Tak skal du have, formand.
Når der forhåbentlig er et flertal, der om lidt vedtager det her lovforslag, bliver det formentlig kun med stemmer fra regeringen og Dansk Folkeparti.
Det er måske ikke så overraskende, når vi i Folketinget ikke er helt enige, når det handler om skattelettelser, men det kan alligevel undre, at et forslag med det her indhold ikke har bredere opbakning i Folketinget, og det vil jeg godt bruge et par ord på her i dag.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at den her regering arbejder for at lette skatten på at arbejde – noget, jeg noterede mig mange partier gik til valg på, også flere partier end dem, der stemmer for det forslag, regeringen kommer med her i dag – og når vi arbejder for det, gør vi det med lovforslaget her ved at indføre et jobfradrag målrettet lavere arbejdsindkomster.
Jeg har hørt mange forskellige meninger om jobfradraget:
Nogle synes, det er urimeligt, at folk med høje indkomster også får en skattelettelse, så de ville gerne have fradraget aftrappet.
Sådan ser regeringen ikke på det, for vi havde gerne set, at vi i endnu højere grad kunne lette skatten, ikke bare for nogle, men for alle, der er i fuldtidsbeskæftigelse.
Det er kun rimeligt, at dem, der går på arbejde, bliver belønnet i større omfang end i dag for at arbejde, for det er dem, der finansierer vores velfærdssamfund.
Det der synspunkt om, at skattelettelsen skal målrettes nogle, og så er der nogle, der ikke skal have den, er et mærkeligt synspunkt, og det svarer lidt til, at man går ind til de offentlige overenskomstforhandlinger, og så siger man, at der kun er én faggruppe, der skal have en lønstigning, mens nogle andre faggrupper absolut ingenting skal have.
Der kan godt være forskel, når man laver offentlige overenskomstforhandlinger, på, hvem der skal have de største lønstigninger, men at have et udgangspunkt om, at nogle slet ikke skal belønnes for den arbejdsindsats, de har lagt, er meget mærkeligt, og det er den politik, en række partier her i Folketinget fører, når det handler om skattelettelser.
Jeg synes, det er mærkværdigt.
Jeg vil gerne slå helt fast:
Der er ikke nogen, der med det her forslag får mere end det maksimale jobfradrag på 2.500 kr.
i 2020, så relativt set får de laveste indkomster mest ud af jobfradraget – de laveste indkomster får mest ud af jobfradraget.
Der er så nogle, der mener, at jobfradraget bør gælde fra den først tjente krone, uanset om man er på kontanthjælp eller får løn, fordi man er ude at arbejde.
Vi har foreslået, at jobfradraget bliver udmøntet i den aftale, vi har lavet med Dansk Folkeparti, i det her lovforslag, så det er målrettet folk i beskæftigelse.
Så vi giver folk i beskæftigelse et incitament til at tage et arbejde eller arbejde noget mere, altså at gøre vores samfund rigere, og derfor er det selvfølgelig kun rimeligt, at det er forbeholdt lønindkomst og målrettet folk, der er på arbejdsmarkedet.
Er det ikke urimeligt for dem, der står uden for arbejdsmarkedet?
Det giver dem i hvert fald et incitament til at bevæge sig ind på arbejdsmarkedet, som er rimeligt.
Så er der nogle, der siger, at de slet ikke vil give de lavestlønnede skattelettelser, og jeg kan virkelig undre mig over, at man i overenskomstforhandlinger kan kæmpe en hård kamp for højere løn, men ikke vil give arbejdstagerne mere på lommen gennem skattelettelser.
Jeg savner noget sammenhæng hos de partier, der har den holdning.
Til den sidstnævnte gruppe kan man medregne Socialdemokratiet, som med deres ændringsforslag, som blev nedstemt ved andenbehandlingen, hverken ønskede et målrettet jobfradrag, lettelser i bundskatten eller forhøjelse af loftet over beskæftigelsesfradraget.
Jeg kunne så forstå, hvis man bare var imod forhøjelsen af beskæftigelsesfradraget, som der er noget fordelingsmæssigt i, men jeg undrer mig såre over, at Socialdemokratiet og i øvrigt en række andre partier i Folketinget ikke vil være med til at give helt almindelige, hårdtarbejdende danskere lidt flere penge på lommen – så helt almindelige, hårdtarbejdende arbejdere får lov til at beholde lidt mere af deres løn; ikke meget mere, men lidt mere.
Det er meget overraskende, at der ikke er flere partier i Folketinget, der kan stemme for den del af lovforslaget, særlig når man kigger på den linje, der blev ført under den tidligere regering, hvor man lavede en skattereform, der jo er meget mere skæv end den skattereform, regeringen her har aftalt med Dansk Folkeparti, og som er meget mere ulige end den skattereform, regeringen har aftalt med Folketinget.
Den tidligere regering lavede en skattereform, hvor man løftede grænsen for topskat, og det indgår slet ikke som et element i regeringens udspil.
Det undrer mig altså meget, at man ikke her under tredjebehandlingen kan se sig selv i det forslag, der ligger, så det må jeg sige jeg synes er meget mærkeligt, og det håber jeg der er nogle vælgere og nogle danskere der tager ad notam.
Hvis de ændringsforslag, som Socialdemokraterne har stillet til andenbehandlingen, men som altså er stemt ned, var blevet stemt igennem, havde man fået en skattereform med et negativt arbejdsudbud, og det vil sige en skattereform, som ville gøre Danmark fattigere.
Jeg vil også godt benytte lejligheden til at påpege her, at det er mærkeligt, at i øvrigt ansvarlige partier kan foreslå skattereformer, som har et negativt arbejdsudbud.
Hvad betyder det?
Det betyder, at det er en skattereform, som samlet set gør Danmark fattigere i stedet for at gøre Danmark rigere, og så svigter man en central politisk opgave set fra min side.
Det er fair nok, at man ikke vil være med til det, regeringen foreslår, og det er fair nok, at man har alternativer, men når man foreslår ting, der reelt gør Danmark fattigere, så er der grund til at undre sig fra Folketingets talerstol, og det gør jeg i dag som skatteminister.
Jeg har også bemærket, at der har været en del udsagn, bl.a.
fra Socialdemokraternes side, om, at man må prioritere mellem skattelettelser og velfærd.
Det er jo et helt rimeligt synspunkt, som også andre partier har.
Nu forholder det sig imidlertid sådan, at det ene ikke udelukker det andet med det råderum, vi ser ind i.
Og med regeringens skatteaftale, som altså udmøntes her med lovforslaget i dag, vil der overordnet set være plads i økonomien til også at håndtere det demografiske træk i perioden frem til 2025.
Og med den økonomi, vi har i øjeblikket, hvor det buldrer frem, ser vi jo også ind i, at råderummet i hvert fald ikke bliver mindre, men muligvis bliver større end det, man har regnet med.
Så den bekymring kan være fair nok at have, men når man dykker ned i tallene, mener jeg ikke der er fagligt grundlag for at have den.
Afslutningsvis vil jeg godt knytte et par ord til Socialdemokratiets forslag om at nedsætte loftet for størrelsen af pensionsindbetalingerne, så man derved finansierer en højere fradragssats, som der også var et ændringsforslag om, der blev nedstemt ved andenbehandlingen.
På den måde målretter man det, der er i forslaget her omkring samspilsproblemer, til at løse det for personer i lavindkomstgruppen, men det er ikke kun personer i lavindkomstgruppen, der er ramt af samspilsproblemer, som altså handler om, hvorvidt det kan betale sig at spare op til pension eller ej.
Størrelsen på loftet for fradraget er afgørende for, at pensionsfradraget øger tilskyndelsen til at spare ekstra op til pension.
Et lavere loft vil indebære, at færre personer vil få en ekstra gevinst ved at øge deres pensionsindbetalinger.
Det gælder også personer, der ikke betaler topskat.
Med det loft på 70.000 kr., som vi foreslår her i lovforslaget, vil personer, hvis pensionsindbetalinger udgør 13,7 pct.
af lønindkomsten, opnå det maksimale pensionsfradrag ved en lønindkomst svarende til topskattegrænsen.
Det er ganske fornuftigt og afbalanceret.
For et typisk medlem af Dansk Metal er indbetalingsprocenten f.eks.
12, mens den for gymnasielærere er 16,8.
På den baggrund synes jeg, og det er måske ikke så overraskende, at jeg vil benytte lejligheden til at gøre reklame for regeringens lovforslag her i dag og mene, at det er et velafbalanceret lovforslag, som vi tredjebehandler.
Det er et forslag, der fortjener en bredere opbakning, end det får her ved afstemningen.
Og det er jeg ikke ene om at mene.
Forsikring & Pension har så sent som i mandags direkte opfordret Folketingets politikere til at stå fast og vedtage det her forslag, som vi nu behandler.
Og når brancheorganisationen for Danmarks forsikringsselskaber og pensionskasser, som jo til daglig har de her samspilsproblemer inde på livet, altså det, at det ikke kan betale sig at spare op for helt almindelige danskere, går ud med sådan en klar opfordring, så synes jeg også, at Folketinget skylder at lytte til dem, og derfor vil jeg godt understrege den anbefaling her i dag.
Forslaget kommer rigtig mange danskere til gode.
Jeg synes, det ville være en god måde at runde folketingssamlingen af og gå på sommerferie på, at der var en bred kreds af partier i Folketinget, som stemte for det forslag, der ligger.