lave topskattelettelser. Så jeg er glad for bekræftelsen fra hr. Rune Lunds side om, at sidste gang der i det her land blev lavet selskabsskattelettelser og topskattelettelser, som vi syntes var en fin idé, fordi der var mulighed for og plads til det, hvorfor vi støttede det og gik med i den aftale, var det af en regering, som hr. Rune Lund støttede, og han kunne på det tidspunkt have valgt at trække stikket på sådan en regering. Derfor kan hr. Rune Lund jo som parlamentarisk grundlag sige, at den garanti udsteder jeg nu her i dag fra talerstolen: Det kommer ikke til at ske igen, at en sådan regering bliver støttet af Enhedslisten.

Kan jeg få den garanti?

Ordføreren.

Hr. Jacob Jensen kan få den garanti, at vi synes, at vælgerne skal tale til næste folketingsvalg. Der er alt for meget med, at man foruddiskonterer valgets resultat, eller at politiske kommentatorer bestemmer, hvordan flertallet skal se ud efter et kommende valg. Lad os nu lade vælgerne bestemme. Vi siger, at hvis der er nok, der stemmer på Enhedslisten, og hvis der ovenikøbet er nok, som også stemmer på SF og Alternativet, som vi jo opfatter som vores nærmeste allierede, så giver det nogle andre muligheder i politik, end hvis de tre partier tilsammen f.eks. ikke får et godt valg. Så vi går efter statsministerposten, selvfølgelig gør vi det, det mener jeg i øvrigt alle partier med respekt for sig selv må gøre. Der er jo ingen partier, der er sat i verden for at gøre andre partiers frontpersoner til statsminister. Men hvis ikke det kan blive os selv, går vi efter den regering, hvor vi kan få mest mulig indflydelse, og der kan jeg i hvert fald sige, at det tydeligvis ikke er hos den nuværende statsminister.

Tak. Så er det hr. Joachim B. Olsen.

Tak for det. Nu befinder jeg mig i den lidt mærkværdige situation, at jeg er nødt til at forsvare Socialdemokratiets politik og SF's politik fra år 2012. Det er ligesom mest for at få et billede af, hvordan man egentlig tænker i Enhedslisten. Den skattereform betød jo, at helt almindelige lønmodtagere ikke længere skulle betale topskat: Lærere, sygeplejersker, metalarbejdere og andre betalte topskat og skulle nu ikke længere betale den. Da de betalte topskat, havde de en sammensat marginalbeskatning på 66 pct., altså i skat på indkomst plus afgifter afleverede de to tredjedele – to tredjedele! – af deres indkomst på den sidst tjente krone og over halvdelen af deres samlede indkomst til staten. Var det rimeligt?

Det er helt fint, at man har forskellige politiske prioriteringer. Det er jo selvfølgelig det, politik handler om. Men der må da også selv på skatteområdet være nogle rimelighedsbetragtninger hos Enhedslisten. Var det rimeligt, at metalarbejdere og sygeplejersker skulle aflevere to tredjedele af det, de tjente, til staten og ikke skulle have lov til at beholde mere til sig selv? Er det Enhedslistens opfattelse af, hvad der er rimeligt for helt almindelige mennesker?

Ordføreren.

Jeg synes, hr. Joachim B. Olsen fremlægger tallene forkert, som om at man af hele sin indtægt skulle betale 66 pct. Det lød nærmest sådan – men sådan var det jo ikke.

Jeg vil bare sige, at det fortæller alt om 2012-skattereformen, at det er Liberal Alliance, som skal stå og forsvare den skattereform fra 2012, som S, SF og RV lavede. Helt ærligt! Den mest ulighedsskabende reform af alle, uden undtagelse, som blev lavet under den tidligere S-ledede regering, var lige præcis den 2012-skattereform, hvor man gav penge til dem, som havde mest i vores samfund – som har mest i vores samfund – og man tog dem gudhjælpemig fra nogle af dem, som havde mindst i vores samfund, ved at tage dem som en mindre regulering af overførsler. Det er da ulighedsskabende politik i sin mest rene form, og det kommer ikke som nogen overraskelse for mig, at hr. Joachim B. Olsen er vild med den slags politik. Det var bare en meget, meget stor overraskelse for os i Enhedslisten, at det også var en skattepolitik, som dengang var en politik, der blev ført af en socialdemokratisk ledet regering.

Tak. Joachim B. Olsen.

Ja, det er korrekt, at det øgede den økonomiske ulighed her og nu en lille smule at gennemføre de tiltag. Det har også været med til at skabe et råderum i dansk økonomi, øge samfundskagen – ikke så meget som de reformer, der blev lavet, før Helle Thorning-Schmidt kom til – men det var et isoleret, godt bidrag. Alene ændringen af topskattegrænsen øgede beskæftigelsen med 6.000. Samlet set betød det en forøgelse af beskæftigelsen på 6.000.

Men jeg fik bare ikke noget svar på det, jeg spurgte om: Er det rimeligt, at metalarbejdere, skolelærere, folk med helt almindelige lønindkomster skal aflevere to tredjedele af deres marginalindkomst og dermed omkring halvdelen af deres samlede indkomst til staten? Er det rimeligt?

Tak. Ordføreren.

Det var meget få tusinde kroner, som de grupper, som hr. Joachim B. Olsen fremhæver her, rent faktisk betalte i kroner og øre i topskat. De, som virkelig scorede kassen på den reform, var jo dem med de allerhøjeste indkomster.

I forhold til det her med 2012-reformen vil jeg sige, at ikke bare var den dybt problematisk og katastrofal, fordi den skabte ulighed, den var også dybt økonomisk uansvarlig, fordi man på Finansministeriets regnemaskine regnede med de her dynamiske effekter. Der regnede man med, at hvis man nu forringede vilkårene for arbejdsløse, samtidig med at man lavede skatterabatter for dem, der tjente mest, så ville der blive rigtig mange flere penge i det økonomiske råderum. Problemet er bare, sådan som vi har dokumenteret det i vores rapport »Den politiske regnemaskine«, at det ikke passer. Det hviler på et meget tyndt grundlag, og der er ikke evidens og dokumentation og videnskabeligt belæg for det. Problemet er så, at når man tror, at der er det råderum, og det så viser sig ikke at være der i fremtiden, så er pengene væk, og hvem skal så betale? Hvis det er hr. Joachim B. Olsen, der kommer til at bestemme, så ved vi godt, hvem det er, der skal betale: Så er det igen de fattige, de syge, de arbejdsløse, der kommer til at betale regningen.

Tak. Så har jeg ikke flere på spørgerlisten nu. Er der flere, der ønsker ordet?

Så siger vi tak til Enhedslistens ordfører, og vi går videre i ordførerrækken, og det er Liberal Alliances ordfører, og det er hr. Joachim B. Olsen. Værsgo.

Tak for det, formand. I 1982 – 5 år før Storebæltsforbindelsen blev vedtaget – blev Landsforeningen mod Storebæltsbroen stiftet. Ud over privatpersoner blev den også støttet af flere fagforeninger, Radikal Ungdom og en hel del medlemmer af Socialistisk Folkeparti. Bekymringerne var mange, og man tvivlede på, at broen virkelig ville være en gevinst for Danmark. Man var bekymret for miljøet og bekymret for, at danskerne ville miste deres psykiske opladningssted, når de ikke længere skulle nyde færgekaffe. Og så var færgebyerne ikke mindst bange for at miste arbejdspladser. I dag er alle bekymringerne gjort til skamme. Mobiliteten er løftet, produktiviteten er steget, der er skabt masser af nye arbejdspladser – og kaffen kan i dag drikkes i bilen. Siden åbningen i 1998 er trafikken på broen femdoblet, og væksten i antallet af køretøjer stiger år for år. Det er en udtalt succes.

Hvorfor nævner jeg så det her? Det er, fordi den her finanslov meget vel kan være det første spæde skridt til opførelsen af en Kattegatbro. Transportministeren satte tidligere på året en Kattegatforbindelse på dagsordenen, og nu er der i finansloven afsat 60 mio. kr. til en forundersøgelse. Godt nok synes den folkelige modstand i dag ikke at være lige så massiv som dengang, og godt nok er en del partier positivt indstillet over for planerne, og det kvitterer vi for, men jeg håber, at regeringen får flertal til at gå videre med forundersøgelsen, for der er mange indlysende fordele ved en brugerfinansieret Kattegatbro. Vi har at gøre med en forbindelse, der kan afkorte rejsetiden fra København til Østjylland og Nordjylland og fra Østjylland og Nordjylland til København med 1 time til 1½ time. En Kattegatbro vil gøre mere for at styrke sammenhængskraften i Danmark end noget andet initiativ. En Kattegatbro vil binde landet bedre sammen.

Sådan er det også med finanslovsudspillet, for hele den danske økonomi skal hænge sammen, og det bærer regeringens udspil præg af. For selv om det går godt for dansk økonomi, er der også faresignaler. Der er mangel på arbejdskraft, og der har på det seneste været også hurtigere stigende lønninger, og det understreger vigtigheden af, at der føres en tilbageholdende og ansvarlig finanspolitik. Vi må ikke gentage fortidens synder ved at lade det offentlige forbrug stige så meget, at det sætter opsvinget over styr.

I finanslovsudspillet lægger regeringen op til en offentlig vækst på 0,4 pct., hvilket er helt i tråd med regeringsgrundlaget. Det strukturelle underskud vil blive reduceret i 2019, hvis der ikke bliver brugt flere penge, end regeringen lægger op til. Dermed vil finansloven trække lidt aktivitet ud af økonomien, og det er ansvarligt i den nuværende konjunktursituation.

Vi har i LA godt noteret os, at der for tiden og som sædvanlig, når der er finanslovsdebat, er heftig konkurrence om, hvilket parti der vil bruge flest af skatteborgernes penge. Det samme flertal i Folketinget ønsker dog ikke at gennemføre reformer, som vil gøre Danmark og danskerne rigere. Det burde der dog være flertal for, uanset hvor i det politiske spektrum man befinder sig.

Et velfærdssamfund er kendetegnet ved tre parametre. Det første er lige muligheder og en nogenlunde lige indkomstfordeling. Det må vi sige at vi leverer på i overflod i Danmark. Der er en ekstremt høj grad af omfordeling i Danmark, og der er lige og fri adgang til sundhed og uddannelse. Vi er et af de lande med den største grad af økonomisk lighed. Omfordelingen er så massiv, at det for mange danskere både i bunden og i toppen af indkomstskalaen ikke kan betale sig at yde en ekstra indsats. Den ene procent af befolkningen med de højeste indkomster betaler 10 pct. af alle skatter og afgifter. De 20 pct. rigeste betaler knap halvdelen af alle skatter og afgifter. Modsat betaler de 20 pct. med de laveste indkomster kun 4,5 pct. af alle skatter og afgifter. Omfordelingen er altså massiv.

Det andet parameter er en veludbygget offentlig sektor og et socialt sikkerhedsnet. Vi har et sikkerhedsnet så fintmasket, at det næsten er et sejl, og vi har en af de største offentlige sektorer i verden.

Det tredje parameter handler om et højt velstandsniveau. Her er vi til gengæld udfordret. Danmark er et velstående land, ja. Det er vi, fordi vi har en af de frieste og mest åbne markedsøkonomier i verden. Vi har gode institutioner, velbeskyttet privat ejendomsret og en relativt markedskonform erhvervsregulering. Vi er netop ikke et socialistisk samfund. Men vores evne til at skabe yderligere økonomisk fremgang er udfordret. Den økonomiske vækst er lav. Selv i en situation med højkonjunktur og med historisk høj beskæftigelse er den økonomiske vækst kun på knap 2 pct. Vi har brug for reformer, som kan skabe fundamentet for en højere grad af økonomisk fremgang end den, vi har udsigt til.

Hvorfor er det overhovedet vigtigt? Jo, det handler ikke kun om bedre forbrugsmuligheder i både det offentlige og private. Det handler også om politisk stabilitet. En samfundsmodel, som ikke er i stand til at løfte befolkningens levestandard mærkbart over tid, mister store dele af befolkningen før eller siden tilliden til. Derfor skal vi fortsætte ad reformvejen, og det vil forhåbentlig også gå op for andre partier end Liberal Alliance og de øvrige regeringspartier. Det er netop, når det går godt, at vi skal lave de reformer, som sikrer fundamentet for fremtidig velstand.

Mangel på arbejdskraft er et reelt problem for vores økonomi lige nu. En af vejene til øget beskæftigelse og højere velstand er at gøre det nemmere for dygtige udlændinge at komme til Danmark og arbejde. Arbejdsmarkedet er i dag globalt, og det skal vi være kloge nok til at få noget godt ud af. Det vil regeringen komme med et udspil til. Det er godt, men det kræver naturligvis et flertal i Folketinget, hvis det skal blive til noget.

Når det er sagt, er der ud over den tilbageholdende finanspolitik flere glimrende initiativer i finanslovsudspillet. Der er f.eks. lagt op til at sænke skatter og afgifter for 400 mio. kr. på dette års finanslov. I LA kunne vi godt have ønsket os, at det beløb var større. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod andet, men denne regering har faktisk formået at komme igennem med en hel del skattelettelser. Samlet set vil skatter og afgifter blive lettet for borgere og virksomheder med godt 23 mia. kr. frem mod 2025. Det er godt.

Den personlige frihed er på mange måder stor i Danmark, men den økonomiske frihed er lille. Stat og kommune bestemmer over en alt for stor del af økonomien, men siden regeringsskiftet har vi bevæget os i den rigtige retning. Skattetrykket falder, og ifølge Eurostat har vi ikke længere verdens højeste skattetryk. I modsætning til i 00'erne fylder den offentlige økonomi en stadig mindre del af den samlede økonomi.

Finanslovsforslaget tager yderligere skridt i den rigtige retning ved bl.a. at lempe afgiften på elvarme for sommerhusejere. Det vil medføre en ligestilling mellem elopvarmede sommerhuse og helårshuse. Regeringen vil afskaffe affaldsgebyret, som er til stort besvær for virksomhederne og dyrt og tungt at administrere for kommunerne, og det er vi i LA meget glade for. Gebyret blev indført i 2010, og det har været en kilde til frustration hos mange selvstændige, som slet ikke producerer noget affald, men altså alligevel har skullet betale et gebyr. Jeg håber meget, at der kan findes flertal for at afskaffe det nu. Regeringen lægger op til at sænke flere afgifter på grænsefølsomme varer. Dagligvarer er markant dyrere i Danmark end i resten af EU. Det skyldes bl.a. høje punktafgifter.

Regeringen lægger også op til at hæve grænsen for, hvor meget man maksimalt kan tjene ved siden af sin SU, uden at det modregnes. Stod det til LA, skulle den grænse helt fjernes, men her tager vi endnu et skridt i den rigtige retning, hvis der vel at mærke kan findes et flertal for det. Det giver ikke mening, at studerende bliver straffet for at gøre en ekstra indsats på arbejdsmarkedet ved siden af deres uddannelse.

Dette er et ansvarligt og fornuftigt finanslovsudspil, hvor stigningen i det offentlige forbrug holdes på et forsvarligt niveau, og det er samtidig en visionær finanslov, hvor vi kan tage de første spæde skridt til en realisering af Kattegatforbindelsen. Begge dele er værd at glæde sig over. Tak.

Tak for det. Vi går i gang med spørgerrækken, og den første er fru Pernille Rosenkrantz-Theil. Værsgo. Man skal lige over til pulten her.

Tak for det. Man er helt utrolig vant til Folketingssalen, så man skal lige vænne sig til Landstingssalen.

Det er egentlig et ret simpelt spørgsmål. For nu har vi jo hen over de sidste dage læst sådan nogle overskrifter, der hedder gavebod og gaveregn, og hvad vi har derudad, og nu behøver man jo aldrig tage for pålydende, hvad journalisterne skriver – det er jeg med på – og hvad der står på forsiden af Ekstra Bladet, behøver man heller ikke altid tage for pålydende, men jeg bliver nødt til at spørge ordføreren om noget. For når ordføreren nu siger, at den her finanslov fortsætter i den rigtige retning, altså med, at den offentlige sektor skrumper, så er jeg jo sådan set fuldstændig enig i ordførerens karakteristik: Det er præcis det, der sker med den her finanslov, altså at den offentlige sektor skrumper, og derfor er det fuldstændigt vrøvl fra ende til anden, når det er sådan, at det bliver karakteriseret som en gaveregn. Så jeg skal bare bede ordføreren om at uddybe, for at vi kan få slået det fast, om det er overskrifterne på tabloidaviserne, der har ret, eller om det er Joachim B. Olsen, der har ret i karakteristikken af regeringens finanslov.

Ordføreren.

Det er altid mig, der har ret! Og jeg synes ikke, det er rimeligt at betegne det som en gaveregn. Der bliver lagt op til en offentlig forbrugsvækst på 0,4 pct. Det er fuldstændig i tråd med det, der blev aftalt i regeringsgrundlaget, og det er ikke markant anderledes end det, der er blevet spillet ud med i de øvrige finanslove, der er kommet fra den her regering, og det er rigtig fornuftigt. Det er jo ikke rigtigt, at den offentlige sektor som sådan skrumper. Der bliver tilført flere ressourcer til den offentlige sektor. Men heldigvis er vi i den situation, at resten af økonomien vokser hurtigere end den offentlige sektor, og derfor kommer den offentlige sektor til at fylde relativt mindre af den samlede økonomi, og det synes vi er godt. For den offentlige økonomi fylder for meget i Danmark, og det er godt, at der bliver taget nogle skridt i de her år til at få skabt en bedre balance mellem det offentlige og det private. De ressourcer, der bliver brugt i det offentlige, kan jo ikke samtidig bruges af borgere og virksomheder.

Pernille Rosenkrantz-Theil.

Tak for det. Jeg er jo som sagt fuldstændig enig i den karakteristik. Der er ikke tale om en gaveregn, der er tværtimod tale om en finanslov, som ikke dækker, at der kommer flere gamle, og at der kommer flere børn i vores samfund, og at vi derfor skal strække de penge, der er i den offentlige sektor, længere, og det vil sige, at serviceniveauet nødvendigvis må falde.

Så siger Mads Lundby Hansen fra CEPOS, at man ikke kan kalde det en blå finanslov. Så er det jo, at jeg har ham mistænkt for at have læst Ekstra Bladet i stedet for at have hørt på Joachim B. Olsen. Så når det nu er, at Mads Lundby Hansen fra CEPOS siger, at der ikke er tale om en blå finanslov, så skal jeg bare høre, om det er Mads Lundby Hansen, der har ret, eller om det er Joachim B. Olsen, der har ret.

Ordføreren.

Ja, Mads er en god mand, og jeg konstaterer, at den her regering – med de tre partier – har lavet det mest ambitiøse og det mest borgerligt-liberale regeringsgrundlag, nogen borgerlig regering nogen sinde har lavet i Danmark, og i det regeringsgrundlag har man lagt op til en basisrealvækst på 0,3 pct. Så det er en blå finanslov i den forstand.

Tak, og så er det hr. Rune Lund. Værsgo.

Den 12. august kunne man i Berlingske læse en overskrift, der hedder: »Kristian Jensen: Venstre går ikke til valg på skattelettelser«. Og inde i artiklen kan man bl.a. læse, at finansministeren er citeret for at sige: »Jeg tror ikke, at vi kommer til at diskutere flere skattelettelser på arbejdsindkomst før et folketingsvalg.« Altså, opfatter hr. Joachim B. Olsen den sætning – »Jeg tror ikke, at vi kommer til at diskutere flere skattelettelser på arbejdsindkomst før et folketingsvalg« – som sådan et kraftigt løfte fra finansministeren om, at der hverken før eller efter et folketingsvalg vil komme flere skattenedsættelser?

Ordføreren.

Jeg tror, at finansministerens analyse er fuldstændig rigtig. Der er ikke lagt op til, at skatten på arbejde skal lettes yderligere i den her valgperiode, som jo også lakker mod enden. Så det tror jeg er rigtigt.

Jeg synes, det er mest fair at stille citatspørgsmål til hr. Kristian Jensen, undskyld, til finansministeren, når han skal herop. Men som det er nu, har vi en regering, og den har et regeringsgrundlag, som strækker sig frem mod 2025, og i det regeringsgrundlag er der jo en ambition om at sænke det strukturelle skattetryk. Så det er det, jeg forholder mig til.

Tak. Hr. Rune Lund.

Jamen det, jeg prøver at spørge ind til, er jo troværdigheden af, at en borgerlig regering – hvis en sådan måtte vinde et kommende folketingsvalg – skulle afholde sig fra at lave skattenedsættelser. Det er det bluffnummer, jeg ligesom prøver at punktere her. Man siger, at man ikke går til valg på det, men lige så snart valget er overstået, kan man måske lige blive presset lidt af Liberal Alliance, og så bliver man så nødt til at lave en masse skattenedsættelser alligevel.

Altså, som hr. Joachim B. Olsen forstår det, hvor solidt er så – hvad skal man sige – udsagnet fra finansministeren? Jeg vil gerne høre hr. Joachim B. Olsens vurdering af det realistiske i, at der ikke skulle blive gennemført skattenedsættelser, hvis der kom en ny borgerlig regering til magten efter et kommende folketingsvalg.

Ordføreren.

Jeg er ret overbevist om, at kommer der en ny borgerlig regering – ligemeget hvordan den er skruet sammen – så vil der komme skattelettelser. Jeg kan faktisk ikke komme på en eneste regering, inklusive socialdemokratiske regeringer – også regeringer, som hr. Rune Lunds parti har støttet – som ikke har sænket skatten. Thorning sænkede skatten med 0,9 mia. kr. før tilbageløb og adfærd. Vi har sænket skatten med godt 15 mia. kr. før tilbageløb og adfærd. Og i Liberal Alliance, og det tror jeg egentlig også gælder i andre borgerlige partier, ønsker vi at sænke skatten, fordi det er det rigtige at gøre. Skattebyrden i Danmark er for høj, og den skal sættes ned. Og det tror jeg også kommer til at ske i fremtiden.

Tak. Så er det fru Josephine Fock. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren. Jeg vil spørge ind til det, som vores klimavismand Peter Birch Sørensen siger i Information, nemlig at 1 mia. kr. til klimaomstilling langtfra er nok. Jeg ser jo egentlig Liberal Alliance som et parti, der, i hvert fald inden de kom i regering, var visionært og havde nogle nye tanker for fremtiden. Det, jeg egentlig godt kunne tænke mig at høre om, er, om Liberal Alliance har nogen visioner om den grønne omstilling, og hvad Liberal Alliance ønsker at gøre ved det. Og hvis Liberal Alliance eventuelt ikke er en del af en kommende regering, hvad er så Liberal Alliances vision for en grøn omstilling?

Ordføreren.

Jeg har desværre ikke haft mulighed for at læse den pågældende artikel, og derfor er det lidt svært at kommentere på den. Men jeg vil dog sige, at jeg finder det yderst interessant, at Alternativet og også andre simpelt hen kan tage Peter Birch Sørensens ord og så bruge dem mod os andre. Peter Birch Sørensen stod jo i spidsen for Produktivitetskommissionen, og når vi andre står og siger, at Peter Birch Sørensen og andre kloge hoveder har regnet på, at der faktisk er et ret stort effektiviseringspotentiale i den offentlige sektor, man bør sænke selskabsskat og andre ting for at øge produktiviteten, så betyder Peter Birch Sørensens ord ingenting.

Jeg har ikke læst den pågældende artikel, men i forhold til resten af spørgsmålet vil jeg sige, at ja, vi har den ambition, at man skal tage klimaforandringer alvorligt, men man skal ikke være hovedløs omkring det. Der gælder de samme principper på det her område, som der gælder på andre områder, nemlig at man skal være omkostningseffektiv og ikke smide penge ud af vinduet. Der er en masse problemer, som skal løses i den her verden, og det her er et af dem, og derfor er det utrolig vigtigt, at vi ikke er hovedløse i det, vi gør. Det nytter heller ikke noget, at vi render så langt foran alle andre, når det er et globalt problem, bruger så mange penge med så lille effekt, hvis de penge kunne være bedre brugt på andre ting. Så vi skal nå de mål, vi har sat os, og dem er vi jo på vej til at nå, så vi bidrager meget flot i Danmark på det spørgsmål.

Tak. Fru Josephine Fock.

Så lad os blive meget konkrete. Et af målene er, og det siger regeringen også, at vi skal være et fossilfrit samfund, og det vil sige, at vi skal afskaffe biler, der ikke er fossilfrie, men hvorfor bliver der så ført en politik, som overhovedet ikke tilsiger, at markedet indstiller sig på, at vi indfører fossilfrie biler? Hvorfor fjerner man f.eks. i det her finanslovsudspil afgiftsnedsættelsen for elbiler?

Ordføreren.

Nu er der i det her finanslovsudspil nedsat en pulje på, så vidt jeg husker, 100 mio. kr., der skal se på grønne tiltag uden for den kvotebelagte sektor. Det kunne f.eks. have noget med biler at gøre. Men jeg sagde jo lige før, at tingene skal være omkostningseffektive, og når der nu bliver refereret til den ypperste faglighed i landet, burde man måske fra Alternativets side kigge lidt på, hvad det er, vismændene har sagt om det her. De siger, at bilisterne i Danmark betaler 16 mia. kr. mere, end der kan forsvares i forhold til de omkostninger ved bilisme, der påføres miljøet. Så hvis man vil gøre noget omkostningseffektivt, er det ikke på bilismen, man skal sætte ind med højere afgifter, men tværtimod sænke afgiften på bilismen generelt, altså hvis man vil føre en omkostningslav energi- og klimapolitik.

Tak. Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen. Værsgo.

Altså, nu var der engang, hvor liberalisme handlede om mere end registreringsafgifter, og vi havde fra SF's side jo et godt samarbejde med Liberal Alliance på nogle punkter, specielt inden Liberal Alliance kom i regering. Det er jo ikke et klassisk finanslovsspørgsmål, men alt det her skal altså også finansieres, og det er også en anledning til at diskutere de her ting.

Derfor vil jeg gerne spørge hr. Joachim B. Olsen, om han mener, at regeringen er på den rette kurs. Bare for ridse nogle eksempler op kan jeg nævne ulovlig logning, datasamkøring i forhold til databeskyttelsesloven – det kom så ud til sidst – overvågning af arbejdsløses elforbrug, som vi lige har hørt om, burkalov og håndtrykslov.

Altså, er det her elementer, der burde kendetegne et frit samfund og en regering, der hviler på et liberalt grundlag? Og jeg spørger faktisk også, fordi det er noget, der også betyder noget for os i SF, og fordi det er et af de få steder, hvor man måske kunne finde noget fælles fodslag med en liberal regering.

Ordføreren.

Jamen det er fuldstændig rigtigt, at liberalisme handler om meget andet end registreringsafgift. Jeg var lidt inde på det i min tale. Jeg synes måske, at det punkt, hvor friheden i Danmark er mindst for individet, er, når det kommer til økonomisk frihed. Der bestemmer staten over en alt for stor del af borgernes penge. På en masse andre områder har vi en meget høj grad af personlig frihed, men lige på det punkt er vi et af de mest skatteplagede folk i verden. Og der synes vi den personlige frihed burde øges.

I forhold til de konkrete spørgsmål er det min forståelse – det er ikke lige mit område – at den her overvågning af arbejdsløses elforbrug, som jeg personlig også synes lyder lidt mærkeligt, vist er blevet droppet. Jeg tror endda, at vores ordfører gjorde en ret stor indsats for, at det skete.

På de andre områder kan jeg da godt synes at der er ting, man indimellem kan være bekymret for i forhold til overvågning fra statens side. Jeg synes bare også, man skal være ærlig og erkende, at der også er et andet trusselsbillede. Statens opgave er også at beskytte borgernes frihed og beskytte dem imod forbrydere, der vil skade dem – terrorister og andre. Der er da et trusselsbillede, som gør, at vi indimellem kommer i nogle dilemmaer, og dem må man jo så prøve at håndtere så godt, som man kan. Jeg synes bare, man skal anerkende, at det dilemma er der i forhold til overvågning.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Nu er det jo heller ikke fair at spørge om, når hr. Joachim B. Olsen ikke er ordfører på området. Men det er altså ikke det samme, vi taler om. Og vi har en problematik med, at der er mange politikere og en regering lige nu i det her land, som bruger det, at vi er et af de lande i verden med flest data om borgerne, til at samkøre de data og bruge det til en slags overvågning. Og jeg synes bare, det er den forkerte retning, og jeg håbede, at man kunne alliere sig med et liberalt parti, fordi det her også grundlæggende er et spørgsmål om retten til personlig frihed og retten til privatliv osv.

Derfor vil jeg bare opfordre til, at man fra Liberal Alliance i hvert fald fastholder at holde øje med det her område, fordi det er på vej i den forkerte retning.

Ordføreren.

Jamen det er bestemt noget, vi holder øje med. Det er vores politiske ordfører, fru Christina Egelund, som er ordfører på det her område også. Og det er mit indtryk, at hun kæmper en kamp i forhold til det her spørgsmål.

Men jeg vil bare igen holde fast i, at der er dilemmaer. Og det synes jeg bare man skal være ærlig omkring.

Tak. Så er det hr. Thomas Jensen. Værsgo.

Tak. Og tak til ordføreren for en rigtig god tale. Når man i de her dage ser annoncer fra statsministeren, kan man jo tydeligt se, at han ikke sådan taler lige ud af posen. Han prøver sådan lidt at fremstå som en halv socialdemokrat, velfærdens frelser og det hele, og derfor er jeg rigtig, rigtig glad for ordførerens tale. Ordføreren slår fast, at det stadig væk er regeringens politik at give skattelettelser – var det for 23 mia. kr. frem til 2025? Og der er en glæde hos Liberal Alliance over, at det offentlige forbrug vil stige mindre end det demografiske træk. Det er jeg meget glad for at få slået fast, for det er jo sandheden.

Mit konkrete spørgsmål er så: Hvilket af de initiativer, der ligger i det her finanslovsforslag, som I har fremsat, er ordføreren mest glad for?

Ordføreren.

Jamen hvad angår de 23 mia. kr., er der tale om ting, der er aftalt; det er jo det, der allerede er blevet gennemført, og Socialdemokratiet har i øvrigt stemt for noget af det – langtfra det hele, men i hvert fald en del af det. Det skal jeg måske trække ud af regnestykket, ligningen, eller hvad?

Ja, jeg er da glad for, at der bliver ført en tilbageholdende finanspolitik i Danmark i den konjunktursituation, vi er i. Det tror jeg også Venstre, DF og Det Konservative Folkeparti er. Vi er jo sammen om den politik, så det tror jeg vi alle sammen er glade for. Så ved jeg godt, at Socialdemokratiet nu prøver at bilde befolkningen ind, at havde de magten, så ville der blive ført en helt anden politik og det offentlige forbrug ville være langt højere, men det er jo bare ikke rigtigt. For når I kommer ind i Finansministeriet og skal tage andre hensyn end lige hensynet til det demografiske træk – det er jo ikke det, finanspolitikken bliver tilrettelagt efter – vil I nok ikke bruge så mange penge, som I nu siger I vil bruge.

Hr. Thomas Jensen.

Jamen altså, hvis Socialdemokratiet kommer til magten, vil vi jo bruge den fremgang, der er i Danmark, på fællesskabet, nemlig bruge den på alle, som vi siger i vores finanspolitiske udspil.

Jeg vil bare gerne, da vi jo har set, at Liberal Alliance har haft mange ambitioner om skattelettelser de seneste år, høre ordføreren: Efter den her finanslov, et folketingsvalg, en nyvalgt borgerlig regering, hvor Liberal Alliance er med, hvilke skattelettelser er så de vigtigste for Liberal Alliance at få gennemført?

Ordføreren.

Jeg er glad for, at vi kommer i regering efter næste valg, det kan jeg høre vi gør, altså at der kommer en borgerlig regering; det kan der meget vel gøre. Det er vigtigt for os at få sænket alle skatter. Der er ikke nogen skatter eller afgifter, vi ikke vil være med til at sænke. Men vi er da helt ærlige omkring at sige, at nogle af de ting, som Socialdemokratiet lavede, da de sad i regering, burde man da fortsætte med. Altså, man burde da gøre noget ved topskatten, ligesom hr. Thomas Jensen har været med til at gøre det tidligere, og sænke selskabsskatten. I min tale gjorde jeg jo rede for, at vi har en vækstudfordring i Danmark, og det her er nogle af de mest effektive skattepolitiske værktøjer, man kan hive op af værktøjskassen, hvis man gerne vil gøre noget for den økonomiske vækst og der fortsat er økonomisk fremgang og levestandarden vokser i Danmark.

Så jeg synes da, at man som udgangspunkt bør bruge pengene, hvor man ligesom får mest bang for the buck, men man skal også sænke skatter af alle mulige andre årsager, også af den årsag, at det bare er rimeligt, synes jeg, at folk beholder flere af de penge, de selv har tjent ved at sælge deres tid og arbejdskraft til en arbejdsgiver. Det skal de have lov til at beholde en større del af; det synes jeg bare er rimeligt.

Tak. Så er det fru Astrid Krag. Værsgo.

Vi har jo talt meget om de ældre i debatten ... (lydudfald) ... Liberal Alliances ordfører, men i hele debatten, fordi vi lever længere og der bliver flere ældre. De fleste af dem er heldigvis sunde og raske, men der bliver også flere ældre, der bliver plejekrævende og får behov for behandling i vores sundhedsvæsen, og derfor fylder det helt naturligt meget i sådan en debat som i dag. Men en del af diskussionen om fremtidens seniorliv i Danmark handler jo om spørgsmålet om tilbagetrækning: Hvornår kan man få lov til at gå på pension? Der så vi jo et ønske fra regeringens side, som det ikke er lykkedes regeringen at gennemføre, og derfor vil jeg bare spørge helt konkret i forhold til de yngste ældre eller seniorerne, eller hvad de nu foretrækker at blive kaldt, om det fortsat er Liberal Alliances politik at forhøje pensionsalderen med 1 år.

Ordføreren.

Ja, det er Liberal Alliances politik, og det synes vi ville være fornuftigt. Det er jo at fremrykke noget, der allerede er vedtaget. Det synes vi vil være fornuftigt, men det er der ikke noget flertal for. Regeringen prøvede, men der er ikke noget flertal i Folketinget for det, men det gør det da ikke pludselig til noget, der er ufornuftigt at gøre, altså i lyset af den positive udvikling, som fru Astrid Krag selv er inde på der er, med, at vi bliver ældre, og at det følges op af flere gode leveår. Det, som man i 2006 regnede med ville tage 50 år, i forhold til hvor hurtigt levealderen ville udvikle sig, tog kun 10 år. I lyset af, at det betyder, at der er nogle årgange, der går på folkepension, som får meget, meget længere tid på folkepension end de årgange, der kom før dem, så syntes vi, at det var et naturligt sted at tage fat. Men det er der ikke noget flertal for. Der er bare det, at Socialdemokratiet og andre gerne vil bruge en hel masse penge, men at de jo ikke vil finde dem nogen steder. De taler også om mangel på arbejdskraft osv., men de vil ikke udvide arbejdsstyrken, så vi ikke har så stor mangel på arbejdskraft osv. Og man kan bare ikke begge dele i den virkelige verden.

Fru Astrid Krag.

Jeg ved ikke, om Liberal Alliances finansordfører har haft tid til at læse det finanslovsudspil, som Socialdemokratiet har lagt frem her i dag, og som jo bl.a. handler om at sørge for at få uddannet de ufaglærte, vi har i dag. Der er mangel på faglært arbejdskraft, og vi synes, det er fuldstændig oplagt, at vi starter med vores egne unge, som går ufaglært, og vores egne ledige og får dem med i forhold til behovet for arbejdskraft. Men det var egentlig mest en parentes.

Jeg tror jo, når det drejer sig om hele den her diskussion om at forhøje pensionsalderen yderligere, at vi vel er det folkefærd i Europa, der kommer til at gå senest på pension, sådan som det er nu med den aftale, som vi har været med i, og som var fornuftig – det er jeg enig i – i forhold til den generelt stigende levealder. Vi har så nogle udfordringer i forhold til de mennesker, der dør tidligst, og vi må bare sige, at uligheden i levetid er fordoblet i den tid, jeg har været her på kloden. Så der er nogle helt grundlæggende urimeligheder indbygget der. Men det er så stadig Liberal Alliances politik, at vi bør hæve pensionsalderen yderligere. Er det også regeringens politik?

Ordføreren.

Jeg vil først sige, at jeg ikke har nået at læse Socialdemokratiets forslag til finanslov, for jeg tror, jeg var gået i seng, før det blev udgivet i går aftes. Så det kunne jeg ikke helt nå.

Jeg mener jo, at det her er meget ukontroversielt. Altså, regeringen har jo prøvet den vej. Der var ikke flertal for det. Jeg – og vi – synes stadig væk, at det er en god idé, og der synes jeg vi kan argumentere sagligt og redeligt for, hvorfor det er, at der er gevinster ved at fremrykke det, man allerede har vedtaget, i lyset af at forudsætningerne har ændret sig fra dengang, man vedtog det, og at det vil være fornuftigt. Men det er der ikke noget flertal for i Folketinget lige nu. Men sådan er vilkårene i jernindustrien.

Tak. Så er det hr. Christian Juhl. Værsgo.

Tak for det. Jeg kommer altid til at tænke på Poul og Fritz i de lyserøde og lysegrønne skjorter i deres lystyachter oppe på guldkysten på Sjælland, når jeg snakker med hr. Joachim B. Olsen. Jeg ved ikke hvorfor, men det billede kommer helt klart frem med det samme. Og var det ikke, fordi LA's politik har dybt alvorlige konsekvenser for de fattigste i Danmark, så ville jeg synes, det var et fint, underholdende indslag. Men det er det jo ikke.

Der er jo virkelig mennesker, der lever i fattigdom i dag, og det er ligesom om, at det er en skandale, at nogle af dem, der uden egen skyld lever i toppen, skal være med til at yde til dem, der uden egen skyld lever i den mere udsatte del af samfundet. Jeg forstår ikke, hvordan det hænger sammen. Jeg er heller ikke psykolog, så hvor skulle jeg vide det fra?

Jeg vil gerne høre: Hvis nu, den blå blok vinder næste folketingsvalg og der ikke kommer en nedsættelse af skatterne, vil det så være en blå regering, som LA vil støtte? Det er jo ret interessant for at se, hvordan mulighederne bliver for at danne en regering – også for os andre.

Ordføreren.

Det er sjovt: Når jeg ser hr. Christian Juhl, kommer jeg altid til at tænke på Søren Østergaards »Smadremanden«. Sådan er vi jo lidt forskellige – ham kan jeg nu godt lide.

Jeg har svaret på, at jeg tror, at skiftende regeringer vil sænke skatter i Danmark, fordi til slut ender et flertal i Folketinget med at gøre det, der er rigtigt. Det er også derfor, vi har lavet nogle af de reformer, som hr. Christian Juhl harcelerer imod. Det er jo dem, der har skabt det råderum, som hr. Christian Juhl gerne vil bruge af, selv om han ikke har været med til at fremskaffe det.

På et tidspunkt gør vi det rigtige, og det rigtige i Danmark er at få sænket skatterne, og det tror jeg kommer til at ske. Derfor gjorde Thorning det også, da hun – eller da Socialdemokratiet – havde magten. Så ja, det kommer til at ske.

Men det andet er jo sådan meget hypotetisk efter et valg osv. Altså, vores politik vil være uændret. Vi vil ligesom alle andre partier arbejde for at få så meget af vores politik igennem som muligt. Det gør andre partier også, og det er vel helt naturligt; det gør Enhedslisten vel også. Og vi vil gerne sænke skatter og afgifter i Danmark.

Tak. Hr. Christian Juhl.

Nu synes jeg, at vi skal lade den enkelte selv prøve at forklare, hvor mange af samfundets værdier man har været med til at skabe. Ellers ville jeg da gerne en dag holde en studiekreds med hr. Joachim B. Olsen om, hvad mit liv har bestået af.

Det vil sige, at det er teoretisk, og det vil sige, at hvis der kommer sådan en blå regering, så er det ikke sammen med LA. Det er klar tale.

Så vil jeg gerne stille et andet meget kort spørgsmål. Burger King, Q8, Kellogg's, ALDI, Arriva og Philips har ingen selskabsskat betalt i 2016, i 2015, i 2014, i 2013 og i 2012. Er det et rimeligt skattesystem at have, når så profitable virksomheder slet ikke bidrager til fællesskabet via deres selskabsskat?

Ordføreren.

Jeg kan jo ikke gå ind i enkelte selskabers regnskab. Jeg kender ikke de enkelte selskabers regnskaber. Jeg har ikke hørt nogen steder, at de er blevet anklaget for at have brudt nogen lovgivning eller noget. Man nævner nogle selskaber, altså det med om de betaler selskabsskat eller ej. Hvorfor det er rimeligt kan jeg da ikke udtale mig om, når jeg ikke kender deres regnskaber. Jeg går ud fra, at de har overholdt dansk lovgivning.

Tak. Den næste i rækken er fru Lea Wermelin. Værsgo.

Jeg vil egentlig gerne tage fat på noget af det, som ordføreren sagde i talen, nemlig at man fra Liberal Alliances side gerne vil fortsætte reformerne. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi i Socialdemokratiet faktisk er rigtig glade for, at det lykkedes os at spænde ben for, at man kunne sænke topskatten, eller at man kunne forhøje pensionsalderen. Men jeg kan jo høre, at det der forholder sig lidt anderledes hos Liberal Alliance.

Derfor vil jeg egentlig gerne spørge, om det er Liberal Alliances politik at halvere dimittendsatsen på dagpenge.

Ordføreren.

Det sidste kan jeg svare nej til. Det er vores politik at afskaffe dimittendsatsen.

Det gør det jo sådan set værre i mine øjne, men sikkert bedre, hvis man stemmer på Liberal Alliance. Det er interessant, for ordføreren siger, at det finanslovsforslag, vi har liggende fra regeringens side, er så visionært, som det er, men det her forslag er ikke med. Men er det regeringens politik, at man også skal videre i forhold til måske enten at halvere eller i hvert fald komme videre i forhold til afskaffelse af dimittendsatsen?

Ordføreren.

Hvad der er regeringens planer og regeringens politik, de spørgsmål er det mest naturligt at stille til finansministeren. Vi synes, det ville være en god idé at gøre noget ved dimittendsatsen. Vi er det eneste land, hvor man går fra en skatteyderfinansieret uddannelse med verdens højeste SU, man har aldrig været på arbejdsmarkedet, og så går man direkte ind i en forsikring mod arbejdsløshed. Det findes ikke i nogen andre lande. Det er en af forklaringerne på, at ledigheden blandt unge nyuddannede er høj. Det er ikke fornuftigt. Altså, man har fået rigeligt. Det er fint, at man har fået adgang til uddannelse, og at man har fået høj SU. Men så må det være sådan, at man ikke skal have dagpenge, men at man skal ud på arbejdsmarkedet. Og det kan godt være, at man til at starte med skal ud i et job, som man ikke lige er uddannet til. Det tror jeg ikke er nogen skade til. Men vi synes, at det er en af de lavthængende frugter, der er på reformtræet i Danmark.

Tak. Så er det hr. René Gade.

Jeg har altid betragtet Alternativet og Liberal Alliance som to partier, der virkelig gerne ville en forandring, og det synes jeg også Liberal Alliance altid har forsøgt at komme med herinde, altså selvfølgelig en forbedring. For det er jo ikke bare for at forandre, man skal forandre, men for at forbedre. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ind til noget, som ikke bare er klimaområdet, men helt generelt, altså hvad det er de unge, som i høj grad har været engageret, både i Alternativet og Liberal Alliance, skal tage med fra sådan et finanslovsoplæg som det her, hvor Liberal Alliance er med. Hvad er det, de skal kunne se i fremtiden og så se, at her bliver der talt til dem?

Jeg har ledt efter det, og der er jo mange gode ting. Der er mange ting, der bliver holdt fast i i vores gode land, i Danmark, hvor det bliver holdt stabilt, og dyb respekt for det. Men hvor er det, man kan se der bliver talt til de unge i det her? Vi skal jo selv til at lære det i Alternativet, hvor vi har sagt, at vi vil ind og gå efter regeringsmagten. Så hvordan kan man holde styr på det hele, samtidig med at man er progressiv og taler til de unge? Jeg savner simpelt hen noget af det, jeg har mærket fra Liberal Alliance tidligere, hvor man kan se at der er en vinkel, der peger fremad.

Klimaet har min kollega Josephine Fock spurgt lidt ind til tidligere i dag, og der lander vi nok ikke helt i samme båd, men kan vi ikke bare lige få en tale til de unge i det her lokale, som er lidt anderledes end det, vi plejer at stå i?

Ordføreren.

Vi har stor opbakning blandt de unge. Det har vi fortsat, og jeg tror, det handler om, at de unge er ambitiøse i dag. De er selvstændige, de er vant til at være i et marked, hvor der er varer og ydelser, der bliver tilpasset deres behov. De er individualister, de vil gerne verden, og de synes, det er vigtigt, at der bliver ført en politik, som også gør, at Danmark er et rigt og velstående samfund, når de engang bliver voksne og skal til at have en familie, eller hvad de nu har lyst til. Det må de sådan set selv bestemme, men det tror jeg er vigtigt. Det er noget af det, der appellerer til dem.

De synes, der er nogle urimeligheder i dag. De synes ikke, det er rimeligt, at hvis du knokler ved siden af dit studie, bliver du modregnet i din SU. De synes ikke, det er rimeligt, at hvis du knokler på dine studier, skaber en virksomhed, skaber en masse arbejdspladser, så skal du have en dummebøde i form af en topskat og andre ting. Mange af dem synes da, det er urimeligheder, og det vil de gerne have gjort noget ved, og det synspunkt deler jeg naturligvis med dem. Men de synes, at der er noget visionært over, at vi åbner os for verden.

Der er også hele diskussionen om udenlandsk arbejdskraft osv. Der er rigtig mange unge, der gerne vil leve i et åbent, frit Danmark, hvor de har en høj grad af personlig frihed og større mulighed for at forfølge deres drømme, og det bliver alt andet lige nemmere, jo mindre staten blander sig, også i forhold til hvor mange af de penge, man tjener, man så får beslaglagt.

Ja tak. Hr. René Gade.

Tak for svaret. Vi har sat det grønne og klimaet øverst på dagsordenen, samtidig med at der er nogle ting, som er helt nødvendige, nedenunder. F.eks. skal der være plus på bundlinjen, også økonomisk. Men er der nogle ting i finansloven og hele regeringens projekt lige nu i forhold til klimaet og det grønne, som ordføreren mener man faktisk ikke er opmærksom på i dag, eller som det ikke har været muligt at få igennem? Man kan jo ikke få alt igennem. Jeg tager selv tit kontakt til nogle af dem, der er allermest kritiske over for vores klimatilgang og spørger dem: Kan du ikke lige udfordre mig på det her? Er der måske noget, som ordføreren mener man kunne gøre i forhold til klima og den grønne omstilling, som der ikke er fokus på i dag, eller som det ikke er comme il faut at gøre?

Ordføreren.

Som jeg var inde på under et tidligere spørgsmål, synes jeg jo, at det her med, at omkostningseffektivitet også gælder på klimaområdet, er enormt vigtigt. Jeg tror, at FN's klimapanel har vurderet, at hvis den der temperaturstigning på 2 grader materialiserer sig i 2050, så vil det koste 2 pct. på verdens bnp, og de siger også, at hvis man skal forhindre det, vil det koste et sted mellem 6 og 12 pct. af bnp. Det synes jeg siger noget om, at vi skal være meget rationelle og fornuftige. Vi skal ikke satse på bestemte teknologier. Det er markedet, vi skal have med til at løse de her ting. Det er der heldigvis kommet mere af under den her regering. Den klimapolitik, der bliver ført, er blevet langt mere fornuftig og langt mere rationel, og det er bestemt godt.

Fru Ane Halsboe-Jørgensen, værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for klar tale og en sjælden stolthed og rank ryg over, at den offentlige sektor faktisk skrumper. Det er jo væsentlig lettere at diskutere på baggrund af den ærlige udlægning af sagen.

Ordføreren er forfatter til et liberalismemanifest, og hvis man klikker ind på ordførerens Twitter, er det det første, man støder på. Det er også et stærkt bidrag til en reel politisk uenighed, og derfor vil jeg gerne stille et opklarende spørgsmål i forbindelse med det liberalismemanifest. Ordføreren skriver i den sidste del: I det omfang velfærdsstaten leverer skattefinansierede ydelser til borgerne, bør borgerne kunne vælge imellem forskellige udbydere med frihed til at eksperimentere og konkurrere.

Jeg sidder på børneområdet til daglig, og jeg vil gerne høre ordføreren, om det også gælder vores børn, vores daginstitutioner og vores skoler, at ordføreren drømmer om at gøre det til en forretning, altså at man med initiativ og forretningssans skal kunne have en bundlinje, der handler om penge på de her områder.

Ordføreren.

Jeg er utrolig glad for, at der bliver læst op af mit liberalismemanifest i Folketinget. Tusind tak for det! Det er så mit eget, og jeg tror, det er det tiende punkt i mit liberalismemanifest. Ja, det synes jeg da er meget, meget visionært. Vi har i dag en offentlig produktion af en lang række ydelser, alt fra uddannelse til hospital osv., og jeg er af den opfattelse, at det vigtige er, at folk har adgang til de her ydelser. Det er det, der er vigtigt. Det skal være sådan, at hvis folk bliver syge, kommer de på hospitalet, og at folk har adgang til uddannelse. Men hvorfor skal der være et monopol på det her? Det har jeg aldrig forstået. Hvorfor er det vigtigt i sig selv, at det er det offentlige, der producerer det? På markedet anerkender vi, at monopoler er dårlige, og vi prøver at bekæmpe dem, men på de her ekstremt vigtige områder vil vi gerne have et monopol. Hvorfor det?

Jeg kunne godt drømme om – og nu taler vi om visioner – at vi indretter os på en anden måde, hvor pengene i højere grad fulgte borgeren, og så var det borgeren, der fik pengene og gik ud på et marked og købte de her ydelser, så der var konkurrence om at levere dem. Det tror jeg vil sætte gang i den kreativitet, som findes i mennesker, sætte gang i at finde nye ideer til at løse problemerne på nye måder. Jeg tror faktisk, at hvis vi skal have mere velfærd i fremtiden, kræver det, at velfærden bliver billigere at producere, og så kan man ikke undgå også at tale om, hvordan vi får noget konkurrence i forhold til produktion af den.

Så er det fru Ane Halsboe-Jørgensen, værsgo.