L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

Retsudvalget 2017-18
L 240 Bilag 1
Offentligt

Lovforslag nr.

L 240

Folketinget 2017-18

Fremsat den 16. maj 2018 af justitsministeren (Søren Pape Poulsen)

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvarsloven og

medieansvarsloven

(Freds- og ærekrænkelser m.v.)

§1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 977 af 9. august

2017 som ændret bl.a. ved lov nr. 257 af 10. april 2018 og

senest ved lov nr. 358 af 29. april 2018, foretages følgende

ændringer:

§ 96, stk. 5,

ændres »de retsfølger, der omtales i § 273«

til: »mortifikation efter § 270«.

§ 97 b, stk. 3,

udgår »og § 273, stk. 2,«.

§ 193, stk. 1,

ændres »informationssystemer« til: »sam‐

fundsvigtige datasystemer«.

§ 263

affattes således:

»§ 263.

Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder

straffes den, der uberettiget skaffer sig adgang til en andens

datasystem eller data, som er bestemt til at bruges i et data‐

system.

Stk. 2.

Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes

den, der, uden at forholdet er omfattet af stk. 1, uberettiget

1) åbner et brev eller anden lukket meddelelse eller opteg‐

nelse eller gør sig bekendt med indholdet, eller

2) ved hjælp af et apparat hemmeligt aflytter eller optager

udtalelser fremsat i enrum, telefonsamtaler eller anden

samtale mellem andre eller forhandlinger i lukket mø‐

de, som den pågældende ikke selv deltager i, eller

hvortil den pågældende uberettiget har skaffet sig ad‐

gang.

Stk. 3.

Begås de forhold, der er nævnt i stk. 1 eller 2, med

forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplysnin‐

ger om en virksomheds erhvervshemmeligheder eller under

andre særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige

til fængsel indtil 6 år. På samme måde straffes de forhold,

der er nævnt i stk. 1, når der er tale om overtrædelser af me‐

re systematisk eller organiseret karakter.«

§ 263 a

affattes således:

»§ 263 a.

Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder

straffes den, der uberettiget

1) erhvervsmæssigt sælger eller i en videre kreds udbreder

et adgangsmiddel til et datasystem,

2) videregiver et større antal adgangsmidler til et datasy‐

stem eller

3) skaffer sig eller videregiver et adgangsmiddel til et da‐

tasystem,

a) der er samfundsvigtigt, jf. § 193,

b) der behandler oplysninger, som er omfattet af arti‐

kel 9, stk. 1, eller artikel 10 i Europa-Parlamentets

og Rådets forordning om beskyttelse af fysiske per‐

soner i forbindelse med behandling af personoplys‐

ninger og om fri udveksling af sådanne oplysnin‐

ger, eller

c) hvortil adgangen er forbeholdt betalende brugere.

Stk. 2.

Begås de forhold, der er nævnt i stk. 1, under sær‐

ligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fæng‐

sel indtil 6 år. Som særligt skærpende omstændigheder an‐

ses navnlig tilfælde, hvor videregivelsen m.v. sker i særligt

stort omfang eller indebærer særlig risiko for betydelig

skade eller omfattende misbrug, eller hvor både stk. 1, nr. 1

og nr. 3, litra c, er overtrådt.«

§ 264

affattes således:

»§ 264.

Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes

den, der uberettiget

1) skaffer sig adgang til fremmed hus eller andet ikke frit

tilgængeligt sted,

2) skaffer sig adgang til andres gemmer eller

AA010645

Justitsmin., j.nr. 2017-731-0011

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

undlader at forlade fremmed område efter at være op‐

fordret dertil.

Stk. 2.

Begås de forhold, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2,

med forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplys‐

ninger om en virksomheds erhvervshemmeligheder, eller

foreligger der i øvrigt særligt skærpende omstændigheder,

kan straffen stige til fængsel indtil 6 år. Som særligt skær‐

pende omstændighed anses navnlig tilfælde, hvor forholdet

er begået under sådanne omstændigheder, at det påfører an‐

dre en betydelig skade eller indebærer en særlig risiko her‐

for.«

§ 264 a, 1. pkt.,

ændres »som« til: »der«.

Efter § 264 a indsættes:

»§ 264 b.

Den, der uberettiget ved hjælp af en gps eller et

andet lignende apparat registrerer en andens færden, straffes

med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.«

§ 264 c

ændres »og 264 a« til: », 264 a og 264 b«, og

»skaffer sig eller uberettiget udnytter« ændres til: »uberetti‐

get skaffer sig eller udnytter«.

10.

§ 264 d, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »den, der« til: »den,

som«.

11.

§ 266 c

ophæves.

§ 271.

Ved dom for overtrædelse af §§ 264 d, 267 eller

268 kan det samtidig bestemmes, at en udtalelse, en medde‐

lelse eller et billede skal slettes, hvis det er muligt.

Stk. 2.

Forpligtelsen efter stk. 1 påhviler den, der dømmes

for overtrædelsen. Har denne ikke rådighed over udtalelsen,

meddelelsen eller billedet, kan forpligtelsen pålægges den,

som har en sådan rådighed.«

13.

§ 275

affattes således:

»§ 275.

Forbrydelserne i dette kapitel er undergivet privat

påtale bortset fra §§ 266-266 b.

Stk. 2.

Efter forurettedes anmodning kan offentlig påtale

ske i sager

1) efter §§ 263-264 d og § 268,

2) hvor en person beskyldes for et forhold, der kunne eller

kan medføre fortabelse af offentlig stilling eller hverv,

eller

3) når en alvorlig beskyldning er udbredt anonymt.«

14.

§ 301 a

ophæves.

§2

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1101 af 22.

september 2017, som senest ændret ved lov nr. 130 af 27.

februar 2018, foretages følgende ændringer:

Efter § 31 b indsættes:

12.

§§ 267-274

ophæves, og i stedet indsættes:

»§ 267.

Den, der fremsætter eller udbreder udtalelse eller

anden meddelelse eller foretager en handling, der er egnet til

at krænke nogens ære, straffes for ærekrænkelse med bøde

eller fængsel indtil 1 år, jf. dog §§ 268 og 269.

Stk. 2.

Dette gælder dog ikke, hvis ærekrænkelsen angår

en afdød og er begået senere end 20 år efter dødsfaldet,

medmindre forholdet er omfattet af § 268.

§ 268.

Den straf, der er nævnt i § 267, kan stige til fæng‐

sel indtil 2 år, hvis

1) en alvorlig beskyldning er usand, eller

2) en beskyldning er fremsat eller udbredt gennem indhol‐

det af et massemedie, og beskyldningen er egnet til væ‐

sentligt at skade den forurettede.

§ 269.

En ærekrænkelse er straffri, hvis den fremkom i en

sammenhæng, hvor der var rimelig anledning til den.

Stk. 2.

Ved vurderingen efter stk. 1 skal der blandt andet

tages hensyn til, om sandheden af en beskyldning bevises,

eller om der var et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for ære‐

krænkelsen, og om fremsættelsen eller udbredelsen heraf

skete i god tro og til varetagelse af en anerkendelsesværdig

interesse.

Stk. 3.

Der kan ikke føres bevis for en strafbar handling,

hvis den, beskyldningen rettes mod, er frifundet for handlin‐

gen ved endelig dom.

§ 270.

Er en beskyldning ubeføjet, optages der efter for‐

urettedes påstand en bemærkning herom i domsslutningen.

»§ 31 c.

Retten kan i private straffesager om straffelovens

§§ 264 d, 267 og 268 efter anmodning under et særskilt rets‐

møde forud for hovedforhandlingen træffe afgørelse om

1) referatforbud efter § 30, eller

2) navneforbud efter § 31, stk. 1.«

§ 32 b, stk. 1,

ændres »Overtrædelse af« til: »Med bøde

straffes den, der overtræder«, og »straffes med bøde« udgår.

§ 32 b, stk. 2, 1. pkt.,

ændres »et« til: »rettens«.

§ 339 a

indsættes som

stk. 2:

»Stk. 2.

Stk. 1 finder dog ikke anvendelse på retsmøder

efter § 31 c.«

§ 684, stk. 1, nr. 6,

affattes således:

»6) mortifikation efter § 270 eller pålæg efter § 271, når

ærekrænkelser påtales offentligt.«

§ 781, stk. 2,

ændres »§ 263, stk. 2« til: »§ 263, stk. 1«.

§ 791 a, stk. 5,

affattes således:

»Stk. 5.

Må indgrebet antages at være af væsentlig betyd‐

ning for efterforskningen, og vedrører efterforskningen en

lovovertrædelse, der kan medføre fængsel i 1 år og 6 måne‐

der eller derover, kan politiet foretage teleobservation ved

1) at indhente oplysninger fra udbydere af telenet eller te‐

letjenester vedrørende lokaliseringen af en mobiltele‐

fon, der antages benyttet af en mistænkt eller

2) på anden måde ved hjælp af en gps eller et andet lig‐

nende apparat at registrere en mistænkts færden.«

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

§3

I lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 266

af 21. marts 2014, som senest ændret ved § 3 i lov nr. 140 af

28. februar 2018, foretages følgende ændring:

§ 26, stk. 2,

indsættes som

3. pkt.:

»Det samme gælder, hvis krænkelsen er begået ved en

forbrydelse, der har indebåret en overtrædelse af bestemmel‐

serne i straffelovens kapitel 27. Dette gælder dog ikke de

overtrædelser, der er nævnt i straffelovens §§ 266-266 b«.«

§4

I medieansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 914 af 11.

august 2014, foretages følgende ændringer:

§ 8, stk. 1,

indsættes som

3. pkt.:

»Foretagender, der udgiver massemedier som nævnt i § 1,

nr. 3, og der modtager redaktionel produktionsstøtte eller

projektstøtte efter lov om mediestøtte, er omfattet af loven,

uanset om de har indgivet anmeldelse til Pressenævnet. 2.

pkt. gælder ikke for massemedier nævnt i § 1, nr. 3, som

henvender sig til et dansk mindretal i udlandet.«

§ 8, stk. 2,

ændres »anmeldte foretagender« til: »foretag‐

ender, der omfattes af loven efter stk. 1, 1. eller 2. pkt.,«.

§5

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. januar 2019.

Stk. 2.

Lovens § 3 finder ikke anvendelse på krænkelser

begået før lovens ikrafttræden.

§6

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men §§ 3

og 4 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i

kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske

forhold tilsiger.

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1.

Brud på brevhemmeligheden og hemmelig aflytning

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Straffelovsrådets overvejelser

2.1.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets udformning

2.2.

Elektroniske informationssystemer

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Straffelovrådets overvejelser

2.2.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets udformning

2.3.

Husfredskrænkelse

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Straffelovrådets overvejelser

2.3.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets udformning

2.4.

Fotografering og iagttagelse af folk ved brug af fotografiapparat på ikke frit tilgængeligt sted

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. Straffelovrådets overvejelser

2.4.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets udformning

2.5.

Uberettiget overvågning ved hjælp af gps eller andet lignende apparat

2.5.1. Gældende ret

2.5.2. Straffelovrådets overvejelser

2.5.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets udformning

2.6.

Udnyttelse af oplysninger fremkommet ved visse privatlivskrænkelser

2.6.1. Gældende ret

2.6.2. Straffelovrådets overvejelser

2.6.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets udformning

2.7.

Forfølgelse ved hyppig fremsættelse af underkendte beskyldninger

2.7.1. Gældende ret

2.7.2. Straffelovrådets overvejelser

2.7.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets udformning

2.8.

Ærekrænkelser

2.8.1. Gældende ret

2.8.2. Straffelovrådets overvejelser

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

2.8.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets udformning

2.9. Straffen for freds- og ærekrænkelser

2.9.1. Gældende ret

2.9.2. Straffelovrådets overvejelser

2.9.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets udformning

2.10. Påtale af freds- og ærekrænkelser

2.10.1. Gældende ret

2.10.2. Straffelovrådets overvejelser

2.10.3. Justitsministeriet overvejelser og lovforslagets udformning

2.11. Sletning af udtalelser, meddelelser eller billeder

2.11.1. Gældende ret

2.11.2. Straffelovrådets overvejelser

2.11.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets udformning

2.12. Mulighed for nedlæggelse af referat- og navneforbud forud for hovedforhandlingen i private straffesager og

skærpelse af straffen for overtrædelse af bl.a. referat- og navneforbud

2.12.1. Gældende ret

2.12.2. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets udformning

2.13. Forhøjelse af tortgodtgørelse i sager om freds- og æreskrænkelser

2.13.1. Gældende ret

2.13.2. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets udformning

2.14. Udvidelse af medieansvarslovens anvendelsesområde til at omfatte medier, der modtager visse former for me‐

diestøttte

2.14.1. Gældende ret

2.14.2. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets udformning

3. Forholdet til databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

7. Miljømæssige konsekvenser

8. Forholdet til EU-retten

9. Hørte myndigheder og organisationer mv.

10. Sammenfattende skema

1. Indledning

Straffelovens kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser inde‐

holder bl.a. regler om krænkelse af privatlivets fred (§§

263-264 d) og ærekrænkelse (§§ 267-274) samt påtale af

disse forbrydelser (§ 275). Reglerne har navnlig til formål at

beskytte enkeltpersoner mod privatlivskrænkelser, men for‐

eninger, erhvervsvirksomheder mv. er også i et vist omfang

beskyttet af reglerne.

I en moderne digital verden er det vigtigt, at straffelovens

regler om freds- og ærekrænkelser er tidssvarende og be‐

skytter den enkeltes privatliv på passende vis. Videregivelse

af oplysninger om andres private forhold på internettet kan

generelt indebære alvorlige privatlivskrænkelser. Oplysnin‐

gerne kan på internettet spredes meget vidt og meget hurtigt,

og de kan i praksis være vanskelige og i visse tilfælde næs‐

ten umulige at få slettet igen. Der er dermed en større risiko

for betydelige skadevirkninger og mere vedvarende kræn‐

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

kelser, end der f.eks. er ved krænkelser gennem trykte avi‐

ser, tidsskrifter, bøger, tv eller radio, og den samlede effekt

af dette kan være meget ødelæggende for det enkelte indi‐

vid.

Der er efter Justitsministeriets opfattelse behov for en styr‐

ket og mere tidssvarende beskyttelse af den enkeltes privat‐

liv mv. Enhver skal kunne leve trygt og forvente respekt for

sit privatliv, og det skal ikke være muligt at spekulere i at

tjene penge på at krænke andres privatliv. Formålet med

lovforslaget er således bl.a. at styrke det strafferetlige værn

mod krænkelser af privatlivets fred og mod ærekrænkelser,

herunder ved at gennemføre en generel modernisering af

straffelovens bestemmelser om freds- og ærekrænkelser.

Lovforslaget indeholder følgende elementer:

– Der foreslås en generel modernisering af straffelovens

eksisterende bestemmelser om freds- og ærekrænkelser.

I den forbindelse foreslås det bl.a., at straffelovens § 266

c ophæves, og at straffelovens §§ 263 a og 301 a sam‐

menskrives, således at § 301 a foreslås ophævet.

– Der foreslås en ny bestemmelse i straffeloven om ube‐

rettiget overvågning af en persons færden ved hjælp af

en gps eller andet apparat. Det foreslås i forlængelse her‐

af, at politiet får hjemmel til at foretage et tilsvarende

straffeprocessuelt indgreb.

– Det foreslås, at der indføres adgang til betinget offentlig

påtale af de groveste ærekrænkelser, hvilket omfatter

dels alvorlige og usande beskyldninger (bagvaskelse),

dels beskyldninger, som er fremsat eller udbredt gennem

indholdet af et massemedie, og som er egnet til væsent‐

ligt at skade den forurettede. Forslaget indebærer, at an‐

klagemyndigheden fremover efter anmodning indleder

offentlig retsforfølgning af sådanne ærekrænkelser.

– Det foreslås, at en domfældt i forlængelse af en dom for

videregivelse af meddelelser eller billeder vedrørende en

andens private forhold eller for ærekrænkelser (straffelo‐

vens §§ 264 d, 267 eller 268) kan pålægges at slette en

udtalelse, meddelelse eller et billede, som har tilknyt‐

ning til overtrædelsen. Dette indebærer, at oplysninger

eller billeder, som har krænket en andens privatliv, skal

fjernes fra internettet af f.eks. det medie eller den per‐

son, som har offentliggjort det.

– Det foreslås, at det præciseres i retsplejeloven, at der og‐

så i private straffesager er mulighed for at nedlægge

navne- og/eller referatforbud forud for hovedforhandlin‐

gen.

– Det foreslås at tredoble bødestraffen for overtrædelser af

straffelovens bestemmelser om fredskrænkelse i §§

263-264 d og ærekrænkelse i §§ 267-268. For ansvars‐

havende redaktører hos massemedier foreslås bødestraf‐

fen femdoblet.

– Det foreslås at femdoble straffen (bøde) for overtrædelse

af bl.a. referat- og navneforbud nedlagt af domstolene i

en straffesag. Forslaget indebærer bl.a., at en journalists

overtrædelse af et navneforbud i førstegangstilfælde

frem over som udgangspunkt straffes med en bøde på

25.000 kr.

– Der foreslås en tredobling af tortgodtgørelsesniveauet

for freds- og ærekrænkelser efter erstatningsansvarslo‐

ven.

– Det foreslås, at elektroniske massemedier, f.eks. inter‐

netnyhedshjemmesider, som ikke har foretaget anmel‐

delse til Pressenævnet, men som modtager redaktionel

produktionsstøtte eller projektstøtte efter mediestøttelo‐

ven, automatisk omfattes af medieansvarsloven, hvis de

opfylder de materielle betingelser i loven. Dette vil bl.a.

indebære, at medierne underlægges medieansvarslovens

særlige ansvarssystem.

Lovforslaget bygger på Straffelovrådets betænkning nr.

1563/2017 om freds- og ærekrænkelser (herefter »betænk‐

ningen«), men indeholder tillige en række lovændringer,

som ikke stammer fra Straffelovrådets betænkning.

Justitsministeriet ønsker en bred og åben debat om lovfor‐

slaget dels i Folketinget, dels som led i den offentlige debat.

Derfor fremsættes lovforslaget i indeværende folketings‐

samling, idet forslaget ønskes førstebehandlet af Folketinget

inden det - eventuelt i justeret form - i forlængelse heraf

sendes i høring med henblik på genfremsættelse i den kom‐

mende folketingssamling.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Brud på brevhemmeligheden og hemmelig aflytning

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1. Straffelovens § 263, stk. 1, nr. 1, kriminaliserer den,

som uberettiget bryder eller unddrager nogen et brev, tele‐

gram eller anden lukket meddelelse eller optegnelse eller

gør sig bekendt med indholdet.

Bestemmelsen beskytter lukkede meddelelser og optegnel‐

ser, herunder breve, dagbøger, regnskabsbøger mv. Medde‐

lelser og optegnelser, der er bestemt til at bruges i et elektro‐

nisk informationssystem, er omfattet af § 263, stk. 2, men

ellers omfatter § 263, stk. 1, nr. 1, både skriftlige meddelel‐

ser og optegnelser og eksempelvis lydoptagelser.

Bestemmelsen kriminaliserer både at åbne de pågældende

lukkede meddelelser og optegnelser, at unddrage dem for

nogen og at gøre sig bekendt med indholdet. At unddrage

lukkede meddelelser og optegnelser for nogen og at gøre sig

bekendt med indholdet dækker også at unddrage og at gøre

sig bekendt med sådanne meddelelser og optegnelser, efter

at de er blevet åbnet.

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

Beskyttelsen omfatter ikke åbne postkort eller angivelser

uden på en lukket forsendelse (eksempelvis angivelse af

modtager og afsender).

2.1.1.2.

Straffelovens § 263, stk. 1, nr. 2, kriminaliserer den,

der uberettiget skaffer sig adgang til andres gemmer. Herun‐

der hører eksempelvis skabe, skuffer, tasker og lommer. Det

er uden betydning, om gemmet er aflåst.

2.1.1.3.

Straffelovens § 263, stk. 1, nr. 3, kriminaliserer den,

der uberettiget ved hjælp af et apparat hemmeligt aflytter el‐

ler optager udtalelser fremsat i enrum, telefonsamtaler eller

anden samtale mellem andre eller forhandlinger i lukket mø‐

de, som den pågældende ikke selv deltager i, eller hvortil

den pågældende uberettiget har skaffet sig adgang.

Beskyttelsen omfatter både udtalelser i enrum, samtaler og

forhandlinger i lukkede møder. Beskyttelsen af samtaler og

forhandlinger gælder, uanset om de pågældende er til stede

samme sted, eller samtalen eller forhandlingen sker ved an‐

vendelse af telekommunikation. Det må antages, at beskyt‐

telsen dog ikke omfatter ukrypteret radiokommunikation,

hvor aflytningen eller optagelsen sker ved at opfange det

ukrypterede radiosignal (i modsætning til eksempelvis ved

at bryde ind i afsender- eller modtagerudstyret). Endvidere

er oplysninger, der er bestemt til at bruges i et elektronisk

informationssystem, omfattet af § 263, stk. 2.

Der skal være tale om samtaler mellem andre eller lukkede

forhandlinger, som den pågældende ikke berettiget deltager

i. Bestemmelsen er ikke til hinder for aflytning eller optagel‐

se af en samtale, som den pågældende deltager i, eller af for‐

handlinger, som den pågældende berettiget deltager i. Det

må i forlængelse heraf antages, at enhver deltager i samtalen

henholdsvis berettiget deltager i forhandlingerne kan give

diskulperende samtykke til hemmelig aflytning eller opta‐

gelse. Aflytning og optagelse falder således uden for be‐

stemmelsen, hvis blot én deltager i samtalen henholdsvis be‐

rettiget deltager i forhandlingerne er indforstået med aflyt‐

ningen eller optagelsen.

Bestemmelsen kriminaliserer hemmelig aflytning eller opta‐

gelse ved hjælp af et apparat. Hemmelig vil sige, at den eller

de personer, hvis udtalelser, samtaler eller forhandlinger af‐

lyttes eller optages, ikke er bekendt med aflytningen eller

optagelsen. At aflytning eller optagelse skal ske ved hjælp af

et apparat for at være omfattet betyder navnlig, at lytten ved

en dør eller et vindue falder uden for bestemmelsen, herun‐

der når den lyttende løbende optegner det sagte (eventuelt

ved anvendelse af et apparat hertil). Det falder også uden for

bestemmelsen, at en person lytter til lukkede forhandlinger

efter uberettiget at have skaffet sig adgang hertil, men hvis

forhandlingerne foregår et ikke frit tilgængeligt sted, vil der

efter omstændighederne være tale om en overtrædelse af §

264 om husfredskrænkelse.

Bestemmelsen tager sigte på aflytning og optagelse af lyd (i

form af udtalelser, samtaler eller forhandlinger – bestem‐

melsen finder ikke anvendelse på aflytning eller optagelse af

andre lyde). En ”aflytning” eller ”optagelse” af en samtale

mv. ved mundaflæsning falder således udenfor lige såvel

som ”aflytning” eller ”optagelse” af en samtale mv., der fø‐

res ved tegnsprog. Sådan ”aflytning” eller ”optagelse” må

således i givet fald bedømmes efter reglerne om fotografe‐

ring og iagttagelse af personer på et ikke frit tilgængeligt

sted.

2.1.1.4.

Straffelovens § 263, stk. 2, kriminaliserer den, der

uberettiget skaffer sig adgang til en andens oplysninger eller

programmer, der er bestemt til at bruges i et informationssy‐

stem. Straf er ikke betinget af, at gerningsmanden har gjort

sig bekendt med oplysningerne eller programmerne – det er

tilstrækkeligt at have skaffet sig adgang til dem.

2.1.1.5.

Straffen for overtrædelse af straffelovens § 263, stk.

1 og 2, kan under særligt skærpende omstændigheder stige

til fængsel indtil 6 år, jf. straffelovens § 263, stk. 3.

2.1.2. Straffelovrådets overvejelser

2.1.2.1.

Straffelovrådet finder, at det samlede indhold af

straffelovens § 263 i vidt omfang bør videreføres, idet be‐

stemmelsen dog i et vist omfang findes at kunne modernise‐

res og gøres tydeligere, herunder således at den bedre af‐

spejler nutidens kommunikations- og arkiveringsformer. Det

vil således være naturligt, at bestemmelsen fremover tager

udgangspunkt i, at meddelelser i stadigt stigende omfang

sendes og opbevares elektronisk, og at traditionelle breve og

andre skriftlige meddelelser eller optegnelser får en stadig

mindre betydning.

Straffelovrådet har i den forbindelse overvejet kriminalise‐

ringen af lukkede meddelelser i den gældende § 263, stk. 1,

nr. 1. Lukkede meddelelser findes fortsat at burde være

strafferetligt beskyttet mod andres uberettigede adgang både

før afsendelsen, under forsendelsen og efter modtagelsen, og

rådet har som udgangspunkt ikke fundet anledning til at

ændre bestemmelsens samlede gerningsindhold, der grund‐

læggende stadig findes dækkende for, hvad der i dag bør an‐

ses for lukket for andre. Rådet bemærker i den forbindelse,

at det er meddelelsens form og ikke dens indhold, der er af‐

gørende for, om en meddelelse i relation til § 263 skal anses

for lukket.

Efter Straffelovrådets opfattelse kan kriminaliseringen af

uberettiget at unddrage nogen et brev, telegram eller anden

lukket meddelelse, herunder e-mail, eller optegnelse udgå af

§ 263, fordi et sådant forhold mere naturligt hører under §

291 om ødelæggelse, beskadigelse eller bortskaffelse af

ting, der tilhører en anden, eller under § 293 om rådigheds‐

hindringer.

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

Straffelovrådet har for så vidt angår § 263, stk. 1, nr. 2, om

uberettiget adgang til andres gemmer overvejet, om krimina‐

liseringen heraf fortsat er velbegrundet, hvilket rådet finder,

at den er, bl.a. fordi et gemme potentielt kan indeholde store

værdier eller private oplysninger. Kriminaliseringen af at

skaffe sig adgang til andres gemmer foreslås dog flyttet til §

264 om husfredskrænkelse, idet bestemmelsen har selvstæn‐

dig betydning, når gerningsmanden ikke samtidig har over‐

trådt § 264.

Straffelovrådet finder, at straffelovens § 263, stk. 1, nr. 3,

om hemmelig aflytning i det hele fortsat er dækkende og til‐

strækkelig. Rådet foreslår, at bestemmelsen videreføres med

en mindre sproglig ændring. Strafskærpelsesbestemmelsen i

§ 263, stk. 3, foreslås også videreført med en mindre teknisk

konsekvensændring.

Straffelovrådet finder samlet set, at den gældende § 263, stk.

1, bør placeres i stk. 2, idet det gældende stk. 2, bør placeres

som stk. 1.

Det er således Straffelovrådets opfattelse, at det under hen‐

syn til den udbredte brug af datasystemer til såvel kommuni‐

kation som opbevaring af meddelelser og data i øvrigt vil

være naturligt at lade beskyttelsen af data i et datasystem og

på datamedier være det fremtidige udgangspunkt for en be‐

skyttelse af ”brevhemmeligheden”, men suppleret af be‐

stemmelser – som den gældende – om beskyttelse af tradi‐

tionelle breve og andre lukkede meddelelser eller optegnel‐

ser.

Straffelovrådet finder det hensigtsmæssigt fremover at an‐

vende udtrykket ”datasystem” i lovteksten fremfor ”infor‐

mationssystem”, som efter gældende ret anvendes i straffe‐

lovens § 263. Det er i den forbindelse Straffelovrådets opfat‐

telse, at ”datasystem” i højere grad end ”informationssy‐

stem” peger hen imod den automatiserede databehandling,

som udtrykket er tilsigtet at skulle dække.

Beskyttelsen af datasystemer og data bør ligesom i dag gæl‐

de alle former for data, dvs. både programmer, indholdsdata

og metadata. Det er således ikke alene indholdet af eksem‐

pelvis elektronisk kommunikation, der er beskyttet, men og‐

så eksempelvis oplysninger om afsender og modtager af en

e-mail, antallet af udvekslede e-mails mellem bestemte per‐

soner, størrelsen af vedhæftede filer mv. Og ligesom i dag er

f.eks. elektronisk kommunikation beskyttet både før afsen‐

delsen, under forsendelsen (transmissionen) og efter modta‐

gelsen, herunder efter at være blevet læst af rette modtager.

Straffelovrådet har i forhold til datasystemer drøftet, om en

person, der har berettiget teknisk adgang til et datasystem el‐

ler en del heraf, kan være uberettiget til at skaffe sig adgang

til denne del af datasystemet, herunder de oplysninger, som

indgår i det. Problemstillingen angår tilfælde, hvor den tek‐

niske adgang er berettiget og tildelt af en, der berettiget har

rådighed over sådanne tildelinger. Anvendelse af en svigag‐

tigt opnået eller fejlagtigt tildelt teknisk adgang til et datasy‐

stem vil således uden videre være uberettiget.

Det fremgår klart af forarbejderne til de gældende regler, jf.

Straffelovrådets betænkning nr. 1032/1985 om datakrimina‐

litet, side 26, at hvis en medarbejder benytter en andens ko‐

de og på den måde skaffer sig adgang til data uden for sin

bemyndigelse, vil det som et klart udgangspunkt være ube‐

rettiget i strafferetlig forstand. Om der gælder et tilsvarende

eller et modsat udgangspunkt i tilfælde, hvor en medarbej‐

der benytter sin egen kode eller en berettiget adgang i øv‐

rigt, fremgår derimod ikke tydeligt af disse bemærkninger.

Det er Straffelovrådets opfattelse, at der – som også anført i

rådets 1985-betænkning – bør anlægges en konkret vurde‐

ring af sagens omstændigheder i relation til ”uberettiget”,

når en medarbejder mv. anvender en berettiget adgang til at

tilgå oplysninger i f.eks. en arbejdsgivers datasystem. Der

vil i den forbindelse bl.a. kunne lægges vægt på medarbej‐

derens videregående forsæt i relation til, om formålet med at

tilgå oplysningerne er, at de skal anvendes i en sammen‐

hæng, der ikke vedrører arbejdsgiveren, herunder at oplys‐

ningerne skal videregives. Sådanne tilfælde skal efter Straf‐

felovrådets opfattelse som udgangspunkt anses for at være

uberettiget adgang og altså inden for det strafbare område.

Dette gælder også, selvom oplysningerne i sig selv ikke er

omfattet af f.eks. § 264 d. Omvendt bør domstolene være

mere tilbageholdende med at anse det for uberettiget, hvis

en medarbejder alene af nysgerrighed og uden et videregå‐

ende forsæt i relation til brug eller videregivelse tilgår op‐

lysninger, der ikke er relevante for arbejdet. I den forbindel‐

se vil oplysningernes karakter imidlertid spille en væsentlig

rolle, og den blotte tilgang til følsomme personoplysninger

vil således kunne udgøre en uberettiget adgang i sig selv.

For så vidt angår den omvendte situation – arbejdsgiverens

adgang til en medarbejders private oplysninger, som måtte

være placeret i arbejdsgiverens datasystem, herunder navn‐

lig private e-mails – må udgangspunktet være, at arbejdsgi‐

veren ikke er berettiget til at tilgå en medarbejders private

oplysninger, selv om disse findes i arbejdsgiverens datasy‐

stem. Det er imidlertid vanskeligt i generel form at fastslå,

under hvilke omstændigheder dette udgangspunkt kan fravi‐

ges. Afgrænsningen af, hvornår arbejdsgiverens adgang er

berettiget, må således bero på en konkret vurdering af sa‐

gens omstændigheder, herunder navnlig af, hvad der eventu‐

elt er aftalt mellem arbejdsgiveren og medarbejderen om

brugen af arbejdsgiverens systemer til private formål.

Straffelovrådet har overvejet, om det kan være uberettiget at

skaffe sig adgang til en privat server eller andre enheder,

hvortil der er adgang fra internettet.

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

Det er i den forbindelse Straffelovrådets opfattelse, at hvis

en enhed er koblet til internettet på en sådan måde, at enhver

ved anvendelse af almindelige programmer til internetkom‐

munikation, eksempelvis en sædvanlig webbrowser, kan til‐

gå oplysninger på enheden, bør sådan tilgang som et klart

udgangspunkt ikke anses for uberettiget adgang til en an‐

dens oplysninger. Det er herved forudsat, at enhedens til‐

kobling til internettet på denne måde ikke er sket mod eje‐

rens vilje, idet det samtidig bemærkes, at hvis tilkoblingen

er sket mod ejerens vilje, vil udenforstående, der tilgår enhe‐

den via internettet uden kendskab hertil, kunne mangle for‐

sæt til uberettiget adgang til en andens oplysninger.

Hvis man skaffer sig adgang til enheden for at slette eller

ændre oplysninger, uden at ejeren har ønsket at give adgang

hertil, vil der dog være tale om uberettiget adgang til et data‐

system. Det samme gælder, hvis man skaffer sig adgang til

enheden for uden ejerens indforståelse at udnytte maskin‐

kraften til egne formål (hvad enten disse isoleret set er lovli‐

ge eller ulovlige). Endvidere vil sletning eller ændring af op‐

lysninger kunne udgøre en overtrædelse af straffelovens §

291 om hærværk, og udnyttelse af maskinkraften vil kunne

være en overtrædelse af straffelovens § 293 om uberettiget

brug.

Efter Straffelovrådets opfattelse gælder det nævnte udgangs‐

punkt også i tilfælde, hvor en person ved direkte indtastning

af en url-adresse opnår adgang til dele af enheden, selvom

ejeren af oplysningerne på enheden ikke ønsker, at der skal

være offentlig adgang hertil. Der vil i praksis kunne være en

glidende overgang, både for den, der læser på enheden, og

for den, der ejer oplysningerne på den. Den, der læser, kan

benytte direkte indtastning af url-adressen blot for at komme

hurtigere til det ønskede og kan også have fået url-adressen

af tredjemand (herunder læst den på internettet) uden kend‐

skab til, at ejeren af oplysningerne har et ønske om ikke at

give adgang til den pågældende del af enheden. Men den,

der læser, kan også helt bevidst gå efter oplysninger, som

den pågældende positivt formoder ønskes hemmeligholdt af

ejeren af oplysningerne. Den, der ejer oplysningerne, kan

blot have undladt at forholde sig specifikt til, hvad den på‐

gældende ønsker at give adgang til, men kan også have et

positivt ønske om ikke at give adgang til bestemte oplysnin‐

ger, men uden at have sikret oplysningerne tilstrækkeligt

mod direkte indtastning af url-adressen, eksempelvis på

grund af utilstrækkeligt kendskab til, hvordan en webserver

fungerer.

Sådanne tilfælde er efter Straffelovrådets opfattelse sam‐

menlignelige med andre situationer, hvor oplysninger fejlag‐

tigt gøres tilgængelige for andre, eksempelvis hvor en e-

mail (eller for den sags skyld et papirbrev) sendes til en for‐

kert adressat eller med en forkert vedhæftet fil, hvor man

lægger en forkert version ud på internettet, eller hvor man,

før det var tilsigtet, offentliggør noget på internettet. Det kan

også udtrykkes på den måde, at personer, der tilkobler en

enhed til internettet, som udgangspunkt selv bærer ansvaret

for, hvad man ved anvendelse af sædvanlige programmer til

internetkommunikation kan læse på den, herunder ved di‐

rekte indtastning af url-adressen.

I forhold til videregivelse og anden brug vil andre strafbe‐

stemmelser (eksempelvis om erhvervshemmeligheder, tavs‐

hedspligt, insiderhandel eller videregivelse af oplysninger

om en andens private forhold) kunne anvendes, hvis ger‐

ningsmanden har forsæt med hensyn til, at oplysningerne

utilsigtet er blevet gjort tilgængelige.

Der henvises i øvrigt til betænkningens side 49-71.

2.1.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets ud‐

formning

Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvejelser og

forslag vedrørende straffelovens § 263, og lovforslaget er

udformet i overensstemmelse med rådets lovudkast.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 4 (forslaget til

straffelovens § 263), og bemærkningerne hertil.

2.2. Elektroniske informationssystemer

2.2.1. Gældende ret

Straffelovens § 263 a om adgangsmidler til ikke-kommerci‐

elle informationssystemer og § 301 a om adgangsmidler til

kommercielle informationssystemer blev indsat ved lov nr.

352 af 19. maj 2004 efter anbefaling fra det såkaldte Bry‐

densholt-udvalg i betænkning nr. 1417/2002 om IT-krimina‐

litet.

Straffelovens § 263 a kriminaliserer forskellige handlinger

med hensyn til koder og andre adgangsmidler til et ikke of‐

fentligt tilgængeligt informationssystem, hvortil adgangen er

beskyttet med kode eller anden særlig adgangsbegrænsning.

Bestemmelsen gælder ikke i forhold til informationssyste‐

mer, som er offentligt tilgængelige mod betaling, jf. herom

straffelovens § 301 a.

Straffelovens § 263 a kriminaliserer i forhold til alle ikke of‐

fentligt tilgængelige informationssystemer, hvortil adgangen

er beskyttet med kode eller anden særlig adgangsbegræns‐

ning, uretmæssigt erhvervsmæssigt salg og udbredelse i en

videre kreds af en kode eller andet adgangsmiddel, jf. stk. 1,

og uretmæssig videregivelse af et større antal koder eller an‐

dre adgangsmidler, jf. stk. 2. Kriminaliseringen omfatter så‐

ledes den, der uretmæssigt erhvervsmæssigt sælger mindst

én kode eller andet adgangsmiddel, den, der i en videre

kreds uretmæssigt udbreder mindst én kode eller andet ad‐

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

gangsmiddel, og den, der uretmæssigt videregiver et større

antal koder eller andre adgangsmidler. Modsætningsvis om‐

fatter kriminaliseringen efter stk. 1 og 2 ikke ikke-erhvervs‐

mæssigt salg eller anden udbredelse af et mindre antal koder

i en snævrere kreds.

Straffelovens § 263 a kriminaliserer endvidere i forhold til

visse ikke offentligt tilgængelige informationssystemer en‐

hver uretmæssig videregivelse af en kode eller adgangsmid‐

del og også at skaffe sig en sådan kode, jf. stk. 3. Omfattet

af denne strengere kriminalisering – som svarer til krimina‐

liseringen i § 301 a i forhold til informationssystemer, der er

offentligt tilgængelige mod betaling – er samfundsvigtige

informationssystemer, jf. § 193, og informationssystemer,

der behandler følsomme oplysninger, som er omfattet af

persondatalovens § 7, stk. 1, eller § 8, stk. 1, om flere perso‐

ners personlige forhold.

Det bemærkes, at straf efter § 263 a, stk. 1-3, ikke er betin‐

get af, at koden eller adgangsmidlet har været anvendt til

uberettiget adgang.

Efter straffelovens § 301 a straffes den, der uretmæssigt

skaffer sig eller videregiver koder eller andre adgangsmidler

til informationssystemer, hvortil adgangen er forbeholdt be‐

talende brugere, og som er beskyttet med kode eller anden

særlig adgangsbegrænsning.

Bestemmelserne i § 263 a og 301 a anvendes formentlig ik‐

ke særlig ofte, hvilket må antages bl.a. at bero på, at deres

fuldbyrdelsesmoment er fremrykket, og at bestemmelserne

dermed kriminaliserer visse forberedende handlinger, der i

mange tilfælde allerede er strafbare (og i praksis også straf‐

fes) som forsøgshandlinger, herunder forsøg på overtrædelse

af straffelovens § 263, stk. 2, eller § 279 a.

2.2.2. Straffelovrådets overvejelser

Straffelovrådet har i overvejelserne om § 263 a om adgangs‐

midler til ikke-kommercielle informationssystemer også

inddraget § 301 a om adgangsmidler til kommercielle infor‐

mationssystemer.

Straffelovrådet har anført, at baggrunden for bestemmelser‐

ne fremgår af betænkning nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet,

side 58 ff., og at det fremgår heraf, at der til beskyttelse af

privatlivets fred og mod hærværk mv. bør være en tidlig

strafferetlig beskyttelse af passwords og andre adgangsmid‐

ler til informationssystemer, og at denne beskyttelse bør lig‐

ge tidligere end forsøget på at anvende sådanne adgangs‐

midler. Hertil kommer, at strafbarheden således ikke er af‐

hængig af, om der kan føres tilstrækkeligt bevis for forsøg

eller forsøg på medvirken i relation til en senere kriminali‐

tet. Endelig blev der peget på, at der foreligger en så væsent‐

lig interesse i at beskytte IT-samfundet mod uberettigede an‐

greb, at hensynet hertil kan begrunde, at der i et vist omfang

etableres en meget tidlig strafferetlig beskyttelse.

Straffelovrådet har endvidere anført, at bestemmelserne i

øvrigt også skal ses i lyset af artikel 6 i Europarådets kon‐

vention om it-kriminalitet, der dog ikke nødvendiggør dem.

Straffelovrådet finder af ovennævnte grunde, herunder

navnlig at bestemmelserne er indsat i straffeloven med hen‐

blik på at beskytte IT-samfundet mod uberettigede angreb,

og at dette hensyn må antages at være mindst lige så rele‐

vant i dag, at den beskyttelse, som bestemmelserne indehol‐

der, bør opretholdes. Straffelovrådet har herved også lagt

vægt på, at udviklingen kan indebære, at bestemmelserne vil

kunne blive anvendt mere i fremtiden. Straffelovrådet finder

imidlertid, at de lidt komplicerede bestemmelser kan forenk‐

les.

Straffelovrådet har i den forbindelse overvejet, om bestem‐

melserne bør samles i straffelovens § 263 a, eller om dette

vil være et ulogisk brud på straffelovens systematik, hvor §

301 a indgår som en formueforbrydelse og dermed er place‐

ret adskilt fra § 263 a. Straffelovrådet finder imidlertid ud

fra hensynet til regelforenkling, at bestemmelserne bør sam‐

les i § 263 a, selv om visse dele efter en snæver systematisk

betragtning henhører under kapitel 28 om formueforbrydel‐

ser.

Straffelovrådet foreslår på den baggrund en nyaffattelse af §

263 a, som også kommer til at indeholde gerningsindholdet

fra § 301 a, hvorfor det samtidig foreslås, at § 301 a ophæ‐

ves.

Der henvises i øvrigt til betænkningens side 72-73.

2.2.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets ud‐

formning

Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvejelser og

forslag vedrørende straffelovens § 263 a og § 301 a, og lov‐

forslaget er udformet i overensstemmelse med rådets lovud‐

kast.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5 (forslag til straffelo‐

vens § 263 a), og bemærkningerne hertil.

2.3. Husfredskrænkelse

2.3.1. Gældende ret

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

Efter straffelovens § 264, stk. 1, straffes med bøde eller

fængsel indtil 6 måneder den, som uberettiget skaffer sig ad‐

gang til fremmed hus eller andet ikke frit tilgængeligt sted,

eller som uberettiget undlader at forlade fremmed grund ef‐

ter at være opfordret dertil.

Beskyttelsen omfatter huse og andre afgrænsede steder, som

ikke er frit tilgængelige. Stedet kan f.eks. være afgrænset af

en mur, et plankeværk eller en hæk. Det er ikke afgørende,

om en adgangsvej (f.eks. en dør eller en låge) er låst. Også

biler, skibe, jernbanevogne og fly er omfattet af bestemmel‐

sen. Bestemmelsen gælder ikke, hvis stedet er frit tilgænge‐

ligt, eksempelvis fordi det er åbent for besøgende eller kun‐

der. Nogle steder er frit tilgængelige på visse tidspunkter og

ikke frit tilgængelige på andre tidspunkter, eksempelvis kun‐

de- og publikumsarealer i butikker, restauranter, forlystel‐

sessteder, udstillingsbygninger mv. henholdsvis i og uden

for åbningstiden. Det bemærkes, at spørgsmålet om betaling

er uden betydning for, om stedet er frit tilgængeligt i be‐

stemmelsens forstand. Det er således ikke husfredskrænkel‐

se at tilsnige sig adgang til eksempelvis en forestilling eller

udstilling uden betaling, men sådan tilsnigelse rammes i ste‐

det af straffelovens § 298, nr. 4.

Det antages, at der i formuleringen ”skaffe sig adgang” lig‐

ger, at den pågældende skal have udvist en vis aktivitet, og

at kravene afhænger af, hvilken lokalitet der er tale om (jf.

Greve mfl., Kommenteret straffelov. Speciel del, 10. udg.

2012, side 449). Som eksempler har været anført, at hvis det

er en privat lejlighed, kan det være tilstrækkeligt, at den på‐

gældende er gået ind, hvorimod det ikke nødvendigvis er en

husfredskrænkelse at gå ind i en lukket gård, idet der ofte

må kræves en opbrydning af lås, svig mv. (anf.st.).

Straffelovens § 264, stk. 1, nr. 2, kriminaliserer den, som

uberettiget undlader at forlade fremmed grund efter at være

opfordret dertil.

Bestemmelsen gælder, uanset om den fremmede grund er

frit tilgængelig eller ej.

I forhold til ikke frit tilgængelige steder kan bestemmelsen

have selvstændig betydning, eksempelvis hvis den, der op‐

fordres til at forlade stedet, ikke havde forsæt med hensyn

til, at stedet ikke var frit tilgængeligt.

I forhold til frit tilgængelige steder giver bestemmelsen mu‐

lighed for, at den, der har rådighed over det pågældende

sted, pålægger bestemte personer at forlade stedet med den

virkning, at forbliven på stedet kan straffes.

Efter straffelovens § 264, stk. 2, kan straffen stige til fæng‐

sel indtil 6 år, hvis en overtrædelse af stk. 1, nr. 1, begås

med forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplys‐

ninger om en virksomheds erhvervshemmeligheder, eller

der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.

2.3.2. Straffelovrådets overvejelser

Straffelovrådet finder for så vidt angår straffelovens § 264,

stk. 1, nr. 1, om husfredskrænkelse, at bestemmelsen fortsat

generelt er dækkende for, hvilke steder man ikke må skaffe

sig adgang til, idet rådet dog har fundet anledning til at fore‐

tage visse ændringer af, i hvilket omfang bestemmelsen fin‐

der anvendelse i relation til aflåste eller ikke aflåste bygnin‐

ger, lokaler mv.

Straffelovrådet finder endvidere, at bestemmelsen om at

skaffe sig adgang til andres gemmer i straffelovens § 263,

stk. 1, nr. 2, bør videreføres uden ændringer i straffelovens §

264, stk. 1, nr. 2.

I forhold til den nugældende bestemmelse i straffelovens §

264, stk. 1, nr. 2, foreslås denne videreført i stk. 1, nr. 3,

med en mindre sproglig ændring, således at »grund« ændres

til »område«, der vurderes at være et mere dækkende be‐

greb.

Der henvises i øvrigt til betænkningens side 73-80.

2.3.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets ud‐

formning

Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvejelser og

forslag vedrørende straffelovens § 264, og lovforslaget er

udformet i overensstemmelse med rådets lovudkast.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 6, og bemærk‐

ningerne hertil.

2.4. Fotografering og iagttagelse af folk ved brug af foto‐

grafiapparat på ikke frit tilgængeligt sted

2.4.1. Gældende ret

Den, som uberettiget fotograferer personer, der befinder sig

på et ikke frit tilgængeligt sted, straffes med bøde eller

fængsel indtil 6 måneder, jf. straffelovens § 264 a. Det

samme gælder den, der ved hjælp af kikkert eller andet ap‐

parat uberettiget iagttager sådanne personer.

Beskyttelsen omfatter personer, der befinder sig på et ikke

frit tilgængeligt sted. Ikke frit tilgængelige steder skal som

udgangspunkt forstås på samme måde som i § 264, stk. 1,

nr. 1, om husfredskrænkelse.

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

Beskyttelsen omfatter således personer i huse og på andre

afgrænsede steder, som ikke er frit tilgængelige. Stedet kan

f.eks. være afgrænset af en mur, et plankeværk eller en hæk.

Det er ikke afgørende, om en adgangsvej (f.eks. en dør eller

en låge) er låst. Bestemmelsen gælder ikke, hvis stedet er

frit tilgængeligt, eksempelvis fordi det er åbent for besøgen‐

de eller kunder. Nogle steder er frit tilgængelige på visse

tidspunkter og ikke frit tilgængelige på andre tidspunkter,

eksempelvis kunde- og publikumsarealer i butikker, restau‐

ranter, forlystelsessteder, udstillingsbygninger mv. hen‐

holdsvis i og uden for åbningstiden.

I modsætning til bestemmelsen om husfredskrænkelse må

det dog antages, at beskyttelsen mod fotografering og iagtta‐

gelse ikke omfatter personer i biler, når bilen befinder sig på

et frit tilgængeligt sted (altså uanset at bilen i forhold til hus‐

fredskrænkelse i sig selv er et ikke frit tilgængeligt sted).

Muligvis gælder noget tilsvarende i forhold til personer på

skibsdæk (i modsætning til i kahytter mv.). I hvert fald

fremgår det af forarbejderne, at det ikke har været hensigten

at ramme sejlsportsfolk, der anvender kikkert for at iagttage

andre sejlere (1971-betænkningen, side 61).

Beskyttelsen omfatter for det første fotografering af perso‐

ner, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted. Foto‐

grafering af andet end personer er ikke omfattet. Det er uden

betydning, hvor fotografen eller fotoudstyret befinder sig,

og om fotoudstyret eventuelt er fjernbetjent eller virker au‐

tomatisk. Fotografering omfatter optagelse af enkeltbilleder

såvel som optagelse af levende billeder.

Beskyttelsen omfatter for det andet iagttagelse ved hjælp af

kikkert eller andet apparat af personer, der befinder sig på et

ikke frit tilgængeligt sted. Iagttagelse af andet end personer

er ikke omfattet, og iagttagelse med det blotte øje er heller

ikke omfattet. Det er uden betydning, hvor iagttageren eller

apparatet befinder sig.

Det følger af det anførte, at fotografering eller iagttagelse

ved hjælp af et apparat, der er monteret i en drone, er omfat‐

tet af bestemmelsen. Det samme vil gælde fotografering el‐

ler iagttagelse ved hjælp af et apparat, der er monteret i en

satellit, hvis opløsningen er høj nok til, at der er tale om fo‐

tografering eller iagttagelse af personer.

Der vil ikke være tale om fotografering eller iagttagelse af

personer i bestemmelsens forstand, hvis fotograferingen el‐

ler iagttagelsen retter sig mod eksempelvis et sommerhus‐

område eller et landskab, og personer kun mere eller mindre

tilfældigt og set på lang afstand kommer med i billedfeltet.

Omfattet er derimod eksempelvis fotografering med teleob‐

jektiv eller iagttagelse med kikkert rettet mod en eller flere

personer, for så vidt personen eller personerne befinder sig

på et ikke frit tilgængeligt sted.

Beskyttelsen gælder, uanset om fotograferingen eller iagtta‐

gelsen sker skjult eller åbenlyst for den eller de fotografere‐

de eller iagttagede personer.

2.4.2. Straffelovrådets overvejelser

Straffelovrådet finder det velbegrundet, at der er en strafbe‐

stemmelse, som regulerer fotografering og iagttagelse af

personer ved hjælp af et apparat.

Straffelovrådet finder, at straffelovens § 264 a er afgrænset

på en hensigtsmæssig måde, både med hensyn til at den ale‐

ne beskytter personer, der befinder sig på et ikke frit tilgæn‐

geligt sted, med hensyn til at den omfatter fotografering og

iagttagelse ved hjælp af et apparat, og med hensyn til at den

omfatter fotografering og iagttagelse af personer.

Straffelovrådet har anført, at den næsten universelle udbre‐

delse af mobiltelefoner med indbygget kamera har forøget

de faktiske muligheder for at fotografere personer, der bef‐

inder sig på et ikke frit tilgængeligt sted. Rådet har i den for‐

bindelse også anført, at der formentlig fotograferes personer

på ikke frit tilgængelige steder i væsentligt videre omfang i

dag, end da straffelovens § 264 a blev indført i 1972.

Straffelovrådet har overvejet, om denne navnlig teknologisk

drevne udvikling giver anledning til at foreslå ændringer af

bestemmelsen, eventuelt i lempende retning, fordi udbredel‐

sen af mobiltelefoner med kamera i vidt omfang har norma‐

liseret det at fotografere alle steder, men har ikke fundet

grundlag herfor. Rådet lægger bl.a. vægt på, at bestemmel‐

sen kriminaliserer uberettiget fotografering, og at fotografe‐

ring med støtte i samtykke, herunder stiltiende samtykke, el‐

ler kutyme således ikke er kriminaliseret. Rådet lægger end‐

videre vægt på, at den potentielle skadevirkning for den en‐

kelte af en fotografering på et ikke frit tilgængeligt sted er

mindst lige så stor og formentlig også større i dag end i

1972. Den meget vide udbredelse af digital fotografering

gør det således væsentligt nemmere, hurtigere og billigere

end tidligere at kopiere og videreformidle fotografier til an‐

dre, og internettet giver i den forbindelse mulighed for po‐

tentielt at give hele verden adgang til fotografier.

Straffelovrådet finder omvendt heller ikke grundlag for at

udvide bestemmelsen, eksempelvis til visse tilfælde af foto‐

grafering af personer, der befinder sig på et frit tilgængeligt

sted. Rådet bemærker samtidig, at beskyttelsen mod videre‐

givelse af oplysninger om en anden også kan omfatte foto‐

grafier af personer, der befinder sig på et frit tilgængeligt

sted.

Straffelovrådet har overvejet, om den teknologiske udvik‐

ling i øvrigt giver anledning til at foreslå ændringer i be‐

stemmelsen, men har ikke fundet grundlag herfor. Efter rå‐

dets opfattelse omfatter den gældende bestemmelse, der an‐

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

vender begreberne fotografering og iagttagelse ved hjælp af

et apparat, utvivlsomt også fotografering og iagttagelse med

eksempelvis infrarødt kamera.

Straffelovrådet foreslår på den baggrund ingen ændringer af

gerningsindholdet i straffelovens § 264 a.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 88-91.

2.4.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets ud‐

formning

Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvejelser ved‐

rørende kriminaliseringen i straffelovens § 264 a, og der

foretages således ingen ændringer i bestemmelsens ger‐

ningsindhold.

Justitsministeriet finder imidlertid anledning til at tredoble

bødestraffen efter bestemmelsen, jf. nedenfor i pkt. 2.9.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 7, og bemærk‐

ningerne hertil.

2.5. Uberettiget overvågning ved hjælp af gps eller andet

lignende apparat

2.5.1. Gældende ret

2.5.1.1.

Straffeloven indeholder ikke i dag en selvstændig

bestemmelse om gps-overvågning.

I Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af

27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbin‐

delse med behandling af personoplysninger og om fri ud‐

veksling af sådanne oplysninger (herefter databeskyttelses‐

forordningen) er der fastsat nye EU-retlige databeskyttelses‐

regler. Justitsministeren har endvidere den 25. oktober 2017

fremsat lovforslag L 68 om supplerende bestemmelser til

forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse

med behandling af personoplysninger og om fri udveksling

af sådanne oplysninger (herefter forslag til databeskyttelses‐

loven). Databeskyttelsesforordningen finder anvendelse fra

den 25. maj 2018 og forslag til databeskyttelsesloven træder

i kraft den 25. maj 2018. Databeskyttelsesforordningen og

forslag til databeskyttelsesloven vil således være gældende,

når dette lovforslag i givet fald træder i kraft.

Persondataloven, der erstattes af databeskyttelsesforordnin‐

gen og forslaget til databeskyttelsesloven, sætter grænser for

f.eks. private virksomheders mulighed for at kunne overvå‐

ge personer med gps-udstyr.

2.5.1.2.

Retsplejelovens § 791 a indeholder regler om, at po‐

litiet under nærmere angivne betingelser som led i efter‐

forskningen af en lovovertrædelse kan foretage observation

og teleobservation. Observation er defineret som fotografe‐

ring eller iagttagelse ved hjælp af kikkert eller andet apparat

af personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted,

jf. stk. 1. Teleobservation er defineret som indhentelse af

oplysninger fra udbydere af telenet eller teletjenester vedrø‐

rende lokaliseringen af en mobiltelefon, jf. stk. 5.

Reglerne om observation er i retspraksis blevet anvendt på

pejling, dvs. lokalisering af en mistænkt(s bil) ved hjælp af

radiosignaler (UfR 2000.2476 H).

Retsplejeloven indeholder ikke herudover regler om, at poli‐

tiet kan registrere en persons færden ved hjælp af en gps el‐

ler et andet lignende apparat. Politiets observation eller spo‐

ring ved hjælp af et apparat af en person, der befinder sig på

et frit tilgængeligt sted, anses i dag ikke som et straffepro‐

cessuelt tvangsindgreb, som kræver særskilt hjemmel, hvis

observationen eller sporingen kan gennemføres uden ind‐

trængen på privat område, indgreb i privat ejendom mv.

2.5.2. Straffelovrådets overvejelser

Straffelovrådet har i forlængelse af overvejelserne om den

gældende beskyttelse af privatlivets fred overvejet, om den

teknologiske udvikling har skabt nye muligheder for kræn‐

kelse af privatlivet, som bør kunne imødegås med straf efter

straffeloven.

Efter Straffelovrådets opfattelse gælder det muligheden for

på afstand at følge en persons færden. Overvågning af en

persons geografiske placering ved hjælp af gps-udstyr er så‐

ledes efter rådets opfattelse i praksis mere indgribende end

traditionel manuel skygning, hvor en eller flere personer føl‐

ger efter den pågældende og dermed overvåger den pågæl‐

dendes færden. Som følge af omkostningerne er der således

grænser for, hvor langvarig en manuel skygning i praksis vil

være, og det kan også være nemmere at opdage, at man bli‐

ver skygget, end at man overvåges ved hjælp af gps-udstyr.

Det er således Straffelovrådets opfattelse, at en overvågning

af en persons geografiske placering, der finder sted på af‐

stand ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat, i

almindelighed er udtryk for en krænkelse af en sådan grov‐

hed, at der er grundlag for at overveje en kriminalisering i

straffeloven.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund en ny bestem‐

melse i straffeloven om uberettiget at registrere en persons

færden ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat.

Gerningsindholdet vil bestå i selve registreringen i form af

indsamling eller lagring af data ved hjælp af en gps eller et

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

andet lignende apparat, med henblik på at gerningsmanden

gennem de registrerede oplysninger vil kunne følge en an‐

den (bestemt) persons færden. Bestemmelsen vil først og

fremmest finde anvendelse på registrering af en persons fær‐

den, der sker ved hjælp af en gps, som er anbragt i eller på

eksempelvis en persons bil, tøj eller taske. Dette gælder,

hvor gerningsmandens forsæt omfatter selve registreringen,

og bestemmelsens hovedområde vil således være tilfælde,

hvor gerningsmanden har anbragt den pågældende gps. Det

gælder desuden, uanset om gps’en har indbygget en sender,

hvis signaler gerningsmanden opfanger, herunder ved selv at

styre, hvornår der sendes signaler, så personens færden kan

følges løbende, eller gps’en alene lagrer gps-koordinaterne,

som gerningsmanden efterfølgende skaffer sig adgang til.

Det er imidlertid afgørende, at der er tale om registrering

med henblik på at kunne følge den anden persons færden

fremadrettet. Det er omvendt ikke et krav, at registreringer‐

ne har ført til, at gerningsmanden har fulgt den anden per‐

sons færden, dvs. har skaffet sig det registrerede overblik

over, hvor den anden person har befundet sig. Gerningsind‐

holdet er således fuldbyrdet, når registreringen er foretaget,

hvis registreringen er egnet til at følge den anden persons

færden.

Straffelovrådet foreslår, at strafferammen i den nye bestem‐

melse skal være bøde eller fængsel indtil 6 måneder i lighed

med strafferammen i øvrigt for de fleste andre krænkelser af

privatlivets fred, hvor alene enkeltpersoner beskyttes, idet

strafferammen særligt skal ses i sammenhæng med straffe‐

rammerne i straffelovens § 264 a om uberettiget fotografe‐

ring på et ikke frit tilgængeligt sted (bøde eller fængsel i

indtil 6 måneder) og i persondataloven (bøde eller fængsel i

indtil 4 måneder).

Det vil være en konsekvens af den nye bestemmelse, at poli‐

tiets anvendelse af sporings- og pejlingsudstyr som omhand‐

let i bestemmelsen i forbindelse med efterforskningen af

strafbare forhold fremover i alle tilfælde vil være at anse

som et straffeprocessuelt tvangsindgreb, som skal have

hjemmel i retsplejeloven. Efter gældende ret anses sådan

sporing og pejling som et straffeprocessuelt tvangsindgreb,

hvis det f.eks. er nødvendigt at bryde ind i en bil for at an‐

bringe udstyr, men ikke hvis udstyr anbringes uden på en

bil, som befinder sig et frit tilgængeligt sted. Når der er tale

om et straffeprocessuelt indgreb, anvendes retsplejelovens §

791 a om observation analogt, jf. UfR 2000.2476 H og UfR

2003.137 H. Lokalisering af en mobiltelefon er dog direkte

omfattet af retsplejelovens § 791 a, stk. 5, om teleobservati‐

on. Der vil således på baggrund af forslaget skulle etableres

hjemmel i retsplejeloven til, at politiet under nærmere fast‐

lagte betingelser kan foretage den form for overvågning, der

er omfattet af den foreslåede bestemmelse. Der vil i den for‐

bindelse efter Straffelovrådets opfattelse fortsat kunne tages

udgangspunkt i retsplejelovens § 791 a, stk. 1, herunder og‐

så således, at indgrebet ikke kræver en forudgående kendel‐

se fra retten.

Straffelovrådet foreslår tillige med forslaget til § 264 b en

ændring af straffelovens § 264 c, så bestemmelsen kommer

til at omfatte det forhold, at nogen uberettiget skaffer sig el‐

ler udnytter oplysninger, som er fremkommet ved en over‐

trædelse af den foreslåede overvågningsbestemmelse i § 264

Der henvises i øvrigt til betænkningens side 111-115.

2.5.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets ud‐

formning

2.5.3.1.

Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overve‐

jelser og forslag vedrørende en ny bestemmelse om ulovlig

gps-overvågning, og lovforslaget er udformet i overensstem‐

melse med rådets lovudkast.

Justitsministeriet bemærker i den forbindelse, at f.eks. foræl‐

dres overvågning ved hjælp af gps eller andet lignende ap‐

parat af mindreårige, hjemmeboende børn i almindelighed

ikke vil skulle anses for uberettiget overvågning efter den

foreslåede bestemmelse. Det samme gælder i forhold til ar‐

bejdsgiveres gps-overvågning af ansatte, hvis det har hjem‐

mel i arbejdsaftalen, eller de ansatte i øvrigt er klar over, at

de bliver overvåget. Derimod vil overvågning ved hjælp af

gps af en kæreste, partner, ægtefælle mv. i almindelighed

skulle anses for uberettiget overvågning efter den foreslåede

bestemmelse.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8 (forslag til straffelo‐

vens § 264 b), og bemærkningerne hertil.

2.5.3.2.

Justitsministeriet er endvidere enig i, at der i lyset af

den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 264 b er behov

for at etablere hjemmel i retsplejeloven til, at politiet under

nærmere fastlagte betingelser kan foretage den form for

overvågning, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Justitsministeriet finder, at politiets registrering af en mis‐

tænkts færden ved hjælp af en gps eller et andet lignende ap‐

parat er beslægtet med teleobservation efter retsplejelovens

§ 791 a, stk. 5. Der er i begge tilfælde tale om, at en persons

færden kan følges fremadrettet og løbende. Afhængig af de

tekniske muligheder kan registrering af en mistænkts færden

ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat i nogle

tilfælde have en større intensitet, fordi lokaliseringen i nogle

tilfælde vil kunne være mere præcis. Endvidere har en per‐

son i princippet selv rådighed over, om den pågældende har

en tændt mobiltelefon på sig, hvorimod politiets placering af

en gps eller et andet lignende apparat i eller på en persons

bil, taske eller tøj er tilsigtet at være skjult for den pågæl‐

dende.

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

Efter Justitsministeriets opfattelse bør betingelserne for poli‐

tiets registrering af en mistænkts færden ved hjælp af en gps

eller et andet lignende apparat svare til betingelserne for at

anvende teleobservation efter retsplejelovens § 791 a, stk. 5.

Det er også de samme betingelser, som efter § 791 a, stk. 2,

gælder for observation af en person, der befinder sig på et

ikke frit tilgængeligt sted, ved anvendelse af fjernbetjent el‐

ler automatisk virkende kamera eller lignende.

Dette betyder, at indgrebet vil være betinget af, at det må

antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen

(indikationskravet), og at efterforskningen vedrører en lov‐

overtrædelse, der kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder

eller derover (kriminalitetskravet).

I lighed med observation og teleobservation efter den gæl‐

dende § 791 a bør der også i relation til politiets registrering

af en mistænkts færden ved hjælp af en gps eller et andet

lignende apparat gælde en almindelig proportionalitetsregel,

således at indgrebet ikke må foretages, hvis det efter indgre‐

bets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe,

som indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer,

ville være et uforholdsmæssigt indgreb, jf. det gældende §

791 a, stk. 7.

Justitsministeriet finder endvidere, at beslutningen om at

iværksætte politiets registrering af en mistænkts færden ved

hjælp af en gps eller et andet lignende apparat bør træffes af

retten, smh. det gældende § 791 a, stk. 8, jf. § 783, stk. 1. I

kendelsen bør oplyses den person, indgrebet angår, det tids‐

rum, inden for hvilket indgrebet kan foretages, mv., jf. §

783, stk. 1 og 2. Der kan opstå situationer, hvor politiet kan

have behov for at iværksætte registrering af en mistænkts

færden ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat

uden at skulle afvente retskendelse. Det foreslås på den bag‐

grund, at politiet skal kunne træffe beslutning om at foretage

indgrebet med efterfølgende forelæggelse af indgrebet for

retten til godkendelse, jf. § 783, stk. 3. Også dette svarer til,

hvad der i dag gælder for teleobservation.

Efter afslutning af en teleobservation foretaget med hjem‐

mel i § 791 a, stk. 5, skal der foretages underretning af den,

indgrebet har været rettet imod, jf. § 791 a, stk. 8, jf. § 788.

Tilsvarende bør efter Justitsministeriets opfattelse gælde i

relation til politiets registrering af en mistænkts færden ved

hjælp af en gps eller et andet lignende apparat.

Justitsministeriet har endvidere fundet det rigtigst, at der og‐

så i sager om politiets registrering af en mistænkts færden

ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat beskikkes

en advokat for den mistænkte, jf. retsplejelovens §§ 784 og

785.

På denne baggrund foreslås det at udvide den gældende be‐

stemmelse om teleobservation i form af indhentelse af op‐

lysninger fra udbydere af telenet eller teletjenester vedrøren‐

de lokaliseringen af en mobiltelefon, jf. retsplejelovens §

791 a, stk. 5, til også at omfatte, at politiet på anden måde

ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat registre‐

rer en mistænkts færden.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 7 (ændring af retsple‐

jelovens § 791 a, stk. 5), og bemærkningerne hertil.

2.6. Udnyttelse af oplysninger fremkommet ved visse pri‐

vatlivskrænkelser

2.6.1. Gældende ret

Straffelovens § 264 c kriminaliserer den, der uden at have

medvirket til gerningen skaffer sig eller uberettiget udnytter

oplysninger, som er fremkommet ved overtrædelse af §§

263, 264 og 264 a.

Bestemmelsen angår således oplysninger, som er fremkom‐

met ved brud på brevhemmeligheden mv., hemmelig aflyt‐

ning, husfredskrænkelse eller fotografering eller iagttagelse

af personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted.

Det er en betingelse, at oplysningerne er fremkommet på

strafbar måde, idet en eller flere af bestemmelserne i §§ 263,

264 eller 264 a objektivt set blev overtrådt. Det er derimod

ikke en betingelse, at nogen subjektivt kan drages til ansvar

for overtrædelsen af §§ 263, 264 eller 264 a.

Bestemmelsen omfatter oplysninger i enhver form, både

tekst, lyd og billeder og også oplysninger, der blot meddeles

mundtligt.

Oplysningerne skal som nævnt være fremkommet ved over‐

trædelse af en af de nævnte bestemmelser. Dette vil omfatte

oplysninger om indholdet af lukkede meddelelser eller op‐

tegnelser, som nogen uberettiget har gjort sig bekendt med,

jf. § 263, stk. 1, nr. 1, og oplysninger om indholdet af udta‐

lelser, samtaler eller forhandlinger, som nogen uberettiget

har aflyttet hemmeligt, jf. § 263, stk. 1, nr. 3. Det vil også

omfatte oplysninger om iagttagelser, som nogen har gjort ef‐

ter uberettiget at have skaffet sig adgang til andres gemmer,

jf. § 263, stk. 1, nr. 2, eller til fremmed hus eller andet ikke

frit tilgængeligt sted, jf. § 264, stk. 1, nr. 1. Endvidere vil

det omfatte oplysninger, som nogen får ved uberettiget at fo‐

tografere eller ved hjælp af et apparat iagttage personer, der

befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, jf. § 264 a.

Straffelovens § 264 c angår dels at skaffe sig sådanne oplys‐

ninger, dels uberettiget at udnytte sådanne oplysninger.

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

At skaffe sig oplysninger indebærer, at den pågældende har

foretaget sig noget aktivt for at komme i besiddelse af oplys‐

ningerne. Den blotte passive modtagelse af oplysninger på

en andens initiativ falder således udenfor.

Udnyttelse af oplysninger foreligger, når oplysningerne bru‐

ges til noget. Som hovedeksempler kan nævnes erhvervs‐

mæssig brug og journalistisk brug.

2.6.2. Straffelovrådets overvejelser

Straffelovrådet foreslår ingen ændringer af gerningsindhol‐

det i straffelovens § 264 c ud over, at ordet »uberettiget«

flyttes, så det sprogligt kommer til at dække begge led i be‐

stemmelsen.

Straffelovrådet foreslår dog tillige med forslaget til § 264 b

en ændring af straffelovens § 264 c, så bestemmelsen også

kommer til at omfatte det forhold, at nogen uberettiget skaf‐

fer sig eller udnytter oplysninger, som er fremkommet ved

en overtrædelse af den foreslåede overvågningsbestemmelse

i § 264 b.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 49 og 93.

2.6.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets ud‐

formning

Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvejelser og

forslag vedrørende straffelovens § 264 c, og lovforslaget er

udformet i overensstemmelse med rådets lovudkast.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 9, og bemærk‐

ningerne hertil.

2.7. Forfølgelse ved hyppig fremsættelse af underkendte

beskyldninger

2.7.1. Gældende ret

Straffelovens § 266 c angår den, der, efter at en sag har fun‐

det sin afgørelse, med hensyn til denne på ny fremsætter un‐

derkendte beskyldninger mod den samme person så hyppigt,

at deres fremsættelse udarter til forfølgelse. Når oplysnin‐

gerne er egnede til at skade den pågældende i offentlighe‐

dens omdømme, straffes sådan forfølgelse med bøde eller

fængsel indtil 4 måneder.

Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 87 af 15. marts 1939,

og baggrunden for bestemmelsen var, at man ønskede at be‐

kæmpe serier af bevidst usande beskyldninger, der fremsæt‐

tes så hyppigt, at de får karakter af forfølgelse, jf. Rigsdags‐

tidende, Forhandlinger i Landstinget, 91de ordentlige Sam‐

ling 1938-39, spalte 925. Som et argument mod bestemmel‐

sen blev det under forhandlingerne bl.a. anført, at det ville

være mere naturligt at henvise til den berigtigelsesret, som

var indført gennem presseloven (nu medieansvarsloven), og

som i vidt omfang vil kunne bringes til anvendelse, jf. spalte

944.

2.7.2. Straffelovrådets overvejelser

Straffelovrådet har anført, at det allerede i Straffelovrådets

betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsla‐

delse (delbetænkning 1 om sanktionsspørgsmål), side 202,

blev fremhævet, at bestemmelsen muligvis kunne udgå af

straffeloven som overflødig. Dette blev gentaget i Straffe‐

lovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og

strafferammer, side 873, med en bemærkning om, at det

faldt uden for rammerne af betænkningen at gå ind i en vur‐

dering, der endeligt afdækker dette spørgsmål.

Straffelovrådet har endvidere anført, at der ikke ses at være

trykt retspraksis om bestemmelsen, og at Kriminalregisteret

har oplyst, at der ikke pr. 30. november 2016 er registreret

nogen afgørelser, der omhandler straffelovens § 266 c i regi‐

steret, hvilket bekræfter de tidligere antagelser af, at bestem‐

melsen er overflødig.

Straffelovrådet finder på den baggrund, at bestemmelsen

kan ophæves som overflødig.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 129-130.

2.7.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets ud‐

formning

Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvejelser og

forslag vedrørende straffelovens § 266 c, og lovforslaget er

udformet i overensstemmelse med rådets lovudkast. Det be‐

mærkes i den forbindelse, at der heller ikke efter den 30. no‐

vember 2016 er trykte domme vedrørende bestemmelsen, li‐

gesom Kriminalregisteret fortsat ikke har registreret afgørel‐

ser vedrørende bestemmelsen.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11 (forslag til ophæ‐

velse af straffelovens § 266 c), og bemærkningerne hertil.

2.8. Ærekrænkelser

2.8.1. Gældende ret

2.8.1.1.

Straffelovens § 267 angår ærekrænkelse, mens §

268 angår den form for ærekrænkelse, som betegnes bagvas‐

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

kelse. Strafferammen for ærekrænkelse efter § 267 er bøde

eller fængsel indtil 4 måneder, mens straffen for bagvaskel‐

se efter § 268 kan stige til fængsel i 2 år.

Straffelovens §§ 267-274 om ærekrænkelser stammer med

få undtagelser og ændringer fra straffeloven af 1930. Enkel‐

te af reglerne går endnu længere tilbage. Bestemmelserne

bygger bl.a. på en hovedsondring mellem beskyldninger (i

lovteksten benævnt ”sigtelser”) og ringeagtsytringer (i lov‐

teksten betegnet ”fornærmelige ord og handlinger”), som

ifølge lovteksten bl.a. har betydning for ordningerne vedrø‐

rende sandhedsbevis og mortifikation. Ifølge lovteksten kan

det som udgangspunkt kræves, at der føres bevis for be‐

skyldninger, hvorimod der ikke er adgang til at føre bevis

for ringeagtsytringer. Beskyldninger kan ifølge lovteksten

mortificeres, hvis de ikke bevises, mens ringeagtsytringer

ikke kan mortificeres.

Ringeagtsytringer omfatter stærkt hånende udtalelser og

handlinger.

Beskyldninger er omfattet, når de er egnet til at nedsætte

den fornærmede i medborgeres agtelse. Beskyldningerne

skal angå den fornærmedes moralske vandel og egenskaber,

eksempelvis beskyldninger om grove strafbare forhold.

Udenfor falder ytringer om en persons økonomiske forhold,

videnskabelige eller kunstneriske præstationer, intelligens,

livsanskuelser, legemlig og åndelig sundhed, erhvervsmæs‐

sige færdigheder osv., medmindre der indirekte er tale om et

angreb på personens moral, eksempelvis fordi ytringen indi‐

rekte er en beskyldning om, at personen ikke på forsvarlig

måde kan varetage sin stilling eller hverv. Beskyldningen

skal angå noget subjektivt dadelværdigt. En ytring om, at en

person alene objektivt er ansvarlig for et forhold, er ikke en

ærekrænkelse.

Beskyldninger, hvis sandhed bevises, kan som udgangs‐

punkt ikke straffes som ærekrænkelse, jf. § 269, stk. 1. Der

kan dog straffes efter § 267 for sandfærdige beskyldninger,

der fremsættes i en utilbørlig fornærmende form, jf. § 270,

stk. 1.

Både fremsættelse og udbredelse af ringeagtsytringer og be‐

skyldninger er omfattet. Efter ordlyden gælder det enhver

fremsættelse eller udbredelse, herunder fremsættelse alene

over for den fornærmede selv. Det må imidlertid antages, at

et neutralt referat alene over for den fornærmede falder

udenfor, så længe den refererende ikke gør ringeagtsytrin‐

gen eller beskyldningen til sin egen. Det må endvidere anta‐

ges, at fremsættelse eller udbredelse i en snæver, fortrolig

kreds (eksempelvis inden for den nære familie eller på en

lille arbejdsplads) falder udenfor.

Straf forudsætter forsæt, jf. den almindelige regel i straffelo‐

vens § 19. Forsætskravet er navnlig relevant i forhold til be‐

tydningen af de pågældende ytringer og i forhold til frem‐

sættelse eller udbredelse. Hvis gerningsmanden ikke har for‐

stået, hvordan ytringerne ville blive forstået, kan forsæt

mangle. Det samme gælder, hvis et ufærdigt udkast utilsigtet

er blevet udbredt (gerningsmanden er f.eks. kommet til at

trykke send, før teksten var færdigredigeret). Grundet straf‐

ferammen er forsøg på overtrædelse af § 267 ikke strafbar,

jf. straffelovens § 21, stk. 3.

Om en beskyldning er sandfærdig, er derimod ikke omfattet

af forsætskravet. Hvis sandheden bevises, er der ikke tale

om ærekrænkelse, medmindre beskyldningen er fremsat i en

utilbørlig fornærmende form. Hvis sandheden ikke bevises,

udelukker gerningsmandens ukendskab til, om beskyldnin‐

gen er sand, derimod ikke straf for ærekrænkelse.

Har gerningsmanden ligefrem forsæt med hensyn til, at be‐

skyldningen er falsk, falder gerningen under § 268 om bag‐

vaskelse. Det samme gælder efter ordlyden af § 268, hvis

gerningsmanden har ”savnet rimelig grund til at anse den for

sand”. Som beskrevet nedenfor er en beskyldning i en række

tilfælde straffri, hvis gerningsmanden har haft rimelig grund

til at anse den for sand, og en anvendelse af § 268, 2. led,

efter sin ordlyd kunne derfor let føre til, at beskyldninger

enten var bagvaskelse eller straffri. § 268, 2. led, anvendes

formentlig sjældent eller aldrig i praksis.

En beskyldning fremsat i god tro er ikke strafbar som ære‐

krænkelse, hvis gerningsmanden var forpligtet til at udtale

sig eller har handlet til berettiget varetagelse af åbenbar al‐

meninteresse eller af eget eller andres tarv, jf. § 269, stk. 1.

God tro foreligger, når den pågældende selv anser beskyld‐

ningen for sand.

God tro er tilstrækkelig til straffrihed, når den pågældende

har været forpligtet til at udtale sig, herunder i forbindelse

med vidneforklaring for retten, jf. retsplejelovens § 168, an‐

meldelse til politiet efter straffelovens § 141, underretning

af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International

Kriminalitet efter hvidvaskloven eller underretning af kom‐

munen efter lov om social service § 154.

Ved varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller

andres tarv kræves ud over god tro, at det er ”berettiget” at

varetage interessen eller tarvet ved at fremkomme med den

pågældende beskyldning.

Ved varetagelse af åbenbar almeninteresse må det forment‐

lig kræves, at der var en vis objektiv bestyrkelse af beskyld‐

ningens sandhed.

Fremsættelse af beskyldninger i forbindelse med varetagelse

af eget eller andres tarv kan f.eks. være relevant i forbindel‐

se med politianmeldelser, ved privat påtale af forbrydelser,

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

ved sagsanlæg, ved forklaring til politiet, i lægeerklæringer

og i skoleudtalelser. Ved vurderingen af berettigelsen skal

der tages hensyn til, om der var rimelig grund til mistanke,

til den ivaretagne interesses betydning og til nødvendighe‐

den af at varetage interessen på netop denne måde.

Ærekrænkelse kan også ske mod en afdød, jf. straffelovens

§ 274. Strafferammen er dog så bøde eller, hvis der forelig‐

ger bagvaskelse, fængsel indtil 4 måneder. Endvidere ophø‐

rer beskyttelsen mod anden ærekrænkelse end bagvaskelse

20 år efter den pågældendes død.

2.8.1.2.

Højesteret fastslog første gang i UfR 1997.259/2 H,

at reglerne om ærekrænkelser skal fortolkes i lyset af

EMRK, herunder navnlig artikel 8 om ret til respekt for pri‐

vatliv og familieliv og artikel 10 om ytringsfrihed, og de ret‐

ningslinjer, der følger af Menneskerettighedsdomstolens

praksis.

EMRK artikel 8 bestemmer, at enhver har ret til respekt for

sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.

Retten til privatliv tager først og fremmest sigte på at mulig‐

gøre udvikling af den enkeltes personlighed i forholdet til

andre mennesker uden indblanding. Heri ligger også en ret

til beskyttelse mod uberettigede angreb på ens gode navn og

rygte (reputation). Når der er tale om beskyldninger om

strafbare forhold, er der en glidende overgang til beskyttel‐

sen efter konventionens artikel 6, stk. 2, hvorefter enhver,

der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig,

indtil hans eller hendes skyld er bevist i overensstemmelse

med loven (uskyldsformodningen).

Det primære formål med artikel 8 er at beskytte den enkelte

mod uberettigede indgreb fra offentlige myndigheder i de

beskyttede rettigheder. Bestemmelsen fortolkes dog sådan,

at den også i et vist omfang pålægger staten positive handle‐

pligter. Staten kan således have en pligt til at beskytte den

enkelte mod andre privates krænkelse af den pågældendes

gode navn og rygte mv. Det er som udgangspunkt overladt

til staten at vurdere, hvilke foranstaltninger der skal bringes

i anvendelse, og staten har ikke nødvendigvis pligt til at ind‐

føre strafbestemmelser.

EMRK artikel 8 skal ses i sammenhæng med artikel 10 om

ytringsfrihed, og i forbindelse med en konkret sag om ære‐

krænkelse skal der foretages en afvejning af hensynet til in‐

dividets ytringsfrihed efter EMRK artikel 10 og andre perso‐

ners gode navn og rygte eller rettigheder efter EMRK artikel

8 med henblik på at vurdere, om strafansvar i den konkrete

situation vil være i overensstemmelse med EMRK artikel

10.

Menneskerettighedsdomstolen har i sin praksis udviklet en

standard for at vurdere, om der er sket en krænkelse af arti‐

kel 10. Indledningsvis vurderes, om der konkret er sket et

indgreb i ytringsfriheden. Dette spørgsmål giver sjældent

anledning til tvivl i sager om ærekrænkelser. Når det er fast‐

slået, at der er sket et indgreb, vurderes det, om indgrebet er

foreskrevet ved lov, om det varetager et sagligt hensyn, og

om det er nødvendigt i et demokratisk samfund for at vareta‐

ge det pågældende hensyn.

I sager om ærekrænkelse kan denne vurdering på det gene‐

relle plan beskrives som en afvejning af på den ene side

hensynet til individets ytringsfrihed efter EMRK artikel 10

og på den anden side andre personers gode navn og rygte el‐

ler rettigheder, der er selvstændigt beskyttet i EMRK artikel

8 om bl.a. retten til privatliv. Se f.eks. Axel Springer mod

Tyskland, dom af 7. februar 2012 (pr. 87), og Ungváry og

Irodalom Kft. mod Ungarn, dom af 3. december 2013 (pr.

43).

I den konkrete afvejning indgår en række fortolkningsfakto‐

rer, herunder kategoriseringen af udtalelsen som enten ”va‐

lue judgment” (værdidom) eller ”statement of facts” (be‐

skyldning), udtalelsens emne og formål, udtalelsens afsen‐

der og adressat, udtalelsens forum og muligheden for kon‐

tradiktion, udtalelsens form samt konteksten for udtalelsen.

Efter Menneskerettighedsdomstolens praksis er sondringen

mellem "værdidom" og "beskyldning" central. Den ledende

dom på området er Lingens mod Østrig, dom af 8. juli 1986.

I sagen havde journalisten Peter Lingens betegnet den

østrigske kansler Bruno Kreisky som ”umoralsk” og ”uvær‐

dig”. Baggrunden for udtalelserne var, at Kreisky havde

samarbejdet med en politiker, der havde en fortid i SS. Lin‐

gens blev dømt for udsagnet i Østrig bl.a. med henvisning

til, at Lingens ikke havde ført sandhedsbevis for sine ud‐

sagn. Domstolen udtalte i pr. 46 bl.a.:

”In the Court’s view a careful distinction needs to be made

between facts and value judgments. The existence of facts

can be demonstrated, whereas the truth of value-judgments

is not susceptible of proof […]. As regards value-judgments

this requirement is impossible of fulfillment and it infringes

freedom of opinion itself. ”

Domstolen fandt, at Lingens’ udsagn var værdidomme. Der

kunne derfor ikke kræves, at Lingens førte sandhedsbevis.

Derimod var det afgørende, om der var et vist faktuelt belæg

for udsagnene, og om disse blev fremsat i god tro. Denne

beskrivelse af vurderingen i sager om bedømmelse af værdi‐

domme er gentaget og anvendt mange gange siden af Men‐

neskerettighedsdomstolen, jf. f.eks. Oberschlick mod Østrig,

dom af 23. maj 1991 (pr. 63), hvor en journalist sammenlig‐

nede et konkret forslag på udlændingeområdet fra politike‐

ren Jörg Haider med nazisternes politik under Anden Ver‐

denskrig. Også i dette tilfælde var der tale om en værdidom

med et heraf følgende lempeligere krav til faktuelt belæg for

ytringen.

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

"Beskyldninger" dækker derimod over udsagn, der kan føres

bevis for, det vil sige egentlige beskyldninger, hvis rigtighed

lader sig be- eller afkræfte. I sager om beskyldninger for

strafbare forhold indgår hensynet til uskyldsformodningen

efter EMRK artikel 6, stk. 2, også i vurderingen.

Udtalelsens emne og formål har også betydning. Ifølge

praksis fra Menneskerettighedsdomstolen er der et meget

snævert område for at begrænse politiske ytringer og ytrin‐

ger om vigtige samfundsmæssige anliggender. Der ydes ik‐

ke en tilsvarende beskyttelse af ytringer eller andre me‐

ningstilkendegivelser, som ikke har almen interesse, men

f.eks. blot har til formål at tilfredsstille et publikums nysger‐

righed.

Udtalelsens afsender og adressat indgår også i vurderingen.

I denne sammenhæng indtager pressen efter Menneskeret‐

tighedsdomstolens praksis en særstilling, hvilket skal ses i

sammenhæng med pressens rolle som ”public watchdog”.

Der skal således meget tungtvejende grunde til at retfærdig‐

gøre indgreb i pressens ytringsfrihed.

Selv når der er tale om egentlige beskyldninger (”statement

of facts”), der er fremsat af tredjemand og viderebragt af

pressen, har Menneskerettighedsdomstolen fastslået, at pres‐

sen indtager en særstilling i forbindelse med viderebringel‐

sen. Ifølge domstolen er det i sådanne tilfælde ikke afgøren‐

de, om journalisten kan bevise rigtigheden af de viderebrag‐

te påstande, men derimod om der er et tilstrækkeligt præcist

og troværdigt faktuelt grundlag for ytringen, hvilket skal

vurderes i forhold til ytringens grovhed.

Det er endvidere væsentligt, hvem der er genstanden for en

ytring.

Udtalelsens forum og muligheden for kontradiktion er yder‐

ligere momenter i afvejningen. En ytrings skadelige effekt

er langt større, hvis ytringen er fremsat i en landsdækkende

tv-udsendelse, end hvis ytringen er fremsat i et lukket møde

med få deltagere. Har der været mulighed for, at den, som

ytringen er rettet mod, har kunnet komme til orde, kan det

omvendt tale imod at sanktionere ytringen.

Højesterets dom gengivet i UfR 1999.122 H angik doku‐

mentarudsendelsen “Politiets blinde øje”, der stillede sig kri‐

tisk over for politiets efterforskning i den såkaldte Pedal

Ove-sag. Pedal Ove blev først dømt for drab, men senere fri‐

fundet, efter at sagen var blevet genoptaget af Den Særlige

Klageret. I dokumentarudsendelsen rettede to journalister al‐

vorlige beskyldninger mod en navngiven politiinspektør. I

sin redegørelse for de momenter, der efter Menneskerettig‐

hedsdomstolens praksis måtte tillægges betydning ved vur‐

deringen af, om disse beskyldninger var strafbare, fremhæ‐

vede Højesteret bl.a., at politiinspektøren som følge af den

på tidspunktet for udsendelsen verserende genoptagelsessag

ikke havde kunnet medvirke i udsendelsen. Sagen blev ind‐

bragt for Menneskerettighedsdomstolen, der ikke fandt, at

det var i strid med EMRK artikel 10 at straffe journalisterne

for deres udsagn. Menneskerettighedsdomstolen lagde bl.a.

vægt på, at journalisterne ikke var dømt for at have kritiseret

politiets efterforskning eller for at have videreformidlet vid‐

neudsagn. Der var derimod tale om en konkret beskyldning

om et strafbart forhold fremsat af journalisterne selv.

Udtalelsens form kan også spille ind.

Såfremt en udtalelses indhold anses for omfattet af EMRK

artikel 10, vil et stødende ordvalg eller en stødende stil ikke

i almindelighed udgøre et selvstændigt grundlag for et ind‐

greb i ytringsfriheden. Graden af beskyttelse, som en ytring

nyder, er også afhængig af konteksten for ytringen. Blander

en privatperson sig f.eks. i den offentlige debat, er der vide‐

re rammer for den kritik, som den pågældende må tåle.

Højesterets dom gengivet i UfR 2013.1067/2 H angik en tid‐

ligere borgmester, som i et interview i TV 2 News havde be‐

skyldt en forhenværende dommer for at være sin åbenlyse

politiske modstander og for at være en yderligtgående natio‐

nalist, der havde tilrettelagt hele retssagen mod den pågæl‐

dende tidligere borgmester. Højesteret betonede, at borgme‐

steren havde udtalt sig på TV 2 News’ foranledning, og at

interviewet fandt sted, umiddelbart efter at landsretten havde

afsagt dom i ankesagen mod ham om embedsmisbrug og

mandatsvig af særlig grov beskaffenhed. Den tidligere borg‐

mester måtte ”under disse omstændigheder have ganske vi‐

de rammer for at udtale sig kritisk. ” Konkret var det imid‐

lertid ikke tilstrækkeligt til at anse de grove beskyldninger

for straffri, jf. straffelovens § 269, stk. 1.

Sondringen mellem "beskyldninger" og "værdidomme" er i

udgangspunktet klar. Det er eksempelvis en beskyldning,

hvis man siger, at X har taget imod bestikkelse. Eksempler

på værdidomme kan være udsagn om, at X er umoralsk,

uværdig eller umenneskelig.

I praksis er der imidlertid en glidende overgang mellem be‐

skyldninger og værdidomme, og der kan dermed også være

tale om en glidende skala for, hvor sikkert et faktuelt grund‐

lag der skal være for et givent udsagn, for at det er beskyttet

mod indgreb. Hvis sagen har væsentlig samfundsmæssig in‐

teresse, kan der heller ikke i forhold til beskyldninger stilles

krav om, at udsagnets rigtighed kan bevises uden for enhver

rimelig tvivl under en efterfølgende retssag.

Hertil kommer, at der er forskel på selv at fremsætte et ud‐

sagn og at referere andres udsagn. Referat af andres udsagn

som led i journalistisk nyhedsformidling, der lever op til

sædvanlige krav til research og adgang til kontradiktion, kan

således være berettiget og beskyttet mod indgreb, selv om

udsagnets rigtighed ikke kan bevises. Det ligger imidlertid

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

bl.a. i henvisningen til sædvanlige krav til research, at der

også i sådanne tilfælde skal foreligge i det mindste et vist

faktuelt grundlag for udsagnet.

Påvirkningen fra Den Europæiske Menneskerettighedskon‐

vention har betydet, at sondringen mellem sigtelser og for‐

nærmelige ord eller handlinger (ringeagtsytringer) ikke læn‐

gere har de retsvirkninger, der fremgår af straffelovens ord‐

lyd og ældre retspraksis.

I forhold til straffelovens sondring mellem sigtelser og rin‐

geagtsytringer er værdidomme en mellemform, således at

forstå at såvel nogle udsagn, der i ældre praksis blev anset

for ringeagtsytringer, som nogle udsagn, der efter dansk ret

stadig traditionelt betegnes sigtelser, i dag må rubriceres

som værdidomme. Beskyldninger udgør således alene en

delmængde af de udsagn, der i dansk ret betegnes sigtelser.

Hovedretsvirkningen af, at et udsagn rubriceres som en vær‐

didom, er, at der i sådanne tilfælde ikke må kræves sand‐

hedsbevis (men alene et vist faktuelt grundlag) – altså i en

vis forstand det modsatte af den traditionelle danske ord‐

ning, der er udtrykt i straffeloven, hvor der enten kræves

sandhedsbevis eller ikke er adgang til sandhedsbevis.

Det kan give anledning til tvivl, hvordan ringeagtsytringer,

der alene helt generelt giver udtryk for en foragtende, forhå‐

nende, latterliggørende eller på anden måde nedvurderende

opfattelse af en anden, vil blive bedømt i dag. Der er ikke

tvivl om, at mere udviklede udsagn, der i ældre dansk prak‐

sis blev kategoriseret som ringeagtsytringer og dermed som

udgangspunkt strafbare (uden adgang til sandhedsbevis), i

dag ofte må anses som værdidomme, der ikke må gribes ind

overfor, hvis de har et vist faktuelt grundlag.

Der er heller ikke tvivl om, at kortfattede ringeagtsytringer,

som tidligere uden videre blev anset som strafbare, i dag må

behandles efter de beskrevne principper for værdidomme,

hvis udsagnet med rimelighed kan anses som en sådan. Det

gælder antagelig eksempelvis udsagn som ”åndelig falitten‐

spiller” og ”åndelig gøgler” (UfR 1935.676 H).

Tvivlen angår derimod udtryk, der reelt alene er skældsord,

eksempelvis ”svin”, ”kloakrotte”, ”skadedyr”, ”spaghetti‐

tøs”, ”horeunge”, ”kreatur” (VLT 1941.104), ”modbydelige

snotabe” og ”kvajhoved” (UfR 1966.483 Ø – § 121). Men‐

neskeretligt gælder for så vidt det samme – hvis udsagnet

(læst i sin kontekst) med rimelighed kan anses som en vær‐

didom, må det behandles som en sådan, dvs. der må ikke

gribes ind over for udsagnet, hvis det har et vist faktuelt

grundlag, og det er udbredt som led i en offentlig debat om

emner af væsentlig samfundsmæssig interesse. Spørgsmålet

er imidlertid, om rene skældsord overhovedet kan have et

faktuelt grundlag.

2.8.2. Straffelovrådets overvejelser

2.8.2.1.

Straffelovrådet har overvejet, om og i givet fald i

hvilken form kriminaliseringen af ærekrænkelse bør videre‐

føres.

Overvejelserne er foretaget i lyset af, at internettets udbre‐

delse har medført, at der kommunikeres og debatteres let og

hurtigt via e-mail, diverse debatfora, sociale medier osv., og

at nogle personer i den forbindelse anvender en hård tone

med fornærmelser og beskyldninger, herunder både strafba‐

re og ikke strafbare. Dette kan være med til at afspore en de‐

bat, dels fordi fokus fjernes fra sagen til de personangreb,

som er fremkommet, dels fordi det kan afføde, at man afhol‐

der sig fra at ytre sig i frygt for at blive udsat for persona‐

ngreb. Det er i mange sammenhænge blevet fremhævet, at

der generelt anvendes en hårdere sprogbrug, når der kom‐

munikeres elektronisk og hurtigt, end når man kommunike‐

rer mundtligt. Denne grundlæggende præmis er indgået i

Straffelovrådets overvejelser som et argument for, at der bør

opretholdes et værn mod ærekrænkelser.

Internettets udbredelse har endvidere medført risiko for, at

ærekrænkelser mv. udbredes i et hidtil uset tempo og om‐

fang, og dette kan være med til at forøge skadevirkningen af

en ærekrænkelse med risiko for store personlige omkostnin‐

ger til følge. Hertil kommer, at internettet anvendes kon‐

stant, og at den krænkede derfor sjældent vil kunne undgå at

blive mindet om krænkelsen, som derved får en mere vedva‐

rende karakter.

Straffelovrådet vil på den ene side pege på, at ærekrænkel‐

sers strafværdighed i almindelighed er forholdsvis ringe, og

at der af den grund kunne ske en afkriminalisering af ære‐

krænkelse helt eller delvist ud fra en betragtning om, at det

er for vidtgående at have et strafferetligt værn mod disse

navnlig i form af fornærmelser, men også beskyldninger, og

at sådanne krænkelser således kun bør imødegås civilretligt

med f.eks. erstatning eller godtgørelse.

Straffelovrådet har således overvejet, om ærekrænkelse bør

afkriminaliseres generelt, dog med undtagelse af bagvaskel‐

se efter § 268, 1. led, idet det strafferetlige værn mod ære‐

krænkelse som anført nedenfor efter Straffelovrådets opfat‐

telse har en så stærk begrundelse, at det vil være for vidtgå‐

ende at afkriminalisere (i hvert fald de groveste) beskyldnin‐

ger, der fremsættes eller udbredes mod bedre vidende.

Det er Straffelovrådets opfattelse, at det særligt i lyset af den

teknologiske udvikling med risiko for hurtig og bred udbre‐

delse på internettet og deraf følgende større risiko for øget

skadevirkning vil være for vidtgående at afkriminalisere i

hvert fald den form for beskyldninger, der efter Menneske‐

rettighedsdomstolens praksis kategoriseres som udsagn om

bestemte kendsgerninger (statement of facts). Krænkelsen

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

ved uretmæssigt at blive beskyldt for at have begået f.eks.

alvorlig kriminalitet er efter rådets opfattelse så alvorlig, at

der fortsat bør være adgang til at skride ind over for en så‐

dan beskyldning med straf.

Det er endvidere Straffelovrådets opfattelse, at det vil være

for vidtgående at afkriminalisere den form for ærekrænkel‐

se, der efter Menneskerettighedsdomstolens praksis katego‐

riseres som ”værdidomme” (value judgment), idet disse kan

have et vist faktuelt grundlag, der kan være genstand for be‐

vis. Det vil således i mange sammenhænge være særdeles

krænkende at blive kaldt f.eks. nazist eller fascist eller at bli‐

ve beskyldt for at være umoralsk eller uværdig, og det kan

have en så stor skadevirkning, at der kan være behov for at

kunne skride ind med straf.

Endelig er det Straffelovrådets opfattelse, at også ringeagt‐

sytringer (fornærmelser), der falder uden for EMRK’s be‐

skyttelse af ytringsfriheden, fordi de ikke har noget på‐

standsindhold, fortsat bør være omfattet af den strafferetlige

beskyttelse. Rådet har herved lagt vægt på, at krænkelsen i

hvert fald i visse grovere tilfælde af brug af ringeagtsytrin‐

ger kan være så betydelig og samtidig konfliktoptrappende

og –skabende, at et strafferetligt værn forekommer relevant

og berettiget, ligesom rådet har lagt vægt på den udvikling i

debattone mv. og risiko for øget alvorlig skadevirkning ved

udbredelse på internettet, som er beskrevet ovenfor.

Straffelovrådet finder, at bestemmelserne om ærekrænkelse

fortsat skal omfatte både fremsættelse og udbredelse af ære‐

krænkelsen, ligesom det findes velbegrundet, at ærekrænkel‐

sesbestemmelserne beskytter juridiske personer.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 142-148 og

152-154.

2.8.2.2.

Straffelovrådet har herefter overvejet, om der er be‐

hov for en bestemmelse om ærekrænkelser af særlig grov

beskaffenhed i lighed med straffelovens § 268 om bagvas‐

kelse, der straffes efter en højere strafferamme end de øvrige

ærekrænkelser.

Straffelovrådet har i den forbindelse anført, at strafansvaret

for ærekrænkelse har sin stærkeste begrundelse i tilfælde af

bagvaskelse efter § 268, 1. led, om fremsættelse eller udbre‐

delse af en sigtelse mod bedre vidende, og der er således ik‐

ke tvivl om, at en sådan bestemmelse bør videreføres even‐

tuelt med justeringer. Det er i den forbindelse endvidere

Straffelovrådets opfattelse, at forhold af denne grovhed efter

begæring bør påtales af det offentlige, jf. herom pkt. 2.10

nedenfor.

Straffelovrådet har herefter overvejet, om der kan forekom‐

me andre ærekrænkelser end bagvaskelse efter gældende §

268, 1. led, der er så grove, at det kan være velbegrundet at

kunne straffe dem efter den højere strafferamme i § 268.

Dette er efter Straffelovrådets opfattelse særligt relevant i

forhold til grove beskyldninger, dvs. beskyldninger der er

egnede til væsentligt at skade nogens omdømme, herunder

især beskyldninger om grove strafbare forhold, der fremsæt‐

tes på et mangelfuldt grundlag, og hvor grovheden forstær‐

kes, hvis beskyldningen udbredes gennem et landsdækkende

medie.

Det vil endvidere efter rådets opfattelse være relevant, hvis

ærekrænkelser er fremsat på en måde, så de udbredes i bety‐

deligt omfang, eller der er en risiko for sådan udbredelse,

herunder navnlig på internettet eller gennem indholdet af et

massemedie, og denne udbredelse i kombination med ære‐

krænkelsernes karakter vil kunne have en langvarig og/eller

alvorlig skadevirkning for forurettede.

Det er endelig relevant i forhold til de ærekrænkelser, som

omfattes af straffelovens § 268, 2. led, og som drejer sig om

de tilfælde, hvor gerningsmanden har savnet rimelig grund

til at anse en sigtelse for sand.

Straffelovrådet finder imidlertid bl.a. i lyset af overvejelser‐

ne om betinget offentlig påtale, at § 268 bør afgrænses mere

snævert med udgangspunkt i det nuværende 1. led af be‐

stemmelsen, dvs. hvis en beskyldning er fremsat eller ud‐

bredt mod bedre vidende. De beskyldninger, der i dag er

omfattet af § 268, 2. led, vil således fremover alene være

omfattet af § 267, hvor strafmaksimum imidlertid foreslås

hævet til fængsel i indtil 1 år.

Det er på den baggrund Straffelovrådets opfattelse, at § 268

fremover bør begrænses til alvorlige beskyldninger, der er

fremsat eller udbredt mod bedre vidende, og at bestemmel‐

sen bør indeholde et strafmaksimum af fængsel indtil 2 år og

undergives betinget offentlig påtale.

Alvorlige beskyldninger vil primært omfatte beskyldninger

om grove strafbare forhold. Det vil være op til anklagemyn‐

digheden at foretage en vurdering af, om der er tale om en

tilstrækkelig alvorlig beskyldning til, at anklagemyndighe‐

den på begæring kan påtale forholdet, og i sidste ende er det

op til domstolene at henføre forholdet til § 267 eller § 268.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 148-151.

2.8.2.3.

Der er generel enighed i nyere juridisk litteratur om,

at straffelovens bestemmelser om ærekrænkelse i §§

267-274 bør omskrives med henblik på at indrette bestem‐

melserne sådan, at de afspejler de principper, som følger af

EMRK artikel 10 og Menneskerettighedsdomstolens prak‐

sis, og som således er afgørende for strafbarheden af ære‐

krænkende udsagn.

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

Straffelovrådet er enig i, at der er behov for at nyaffatte be‐

stemmelserne om ærekrænkelse, sådan at de bedre afspejler

gældende ret i relation til EMRK. Dette gælder navnlig be‐

stemmelserne i §§ 269-271 om sandhedsbevis mv. Som be‐

stemmelserne er formuleret i dag, er de forskellige princip‐

per dels absolutte, hvilket ikke stemmer overens med Men‐

neskerettighedsdomstolens praksis, dels er de svære at dan‐

ne sig et overblik over, fordi de mange principper, der i vidt

omfang er indbyrdes forbundne, er spredt ud på flere be‐

stemmelser. Endelig er de kun delvist udtryk for den vurde‐

ring, der skal foretages i relation til EMRK’s bestemmelser.

Den overordnede forskel mellem straffelovens regler om

ærekrænkelser og EMRK er, at straffelovens regler er knyt‐

tet til spørgsmålet om, hvorvidt et udsagn er sandt eller

falskt. Det centrale spørgsmål efter EMRK er derimod, om

en ytring fortjener beskyttelse i den sammenhæng, hvori

ytringen er fremkommet. I vurderingen efter EMRK indgår

en lang række momenter, som tillægges varierende betyd‐

ning afhængig af den kontekst, som ytringen er fremsat i.

Der er tale om en retlig standard, der er udfyldt og fortsat

udfyldes af Menneskerettighedsdomstolens praksis.

Straffelovrådet har på den baggrund udarbejdet et lovudkast,

hvor lovteksten fastlægger et gerningsindhold (§§ 267 og

268) og herunder kun helt overordnet afspejler den vurde‐

ring, der skal foretages i relation til EMRK, og hvor den

nærmere beskrivelse af disse principper fremgår af lovbe‐

mærkningerne (§ 269).

Straffelovrådet finder endvidere anledning til at erstatte de

gældende bestemmelser i straffelovens §§ 269-274 om ære‐

krænkelse med et mere enkelt regelsæt, der er udformet i ly‐

set af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og

Menneskerettighedsdomstolens praksis om forholdet mel‐

lem konventionens artikel 8 om retten til privatliv og artikel

10 om ytringsfrihed.

Disse ændringer indebærer bl.a., at straffelovens §§ 269-272

(bortset fra § 270, stk. 2), der vedrører sandhedsbevis mv.

og i øvrigt regulerer, i hvilket omfang ærekrænkende ytrin‐

ger er straffri, erstattes af en samlet bestemmelse i § 269,

som bedre, men kun overordnet set, afspejler gældende ret

efter Menneskerettighedsdomstolens praksis, idet § 271, stk.

1, dog foreslås videreført med sproglige ændringer i § 269,

stk. 3.

Straffelovrådet anfører om bestemmelsen om sandhedsbevis

i straffelovens § 269, hvorefter beskyldninger er straffrie,

hvis der føres sandhedsbevis for dem, at den skal fortolkes i

lyset af Menneskerettighedsdomstolens praksis. Det indebæ‐

rer, at der vil kunne skrides ind over for krænkende udsagn

mod navngivne enkeltpersoner vedrørende statement of

facts, hvis rigtighed ikke bevises, eller hvis de i øvrigt ikke

har et fornødent grundlag. Krænkende værdidomme kan

derimod ikke kræves bevist, men der kan dog skrides ind

over for dem, hvis de ikke har det fornødne faktuelle grund‐

lag.

Sandhedsbeviset har en central og grundlæggende funktion,

idet der som det klare udgangspunkt ikke bør straffes for be‐

visligt sande beskyldninger. Sandhedsbeviset beskytter ikke

kun den påståede krænker, men også de personer, som er

uskyldige i forhold til de beskyldninger, der rettes mod dem.

Straffelovrådet foreslår en ny bestemmelse i straffelovens §

269, der i overensstemmelse med Menneskerettighedsdoms‐

tolens praksis fokuserer på, om den udbredte ærekrænkelse

fremkom i en sammenhæng, hvor der var rimelig anledning

til den. Bestemmelsen afspejler således den afgørende afvej‐

ning af på den ene side hensynet til individets ytringsfrihed

efter EMRK artikel 10 og på den anden side andre personers

gode navn og rygte eller rettigheder, der er selvstændigt be‐

skyttet i EMRK artikel 8 om bl.a. retten til privatliv.

Bestemmelsen fokuserer ikke – ligesom den gældende be‐

stemmelse – på sandhed som en afgørende betingelse for

straffrihed, men på den samlede anledning til udbredelsen af

en ytring. Herved understreges relationen mellem på den

ene side udtalelsens eller meddelelsens indhold og klarhed

og på den anden side kravet til den sandsynliggørelse af rig‐

tigheden af udtalelsen eller meddelelsen, som skal opfyldes

for at opnå straffrihed.

I straffelovens § 271, stk. 1, bestemmes det, at tidligere fri‐

findende domme afsagt i ind- eller udland indebærer, at der

ikke kan føres sandhedsbevis om den beskyldning, som

fremsættes, og som dommen omhandlede, idet dommen har

renset den forurettede.

Det er Straffelovrådets opfattelse, at bestemmelsen bør vide‐

reføres som et generelt princip, og rådet har således opret‐

holdt princippet i en særskilt bestemmelse, hvorefter der ik‐

ke kan føres bevis for en strafbar handling, hvis den, be‐

skyldningen rettes mod, er frifundet for handlingen ved en‐

delig dom.

Straffelovrådet finder, at den foreslåede bestemmelse i §

269, stk. 3, kun bør finde anvendelse i relation til udenland‐

ske domme, hvis Danmark ved overenskomst eller på andet

retligt grundlag anerkender dommene fra det pågældende

land.

Bestemmelsen indebærer ikke, at enhver kritik af en frifin‐

delse ved endelig dom skal anses for en retsstridig beskyld‐

ning mod den frifundne for at have begået det eller de for‐

hold, som tiltalen angik.

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

Der henvises i øvrigt til betænkningens side 151-152 og

154-160.

2.8.2.4.

Straffelovrådet har overvejet, om straffelovens §

273, stk. 1, om mortifikation skal ophæves som overflødig,

idet bestemmelsen dels ikke tilføjer noget i forhold til en

fældende dom om overtrædelse af § 267, og dels fordi mor‐

tifikation på ulovbestemt grundlag kan anvendes, hvis man

ikke ønsker samtidig at nedlægge påstand om straf.

Straffelovrådet finder imidlertid ikke grundlag herfor, idet

det ikke forekommer hensigtsmæssigt at ophæve en udtryk‐

kelig bestemmelse, når der fortsat skal gælde et tilsvarende

ulovbestemt princip. Dette gælder, selv om bestemmelsen

og det ulovbestemte princip til dels har forskellige anvendel‐

sesområder.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 160-162.

2.8.2.5.

Straffelovrådet har overvejet, om bestemmelsen i

straffelovens § 273, stk. 2, om offentliggørelse af domskon‐

klusioner bør videreføres, herunder om den er nødvendig

ved siden af medieansvarslovens § 54 om offentliggørelse i

det massemedie, hvor krænkelsen er sket.

Bestemmelsen anvendes i retspraksis, og der tilkendes for‐

holdsvis høje beløb til offentliggørelse efter den. Det er ikke

desto mindre Straffelovrådets opfattelse, at bestemmelsen

bør ophæves som utidssvarende og til dels overflødig. Den

digitale udvikling indebærer således, at den forurettede i

mange tilfælde omkostningsfrit kan offentliggøre en doms‐

konklusion på internettet. På områder dækket af mediean‐

svarsloven vil denne lov i vidt omfang give mulighed for of‐

fentliggørelse af dommen eller dele heraf i det krænkende

medie.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 162-163.

2.8.2.6.

Straffelovrådet har i forlængelse af de generelle

overvejelser om, hvorvidt ærekrænkelse fortsat bør være

værnet af strafbestemmelser, overvejet, om ærekrænkelser

af afdøde personer er strafværdige.

Det er Straffelovrådets opfattelse, at ærekrænkelser mod en

afdød sammenlignet med en tilsvarende ærekrænkelse mod

en person i live i almindelighed må anses som en mindre al‐

vorlig forbrydelse, men at der kan tænkes at blive fremsat

grove ærekrænkende beskyldninger mod en person kort tid

efter dennes død, og at disse må anses som strafværdige

krænkelser af den pågældende med følgevirkninger for de

efterladte.

Det er samlet set Straffelovrådets opfattelse, at der ikke er

stærke grunde til at ændre gældende ret. Af forenklingsgrun‐

de foreslås det imidlertid, at straffelovens § 274 ophæves,

men alene med den virkning, at afdøde personer fremover

skal anses for direkte omfattet af lovteksten i den foreslåede

§ 267, jf. rådets forslag til § 267, stk. 2, forudsætningsvist.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 163-167.

2.8.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets ud‐

formning

2.8.3.1.

Justitsministeriet er overordnet set enig i Straffelov‐

rådets overvejelser og forslag vedrørende straffelovens be‐

stemmelser om ærekrænkelse, og lovforslaget er med enkel‐

te undtagelser udformet i overensstemmelse med rådets lov‐

udkast.

Justitsministeriet finder imidlertid med afsæt i Straffelovrå‐

dets overvejelser, at der kan forekomme andre ærekrænkel‐

ser end dem, som Straffelovrådet har foreslået, skal være

omfattet af bestemmelsen om bagvaskelse i § 268, der er så

grove, at det er velbegrundet dels at kunne straffe dem efter

den højere strafferamme i § 268, dels at de skal være under‐

givet betinget offentlig påtale.

Det er i den forbindelse Justitsministeriets opfattelse, at

navnlig beskyldninger, som er fremsat eller udbredt gennem

indholdet af et massemedie, og som er egnet til væsentligt at

skade den forurettede, er meget strafværdige. Der kan f.eks.

være tale om, at en person på et mangelfuldt grundlag be‐

skyldes for at have begået et strafbart forhold, og grovheden

heraf forstærkes, hvis beskyldningen udbredes gennem et

landsdækkende medie, og hvis forurettede er særligt udsat

for at lide skade på grund af beskyldningen.

Den skade, som den pågældende skal kunne lide, skal gå ud

over den skade på omdømmet, som sædvanligvis kan ram‐

me en person, der beskyldes for noget tilsvarende. Der kan

f.eks. være tale om, at forurettede indtager en særlig stilling,

varetager en særlig post eller er i en særlig position, som be‐

skyldningen er egnet til at bringe i fare.

Selv om anden vid udbredelse, der ikke er sket gennem ind‐

holdet af et massemedie, også kan have alvorlig skadevirk‐

ning for den forurettede, finder Justitsministeriet under hen‐

visning til Straffelovrådets overvejelser om at begrænse be‐

tinget offentlig påtale af ærekrænkelser, at bestemmelsen

skal afgrænses til kun at omfatte udbredelse gennem et mas‐

semedie. Baggrunden herfor er, at der generelt bør kunne

fæstes større lid til indholdet i et massemedie end f.eks. ind‐

holdet af privatpersoners beskyldninger fremsat på internet‐

tet, herunder på Facebook.

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

De yderligere beskyldninger, som Justitsministeriet foreslår

omfattet af straffelovens § 268, skal i overensstemmelse

med Menneskerettighedsdomstolens praksis forstås som på‐

stande om fakta, der kan bevises eller modbevises (state‐

ment of facts). I princippet vil enhver beskyldning kunne

være omfattet af den foreslåede udvidelse af straffelovens §

268, men betingelsen om, at beskyldningen skal være egnet

til væsentligt at skade den forurettede, vil i praksis indebære

en afgrænsning af, hvilke beskyldninger der kan blive rele‐

vante i forhold til bestemmelsens anvendelsesområde.

En beskyldning om, at forurettede har begået et strafbart for‐

hold af mindre grovhed, herunder f.eks. visse overtrædelser

af særlovgivningen, som sammenholdt med udbredelsen i et

massemedie samt den mulige skadevirkning beskyldningen

vil kunne få for den forurettede, vil således kunne være om‐

fattet af bestemmelsen. Det er – i modsætning til den fore‐

slåede § 268, nr. 1 – ikke et krav for anvendelsen af bestem‐

melsen, at beskyldningen er fremsat mod bedre vidende.

2.8.3.2.

Justitsministeriet har ikke på det foreliggende

grundlag fundet anledning til at gennemføre Straffelovrådets

forslag om, at der alene skal kunne idømmes straf i form af

bøde, når en sag påtales privat, jf. herom lovforslagets pkt.

2.10 nedenfor.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 12, og be‐

mærkningerne hertil.

2.9. Straffen for freds- og ærekrænkelser

af § 263 a, stk. 1-3, om visse handlinger med hensyn til ko‐

der og andre adgangsmider til et ikke offentligt tilgængeligt

informationssystem er som udgangspunkt bøde eller fængsel

indtil 1 år og 6 måneder. Straffen kan under særligt skær‐

pende omstændigheder stige til fængsel indtil 6 år, jf. § 263,

stk. 3, og § 263 a, stk. 4.

Det fremgår af straffelovens § 264 c, at de i §§ 263, 264 og

264 a indeholdte straffebestemmelser finder tilsvarende an‐

vendelse på den, der uden at have medvirket til gerningen

skaffer sig eller uberettiget udnytter oplysninger, som er

fremkommet ved overtrædelsen. Overtrædelse af § 264 c

straffes således på samme måde som beskrevet ovenfor ved‐

rørende §§ 263, 264 og 264 a.

Straffelovens § 264 d om videregivelse af meddelelser eller

billeder vedrørende en andens private forhold indeholder i

stk. 2 en skærpet sidestrafferamme, hvorefter straffen kan

stige til fængsel indtil 3 år, hvis der under hensyn til oplys‐

ningernes eller videregivelsens karakter og omfang eller an‐

tallet af berørte personer foreligger særligt skærpende om‐

stændigheder.

Strafferammen for ærekrænkelse efter straffelovens § 267 er

bøde eller fængsel indtil 4 måneder, mens straffen for bag‐

vaskelse efter straffelovens § 268 kan stige til fængsel i 2 år.

Ærekrænkelse af en afdød straffes dog med bøde eller, hvis

bagvaskelse foreligger, med fængsel indtil 4 måneder, jf.

straffelovens § 274.

2.9.2. Straffelovrådets overvejelser

2.9.1. Gældende ret

Straffen for overtrædelse af straffelovens §§ 263, 264, 264 a

og 264 d er som udgangspunkt bøde eller fængsel indtil 6

måneder.

Begås brud på brevhemmeligheden mv., hemmelig aflytning

eller husfredskrænkelse i form af at skaffe sig adgang til et

ikke frit tilgængeligt sted (§ 263, stk. 1, og § 264, stk. 1, nr.

1) med forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med op‐

lysninger om en virksomheds erhvervshemmeligheder, eller

foreligger der i øvrigt særligt skærpende omstændigheder,

kan straffen stige til fængsel indtil 6 år, jf. § 263, stk. 3, og §

264, stk. 2. For så vidt angår husfredskrænkelse i form af at

skaffe sig adgang til et ikke frit tilgængeligt sted anses som

særligt skærpende omstændighed navnlig tilfælde, hvor for‐

holdet er begået under sådanne omstændigheder, at det påfø‐

rer andre en betydelig skade eller indebærer en særlig risiko

herfor.

Straffen for overtrædelse af § 263, stk. 2, om uberettiget at

skaffe sig adgang til en andens oplysninger eller program‐

mer, der er bestemt til at bruges i et informationssystem og

Straffelovrådet anfører, at den mest anvendte strafferamme i

straffelovens kapitel 27 for krænkelse af privatlivets fred er

bøde eller fængsel indtil 6 måneder. I § 263, stk. 2, og § 263

a, stk. 1-3, anvendes en strafferamme på bøde eller fængsel

indtil 1 år og 6 måneder. Hertil kommer, at der efter både §

263, § 263 a og § 264 er mulighed for under særligt skær‐

pende omstændigheder, at straffen kan stige til fængsel i 6

år.

Det er karakteristisk, at det brede spænd i strafferammen gå‐

ende fra bøde til fængsel indtil 6 år under særligt skærpende

omstændigheder gælder de bestemmelser, som ikke alene

beskytter enkeltpersons privatliv, men generelt beskytter

private steder, meddelelser og oplysninger, og hvor den

krænkede derfor også kan være eksempelvis en erhvervs‐

virksomhed eller en offentlig myndighed (§§ 263-264).

Normalstrafferammen i § 263, stk. 2 (der foreslås ændret til

stk. 1), er højere end i de øvrige bestemmelser om freds‐

krænkelser bortset fra § 263 a. Dette begrundes i forarbej‐

derne fra 2003 navnlig med, at det it-baserede samfund er

meget sårbart, og at selv et forsøg på hacking er meget føle‐

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

ligt for offeret, der i praksis ofte er nødt til at gennemgå hele

systemet for at være sikker på, om der er sket skader, jf. pkt.

2.2.1.4 og 2.3.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovfor‐

slag nr. L 55 af 5. november 2003 (Folketingstidende

2003-2004, Tillæg A, side 1774 og1779).

I perioden 2011 til 2015 var der i alt 19 sager, hvor straffe‐

lovens § 263, stk. 1, nr. 1, om brud på brevhemmeligheden

var eneste forhold (solosag) eller hovedforholdet i en sag

med flere tiltaler efter samme eller andre bestemmelser

(sagskompleks). Af disse 19 sager blev 14 afgjort med bøde

og en med et tiltalefrafald. Den gennemsnitlige bødestørrel‐

se – uanset om der var tale om solosager eller sager med fle‐

re forhold – var ca. 2.000-3.000 kr. De øvrige fire sager blev

afgjort med en fængselsstraf, hvoraf én sag blev afgjort med

ubetinget fængsel i 4 måneder.

I samme periode blev der afgjort seks straffesager, hvor

straffelovens § 263, stk. 1, nr. 2, om adgang til andres gem‐

mer var hovedforholdet. Fire af sagerne blev afgjort med bø‐

der på højst 3.000 kr., og to sager blev afgjort, uden at der

blev udmålt en straf.

I samme periode blev der afgjort fem straffesager, hvor

straffelovens § 263, stk. 1, nr. 3, om ulovlig aflytning og op‐

tagelse blev bedømt som eneste forhold. Tre sager blev af‐

gjort med bøde på i gennemsnit 1.600 kr. To sager blev af‐

gjort med betinget fængsel.

I samme periode blev der afgjort 84 straffesager, hvor straf‐

felovens § 263, stk. 2, om ulovlig adgang til informationssy‐

stemer var hovedforholdet. Af disse sager blev 47 afgjort

med en fængselsstraf, heraf blev der i fire sager idømt en

ubetinget fængselsstraf. Den gennemsnitlige bødestørrelse i

sager efter bestemmelsen er mellem 2.000 og 3.500 kr.

I samme periode blev der afgjort fire straffesager, hvor straf‐

felovens § 263, stk. 3, om brud på stk. 1 og 2 under særligt

skærpende omstændigheder var hovedforholdet. Alle sager‐

ne blev afgjort med en fængselsstraf, heraf en med ubetinget

fængsel i 30 dage.

I 2016 blev der afsagt flere domme om § 263, stk. 3, jf. stk.

2, i den såkaldte Se og Hør-sag. Ved to utrykte domme af

25. august 2016 fra Retten i Glostrup blev Aller Media A/S,

en redaktionssekretær/nyhedschef og en redaktionschef fun‐

det skyldige i at have medvirket til, at en ansat hos

PBS/IBM systematisk skaffede sig uberettiget adgang til

virksomhedens it-systemer og udleverede kreditkortoplys‐

ninger vedrørende en række kendte personer til ansatte hos

Se og Hør til brug for artikler i ugebladet. De pågældende

blev ligeledes fundet skyldige i overtrædelse af straffelovens

§ 299, stk. 2 (om bestikkelse i private retsforhold), ved at

have betalt den ansatte hos PBS/IBM for disse oplysninger.

Forholdet havde stået på i ca. 3�½ år fra 2008 til 2012, og

den ansatte havde i denne periode udleveret oplysninger ik‐

ke under 662 gange. Retten fastsatte bøden til Aller Media

A/S til 50 dagbøder á 200.000 kr., i alt 10.000.000 kr. Begge

ansatte blev straffet med fængsel i 6 måneder, som blev

gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste. Retten lagde

ved fastsættelsen af straffene i skærpende retning vægt på, at

forholdene blev begået systematisk over en meget lang peri‐

ode og i et meget stort omfang, og at der var tale om er‐

hvervsmæssig anvendelse af de ulovligt indhentede oplys‐

ninger. Retten lagde også vægt på den krænkelse, som lov‐

overtrædelserne havde medført for de forurettede, ved at op‐

lysningerne om private forhold blev videregivet og i et vist

omfang offentliggjort. Der blev for de to ansatte lagt vægt

på, at de begge i hele perioden kendte til forholdet og selv

modtog og videregav oplysninger til brug for artikler. De

havde begge ledende og betroede stillinger i redaktionen og

var i en del af perioden med i den inderkreds, der kendte til

brugen af kilden. Retten lagde i formildende retning blandt

andet vægt på, at de ikke havde deltaget i indgåelse af afta‐

len eller haft et overordnet ansvar for at fastholde aftalen, li‐

gesom retten tillagde deres personlige forhold betydning.

Den ansatte ved PBS/IBM blev ved Retten i Glostrups dom

af 24. november 2016 fundet skyldig i overtrædelse af straf‐

felovens § 263, stk. 3, jf. stk. 2, ved uberettiget at have skaf‐

fet sig adgang til oplysninger om en lang række offentligt

kendte personers kreditkorttransaktioner. Herudover blev to

tidligere chefredaktører hos Se og Hør og to tidligere jour‐

nalister hos Se og Hør fundet skyldige i at have medvirket

til IBM-medarbejderens overtrædelser af § 263, stk. 3, jf.

stk. 2. IBM-medarbejderen blev idømt ubetinget fængsel i 1

år og 6 måneder og den ene chefredaktør, der havde indgået

en aftale med IBM-medarbejderen om, at denne mod kon‐

tant betaling løbende skulle skaffe kreditkortoplysninger til

Se og Hør, blev idømt fængsel i 1 år og 3 måneder, hvoraf 3

måneder skulle fuldbyrdes, mens den resterende del af straf‐

fen blev gjort betinget. Retten lagde ved straffens udmåling

for disse tiltalte bl.a. vægt på omfanget og karakteren af det

strafbare forhold, at det var dem, der i 2008 indgik aftalen,

og at aftalen indebar en systematisk overvågning af en lang

række offentligt kendte personers færden og dermed en be‐

tydelig krænkelse af disse personer og et brud på den grund‐

læggende tillid, offentligheden må have til håndteringen af

private personers betalingsoplysninger. Retten tillagde det

endvidere skærpende betydning, at hensynet bag indgåelsen

af aftalen var at tjene penge på at levere oplysninger uden

samfundsmæssig værdi, der alene skulle bruges til ren un‐

derholdning, og at der samlet blev udbetalt ikke under

365.503 kr. Den anden tidligere chefredaktør blev idømt 1

års betinget fængsel, og retten lagde herved bl.a. vægt på, at

han som chefredaktør på ethvert tidspunkt havde mulighed

for at stoppe samarbejdet med IBM-medarbejderen, men at

han til trods herfor og uagtet, at han modtog advarsler om at

anvende kilden og i 2009 af ledelsen fik besked om at stop‐

pe samarbejdet med denne, fortsatte anvendelsen helt frem

til ved årsskiftet 2011/2012. Straffen blev gjort betinget på

grund af hans personlige og helbredsmæssige forhold. De to

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

tidligere journalister, der modtog kreditkortoplysningerne,

blev idømt 4 måneders betinget fængsel. Ved udmålingen af

straffen for de to tidligere ansatte journalister lagde retten

vægt på omfanget af deres medvirken og formålet hermed,

men at de på den anden side som menige medarbejdere ikke

havde haft et ledelsesmæssigt ansvar for, at aftalen med

IBM-medarbejderen blev indgået eller fortsatte, og at de fik

opgaven med at være kontaktpersoner til kilden tildelt.

IBM-medarbejderens dom blev for så vidt angår strafudmå‐

lingen anket til Østre Landsret, der den 8. august 2017 stad‐

fæstede Retten i Glostrups dom (UfR 2017.3544).

I perioden 2011 til 2015 blev der i alt afgjort én straffesag

efter straffelovens § 263 a om adgangsmidler til ikke-kom‐

mercielle informationssystemer. Sagen blev afgjort med be‐

tinget fængsel.

I samme periode blev der afgjort ca. 400-500 straffesager

om året, hvor straffelovens § 264, stk. 1, om husfredskræn‐

kelse var hovedforholdet. Hovedparten af sagerne blev af‐

gjort med bøde, og bødestørrelserne var i gennemsnit ca.

1.200 kr. i solosager og ca. 3.000 kr. i sagskomplekser. Her‐

udover blev 232 sager afgjort med fængsel, hvoraf ca. halv‐

delen blev afgjort med ubetinget fængsel med en gennem‐

snitlig straflængde på mellem 10 og 90 dages fængsel. Langt

hovedparten af sagerne, der blev afgjort med en fængsels‐

straf, var en del af et sagskompleks, dvs. dommen angik et

hovedforhold, der vedrørte § 264, stk. 1, men den angik og‐

så andre forhold vedrørende samme bestemmelse eller andre

bestemmelser. Der blev ikke afgjort sager, hvor straffelo‐

vens § 264, stk. 2, om husfredskrænkelse under særligt

skærpende omstændigheder var hovedforholdet.

I samme periode blev der afgjort 22 straffesager, hvor straf‐

felovens § 264 a var hovedforholdet. Hovedparten af sager‐

ne blev afgjort med bøde, mens to sager blev afgjort med

betinget fængsel. Bødeniveauet var i gennemsnit ca. 2.500

kr. i solosager og ca. 8.000 kr. i sagskomplekser.

I samme periode blev der ikke afgjort nogen sager, hvor

straffelovens § 264 c var hovedforholdet.

I samme periode blev der afgjort 106 straffesager, hvor

straffelovens § 264 d var hovedforholdet. Der blev i lidt

under halvdelen af sagerne straffet med fængsel, heraf blev

otte sager afgjort med ubetinget fængsel med en gennem‐

snitlig straflængde på mellem 17 og 56 dages fængsel. Den

gennemsnitlige bødestraf for overtrædelse af bestemmelsen

var ca. 2.500 kr. til 3.500 kr.

I samme periode blev der afgjort 10 straffesager, hvor straf‐

felovens § 267 var hovedforholdet, og 1 sag, hvor straffelo‐

vens § 268 var hovedforholdet. Der blev i 3 sager efter §

267 straffet med betinget fængsel i 20 eller 30 dage. Den

gennemsnitlige bødestraf var ca. 5.000 kr.

8 af de i alt 1.984 sager om freds- og ærekrænkelser i perio‐

den fra 2011 til 2015, der blev afgjort med bøde, angik virk‐

somheder eller organisationer, og i disse sager var bødeni‐

veauet markant højere end i de resterende sager. 6 af sager‐

ne var solosager med en gennemsnitlig bødestørrelse på ca.

26.000 kr., mens 2 sager var sagskomplekser med en gen‐

nemsnitlig bødestørrelse på 45.000 kr.

Straffelovrådet finder bl.a. på baggrund af de statistiske op‐

lysninger om bestemmelsernes anvendelse samt en gennem‐

gang af den begrænsede trykte retspraksis, der findes om be‐

stemmelserne, at de eksisterende strafferammer for krænkel‐

ser af privatlivets fred efter straffelovens §§ 263-264 som

udgangspunkt er hensigtsmæssige, idet de giver mulighed

for en nuanceret strafudmåling vedrørende de meget forskel‐

ligartede forhold, der omfattes af bestemmelserne, ligesom

de er tilstrækkelig rummelige til at indeholde alle tænkelige

forhold, som bestemmelserne omfatter.

Straffelovrådet har heller ikke haft bemærkninger til straffe‐

rammerne efter straffelovens § 264 a og § 264 c.

Straffelovrådet foreslår en ny skærpet sidestrafferamme for

overtrædelser af § 264 d, når der under hensyn til oplysnin‐

gernes eller videregivelsens karakter og omfang eller antal‐

let af berørte personer er tale om særligt skærpende omstæn‐

digheder.

For så vidt angår strafferammen for ærekrænkelse er det

Straffelovrådets opfattelse, at straffelovens § 268 – som

Straffelovrådet foreslår afgrænset mere snævert end efter

gældende ret, jf. pkt. 2.8.2.6 ovenfor – fortsat bør indeholde

en strafferamme med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Da straffelovens § 268, 2. led, om den, der har savnet rime‐

lig grund til at anse en sigtelse for sand, ikke foreslås videre‐

ført af Straffelovrådet, vil denne del efter rådets forslag

fremover blive straffet som en overtrædelse af § 267, og rå‐

det finder på den baggrund, at strafmaksimum efter § 267

bør være fængsel i 1 år.

Som nævnt i pkt. 2.8.2.6 ovenfor foreslår Straffelovrådet at

ophæve den særlige regel i straffelovens § 274 om ærekræn‐

kelse af en afdød. Rådet anfører, at en ikke tilsigtet virkning

af, at § 274 ophæves, vil være, at de generelle strafferammer

i §§ 267 og 268 finder anvendelse også i forhold til afdøde

personer, der således i relation hertil formelt beskyttes bedre

end efter gældende ret. Det er imidlertid efter rådets opfat‐

telse acceptabelt af forenklingsmæssige årsager, og det be‐

mærkes i øvrigt, at domstolene ved den konkrete strafudmå‐

ling skal tage alle sagens omstændigheder i betragtning, her‐

under at krænkelsen er fremsat mod en afdød person.

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

Straffelovrådet anfører, at det på grund af sagernes meget

forskelligartede karakter er vanskeligt at udlede noget gene‐

relt om det konkrete strafniveau efter de enkelte bestemmel‐

ser om freds- og ærekrænkelser. Det er dog karakteristisk, at

en forholdsvis stor andel sager afgøres med bødestraf, samt

at den gennemsnitlige bødestørrelse er forholdsvis beske‐

den. I sager mod virksomheder eller organisationer udmåles

der dog gennemgående markant højere bøder end i sager

mod enkeltpersoner, jf. i den forbindelse også ovennævnte

dom af 25. august 2016 fra Retten i Glostrup, hvor Aller

Media A/S blev idømt en samlet bødestraf på 10 mio. kr.

Endvidere anvendes fængselsstraf i et antal sager, og dom‐

stolene er ikke er tilbageholdende med at udmåle lange

fængselsstraffe i sager af mere alvorlig karakter.

Straffelovrådet konkluderer, at domstolene generelt på en

tilfredsstillende måde inddrager de konkrete omstændighe‐

der i de meget forskelligartede sager, herunder ved i forbin‐

delse med den konkrete strafudmåling at lægge betydelig

vægt på karakteren og alvoren af den konkret begåede for‐

brydelse, og derved sikrer, at der konkret fastsættes en bøde-

eller fængselsstraf, der står i passende forhold til den begåe‐

de forbrydelse.

Straffelovrådet finder på den baggrund ikke anledning til at

komme med forslag med henblik på at ændre det konkrete

strafniveau eller behov for at komme med anvisninger om,

hvad udgangspunktet for straffen for en overtrædelse af de

enkelte bestemmelser om freds- og ærekrænkelser bør være.

Der henvises til betænkningen side 80-88, 91-94, 103-109,

150-151, 167, 180-183 og 350-352.

2.9.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets ud‐

formning

Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvejelser og

forslag med hensyn til strafferammerne for freds- og ære‐

krænkelser, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse

hermed. Det bemærkes i den forbindelse, at Straffelovrådets

forslag om en ny skærpet sidestrafferamme for overtrædelse

af § 264 d er blevet gennemført ved lov nr. 257 af 10. april

2018, dog med den ændring, at sidestrafferammen i det ind‐

satte stk. 2 indeholder hjemmel til fængsel indtil 3 år.

Med hensyn til strafniveauet for freds- og ærekrænkelser er

Justitsministeriet også enig med Straffelovrådet i, at domsto‐

lene i sager, der har en sådan grovhed, at straffen bør være

fængsel, gennemgående udmåler en fængselsstraf, der står i

passende forhold til den begåede forbrydelse. For så vidt an‐

går udmåling af fængselsstraf finder Justitsministeriet såle‐

des ligesom Straffelovrådet ikke anledning til at foreslå æn‐

dringer i strafniveauet, ud over de forudsætninger vedrøren‐

de straffen for grove overtrædelser af straffelovens § 264 d,

som blev gennemført ved lov nr. 257 af 10. april 2018.

For så vidt angår strafniveauet i sager, hvor en freds- eller

ærekrænkelse straffes med bøde, er det imidlertid Justitsmi‐

nisteriets opfattelse, at bødeniveauet i dag ikke i tilstrække‐

lig grad afspejler lovovertrædelsens grovhed.

Justitsministeriet finder således, at der er behov for en meget

markant skærpelse af bødeniveauet.

På denne baggrund forudsættes det med lovforslaget, at bø‐

destraf for freds- og ærekrænkelser gennemgående tredobles

i forhold til det hidtidige strafniveau. Dette gælder både i

sager mod enkeltpersoner, hvor bøderne i dag ofte er for‐

holdsvis beskedne, ofte i størrelsesordenen fra 1.200 kr. op

til 5.000 kr., og i sager mod juridiske personer, hvor straffen

er markant højere, ofte i størrelsesordenen fra 25.000 kr. op

til 45.000 kr.

I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til an‐

svarshavende redaktører hos massemedier forudsættes en

gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige strafni‐

veau. Det gælder også for de overtrædelser, hvor bøden ud‐

måles efter medieansvarslovens § 26, stk. 2. Det bemærkes,

at den tilsigtede femdobling af bødestraffen til redaktører

kun skal finde anvendelse i tilfælde, hvor den pågældende

agerer som redaktør og ikke som privatperson.

Som eksempel på virkningen af en femdobling af bødestraf‐

fen til chefredaktører sammenholdt med en tredobling af

tortgodtgørelse kan nævnes, at en sag om en privatlivskræn‐

kelse i dag kan tænkes at blive afgjort med en bøde på

20.000 kr. til chefredaktøren, ligesom den pågældende vil

kunne dømmes til at betale en godtgørelse på 50.000 kr.

sammen med en journalist, dvs. i alt 45.000 kr. skal betales

af redaktøren. Med forslaget om femdobling af bødestraffen

og tredobling af tortgodtgørelsen vil samme sag efter de

foreslåede lovændringer blive afgjort med en bøde på

100.000 kr. til chefredaktøren samt tortgodtgørelse på

150.000 kr., som evt. vil skulle betales sammen med en

journalist. Dvs. 175.000 kr. skal betales af redaktøren.

Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant hø‐

jere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgs‐

målet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil

afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere

tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor

en repræsentant for et massemedie begår en overtrædelse,

vil det således ikke være afgørende, om personen repræsen‐

terede det samme massemedie, sidste gang personen begik

en overtrædelse.

Derimod lægges der med lovforslaget ikke op til at forhøje

bødestraffen i de sager mod juridiske personer, hvor der ud‐

måles en bøde, der afspejler, at en tilsvarende freds- eller

ærekrænkelse begået af en enkeltperson ville være blevet

straffet med fængsel. Der lægges således ikke op til, at bø‐

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

destraffen i sager af den karakter, som der var tale om i Se

og Hør-sagen, hvor en udgiver af et ugeblad blev idømt en

bøde på 10.000.000 kr., skal forhøjes i forhold til i dag.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon‐

krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig‐

heder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens

fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4-7, 9, 10 og 12 (for‐

slag til straffelovens §§ 263, 263 a, 264, 264 a, 264 c, 264 d,

267 og 268), og bemærkningerne hertil.

2.10. Påtale af freds- og ærekrænkelser

2.10.1. Gældende ret

Det følger af straffelovens § 275, at krænkelse af privatlivets

fred og ærekrænkelse som udgangspunkt er undergivet pri‐

vat påtale. Offentlig påtale af bestemmelserne om krænkelse

af privatlivets fred i §§ 263-264 d kan dog ske, når forurette‐

de anmoder om det, jf. § 275, stk. 1, 1. pkt.

Endvidere kan offentlig påtale af bestemte tilfælde af ære‐

krænkelse ske, når forurettede anmoder om det, jf. § 275,

stk. 1, 2. pkt. Det gælder for det første, når nogen, der virker

(eller virkede) i offentlige tjeneste eller hverv, beskyldes for

et forhold, der kan medføre (eller kunne have medført) stil‐

lingens eller hvervets fortabelse. Det gælder for det andet,

når en beskyldning fremsættes anonymt eller under falsk

navn.

Herudover finder retsplejelovens generelle bestemmelser

om påtale anvendelse, herunder bestemmelsen i § 727, stk.

2. 1. pkt., om mulighed for offentlig påtale uden forudgåen‐

de anmodning, hvis almene hensyn kræver dette.

Ved siden af de almindelige forældelsesfrister, som regnes

fra den strafbare virksomheds ophør, jf. straffelovens §§ 93

og 94, gælder efter § 96, at adgang til privat påtale og til at

begære offentlig påtale bortfalder, når den berettigede ikke

har anlagt sag eller fremsat begæring inden 6 måneder efter,

at den pågældende har fået sådan kundskab, at den pågæl‐

dende har tilstrækkeligt grundlag for sagsanlæg eller for at

begære offentlig påtale.

Det bemærkes, at en anmeldelse til politiet fra den berettige‐

de anses som en begæring om offentlig påtale, medmindre

andet fremgår af anmeldelsen, jf. retsplejelovens § 720, stk.

2, 2. pkt.

2.10.2. Straffelovrådets overvejelser

2.10.2.1.

Straffelovrådet har ikke fundet grundlag for at fo‐

reslå ændringer af den gældende ordning, hvorefter freds‐

krænkelserne i §§ 263-264 d både kan påtales privat og of‐

fentligt efter begæring.

Straffelovrådet har imidlertid anført, at rådets principielle

opfattelse er, at straf har en sådan særlig karakter, at spørgs‐

mål om idømmelse af straf under en retssag mellem to pri‐

vate parter i den borgerlige retsplejes former bør begrænses

mest muligt, herunder i særlig grad, når der er mulighed for

at idømme fængselsstraf. På baggrund heraf har Straffelov‐

rådet foreslået, at der i straffelovens § 152 f om påtale af be‐

stemmelserne om brud på tavshedspligten og i § 275 om på‐

tale af freds- og ærekrænkelse indsættes en bestemmelse

om, at der i private straffesager kun kan idømmes straf i

form af bøde.

2.10.2.2.

Straffelovrådet har overvejet, om der bør være ad‐

gang til betinget offentlig påtale i alle sager om ærekrænkel‐

ser med henblik på at give forurettede en bedre beskyttelse

mod ærekrænkelse og derved øge det strafferetlige værn.

Rådet har imidlertid ikke fundet grundlag herfor.

Straffelovrådet har dog fundet, at der bør være adgang til

betinget offentlig påtale af de allergroveste sager om ære‐

krænkelse, hvilket i hvert fald omfatter alvorlige og usande

beskyldninger (bagvaskelse). Straffelovrådet har samtidig

fundet, at adgangen til betinget offentlig påtale i ærekræn‐

kelsessager må begrænses hertil, selv om rådet finder, at og‐

så andre sager om ærekrænkelse er særligt grove. I den for‐

bindelse peger Straffelovrådet på, at det vil være forbundet

med store ressourcetræk på anklagemyndigheden og politiet

at udskille, behandle og forfølge grove ærekrænkelser, og at

dette næppe i mange sager vil stå mål med sagernes grov‐

hed. Straffelovrådet bemærker hertil, at selvom der er tale

om grove ærekrænkelsessager, er der tale om forhold, hvis

strafbarhed ikke er selvfølgelig.

Straffelovrådet har samtidig fundet anledning til at pege på

hjemmelen i retsplejelovens § 727, stk. 2, til offentlig påtale

af lovovertrædelser, der er henvist til privat forfølgning, hvis

almene hensyn kræver det. Der vil således være mulighed

for anklagemyndigheden til i de alvorligste tilfælde af ære‐

krænkelser efter straffelovens § 267, som er undergivet pri‐

vat påtale, at rejse tiltale, hvis almene hensyn kræver dette.

Sluttelig fremhæver Straffelovrådet, at det i sidste ende er et

politisk spørgsmål, i hvilket omfang der skal anvendes res‐

sourcer på håndhævelsen af ærekrænkelser, og om ærekræn‐

kelser er af en sådan strafværdighed, at det offentlige bør

understøtte håndhævelsen heraf gennem påtalekompetencen.

Straffelovrådet bemærker dog samtidig, at tilførsel af flere

ressourcer ikke tager højde for, at det store flertal af ære‐

krænkelsessager egner sig bedst til at blive afgjort ved en

sag mellem de implicerede parter.

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

2.10.2.3.

For så vidt angår straffelovens § 275 om påtale i

sager om freds- og ærekrænkelser har Straffelovrådet herud‐

over foreslået, at bestemmelsens stk. 2, 2. pkt., videreføres

med enkelte sproglige ændringer. Rådet lægger endvidere

op til ændringer af sidste led, således at der er adgang til be‐

tinget offentlig påtale i sager, hvor en alvorlig beskyldning

fremsættes i anonym form, uanset om dette sker skriftligt.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 167-180.

2.10.3. Justitsministeriet overvejelser og lovforslagets ud‐

formning

Justitsministeriet er generelt enig i Straffelovrådets overve‐

jelser og forslag, og lovforslaget er med to undtagelser ud‐

formet i overensstemmelse med rådets lovudkast.

Justitsministeriet finder ikke på det foreliggende grundlag

anledning til at gennemføre Straffelovrådets forslag om, at

der alene skal kunne idømmes straf i form af bøde, når en

sag påtales privat.

Som Straffelovrådet har anført, er det i sidste ende er et poli‐

tisk spørgsmål, i hvilket omfang der skal anvendes ressour‐

cer på håndhævelsen af ærekrænkelser, og om ærekrænkel‐

ser er af en sådan strafværdighed, at det offentlige bør un‐

derstøtte håndhævelsen heraf gennem påtalekompetencen.

Justitsministeriet finder i forlængelse heraf anledning til at

indføre betinget offentlig påtale i videre omfang end det,

som Straffelovrådet har anbefalet, jf. forslaget til straffelo‐

vens § 268 sammenholdt med forslaget til § 275, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 13, og be‐

mærkningerne hertil.

2.11. Sletning af udtalelser, meddelelser eller billeder

2.11.1. Gældende ret

Straffeloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om, at en

domfældt eller andre i forlængelse af en dom kan blive på‐

lagt at slette en udtalelse, meddelelse eller et billede, som

har tilknytning til overtrædelsen.

En straffedom om uberettiget videregivelse af oplysninger

på internettet vil efter omstændighederne kunne indeholde

en bestemmelse om konfiskation af oplysningerne, i det om‐

fang de ligger på et sted på internettet, som den, der er an‐

svarlig for overtrædelsen, råder over som ejer eller bruger,

jf. straffelovens § 75, stk. 2, og § 76, stk. 2. Der vil i givet

fald under sagens behandling efter omstændighederne kunne

ske beslaglæggelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel

74.

Databeskyttelsesforordningen indeholder bestemmelser om

bl.a. ret til berigtigelse, sletning eller begrænsning af perso‐

noplysninger. Det følger således af databeskyttelsesforord‐

ningens artikel 16, 17 og 18, at den dataansvarlige skal be‐

rigtige, slette eller begrænse oplysninger, der viser sig urig‐

tige, hvis en registreret person fremsætter anmodning her‐

om.

2.11.2. Straffelovrådets overvejelser

Straffelovrådet anfører, at det kan være meget vanskeligt at

opnå en fuldstændig sletning eller blokering af oplysninger

om private forhold, ærekrænkelser mv., der er offentliggjort

eller i det mindste udbredt på internettet. Internettets karak‐

ter indebærer, at oplysninger meget hurtigt kan blive kopie‐

ret og spredt til et stort antal netsteder. Og disse netsteder

kan helt eller delvis være understøttet af enheder, der er pla‐

ceret i tredjelande, og/eller tilhøre fysiske eller juridiske per‐

soner, der er hjemmehørende i tredjelande.

Straffelovrådet har på den baggrund overvejet, om håndhæ‐

velsen ved uberettiget videregivelse af oplysninger mv. på

internettet eller udbredelse af ærekrænkelser på internettet

kan styrkes gennem eksisterende eller nye værktøjer, herun‐

der hvordan der bedst muligt tages højde for den forøgede

skadevirkning af freds- og ærekrænkelser, der gør sig gæl‐

dende, når disse udbredes gennem internettet.

Straffelovrådet finder det relevant at indsætte en bestemmel‐

se i straffeloven om sletning af udtalelser, meddelelser eller

billeder, der er videregivet i strid med straffelovens §§ 264

d, 267 eller 268. Forpligtelsen hertil skal påhvile den, der

dømmes for overtrædelsen. Hvis denne imidlertid ikke har

rådighed over udtalelsen, meddelelsen eller billedet, kan en

anden, som har en sådan rådighed, forpligtes efter bestem‐

melsen.

En sådan bestemmelse vil ved siden af den eksisterende lov‐

givning, herunder særligt databeskyttelseslovgivningen og

straffelovens konfiskationsbestemmelser, have et begrænset

selvstændigt anvendelsesområde. I forhold til databeskyttel‐

seslovgivningen vil bestemmelsen f.eks. have et selvstæn‐

digt indhold, hvis denne lovgivning ikke finder anvendelse,

jf. undtagelsesbestemmelserne i persondatalovens § 2 og

bl.a. databeskyttelsesforordningens artikel 2 (om forordnin‐

gens materielle anvendelsesområde) og artikel 85, stk. 2 (om

medlemsstaternes mulighed for til behandling i bl.a. journa‐

listisk øjemed at fastsætte undtagelser eller fravigelser fra en

række af forordningens bestemmelser), hvis domfældte ikke

er dataansvarlig, eller hvis overtrædelsen er begået mod an‐

dre end fysiske personer.

Hertil kommer, at forpligtelsen til at slette udtalelsen også

må antages indirekte at følge af en dom om overtrædelse af

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

§§ 264 d, 267 og 268, idet undladelse af at slette en udtalel‐

se, der er tilgængelig på f.eks. internettet, vil kunne indebæ‐

re et nyt strafansvar, fordi der fortsat sker udbredelse eller

videregivelse.

Det er Straffelovrådets opfattelse, at der er behov for, at det

i direkte tilknytning til strafbestemmelserne om freds- og

ærekrænkelse fremgår, at der i forbindelse med visse over‐

trædelser kan pålægges domfældte eller andre med rådighed

over de udtalelser, meddelelser eller billeder, der ulovligt er

videregivet eller udbredt, at sørge for, at disse bliver slettet.

Straffelovrådet har herved lagt vægt på, at en sådan bestem‐

melse vil have et selvstændigt anvendelsesområde, og at den

efter rådets opfattelse vil være en væsentlig forbedring af

forurettedes mulighed for at få slettet personoplysninger, der

er i strid med lovgivningen, idet der kan tages stilling til

spørgsmålet om sletning under straffesagen, jf. også forsla‐

get til retsplejelovens § 684, stk. 1, nr. 6, for så vidt angår

straffesager, der føres af anklagemyndigheden.

En sådan bestemmelse er aktualiseret i takt med internettets

udbredelse, hvor det er muligt at fjerne f.eks. en artikel,

hvori der udbredes en ærekrænkelse, mens det ikke er mu‐

ligt at fjerne en tilsvarende artikel i f.eks. en trykt avis. Her‐

til kommer, at behovet for sletning er større i relation til in‐

ternettet, hvor udtalelsen mv. er tilgængelig og nemt kan

fremsøges, mens det er sværere at opspore en tidligere trykt

avisartikel. Formålet med bestemmelsen er således at for‐

hindre spredning af og tilgang til strafbare udtalelser mv.,

bl.a. for at undgå at krænkelsen vedvarende belaster den for‐

urettede.

Idet en forpligtelse til at slette udtalelser mv. som nævnt al‐

lerede følger af databeskyttelsesforordningen, vil bestem‐

melsen for så vidt angår oplysninger, der er omfattet af for‐

ordningens pligt til sletning efter artikel 17, jf. artikel 85,

blot have karakter af et retsmiddel til håndhævelse af denne

pligt, og bestemmelsen skal således forstås sådan, at den ik‐

ke fastsætter nogen selvstændig forpligtelse på forordnin‐

gens område. For så vidt angår tilfælde, der falder uden for

forordningens område, indebærer bestemmelsen derimod en

ret til sletning, som (også) kan håndhæves af domstolene

under en straffesag. Det bemærkes, at databeskyttelsesfor‐

ordningen ikke er til hinder for, at medlemsstaterne vedtager

nationale regler, som giver en beskyttelse svarende til den,

der følger af forordningen, for behandling af oplysninger,

som ikke er omfattet af forordningen.

Bestemmelsen vil kun finde anvendelse i forhold til perso‐

ner eller virksomheder mv., der har en sådan rådighed over

udtalelsen mv., at det er muligt at slette den. Dette indebæ‐

rer, at domfældte, i det omfang denne har rådighed over en

hjemmeside mv., hvor ærekrænkelsen er udbredt, vil kunne

forpligtes til at slette den pågældende ærekrænkelse, lige‐

som domfældte, hvis der er tale om et opslag i eget navn på

Facebook, skal slette opslaget. Har domfældte ikke rådighed

over den pågældende hjemmeside mv., vil bestemmelsen ik‐

ke kunne finde anvendelse i forhold til domfældte. Bestem‐

melsen vil finde anvendelse, selv om den pågældende artikel

mv. er delt eller kopieret af andre, så ærekrænkelsen fortsat

vil kunne findes på internettet. Det bemærkes, at artikler mv.

ofte deles ved at videreformidle et link, som, hvis artiklen

senere fjernes, vil lede til en tom side.

Bestemmelsen vil også omfatte andre, der har den rådighed

over en hjemmeside mv., som kræves for at kunne foretage

sletningen. Bestemmelsen er udformet med henblik på at

sikre sletning i videst muligt omfang af strafbare udtalelser,

og den vil kunne finde anvendelse i relation til både private

og virksomheder, herunder juridiske personer.

Bestemmelsen vil bl.a. indebære, at der i relation til kræn‐

kelser, der er begået gennem indholdet af et massemedie,

som er omfattet af medieansvarsloven, efter omstændighe‐

derne vil kunne pålægges redaktøren, der har rådighed over

mediets hjemmeside, at fjerne den pågældende personoplys‐

ning. Medieansvarslovens ansvarsfordeling indebærer, at det

i visse tilfælde kun er artiklens forfatter, der kan straffes for

krænkelser begået i artiklen, og en forfatter må antages sjæl‐

dent at have en sådan rådighed over mediets hjemmeside, at

den pågældende har mulighed for at fjerne en krænkelse

herfra. Det er efter Straffelovrådets opfattelse ubetænkeligt,

at pligten pålægges redaktøren i de tilfælde, hvor krænkel‐

sen er begået gennem et massemedie, der er omfattet af me‐

dieansvarsloven, og forfatteren eller udgiveren, jf. mediean‐

svarslovens § 9, stk. 1, dømmes herfor. Der henvises i den

forbindelse til medieansvarslovens § 54, hvor en forpligtelse

til at offentliggøre indholdet af en dom i mediet påhviler re‐

daktøren, uanset om en anden er dømt for indholdet af mas‐

semediet.

Det vil endvidere med hjemmel i bestemmelsen kunne på‐

lægges for eksempel Facebook eller andre sociale medier at

fjerne opslag mv. På samme måde vil f.eks. Google kunne

pålægges at afindeksere søgeresultater, der leder hen til in‐

ternetsider, som indeholder f.eks. en ærekrænkelse mod den

domfældte. Der kan i den forbindelse henvises til EU-dom‐

stolens dom af 13. maj 2014 i den såkaldte Google-sag (sag

C-131/12), der omhandlede ”retten til at blive glemt på in‐

ternettet”. Domstolen fastslog i denne sag, at databeskyttel‐

sesdirektivets artikel 12, litra b, og artikel 14, stk. 1, litra a

(om den registreredes indsigelsesret), skal fortolkes således,

at en søgemaskineudbyder er forpligtet til fra den resultatli‐

ste, der vises efter en søgning på en persons navn, at fjerne

link til hjemmesider, som er offentliggjort af tredjemand og

indeholder oplysninger vedrørende denne person, også i det

tilfælde, hvor dette navn eller disse oplysninger ikke forud‐

gående eller samtidig slettes fra disse hjemmesider. Det føl‐

ger i øvrigt af dommens præmisser, at den ret til at blive

glemt, som følger af databeskyttelsesdirektivet, ikke er ab‐

solut, men at det dog kun vil være i særlige situationer, at

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

indgreb i den grundlæggende rettighed til at blive glemt vil

kunne retfærdiggøres.

Det bemærkes i den forbindelse, at domstolene i alle tilfæl‐

de, hvor en anden end gerningsmanden har rådighed over

det pågældende elektroniske medie, vil skulle foretage en

selvstændig vurdering af, hvorvidt et pålæg om at slette den

pågældende meddelelse eller billede vil krænke den pågæl‐

dendes ytringsfrihed efter navnlig EMRK artikel 10. Det vil

således for eksempel kunne være i strid med EMRK artikel

10 at anvende bestemmelsen til at pålægge en redaktør at

slette en artikel eller en del heraf, hvis der for eksempel er

tale om en berettiget viderebringelse fra mediets side af en

ærekrænkende udtalelse fra f.eks. en politiker eller anden

person.

Straffelovrådet finder i den forbindelse – særligt i relation til

personer, hvor pålæggelse af pligt til sletning må anses for

at være et indgreb i ytringsfriheden – at den person mv.,

som påstås at skulle forpligtes til at foretage sletning, skal

indstævnes i forbindelse med straffesagen, hvis denne ikke

er part i sagen i forvejen. Der vil for så vidt angår straffesa‐

ger, der føres af anklagemyndigheden, kunne etableres

hjemmel hertil via retsplejelovens § 684, stk. 1.

Straffelovrådet er opmærksom på, at der vil kunne være en

række både praktiske og juridiske problemstillinger, der i

konkrete tilfælde vil indebære, at bestemmelsen ikke i alle

tilfælde vil kunne anvendes eller håndhæves. Straffelovrådet

er endvidere opmærksom på, at bestemmelsen – selv om den

er bredt formuleret i forhold til den persongruppe, der kan

pålægges at foretage sletning – ikke vil indebære, at freds-

og ærekrænkende ytringer effektivt fjernes fra internettet.

Disse forhold er efter rådets opfattelse ikke i sig selv til‐

strækkelig grund til at afstå fra at foreslå en sådan bestem‐

melse. Det er tværtimod efter rådets opfattelse helt naturligt,

at navnlig en domfældt person, men også andre, forpligtes

til at fjerne udtalelser mv. med et strafbart indhold, hvis det

er muligt.

Straffelovrådet har overvejet, hvilke udtalelser, oplysninger

mv. bestemmelsen bør omfatte. Henset til, at databeskyttel‐

sesforordningen vil supplere bestemmelsen, finder Straffe‐

lovrådet, at bestemmelsen kun bør omfatte udtalelser, med‐

delelser eller billeder, som i sig selv er strafbare, dvs. som

har en sådan karakter, at de er omfattet af § 264 d, § 267 el‐

ler § 268.

Denne afgrænsning indebærer, at udbredelse på internettet

af oplysninger mv., der er fremkommet ved en overtrædelse

af straffelovens §§ 263-264 c, ikke vil være omfattet af be‐

stemmelsen, medmindre udbredelsen i sig selv også er en

krænkelse af f.eks. § 264 d.

I tilfælde, hvor f.eks. en ærekrænkelse er begået i en artikel,

vil det efter omstændighederne være tilstrækkeligt at fjerne

selve den ærekrænkende sætning, således at artiklen i øvrigt

kan forblive på internettet. Det afgørende er, at den persono‐

plysning, der er behandlet ulovligt i medfør af §§ 264 d, 267

og 268, ikke længere fremgår eller er beskrevet i artiklen, og

personoplysningen eller den sætning, som den eventuelt ind‐

går i, vil således kunne erstattes af en anden sætning, der ik‐

ke indebærer en krænkelse.

Personoplysningen skal helt fjernes fra internettet, og det vil

således ikke være tilstrækkeligt at foretage afindeksering,

hvor den pågældende internetside ikke kan søges frem via

søgemaskiner, men hvor siden kan findes ved at indtaste den

præcise url-adresse. Det vil efter omstændighederne være

tilstrækkeligt at anonymisere. Pålægges f.eks. Google eller

en anden tjeneste, som ikke har mulighed for at fjerne artik‐

ler, forpligtelser efter bestemmelsen, vil afindeksering imid‐

lertid være tilstrækkelig og i øvrigt det ønskede middel.

Det følger af formålet med bestemmelsen, at udtalelser mv.

skal slettes uden unødig forsinkelse i forlængelse af, at dom‐

men er endelig.

Det bemærkes, at en domfældt eller andre personer fortsat

uanset den foreslåede bestemmelse vil have de pligter, som

fremgår af databeskyttelseslovgivningen, og at bestemmel‐

sen ikke tilsigter at indsnævre de pligter, der følger heraf.

Er en person pålagt at fjerne en ærekrænkelse efter den fore‐

slåede bestemmelse, og efterkommes dette pålæg ikke, kan

den pågældende straffes med bøde eller fængsel indtil 4 må‐

neder, jf. retsplejelovens § 535, stk. 1. Den pågældende kan

endvidere efter omstændighederne på ny straffes efter §§

264 d, 267 eller 268.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 183-196.

2.11.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets ud‐

formning

Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvejelser og

forslag om en bestemmelse om sletning, og lovforslaget er

udformet i overensstemmelse med Straffelovrådets lovud‐

kast.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 12 (forslag til straffe‐

lovens § 271), og bemærkningerne hertil.

2.12. Mulighed for nedlæggelse af referat- og navnefor‐

bud forud for hovedforhandlingen i private straffesager

og skærpelse af straffen for overtrædelse af bl.a. referat-

og navneforbud

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

2.12.1. Gældende ret

2.12.1.1.

Retten kan efter retsplejelovens § 30 i straffesager

forbyde offentlig gengivelse af forhandlingen (referatfor‐

bud), bl.a. når offentlig gengivelse vil udsætte nogen for en

unødvendig krænkelse.

Efter retsplejelovens § 31, stk. 1, kan retten i straffesager

forbyde offentlig gengivelse af navn, stilling eller bopæl for

sigtede (tiltalte), eller at den pågældendes identitet på anden

måde offentliggøres (navneforbud), når offentlig gengivelse

må antages at bringe nogens sikkerhed i fare, eller når of‐

fentlig gengivelse vil udsætte nogen for en unødvendig

krænkelse.

Det fremgår ikke af forarbejderne til retsplejelovens §§ 30

og 31 eller af retspraksis vedrørende bestemmelserne, hvor‐

vidt der kan nedlægges navne- eller referatforbud i private

straffesager. Det fremgår derfor heller ikke af hverken forar‐

bejder eller retspraksis, hvornår der i givet fald under sagens

behandling kan nedlægges referat- eller navneforbud i priva‐

te straffesager, herunder om retten kan nedlægge referat- el‐

ler navneforbud forud for hovedforhandlingen i en privat

straffesag.

2.12.1.2.

Efter retsplejelovens § 32 b, stk. 1, kan overtrædel‐

se af bl.a. referatforbud straffes med bøde.

Overtrædelse af et navneforbud efter retsplejelovens § 31

straffes med bøde, hvis den pågældende var bekendt med

forbuddet, jf. § 32 b, stk. 2. Det samme gælder, hvis den på‐

gældende vidste eller burde vide, at sagen verserede ved ret‐

ten, eller at politiet efterforskede sagen, og den pågældende

ikke havde forhørt sig hos politiet, anklagemyndigheden el‐

ler retten om, hvorvidt der var nedlagt navneforbud.

Efter retspraksis er det generelle udgangspunkt, herunder for

journalister, at der for ét førstegangstilfælde med overtræ‐

delse af et navneforbud fastsættes en bøde på 5.000 kr.,

mens en redaktørs bøde som udgangspunkt fastsættes til

10.000 kr.

2.12.2. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets ud‐

formning

2.12.2.1.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan det give an‐

ledning til tvivl, hvorvidt der efter retsplejelovens §§ 30 og

31 kan nedlægges navne- og referatforbud i private straffe‐

sager.

I medfør af retsplejelovens § 989 behandles straffesager, der

påtales af private, efter reglerne om den borgerlige retspleje,

jf. dog § 990. Efter retsplejelovens § 990 har statsadvokaten

visse kompetencer i forbindelse med anke af sager underlagt

privat påtale.

Efter Justitsministeriets opfattelse ændrer dette dog ikke

ved, at der materielt er tale om en straffesag, hvor det alene

er de processuelle regler, der følger den borgerlige retsplejes

former. Når det således fremgår af retsplejelovens §§ 30 og

31, at retten i straffesager i visse situationer kan nedlægge

henholdsvis referat- og navneforbud, kan det efter Justitsmi‐

nisteriets opfattelse lægges til grund, at retten også i dag har

denne mulighed i private straffesager, eftersom der materielt

i disse sager er tale om en straffesag.

I medfør af retsplejelovens § 845, stk. 1, kan retten efter an‐

modning fra anklagemyndigheden, forsvareren eller et vidne

forud for hovedforhandlingen træffe afgørelse om bl.a. refe‐

rat- og navneforbud efter §§ 30 og 31. Efter Justitsministeri‐

ets opfattelse finder § 845 ikke anvendelse på private straf‐

fesager, der behandles i den borgerlige retsplejes former, ef‐

tersom retsplejelovens § 845 er placeret i retsplejelovens

fjerde bog, der omhandler strafferetsplejen. Private straffe‐

sager behandles således processuelt i den borgerlige retsple‐

jes former, dvs. efter reglerne i retsplejelovens anden og

tredje bog.

Ofte vil anlæggelse af en retssag skabe mere opmærksom‐

hed omkring sagen. Der kan derfor være tvivl om, hvorvidt

personer, der er udsat for en ærekrænkelse, ønsker at anlæg‐

ge sag om dette af frygt for, at et sagsanlæg blot vil skabe

mere omtale. I lyset af dette foreslås det, at retten i private

straffesager om overtrædelse af straffelovens §§ 264 d, 267

og 268 kan nedlægge navne- eller referatforbud allerede

under et særskilt retsmøde forud for hovedforhandlingen.

Dette svarer som angivet ovenfor til, hvad der gælder i straf‐

fesager, der er undergivet offentlig påtale, jf. retsplejelovens

§ 845.

I medfør af retsplejelovens § 30 b, stk. 1, og § 31 a, stk. 1,

har bl.a. personer, der er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4,

mulighed for at udtale sig om spørgsmål om referat- eller

navneforbud, før retten træffer afgørelse om et forbud. Per‐

soner, der er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4, er redaktører

og redaktionelle medarbejdere ved medier, der er omfattet af

medieansvarslovens § 1, nr. 1-3.

Udgangspunktet i private straffesager, der som angivet

ovenfor behandles efter reglerne om den borgerlige retsple‐

je, er i medfør af retsplejelovens § 339 a, at retsmøder under

forberedelsen, hvor der ikke sker bevisførelse til brug for

hovedforhandlingen, holdes for lukkede døre, medmindre

retten bestemmer andet.

Med henblik på at sikre, at medierepræsentanter får samme

mulighed for at udtale sig forud for rettens beslutning om

nedlæggelse af referat- eller navneforbud, når dette sker i re‐

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

lation til en privat straffesag, som når det sker i relation til

en straffesag, der er undergivet offentlig påtale, foreslås det,

at bestemmelsen i retsplejelovens § 339 a ikke finder anven‐

delse på retsmøder efter den foreslåede § 31 c. Dette inde‐

bærer, at retsmøder efter den foreslåede § 31 c som ud‐

gangspunkt er offentlige i medfør af retsplejelovens § 28 a,

og at den ret til at udtale sig for medierepræsentanter, der

følger af retsplejelovens §§ 30 b, stk. 1, og 31 a, stk. 1, også

finder anvendelse i forbindelse med disse retsmøder.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 1 og 4, og be‐

mærkningerne hertil.

2.12.2.2.

Efter Justitsministeriets opfattelse er der behov for

at styrke den strafferetlige beskyttelse imod overtrædelse af

referat- og navneforbud. Ministeriet ønsker derfor at skærpe

bødestraffen for overtrædelse af navne- og referatforbud

markant, således at der i sager vedrørende overtrædelse af

navne- og referatforbud som udgangspunkt sker en femdob‐

ling af bødeniveauet i forhold til i dag.

Det foreslås, at retsplejelovens § 32 b, stk. 1 og 2, ændres,

og det forudsættes herved, at straffen for overtrædelse af de

bestemmelser, der henvises til i § 32 b, stk. 1 og 2, femdob‐

les. Udgangspunktet efter ændringens ikrafttrædelse bliver,

at bl.a. en journalists overtrædelse af et navneforbud i førs‐

tegangstilfælde medfører en bødestraf på 25.000 kr., mens

en redaktørs overtrædelse som udgangspunkt vil medføre en

bødestraf på 50.000 kr.

Efter gældende ret er det en forudsætning for, at en person

kan ifalde bødeansvar for overtrædelse af et navneforbud, at

den pågældende var bekendt med forbuddet, vidste eller

burde vide, at sagen verserede ved retten, eller at politiet ef‐

terforskede sagen, og den pågældende ikke havde forhørt sig

hos politiet, anklagemyndigheden eller retten om, hvorvidt

der var nedlagt navneforbud. Forslaget ændrer ikke herved.

Fastsættelsen af straffen for overtrædelse af § 32 b, stk. 1 og

2, vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det

enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det

angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående

retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende el‐

ler formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige

regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Eksempelvis vil det kunne indgå som en formildende om‐

stændighed, hvis overtrædelsen af f.eks. et referat- eller nav‐

neforbud ikke er formidlet til en videre kreds.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 2 og 3, og be‐

mærkningerne hertil.

2.13. Forhøjelse af tortgodtgørelse i sager om freds- og

æreskrænkelser

2.13.1. Gældende ret

2.13.1.1.

Dansk erstatningsret bygger på et grundlæggende

princip om, at der alene kan kræves erstatning, hvis der som

følge af en skade pådrages et økonomisk tab. Herudover er

der i visse tilfælde fastsat regler om godtgørelse for ikke-

økonomisk skade. En ikke-økonomisk skade er karakterise‐

ret ved, at vurderingen af skaden beror på mere subjektivt

prægede kriterier som lidelse, tort, ubehag mv., hvor der ik‐

ke uden videre kan opstilles en objektiv økonomisk måle‐

stok for skadens omfang og tabets størrelse.

Godtgørelsernes størrelse kan ikke sammenlignes med de

beløb, der fastsættes som erstatning for økonomiske tab, idet

disse erstatninger fastsættes på grundlag af dokumenterede

opgørelser af det økonomiske tab, som hændelsen har med‐

ført for den skadelidte.

2.13.1.2.

Erstatningsansvarslovens § 26 indeholder regler

om tort- og krænkelsesgodtgørelse. Det følger af erstat‐

ningsansvarslovens § 26, stk. 1, at der kan tilkendes tort‐

godtgørelse, såfremt der er sket en retsstridig krænkelse af

en persons frihed, fred, ære eller person. Erstatningsansvars‐

lovens § 26, stk. 1, er en videreførelse af den dagældende re‐

gel i § 15, stk. 1, i ikrafttrædelsesloven til straffeloven, jf.

herved § 2 i lov nr. 89 af 29. marts 1972. Efter den dagæl‐

dende § 15, stk. 2, i ikrafttrædelsesloven skulle godtgørel‐

sens størrelse fastsættes under hensyn til krænkelsens grov‐

hed, handlingens beskaffenhed og omstændighederne i øv‐

rigt.

Ikrafttrædelseslovens § 15, stk. 2, blev ikke medtaget i er‐

statningsansvarsloven, men det fremgår af lovforslaget, at

der ikke er tilsigtet nogen ændring med hensyn til udmåling

af godtgørelsen. Godtgørelsen skal således fortsat fastsættes

under hensyn til krænkelsens grovhed, handlingens beskaf‐

fenhed og omstændighederne i øvrigt, jf. lovforslag nr. L 7

af 6. februar 1984 om erstatningsansvar, Folketingstidende

1983-84 (2. samling), tillæg A, sp. 123.

For at der kan tilkendes en tortgodtgørelse efter erstatnings‐

ansvarslovens § 26, stk. 1, skal der foreligge en retsstridig

krænkelse. For at en krænkelse er retsstridig, skal der fore‐

ligge en culpøs krænkelse af en vis grovhed.

2.13.1.3.

Efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, kan der

ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lægges vægt på,

om der er tale om en overtrædelse af straffelovens kapitel 23

om forbrydelser i familieforhold, f.eks. incest, eller kapitel

24 om seksualforbrydelser, f.eks. voldtægt, og om krænkel‐

sen er begået over for en person under 18 år.

Bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, blev i

sin oprindelige form indsat ved lov nr. 463 af 7. juni 2001

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

og finder anvendelse på forhold begået efter den 1. januar

2002. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at

ændringen som udgangspunkt skulle føre til en fordobling af

godtgørelsesbeløbene i forhold til det hidtidige niveau, jf.

Folketingstidende 2000-01 (2. samling), tillæg A, side 3521.

Med lov nr. 140 af 28. februar 2018 blev bestemmelsen ny‐

affattet. Lovændringen indebærer, at der ved fastsættelsen af

tortgodtgørelsen kan lægges vægt på, om krænkelsen er be‐

gået mod en person, der er under 18 år. Samtidig indebærer

lovændringen, at niveauet for tortgodtgørelse i alle sager om

seksuelle krænkelser forhøjes.

2.13.1.4.

Straffelovens bestemmelser om freds- og ærekræn‐

kelser findes i kapitel 27. Der findes kun et begrænset antal

domme om tortgodtgørelse i sager, hvor personer har været

udsat for ærekrænkelser eller krænkelser af privatlivets fred,

og der findes kun et begrænset antal trykte domme herom.

En gennemgang af denne retspraksis viser, at tortgodtgørel‐

serne varierer fra 10.000 kr. til 100.000 kr. i sager om ære‐

krænkelse, krænkelse af privatlivets fred og retsstridige

krænkelser i øvrigt. Gennemgangen viser, at domstolene ved

fastlæggelsen af den økonomiske kompensations størrelse

særligt inddrager grovheden af krænkelsen samt spørgsmålet

om, hvorvidt handlingen er foretaget for vindings skyld, her‐

under den økonomiske interesse, som mediet har haft i den

retsstridige offentliggørelse.

2.13.2. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets ud‐

formning

2.13.2.1.

Vurderingen af, på hvilket niveau tortgodtgørelser‐

ne i sager om ærekrænkelser og krænkelser af privatlivets

fred bør ligge, for at de opleves som rimelige, er særdeles

vanskelig at foretage, idet den tort, der er lidt, ikke kan op‐

gøres i et bestemt pengebeløb. Det er således i sidste ende et

politisk spørgsmål, hvilket generelt niveau godtgørelserne

bør ligge på.

Justitsministeriet finder, at det nuværende tortgodtgørelses‐

niveau i sager om freds- og ærekrænkelser er for lavt og ik‐

ke i tilstrækkelig grad afspejler den krænkelse af offeret, der

finder sted, og de konsekvenser, som disse krænkelser kan

påføre offeret, jf. lovforslagets pkt. 2.1.3.

Det er Justitsministeriets vurdering, at en hævelse af tort‐

godtgørelsesniveauerne i disse sager – ud over at tjene et

genoprettelseshensyn – også kan virke præventivt, således at

det f.eks. for massemedier vil blive mindre attraktivt at of‐

fentliggøre krænkende materiale.

2.13.2.2.

Erstatningsansvarslovens § 26 overlader domstole‐

ne et vidt skøn ved udmålingen af godtgørelser. Niveauerne

for godtgørelserne er således ikke reguleret i selve erstat‐

ningsansvarsloven, men der er tilkendegivelser i bemærk‐

ningerne til erstatningsansvarslovens § 26 om niveauerne

for godtgørelserne. Tortgodtgørelse bør som hidtil fastsættes

af domstolene ud fra et samlet skøn over den konkrete sags

omstændigheder, og niveauerne bør som hidtil udvikle sig

gennem domstolenes praksis.

Der foreslås imidlertid en udvidelse af erstatningsansvarslo‐

vens § 26, stk. 2, således, at der ved fastsættelse af tortgodt‐

gørelsens størrelse endvidere kan lægges vægt på, om der er

sket en overtrædelse af visse af bestemmelserne i straffelo‐

vens kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser. Det gælder og‐

så i en civil sag, hvor retten vurderer, at der ville være sket

domfældelse for en overtrædelse af straffelovens bestem‐

melser om freds- og ærekrænkelser, hvis der var rejst en

straffesag.

2.13.2.3.

Hensigten med forslaget er, at tortgodtgørelsesni‐

veauerne i sager om freds- og ærekrænkelser som udgangs‐

punkt skal forhøjes 3 gange i forhold til det nuværende ni‐

veau. Forhøjelsen gælder de foreslåede bestemmelser vedrø‐

rende uberettiget adgang til datasystemer, brud på brevhem‐

meligheden og hemmelig aflytning (§ 263), uberettiget vide‐

regivelse mv. af adgangsmidler til et datasystem(§ 263 a),

husfredskrænkelser (§ 264), uberettiget fotografering af per‐

soner på ikke frit tilgængeligt sted (§ 264 a), uberettiget ud‐

nyttelse mv. af oplysninger fremkommet ved visse freds‐

krænkelser (§ 264 c), uberettiget videregivelse af meddelel‐

ser eller billeder vedrørende en andens private forhold (§

264 d) og ærekrænkelser (§§ 267-268).

Det følger af erstatningsansvarslovens § 15, at de beløb,

som er nævnt i eksempelvis erstatningsansvarslovens § 3 om

svie og smerte, reguleres årligt med en tilpasningsprocent

for det pågældende finansår. Således sikres det, at de beløb,

som er nævnt i erstatningsansvarsloven, følger lønudviklin‐

gen. Tort- og krænkelsesgodtgørelse efter erstatningsan‐

svarslovens § 26 er ikke nævnt i erstatningsansvarslovens §

15, da der ikke er noget beløb i erstatningsansvarslovens §

26, som kan reguleres.

Domstolene bør således, når der udmåles tortgodtgørelse i

sager om freds- og ærekrænkelser, fremover tage hensyn til

den almindelige lønudvikling i overensstemmelse med prin‐

cipperne i erstatningsansvarslovens § 15. Herved sikres det,

at godtgørelsesniveauerne ikke stagnerer på 2018-niveau.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3 og bemærkninger‐

ne hertil.

2.14. Udvidelse af medieansvarslovens anvendelsesområ‐

de til at omfatte medier, der modtager visse former for

mediestøtte

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

2.14.1. Gældende ret

2.14.1.1. Medieansvarsloven regulerer mediernes ansvar og

indeholder bl.a. regler om overholdelse af god presseskik og

Pressenævnets kompetence. Medier omfattet af loven under‐

lægges endvidere medieansvarslovens særlige ansvarssy‐

stem, der bl.a. indeholder detaljerede regler om fordeling af

straffe- og erstatningsansvar for forfattere, ansvarshavende

redaktører og – i særlige tilfælde – udgivere.

Medieansvarslovens § 1 angiver de medier, der er omfattet

af loven. Loven omfatter, jf. § 1, nr. 1 og 2, henholdsvis in‐

denlandske periodiske skrifter og radio- og fjernsynsudsen‐

delser fra registrerede radio- og tv-stationer. Omfattet er så‐

ledes ikke udenlandske periodiske skrifter, herunder uden‐

landske aviser samt udenlandske fjernsynsudsendelser.

Efter § 1, nr. 3, er også andre tekster, billeder og lydpro‐

grammer, der periodisk udbredes til offentligheden, omfattet

af loven, hvis de har karakter af en nyhedsformidling, som

kan ligestilles med den nyhedsformidling, der er omfattet af

nr. 1 eller 2. Bestemmelsen vedrører elektroniske masseme‐

dier og omfatter bl.a. nyhedsmediernes hjemmesider.

Efter lovens § 8, stk. 1, er det en betingelse for, at nyheds‐

medier, der er omfattet er definitionen i § 1, nr. 3, er omfat‐

tet af loven, at de har indgivet anmeldelse til Pressenævnet.

Pressenævnet foretager ikke en egentlig prøvelse af, om et

nyhedsmedie opfylder kravene i § 1, nr. 3, når nævnet mod‐

tager en anmeldelse efter § 8, stk. 1. Indgives der derimod

en klage over nyhedsmediet, vil Pressenævnet i forbindelse

med klagesagen prøve, om nyhedsmediet faktisk er omfattet

af § 1, nr. 3.

Formålet med den gældende bestemmelse er navnlig at sik‐

re, at omverdenen, navnlig en krænket borger, kan få kend‐

skab til, om et bestemt foretagende er omfattet af de særlige

ansvarsregler, ligesom det kan efterprøves, om betingelserne

i § 1, nr. 3, er opfyldt. Det følger af kravet om tilmelding, at

det er nyhedsmediet selv, der vurderer, om medieansvarslo‐

vens særlige ansvarssystem skal finde anvendelse for ny‐

hedsmediet, Pressenævnets kompetence osv. Baggrunden

for, at det er frivilligt for nyhedsmediet, om det ønsker at til‐

melde sig, har været, at det i visse tilfælde vil kunne være

vanskeligt at afgøre, om de materielle krav i § 1, nr. 3, er

opfyldt.

2.14.1.2.

Efter mediestøttelovens §§ 3 og 4 kan der ydes re‐

daktionel produktionsstøtte til trykte nyhedsmedier og til

skrevne internetbaserede nyhedsmedier, der formidler selv‐

stændigt journalistisk bearbejdet stof. § 3, stk. 2, opstiller en

række nærmere betingelser for tildeling af støtte.

Det er bl.a. en betingelse for opnåelse af tilskud, at nyheds‐

mediet er et selvstændigt medie med en ansvarshavende re‐

daktør, jf. § 3, stk. 2, nr. 1. De redaktionelle medarbejdere

skal sammen med den ansvarshavende redaktør udgøre mi‐

nimum tre årsværk, jf. § 3, stk. 2, nr. 2.

Nyhedsmediet skal henvende sig til en bred kreds af brugere

og ikke alene være rettet mod bestemte erhvervs- og fag‐

grupper, medlemmer af arbejdsgiver-, arbejdstager- eller

brancheorganisationer, politiske partier eller ansatte i offent‐

lige institutioner m.v., jf. § 3, stk. 2, nr. 3. Hvad angår ejer‐

forhold, må nyhedsmediet ikke være ejet med to tredjedele

eller mere af arbejdsgiver-, arbejdstager- eller brancheorga‐

nisationer, jf. § 3, stk. 2, nr. 4.

Nyhedsmediet skal leveres eller stilles til rådighed i hele

landet på ens vilkår for brugerne og være tilgængeligt for al‐

le, eventuelt mod betaling, idet rabat dog kan ydes til ud‐

valgte grupper i forbindelse med kampagner, jf. § 3, stk. 2,

nr. 5.

Mediestøttelovens § 3, stk. 2, nr. 6-8, stiller krav til nyheds‐

mediets indhold. Mindst halvdelen af indholdet skal være

redaktionelt stof i form af artikler m.v. inden for et bredt

emneområde og med behandling af aktuelt nyhedsstof. I det

redaktionelle stof skal primært behandles politiske, sam‐

fundsrelaterede og kulturelle temaer. Mindst en sjettedel af

det samlede indhold skal være selvstændigt journalistisk be‐

arbejdet med henblik på offentliggørelse i det pågældende

nyhedsmedie.

Endelig skal nyhedsmediet opfylde et krav om periodicitet,

idet det efter § 3, stk. 2, nr. 9, er et krav, at nyhedsmediet

udkommer minimum ti gange om året.

Efter mediestøttelovens § 4 kan der ydes supplerende støtte

til trykte landsdækkende nyhedsmedier, der udkommer mi‐

nimum 4 dage om ugen og har et samlet oplag på under

40.000 eksemplarer pr. udgivelse, samt til skrevne internet‐

baserede nyhedsmedier, som ikke har samme ejer eller udgi‐

ver som et andet nyhedsmedie, der er omfattet af lov om ra‐

dio- og fjernsynsvirksomhed eller af bestemmelser om frita‐

gelse for afgift i henhold til momsloven. For at kunne mod‐

tage supplerende støtte skal nyhedsmediet opfylde betingel‐

serne i § 3, stk. 2, dog stilles skærpede krav til indholdet.

Der kan herudover i medfør af mediestøttelovens §§ 6-8

ydes såkaldt projektstøtte fra Innovationspuljen til etablering

og udvikling af nyhedsmedier.

Etableringstilskud, jf. § 7, kan ydes til forundersøgelser eller

projekter, hvor et nyt, selvstændigt nyhedsmedie etableres.

Udviklingstilskud, jf. § 8, kan ydes til forundersøgelser eller

projekter, hvor der gennemføres en omstilling eller udvik‐

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

ling af et eksisterende, selvstændigt nyhedsmedie med hen‐

blik på at fastholde, forbedre eller udvikle produktion og

formidling af det redaktionelle indhold eller at gennemføre

en omstilling til ny teknologi eller infrastruktur.

Det er ikke en betingelse for at modtage redaktionel produk‐

tionsstøtte eller projektstøtte, at det pågældende nyhedsme‐

die er omfattet af medieansvarsloven, eller at nyhedsmediet

i øvrigt handler i overensstemmelse med god presseskik.

2.14.2. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets ud‐

formning

Medielandskabet har ændret sig væsentligt siden mediean‐

svarsloven blev vedtaget i 1991. Den teknologiske udvikling

har betydet, at langt de fleste traditionelle nyhedsmedier har

tilknyttede digitale nyhedsmedier, og at flere og flere ny‐

hedsmedier bliver rent internetbaserede og kun er tilgænge‐

lige elektronisk.

Som beskrevet i pkt. 2.14.1.2 er det ikke en betingelse for at

modtage redaktionel produktionsstøtte eller projektstøtte, at

det pågældende nyhedsmedie er omfattet af medieansvarslo‐

ven, eller at nyhedsmediet i øvrigt handler i overensstem‐

melse med god presseskik. Der kan således tænkes tilfælde,

hvor et elektronisk nyhedsmedie modtager redaktionel pro‐

duktionsstøtte eller projektstøtte, men ikke er omfattet af

medieansvarsloven og derfor bl.a. ikke er omfattet af medie‐

ansvarslovens særlige ansvarssystem.

En lang række elektroniske nyhedsmedier har tilmeldt sig

Pressenævnet efter lovens § 8, stk. 1. Der findes imidlertid

også enkelte elektroniske nyhedsmedier, som ikke har til‐

meldt sig, og som derfor ikke er underlagt de særlige an‐

svarsregler eller Pressenævnets kompetence, som følger af

loven. Den manglende tilmelding kan skyldes, at nyhedsme‐

diet ikke mener, at det opfylder de materielle krav om perio‐

dicitet og nyhedsformidling i § 1, nr. 3, eller at nyhedsmedi‐

et ikke ønsker at være underlagt medieansvarslovens regler.

Formålet med tilmeldingsordningen er som anført ovenfor

under pkt. 2.14.1 ikke, at det bør være frivilligt for nyheds‐

medier, der rent faktisk opfylder de materielle krav i § 1, nr.

3, om de vil være omfattet af medieansvarsloven, men at det

på grund af sådanne nyhedsmediers meget forskellige karak‐

ter i visse tilfælde vil kunne være vanskeligt at afgøre, om

de materielle krav i § 1, nr. 3, er opfyldt, hvorfor der er fun‐

det behov for en frivillig tilmeldingsordning.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at det i hvert fald i det

tilfælde, hvor et elektronisk nyhedsmedie modtager redak‐

tionel produktionsstøtte, bør være et krav, at nyhedsmediet

samtidig er underlagt reglerne i medieansvarsloven. Det er i

den forbindelse Justitsministeriets vurdering, at hvor betin‐

gelserne for at modtage redaktionel produktionsstøtte i me‐

diestøttelovens §§ 3 eller 4 er opfyldt, opfylder det pågæl‐

dende nyhedsmedie også de materielle krav i medieansvars‐

lovens § 1, nr. 3. De hensyn, der ligger til grund for den

gældende tilmeldingsordning, jf. § 8, stk. 1 – at det ikke al‐

tid er klart, om de materielle krav i § 1, nr. 3, er opfyldt –

gør sig derfor ikke på samme måde gældende for elektroni‐

ske nyhedsmedier, der modtager redaktionel produktions‐

støtte.

Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at elektroni‐

ske nyhedsmedier, der modtager projektstøtte efter medie‐

støttelovens §§ 6-8, også bør være automatisk omfattet af

medieansvarslovens regler, i det omfang de materielle krav i

medieansvarslovens § 1, nr. 3, er opfyldt for det enkelte ny‐

hedsmedie.

Det foreslås derfor, at massemedier omfattet af mediean‐

svarslovens § 1, nr. 3, som modtager redaktionel produkti‐

onsstøtte eller projektstøtte, omfattes af loven, uanset om de

har indgivet anmeldelse til Pressenævnet.

2.14.2.1.

Det foreslås, at der indsættes en ny regel i medie‐

ansvarslovens § 8, stk. 1, hvorefter foretagender, der udgiver

massemedier som nævnt i § 1, nr. 3, og som modtager re‐

daktionel produktionsstøtte eller projektstøtte efter lov om

mediestøtte, er omfattet af loven, uanset om de har indgivet

anmeldelse til Pressenævnet. De pågældende nyhedsmedier

vil dermed automatisk omfattes af medieansvarsloven, her‐

under reglerne om Pressenævnets kompetence, genmæle og

det særlige ansvarssystem. Nyhedsmedierne vil endvidere

kunne påberåbe sig reglerne om kildebeskyttelse i retspleje‐

lovens § 172, stk. 1, 2 og 4, der gælder for redaktører og re‐

daktionelle medarbejdere ved massemedier omfattet af me‐

dieansvarsloven. Retten til aktindsigt efter reglerne i retsple‐

jelovens § 41 f, jf. § 41, stk. 3, vil også gælde for de masse‐

medier, der automatisk omfattes af medieansvarsloven.

For at et nyhedsmedie omfattes af den foreslåede bestem‐

melse, skal der for det første være tale om et nyhedsmedie,

der opfylder de materielle krav i § 1, nr. 3. Det er Justitsmi‐

nisteriets vurdering, at hvor betingelserne for at modtage re‐

daktionel produktionsstøtte i mediestøttelovens § 3 er op‐

fyldt, opfylder det pågældende nyhedsmedie også de materi‐

elle krav om periodisk udbredelse og kravet om nyhedsfor‐

midling i medieansvarslovens § 1, nr. 3.

For så vidt angår elektroniske nyhedsmedier, der modtager

projektstøtte i medfør af mediestøttelovens §§ 6-8, er det

vanskeligere uden videre at lægge til grund, at de også op‐

fylder de materielle krav i medieansvarslovens § 1, nr. 3,

idet projektstøtte bl.a. også kan gives til etablering. Som ud‐

gangspunkt vil elektroniske nyhedsmedier, der modtager

projektstøtte efter mediestøtteloven, være omfattet af medie‐

ansvarsloven, men det vil i sidste ende være op til Presse‐

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

nævnet og domstolene konkret at vurdere, hvorvidt de mate‐

rielle betingelser i medieansvarslovens § 1, nr. 3, er opfyldt.

For det andet skal det pågældende nyhedsmedie modtage re‐

daktionel produktionsstøtte eller projektstøtte. Den foreslåe‐

de ændring omfatter i kraft af henvisning til medieansvarslo‐

vens § 1, nr. 3, alene de elektroniske nyhedsmedier, dvs. ny‐

hedsmedier, hvis indhold formidles via eksempelvis en

hjemmeside eller apps til tablet eller mobil. Elektroniske ny‐

hedsmedier vil også omfatte eventuelle internet-udgaver til‐

knyttet de trykte nyhedsmedier. Hvorvidt den trykte udgave

af nyhedsmediet er omfattet af medieansvarsloven vil som

hidtil afhænge af, om det trykte nyhedsmedie opfylder kra‐

vene i medieansvarslovens § 1, nr. 1.

Det foreslås dog, at elektroniske nyhedsmedier, som hen‐

vender sig til et dansk mindretal i udlandet, ikke automatisk

omfattes af medieansvarsloven, selvom de modtager redak‐

tionel produktionsstøtte. Baggrunden for at undtage disse

nyhedsmedier er, at de henvender sig til personer bosat uden

for Danmark, og at de må antages at være reguleret af uden‐

landsk ret.

Det forudsættes allerede i dag, at enhver ved henvendelse til

Pressenævnet kan få oplysning om, hvorvidt et elektronisk

nyhedsmedie er anmeldt til Pressenævnet og dermed omfat‐

tet af medieansvarsloven. Da det er Medienævnet, der admi‐

nistrerer mediestøtteordningen, forudsætter den foreslåede

ændring således i praksis en videregivelse af oplysninger om

støtteberettigede elektroniske nyhedsmedier fra Medienæv‐

net til Pressenævnet, herunder om bortfald og tilbagekaldel‐

se af støtte. Det forudsættes på den baggrund, at Medienæv‐

net hvert år i forbindelse med tilsagn om tilskud sender en

liste over elektroniske nyhedsmedier, hvortil der ydes redak‐

tionel produktionsstøtte eller projektstøtte, til Pressenævnet.

Listen vil skulle omfatte både internet-udgaver af trykte ny‐

hedsmedier, samt rent internetbaserede nyhedsmedier. Er

der tale om et nyhedsmedie, der henvender sig til et dansk

mindretal i udlandet, jf. forslaget til mediestøttelovens § 2,

2. pkt., skal dette fremgå af listen, idet disse nyhedsmedier

efter forslaget ikke automatisk vil blive omfattet af mediean‐

svarsloven.

En opdateret liste over elektroniske nyhedsmedier, der mod‐

tager redaktionel produktionsstøtte eller projektstøtte, vil

skulle være offentlig tilgængelig på Pressenævnets hjemme‐

side. Pressenævnet vil dog – på samme måde som det i dag

gælder for de medier, som har indgivet anmeldelse efter me‐

dieansvarslovens § 8, stk. 1 – kun foretage prøvelse af, om

mediet faktisk er omfattet af medieansvarslovens § 1, nr. 3,

når der indgives en klage over nyhedsmediet.

Trykte nyhedsmedier såsom aviser og blade, der opfylder

kriterierne i medieansvarslovens § 1, nr. 1, herunder kravet

om at skulle være ”indenlandske”, omfattes fortsat automa‐

tisk af loven.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 1 og 2, og be‐

mærkningerne hertil.

3. Forholdet til databeskyttelsesforordningen og databe‐

skyttelsesloven

Som anført under pkt. 2.5.1.1 finder databeskyttelsesforord‐

ningen og databeskyttelsesloven, som justitsministeren

fremsatte lovforslag til den 25. oktober 2017, anvendelse fra

den 25. maj 2018.

Databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven gæl‐

der bl.a. for behandling af personoplysninger, der helt eller

delvis foretages ved hjælp af automatisk databehandling, og

på ikke-automatisk behandling af personoplysninger, der er

eller vil blive indeholdt i et register.

Forordningen og loven gælder dog bl.a. ikke for behandling

af personoplysninger omfattet af lov om retshåndhævende

myndigheders behandling af personoplysninger.

I databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, findes de

relevante bestemmelser om, hvornår almindelige persono‐

plysninger må behandles, herunder indsamles og videregi‐

ves. Efter bestemmelsen er behandling af personoplysninger

kun lovlig, hvis den registrerede har givet samtykke til be‐

handlingen af sine personoplysninger til et eller flere speci‐

fikke formål, jf. litra a, hvis behandling er nødvendig af hen‐

syn til opfyldelse af en kontrakt, som den registrerede er

part i, eller af hensyn til gennemførelse af foranstaltninger,

der træffes på den registreredes anmodning forud for indgå‐

else af en kontrakt, jf. litra b, hvis behandling er nødvendig

for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den da‐

taansvarlige, jf. litra c, hvis behandling er nødvendig for at

beskytte den registreredes eller en anden fysisk persons vita‐

le interesser, jf. litra d, hvis behandling er nødvendig af hen‐

syn til udførelse af en opgave i samfundets interesse, eller

som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den

dataansvarlige har fået pålagt, jf. litra e, eller hvis behand‐

ling er nødvendig for, at den dataansvarlige eller en tredje‐

mand kan forfølge en legitim interesse, medmindre den regi‐

streredes interesser eller grundlæggende rettigheder og fri‐

hedsrettigheder, der kræver beskyttelse af personoplysnin‐

ger, går forud herfor, navnlig hvis den registrerede er et

barn, jf. litra f.

Herudover skal de grundlæggende principper i forordnin‐

gens artikel 5 altid iagttages. Det følger bl.a. heraf, at perso‐

noplysninger skal behandles lovligt, rimeligt og på en gen‐

nemsigtig måde i forhold til den registrerede (lovlighed, ri‐

melighed og gennemsigtighed). Endvidere må personoplys‐

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

ninger indsamles til legitime formål og må ikke viderebe‐

handles på en måde, der er uforenelig med disse formål (for‐

målsbegrænsning).

Herudover skal personoplysninger være tilstrækkelige, rele‐

vante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til

de formål, hvortil de behandles (dataminimering).

Ifølge forordningens artikel 6, stk. 2, kan medlemsstaterne

opretholde eller indføre mere specifikke bestemmelser for at

tilpasse anvendelsen af forordningens bestemmelser om be‐

handling med henblik på overholdelse af stk. 1, litra c og e,

ved at fastsætte mere specifikke krav til behandling og andre

foranstaltninger for at sikre lovlig og rimelig behandling,

herunder for andre specifikke databehandlingssituationer

som omhandlet i forordningens kapitel IX (artikel 85-91).

Det fremgår herom af betænkning nr. 1565/2017 om databe‐

skyttelsesforordningen, at det efter forordningen kun vil væ‐

re muligt at opretholde og indføre mere specifikke bestem‐

melser for at tilpasse anvendelsen i forbindelse med artikel

6, stk. 1, litra c og e, hvorfor det ikke for så vidt angår arti‐

kel 6, stk. 1, litra a, b, d og f, vil være muligt at tilpasse an‐

vendelsen, jf. herved side 166.

Det fremgår endvidere af betænkningen, at der også kan ind‐

føres eller opretholdes nationale bestemmelser, vedtaget in‐

den for forordningens rammer, om bøde- og fængselsstraf,

som strafferetlige sanktioner, selvom overtrædelse af den

nationale bestemmelse i princippet også er omfattet af for‐

ordningens artikel 83 (om bødestraf for overtrædelse af for‐

ordningen), jf. herved side 946.

Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 3,

der fastsætter nærmere betingelser for at anvende artikel 6,

stk. 2, at grundlaget for behandling i henhold til stk. 1, litra c

og e, skal fremgå af EU-retten eller af medlemsstaternes na‐

tionale ret, som den dataansvarlige er underlagt.

Databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 3, skal ses i

forlængelse af artikel 6, stk. 2. Artikel 6, stk. 3, er således en

uddybning af, hvordan de bestemmelser, som indføres efter

artikel 6, stk. 2, hvorefter medlemsstaterne kan opretholde

eller indføre specifikke regler, nærmere vil skulle udformes.

Efter databeskyttelsesforordningen er det således muligt at

opretholde og indføre mere specifikke bestemmelser for at

tilpasse anvendelsen i forbindelse med artikel 6, stk. 1, litra

c og e, vedrørende behandling på baggrund af en retlig for‐

pligtelse eller i samfundets interesse.

For så vidt angår de foreslåede bestemmelser i lovforslagets

§ 1, nr. 4 (den foreslåede § 263 i straffeloven om brud på

meddelelseshemmeligheden), § 1, nr. 8 (den foreslåede §

264 b om uberettiget overvågning ved hjælp af gps eller an‐

det lignende apparat), og § 1, nr. 12 (den foreslåede § 267 i

straffeloven om ærekrænkelser), er det Justitsministeriets

vurdering, at disse regler kan fastsættes inden for rammerne

af forordningens artikel 6.

Det samme gælder den foreslåede § 1, nr. 5 (den foreslåede

§ 263 a om uberettiget anskaffelse af adgang til og videregi‐

velse af adgangsmidler til datasystemer), i det omfang be‐

stemmelsen indebærer en begrænsning i adgangen til at be‐

handle personoplysninger.

I forhold til den foreslåede § 271 i straffeloven i lovforsla‐

gets § 1, nr. 12 (om sletning af oplysninger, der har tilknyt‐

ning til en overtrædelse), kan det bemærkes, at databeskyt‐

telsesforordningen som anført under pkt. 2.11.1, indeholder

bestemmelser om bl.a. ret til berigtigelse, sletning eller be‐

grænsning af personoplysninger, der viser sig urigtige, jf.

herved forordningens artikel 16-18.

Som anført under pkt. 2.11.2 vil den foreslåede bestemmelse

for så vidt angår oplysninger, der er omfattet af databeskyt‐

telsesforordningens pligt til sletning efter forordningens arti‐

kel 17, jf. artikel 85, blot have karakter af et retsmiddel til

håndhævelse af denne pligt, og den foreslåede § 271 i straf‐

feloven skal således forstås sådan, at den ikke fastsætter no‐

gen selvstændig forpligtelse på forordningens område.

Med lovforslaget forslås en række strafskærpelser for over‐

trædelse af de i § 1, nr. 4-7, 9-10 og 12, samt § 2, nr. 2 og 3,

omhandlede strafbestemmelser. Overtrædelser af visse af

bestemmelserne vil samtidig kunne udgøre overtrædelser af

databeskyttelsesforordningen, og bestemmelserne vil i så‐

danne tilfælde være specifikke bestemmelser, der tilpasser

anvendelsen af forordningen.

Det fremgår af betænkning nr. 1565/2017, at sanktionerne,

der fastsættes for sådanne bestemmelser, skal være effekti‐

ve, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskræk‐

kende virkning, ligesom det for fastsættelsen af sådanne

sanktioner må antages, at de skal fastsættes forholdsmæssigt

i forhold til bødeniveauet i forordningens artikel 83 for her‐

ved at sikre en virkning svarende til forordningens, jf. her‐

ved side 947.

Efter Justitsministeriets vurdering indebærer det, at udmå‐

ling af straf for overtrædelser af de specifikke bestemmelser

i lovforslaget, der tilpasser anvendelsen af forordningen,

skal ske forholdsmæssigt i forhold til strafniveauet for over‐

trædelser af databeskyttelsesforordningen og databeskyttel‐

sesloven.

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det

offentlige

Samlet set estimeres det, at lovforslaget vil medføre merud‐

gifter for politiet, anklagemyndigheden og domstolene på

ca. 7,5 mio. kr. årligt fra 2019 og frem.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for er‐

hvervslivet mv.

Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske eller admi‐

nistrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for bor‐

gerne.

10. Sammenfattende skema

7. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Der henvises til bemærkningerne ovenfor under punkt 3 i

lovforslagets almindelige bemærkninger, hvorefter det er Ju‐

stitsministeriets vurdering, at de foreslåede regler kan indfø‐

res inden for rammerne af databeskyttelsesforordningens ar‐

tikel 6, stk. 2 og stk. 3.

9. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Idet lovforslaget skal genfremsættes, sendes det eventuelt

med justeringer i høring i forlængelse af førstebehandlingen

med henblik på genfremsættelse i folketingsåret 2018-19.

Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter (hvis

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »In‐ ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »In‐

gen«)

Økonomiske konsekvenser for

Ingen

Samlet set estimeres det, at lovforslaget

stat, kommuner og regioner

vil medføre merudgifter for politiet, an‐

klagemyndigheden og domstolene på ca.

7,5 mio. kr. årligt fra 2019 og frem.

Administrative konsekvenser for

Ingen

stat, kommuner og regioner

Økonomiske konsekvenser for er‐

Ingen

hvervslivet

Administrative konsekvenser for

Ingen

erhvervslivet

Administrative konsekvenser for

Ingen

borgerne

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Forholdet til EU-retten

Går videre end minimumskrav i

EU-regulering (sæt X)

Det er Justitsministeriets vurdering, at de foreslåede regler kan indføres inden for

rammerne af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 2 og stk. 3.

NEJ

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 2

Til nr. 1

Det foreslås, at henvisningen til »de retsfølger, der omtales i

§ 273« ændres til »mortifikation efter § 270« som en konse‐

kvens dels af forslagets § 1, nr. 12, om, at § 273, stk. 1, bli‐

ver § 270, og dels af forslagets § 1, nr. 12, om ophævelse af

§ 273, stk. 2, om offentliggørelse af domsslutningen.

Det foreslås, at henvisningen til § 273, stk. 2, i § 97 b, stk. 3,

udgår som en konsekvens af forslaget til § 1, nr. 12, om, at §

273, stk. 2, ophæves.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 3

Det foreslås at indsætte »samfundsvigtige datasystemer« i §

193, stk. 1, i stedet for »informationssystemer«, hvilket

hænger sammen med den tilsvarende ændrede terminologi i

forslaget til § 1, nr. 4 (forslaget til § 263, stk. 1). Der er ikke

tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens gerningsindhold,

idet kravet om, at systemet skal være samfundsvigtigt, alle‐

rede er gældende, selv om det ikke fremgår af lovteksten.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 4

Det foreslås at nyaffatte § 263, med henblik på at det gæl‐

dende stk. 2 om adgang til dataoplysninger flyttes til stk. 1,

således at bestemmelsen fremover vil tage udgangspunkt i,

at meddelelser i stadigt stigende omfang sendes og opbeva‐

res elektronisk. Som en konsekvens heraf flyttes det gælden‐

de stk. 1 om brud på brevhemmeligheden og hemmelig af‐

lytning og optagelse til stk. 2. Endvidere foreslås det gæl‐

dende stk. 1, nr. 2, om åbning af andres gemmer flyttet til §

264, stk. 1, om husfredskrænkelse (forslagets § 1, nr. 6).

Herudover foreslås endvidere visse sproglige og indholds‐

mæssige ændringer af de gældende bestemmelser i § 263,

stk. 1 og 2. I § 263, stk. 3, foreslås en teknisk konsekvens‐

ændring som følge af den ændrede struktur i bestemmelsen i

øvrigt.

Det foreslåede

stk. 1

er en videreførelse af det gældende stk.

2 med visse sproglige ændringer. Bestemmelsen angår den,

der på en hvilken som helst måde uberettiget skaffer sig ad‐

gang til et datasystem eller data.

For det første foreslås det at ændre »informationssystem« til

»datasystem«, fordi »datasystem« i højere grad end »infor‐

mationssystem« peger henimod den automatiserede databe‐

handling, som udtrykket er tilsigtet at skulle dække. Der er

tale om en rent sproglig ændring, og der er ikke hermed til‐

sigtet nogen ændring i bestemmelsens gerningsindhold.

For det andet foreslås det, at »oplysninger eller program‐

mer« ændres til »data«, da edb-programmer i maskinlæsbar

form uden vanskeligheder kan betegnes som data, og det

dermed er overflødigt at anvende begrebet »oplysninger el‐

ler programmer«. Heller ikke med denne ændring er der til‐

sigtet nogen ændring i bestemmelsens gerningsindhold.

For det tredje foreslås det, at det udtrykkeligt kommer til at

fremgå af bestemmelsen, at den både omfatter at skaffe sig

adgang til et datasystem som sådan og at skaffe sig adgang

til en andens data, som er bestemt til at bruges i et datasy‐

stem.

Udtrykket »en andens« relaterer sig både til datasystem og

data. Det vil således være et krav, at man enten skaffer sig

adgang til en andens datasystem, eller at man skaffer sig ad‐

gang til en andens data, uanset om systemet tilhører ger‐

ningsmanden eller en anden. Der vil således kunne foreligge

en strafbar krænkelse ved brug af eget datasystem, hvis

f.eks. udlejeren af et datasystem uberettiget skaffer sig ad‐

gang til lejerens data, som er indkodet i datasystemet.

Den foreslåede bestemmelse vil også omfatte uberettiget ad‐

gang til data, som er bestemt til at bruges i et datasystem,

men som ikke på det pågældende tidspunkt er tilsluttet sy‐

stemet. Der kan f.eks. være tale om, at gerningsmanden

skaffer sig adgang til indholdet af et usb-stik, der ikke er til‐

sluttet en computer eller lignende. Uden for bestemmelsens

anvendelsesområde vil falde papirudskrifter af data, der har

været brugt i et datasystem.

Den foreslåede bestemmelse vil omfatte meget forskelligar‐

tede forhold, herunder at en gerningsmand skaffer sig ad‐

gang til en andens computer eller smartphone (uanset om

man bruger den pågældende computer mv., eller om adgan‐

gen skaffes via en anden computer mv.), at en gerningsmand

logger på en andens e-mailsystem (uanset hvilken computer

mv. det sker fra), eller at en gerningsmand skaffer sig ad‐

gang til et usb-stik.

Ligesom de øvrige bestemmelser om krænkelse af privatli‐

vets fred i §§ 264-264 d afgrænses § 263, stk. 1, fortsat af

det generelle forbehold om, at der skal være tale om uberet‐

tiget adgang. Hermed tilkendegives det, at bestemmelsen er

formuleret så bredt, at der helt regelmæssigt skal ske en ud‐

skillelse af legale handlinger, der falder ind under bestem‐

melsens ordlyd.

Der kan således forekomme tilfælde, hvor man kun ved et

konkret skøn kan afgøre, om en handling, der sprogligt om‐

fattes af bestemmelsens ordlyd, skal anses som strafbar.

Dette vil navnlig få betydning i forhold til personer, der har

en berettiget adgang til et datasystem, men som anvender

denne adgang uberettiget.

Et eksempel herpå kan efter omstændighederne være en

medarbejder, der har en berettiget adgang til arbejdsgiverens

datasystem, men som anvender denne adgang til at tilgå da‐

ta, som der ikke er arbejdsmæssigt behov for at tilgå, herun‐

der navnlig hvis medarbejderen har et videregående forsæt

til at videregive eller anvende disse data i en sammenhæng,

der er arbejdsgiveren uvedkommende.

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

Den foreslåede bestemmelse vil omfatte alle former for data,

og det er således ikke et krav, at disse er af en sådan karak‐

ter, at de er omfattet af straffelovens § 264 d om private for‐

hold.

Bestemmelsens gerningsindhold vil være fuldbyrdet, når

gerningsmanden skaffer sig adgang til systemet eller data‐

ene, og det er således uden betydning, hvad den pågældende

efterfølgende foretager sig i relation til systemet eller data‐

ene.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 og 2.9 i lovforslagets almin‐

delige bemærkninger.

Det foreslåede

stk. 2

er en videreførelse af det gældende stk.

1 med visse indholdsmæssige og sproglige ændringer. Be‐

stemmelsen er efter sin ordlyd subsidiær i forhold til det

foreslåede stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse omfatter det at åbne eller gøre

sig bekendt med en lukket meddelelse eller optegnelse samt

hemmelig aflytning eller optagelse.

I forhold til den gældende § 263, stk. 1, foreslås det, at be‐

stemmelsen ikke skal omfatte det at skaffe sig adgang til en

andens gemmer (den gældende § 263, stk. 1, nr. 2). Bag‐

grunden herfor er, at denne del af bestemmelsen i stedet

foreslås indsat som en del af § 264 om husfredskrænkelse,

jf. forslaget til § 1, nr. 6.

Det foreslåede

stk. 2, nr. 1,

er en videreførelse af den gæl‐

dende § 263, stk. 1, nr. 1, med det forbehold, at den ikke vil

finde anvendelse, hvis et forhold omfattes af det foreslåede

stk. 1. Efter sin ordlyd omfatter bestemmelsen den, der ube‐

rettiget åbner et brev eller anden lukket meddelelse eller op‐

tegnelse eller gør sig bekendt med indholdet.

Der foreslås en sproglig modernisering af bestemmelsen, så‐

ledes at »bryder« ændres til »åbner«, ligesom »telegram«

udgår i lyset af den teknologiske udvikling. Der er ikke her‐

med tilsigtet nogen ændringer i bestemmelsens gerningsind‐

hold.

Det foreslås endvidere, at bestemmelsen ikke vil omfatte det

at »unddrage« nogen et brev mv. Baggrunden herfor er, at

det må anses for omfattet af § 291, stk. 1, om hærværk (hvis

meddelelsen slettes eller ødelægges) eller § 293, stk. 2, om

rådighedshindring (hvis meddelelsens modtagelse hindres,

eller meddelelsen gøres utilgængelig).

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 og 2.9 i lovforslagets almin‐

delige bemærkninger.

Det foreslåede

stk. 2, nr. 2,

er en videreførelse af § 263, stk.

1, nr. 3, med den sproglige ændring, at »han« erstattes af

»den pågældende«. Det foreslås således, at bestemmelsen

omfatter den, der uberettiget ved hjælp af et apparat hemme‐

ligt aflytter eller optager udtalelser fremsat i enrum, telefon‐

samtaler eller anden samtale mellem andre eller forhandlin‐

ger i lukket møde, som den pågældende ikke selv deltager i,

eller hvortil den pågældende uberettiget har skaffet sig ad‐

gang.

Som en konsekvens af, at bestemmelsen vil være subsidiær i

forhold til det foreslåede stk. 1, vil aflytning og optagelse,

der sker ved uberettiget at skaffe sig adgang til et datasy‐

stem, f.eks. ved at aktivere en computers mikrofon uden

brugerens vidende, ikke omfattes af bestemmelsen, i det om‐

fang forholdet omfattes af stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 og 2.9 i lovforslagets almin‐

delige bemærkninger.

Det foreslåede

stk. 3

er en videreførelse af det gældende stk.

3, men der er foreslået en teknisk konsekvensændring som

følge af den ændrede struktur i § 263.

Det forudsættes med lovforslaget, at bødestraf for freds- og

ærekrænkelser gennemgående tredobles i forhold til det hid‐

tidige strafniveau. Dette gælder dog ikke i de sager mod ju‐

ridiske personer, hvor der udmåles en bøde, der afspejler, at

en tilsvarende freds- eller ærekrænkelse begået af en enkelt‐

person ville være blevet straffet med fængsel.

I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til an‐

svarshavende redaktører hos massemedier forudsættes en

gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige strafni‐

veau. Det bemærkes, at den tilsigtede femdobling af bøde‐

straffen til redaktører kun skal finde anvendelse i tilfælde,

hvor den pågældende agerer som redaktør og ikke som pri‐

vatperson.

Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant hø‐

jere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgs‐

målet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil

afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere

tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor

en repræsentant for et massemedie begår en overtrædelse,

vil det således ikke være afgørende, om personen repræsen‐

terede det samme massemedie, sidste gang personen begik

en overtrædelse.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon‐

krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig‐

heder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens

fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 og 2.9 i lovforslagets almin‐

delige bemærkninger.

Til nr. 5

Det foreslås at nyaffatte § 263 a om adgangsmidler til ikke-

kommercielle informationssystemer med henblik på at sam‐

menskrive bestemmelsen med den emnemæssigt beslægtede

bestemmelse i § 301 a om uberettiget anskaffelse eller vide‐

regivelse af adgangsmidler til kommercielle informationssy‐

stemer.

Med det foreslåede

stk. 1

foreslås det at samle den gældende

§ 263 a, stk. 1-3, og § 301 a, stk. 1. Endvidere foreslås

sproglige forenklinger, uden at der hermed er tilsigtet nogen

ændring i bestemmelsens samlede gerningsindhold i forhold

til gældende ret.

Sammenskrivningen af de to bestemmelser indebærer bl.a.,

at det ikke er nødvendigt i lovteksten at medtage afgræns‐

ningen »ikke offentligt tilgængelige informationssystemer«

(den gældende § 263 a). Dette forbehold er således udeladt i

den foreslåede bestemmelse, uden at der herved er tilsigtet

nogen ændring i bestemmelsens gerningsindhold.

En anden generel ændring er, at »informationssystem« æn‐

dres til »datasystem«, fordi »datasystem« i højere grad end

»informationssystem« peger hen imod den automatiserede

databehandling, som udtrykket er tilsigtet at skulle dække.

Der er tale om en rent sproglig ændring, og der er ikke her‐

med tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens gerningsind‐

hold. Samme ændring foreslås i øvrigt bl.a. i § 263 (forsla‐

gets § 1, nr. 4).

Det foreslås ligeledes, at det ikke udtrykkeligt angives, at

bestemmelserne alene omhandler systemer, som er »beskyt‐

tet med kode eller anden særlig adgangsbegrænsning«. Den‐

ne afgrænsning kan indfortolkes i, at bestemmelserne omfat‐

ter videregivelse mv. af midler, som er nødvendige for at få

adgang til de pågældende systemer. Det foreslås endvidere

generelt, at »kode eller andre adgangsmidler« ændres til

»adgangsmiddel«, idet dette begreb bl.a. omfatter en kode,

der kan anvendes som adgangsmiddel. Der er heller ikke

med disse sproglige forenklinger tilsigtet nogen ændring i

bestemmelsens gerningsindhold.

Der foreslås imidlertid med den foreslåede § 263 a, stk. 1,

nr. 3, litra b, en mindre ændring af gerningsindholdet i for‐

hold til den gældende § 263 a, stk. 3, nr. 2, jf. nærmere her‐

om nedenfor.

Forslaget til

stk. 1, nr. 1,

om uberettiget erhvervsmæssigt

salg eller udbredelse i en videre kreds af et adgangsmiddel

til et datasystem erstatter den gældende § 263 a, stk. 1. Be‐

stemmelsen har efter sin ordlyd, der ikke afgrænser anven‐

delsesområdet til et ikke offentligt tilgængeligt informati‐

onssystem, et bredere anvendelsesområde, men dette brede‐

re område er allerede omfattet af den gældende § 301 a, stk.

1. Bestemmelsen indebærer samlet set således ikke en udvi‐

delse i forhold til gældende ret.

Det samme gør sig gældende i forhold til forslaget til

stk. 1,

nr. 2,

om uberettiget videregivelse af et større antal ad‐

gangsmidler til et datasystem, der erstatter § 263 a, stk. 2, og

i forhold til forslaget til

stk. 1, nr. 3, litra a,

om uberettiget

at skaffe sig eller videregive et adgangsmiddel til et datasy‐

stem, der er samfundsvigtigt, jf. straffelovens § 193.

Efter straffelovens § 263 a, stk. 3, nr. 2, er det kriminaliseret

uretmæssigt at skaffe sig eller videregive en kode eller et an‐

det adgangsmiddel som nævnt i § 263 a, stk. 1, til et infor‐

mationssystem, der behandler følsomme oplysninger, som er

omfattet af § 7, stk. 1, eller § 8, stk. 1, i lov om behandling

af personoplysninger (persondataloven), om flere personer.

Med den foreslåede § 263 a,

stk. 1, nr. 3, litra b,

sker der i

vidt omfang en videreførelse af den gældende bestemmelse i

straffelovens § 263 a, stk. 3, nr. 2. Som konsekvens af, at

persondataloven erstattes af databeskyttelsesforordningen

(og forslaget til databeskyttelsesloven), erstattes henvisnin‐

gen til regler i persondataloven med henvisning til de tilsva‐

rende bestemmelser i databeskyttelsesforordningens artikel

9, stk. 1, og artikel 10, der imidlertid i begrænset omfang

har et andet anvendelsesområde.

Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at det er

strafbart uberettiget at skaffe sig eller videregive et adgangs‐

middel til et datasystem, der behandler oplysninger, som er

omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1,

eller artikel 10.

Databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, omfatter per‐

sonoplysninger om race eller etnisk oprindelse, politisk, reli‐

giøs eller filosofisk overbevisning eller fagforeningsmæssigt

tilhørsforhold samt behandling af genetiske data, helbreds‐

oplysninger eller oplysninger om en fysisk persons seksuelle

forhold eller seksuelle orientering.

Til forskel fra persondatalovens § 7, stk. 1, omfatter forord‐

ningens artikel 9, stk. 1, biometrisk data, der behandles med

det formål entydigt at identificere en fysisk person.

Databeskyttelsesforordningens artikel 10 omfatter persono‐

plysninger om strafbare forhold.

Persondatalovens § 8, stk. 1, omfatter oplysninger om straf‐

bare forhold, væsentlige sociale problemer og andre rent pri‐

vate forhold end de oplysninger, der er nævnt i lovens § 7,

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

stk. 1. Oplysninger om ”andre rent private forhold” er bl.a.

oplysninger om andre foreningsmæssige tilhørsforhold end

fagforeningsmæssige, separationsansøgning og -bevilling,

skilsmissebegæring, visse særlige familiemæssige forhold,

herunder familiestridigheder, opdragelsesmåde og adoption,

samt selvmord og selvmordsforsøg.

Med den foreslåede § 263 a, stk. 1, nr. 3, litra b, sker der så‐

ledes både en mindre udvidelse og en begrænsning af de ka‐

tegorier af personoplysninger, der, når de behandles i et da‐

tasystem, er omfattet af det strafferetlige værn mod anskaf‐

felse og videregivelse af adgangsmidler.

Bestemmelserne i stk. 1, nr. 3, litra a og b, erstatter den gæl‐

dende § 263 a, stk. 3.

Det foreslåede

stk. 1, nr. 3, litra c,

om uberettiget at skaffe

sig eller videregive et adgangsmiddel til et datasystem,

hvortil adgangen er forbeholdt betalende brugere, erstatter §

301 a, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 og 2.9 i lovforslagets almin‐

delige bemærkninger.

Med det foreslåede

stk. 2

foreslås det at samle den gældende

§ 263 a, stk. 4, og § 301 a, stk. 2. Forslaget indeholder

sproglige forenklinger i forhold til de gældende bestemmel‐

ser, uden at der hermed er tilsigtet nogen ændring i bestem‐

melsens samlede gerningsindhold i forhold til gældende ret.

Efter bestemmelsen vil straffen ved overtrædelse af de i stk.

1 nævnte forhold under særligt skærpende omstændigheder

kunne stige til fængsel i indtil 6 år. Som særligt skærpende

omstændigheder vil navnlig anses tilfælde, hvor videregivel‐

sen mv. sker i særligt stort omfang eller indebærer særlig ri‐

siko for betydelig skade eller omfattende misbrug, eller hvor

både stk. 1, nr. 1 og nr. 3, litra c, er overtrådt.

I og med at angivelsen af, hvad der skal anses som særligt

skærpende omstændigheder, som udgangspunkt kommer til

at dække hele stk. 1, omfatter den foreslåede bestemmelse

sprogligt mere end de strafskærpelsesbestemmelser i § 263

a, stk. 4, og § 301 a, stk. 2, som den skal erstatte. Det må

imidlertid antages, at bestemmelserne allerede ville skulle

fortolkes sådan, at de omfatter de nævnte kriterier, selv om

disse ikke er udtrykkeligt nævnt, og på den baggrund omfat‐

ter bestemmelsen samlet set det samme som gældende ret

efter § 263 a, stk. 4, og § 301 a, stk. 2.

Det foreslåede stk. 2 indebærer dog den ændring i forhold til

gældende ret, at strafferammen også i tilfælde af særligt

skærpende omstændigheder indeholder bøde, jf. formulerin‐

gen »kan straffen stige til fængsel indtil 6 år«. Denne æn‐

dring bringer bestemmelsen i overensstemmelse med de lig‐

nende strafskærpelsesbestemmelser i de foreslåede bestem‐

melser i § 263, stk. 3, og § 264, stk. 2. Udgangspunktet ved

udmåling af straf under særligt skærpende omstændigheder

forudsættes dog fortsat som udgangspunkt at være fængsel,

selv om bøde ikke er udelukket.

Det forudsættes med lovforslaget, at bødestraf for freds- og

ærekrænkelser gennemgående tredobles i forhold til det hid‐

tidige strafniveau. Dette gælder dog ikke i de sager mod ju‐

ridiske personer, hvor der udmåles en bøde, der afspejler, at

en tilsvarende freds- eller ærekrænkelse begået af en enkelt‐

person ville være blevet straffet med fængsel.

I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til an‐

svarshavende redaktører hos massemedier forudsættes en

gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige strafni‐

veau. Det bemærkes, at den tilsigtede femdobling af bøde‐

straffen til redaktører kun skal finde anvendelse i tilfælde,

hvor den pågældende agerer som redaktør og ikke som pri‐

vatperson.

Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant hø‐

jere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgs‐

målet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil

afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere

tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor

en repræsentant for et massemedie begår en overtrædelse,

vil det således ikke være afgørende, om personen repræsen‐

terede det samme massemedie, sidste gang personen begik

en overtrædelse.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon‐

krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig‐

heder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens

fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 og 2.9 i lovforslagets almin‐

delige bemærkninger.

Til nr. 6

Det foreslås at nyaffatte § 264 om husfredskrænkelse.

Stk. 1, nr. 1,

om uberettiget at skaffe sig adgang til fremmed

hus eller andet ikke frit tilgængeligt sted vil som udgangs‐

punkt videreføre det gældende § 264, stk. 1, nr. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil fortsat omfatte private boli‐

ger, private og offentlige kontorer, forretninger og fabrikker

mv. Omfattet vil også være transportmidler som biler, bus‐

ser, tog mv. Forretninger, kontorer mv. med adgang for

f.eks. kunder anses som frit tilgængelige i åbningstiden, men

er i øvrigt omfattet af bestemmelsen.

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

Det vil i mangel af særlig berettigelse som et klart udgangs‐

punkt være uberettiget at gå ind i et privat hus, lejlighed

mv., også selv om døren står åben eller ikke er låst. Det

samme vil gælde for udhuse, garager, kælder- og loftsrum,

som nogen har eksklusiv brugsret til, ligesom det som ud‐

gangspunkt vil være uberettiget i bestemmelsens forstand at

gå ind i en indhegnet have.

Det vil endvidere være uberettiget i den foreslåede bestem‐

melses forstand, hvis man i mangel af særlig berettigelse

skaffer sig adgang til aflåste bygninger eller aflåste lukkede

områder, uanset om disse anvendes til beboelse, erhverv, of‐

fentlige formål mv. Det samme gælder, hvis bygningen mv.

ikke er aflåst, men der er etableret tydelig adgangskontrol,

herunder ved henvendelse til en vagt eller i en reception.

Det vil således være omfattet af bestemmelsen, hvis man

skaffer sig adgang til f.eks. en aflåst trappeopgang, herunder

ved at snige sig med ind, når døren er åben, eller ved at få

åbnet døren under angivelse af falsk ærinde. Omvendt vil

det ikke være omfattet af bestemmelsen, hvis man går ind i

en uaflåst trappeopgang, men det vil efter omstændigheder‐

ne kunne være en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Det vil ligeledes som udgangspunkt ikke være omfattet af

bestemmelsen, hvis man går ind i uaflåste fællesarealer i be‐

boelsesejendomme, herunder gårdrum og kældre.

Det foreslåede

stk. 1, nr. 2,

om uberettiget at skaffe sig ad‐

gang til andres gemmer viderefører det gældende § 263, stk.

1, nr. 2, uden ændringer. Bestemmelsen foreslås flyttet fra §

263 om brud på brevhemmeligheden mv., fordi den er et

supplement til § 264 om husfredskrænkelse, i og med at den

navnlig har selvstændig betydning, hvor en gerningsmand

skaffer sig adgang til et gemme på eller fra et frit tilgænge‐

ligt sted, eller hvor en gerningsmand berettiget befinder sig

på et ikke frit tilgængeligt sted, men er uberettiget til at skaf‐

fe sig adgang til et gemme på det pågældende sted.

Den foreslåede bestemmelse vil f.eks. omfatte det, at man

leder i andres lommer eller tasker og efter omstændigheder‐

ne i andres skabe og skuffer, herunder navnlig når disse er

aflåste.

Stk. 1, nr. 3,

om uberettiget at undlade at forlade fremmed

område efter at være opfordret dertil viderefører det gælden‐

de § 264, stk. 1, nr. 2, uden ændringer. Det foreslås dog at

ændre »grund« til område, som synes at være et mere dæk‐

kende begreb, idet ”grund” efter praksis omfatter alle frem‐

mede steder, herunder også bygninger, transportmidler, søer

og vandløb. Der er ikke herved tilsigtet nogen ændring i be‐

stemmelsens gerningsindhold.

Efter den foreslåede bestemmelse vil det være strafbart, hvis

man uberettiget forbliver et sted, som man er opfordret til at

forlade af den, som har rådighed over det pågældende sted.

Der kan f.eks. være tale om en sportshal, butik eller et ikke

frit tilgængeligt sted, hvor man i første omgang var beretti‐

get til at opholde sig.

Hvis en opfordring om at forlade et område er ulovlig, f.eks.

fordi den strider mod ligebehandlingsregler, vil bestemmel‐

sen ikke finde anvendelse.

Strafferammen i form af bøde eller fængsel indtil 6 måneder

foreslås videreført uden ændringer.

Med det foreslåede

stk. 2,

der indeholder en sidestrafferam‐

me med et maksimum på 6 års fængsel i tilfælde af særligt

skærpende omstændigheder, videreføres det gældende stk. 2

med den konsekvensændring, at bestemmelsen også vil om‐

fatte det foreslåede § 264, stk. 1, nr. 2, om uberettiget ad‐

gang til andres gemmer. Den gældende bestemmelse om

uberettiget adgang til andres gemmer er efter gældende ret

omfattet af en tilsvarende sidestrafferamme i tilfælde af sær‐

ligt skærpende omstændigheder, og den foreslåede ændring

vil dermed ikke have nogen indholdsmæssig betydning.

Det forudsættes med lovforslaget, at bødestraf for freds- og

ærekrænkelser gennemgående tredobles i forhold til det hid‐

tidige strafniveau. Dette gælder dog ikke i de sager mod ju‐

ridiske personer, hvor der udmåles en bøde, der afspejler, at

en tilsvarende freds- eller ærekrænkelse begået af en enkelt‐

person ville være blevet straffet med fængsel.

I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til an‐

svarshavende redaktører hos massemedier forudsættes en

gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige strafni‐

veau. Det bemærkes, at den tilsigtede femdobling af bøde‐

straffen til redaktører kun skal finde anvendelse i tilfælde,

hvor den pågældende agerer som redaktør og ikke som pri‐

vatperson.

Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant hø‐

jere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgs‐

målet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil

afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere

tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor

en repræsentant for et massemedie begår en overtrædelse,

vil det således ikke være afgørende, om personen repræsen‐

terede det samme massemedie, sidste gang personen begik

en overtrædelse.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon‐

krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig‐

heder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens

fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 og 2.9 i lovforslagets almin‐

delige bemærkninger.

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

Til nr. 7

Det fremgår af straffelovens § 264 a, at den, som uberettiget

fotograferer personer, der befinder sig på et ikke frit tilgæn‐

geligt sted, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Det samme gælder den, der ved hjælp af kikkert eller andet

apparat uberettiget iagttager sådanne personer.

Det foreslås at ændre ”som” til ”der” i § 264 a, 1. pkt. Der er

alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som har til

formål at give mulighed for i bemærkningerne at angive

nærmere retningslinjer om strafniveauet efter bestemmelsen.

Det forudsættes med lovforslaget, at bødestraf for freds- og

ærekrænkelser gennemgående tredobles i forhold til det hid‐

tidige strafniveau. Dette gælder dog ikke i de sager mod ju‐

ridiske personer, hvor der udmåles en bøde, der afspejler, at

en tilsvarende freds- eller ærekrænkelse begået af en enkelt‐

person ville være blevet straffet med fængsel.

I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til an‐

svarshavende redaktører hos massemedier forudsættes en

gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige strafni‐

veau. Det bemærkes, at den tilsigtede femdobling af bøde‐

straffen til redaktører kun skal finde anvendelse i tilfælde,

hvor den pågældende agerer som redaktør og ikke som pri‐

vatperson.

Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant hø‐

jere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgs‐

målet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil

afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere

tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor

en repræsentant for et massemedie begår en overtrædelse,

vil det således ikke være afgørende, om personen repræsen‐

terede det samme massemedie, sidste gang personen begik

en overtrædelse.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon‐

krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig‐

heder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens

fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 og 2.9 i lovforslagets almin‐

delige bemærkninger.

Til nr. 8

Straffeloven indeholder ikke i dag en selvstændig bestem‐

melse om gps-overvågning.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffeloven

som § 264 b, hvoraf det fremgår, at den, som uberettiget ved

hjælp af en gps eller et andet lignende apparat registrerer en

andens færden, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 må‐

neder.

Bestemmelsen vil først og fremmest finde anvendelse på

skjult gps-overvågning, der sker uden samtykke eller anden

hjemmel.

Ved at anvende formuleringen gps eller et andet lignende

apparat afgrænses bestemmelsen først og fremmest til ikke

at omfatte traditionel manuel skygning, hvor man følger ef‐

ter en person. Bestemmelsen vil finde anvendelse, hvis der

er anvendt en gps eller andet lignende teknisk udstyr til at

registrere en andens færden. Der kan f.eks. være tale om en

gps, der er anbragt i eller på en persons bil, taske eller tøj.

Det er ikke afgørende, om gerningsmanden kan følge perso‐

nens færden ved hjælp af signaler, der løbende sendes fra

gps’en, eller om gps’en lagrer koordinater, som gernings‐

manden efterfølgende skaffer sig adgang til.

Bestemmelsen vil også omfatte overvågning ved hjælp af

andre lignende apparater, f.eks. ved pejling af radiosignaler,

der udsendes af noget, som personen har med sig (herunder

en mobiltelefon, tablet mv.), eller ved hjælp af et videoka‐

mera, der viser en anden persons færden – det afgørende er,

at gerningsmanden registrerer en anden (bestemt) persons

færden og dermed kan følge dennes færden uden selv at væ‐

re til stede. Bestemmelsen finder ikke anvendelse i tilfælde,

hvor en person ved hjælp af et apparat (f.eks. en computer)

selv foretager registreringerne på baggrund af oplysninger

fra andre om, hvor den person, som man ønsker at kunne

følge, befinder sig. Der skal således være tale om et apparat,

der er i stand til at spore en andens færden.

Bestemmelsen vil kun omfatte tilfælde, hvor personens fær‐

den registreres uberettiget, hvilket f.eks. ikke er tilfældet,

hvis det sker som led i strafudståelse med anvendelse af fod‐

lænke. At registrere personens færden kan endvidere f.eks.

være berettiget, hvis det sker med samtykke. Anvendelse af

gps uden samtykke kan eksempelvis have hjemmel i lov om

social service § 125. En registrering af oplysninger, der ikke

i sig selv er i strid med databeskyttelseslovgivningen, vil ik‐

ke af denne grund være berettiget efter den foreslåede be‐

stemmelse i straffeloven. Den foreslåede bestemmelse tilsig‐

ter således med andre ord (også) at kriminalisere registrerin‐

ger af en anden persons færden, selv om sådanne registrerin‐

ger kan foretages inden for rammerne af persondataloven

(databeskyttelsesforordningen).

Det vil være et krav, at gerningsmanden har forsæt til at fo‐

retage registreringen, hvorved forstås indsamling eller lag‐

ring af data. Dette vil typisk komme til udtryk ved, at ger‐

ningsmanden selv har anbragt det anvendte apparat. Tilfæl‐

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

de, hvor en person overvåger en anden persons færden ved

hjælp af den anden persons smartphone med indbygget gps,

som er slået til uafhængigt af den person, der foretager over‐

vågningen, vil falde uden for bestemmelsens anvendelses‐

område. Uanset at man på denne vis – f.eks. ved at skaffe

sig adgang til telefonen – kan skaffe sig samme oplysninger

om den anden persons færden, som hvis man selv havde an‐

bragt en gps, vil et sådant forhold ikke være omfattet af be‐

stemmelsen. Det vil imidlertid efter omstændighederne være

omfattet af f.eks. den foreslåede § 263, stk. 1, om at skaffe

sig adgang til datasystemer.

Tilfælde, hvor gerningsmanden selv har slået en indbygget

gps i forurettedes smartphone til, så telefonen lagrer oplys‐

ninger om den pågældendes færden, som gerningsmanden

senere skaffer sig adgang til, vil efter omstændighederne

skulle straffes efter både den foreslåede § 263, stk. 1 (lov‐

forslagets § 1, nr. 4), og den foreslåede § 264 b.

Det vil ikke efter bestemmelsen være en betingelse, at en

anden persons færden rent faktisk følges af gerningsmanden,

men der skal foretages en registrering, der giver mulighed

for at følge den anden persons færden, og bestemmelsens

gerningsindhold er således fuldbyrdet ved denne registre‐

ring.

Bestemmelsen vil finde anvendelse både i tilfælde, hvor per‐

sonens færden kan følges meget præcist ved hjælp af f.eks.

gps-koordinater, og i tilfælde, hvor personens færden følges

mindre præcist. Bestemmelsen vil endvidere som anført

ovenfor finde anvendelse, uanset om personens færden kan

følges løbende, eller om personens færden først kan kort‐

lægges efterfølgende på grundlag af apparatets registreringer

af den geografiske placering. Det er heller ikke afgørende,

om oplysningerne om personens færden gemmes, eller om

de blot opfanges eller transmitteres med mulighed for løben‐

de at aflæse dem. Bestemmelsens gerningsindhold er således

i sådanne tilfælde fuldbyrdet, selv om gerningsmanden ikke

løbende har aflæst oplysningerne, og oplysningerne ikke er

gemt.

Den omstændighed, at personens færden skal kunne følges,

indebærer, at enkeltstående lokaliseringer af en person på

den nævnte måde ikke vil indebære en overtrædelse af den

foreslåede bestemmelse. Kravet om, at personens færden

skal kunne følges, skal forstås sådan, at personens geografi‐

ske placering løbende eller med korte mellemrum transmit‐

teres eller lagres. Lokalisering, der følger af, at personen

checker ind eller ud med sit rejsekort, vil således falde uden

for bestemmelsen, og heller ikke lokalisering som led i auto‐

matisk nummerpladekontrol vil være omfattet af bestemmel‐

sen.

Den foreslåede § 264 b foreslås ligesom de øvrige bestem‐

melser om krænkelse af privatlivets fred i §§ 264-264 d at

skulle afgrænses af det generelle forbehold om, at der skal

være tale om uberettiget overvågning. Hermed tilkendegives

det, at bestemmelsen er formuleret så bredt, at der helt regel‐

mæssigt skal ske en udskillelse af legale handlinger, der fal‐

der ind under bestemmelsens ordlyd.

Det vil være en konsekvens af bestemmelsen, at politiets an‐

vendelse af sporings- og pejlingsudstyr som omhandlet i be‐

stemmelsen i forbindelse med efterforskningen af strafbare

forhold fremover i alle tilfælde vil være at anse som et straf‐

feprocessuelt indgreb, som skal have hjemmel i retsplejelo‐

ven.

Bestemmelsens strafferamme vil i lighed med strafferam‐

men for de fleste andre bestemmelser om krænkelse af pri‐

vatlivets fred, hvor alene enkeltpersoner krænkes, være bøde

eller fængsel indtil 6 måneder.

Som en konsekvens af bestemmelsen foreslås en ændring af

§ 264 c (lovforslagets § 1, nr. 9), så denne bestemmelse også

kommer til at omfatte det forhold, at nogen – uden at have

været med til gerningen – uberettiget skaffer sig eller udnyt‐

ter oplysninger, som er fremkommet ved en overtrædelse af

den foreslåede overvågningsbestemmelse.

Det forudsættes med lovforslaget, at bødestraf for freds- og

ærekrænkelser gennemgående tredobles i forhold til det hid‐

tidige strafniveau. Dette gælder dog ikke i de sager mod ju‐

ridiske personer, hvor der udmåles en bøde, der afspejler, at

en tilsvarende freds- eller ærekrænkelse begået af en enkelt‐

person ville være blevet straffet med fængsel.

I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til an‐

svarshavende redaktører hos massemedier forudsættes en

gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige strafni‐

veau. Det bemærkes, at den tilsigtede femdobling af bøde‐

straffen til redaktører kun skal finde anvendelse i tilfælde,

hvor den pågældende agerer som redaktør og ikke som pri‐

vatperson.

Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant hø‐

jere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgs‐

målet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil

afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere

tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor

en repræsentant for et massemedie begår en overtrædelse,

vil det således ikke være afgørende, om personen repræsen‐

terede det samme massemedie, sidste gang personen begik

en overtrædelse.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon‐

krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig‐

heder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens

fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 9

Forslaget til § 264 c indebærer, at der i bestemmelsen ind‐

sættes en henvisning til den foreslåede § 264 b (lovforsla‐

gets § 1, nr. 8) om ulovlig overvågning. Det betyder, at den

foreslåede § 264 b vil finde tilsvarende anvendelse på den,

der uden at have medvirket til en overtrædelse af § 264 b

uberettiget skaffer sig eller udnytter oplysninger, som er

fremkommet ved overtrædelsen af § 264 b.

Det foreslås endvidere, at ordet »uberettiget« flyttes, så det

kommer til at dække begge led i bestemmelsen, dvs. både at

skaffe sig oplysninger og at udnytte oplysninger, som er

fremkommet ved en overtrædelse af §§ 263, 264, 264 a eller

264 b.

Det forudsættes med lovforslaget, at bødestraf for freds- og

ærekrænkelser gennemgående tredobles i forhold til det hid‐

tidige strafniveau. Dette gælder dog ikke i de sager mod ju‐

ridiske personer, hvor der udmåles en bøde, der afspejler, at

en tilsvarende freds- eller ærekrænkelse begået af en enkelt‐

person ville være blevet straffet med fængsel.

I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til an‐

svarshavende redaktører hos massemedier forudsættes en

gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige strafni‐

veau. Det gælder også for de overtrædelser, hvor bøden ud‐

måles efter medieansvarslovens § 26, stk. 2. Det bemærkes,

at den tilsigtede femdobling af bødestraffen til redaktører

kun skal finde anvendelse i tilfælde, hvor den pågældende

agerer som redaktør og ikke som privatperson.

Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant hø‐

jere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgs‐

målet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil

afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere

tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor

en repræsentant for et massemedie begår en overtrædelse,

vil det således ikke være afgørende, om personen repræsen‐

terede det samme massemedie, sidste gang personen begik

en overtrædelse.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon‐

krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig‐

heder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens

fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 og 2.9 i lovforslagets almin‐

delige bemærkninger.

Til nr. 10

Det fremgår af straffelovens § 264 d, at den, der uberettiget

videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens

private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende

under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddra‐

get offentligheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 6

måneder. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor med‐

delelsen eller billedet vedrører en afdød person. Folketinget

har den 5. april 2018 vedtaget et lovforslag bl.a. om ændring

af straffelovens § 264 d (L 115), hvorefter straffen for over‐

trædelse af bestemmelsen kan stige til fængsel indtil 3 år,

hvis der under hensyn til oplysningernes eller videregivel‐

sens karakter og omfang eller antallet af berørte personer

foreligger særligt skærpende omstændigheder.

Det foreslås at ændre ”den, der” til: ”den, som” i § 264 d,

stk. 1, 1. pkt. Der er alene tale om en sproglig ændring af

lovteksten, som har til formål at give mulighed for i be‐

mærkningerne at angive nærmere retningslinjer om strafni‐

veauet efter bestemmelsen.

Det forudsættes med lovforslaget, at bødestraf for freds- og

ærekrænkelser gennemgående tredobles i forhold til det hid‐

tidige strafniveau. Dette gælder dog ikke i de sager mod ju‐

ridiske personer, hvor der udmåles en bøde, der afspejler, at

en tilsvarende freds- eller ærekrænkelse begået af en enkelt‐

person ville være blevet straffet med fængsel.

I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til an‐

svarshavende redaktører hos massemedier forudsættes en

gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige strafni‐

veau. Det gælder også for de overtrædelser, hvor bøden ud‐

måles efter medieansvarslovens § 26, stk. 2. Det bemærkes,

at den tilsigtede femdobling af bødestraffen til redaktører

kun skal finde anvendelse i tilfælde, hvor den pågældende

agerer som redaktør og ikke som privatperson.

Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant hø‐

jere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgs‐

målet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil

afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere

tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor

en repræsentant for et massemedie begår en overtrædelse,

vil det således ikke være afgørende, om personen repræsen‐

terede det samme massemedie, sidste gang personen begik

en overtrædelse.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon‐

krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig‐

heder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens

fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 11

Det foreslås, at § 266 c ophæves som overflødig.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 12

Det foreslås at ophæve de gældende bestemmelser i straffe‐

lovens §§ 267-274 og i stedet indsætte §§ 267-271 som ny‐

affattede bestemmelser. I oversigtsform foreslås følgende

ændringer i forhold til de gældende regler:

Det foreslås, at strafmaksimum i § 267 om ærekrænkelse

hæves til fængsel i 1 år. Forslaget har sammenhæng med, at

forhold omfattet af den gældende bestemmelse i § 268, 2.

led, fremover skal omfattes af § 267. Det foreslås endvidere,

at afdøde personer skal anses for omfattet af § 267, men at

beskyttelsen af disse ophører, når de har været døde i mere

end 20 år, medmindre forholdet er omfattet af § 268.

Det foreslås, at § 268 om bagvaskelse videreføres med et

ændret anvendelsesområde i forhold til det, der gælder i dag.

Det foreslås, at §§ 269-272 om sandhedsbevis mv. ophæves

og i vidt omfang erstattes af én samlet bestemmelse i § 269.

Bestemmelsen i § 270, stk. 2, videreføres ikke som et led i

de nyaffattede bestemmelser. Dette indebærer imidlertid ik‐

ke nogen ændring i forhold til gældende ret, idet bestemmel‐

sen heller ikke i dag kan anses for gældende ret som fortol‐

ket i lyset af EMRK artikel 10.

Strafbortfaldsreglerne i § 269, stk. 2, og § 272 videreføres

ikke udtrykkeligt, men strafbortfald kan opnås gennem den

generelle bestemmelse i straffelovens § 83.

Det foreslås, at den gældende bestemmelse i § 273, stk. 2,

om fastsættelse af et beløb til dækning af omkostningerne

ved offentliggørelse af en dom, ophæves som utidssvarende

og overflødig.

Det foreslås, at § 273, stk. 1, flyttes til § 270.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en ny bestemmelse i

§ 271 om, at det samtidig med en dom for overtrædelse af

§§ 264 d, 267 eller 268 kan bestemmes, at domfældte kan

pålægges at slette en udtalelse, meddelelse eller et billede,

hvis det er muligt, og at forpligtelsen i tilfælde af, at dom‐

fældte ikke har den rådighed, der skal til for at slette kræn‐

kelsen, kan pålægges andre personer eller selskaber mv.

Det foreslås, at § 274 ophæves som overflødig, idet afdøde

fremover skal anses for omfattet af lovteksten i § 267, jf.

herved forslaget til § 267, stk. 2. Dette indebærer, at det sær‐

lige strafmaksimum, der fremgår af § 274, ikke videreføres.

Det bemærkes, at de nye bestemmelser i vidt omfang er for‐

muleret væsentligt anderledes end de gældende, uden at der

herved er tilsigtet nogen ændring i forhold til gældende ret.

De gældende bestemmelsers formulering er i forvejen ikke

nødvendigvis et udtryk for gældende ret som fortolket i

overensstemmelse med EMRK artikel 10.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til § 267

Det følger af straffelovens § 267, at den, som krænker en

andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved

at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, det er eg‐

net til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse,

straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Det foreslås at nyaffatte

§ 267, stk. 1,

om ærekrænkelser, så‐

ledes at bestemmelsen fremover omfatter den, som fremsæt‐

ter eller udbreder udtalelse eller anden meddelelse eller fore‐

tager en handling, der er egnet til at krænke nogens ære, jf.

dog §§ 268 og 269, og således at den pågældende straffes

med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Den foreslåede bestemmelse adskiller sig trods den ændrede

affattelse kun fra den gældende bestemmelse derved, at

strafmaksimum er fængsel indtil 1 år.

Den foreslåede nyaffattelse vil ikke medføre nogen ændring

af, hvilke ytringer der er omfattet af bestemmelsen. Når det

er foreslået, at »udtalelse eller anden meddelelse« samt

»handling« anvendes i stedet for »fornærmelige ord og

handlinger« og »sigtelser«, hænger det sammen med, at den

gældende sondring mellem sigtelser og ringeagtsytringer,

der er gennemgående i flere bestemmelser om ærekrænkel‐

se, ikke harmonerer med den sondring, som Menneskerettig‐

hedsdomstolen anvender i sin praksis.

»Udtalelse eller anden meddelelse« samt »handling« omfat‐

ter alle former for ærekrænkende ytringer, hvad enten de ud‐

bredes på skrift eller i tale, ligesom handlinger, billeder mv.

er omfattet. Det afgørende er, at de pågældende udsagn eller

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

handlinger mv. er egnet til at krænke en andens ære, hvad

enten der er tale om beskyldninger, meningstilkendegivel‐

ser, fornærmelser eller lignende, dvs. alt fra konkrete på‐

stande om, at en person har begået et alvorligt strafbart for‐

hold, til udtalelser eller handlinger, der er stærkt hånende,

herunder f.eks. at spytte (hvis forsættet i den forbindelse

omhandler ærekrænkelse).

Det vil efter den foreslåede bestemmelse være et krav, at

den pågældende meddelelse, udtalelse eller handling objek‐

tivt set er egnet til at krænke en persons ære både i form af

selvagtelse og omdømme. Det vil ikke være et krav, at den

pågældendes ære er krænket i det konkrete tilfælde, men

ytringen eller handlingen skal generelt være egnet til at ud‐

gøre en ærekrænkelse under de omstændigheder, som den

fremkommer i. Omvendt vil det ikke være tilstrækkeligt, at

en person konkret føler sig krænket, hvis ytringen ikke ge‐

nerelt er egnet til at udgøre en ærekrænkelse.

Kriminaliseringen efter bestemmelsen omfatter i øvrigt det

samme, som den gældende bestemmelse omfatter, idet f.eks.

moralbegrebet udvikler sig med tiden, hvilket domstolene

må tage højde for ved fortolkningen af bestemmelsen.

Beskyttelsen i § 267 omfatter også juridiske personer, idet

det dog bemærkes, at der efter Menneskerettighedsdomsto‐

lens praksis skal meget til at straffe for ærekrænkelse mod

en sammenslutning af personer.

Det foreslås, at § 267 kommer til at indeholde en henvisning

til bestemmelserne i §§ 268 og 269 for at tydeliggøre, at §

267 skal sammenholdes med disse bestemmelser med hen‐

blik på samlet set at vurdere, om en ærekrænkelse er straf‐

bar.

Efter

stk. 2

straffes en ærekrænkelse ikke, hvis den angår en

afdød og er begået senere end 20 år efter dødsfaldet, med‐

mindre forholdet er omfattet af § 268.

Det følger heraf for det første, at afdøde skal anses for om‐

fattet af bestemmelserne i §§ 267 og 268. Denne ændring

hænger sammen med, at den gældende § 274 ophæves, uden

at der herved er tilsigtet nogen anden ændring, end at den

særlige begrænsning med hensyn til strafmaksimum, der føl‐

ger af § 274, ikke videreføres.

Det følger heraf for det andet, at afdøde personers beskyttel‐

se mod ærekrænkelser efter § 267 ophører, når der er forlø‐

bet mere end 20 år fra deres dødsfald. Der foreslås ikke en

tilsvarende tidsmæssig begrænsning for forhold, der er om‐

fattet af § 268 (om bagvaskelse mv.).

Det bemærkes, at §§ 267 og 268 – også i relation til afdøde

– skal fortolkes i overensstemmelse med Menneskerettig‐

hedsdomstolens praksis, hvorefter der skal mere til for at

straffe ærekrænkelser mod en afdød person end til for at

straffe ærekrænkelser mod en levende person. Det bemær‐

kes i den forbindelse, at det ved vurderingen heraf er afgø‐

rende, om personen var i live på tidspunktet for fremsættel‐

sen af ærekrænkelsen.

Det forudsættes med lovforslaget, at bødestraf for freds- og

ærekrænkelser gennemgående tredobles i forhold til det hid‐

tidige strafniveau. Dette gælder dog ikke i de sager mod ju‐

ridiske personer, hvor der udmåles en bøde, der afspejler, at

en tilsvarende freds- eller ærekrænkelse begået af en enkelt‐

person ville være blevet straffet med fængsel.

I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til an‐

svarshavende redaktører hos massemedier forudsættes en

gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige strafni‐

veau. Det gælder også for de overtrædelser, hvor bøden ud‐

måles efter medieansvarslovens § 26, stk. 2. Det bemærkes,

at den tilsigtede femdobling af bødestraffen til redaktører

kun skal finde anvendelse i tilfælde, hvor den pågældende

agerer som redaktør og ikke som privatperson.

Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant hø‐

jere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgs‐

målet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil

afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere

tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor

en repræsentant for et massemedie begår en overtrædelse,

vil det således ikke være afgørende, om personen repræsen‐

terede det samme massemedie, sidste gang personen begik

en overtrædelse.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon‐

krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig‐

heder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens

fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8 og 2.9 i lovforslagets almin‐

delige bemærkninger.

Til § 268

Det følger af straffelovens § 268, at en person, som har ud‐

bredt en sigtelse mod bedre vidende, eller som har savnet ri‐

melig grund til at anse sigtelsen for sand, straffes for bag‐

vaskelse, og den i § 267 nævnte straf kan da stige til fængsel

i 2 år.

Det foreslås, at § 268 nyaffattes, sådan at bestemmelsen

fremover vil omfatte de tilfælde, hvor en alvorlig beskyld‐

ning er usand (nr. 1), og de tilfælde, hvor en beskyldning er

fremsat eller udbredt gennem indholdet af et massemedie,

og beskyldningen er egnet til væsentligt at skade den for‐

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

urettede (nr. 2). Som efter den gældende bestemmelse fore‐

slås det, at overtrædelse af bestemmelsen skal kunne straffes

med bøde eller indtil 2 års fængsel.

Den foreslåede

nr. 1

vil kun omfatte en mindre og kun den

groveste del af de ærekrænkelser, der er omfattet af § 267.

Disse vil således kun være omfattet, hvis der er tale om en

»beskyldning«, som efter sin karakter skal kunne være

usand. »Beskyldning« skal således i overensstemmelse med

Menneskerettighedsdomstolens praksis forstås som en på‐

stand om fakta, der kan bevises eller modbevises (statement

of facts).

Den sammenhæng, som udtalelsen er fremkommet i, vil ha‐

ve betydning for, om en udtalelse skal rubriceres som en al‐

vorlig beskyldning mod en anden person. Således vil en be‐

skyldning om, at en politiker er landsforræder, fordi den på‐

gældende efter den potentielle gerningsmands opfattelse har

realiseret gerningsindholdet i straffelovens § 98, være om‐

fattet af bestemmelsen, mens udtrykket landsforræder vil

falde uden for bestemmelsens anvendelsesområde, hvis det i

sammenhængen anvendes som en (acceptabel) vurdering af

en politiker, der fører en politik, som, gerningsmanden me‐

ner, er skadelig for den danske stat.

Der vil være tale om en beskyldning, hvis man påstår, at en

anden person er morder eller voldtægtsforbryder i den for‐

ståelse, at den pågældende har overtrådt straffelovens be‐

stemmelser om drab eller voldtægt, mens mere subjektivt la‐

dede betegnelser som umoralsk eller racistisk falder uden

for bestemmelsens anvendelsesområde.

For så vidt angår bestemmelsens nr. 1 vil kun »alvorlige«

beskyldninger være omfattede. Alvorlige beskyldninger vil

primært være beskyldninger om grove strafbare forhold.

Mens den foreslåede § 267 fortsat skal være undergivet pri‐

vat påtale, lægges der med lovforslaget op til, at den foreslå‐

ede § 268 skal være undergivet betinget offentlig påtale

(lovforslagets § 1, nr. 13). Det vil være op til anklagemyn‐

digheden at foretage en vurdering af, om anklagemyndighe‐

den på begæring kan påtale forholdet, men i sidste ende vil

det være op til domstolene at henføre forholdet til § 267 el‐

ler § 268.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 1 vil endelig kun omfatte

en beskyldning, der er »usand«. Formuleringen »usand« in‐

debærer i sammenhæng med straffelovens § 19 om forsæt,

at straf forudsætter, at gerningsmanden har forsæt til, at be‐

skyldningen ikke er sand.

Det foreslås i

nr. 2,

at den i § 267 nævnte straf endvidere

kan stige til fængsel indtil 2 år, hvis en beskyldning er frem‐

sat eller udbredt gennem indholdet af et massemedie, og be‐

skyldningen er egnet til væsentligt at skade den forurettede.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 2 vil ligesom nr. 1 kun

omfatte en »beskyldning«, der i overensstemmelse med

Menneskerettighedsdomstolens praksis skal forstås som en

påstand om fakta, der kan bevises eller modbevises (state‐

ment of facts). I modsætning til nr. 1 vil enhver beskyldning

i princippet være omfattet af den foreslåede bestemmelse,

men betingelsen om, at den skal være egnet til væsentligt at

skade den forurettede, vil i praksis indebære, at kun be‐

skyldninger af en vis grovhed vil være omfattet af bestem‐

melsen.

Beskyldningen skal endvidere være udbredt gennem indhol‐

det af et massemedie. »Massemedie« skal forstås i overens‐

stemmelse med medieansvarslovens § 1, og bestemmelsen i

nr. 2 vil finde anvendelse, uanset om mediet har indgivet an‐

meldelse til Pressenævnet.

Den foreslåede bestemmelse vil endelig kun finde anvendel‐

se, hvis den beskyldning, som fremsættes, er egnet til væ‐

sentligt at skade den forurettede. Der skal foretages en ob‐

jektiveret bedømmelse af, om beskyldningen er egnet til at

kunne skade den forurettede. Med »væsentlig skade« menes

en skade, som går ud over den skade på omdømmet, som

sædvanligvis kan ramme en person, der beskyldes for noget

tilsvarende. Der kan f.eks. være tale om, at forurettede ind‐

tager en særlig stilling, varetager en særlig post eller er i en

særlig position, som beskyldningen er egnet til at bringe i

fare.

Eksempelvis kan der være tale om, at en person på et man‐

gelfuldt grundlag beskyldes for at have begået et strafbart

forhold af mindre grovhed, herunder f.eks. visse overtrædel‐

ser af særlovgivningen, men hvor grovheden heraf forstær‐

kes, ved at beskyldningen udbredes gennem et landsdæk‐

kende medie, og forurettede er særligt udsat for at lide skade

på grund af beskyldningen.

Den skade, som den pågældende skal kunne lide, skal gå ud

over den skade på omdømmet, som sædvanligvis kan ram‐

me en person, der beskyldes for noget tilsvarende. Der kan

f.eks. være tale om, at forurettede indtager en særlig stilling,

varetager en særlig post eller er i en særlig position, som be‐

skyldningen er egnet til at bringe i fare.

Det er ikke et krav efter bestemmelsen, at beskyldningen

rent faktisk har ført skade med sig.

Det er – i modsætning til det foreslåede nr. 1 – heller ikke et

krav for anvendelsen af bestemmelsen, at beskyldningen er

fremsat mod bedre vidende.

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

Det forudsættes med lovforslaget, at bødestraf for freds- og

ærekrænkelser gennemgående tredobles i forhold til det hid‐

tidige strafniveau. Dette gælder dog ikke i de sager mod ju‐

ridiske personer, hvor der udmåles en bøde, der afspejler, at

en tilsvarende freds- eller ærekrænkelse begået af en enkelt‐

person ville være blevet straffet med fængsel.

I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til an‐

svarshavende redaktører hos massemedier forudsættes en

gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige strafni‐

veau. Det gælder også for de overtrædelser, hvor bøden ud‐

måles efter medieansvarslovens § 26, stk. 2. Det bemærkes,

at den tilsigtede femdobling af bødestraffen til redaktører

kun skal finde anvendelse i tilfælde, hvor den pågældende

agerer som redaktør og ikke som privatperson.

Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant hø‐

jere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgs‐

målet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil

afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere

tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor

en repræsentant for et massemedie begår en overtrædelse,

vil det således ikke være afgørende, om personen repræsen‐

terede det samme massemedie, sidste gang personen begik

en overtrædelse.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon‐

krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig‐

heder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens

fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8 og 2.9 i lovforslagets almin‐

delige bemærkninger.

Til § 269

Det følger af straffelovens § 269, stk. 1, at en sigtelse er

straffri, når dens sandhed bevises, såvel som når den, der i

god tro fremsætter sigtelsen, har været forpligtet til at udtale

sig eller har handlet til berettiget varetagelse af åbenbar al‐

meninteresse eller af eget eller andres tarv. Det følger endvi‐

dere af bestemmelsens stk. 2, at straf kan bortfalde, når der

oplyses omstændigheder, som gav føje til at anse sigtelsen

for sand. I tilknytning til § 267 gælder §§ 270-272, som og‐

så indeholder bestemmelser, der relaterer sig til spørgsmålet

om en sigtelses sandhed.

Det foreslås med

§ 269, stk. 1,

at en ærekrænkelse er straffri,

hvis den fremkom i en sammenhæng, hvor der var rimelig

anledning til den. Det foreslås endvidere i

stk. 2,

at der ved

vurderingen efter stk. 1 blandt andet skal tages hensyn til,

om sandheden af en beskyldning bevises, eller om der var et

tilstrækkeligt faktuelt grundlag for ærekrænkelsen, og om

fremsættelsen eller udbredelsen heraf skete i god tro og til

varetagelse af en anerkendelsesværdig interesse. Endelig

fremgår det af

stk. 3,

at der ikke kan føres bevis for en straf‐

bar handling, hvis den, beskyldningen rettes mod, er frifun‐

det for handlingen ved endelig dom.

Strafansvar efter § 267 er på den ene side en beskyttelse af

forurettede, der også kommer til udtryk gennem EMRK arti‐

kel 8 om bl.a. retten til privatliv, men er på den anden side et

indgreb i gerningsmandens ytringsfrihed, og der skal derfor

i den konkrete sag foretages en afvejning af hensynet til in‐

dividets ytringsfrihed efter EMRK artikel 10 og andre perso‐

ners gode navn og rygte eller rettigheder efter EMRK artikel

8 med henblik på at vurdere, om strafansvar i den konkrete

situation vil være i overensstemmelse med EMRK artikel

10.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 269, stk. 1, vil det af‐

gørende for strafbarheden af en ærekrænkelse være, om der

samlet set var rimelig anledning til den, og der skal i den

forbindelse lægges vægt på, hvilken sammenhæng den frem‐

kom i.

I den konkrete afvejning indgår dog en længere række for‐

tolkningsfaktorer med forskellig vægt afhængig af den kon‐

krete sags nærmere omstændigheder, jf. den foreslåede be‐

stemmelse i § 269, stk. 2.

Et vigtigt element i den forbindelse er om udtalelsen kan ka‐

tegoriseres som enten en »værdidom« (value judgment) eller

»beskyldning« (statement of facts). Kategoriseringen har be‐

tydning for, hvilket faktuelt grundlag der i den givne sam‐

menhæng kan kræves med henblik på at retfærdiggøre den

pågældende udtalelse. Dette princip er kommet til udtryk i

det foreslåede stk. 2, hvor det fremgår, at der skal lægges

vægt på, om sandheden af en beskyldning bevises, eller om

der var et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for ærekrænkelsen.

I sidstnævnte sammenhæng er det også vigtige kriterier, om

udbredelsen skete i god tro og til varetagelse af en anerken‐

delsesværdig interesse.

Sondringen mellem beskyldning og værdidom fremgår kun

delvist af bestemmelsens ordlyd. Bestemmelsens henvisning

til »sandhed« i 1. led relaterer sig til statement of facts, hvil‐

ket udtrykkeligt er kommet til udtryk ved brug af begrebet

»beskyldning«, mens »tilstrækkeligt faktuelt grundlag« pri‐

mært relaterer sig til værdidomme, men også i et vist om‐

fang finder anvendelse ved beskyldninger. Dette er kommet

til udtryk ved anvendelse af samlebetegnelsen »ærekrænkel‐

sen«.

Ved beskyldning forstås en påstand om fakta, der kan bevi‐

ses eller modbevises, mens værdidom forstås som et subjek‐

tivt standpunkt, der ikke kan bevises, men som kan have et

vist faktuelt grundlag. Herudover findes rene meningstilken‐

degivelser, som ikke er af faktuel karakter eller har et på‐

standsindhold, og som derfor hverken kan bevises eller have

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

noget faktuelt grundlag. Det er som udgangspunkt ikke i

strid med EMRK artikel 10, at der straffes for sidstnævnte

type af udtalelser, men der kan efter den foreslåede bestem‐

melse fortsat være et sådant rimeligt grundlag for menings‐

tilkendegivelsen på grund af den sammenhæng, som den

fremkom i, herunder f.eks. fordi den fremkom på baggrund

af ophidselse eller lignende, at den er straffri.

Et eksempel på en beskyldning er f.eks. en påstand om, at en

anden person har gjort noget strafbart, mens et eksempel på

en værdidom kan være en udtalelse om, at en anden person

er racistisk, uetisk, umoralsk eller uværdig. Det bemærkes i

øvrigt, at der er en glidende overgang mellem beskyldninger

og værdidomme med et deraf afledt glidende krav til det

faktuelle grundlag, der har betydning for strafbarheden af

den pågældende ytring.

Kategoriseres en ytring som en beskyldning, kan der kræves

bevis for den, og hvis sådant bevis føres, vil det klare ud‐

gangspunkt være, at beskyldningen er straffri. Lykkes det

ikke at føre et sådant bevis, vil den altovervejende hovedre‐

gel være, at der ikke var rimelig anledning til ytringen, og at

den derfor er strafbar. Det vil i visse sammenhænge være til‐

strækkeligt for at opnå straffrihed, at der påvises et vist fak‐

tuelt grundlag for en beskyldning, hvis den i øvrigt er frem‐

sat eller udbredt i god tro og til varetagelse af en anerken‐

delsesværdig interesse. Omvendt kan der tænkes tilfælde,

hvor en beskyldning, der er ført sandhedsbevis for, alligevel

er strafbar, fordi den fremkom i en sammenhæng, hvor der

ikke var rimelig anledning til den, jf. herved den gældende §

270, stk. 1, 2. led.

Kravet til det faktuelle grundlag vil alt andet lige være stren‐

gere jo mere alvorlig en beskyldning er.

Kategoriseres en ytring som en værdidom, kan der ikke stil‐

les krav om sandhedsbevis, idet et sådant på grund af ytrin‐

gens karakter vil være umuligt at føre. Ved værdidomme

stilles der således, jf. EMRK artikel 10, mindre krav til det

faktuelle grundlag og anledningen for at opnå straffrihed.

Når der er tale om en værdidom flyttes fokus med andre ord

fra konstatering af en objektiv sandhed (der ikke findes) til

en vurdering af rimelighed og acceptabilitet.

En værdidom vil som udgangspunkt ikke være strafbar, hvis

der påvises et vist faktuelt grundlag for den, og hvis den

samtidig er udbredt som led i en offentlig debat om emner af

væsentlig samfundsmæssig interesse og i god tro. Varetagel‐

se af andre anerkendelsesværdige interesser indgår også i

vurderingen af, om der var rimelig anledning til ærekræn‐

kelsen i den konkrete sammenhæng.

Eksempler på sådanne andre interesser kan foreligge, hvor

man var forpligtet til at udtale sig, hvor man foretager an‐

meldelser til kommune eller politiet i god tro, eller hvor man

berettiget varetager egne eller andres interesser.

Har en ytring derimod ingen samfundsmæssig eller anden

anerkendelsesværdig interesse, vil den kunne være strafbar,

selv om der kan påvises et faktuelt grundlag for ytringen,

idet hensynet til forurettedes ære i sådanne tilfælde ofte vil

veje tungere end hensynet til gerningsmandens ytringsfri‐

hed.

Det bemærkes, at det på den ene side er i strid med retten til

ytringsfrihed at kræve sandhedsbevis for værdidomme,

mens det på den anden side også kan være i strid med retten

til ytringsfrihed, hvis bevis for beskyldninger afskæres. Der‐

for videreføres § 270, stk. 2, hvorefter der som udgangs‐

punkt ikke kan føres sandhedsbevis, ikke som en del af den

foreslåede § 269. § 271, stk. 1, videreføres som § 269, stk.

3, og er et eksempel på, at bevis for beskyldninger kan af‐

skæres.

Af yderligere fortolkningsfaktorer kan nævnes udtalelsens

emne og formål. Der er et meget snævert område for at be‐

grænse politiske ytringer og ytringer om vigtige samfunds‐

mæssige anliggender, og det forekommer således ofte, at et

afgørende moment i helhedsvurderingen er, at ytringen

fremkom i en politisk debat om vigtige samfundsmæssige

anliggender. Dette princip er også kommet til udtryk i det

foreslåede stk. 2 derved, at der skal lægges vægt på, om ære‐

krænkelsen er fremkommet i forbindelse med varetagelsen

af en anerkendelsesværdig interesse.

Omvendt ydes ikke en tilsvarende beskyttelse mod ytringer,

der ikke har en almen interesse, men f.eks. blot har til for‐

mål at tilfredsstille publikums nysgerrighed.

Det vil også blive tillagt vægt, om der er et sagligt formål

med en ytring, f.eks. om hensigten er at opnå en politisk de‐

bat eller at oplyse og forklare. Hvis det primære formål sna‐

rere er at skade omdømmet på den person, der er genstand

for ytringen, vil den være mindre beskyttelsesværdig.

Udtalelsens afsender indgår også som et vigtigt led i vurde‐

ringen. Navnlig pressen, men også især politikere, har en

særligt vid ytringsfrihed. Det bemærkes herved, at der i for‐

bindelse med pressens ytringsfrihed skal sondres mellem,

om en andens udtalelse refereres i pressen, eller om der er

tale om, at en journalist selv kommer med en udtalelse, her‐

under f.eks. peger på mulige gerningsmænd til en forbrydel‐

se. Sidstnævnte tilfælde nyder langt fra samme beskyttelse

som førstnævnte, jf. herom nedenfor.

Det er endvidere væsentligt, hvem der er adressat for en yt‐

ring. Der er vid adgang til at ytre sig skarpt om en regering

eller politikere, mens tilsvarende ytringer i relation til pri‐

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

vatpersoner nyder mindre beskyttelse. Det bemærkes imid‐

lertid, at denne beskyttelse forøges, hvis en privatperson in‐

volverer sig i en offentlig debat, hvilket fører til, at den på‐

gældende må tåle, at andre ytrer sig skarpt om denne.

Også udtalelsens forum og muligheden for kontradiktion er

af betydning for den samlede afvejning. En ytrings skadeli‐

ge effekt er langt større, hvis ytringen er udbredt i en lands‐

dækkende tv-udsendelse eller via internettet, end hvis ytrin‐

gen er udbredt på et møde med et begrænset deltagerantal.

I den forbindelse lægges der også vægt på, om den person,

der er genstand for ytringen, har haft mulighed for at kom‐

me til orde.

Det kan ligeledes tillægges vægt, om udtalelser i en artikel

indgår sagligt med fokus på oplysning om f.eks. en begiven‐

hed eller omstændigheder af offentlig interesse, eller om ud‐

talelserne særligt fokuserer på privatliv.

Graden af beskyttelse, som en ytring nyder, er også afhæn‐

gig af konteksten for ytringen. Der kan f.eks. være videre

rammer for at udtale sig kritisk, hvis man ytrer sig på andres

foranledning eller i en ophidset situation.

Det bemærkes, at de gældende bestemmelser i §§ 269-272

eller principperne heri, bortset fra § 270, stk. 2, skal anses

som omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 269, og de

pågældende principper indgår således som elementer i den

samlede afvejning af, om der var rimelig anledning til den

udbredte ytring og dermed til, at ytringen er straffri. I tilfæl‐

de, hvor en ytring ikke er straffri, vil straffen under formil‐

dende omstændigheder kunne bortfalde i medfør af straffe‐

lovens § 83. I den vurdering indgår principperne i de hidtil

gældende §§ 269-272 ligeledes, jf. f.eks. de gældende straf‐

bortfaldsregler i § 269, stk. 2, og § 272.

For så vidt angår bl.a. pressens ytringsfrihed er det som an‐

ført ovenfor vigtigt at sondre mellem, om det er pressen

selv, der kommer med ærekrænkende udtalelser, eller om

der er tale om, at pressen blot gengiver andres ærekrænken‐

de udtalelser.

For så vidt angår pressens egne udtalelser, herunder be‐

skyldninger, vil der skulle mindre til at retfærdiggøre et ind‐

greb i ytringsfriheden, mens pressen har større frihed, når

det klart fremgår, at der er tale om et referat eller viderebrin‐

gelse af en andens udtalelse eller holdning.

I den forbindelse skal journalisten eller redaktøren ikke be‐

vise rigtigheden af de viderebragte udtalelser, men derimod

om der er et tilstrækkeligt præcist og troværdigt faktuelt

grundlag for ytringen, herunder om journalisten med rime‐

lighed kunne anse sin kilde som pålidelig med hensyn til de

pågældende udtalelser, og om journalisten har kontrolleret

rigtigheden heraf. Dette skal vurderes i forhold til ytringens

karakter og grovhed, ligesom der kan lægges vægt på, om

udsagnene er afbalancerede, og om den person, der er gen‐

stand for udtalelsen, har haft mulighed for kontradiktion.

Det er også et krav, at journalisten var i god tro.

At udtalelsen, meddelelsen eller handlingen er straffri, be‐

virker, at handlingen, da den blev foretaget, ikke var straf‐

bar, selv om den rent sprogligt er omfattet af bestemmelsen.

I disse tilfælde frifindes den tiltalte. Strafbortfald bevirker,

at en strafbar handling ikke resulterer i straf.

Det følger af straffelovens § 271, stk. 1, at tidligere frifin‐

dende domme afsagt i ind- eller udland indebærer, at der ik‐

ke kan føres sandhedsbevis for den beskyldning, som frem‐

sættes, og som dommen omhandlede. Bestemmelsen inde‐

bærer således, at forurettede ved dommen er renset for den

strafbare handling, som beskyldningen vedrører.

Forslaget til § 269, stk. 3, viderefører den gældende § 271,

stk. 1, men der er lagt op til en sproglig modernisering af be‐

stemmelsen. Det foreslås således, at der ikke kan føres bevis

for en strafbar handling, hvis den, beskyldningen rettes mod,

er frifundet for handlingen ved endelig dom. Der tilsigtes

herved ikke nogen ændring i, hvilke ytringer der omfattes af

bestemmelsen.

I forhold til den gældende bestemmelse vil »i ind- og ud‐

land« udgå. Der er tale om en sproglig forenkling, som ikke

tilsigter nogen ændring i bestemmelsens anvendelsesområ‐

de, idet en »endelig dom« skal forstås sådan, at det angår en

dom afsagt her i landet såvel som i et andet land.

Udtrykket »endelig dom« skal imidlertid også forstås sådan,

at bestemmelsen kun vil finde anvendelse i relation til uden‐

landske domme, hvis Danmark ved overenskomst eller på

andet retligt grundlag anerkender domme fra det pågælden‐

de land. Bestemmelsen vil således kun finde anvendelse,

hvis det er udelukket ifølge Danmarks internationale for‐

pligtelser om anerkendelse af straffedommes retskraft at

retsforfølge den pågældende i Danmark.

Bestemmelsen vil ikke være til hinder for, at der på andet

retsgrundlag føres en erstatningssag om den handling, som

der er sket frifindelse for.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til § 270

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

Straffelovens § 273 indeholder i stk. 1 en bestemmelse om,

at der efter den fornærmedes påstand i domsslutningen kan

optages en bemærkning om, at en ærefornærmende sigtelse

er ubeføjet (såkaldt mortifikation). Stk. 2 indeholder en be‐

stemmelse om fastsættelse af en sum til dækning af omkost‐

ningerne ved offentliggørelse af en dom.

Det foreslås, at det gældende stk. 2 ophæves som overflødig

og utidssvarende, og at stk. 1 nyaffattes og placeres i § 270.

Det fremgår således af forslaget til § 270, at der efter for‐

urettedes påstand optages en bemærkning herom i domsslut‐

ningen, hvis en beskyldning er ubeføjet (mortifikation).

Der er tale om en videreførelse af den gældende § 273, stk.

1, og der tilsigtes ingen anden ændring, end at den foreslåe‐

de bestemmelse kun skal finde anvendelse på beskyldninger

(statement of facts), hvorimod den gældende bestemmelse

finder anvendelse i forhold til sigtelser, der i et vist omfang

også omfatter ”værdidomme” (value judgments).

Mortifikation vil være obligatorisk, når der nedlægges på‐

stand herom, og der i øvrigt foreligger en overtrædelse af §

267.

Bestemmelsen vil ligesom i dag kunne anvendes, uden at

der nedlægges påstand om straf. Vurderingen af, om en be‐

skyldning var rimeligt begrundet, jf. forslaget til § 269, stk.

1, vil således skulle foretages i forbindelse med sagens be‐

handling, idet denne vurdering er afgørende for, om ære‐

krænkelsen er ubeføjet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til § 271

Straffeloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om, at en

domfældt eller andre i forlængelse af en dom kan blive på‐

lagt at slette en udtalelse, meddelelse eller et billede, som

har tilknytning til overtrædelsen.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffelovens §

272 om sletning af udtalelser, meddelelser eller billeder,

som har tilknytning til en overtrædelse af §§ 264, 267 eller

268, med henblik på at forhindre tilgængeligheden og den

videre udbredelse af disse udtalelser mv.

Forslaget til

stk. 1

indebærer, at det ved dom for overtrædel‐

se af §§ 264 d, 267 eller 268 samtidig kan bestemmes, at en

udtalelse, en meddelelse eller et billede skal slettes.

Denne bestemmelse vil ikke indeholde en selvstændig for‐

pligtelse til sletning inden for databeskyttelsesforordningens

område, når denne får virkning fra 25. maj 2018. Pligten til

sletning følger direkte af databeskyttelsesforordningens arti‐

kel 17, stk. 1, litra d, jf. artikel 85, og forslaget indebærer så‐

ledes, herunder i kombination med forslaget til § 2, nr. 1

(retsplejelovens § 684, stk. 1, nr. 6), at denne pligt vil kunne

håndhæves af domstolene i forbindelse med en straffesag.

For så vidt angår tilfælde, som falder uden for artikel 17 i

databeskyttelsesforordningen, jf. artikel 85, fastsætter den

foreslåede bestemmelse en pligt til sletning, ligesom be‐

stemmelsen vil indebære, at denne pligt vil kunne håndhæ‐

ves af domstolene i forbindelse med en straffesag. De tilfæl‐

de, som falder uden for artikel 17 i databeskyttelsesforord‐

ningen, og som bestemmelsen således fastsætter en pligt til

sletning i forhold til, er f.eks., når forordningen slet ikke fin‐

der anvendelse, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 2

(om forordningens materielle anvendelsesområde), når en‐

kelte forhold falder uden for artikel 17, fordi dette eventuelt

fastsættes i medfør af artikel 85, stk. 2 (om medlemsstater‐

nes mulighed for til behandling i bl.a. journalistisk øjemed

at fastsætte undtagelser eller fravigelser fra en række af for‐

ordningens bestemmelser), i forhold til personer eller virk‐

somheder, der ikke er dataansvarlige, eller hvis overtrædel‐

sen er begået mod andre end fysiske personer.

Forslaget er begrænset til tilfælde, hvor en person dømmes

for overtrædelse af §§ 264 d, 267 og 268. I en dom herom

vil det således efter forslaget samtidig kunne bestemmes, at

den udtalelse eller meddelelse eller det billede, som man

dømmes for fremsættelse, udbredelse eller viderebringelse

af, skal slettes.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke kunne anvendes i rela‐

tion til udtalelser, meddelelser eller billeder, som ikke har

den nødvendige tilknytning til overtrædelsen af §§ 264 d,

267 eller 268. I tilfælde, hvor man dømmes for overtrædelse

af § 267, vil det således kun være den udtalelse eller medde‐

lelse, der indeholder ærekrænkelsen, som bestemmelsen fin‐

der anvendelse på, ligesom det kun er det billede, der er vi‐

deregivet i strid med § 264 d, bestemmelsen finder anven‐

delse på.

Forpligtelsen til at slette noget efter forordningens artikel 17

vil bestå, selv om der ikke kan ske eller ikke konkret sker

håndhævelse heraf i medfør af den foreslåede bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse vil således ikke på nogen måde

indsnævre den forpligtelse til sletning, der følger af databe‐

skyttelsesforordningens artikel 17. Den registrerede vil såle‐

des kunne påberåbe sig sin ret til sletning i medfør af artikel

17 direkte over for den dataansvarlige, ligesom den registre‐

rede vil kunne klage til Datatilsynet, som i medfør af artikel

58 vil kunne påbyde den dataansvarlige at slette oplysnin‐

gerne.

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

Det foreslås i

stk. 2,

at forpligtelsen til at slette en udtalelse

mv. efter stk. 1, påhviler den, der dømmes for overtrædel‐

sen, idet forpligtelsen dog også kan pålægges andre, hvis

disse i modsætning til gerningsmanden har rådighed over

udtalelsen mv.

Bestemmelsen vil indebære, at forpligtelsen primært skal

pålægges den domfældte. Bestemmelsen kan således kun

anvendes over for andre, hvis disse har rådighed over en ud‐

talelse mv., som domfældte ikke har rådighed over. Bestem‐

melsen kan anvendes både over for domfældte og flere an‐

dre, hvis dette – fordi udtalelsen mv. findes flere steder – er

nødvendigt for at opnå tilstrækkelig sletning.

Rådighed skal forstås sådan, at det skal være muligt at slette

den pågældende udtalelse mv. Denne mulighed kan f.eks.

foreligge, hvis man har (lovlig) adgang til at redigere den

hjemmeside, som indeholder udtalelsen, eller hvis man har

(lovlig) adgang til den Facebookkonto, hvor udtalelsen mv.

er udbredt fra.

Pålægget indebærer, at udtalelsen mv. skal slettes, i det om‐

fang dette er muligt for domfældte eller en anden person.

Der kan ikke i pålægget indfortolkes en pligt for domfældte

til at rette henvendelse til søgemaskiner, sociale medier mv.

med henblik på at få disse til at slette udtalelser mv., som

domfældte ikke har rådighed over, selv om det er domfæld‐

te, der har udbredt dem, medmindre en sådan pligt følger af

forordningen. Der er imidlertid mulighed for direkte at på‐

lægge søgemaskiner, sociale medier mv. forpligtelser efter

bestemmelsen.

Forbeholdet om, at det skal være muligt at fjerne udtalelsen

mv., indebærer i relation til forfattere mv., der er dømt for

overtrædelser gennem indholdet af et massemedie, som er

omfattet af medieansvarsloven, at forpligtelsen skal pålæg‐

ges redaktøren, der har rådigheden over mediets internet‐

sted.

Formålet med bestemmelsen er således bl.a. at tage højde

for de tilfælde, hvor en forfatter, en tidligere redaktør eller

en udgiver dømmes for at have begået en overtrædelse af de

nævnte bestemmelser i f.eks. en artikel i en internetavis, og

hvor en af disse mangler rådighed over mediets internetavis

og dermed ikke har mulighed for at fjerne artiklen. Forplig‐

telsen til at fjerne en udtalelse mv., der er udbredt gennem

indholdet af et massemedie, som er omfattet af mediean‐

svarsloven, vil således i alle tilfælde skulle pålægges den til

enhver tid værende ansvarshavende redaktør efter stk. 2, for‐

di denne i modsætning til f.eks. en forfatter har rådighed

over mediets internetavis, herunder mulighed for at fjerne

eller ændre artikler.

Det vil i den forbindelse som det klare udgangspunkt være

et krav, at ærekrænkelsen er begået gennem indholdet af et

massemedie, der er omfattet af medieansvarsloven. Denne

betingelse indebærer, at bestemmelsen finder anvendelse,

hvis nogen, jf. medieansvarslovens § 9, gøres ansvarlig for

mediets indhold. Redaktøren kan således som udgangspunkt

ikke forpligtes til at fjerne en krænkelse, som en person

uden tilknytning til mediet har begået, hvis denne krænkelse

berettiget er viderebragt af mediet, medmindre et pålæg her‐

om konkret vurderes at være i overensstemmelse med

EMRK artikel 10.

Det bemærkes i den forbindelse, at domstolene i alle tilfæl‐

de, hvor en anden end gerningsmanden har rådighed over

det pågældende elektroniske medie, vil skulle foretage en

selvstændig vurdering af, hvorvidt et pålæg om at slette den

pågældende meddelelse eller billede vil krænke den pågæl‐

dendes ytringsfrihed efter navnlig EMRK artikel 10.

Det vil bero på en konkret vurdering, hvad der skal til for at

slette ærekrænkelsen. Er der tale om f.eks. en artikel, kan

krænkelsen slettes ved at fjerne selve artiklen fra internettet

(afpublicere). Det vil ikke være tilstrækkeligt at afindeksere

artiklen, fordi den fortsat er at finde på internettet, selv om

det ikke er muligt ved hjælp af søgeord at søge den frem. Er

forpligtelsen pålagt Google eller en anden lignende søgema‐

skine, der ikke har rådighed over det internetsted, hvor udta‐

lelsen mv. er udbredt, vil forpligtelsen imidlertid netop inde‐

bære afindeksering. Det forudsættes, at medierne kan opbe‐

vare den oprindelige artikel mv. på en måde, der forhindrer

nye krænkelser af forurettede, dvs. utilgængeligt for offent‐

ligheden.

Efter omstændighederne vil det være tilstrækkeligt at anony‐

misere forurettede i en artikel eller at fjerne ærekrænkende

ord eller sætninger, således at artiklen i øvrigt kan forblive

på internettet. Dette vil imidlertid ikke være tilstrækkeligt,

hvis det på trods heraf kan konstateres, hvem forurettede er,

og hvilken udtalelse der har været tale om.

Nedlægges der påstand om, at pligten skal påhvile en per‐

son, der ikke er part i straffesagen, skal denne indstævnes i

sagen med henblik på at have taleret, jf. for så vidt angår

straffesager, der føres af anklagemyndigheden, forslaget til

retsplejelovens § 684, stk. 1, nr. 6, jf. lovforslagets § 2, nr. 4

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.11 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 13

Den gældende § 275 regulerer spørgsmålet om påtalekom‐

petence i sager om freds- og ærekrænkelser. Det fremgår af

bestemmelsens stk. 1, at forbrydelserne er undergivet privat

påtale, bortset fra sager efter §§ 266-266 b. Det fremgår af

stk. 2, at der er betinget offentlig påtale i sager efter §§

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

263-264 d, når nogen, der virker eller på den tid, hvorom ta‐

len er, virkede i offentlig tjeneste eller hverv, sigtes for et

forhold, der kan medføre eller kunne have medført stillin‐

gens eller hvervets fortabelse, samt når en sigtelse fremsæt‐

tes i navnløs eller med urigtigt eller opdigtet navn forsynet

skrivelse.

Det foreslås i

§ 275, stk. 1,

at forbrydelserne i kapitlet om

freds- og ærekrænkelser er undergivet privat påtale bortset

fra §§ 266-266 b.

Forslaget, som indebærer, at sager om freds- og ærekrænkel‐

ser, bortset fra sager efter §§ 266-266 b, kan påtales privat,

er en videreførelse af gældende ret.

Det foreslås i

stk. 2,

at der efter forurettedes anmodning kan

ske offentlig påtale i sager efter §§ 263-264 d og § 268, i

sager hvor en person beskyldes for et forhold, der kunne el‐

ler kan medføre fortabelse af offentlig stilling eller hverv,

eller når en alvorlig beskyldning er udbredt anonymt.

Den foreslåede bestemmelse omhandler betinget offentlig

påtale, dvs. sager der kan påtales af det offentlige, hvis for‐

urettede anmoder herom. Bestemmelsen omfatter, jf. det

foreslåede

stk. 2, nr. 1,

fredskrænkelserne i §§ 263-264 d.

Dette er en videreførelse af gældende ret, idet forslaget dog

også omfatter den foreslåede § 264 b om ulovlig overvåg‐

ning ved hjælp af en gps eller andet lignende apparat. Be‐

stemmelsen vil endvidere omfatte sager efter § 268 om bag‐

vaskelse og beskyldninger fremsat eller udbredt i et masse‐

medie, der har en særlig skadevirkning for forurettede. Dette

vil indebære en ændring i forhold til gældende ret, hvor dis‐

se sager er undergivet privat påtale.

Bestemmelsen omfatter, jf. det foreslåede

stk. 2, nr. 2,

sager,

hvor en person beskyldes for et forhold, der kunne eller kan

medføre fortabelse af offentlig stilling eller hverv. Bestem‐

melsen viderefører med sproglige forenklinger den gælden‐

de bestemmelse, uden at der hermed er tilsigtet nogen æn‐

dring i bestemmelsens anvendelsesområde.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 2 omfatter kun beskyld‐

ninger som fortolket i overensstemmelse med Menneskeret‐

tighedsdomstolens praksis, dvs. påstande om fakta, der kan

bevises eller modbevises (statement of facts).

Der vil således være tale om en beskyldning i bestemmel‐

sens forstand, hvis man påstår, at en anden person har begå‐

et drab eller vold, mens mere subjektivt ladede betegnelser

som umoralsk eller racistisk falder uden for bestemmelsens

anvendelsesområde.

Den sammenhæng, som udtalelsen er fremkommet i, vil ha‐

ve betydning for, om en udtalelse skal rubriceres som en be‐

skyldning eller en mere værdiladet vurdering af en anden

person. Således vil en beskyldning om, at en politiker er

landsforræder, fordi den pågældende efter den potentielle

gerningsmands opfattelse har realiseret gerningsindholdet i

straffelovens § 98, være omfattet af bestemmelsen, mens ud‐

trykket landsforræder vil falde uden for bestemmelsens an‐

vendelsesområde, hvis det i sammenhængen anvendes som

en (acceptabel) vurdering af en politiker, der fører en poli‐

tik, som, gerningsmanden mener, er skadelig for den danske

stat.

Bestemmelsen omfatter, jf. det foreslåede

stk. 2, nr. 3,

sager,

hvor en alvorlig beskyldning er udbredt anonymt. Også den‐

ne del af bestemmelsen viderefører med sproglige ændringer

den gældende bestemmelse, idet den foreslåede bestemmel‐

se dog ikke – i modsætning til den gældende § 275, stk. 2 –

er begrænset til anonyme beskyldninger på skrift. Omvendt

foreslås bestemmelsen som noget nyt afgrænset til alvorlige

beskyldninger, som er udbredt anonymt.

Afgrænsningen af alvorlige beskyldninger svarer til af‐

grænsningen efter forslagets § 1, nr. 12 (forslaget til § 268,

nr. 1). Alvorlige beskyldninger vil således primært omfatte

beskyldninger om grove strafbare forhold.

Bestemmelsen vil omfatte mundtligt udbredte beskyldnin‐

ger, dvs. f.eks. en video, der er udbredt på Facebook, hvor

en maskeret person fremsætter en alvorlig beskyldning mod

nogen, ligesom bestemmelsen – som den gældende § 275,

stk. 2 – vil omfatte beskyldninger udbredt på skrift.

Bestemmelsen vil kun omfatte beskyldninger, der er udbredt

anonymt. Dette omfatter situationer, hvor forurettede ikke

umiddelbart kan identificere gerningsmanden, herunder også

til tilfælde, hvor beskyldningen er fremsat med urigtigt angi‐

vet navn. Det afgørende vil være, at der er behov for en nær‐

mere efterforskning med henblik på at fastlægge gernings‐

mandens identitet.

Det bemærkes, at en beskyldning ikke anses for udbredt

anonymt efter bestemmelsen, når udbredelsen er sket i et

medie omfattet af medieansvarsloven. I sådanne tilfælde

fastlægger medieansvarsloven, hvem der bærer det straffe‐

retlige ansvar for udbredelsen i mediet, hvorfor der ikke er

behov for nærmere efterforskning med henblik på at fast‐

lægge gerningsmandens identitet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 14

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

Det foreslås, at § 301 a ophæves som en konsekvens af for‐

slaget om at skrive den sammen med straffelovens § 263 a i

én samlet bestemmelse (lovforslagets § 1, nr. 5).

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til § 2

Til nr. 1

Efter Justitsministeriets opfattelse kan det give anledning til

tvivl, hvorvidt der efter retsplejelovens §§ 30 og 31 kan ned‐

lægges navne- og referatforbud i private straffesager, lige‐

som det kan give anledning til tvivl, hvornår der i givet fald

i private straffesager under sagens behandling kan nedlæg‐

ges navne- og referatforbud.

Det er dog Justitsministeriets opfattelse, at eftersom private

straffesager også materielt er straffesager, kan der også i dis‐

se sager i medfør af retsplejelovens §§ 30 og 31 nedlægges

henholdsvis navne- og referatforbud. Det afgørende må i

denne forbindelse være, at der materielt er tale om en straf‐

fesag. De straffeprocessuelle regler i retsplejelovens fjerde

bog finder dog ikke anvendelse ved behandlingen af private

straffesager.

Der er derfor ikke i private straffesager samme mulighed for

at anmode om et navne- eller referatforbud, som der er i

straffesager, der er undergivet offentlig påtale. I straffesager,

der er undergivet offentlig påtale, finder retsplejelovens §

845 anvendelse, da denne bestemmelse findes i retsplejelo‐

vens fjerde bog om strafferetsplejen, hvilket medfører, at der

i disse sager er mulighed for at anmode om bl.a. referatfor‐

bud eller navneforbud forud for hovedforhandlingen. Straf‐

fesager, der er undergivet privat påtale, behandles efter reg‐

lerne om den borgerlige retspleje, hvilket medfører, at det er

retsplejelovens anden og tredje bog, der finder anvendelse

ved behandlingen af disse sager.

Det foreslås, at retsstillingen for visse private straffesager og

straffesager, der er undergivet offentlig påtale, på dette

punkt ensartes. Det foreslås derfor, at der indsættes en ny §

31 c, hvorefter der også i visse private straffesager forud for

hovedforhandlingen kan træffes afgørelse om referat- eller

navneforbud.

Den foreslåede bestemmelse indebærer mulighed for, at ret‐

ten i private straffesager om overtrædelse af straffelovens §§

264 d, 267 og 268 vil kunne træffe afgørelse om navne- eller

referatforbud forud for hovedforhandlingen, hvis retten vur‐

derer, at der på forsvarlig vis kan træffes afgørelse om nav‐

ne- eller referatforbud, og hvis betingelserne herfor i øvrigt

er opfyldt.

I medfør af retsplejelovens § 30, stk. 1, nr. 4, er det en for‐

udsætning for at kunne nedlægge referatforbud, at der er

sket en unødvendig krænkelse. Det samme kriterie gør sig i

medfør af retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 2, gældende for

navneforbud. Det beror efter gældende ret på en konkret

vurdering, om retten forud for hovedforhandlingen har til‐

strækkeligt grundlag for at vurdere, hvorvidt der er tale om

»unødvendig

krænkelse«, jf. retsplejelovens § 30 og § 31,

stk. 1. Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke herved.

Afgørelser om navne- og referatforbud træffes ved kendelse,

efter at parterne og pressens repræsentanter har haft mulig‐

hed for at udtale sig, jf. retsplejelovens § 30 b, stk. 1, og §

31 a, stk. 1. Med henblik på at sikre pressens repræsentanter

mulighed for at udtale sig om spørgsmålet samt for at kære

afgørelsen skal retten, forinden der træffes afgørelse om

navne- eller referatforbud, give oplysning om mødet på rets‐

listen, jf. Højesterets dom af 9. august 2006, som gengivet i

Ugeskrift for Retsvæsen 2006.2980H. Den foreslåede be‐

stemmelse ændrer ikke herved.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.12 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 2

Efter retsplejelovens § 32 b, stk. 1, straffes overtrædelse af

retsplejelovens § 29 d, § 29 e, 3. pkt., og § 32, stk. 1, 1. og

2. pkt., stk. 3, 3. pkt., og stk. 5 og 6, eller af rettens forbud

efter § 30, § 31 b, 1. pkt., § 32, stk. 1, 3. pkt., stk. 3, 1. pkt.,

og stk. 4, og § 32 a med bøde.

Med lovforslaget foreslås det at ændre ”Overtrædelse af” til

”Med bøde straffes den, der overtræder”, ligesom det fore‐

slås, at ”straffes med bøde” udgår af bestemmelsen. Der er

alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som har til

formål at give mulighed for i bemærkningerne at angive

nærmere retningslinjer om strafniveauet efter bestemmelsen.

Med ændringen er det forudsat, at bødeniveauet for overtræ‐

delse af en af de bestemmelser, der nævnes i retsplejelovens

§ 32 b, stk. 1, herunder referatforbud, generelt femdobles.

Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant hø‐

jere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgs‐

målet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil

afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere

tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor

en repræsentant for et massemedie overtræder et forbud, vil

det således ikke være afgørende, om personen repræsentere‐

de det samme massemedie, sidste gang personen overtrådte

et forbud.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon‐

krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig‐

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

heder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges

i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag

foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf.

herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i

straffelovens kapitel 10. Det vil kunne indgå som en formil‐

dende omstændighed, hvis overtrædelsen ikke er formidlet

til en videre kreds. Det bemærkes i den forbindelse, at hvis

overtrædelsen af § 32 b, stk. 1, er sket gennem indholdet af

et massemedie , vil der gælde en formodning for, at overtræ‐

delsen er formidlet til en videre kreds.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.12 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 3

Ifølge retsplejelovens § 32 b, stk. 2, 1. pkt., straffes overtræ‐

delse af et navneforbud efter retsplejelovens § 31 med bøde,

hvis den pågældende var bekendt med forbuddet. Ifølge

retsplejelovens § 32 b, stk. 2, 2. pkt., gælder det samme,

hvis den pågældende vidste eller burde vide, at sagen verse‐

rede ved retten, eller at politiet efterforskede sagen, og den

pågældende ikke havde forhørt sig hos politiet, anklagemyn‐

digheden eller retten om, hvorvidt der var nedlagt navnefor‐

bud.

Med lovforslaget foreslås det i retsplejelovens § 32 b, stk. 2,

1. pkt., at ændre ”et” til ”rettens”. Der er alene tale om en

sproglig ændring af lovteksten, som har til formål at give

mulighed for i bemærkningerne at angive nærmere retnings‐

linjer om strafniveauet efter bestemmelsen.

Med ændringen er det forudsat, at bødeniveauet efter rets‐

plejelovens § 32 b, stk. 2, for overtrædelser af navneforbud

generelt femdobles, hvilket vil medføre, at bl.a. en journa‐

lists overtrædelse af et navneforbud i førstegangstilfælde

medfører en bødestraf på 25.000 kr., mens en redaktørs

overtrædelse som udgangspunkt vil medføre en bødestraf på

50.000 kr. Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for

markant højere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse,

at spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestil‐

fælde, vil afhænge af, om det er den samme person, der på

et tidligere tidspunkt har overtrådt et navneforbud. I sager,

hvor en repræsentant for et massemedie overtræder et nav‐

neforbud, vil det således ikke være afgørende, om personen

repræsenterede det samme massemedie, sidste gang perso‐

nen overtrådte et navneforbud.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon‐

krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig‐

heder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges

i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag

foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf.

herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i

straffelovens kapitel 10. Det vil kunne indgå som en formil‐

dende omstændighed, hvis overtrædelsen ikke er formidlet

til en videre kreds. Det bemærkes i den forbindelse, at hvis

et navneforbud er overtrådt gennem indholdet af et masse‐

medie, vil der gælde en formodning for, at overtrædelsen er

formidlet til en videre kreds.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.12 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 4

Personer, der er omfattet af retsplejelovens § 172, stk. 1, 2

eller 4, har i medfør af retsplejelovens § 30 b, stk. 1, og § 31

a, stk. 1, mulighed for at udtale sig om spørgsmål om refe‐

rat- eller navneforbud, før retten træffer afgørelse om et for‐

bud. Den nævnte persongruppe omfatter redaktører og re‐

daktionelle medarbejdere ved medier, der er omfattede af

medieansvarslovens § 1, nr. 1-3.

Forberedende retsmøder i sager, der behandles efter reglerne

om den borgerlige retspleje, hvor der ikke sker bevisførelse

til brug for hovedforhandlingen, holdes i medfør af retsple‐

jelovens § 339 a for lukkede døre, medmindre retten be‐

stemmer andet. Et retsmøde, der afholdes i medfør af den

foreslåede § 31 c, vil være et sådant forberedende retsmøde,

og vil derfor som udgangspunkt holdes for lukkede døre.

Med henblik på at sikre, at medierepræsentanter får samme

mulighed for at udtale sig forud for rettens beslutning om

nedlæggelse af referat- eller navneforbud, når dette sker i re‐

lation til en privat straffesag, som når det sker i relation til

en straffesag, der er undergivet offentlig påtale, foreslås det,

at bestemmelsen i retsplejelovens § 339 a ikke finder anven‐

delse på retsmøder efter den foreslåede § 31 c. Dette inde‐

bærer, at retsmøder efter den foreslåede § 31 c som ud‐

gangspunkt er offentlige i medfør af retsplejelovens § 28 a,

og at den ret til at udtale sig for medierepræsentanter, der

følger af retsplejelovens § 30 b, stk. 1, og § 31 a, stk. 1, også

finder anvendelse i forbindelse med disse retsmøder.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.12 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 5

Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 684, stk. 1, nr.

6, er en konsekvens af forslaget om, at bestemmelsen i §

273, stk. 2, om offentliggørelse af en dom om ærekrænkelse

ophæves, at § 273 stk. 1, om mortifikation nyaffattes, jf. den

foreslåede § 270, og at der som noget nyt skal kunne gives

pålæg om fjernelse af ærekrænkelser mv. fra f.eks. internet‐

tet, jf. den foreslåede § 271.

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.11 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 6

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget

til § 1, nr. 4 (forslaget om ændring af straffelovens § 263),

hvor det bl.a. foreslås, at den gældende § 263, stk. 2, flyttes

til § 263, stk. 1.

Til nr. 7

Retsplejelovens § 791 a indeholder regler om observation og

teleobservation. Observation er defineret som fotografering

eller iagttagelse ved hjælp af kikkert eller andet apparat af

personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, jf.

stk. 1. Teleobservation er defineret som indhentelse af op‐

lysninger fra udbydere af telenet eller teletjenester vedrøren‐

de lokaliseringen af en mobiltelefon, jf. stk. 5.

Efter § 791 a, stk. 5, kan politiet foretage teleobservation,

hvis indgrebet må antages at være af væsentlig betydning

for efterforskningen, og efterforskningen vedrører en lovov‐

ertrædelse, der kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder el‐

ler derover.

Det foreslås at udvide bestemmelsen om teleobservation til

også at omfatte, at politiet på anden måde ved hjælp af en

gps eller et andet lignende apparat registrerer en mistænkts

færden.

Teleobservation kan uændret foretages, hvis indgrebet må

antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen,

og efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der kan

medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover.

Det foreslåede

nr. 1

viderefører den gældende bestemmelse

om teleobservation forstået som indhentelse af oplysninger

fra udbydere af telenet og teletjenester, der gør det muligt

løbende at stedfæste en tændt mobiltelefon. Det vil uændret

navnlig dreje sig om oplysninger om, hvilke mobiltelefon‐

master den pågældende mobiltelefon er i forbindelse med

ved opdateringer, hvilken celle der er anvendt ved opdate‐

ringen, og i hvilken retning og afstand fra masten mobiltele‐

fonen befinder sig. Bestemmelsen angår den fremadrettede

og løbende udlevering af sådanne oplysninger til politiet

vedrørende en bestemt mobiltelefon. Indhentelse af oplys‐

ninger, som en udbyder af telenet og teletjenester tidligere

har lagret om en mobiltelefons forbindelse med master, vil

uændret ikke være omfattet af bestemmelsen, men derimod i

givet fald kunne ske efter reglerne om edition, jf. retspleje‐

lovens § 804 (der ikke foreslås ændret) og UfR 2009.2610

Det foreslåede

nr. 2

er nyt og udvider begrebet teleobserva‐

tion til også at omfatte, at politiet på anden måde end nævnt

i nr. 1 ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat re‐

gistrerer en mistænkts færden.

Det er hensigten, at registrering af en persons færden ved

hjælp af gps eller andet lignende apparat, jf. det foreslåede

nr. 2, skal forstås på samme måde som i den foreslåede nye

strafbestemmelse i straffelovens § 264 b (lovforslagets § 1,

nr. 8).

Det foreslåede nr. 2 omfatter således politiets anvendelse af

en gps eller andet lignende teknisk udstyr til at registrere en

bestemt persons færden, dvs. transmittere eller lagre oplys‐

ninger om personens geografiske placering, sådan at det er

muligt enten løbende eller efterfølgende at følge personens

færden. Bestemmelsen omfatter også overvågning ved pej‐

ling af radiosignaler, der udsendes af genstande mv., som

personen har med sig (herunder en mobiltelefon, tablet mv.),

eller ved hjælp af et videokamera, der viser personens fær‐

den. Det afgørende er, at politiet registrerer en bestemt per‐

sons færden og dermed kan følge personens færden uden

selv at være til stede.

Det foreslåede nr. 2 omfatter ikke tilfælde, hvor der uden

politiets medvirken er lagret oplysninger om en person geo‐

grafiske placering. Politiets adgang til oplysninger, der er

lagret hos ikke-mistænkte, vil i givet fald kunne ske efter

reglerne om edition, jf. retsplejelovens § 804 (der ikke fore‐

slås ændret). Er sådanne oplysninger lagret hos den mis‐

tænkte selv (eksempelvis på dennes mobiltelefon), vil politi‐

et i givet fald kunne anvende reglerne om ransagning, jf.

retsplejelovens kapitel 73 (der ikke foreslås ændret).

Når politiet kan foretage teleobservation ved hjælp af gps el‐

ler andet lignende apparat efter det foreslåede nr. 2, kan po‐

litiet også foretage de foranstaltninger, der teknisk muliggør

den pågældende teleobservation. Dette kan f.eks. indbefatte

indtrængen på privat område, placering af udstyr og indgreb

i udstyr, som den mistænkte anvender.

Som nævnt omfatter det foreslåede nr. 2 bl.a. registrering af

en persons færden ved hjælp af et videokamera. Der kan

derfor være et overlap med observation efter § 791 a, stk.

1-3 (der ikke foreslås ændret). Det forudsættes i den forbin‐

delse, at når politiet med hjemmel i det foreslåede stk. 5, nr.

2, foretager teleobservation, der også udgør observation ef‐

ter stk. 1 eller 2, behøver politiet kun at gå frem efter stk. 5

om teleobservation. Er der derimod tale om observation ef‐

ter stk. 3, skal politiet gå frem efter både stk. 3 og 5, og det

vil således bl.a. være et krav, at de strengere betingelser i

stk. 3 er opfyldt.

Det fremgår af § 791 a, stk. 7 (der ikke foreslås ændret), at

observation ikke må foretages, såfremt det efter indgrebets

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som

indgrebet må antages at forvolde den eller de personer, som

det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb. Denne

almindelige proportionalitetsgrundsætning vil uændret også

omfatte teleobservation, herunder teleobservation i medfør

af det foreslåede nye stk. 5, nr. 2.

Det fremgår af § 791 a, stk. 8, 2. pkt. (der ikke foreslås ænd‐

ret), at reglerne i §§ 783-785, § 788, stk. 1, § 788, stk. 2, nr.

1, § 788, stk. 3 og 4, samt § 791 finder tilsvarende anvendel‐

se på de i stk. 5 omhandlede tilfælde.

Dette indebærer bl.a., at teleobservation uændret som ud‐

gangspunkt kræver retskendelse, men dog kan foretages af

politiet – med efterfølgende forelæggelse for retten inden 24

timer fra indgrebets iværksættelse – hvis indgrebets øjemed

ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes (§ 783).

Den tilsvarende anvendelse af reglen om, at der i kendelsen

skal anføres de telefonnumre eller lokaliteter mv., som ind‐

grebet angår, indebærer i de tilfælde, der er omfattet af det

nye stk. 5, nr. 2, at der i kendelsen skal anføres den person,

hvis færden politiet får tilladelse til at registrere. Der skal

beskikkes en indgrebsadvokat (§§ 784 og 785), og der skal

efterfølgende gives underretning om indgrebet, medmindre

retten bestemmer andet (§ 788). Den tilsvarende anvendelse

af bestemmelsen om, at underretning skal gives til indehave‐

ren af den pågældende telefon, indebærer i de tilfælde, der

er omfattet af det nye stk. 5, nr. 2, at der skal ske underret‐

ning af den person, hvis færden politiet har registreret.

Det bemærkes, at bestemmelsen holder sig inden for ram‐

merne af lov om retshåndhævende myndigheders behand‐

ling af personoplysninger og således ikke indebærer en fra‐

vigelse fra lovens principper og betingelser for behandling

af personoplysninger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til § 3

Til nr. 1

Erstatningsansvarslovens § 26 indeholder regler om tort- og

krænkelsesgodtgørelse. Det følger af erstatningsansvarslo‐

vens § 26, stk. 1, at der kan tilkendes tortgodtgørelse, så‐

fremt der er sket en retsstridig krænkelse af en persons fri‐

hed, fred, ære eller person. Efter erstatningsansvarslovens §

26, stk. 2, kan der ved fastsættelsen af godtgørelsens størrel‐

se lægges vægt på, om der er tale om en overtrædelse af

straffelovens kapitel 23 om forbrydelser i familieforhold,

f.eks. incest, eller kapitel 24 om seksualforbrydelser, f.eks.

voldtægt, og om krænkelsen er begået over for en person

under 18 år.

Det fremgår af § 26, stk. 2, at der ved fastsættelsen af godt‐

gørelsens størrelse kan lægges vægt på, om der er sket en

overtrædelse af straffelovens kapitel 23-24 om forbrydelser i

familieforhold eller seksualforbrydelser, og om krænkelsen

er begået over for en person under 18 år.

Det foreslås, at det som noget nyt kommer til at fremgå af

erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, at det ved fastsættel‐

sen af tortgodtgørelser også kan tillægges vægt, at der er

sket en overtrædelse af visse af straffelovens bestemmelser i

kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser. Det gælder også i en

civil sag, hvor retten vurderer, at der ville være sket domfæl‐

delse for en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om

freds- og ærekrænkelser, hvis der var rejst en straffesag.

Hensigten med denne udvidelse er, at tortgodtgørelsesni‐

veauerne i alle sager om freds- og ærekrænkelser som ud‐

gangspunkt skal forhøjes 3 gange i forhold til det nuværende

niveau. Forhøjelsen gælder de foreslåede bestemmelser ved‐

rørende uberettiget adgang til datasystemer, brud på brev‐

hemmeligheden og hemmelig aflytning (§ 263), uberettiget

videregivelse mv. af adgangsmidler til et datasystem(§ 263

a), husfredskrænkelser (§ 264), uberettiget fotografering af

personer på ikke frit tilgængeligt sted (§ 264 a), uberettiget

udnyttelse mv. af oplysninger fremkommet ved visse freds‐

krænkelser (§ 264 c), uberettiget videregivelse af meddelel‐

ser eller billeder vedrørende en andens private forhold (§

264 d) og ærekrænkelser (§§ 267-268). Omfattet af bestem‐

melsen er således ikke straffelovens §§ 266-266 c.

Det forudsættes, at domstolene, når de fremover udmåler

tortgodtgørelse i sager om freds- og ærekrænkelser i øvrigt

tager hensyn til den almindelige lønudvikling, jf. principper‐

ne i erstatningsansvarslovens § 15. Herved sikres det, at

godtgørelsesniveauerne ikke stagnerer på 2018-niveau.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.13 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til § 4

Til nr. 1

Medieansvarslovens § 1 angiver de nyhedsmedier, der er

omfattet af loven. § 1, nr. 1 og 2, omfatter henholdsvis in‐

denlandske periodiske skrifter og radio- og fjernsynsudsen‐

delser fra registrerede radio- og tv-stationer. Efter § 1, nr. 3,

er også andre tekster, billeder og lydprogrammer, der perio‐

disk udbredes til offentligheden, omfattet af loven, hvis de

har karakter af en nyhedsformidling, som kan sidestilles

med den nyhedsformidling, der er omfattet af nr. 1 eller 2.

Nyhedsmedier, der er omfattet er definitionen i § 1, nr. 3, er

dog kun omfattet af loven, hvis de har indgivet anmeldelse

til Pressenævnet efter § 8, stk. 1.

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

Det foreslås, at det tilføjes i

§ 8, stk. 1,

som

2. pkt.,

at fore‐

tagender, der udgiver massemedier som nævnt i § 1, nr. 3,

og der modtager redaktionel produktionsstøtte eller projekts‐

tøtte efter mediestøtteloven, er omfattet af medieansvarslo‐

ven, uanset om de har indgivet anmeldelse til Pressenævnet.

For at et nyhedsmedie vil blive omfattet af medieansvarslo‐

ven efter den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 1, 2. pkt.,

skal der for det første være tale om et nyhedsmedie, der op‐

fylder de materielle krav i § 1, nr. 3. Det er Justitsministeri‐

ets vurdering, at hvor betingelserne for at modtage redaktio‐

nel produktionsstøtte i mediestøttelovens § 3 er opfyldt, op‐

fylder det pågældende nyhedsmedie også de materielle krav

om periodisk udbredelse og kravet om nyhedsformidling i

medieansvarslovens § 1, nr. 3.

projektstøtte, blive omfattet af medieansvarsloven, uanset

om de har tilmeldt sig Pressenævnet efter § 8, stk. 1. For ud‐

givere af disse nyhedsmedier vil det således ikke længere

være frivilligt, om de er omfattet af medieansvarsloven.

Ændringen indebærer, at de pågældende nyhedsmedier vil

blive omfattet af de særlige regler i medieansvarsloven, her‐

under reglerne om Pressenævnets kompetence, genmæle, det

særlige ansvarssystem, den særlige bødeudmålingsregel, ud‐

giverens hæftelse og påtalekompetence. De pågældende ny‐

hedsmedier vil endvidere kunne påberåbe sig reglerne om

kildebeskyttelse i retsplejelovens § 172, stk. 1, 2 og 4, der

gælder for redaktører og redaktionelle medarbejdere ved

massemedier omfattet af medieansvarsloven. Retten til akt‐

indsigt efter reglerne i retsplejelovens § 41 f, jf. § 41, stk. 3,

vil også gælde for de massemedier, der automatisk omfattes

af medieansvarsloven.

Det foreslås indsat i § 8, stk. 1, som

3. pkt.,

at 2. pkt. ikke

gælder massemedier nævnt i § 1, nr. 3, som henvender sig til

et dansk mindretal i udlandet. Det vil være Medienævnet,

der i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om re‐

daktionel produktionsstøtte vil tage stilling til, om der er tale

om et nyhedsmedie, der henvender sig til et dansk mindretal

i udlandet.

Nyhedsmediet vil være omfattet af medieansvarsloven, så

længe nyhedsmediet modtager redaktionel produktionsstøt‐

te. Redaktionel produktionsstøtte tildeles for et kalenderår

ad gangen, jf. mediestøttebekendtgørelsens § 7 (bekendtgø‐

relse nr. 480 af 17. maj 2017). Har et nyhedsmedie én gang

modtaget redaktionel produktionsstøtte, registreres nyheds‐

mediet som modtager af redaktionel produktionsstøtte i

Slots- og Kulturstyrelsen og skal ved efterfølgende ansøg‐

ningsrunder alene indsende udvalgte oplysninger til brug for

beregning af tilskuddet for året, jf. mediestøttebekendtgørel‐

sens § 10. Støtten ophører fra det tidspunkt, hvor et nyheds‐

medie ikke længere opfylder betingelserne for støtte, jf. me‐

diestøttebekendtgørelsens § 11, stk. 3.

For så vidt angår projektstøtte vil nyhedsmediet være omfat‐

tet af medieansvarsloven, indtil projektet er afsluttet.

Afgørende for, om medieansvarsloven finder anvendelse, og

om Pressenævnet er kompetent, vil være, om den påståede

overtrædelse finder sted i støtteperioden. Indgives der såle‐

des efter udløb af støtteperioden klage til Pressenævnet med

påstand om, at nyhedsmediet har handlet i strid med god

presseskik i støtteperioden, vil Pressenævnet være kompe‐

tent, forudsat at klagefristerne er overholdt. Omvendt vil

Pressenævnet ikke være kompetent ved klage over adfærd,

som ligger forud for, at nyhedsmediet har modtaget støtte,

selvom klagen indgives i støtteperioden.

Forslaget får ikke betydning for de elektroniske massemedi‐

er, der allerede har foretaget anmeldelse efter § 8, stk. 1.

Den eksisterende anmeldelsesordning vil således fortsætte

uændret.

For så vidt angår elektroniske nyhedsmedier, der modtager

projektstøtte i medfør af mediestøttelovens §§ 6-8, er det

vanskeligere uden videre at lægge til grund, at de også op‐

fylder de materielle krav i medieansvarslovens § 1, nr. 3,

idet projektstøtte bl.a. også kan gives til etablering. Som ud‐

gangspunkt vil elektroniske nyhedsmedier, der modtager

projektstøtte efter mediestøtteloven være omfattet af medie‐

ansvarsloven, men det vil i sidste ende være op til Presse‐

nævnet og domstolene konkret at vurdere, hvorvidt de mate‐

rielle betingelser i medieansvarslovens § 1, nr. 3, er opfyldt.

For det andet skal det pågældende nyhedsmedie modtage re‐

daktionel produktionsstøtte eller projektstøtte. Den foreslåe‐

de ændring omfatter i kraft af henvisning til medieansvarslo‐

vens § 1, nr. 3, alene de elektroniske nyhedsmedier, dvs.

medier, hvis indhold formidles via eksempelvis en hjemme‐

side eller apps til tablet eller mobil. Elektroniske nyhedsme‐

dier vil også omfatte eventuelle internet-udgaver tilknyttet

de trykte nyhedsmedier. Hvorvidt den trykte udgave af ny‐

hedsmediet er omfattet af medieansvarsloven vil som hidtil

afhænge af, om det trykte nyhedsmedie opfylder kravene i

medieansvarslovens § 1, nr. 1.

Redaktionel produktionsstøtte består af en hovedordning, jf.

mediestøttelovens § 3, og en supplementsordning, jf. medie‐

støttelovens § 4. Elektroniske nyhedsmedier, der modtager

redaktionel produktionsstøtte, vil være omfattet af mediean‐

svarsloven, uanset om støtten ydes som tilskud fra hoved-

og supplementsordningen eller kun fra hovedordningen.

Med den foreslåede bestemmelse vil elektroniske nyheds‐

medier, der modtager redaktionel produktionsstøtte eller

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

Ligeledes vil det i sager ved domstolene være afgørende for

f.eks. anvendelsen af de særlige ansvarsbestemmelser og

den særlige bødeudmålingsregel, om den påståede overtræ‐

delse har fundet sted i støtteperioden.

Tilbagekaldes den redaktionelle produktionsstøtte eller pro‐

jektstøtten, fordi betingelserne for støtte ikke længere anses

for opfyldt, vil nyhedsmediet fra tidspunktet for afgørelse

om tilbagekaldelse ikke længere være omfattet af mediean‐

svarsloven. Skal nyhedsmediet tilbagebetale støtte, vil ud‐

gangspunktet være, at nyhedsmediet er omfattet af mediean‐

svarsloven frem til tidspunktet for afgørelse om tilbagekal‐

delse, uanset om nyhedsmediet måtte blive pålagt at betale

støtte tilbage for en periode, der ligger forud for afgørelsen.

Et nyhedsmedie, der uberettiget modtager mediestøtte, er så‐

ledes omfattet af loven, uanset at det senere måtte vise sig,

at støtten er udbetalt med urette. Det bemærkes, at det fort‐

sat vil være en forudsætning for at være omfattet af medie‐

ansvarsloven, at nyhedsmediet er omfattet af definitionen i §

1, nr. 3, og at Pressenævnet og domstolene i tilfælde af, at

der rejses en sag, vil kunne foretage en realitetsprøvelse her‐

af.

Pressenævnet vil uanset ovenstående om støtteperiode og

tilbagekaldelse være kompetent som hidtil, hvis nyhedsme‐

diet er omfattet af medieansvarslovens § 1, stk. 3, og har

foretaget anmeldelse efter § 8, stk. 1.

En opdateret liste over elektroniske nyhedsmedier, der mod‐

tager redaktionel produktionsstøtte eller projektstøtte, vil

skulle være offentligt tilgængelig på Pressenævnets hjem‐

meside. Pressenævnet vil dog – på samme måde som det i

dag gælder for de nyhedsmedier, som har indgivet anmel‐

delse efter medieansvarslovens § 8, stk. 1 – kun foretage

prøvelse af, om nyhedsmediet faktisk er omfattet af medie‐

ansvarslovens § 1, nr. 3, når der indgives en klage over ny‐

hedsmediet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14 i de almindelige bemærk‐

ninger.

Til nr. 2

Det fremgår af § 8, stk. 2, at reglerne i §§ 5-7 gælder for an‐

meldte foretagender. Med anmeldte foretagender menes

foretagender, der udgiver massemedier omfattet af § 1, nr. 3,

og som er tilmeldt Pressenævnet efter § 8, stk. 1.

§ 5 vedrører foretagendets pligt til over for Pressenævnet at

angive, hvem der er redaktør. Redaktøren skal have den for‐

nødne kompetence, og der kan kun være én redaktør. En‐

hver har ved henvendelse til foretagendet ret til at få oplyst,

hvem redaktøren er. Ansvar for manglende eller urigtig an‐

givelse af redaktør påhviler foretagendet som sådant og re‐

daktøren, og en urigtig angiven person er tillige ansvarlig,

hvis angivelsen er sket med den pågældendes samtykke.

Henvisningen til § 6 indebærer en pligt for redaktørens til

efter anmodning at give enhver, der har retlig interesse heri,

oplysninger, der kan identificere nærmere angivne tekster,

billeder og lydprogrammer og identificere de personer, der

er ansvarlige. Henvisningen til § 7 indebærer en pligt for re‐

daktøren til at opbevare en kopi af offentliggjorte tekster,

billeder og lydprogrammer.

Det foreslås, at »anmeldte foretagender« i § 8, stk. 2, ændres

til »foretagender, der omfattes af loven efter stk. 1, 1. eller

2. pkt.«

Den foreslåede ændring skal ses på baggrund af lovforsla‐

gets § 3, nr. 1, hvorefter massemedier nævnt i § 1, nr. 3, som

modtager redaktionel produktionsstøtte, foreslås omfattet af

loven, uanset om de har indgivet anmeldelse til Pressenæv‐

net.

Den foreslåede ændring indebærer, at lovens §§ 5-7 ikke

kun vil gælde for massemedier omfattet af § 1, nr. 3, som

har tilmeldt sig Pressenævnet efter § 8, stk. 1, men også

massemedier omfattet af § 1, nr. 3, som modtager redaktio‐

nel produktionsstøtte eller projektstøtte, og som efter lovfor‐

slagets § 3, nr. 1, fremover automatisk vil blive omfattet af

medieansvarsloven.

De nyhedsmedier, der omfattes af den foreslåede ændring i

lovforslagets § 3, nr. 1, vil således bl.a. skulle oplyse til

Pressenævnet, hvem der er redaktør.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14 i de almindelige bemærk‐

ninger.

Til § 5

Det foreslås i

stk. 1,

at loven træder i kraft den 1. januar

2019.

Det bemærkes, at lovforslagets § 1 og § 2, nr. 2 og 3, finder

anvendelse på strafbare forhold, der er begået efter lovens

ikrafttræden, jf. straffelovens § 3, stk. 1.

Med det foreslåede

stk. 2

præciseres det, at lovforslagets § 3

om tortgodtgørelse i sager og freds- og ærekrænkelser ikke

finder anvendelse på krænkelser, der er begået før lovens

ikrafttræden. Bestemmelsen svarer til ikrafttrædelsesbestem‐

melsen i den oprindelige erstatningsansvarslov, jf. § 28 i lov

nr. 228 af 23. maj 1984.

Til § 6

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

Den foreslåede bestemmelse vedrører lovens territoriale gyl‐

dighed. Det foreslås, at loven ikke gælder for Færøerne og

Grønland, men at lovens §§ 3 og 4 ved kongelig anordning

helt eller delvis kan sættes i kraft for Grønland med de æn‐

dringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Færøerne har overtaget lovgivningskompetencen pr. 11. maj

2006 på området for medieansvar, pr. 1. januar 2010 på det

formueretlige område, som omfatter erstatningsansvarslo‐

ven, og pr. 1. marts 2010 på det strafferetlige område. Lov‐

forslagets §§ 1 og 3-5 skal derfor ikke gælde for Færøerne.

For så vidt angår lovforslagets § 2 gælder der for Færøerne

og Grønland særlige retsplejelove.

For Grønland gælder endvidere en særlig kriminallov. Lov‐

forslagets § 1 gælder derfor ikke for Grønland. Lovforsla‐

gets §§ 3 og 4 kan derimod ved kongelig anordning helt el‐

ler delvist sættes i kraft for Grønland med de ændringer,

som de grønlandske forhold tilsiger.

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 977 af 9. august

2017 som ændret bl.a. ved lov nr. 257 af 10. april 2018 og

senest ved lov nr. 358 af 29. april 2018, foretages følgende

ændringer:

§ 96. ---

Stk. 2-4. ---

Stk. 5.

Bestemmelserne i stk. 1-4 finder også anvendelse

med hensyn til de retsfølger, der omtales i § 273, dog at for‐

ældelsesfristen er 3 år

§ 97 b. ---

Stk. 2. ---

Stk. 3.

Afgørelser efter § 164, stk. 5, og § 273, stk. 2, kan

fuldbyrdes efter den dømtes død.

§ 193.

Den, der på retsstridig måde fremkalder omfattende

forstyrrelse i driften af almindelige samfærdselsmidler, of‐

fentlig postbesørgelse, telegraf- eller telefonanlæg, radio- el‐

ler fjernsynsanlæg, informationssystemer eller anlæg, der

tjener til almindelig forsyning med vand, gas, elektrisk

strøm eller varme, straffes med bøde eller fængsel indtil 6

år.

§ 96, stk. 5,

ændres »de retsfølger, der omtales i § 273«

til: »mortifikation efter § 270«.

§ 97 b, stk. 3,

udgår »og § 273, stk. 2,«.

§ 193, stk. 1,

ændres »informationssystemer« til: »sam‐

fundsvigtige datasystemer«.

§ 263.

Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes

den, som uberettiget

1) bryder eller unddrager nogen et brev, telegram eller anden

lukket meddelelse eller optegnelse eller gør sig bekendt med

indholdet,

2) skaffer sig adgang til andres gemmer,

3) ved hjælp af et apparat hemmeligt aflytter eller optager

udtalelser fremsat i enrum, telefonsamtaler eller anden sam‐

tale mellem andre eller forhandlinger i lukket møde, som

han ikke selv deltager i, eller hvortil han uberettiget har

skaffet sig adgang.

Stk. 2.

Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder

straffes den, der uberettiget skaffer sig adgang til en andens

oplysninger eller programmer, der er bestemt til at bruges i

et informationssystem.

§ 263

affattes således:

»§

263.

Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder

straffes den, der uberettiget skaffer sig adgang til en andens

datasystem eller data, som er bestemt til at bruges i et data‐

system.

Stk. 2.

Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes

den, der, uden at forholdet er omfattet af stk. 1, uberettiget

1) åbner et brev eller anden lukket meddelelse eller opteg‐

nelse eller gør sig bekendt med indholdet, eller

2) ved hjælp af et apparat hemmeligt aflytter eller optager

udtalelser fremsat i enrum, telefonsamtaler eller anden sam‐

tale mellem andre eller forhandlinger i lukket møde, som

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

Stk. 3.

Begås de i stk. 1 eller 2 nævnte forhold med forsæt

til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplysninger om

en virksomheds erhvervshemmeligheder eller under andre

særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til

fængsel indtil 6 år. På samme måde straffes de i stk. 2 nævn‐

te forhold, når der er tale om overtrædelser af mere systema‐

tisk eller organiseret karakter.

den pågældende ikke selv deltager i, eller hvortil den pågæl‐

dende uberettiget har skaffet sig adgang.

Stk. 3.

Begås de forhold, der er nævnt i stk. 1 eller 2, med

forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplysnin‐

ger om en virksomheds erhvervshemmeligheder eller under

andre særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige

til fængsel indtil 6 år. På samme måde straffes de forhold,

der er nævnt i stk. 1, når der er tale om overtrædelser af me‐

re systematisk eller organiseret karakter.«

§ 263 a.

Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder

straffes den, der uretmæssigt erhvervsmæssigt sælger eller i

en videre kreds udbreder en kode eller andet adgangsmiddel

til et ikke offentligt tilgængeligt informationssystem, hvortil

adgangen er beskyttet med kode eller anden særlig adgangs‐

begrænsning.

§ 263 a

affattes således:

»§

263 a.

Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder

straffes den, der uberettiget

1) erhvervsmæssigt sælger eller i en videre kreds udbreder et

adgangsmiddel til et datasystem,

2) videregiver et større antal adgangsmidler til et datasystem

eller

3) skaffer sig eller videregiver et adgangsmiddel til et data‐

system,

a) der er samfundsvigtigt, jf. § 193,

b) der behandler oplysninger, som er omfattet af artikel 9,

stk. 1, eller artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets for‐

ordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med

behandling af personoplysninger og om fri udveksling af så‐

danne oplysninger, eller

c) hvortil adgangen er forbeholdt betalende brugere.

Stk. 2.

Begås de forhold, der er nævnt i stk. 1, under sær‐

ligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fæng‐

sel indtil 6 år. Som særligt skærpende omstændigheder anses

navnlig tilfælde, hvor videregivelsen mv. sker i særligt stort

omfang eller indebærer særlig risiko for betydelig skade el‐

ler omfattende misbrug, eller hvor både stk. 1, nr. 1 og nr. 3,

litra c, er overtrådt.«

Stk. 2.

På samme måde straffes den, der uretmæssigt vide‐

regiver et større antal koder eller andre adgangsmidler som

nævnt i stk. 1.

Stk. 3.

På samme måde straffes den, der uretmæssigt skaf‐

fer sig eller videregiver en kode eller andet adgangsmiddel

som nævnt i stk. 1 til

1) et samfundsvigtigt informationssystem, jf. § 193, eller

2) et informationssystem, der behandler følsomme oplysnin‐

ger, som er omfattet af § 7, stk. 1, eller § 8, stk. 1, i lov om

behandling af personoplysninger, om flere personers person‐

lige forhold.

Stk. 4.

Sker den i stk. 1-3 nævnte videregivelse m.v. under

særligt skærpende omstændigheder, er straffen fængsel ind‐

til 6 år. Som særligt skærpende omstændigheder anses navn‐

lig tilfælde, hvor videregivelsen m.v. sker i særligt stort om‐

fang eller indebærer særlig risiko for betydelig skade.

§ 264

affattes således:

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

§ 264.

Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes

den, som uberettiget

1) skaffer sig adgang til fremmed hus eller andet ikke frit til‐

gængeligt sted,

2) undlader at forlade fremmed grund efter at være opfordret

dertil.

»§

264.

Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes

den, der uberettiget

1) skaffer sig adgang til fremmed hus eller andet ikke frit til‐

gængeligt sted,

2) skaffer sig adgang til andres gemmer eller

3) undlader at forlade fremmed område efter at være opford‐

ret dertil.

Stk. 2.

Begås de forhold, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2,

med forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplys‐

ninger om en virksomheds erhvervshemmeligheder, eller

foreligger der i øvrigt særligt skærpende omstændigheder,

kan straffen stige til fængsel indtil 6 år. Som særligt skær‐

pende omstændighed anses navnlig tilfælde, hvor forholdet

er begået under sådanne omstændigheder, at det påfører an‐

dre en betydelig skade eller indebærer en særlig risiko her‐

for.«

§ 264 a, 1. pkt.,

ændres »som« til: »der«.

Stk. 2.

Begås det i stk. 1, nr. 1, nævnte forhold med forsæt

til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplysninger om

en virksomheds erhvervshemmeligheder, eller foreligger der

i øvrigt særligt skærpende omstændigheder, kan straffen sti‐

ge til fængsel indtil 6 år. Som særligt skærpende omstændig‐

hed anses navnlig tilfælde, hvor forholdet er begået under

sådanne omstændigheder, at det påfører andre en betydelig

skade eller indebærer en særlig risiko herfor.

§ 264 a.

Den, som uberettiget fotograferer personer, der

befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, straffes med bø‐

de eller fængsel indtil 6 måneder. Det samme gælder den,

der ved hjælp af kikkert eller andet apparat uberettiget iagt‐

tager sådanne personer.

Efter § 264 a indsættes:

»§

264 b.

Den, der uberettiget ved hjælp af en gps eller et

andet lignende apparat registrerer en andens færden, straffes

med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.«

§ 264 c.

De i §§ 263, 264 og 264 a indeholdte straffebe‐

stemmelser finder tilsvarende anvendelse på den, der uden at

have medvirket til gerningen skaffer sig eller uberettiget ud‐

nytter oplysninger, som er fremkommet ved overtrædelsen.

§ 264 d.

Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes

den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder

vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder

af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan

forlanges unddraget offentligheden. Bestemmelsen finder

også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en

afdød person.

§ 264 c

ændres »og 264 a« til: », 264 a og 264 b«, og

»skaffer sig eller uberettiget udnytter« ændres til: »uberetti‐

get skaffer sig eller udnytter«.

10.

§ 264 d, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »den, der« til: »den,

som«.

11.

§ 266 c

ophæves.

12.

§§ 267-274

ophæves, og i stedet indsættes:

»§

267.

Den, der fremsætter eller udbreder udtalelse eller

anden meddelelse eller foretager en handling, der er egnet til

at krænke nogens ære, straffes for ærekrænkelse med bøde

eller fængsel indtil 1 år, jf. dog §§ 268 og 269.

Stk. 2.

Dette gælder dog ikke, hvis ærekrænkelsen angår

en afdød og er begået senere end 20 år efter dødsfaldet,

medmindre forholdet er omfattet af § 268.

§ 267.

Den, som krænker en andens ære ved fornærmelige

ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sig‐

telser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornær‐

mede i medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel

indtil 4 måneder.

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

§ 268.

Er en sigtelse fremsat eller udbredt mod bedre vi‐

dende, eller har gerningsmanden savnet rimelig grund til at

anse den for sand, straffes gerningsmanden for bagvaskelse,

og den i § 267 nævnte straf kan da stige til fængsel i 2 år.

§ 268.

Den straf, der er nævnt i § 267, kan stige til fængsel

indtil 2 år, hvis

1) en alvorlig beskyldning er usand, eller

2) en beskyldning er fremsat eller udbredt gennem indholdet

af et massemedie, og beskyldningen er egnet til væsentligt at

skade den forurettede.

§ 269.

En sigtelse er straffri, når dens sandhed bevises, så‐

vel som når den, der i god tro fremsætter sigtelsen, har været

forpligtet til at udtale sig eller har handlet til berettiget vare‐

tagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres

tarv.

Stk. 2.

Straf kan bortfalde, når der oplyses omstændighe‐

der, som gav føje til at anse sigtelsen for sand.

§ 269.

En ærekrænkelse er straffri, hvis den fremkom i en

sammenhæng, hvor der var rimelig anledning til den.

Stk. 2.

Ved vurderingen efter stk. 1 skal der blandt andet

tages hensyn til, om sandheden af en beskyldning bevises,

eller om der var et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for ære‐

krænkelsen, og om fremsættelsen eller udbredelsen heraf

skete i god tro og til varetagelse af en anerkendelsesværdig

interesse.

Stk. 3.

Der kan ikke føres bevis for en strafbar handling,

hvis den, beskyldningen rettes mod, er frifundet for handlin‐

gen ved endelig dom.

§ 270.

Er en beskyldning ubeføjet, optages der efter for‐

urettedes påstand en bemærkning herom i domsslutningen.

§ 270.

Er sigtelsens fremsættelse ved sin form utilbørlig

fornærmende, kan straf efter § 267 anvendes, selv om sand‐

hedsbevis føres; det samme gælder, såfremt gerningsmanden

ikke har haft rimelig anledning til at fremsætte fornærmel‐

sen.

Stk. 2.

Dersom den fornærmede alene nedlægger påstand

om straf efter denne paragraf, tilstedes bevis for sigtelsens

sandhed ikke ført, medmindre almene hensyn afgørende ta‐

ler derfor.

§ 271.

Bevis tilstedes ikke ført for en strafbar handling, for

hvilken den, som sigtes, ved endelig dom i ind- eller udland

er frikendt.

Stk. 2.

Sandhedsbevis for en pådømt strafbar handling fri‐

tager ikke for straf, når den fornærmede henset til handlin‐

gens karakter, tidspunktet, da den blev begået, og hans for‐

hold i øvrigt havde rimeligt krav på, at det pågældende for‐

hold ikke nu blev fremdraget.

§ 272.

Straf efter § 267 kan bortfalde, når handlingen er

fremkaldt ved utilbørlig adfærd af den forurettede, eller den‐

ne har øvet gengæld mod fornærmeren.

§ 273.

Er en ærefornærmende sigtelse ubeføjet, bliver der

efter den fornærmedes påstand i domsslutningen at optage

en bemærkning herom.

Stk. 2.

Den, der dømmes for en ærefornærmende sigtelse,

kan efter den fornærmedes påstand tilpligtes til ham at udre‐

de en af retten fastsat sum til bestridelse af omkostningerne

ved kundgørelse i en eller flere offentlige tidender enten af

domsslutningen alene eller tillige af domsgrundene. Dette

gælder, selv om dommen alene lyder på mortifikation efter

bestemmelsen i stk. 1.

§ 271.

Ved dom for overtrædelse af §§ 264 d, 267 eller

268 kan det samtidig bestemmes, at en udtalelse, en medde‐

lelse eller et billede skal slettes, hvis det er muligt.

Stk. 2.

Forpligtelsen efter stk. 1 påhviler den, der dømmes

for overtrædelsen. Har denne ikke rådighed over udtalelsen,

meddelelsen eller billedet, kan forpligtelsen pålægges den,

som har en sådan rådighed.«

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

§ 274.

Den, som fremsætter eller udbreder ærefornærmen‐

de udtalelser mod en afdød, straffes med bøde eller, hvis

bagvaskelse foreligger, med fængsel indtil 4 måneder.

13.

§ 275

affattes således:

»§

275.

Forbrydelserne i dette kapitel er undergivet privat

påtale bortset fra §§ 266-266 b.

Stk. 2.

Efter forurettedes anmodning kan offentlig påtale

ske i sager

1) efter §§ 263-264 d, og § 268,

2) hvor en person beskyldes for et forhold, der kunne eller

kan medføre fortabelse af offentlig stilling eller hverv, eller

3) når en alvorlig beskyldning er udbredt anonymt.«

Stk. 2.

I de i §§ 263-264 d nævnte tilfælde kan offentlig

påtale ske, når den forurettede anmoder herom. Det samme

gælder, når nogen, der virker eller på den tid, hvorom talen

er, virkede i offentlig tjeneste eller hverv, sigtes for et for‐

hold, der kan medføre eller kunne have medført stillingens

eller hvervets fortabelse, samt når en sigtelse fremsættes i

navnløs eller med urigtigt eller opdigtet navn forsynet skri‐

velse.

14.

§ 301 a

ophæves.

§2

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1101 af 22. sep‐

tember 2017, som senest ændret ved lov nr. 130 af 27. febru‐

ar 2018, foretages følgende ændringer:

Efter § 31 b indsættes:

»§ 31 c.

Retten kan i private straffesager om straffelovens

§§ 264 d, 267 og 268 efter anmodning under et særskilt rets‐

møde forud for hovedforhandlingen træffe afgørelse om

1) referatforbud efter § 30, eller

2) navneforbud efter § 31, stk. 1.«

§ 32 b.

Overtrædelse af § 29 d, § 29 e, 3. pkt., og § 32,

stk. 1, 1. og 2. pkt., stk. 3, 3. pkt., og stk. 5 og 6, eller af ret‐

tens forbud efter § 30, § 31 b, 1. pkt., § 32, stk. 1, 3. pkt.,

stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, og § 32 a straffes med bøde.

Stk. 2.

Overtrædelse af et forbud efter § 31 straffes med

bøde, hvis den pågældende var bekendt med forbuddet. Det

samme gælder, hvis den pågældende vidste eller burde vide,

at sagen verserede ved retten, eller at politiet efterforskede

sagen, og den pågældende ikke havde forhørt sig hos politi‐

et, anklagemyndigheden eller retten om, hvorvidt der var

nedlagt navneforbud.

§ 32 b, stk. 1,

ændres »Overtrædelse af« til: »Med bøde

straffes den, der overtræder«, og »straffes med bøde« udgår.

§ 275.

Forbrydelserne i dette kapitel er undergivet privat

påtale. Dette gælder dog ikke dem, der er nævnt i §§ 266,

266 a og 266 b.

§ 32 b, stk. 2, 1. pkt.,

ændres »et« til: »rettens«.

§ 339 a

indsættes som

stk. 2:

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

§ 339 a.

Retsmøder under forberedelsen, hvor der ikke

sker bevisførelse til brug for hovedforhandlingen, holdes for

lukkede døre, medmindre retten bestemmer andet.

»Stk.

Stk. 1 finder dog ikke anvendelse på retsmøder ef‐

ter § 31 c.«

§ 684, stk. 1, nr. 6,

affattes således:

§ 684.

Efter denne bogs regler behandles endvidere, uden

hensyn til, om der samtidig nedlægges påstand om straf,

sager, hvorunder det offentlige nedlægger påstand om:

1) særlige følger, der til fyldestgørelse for det almene er

fastsat for overtrædelser af love om politivæsenet, bygnings‐

væsenet, landbovæsenet, skattevæsenet og lignende love;

2) ophævelse af en forening;

3) nogen af de i straffelovens kapitel 9 foreskrevne retsføl‐

ger af strafbare handlinger eller tilsvarende retsfølger fore‐

skrevne i andre love;

4) fortabelse af rang, titel, orden eller hæderstegn;

5) forbrydelse af arveret;

6) mortifikation eller godtgørelse i henhold til straffelovens

§ 273, når æresfornærmende sigtelser påtales offentlig.

Stk. 2. ---

§ 781. ---

Stk. 2.

Er betingelserne i stk. 1, nr. 1 og 2, opfyldt, kan te‐

lefonaflytning og teleoplysning endvidere foretages, såfremt

mistanken angår fredskrænkelser som omhandlet i straffelo‐

vens § 263, stk. 2.

Stk. 3-5. ---

§ 791 a. ---

Stk. 2-4. ---

§ 791 a, stk. 5,

affattes således:

»Stk. 5.

Må indgrebet antages at være af væsentlig betyd‐

ning for efterforskningen, og vedrører efterforskningen en

lovovertrædelse, der kan medføre fængsel i 1 år og 6 måne‐

der eller derover, kan politiet foretage teleobservation ved

1) at indhente oplysninger fra udbydere af telenet eller tele‐

tjenester vedrørende lokaliseringen af en mobiltelefon, der

antages at benyttes af en mistænkt eller

2) på anden måde ved hjælp af en gps eller et andet lignende

apparat at registrere en mistænkts færden.«

Stk. 6-8. ---

§3

»6) mortifikation efter § 270 eller pålæg efter § 271, når

ærekrænkelser påtales offentligt.«

§ 781, stk. 2,

ændres »§ 263, stk. 2« til: »§ 263, stk. 1«.

Stk. 5.

Politiet kan fra udbydere af telenet eller teletjene‐

ster indhente oplysninger vedrørende lokaliseringen af en

mobiltelefon, der antages at benyttes af en mistænkt (teleob‐

servation), hvis indgrebet må antages at være af væsentlig

betydning for efterforskningen, og efterforskningen vedrører

en lovovertrædelse, der kan medføre fængsel i 1 år og 6 må‐

neder eller derover.

L 240 - 2017-18 - Bilag 1: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvars-loven og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser mv.)

I lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 266

af 21. marts 2014, som senest ændret ved § 3 i lov nr. 140 af

28. februar 2018, foretages følgende ændring:

§ 26. ---

Stk. 2.

Ved fastsættelsen af godtgørelsen kan det tillægges

vægt, at krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har in‐

debåret en overtrædelse af bestemmelser i straffelovens ka‐

pitel 23 eller 24.

Stk. 3-4. ---

§4

I medieansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 914 af 11.

august 2014, foretages følgende ændringer:

§ 8, stk. 1,

indsættes som

3. pkt.:

»Foretagender, der udgiver massemedier som nævnt i § 1,

nr. 3, og der modtager redaktionel produktionsstøtte eller

projektstøtte efter lov om mediestøtte, er omfattet af loven,

uanset om de har indgivet anmeldelse til Pressenævnet. 2.

pkt. gælder ikke for massemedier nævnt i § 1, nr. 3, som

henvender sig til et dansk mindretal i udlandet.«

§ 8, stk. 2,

ændres »anmeldte foretagender« til: »foretag‐

ender, der omfattes af loven efter stk. 1, 1. eller 2. pkt.,«

§ 26, stk. 2,

indsættes som

3. pkt.:

»Det samme gælder, hvis krænkelsen er begået ved en for‐

brydelse, der har indebåret en overtrædelse af bestemmelser‐

ne i straffelovens kapitel 27. Dette gælder dog ikke de over‐

trædelser, der er nævnt i straffelovens §§ 266-266 b«.

§ 8.

Foretagender, der udgiver de i § 1, nr. 3, nævnte mas‐

semedier, skal for at være omfattet af lovens regler have ind‐

givet anmeldelse til Pressenævnet.

Stk. 2.

For anmeldte foretagender gælder reglerne i §§ 5-7.

Stk. 3. ---