Det næste punkt på dagsordenen er:

28) 1. behandling af lovforslag nr. L 238:

Forslag til lov om ændring af ligningsloven og personskatteloven. (Lavere skat på arbejdsindkomst og større fradrag for pensionsindbetalinger m.v.).

Af skatteministeren (Karsten Lauritzen).

(Fremsættelse 02.05.2018).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver ordet til hr. Jesper Petersen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Lovforslaget udmønter den skatte- og pensionsaftale, som regeringen indgik med Dansk Folkeparti tilbage i februar. Bagtæppet for den aftale var et længere forløb om skattepolitikken og konkret regeringens udspil på området fra august. Her foreslog regeringen at lave nedsættelser af skatten, fortrinsvis til de mest velstillede danskere, for 15 mia. kr. – penge, der altså ikke kunne bruges på velfærd, som det var tiltænkt, eller som skulle hentes f.eks. ved forringelser af børnechecken. Nu står vi så og behandler en markant mindre aftale, hvis hovedindhold er en løsning på den problemstilling, at det for nogle mennesker ikke har kunnet betale sig at spare op til pension i en periode, også kendt som samspilsproblemet. Lad mig derfor indledningsvis slå fast, at det er overordentlig glædeligt, at det ikke lykkedes regeringen at komme igennem med så store nedsættelser af skatten, som det blev bebudet. Var det sket, havde det været meget problematisk for vores velfærd, der i forvejen er under pres på en række områder, hvor udfordringerne vokser de kommende år, og hvor kvalitet selvsagt koster.

Når den glæde så er konstateret, må vi også sige, at lovforslaget her er dyrere og tiltagene mere socialt skæve, end vi havde håbet det ville ende med. Vi har et lovforslag, der ifølge Finansministeriets egne svar giver en samlet skattelettelse til direktøren, som er dobbelt så stor som skattelettelsen til HK'eren på mindsteløn. Samtidig medfører aftalen et betydeligt træk på det økonomiske råderum i en tid, hvor velfærden i den grad kunne bruge et løft. Alt for mange steder løber velfærdsmedarbejderne hurtigere og hurtigere, og ligegyldigt hvor mange timer der lægges på arbejdspladsen, har de oplevelsen af, at der ikke er tid nok – tid til det vigtigste, nemlig de patienter og børn, elever, ældre eller handicappede, hvis trivsel, udvikling og velfærd er grunden til, at de møder på arbejde. Det er vi som politiske partier nødt til at tage bestik af, i hvert fald os, der går op i at have et stærkt og solidarisk og velfungerende velfærdssamfund for alle. Det her lovforslag er derfor i forbindelse med en økonomisk prioritering desværre et skridt i den forkerte retning.

Så vil jeg sige lidt om de mere konkrete elementer, hvor hovedtyngden ligger på pensionsområdet. Det bliver foreslået at indføre et ligningsmæssigt fradrag for pensionsindbetalinger på op til 70.000 kr. om året for personer med mindre inden 15 år til pensionsalderen. I Socialdemokratiet har vi selv foreslået sådan et fradrag, fordi vi længe har efterlyst, at vi skulle lave en løsning på samspilsproblemet, der ikke mindst rammer lav- og mellemindkomstgrupperne. Det kan være en fornuftig tilskyndelse at sørge for, at det bedre kan betale sig at spare op til egen pension. Men vi ærgrer os over, at man er landet på netop den her model, for faktum er i forhold til det høje maksimumsbeløb på 70.000 kr., at den sidste del af det først og fremmest gavner de mest velstående. For at håndtere samspilsproblemet var det ikke nødvendigt med så stort et fradrag. Hvor mange 3F'ere eller sosu-arbejdere er det, der lægger så stort et beløb i privat opsparing om året, skulle være det retoriske spørgsmål her, for dem er der jo altså ikke ret mange af.

Et nyligt svar, som vi har fået fra Finansministeriet, viser da også, at når man opgør, hvordan fordelingseffekterne så er, viser det sig, at en direktør forventes at få en gevinst på knap 6.000 kr. om året ud af pensionsfradraget, mens en HK'er på mindsteløn derimod får omkring 1.500 kr. om året ud af det nye fradrag. Direktøren bliver altså i kroner og øre stillet fire gange så godt som lønmodtageren på mindsteløn. Det synes vi er en ærgerlig og skæv indretning af et fradrag, som netop skulle tilgodese lavtlønsgrupperne. Vi har bedt ministeren om at fremlægge et forslag til, hvordan en provenuneutral omlægning af det her forslag til et pensionsfradrag kunne laves mere socialt afbalanceret. Vi håber, at vi kan komme det nærmere i udvalgsbehandlingen, og at lovforslaget så vil give flere partier lejlighed til at genoverveje, om ikke vi kunne lave en mere retfærdig indretning af det forslåede pensionsfradrag – det ved jeg man kan.

Ud over pensionsdelen indeholder lovforslaget også en række mindre skattelempelser, som rent fordelingspolitisk faktisk er mere fornuftige – de gavner almindelige danskere i arbejde: et nyt jobfradrag, en forhøjelse af loftet over beskæftigelsesfradraget med 1.000 kr. og en nedsættelse af bundskatten med 0,02 procentpoint. Det er vigtigt for mig at slå fast, at vi i Socialdemokratiet jo ikke er principielle modstandere af at sætte skatten ned, særlig ikke hvis man gør det i bunden, hvor det er almindelige lønmodtagere, der oplever gevinsten, men der skal være penge til det, og rækkefølgen skal være rigtig. Først skal vi sikre tryghed om velfærden, og derfor er Socialdemokratiets førsteprioritet da også, at vi som samfund frem mod 2025 skal have penge til at dække de udgifter, der følger af, at vi heldigvis får både flere ældre og flere børn. Med lovforslaget bruger regeringen og Dansk Folkeparti en ganske betragtelig del af det økonomiske råderum, der skulle bruges der, på at lette skatten med en hundredkroneseddel om måneden for personer i arbejde. Faktisk koster aftalen ca. 5 mia. kr. om året, hvoraf en betydelig del vil komme fra det råderum i statens økonomi, der især er fremkommet ved reformer, som man solgte til befolkningen med det argument, at der så blev sørget for midler nok til fremtidens velfærd. Det ser svært ud at kunne holde det løfte til danskerne, hvis man gennemfører de her skattenedsættelser, og derfor kan vi ikke støtte den del af lovforslaget.

Med de argumenter, jeg har givet her, vil vi gå konstruktivt ind i det udvalgsarbejde, der kommer. Det er vores håb, at der kan skabes opbakning til to ændringer af forslaget, dels en mere social indretning af det foreslåede pensionsfradrag, så det i højere grad giver en tilskyndelse til at spare op for de personer, som rent faktisk er ramt af samspilsproblemet i den lavere ende af indkomstskalaen, dels en udlugning i de skattelettelser, som egentlig ikke er nødvendige, men som til gengæld er dyre og koster for meget på velfærdskontoen. Hvis de ting lykkes, vil vi kunne støtte lovforslaget, og ellers fremgår det jo nok af min tale, at vi mener, at regeringen har valgt lavere skat over kvalitet i hverdagens velfærd, og der er vores prioritering anderledes.

Den her gang skal jeg huske at sige, at det Radikale Venstre har bedt mig hilse og sige, at de også støtter en løsning på samspilsproblemet, men ligesom Socialdemokratiet er de kritiske over for den samlede økonomiske prioritering, som lovforslaget er et udtryk for. Jeg beklager, at jeg gik lidt over taletiden her, men til gengæld kunne jeg måske gøre et lille indhug i den radikale taletid, som så ikke bliver udnyttet senere hen. Tak for formandens tålmodighed.

Der er stor velvilje.

Vi får nu et spørgsmål fra hr. Dennis Flydtkjær.

Tak for det. Og tak for ordførertalen. Noget af det, jeg bemærkede, var, at man mente, det var socialt skævt – pilskævt var det udtryk, jeg tror man brugte – altså at direktøren fik 6.750 kr. og en HK'er fik 2.800 kr. Selvfølgelig er der forskel, det er vi med på, men det er jo også en noget større indkomstforskel, der er. Det, der så bare klinger lidt hult, er, at hvis man så sammenligner med den skattereform, som hr. Jesper Petersens eget parti var med til at lave i 2012, så hed det for HK'eren 2.800 kr., altså faktisk præcis det samme som i den reform, vi behandler i dag. Men dengang var det så for direktøren 14.050 kr., altså fem gange så meget som for HK'eren. Der var altså en langt større skattelettelse til direktøren med den reform, man lavede i 2012. Og så er det, det klinger lidt hult, når man så siger, at det her er vildt skævt. Hvis man måler på Ginikoefficienten, som man også gør, og som er en lidt teknisk betegnelse, så øger man med den her aftale Ginikoefficienten med 0,12, hvor det med den skattereform, som Jesper Petersens parti selv var med i som regeringsparti, var 0,27.

Så lige meget om man måler i kroner og øre på familietyper, eller om man måler i forhold til Ginikoefficienten, var reformen fra 2012 langt mere ulighedsskabende end den, der er lavet her, og derfor synes jeg, det virker lidt pudsigt, at man i forhold til lige den del er meget negativ over for det, for historisk set tror jeg faktisk ikke man har lavet ret mange skattereformer, som er så lige som den her. Jeg er med på, at den giver en større lettelse for dem, der tjener rigtig mange penge, men det er jo procentregning i det danske skattesystem. Men at sige, at det er vildt skævt, i forhold til hvad man selv har lavet 2012, synes jeg da virker lidt spøjst.

Ordføreren.

Tak for det. Der kunne jeg jo godt bruge mange forskellige ting til at have den her mere historiske diskussion om de skattepolitiske tiltag. Men jeg har bare den enkelte kommentar, at hvis vi endelig skal begynde at måle op på, hvordan de forskellige tiltag har været, så er det, som Dansk Folkeparti medvirkede til gangen inden, jo altså endnu mere, hvad skal man sige, socialt skævt i sin fordelingsprofil, hvor man virkelig gav et kraftigt ryk ned i topskatten i det, der egentlig var den højeste marginalskat på det tidspunkt. Så på den måde synes jeg måske ikke man som parti har så meget at komme efter her.

Så har Dennis Flydtkjær ret i, at der også blev lavet en skattereform før det, som jo meget handlede om dels at forhøje beskæftigelsesfradraget – det var det primære – og så at håndtere den problemstilling, at topskatten var begyndt at omfatte nogle, som det egentlig var tiltænkt. Og det løste vi så der. Men det har vi jo gjort nu. Så skal vi se på: Hvad er behovet i dag, og hvordan skal man strikke en løsning af samspilsproblemet sammen? Og det, som jeg anførte var forskellen på HK'eren og direktøren, er jo den måde, man har lavet det nye pensionsfradrag på, hvor man giver et unødig stort fradrag for at skulle løse det samspilsproblem, og som ender med, at dem, der egentlig har behov for at få det, slet ikke har brug for et, der er så stort – tværtimod får man lige lempet en skattelettelse ind fra siden, og det er ikke nødvendigt. Det forstår jeg ikke at Dansk Folkeparti vil have.

Hr. Dennis Flydtkjær.

Jeg havde ellers bemærket det meget positive i høringssvarene, at de her tre parter er gået sammen – jeg mener, at det er LO, Forsikring & Pension og Dansk Arbejdsgiverforening – og faktisk roser det her tiltag, fordi det er en god måde at løse det på. De har jo sendt et brev, hvor de faktisk foreslår stort set det samme, som de selv skriver i høringssvaret. Det er ellers normalt, at i hvert fald LO er nogle, som Socialdemokratiet spejler sig meget i, og det er jo fornuftigt nok – de har mange gode holdninger. Så forstår jeg ikke, hvorfor man så synes, at det her er så skævt.

Så er der en anden ting, som hr. Jesper Petersen sagde i ordførertalen, og det var, at en stor del af det var råderumsfinansiering. Det er det faktisk ikke, for de 2,5 mia. kr. til pensionsdelen kom fra aftalen fra juni sidste år, som var målrettet til at skulle bruges på det her. Så var der 1 mia. kr. fra indførelsen af kontanthjælpsloftet, og det er jeg med på at man kan være uenig i, men det er trods alt ikke en råderumsfinansiering. Så kan man ikke bare trods alt bekræfte, at det ikke er rigtigt, at det er en ren råderumsfinansiering? For der var jo også nogle penge fra optjeningsprincippet, egenbetaling på danskundervisning osv. Så der er en råderumsfinansiering, men man fik sådan indtrykket af, at det var næsten ren råderumsfinansiering, og det var det jo faktisk ikke. Altså, der er jo stadig væk mulighed for at kunne få dækket det demografiske træk, som vi diskuterer meget herinde. Kan man ikke bare bekræfte den del?

Ordføreren.

Nu fik hr. Dennis Flydtkjær jo så modereret lidt på sit spørgsmål, efterhånden som det blev stillet, for jeg sagde ikke, at der var en ren råderumsfinansiering, men der er en betydelig råderumsfinansiering. Det er der – 2,5 mia. kr. igennem årene, og det er jo penge, som man har sagt til folk skulle bruges på at forbedre velfærden og til at sørge for, at der var råd til det, når der blev flere ældre i befolkningen, bl.a. med de dagpenge- og efterlønsaftaler, som Dansk Folkeparti var med til at lave med Lars Løkke Rasmussen, da han var statsminister forrige gang.

Nu bruger man dem så i stedet for her, og det er det, jeg egentlig synes Dansk Folkeparti skulle genoverveje, altså om ikke det er vigtigere at sørge for, at der er penge til, at de ældre ikke skal ligge for længe i sengen uden at komme op, ikke skal opleve de uværdige situationer, vi har set, hvor man har den samme ble på i alt for lang tid, eller pædagoger, der er i situationer med alt for mange børn på en gang. Og det er jo den prioritering, man ender med at lave her. Der er ting, der er unødvendige at gøre på skatteområdet, hvor man lemper og tager pengene fra det økonomiske råderum og derfor ikke kan bruge dem på de velfærdshensyn, vi synes man skulle bruge dem på.

Så er der et spørgsmål fra hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance.

Vi har jo naturligvis en politisk uenighed om skat. Vi synes, det er godt, at man sænker skatten. Vi synes også, det er velfærd, når lønmodtagernes råderum, deres eget råderum, bliver øget. Det må man også kunne forstå at lønmodtagerne synes er vigtigt. De har gået meget op i lønforhandlinger, som jo i øvrigt også er i procent, så dem, der tjener mest, får mest ud af det i kroner og øre. Det har jeg ikke hørt Socialdemokratiet problematisere, hvilket man jo kunne finde lidt pudsigt.

Men mit spørgsmål var egentlig om det med, at Socialdemokratiet, da de var i regering, ønskede en vækst i det offentlige forbrug på 0,6 pct. Så vidt jeg ved, har det offentlige forbrug også her været 0,6 pct. i de seneste finanslove, der er indgået. Jeg synes personlig, at det er for højt. Jeg synes, det burde være lavere, men det klinger jo enormt hult, når Socialdemokratiet står og siger, at der ikke er råd til velfærd, forstået som offentlig velfærd, når det offentlige forbrug stiger med det, som Socialdemokratiet selv ønskede det offentlige forbrug skulle stige med, da de lavede deres 2025-plan. Så hvordan hænger det sammen? Hvordan kan noget, som var rigtigt, da man selv sad i regering, nu være forkert, når man er i opposition?

Ordføreren.

Jeg forstår godt, at det er sådan en spændende polemisk måde at sætte tingene op på. Jeg mener bare ikke, at beskrivelsen er rigtig. Det, der er regeringens politik, den regering, som Liberal Alliance er en del af, er jo, at hver gang der bliver to ældre medborgere flere, så vil man kun sætte penge af til den ene. Det er det, der er den økonomiske politik. Man vil kun have en offentlig vækst, der er det halve af det, som befolkningsudviklingen tilsiger der er behov for. Det er den diskussion, vi har. Og når vi kommer lidt frem i årene, kan vi jo bare begynde at se, hvordan den her regering er ved at have tømt statskassen. Den er ved at have uddelt mange penge i forskellige former for lettelser, dem, vi ikke har kunnet forhindre, og andre steder har man lavet nogle aftaler, der også tager nogle penge fra det økonomiske råderum. Vi er ved at være der, hvor man ikke kan leve op til det, vi synes er vigtigt, nemlig at sørge for, at vi, når der bliver flere ældre og flere børn, også skal have råd til, at de skal have en ordentlig kvalitet i hverdagens velfærd.

Hr. Joachim B. Olsen.

Taleren står fra Folketingets talerstol og påstår, at man har tømt statskassen. Men altså, de offentlige finanser er holdbare. Der er balance i de offentlige finanser. De offentlige finanser er sunde. Man må bare konstatere, at den stigning i det offentlige forbrug, som jeg synes er alt for høj, under den her regering ligger på over det demografiske træk på 0,65 pct., hvilket er præcis det, hr. Jesper Petersens egen regering ønskede, da hr. Jesper Petersens parti var i regering. Det var den plan, man lavede dengang, hvor man sagde, at vi ønsker, at det offentlige forbrug skal stige med 0,6 pct. Så må det også have været udsultning af den offentlige sektor, når det offentlige forbrug nu er på 0,6 pct. Det giver jo ikke mening. Det er jo så let at gennemskue, at det, som hr. Jesper Petersen står og siger, bare er polemik.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig uenig med hr. Joachim B. Olsen, og jeg mener, at man simpelt hen ikke fortæller sandheden om, hvad det er for en politisk prioritering, vi står i. For det her handler ikke om at se på, hvad den offentlige vækst var sidste år. Det handler om at se på, hvad den prioritering, vi diskuterer lige nu, betyder, altså det lovforslag, vi diskuterer nu. Hvad betyder det for de muligheder, man har, når vi når frem i årene? Vi kan se, hvordan forbruget af penge ligger på grund af det her lovforslag frem i årene. Når det sker, hvad er så muligheden for at have de midler i den offentlige sektor, der skal til, for at man kan drive det på en værdig og god måde og sørge for, at der er tid til patienter og elever osv. derude? Det går hr. Joachim B. Olsen mindre op i, end vi gør, det er jeg med på, men det er det, der er prioriteringen her, og det må man stå ved.

Så er det fru Louise Schack Elholm, Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg er med på, at socialdemokraterne prøver at opbygge en historie om velfærd eller skattelettelser. Det er et fuldstændigt deja-vu i forhold til 2011, dengang socialdemokraterne kørte præcis samme valgkamp, der er bare endnu mindre i beskyldningerne nu, end der var dengang. Dengang lovede socialdemokraterne guld og grønne skove, hvilket de så ikke skaffede, da de kom til magten. Men for ligesom at demonstrere, at det her tømmer vi overhovedet ikke kassen på, kan ordføreren så fortælle mig, hvor meget det er, socialdemokraterne mener der skal være af råderum i 2025, før der er plads til den velfærd, som socialdemokraterne mener er den rigtige, hvis man kigger på socialdemokraternes udspil? Hvor stort skal råderummet være i 2025?

Ordføreren.

Det skal være sådan, at man kan have en vækst i den offentlige sektor, som minimum svarer til det, man kalder det demografiske træk, at der i takt med, at der bliver flere ældre, så også bliver flere børn, og at man så har mulighed for at følge med og sørge for, at man mindst har den kvalitet, man har i dag. Men der er også mange punkter, hvor vi i dag ikke synes, at det fungerer godt nok. Der er for mange tilfælde af elever, der går ud af skolen uden at kunne, hvad de skal, der er ældre, der er i situationer, som ikke er værdige, der er pædagoger, som står med alt for mange børn, hvor det både kan være farligt, men altså heller ikke giver den trivsel og den udvikling, som det er meningen vi skal have. Og der er vi altså ved at være der, hvor man – også med det her lovforslag – har forgrebet sig så meget på det økonomiske råderum, at det simpelt hen bliver vanskeligt. Der har vi en prioritering, der siger, at det skal vi sørge for først. Vi skal sørge for velfærden først. Så kan vi se på, om der er råd til lavere skatter, og så vil vi også gennemgående have en fordeling af skatterne, hvis man har råd, som er anderledes end den, regeringen gerne vil.

Spørgeren.

Jeg kan godt forstå, at hr. Jesper Petersen ikke ønsker at sige tallet, men som socialdemokraterne siger, skal der være et økonomisk råderum i 2025 på 26 mia. kr., og efter den her aftale er der et råderum på 32 mia. kr. Det svarer til et overskud på 6 mia. kr. ud over det, der er behov for, for at opretholde velfærdsniveauet. Det vil faktisk sige, at der stadig væk er rigelig plads til den velfærd. Så det er jo en lang gang vrøvl, der kommer fra socialdemokraternes ordfører. Lad mig høre: Ønsker socialdemokraterne så at rulle det her tilbage, hvis det forfærdelige skulle ske, at socialdemokraterne fik magten efter næste valg?

Ordføreren.

Ja, det der med, om det er forfærdeligt ej, kommer vælgerne jo til at bedømme. Som det har været det sidste lange stykke tid, ser det ud til, at de fleste vælgere ikke synes, det er så forfærdeligt endda. Og det tror jeg bl.a. har at gøre med den her debat, at man ikke har en oplevelse af, at regeringspartierne tager den situation alvorligt, som rigtig mange mennesker oplever, når de sender deres børn i daginstitutioner og i skoler, eller når de besøger deres forældre på plejehjemmet. Det er man bare nødt til at forholde sig til, også som regeringsparti.

Med det beslag, der bliver lagt på pengene nu, altså, man tager omkring 2 milliarder kroner årligt af det økonomiske råderum i årene fra 2020 og frem, så kan man ikke også bruge de penge på at styrke kvaliteten i velfærden. Der lægger vi altså vores prioritering, så vi sørger for, at de ting fungerer, inden vi går ind i en diskussion om, hvorvidt der er råd til at sætte skatten ned.

Tak til hr. Jesper Petersen, der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i rækken, og så er det hr. Dennis Flydtkjær, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Som bekendt er det her en udmøntning af aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti, som jo havde to overordnede formål, det ene at løse samspilsproblemet, så det i højere grad kan betale sig at spare op til pension – fordi der tidligere har været mange år, hvor det ikke har kunnet betale sig – og det andet at give en lettelse til folk med lave indkomster, så det bedre kan betale sig at arbejde.

Man må indrømme, at forløbet ikke har været specielt kønt, men jeg synes, resultatet er blevet ganske fint og et udmærket kompromis. Vi så det egentlig som to isolerede øvelser, som skulle afsluttes. Den første var, at der blev lavet en pensionsaftale tilbage i juni sidste år, som gjorde, at vi fik 2½ mia. kr. ekstra i kassen. Og vi aftalte, at vi skulle mødes igen og finde ud af, hvordan vi kunne udmønte dem, så det kunne betale sig at spare op til pension.

Den anden var, at vi indførte kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen, som jo gav ca. 1 mia. kr. i kassen, og vi skrev ind i aftaleteksten, at de penge skulle bruges på en målrettet reduktion, så det bedre kan betale sig at arbejde. Det er så det, som vi har udmøntet, og som vi står med i dag, og dermed afslutter vi de to isolerede øvelser.

Den første del er indførelsen af et nyt pensionsfradrag, der som sagt var en naturlig opfølgning på den aftale, der hedder »Flere år på arbejdsmarkedet«, for at løse samspilsproblemet. Det duede simpelt hen ikke, at der var rigtig mange danskere, som i princippet blev til grin, fordi de fandt ud af, at de faktisk havde tabt på at spare op til pension. Så derfor har vi indført det her nye fradrag, som skal være med til at afhjælpe det. Det bliver sådan med fradraget, at når man har længere end 15 år til sin pensionsalder, får man et ekstra fradrag på 12 pct. Har man mellem 15 og 5 år til pensionsalderen, bliver det 32 pct. med et loft på maks. 70.000 kr. om året.

Så er der en ting, som vi er rigtig glade for i Dansk Folkeparti, nemlig at vi har fået lavet det sådan, at fradraget starter allerede ved 0 kr. Fra den første krone, man indbetaler, får man altså det ekstra fradrag. Det nævner jeg, fordi det faktisk ikke var det, der var oplægget fra regeringen, og vi synes egentlig kun, det er ganske fornuftigt, at alle helt fra starten af selvfølgelig skal have det her fradrag. Det synes vi er et vigtigt fingeraftryk, som vi har fået sat på den her aftale.

Så er der som noget nyt et jobfradrag, som er på 4½ pct. af den del af indkomsten, der overstiger 87.500 kr., dog højst 2.500 kr. Det er som sagt penge fra kontanthjælpsloftet, og vi synes, det giver mening, at det bliver målrettet dem med de laveste indkomster, hvilket hele tiden har været Dansk Folkepartis fokus, også selv om vi faktisk bemærkede, at der var en vis regeringsleder, som var ude i medierne op mod afslutningen og sige det modsatte, nemlig at det var Dansk Folkeparti, der ikke ville være med til at give en målrettet lettelse til de lavestlønnede.

Det synes vi naturligvis var en smule provokerende, fordi det sådan set hele tiden har været vores fokus, at det netop skulle være målrettet de lavestlønnede, og selvfølgelig med den argumentation, at, som vi har fået vide af ministerierne, der er omkring 21.000 mennesker i Danmark, som får under 2.000 kr. ud af at gå på arbejde hver dag. Det synes vi i Dansk Folkeparti er meget lidt at få ud af at gå på arbejde, og dem vil vi sådan set gerne belønne.

Men jeg vil også sige, at det ærgrer os lidt, at det her punkt så på den anden side gør vores skattesystem mere kompliceret. Vi havde egentlig gerne set, at man kunne løse det ved at ændre på det eksisterende beskæftigelsesfradrag. Der kunne man nå noget af det samme. Det ville være lidt mindre målrettet, men ville trods alt være mere simpelt end det, man er endt ud i her. Men jeg må sige, at det, vi står tilbage med, trods alt er blevet et fint kompromis, at det er endt godt, og at det er blevet en målrettet lettelse, som vi gerne vil have.

Så er der en udvidelse af beskæftigelsesfradraget, så pensionsindbetalinger også indregnes. Det er i høj grad til gavn for dem med de laveste indkomster, som ikke i forvejen udnytter maksimum i det beskæftigelsesfradrag, de har. Det betyder, at der er rigtig mange, som har en lav indkomst og når beskæftigelsesfradragsloftet tidligere, end de gør i dag, og det synes vi også er ganske positivt. Det er også noget, der faktisk er med til at løse det her samspilsproblem, så de to øvelser hænger godt sammen.

Så er der en lille lettelse i bundskatten, og det er egentlig noget, som jeg ser som værende uden for de to isolerede øvelser, vi har lavet, for det kommer egentlig af, at KL og regeringen havde afsat nogle penge til kommunerne for at nedsætte skatten. Det gjorde de så ikke, og de penge, som var afsat til det, har vi så brugt til at sætte bundskatten ned med 0,02 pct. Det er bare for at sige, det ikke er udtryk for, at det ligesom var ambitionsniveauet, og at det var det, man kunne nå. Det var sådan set mere en teknisk korrektion af en aftale, der var indgået mellem KL og regeringen.

Overordnet kan man jo sige, at målet for Dansk Folkeparti, da vi gik ind til de her forhandlinger, var, at vi ville løse det her samspilsproblem, at det skulle kunne betale sig at spare op, og, hvis der var råd til det, at vi gerne ville være med til en lettelse i bunden. Og som det allerede er fremgået af debatten, er det faktisk lykkedes meget godt, synes jeg, for det blev jo ikke de her historisk store skattelettelser, som der var diskussioner om en overgang. Der blev en god skatteaftale, men også en noget mindre skatteaftale.

Men jeg synes også, det er vigtigt, at vi får fortalt, at det faktisk er sikret, at der er plads til det, der hedder det demografiske træk, altså at der kommer flere ældre, at der kommer nogle sundhedsudgifter og andre ting, og det er der, efter vi har lavet den her aftale, og derfor kan vi fuldt ud stå på mål for den. For når man opgør det demografiske træk, er det 26 mia. kr., og som Louise Schack Elholm sagde, er der efter den her aftale indgået aftale om ca. 32 mia. kr. mere frem mod 2025. Derfor er det også noget, vi kan stå på mål for, for det, vi hele tiden har sagt, er, at der skulle være plads til, at vi får flere ældre, men at vi, hvis vi kunne få råd til det, godt ville være med til at lette skatten i bunden.

Til sidst kan jeg give sådan en overordnet betragtning, hvis der er tid til den, nemlig at det, der måske opsummerer det meget godt, er, at simple løsninger, der løser problemerne og samtidig har en god fordelingsproblem, ikke er nemme at finde i en skatteaftale, og det er det her lovforslag måske et meget godt bevis på.

Der er et par korte bemærkninger. Hr. Rune Lund, Enhedslisten, som den første.

Man kan sige, at det godt kan være, at det, regeringen spillede ud med, var endnu mere skævt, men man kan jo sige, at det ikke var lykkedes at indgå den her skæve aftale, hvis ikke det havde været for Dansk Folkeparti. Nu nævner hr. Dennis Flydtkjær selv det målrettede jobfradrag, det såkaldte målrettede jobfradrag, men når man kigger på det, må man jo sige, at de 10 pct. med de laveste indkomster får 20 kr., mens de 10 pct. med de højeste indkomster får lidt over 2.000 kr., og hvis man ser på, hvordan mindreprovenuet bliver fordelt, altså hvem der får gavn af pengene, koster det her i alt 1,4 mia. kr. om året. De 160 mio. kr. af de 1,4 mia. kr. går til dem, der har indkomster under 300.000 kr., mens resten går til dem, der har over, altså dem, der har over små indkomster. Så er det ikke mere rigtigt at sige, at i det omfang det her fradrag er målrettet, er det målrettet dem med de højeste indkomster?

Ordføreren.

Nej, det er det ikke, fordi det skal jo ses i sammenhæng med den debat, der har været igennem lang tid, og de knapper, man har overvejet at skrue på. En har været at flytte topskattegrænsen og helt fjerne loftet. Det ville være en topskattesænkning og ville i hvert fald have en effekt hele vejen op. Det har den her ikke, fordi der er et maksimumbeløb på på 2.500 kr. Den starter ret lavt og er målrettet dem, som er i fuldtidsbeskæftigelse og tjener fra 187.500 kr., så vidt jeg husker, og det er trods alt dem i bunden, den er målrettet på den måde.

Men det er jo rigtigt, at det er en procentsats, og derfor er det klart, at jo flere penge du tjener, indtil du kommer op på loftet på de 2.500 kr., som man maksimum kan få, jo mere får du selvfølgelig ud af det, og hvis man vil gøre det anderledes og alle skulle have præcis det samme ud af det, skulle man jo bare hæve bundfradraget.

Men det, vi gerne vil have, som jeg også nævnte i mit indlæg, er jo, at vi gerne vil gøre noget for de mennesker, altså de omkring 21.000 mennesker, der fik under 2.000 kr. ud af at gå på arbejde, at vi gerne vil gøre noget for et større incitament for det, også fordi pengene kommer fra kontanthjælpsloft og integrationsydelse, og derfor synes vi, at det giver god mening, at man laver sådan et målrettet indgreb, et forsøg på at lempe i bunden for dem, som er i beskæftigelse.

Man trykker sig ind, hr. Rune Lund, fordi hvis det nu er så sent, at man ikke vil have to spørgsmål, skal man ikke belastes med det, men værsgo til hr. Rune Lund.

Tak for det. Jeg synes bare, at det er meget mærkværdigt at tale om et jobfradrag, som skulle være målrettet folk med de laveste indkomster, når man kan se, at stort set alle pengene går til folk, der tjener mere end en lav indkomst. Det giver simpelt hen ikke mening.

Jeg synes også, at argumentationen halter, fordi det er rigtigt, at det, regeringen spillede ud med, var meget mere skævt, men det her er også skævt, og det var jo ikke blevet vedtaget, uden at Dansk Folkeparti havde lagt stemmer til. Så Dansk Folkeparti er jo med til at lave en skæv aftale her. Er det slet ikke noget, der bekymrer Dansk Folkeparti?

Ordføreren.

Hvis jeg købte præmissen om, at det var pilskævt, ville det bekymre mig. Det synes jeg faktisk ikke at det er. Jeg synes egentlig, at det giver god mening , at vi får løst samspilsproblemet, men også den anden del, som hr. Rune Lund mere specifikt spørger ind til, at vi har prøvet at målrette det mod dem i bunden med de små indtægter, er jo sådan set egentlig ret historisk, for når man snakker om skattereformen, har der jo igennem mange år – også tidligere med Dansk Folkepartis stemmer, det står vi ved – været fokus på toppen, altså enten topskatteprocenten, mellemskatten eller topskattegrænsen. Her er det faktisk en skattereform, som har fokus i den anden ende, og det synes jeg ikke at der er nogen grund til at stå og være led ved at kalde socialt skævt eller andre ting. Jeg synes faktisk, at det er rigtig godt, at vi den her gang har haft fokus på at give en lettelse i den anden ende af indkomstskalaen, end man har haft tidligere gennem rigtig mange år.

Tak. Så er det hr. Jesper Petersen.

Jeg vil godt give hr. Dennis Flydtkjær ret i, at det er langt bedre end det, man tidligere har medvirket i. Spørgsmålet er her, om den økonomiske prioritering er den rigtige. Der, hvor jeg dog synes at der er grund til at spørge Dansk Folkeparti om vi ikke kan gøre det her lidt bedre, er der, hvor det handler om samspilsproblemet og pensionsdelen. Det er vi også meget interesseret i at vi får ændret.

Men hvis vi alene holder det til det og ikke ser på de andre ting i forslaget, er fordelingseffekterne jo sådan, at for HK'erne er der 1.500 kr. og for direktøren 6.000 kr. Og det er jo, fordi man har gjort pensionsfradraget så stort, at direktøren får den fulde udnyttelse af det. Og der er egentlig ikke grund til at gøre det så stort. Så hvis man nu kan vride det, sådan at niveauet ikke er lige så højt – altså at det er lavere beløb, der kan tages i fradrag, men lidt højere procent – så får de nederste jo lidt mere ud af det på den måde. Det bliver mere målrettet de laveste lønninger. Og det vil stadig væk løse samspilsproblemet på samme måde som det, der er lagt op til her.

Var det ikke noget, vi kunne se på? Ville det simpelt hen ikke bare gøre det bedre?

Ordføreren.

Det er jo ret komplicerede problemstillinger. Men jeg tror ikke, der er nogle i Folketinget, der ikke har interesse i at løse det. Og vi fik faktisk utrolig mange modeller modelleret på rigtig mange ting, bl.a. at prøve at sænke grænsen på de 70.000 kr. yderligere, som jo kunne frigive nogle penge til f.eks. at hæve procenten. Der er modelleret på alle mulige forskellige måder. Grunden til, at vi endte her og faktisk også puttede flere penge i det end det, vi egentlig havde lagt op til, var, at vi simpelt hen ikke kunne få enderne til at mødes. Der ville hele tiden være et eller andet sted, hvor nogle bulede ud – i den forstand at de så stadig væk blev ramt af samspilsproblemet.

Jeg tror, at det her var den bedste mindelige løsning, vi kunne finde for de penge, vi havde, og havde vi puttet flere penge i det, havde vi nok godt kunnet lave noget, der var endnu bedre, naturligvis. Jeg er helt med på, at mange af de modeller, som Socialdemokratiet naturligvis ikke har set, fordi de ikke var med under forhandlingerne, kan vi da fint prøve at få boret i under udvalgsbehandlingen. Men det var mit klare indtryk, at det her var det bedst opnåelige med den ramme, vi nu engang havde til rådighed.

Hr. Jesper Petersen.

Som jeg sagde i min ordførertale, vil vi i hvert fald forsøge at få det ud af udvalgsbehandlingen, at vi får en løsning på samspilsproblemet, der simpelt hen mere handler om de lavtlønnede og ikke giver den unødigt store, efter vores mening, lettelse af skatten for direktøren og dem, der tjener rigtig mange penge.

Hvis det var et spørgsmål om, at der skulle flere penge ind i det, kunne Dansk Folkeparti jo passende have taget dem fra den anden del af lovforslaget, hvor man ligesom kommer ind i at lave nogle nye nedsættelser af skatten, der jo egentlig ikke er det store behov for. Hvorfor var det så ikke det, der var løsningen, hvis det var det, der var problemet?

Ordføreren.

Altså, en kort forklaring på, hvorfor vi ikke tog nogle penge det andet sted, er jo, at det var to aftaler, hvor der var kommet et provenu for hver af dem, og hvor vi havde bundet hinanden på, at de penge, der kom fra kontanthjælpsloftet, skulle gå til at lette skatten i bunden og ikke til samspilsproblemet.

Den anden del, som så også er udfordringen, og hvorfor det måske ikke er nemt for Socialdemokratiet at være med i en løsning, er, at pengene, de 2,5 mia. kr. til at løse samspilsproblemet, i høj grad kom fra aftalen fra juni sidste år. Da den blev udmøntet i Folketingssalen, stemte Socialdemokratiet nej til den. Så derfor er det måske svært at sige, at man gerne vil være med til at fordele pengene og det kunne gøres langt bedre, når man både er imod finansieringen og det, der kommer ud på den anden side. I hvert fald mangler man fra Socialdemokratiets side en del finansiering helt fra bunden, som man ikke har med i den her aftale.

Med det kan vi så sige tak til hr. Dennis Flydtkjær. Vi går videre i ordførerrækken, og nu er det fru Louise Schack Elholm, Venstre. Værsgo.

Mange tak for det. Det, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde, er noget af det, som Venstre gik til valg på sidste gang. Derfor har det været rigtig vigtigt for os at få lavet den her aftale om at sænke skatten for de lavestlønnede. Det her er jobreform 2. Det første, vi gjorde, var at lave jobreform 1, hvor vi indførte et moderne kontanthjælpsloft og sørgede for, at der er en grænse for, hvor meget man i alt får i ydelser, for det har en betydning for, om man også har lyst til at tage et arbejde. Den anden del af det er så, at vi gerne vil give en skattelettelse målrettet de laveste lønindkomster.

Det er derfor, at vi nu indfører det her jobfradrag. Vi kunne godt have tænkt os, at det var endnu større, men det her er et skridt i den rigtige retning, og det er vi rigtig glade for. Man kan maksimalt få 640 kr. i skattelettelse med det her jobfradrag, og det er også et skridt i den rigtige retning, at man nu får nogle flere af sine egne penge og derfor får et incitament til at tage et arbejde. Hvorfor er det her med at få gjort incitamentet til at tage et arbejde større så vigtigt for Venstre? Det er det sådan set, fordi vi mener, det har stor menneskelig betydning, at man rent faktisk er en del af arbejdsmarkedet og kan vise sine børn, at den måde, man lever på, er, at man er aktiv på arbejdsmarkedet, deltager og er en del af samfundet. Derfor synes vi, det er rigtig, rigtig positivt, at vi her i dag endelig kan få lavet det her jobfradrag.

Ud over jobfradraget er en af de andre ting, som vi gerne vil have løst i den her omgang, samspilsproblemet. Vi har igennem en årrække strammet mange af de forskellige gunstige pensionsopsparingsmuligheder, der har været. Vi har en situation, hvor vi er færre, end tilfældet har været tidligere, til at forsørge flere. Derfor er der blevet skåret ned på alverdens forskellige ordninger, efterløn og gunstige pensionsopsparingsmuligheder. Men det gav faktisk et problem, for der er en gruppe af mennesker, for hvem det ikke mere kan betale sig at spare op til pension. Det har jo aldrig været intentionen. Intentionen har jo været, at folk hele tiden skulle have et incitament til at spare op. Det, vi forsøger at løse med det her ekstra pensionsfradrag, er, at de her grupper i stedet for at sige, at så holder de fri og lader være med at arbejde, siger: Vi vil hellere spare op og sikre, at vi også får en god alderdom. Det kommer sådan set alle til gavn, for vi mangler arbejdskraft på arbejdsmarkedet, og derfor har vi brug for, at folk har det her incitament til at blive på arbejdsmarkedet og yde den ekstra indsats og spare op til deres egen pension, så de ikke selv bliver fattige ældre. Så det synes vi er rigtig, rigtig godt.

Derudover udvider vi, som hr. Dennis Flydtkjær også nævnte, grundlaget for beskæftigelsesfradraget, så det omfatter pensionsindbetalinger, så man i forhold til beskæftigelsesfradraget som sådan ikke bliver straffet for at spare op til pension. Vi forhøjer loftet for det maksimale beskæftigelsesfradrag. Og endelig kompenserer vi også for, at kommunerne ikke satte skatten ned, som vi havde aftalt, ved at sænke bundskatten i 2018 og følgende år.

Alt i alt synes jeg, at det her er en glædens dag. Nu kan vi endelig få gennemført det her jobfradrag, der er med til at give et større incitament til at arbejde. Det er vi fra Venstres side rigtig, rigtig glade for. Vi støtter selvfølgelig op om lovforslaget. Jeg skal også hilse fra De Konservative, som desværre ikke har mulighed for at være her, og sige, at de også bakker op om lovforslaget.

Tak til ordføreren for Venstre. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken, og det er nu hr. Rune Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Regeringen og Dansk Folkeparti indgik den 6. februar en aftale, hvor regeringen og DF vil løse det såkaldte samspilsproblem ved at indføre nye skattefradrag. Samspilsproblemet opstår jo, når det ikke kan betale sig at spare op til pension, fordi man som pensionist ender med at blive trukket i offentlige ydelser. Men den løsning, der er fundet frem til, duer ikke, for den er asocial og urimelig. Jeg må sige, at jeg også synes, det er lidt utroligt, at Dansk Folkeparti ender med at gå med i en aftale, som faktisk også er skæv. Vi hører tit, at Dansk Folkeparti ikke vil føre en ulighedsskabende politik eller ikke vil føre en politik, som skaber mere skævhed i samfundet, men det gør den her aftale jo lige præcis. Det er rigtigt, at der ikke er så meget skævhed i den, som regeringen oprindelig havde spillet ud med, men det er stadig væk en skæv aftale.

For det første må man konstatere, at aftalen vender den tunge ende nedad – jo højere indkomst, jo større gevinst.

For det andet må man også sige, at alle dem, som er folkepensionister eller førtidspensionister i dag, faktisk bliver snydt, for de her skatterabatter bliver kun givet til folk, der er erhvervsaktive, og når nu skatten bliver sænket, hvorfor skal dem, der har de allerlaveste indkomster i Danmark, så forbigås. Er der nogen, der fortjener at få lidt mere, må man da sige, at det i høj grad netop er disse grupper.

For det tredje indebærer aftalen, at der frem imod 2025 bliver snuppet 8 mio. kr. fra det råderum, som jo kunne have været brugt til at sikre en bedre velfærd. Velfærden må altså lide, for at der kan blive delt skatterabatter ud. Derudover stammer en del af finansieringen af aftalen fra de forringelser, nedskæringer i kontanthjælpen, som vi så i Jobreform 1, som betyder, at tusinder af børn på grund af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen lige nu vokser op i fattigdom. Det er dybt usympatisk. Fra Enhedslistens side vil vi gerne sikre lavere skat til dem, der har de laveste indkomster, men vi synes bestemt ikke, at det skal betales af de arbejdsløse, men tværtimod via højere skatter af de rigeste.

For det fjerde må man sige, at regeringen kunne have lavet en meget mere enkel løsning på samspilsproblemet, nemlig simpelt hen ved at hæve grænsen for, hvornår pensionister bliver modregnet i folkepensionens pensionstillæg. Det er jo en simpel løsning, hvor det ville være synligt for den enkelte pensionist, at der vil være en gevinst ved at spare op, også når man sandsynligvis har glemt alle de teknisk indviklede og finurlige skattefradrag, som man måske har fået i forlængelse af den her aftale. Det ville have været en langt klogere tilgang til problemet fremfor at give skatterabatter, som giver mest i kroner og øre til dem, som tjener mest. Vi så gerne sådan en højere grænse, før der bliver modregnet i pensionstillægget, og vi så den også gerne finansieret ved at fjerne den fradragsmulighed, som der i dag eksisterer for pensionsindbetalinger i topskatten.

Det har jeg stillet spørgsmål til skatteministeren om, altså hvad det ville indbringe, altså hvis man lavede sådan en ændring, og det ville faktisk indbringe 5,2 mia. kr. om året. Det ser vi i virkeligheden som en skatterabat, som bør fjernes, fordi det er en skatterabat, hvor de rigeste kan slippe for at betale topskat, hvis de betaler penge ind på en pensionsopsparing. Det synes vi ikke er rimeligt, og vi synes, at en fjernelse af den skatterabat kunne have finansieret en fornuftig ændring, i forhold til hvornår man bliver modregnet i folkepensionens pensionstillæg. Det ville også være en finansiering, som entydigt ville have en social profil, hvor en forbedring af pensionsforholdene for almindelige mennesker ramt af samspilsproblemet ville blive betalt af dem, der har mest.

I forhold til det skæve i den her aftale vil jeg sige, at den er utrolig skæv. De 10 pct. af befolkningen, der har de laveste indkomster, vil med aftalens pensionsfradrag få en skattenedsættelse på 50 kr. om året, og de rigeste 10 pct. vil i gennemsnit få en skattenedsættelse på 2.010 kr. Det kan man da kalde omfordeling, der vil noget – en omfordeling, som er til gavn for de rigeste og betalt af os alle sammen. Man kan sige, at forslaget var blevet endnu mere skævt, hvis ikke der var blevet indført en maksimalgrænse på 70.000 kr. for fradraget.

Så indebærer aftalen også en udvidelse af beskæftigelsesfradraget til også at omfatte pensionsindbetalinger, og den vil også i kroner og øre betyde, at dem, der har allermindst, får mindst, og det samme gælder aftalens forhøjelse af beskæftigelsesfradraget med 1.000 kr. Her er der 0 kr. til de 10 pct. af befolkningen, der tjener mindst, og 160 kr. til de 10 pct. af befolkningen, der tjener mest. Og sådan er det hele vejen igennem aftalen – skævt, skævt, skævt, fra start til slut.

I særdeleshed fortjener det målrettede jobfradrag, som regeringen prøver at sælge, ved at det skulle være til særlig gavn for de lavest lønnede, en kommentar, for vi kan jo se, at de 10 pct. med de laveste indkomster får 20 kr., mens de rigeste 10 pct. får 440 kr., og når vi ser på, hvordan udgifterne til det her målrettede jobfradrag bliver brugt, kan vi se, at det koster 1,4 mia. kr. om året, men der er kun 160 af de 1,4 mia. kr., som går til dem, som tjener op til 300.000 kr. om året. Resten går til dem, der tjener mere, og topskatteyderne lægger alene beslag på 280 mio. kr. I det omfang det her fradrag overhovedet er målrettet, er det netop målrettet til dem, der tjener mest, og ikke til dem, der tjener mindst.

Det er en samlet aftale, som er skæv, ikke så skæv, som den kunne have været, men stadig væk meget skæv, og det er en aftale, som tager fra råderummet, som kunne være brugt til velfærd, og det er en aftale, som også er finansieret gennem forringelser af kontanthjælpen via kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen, og det er en aftale, som vi selvfølgelig fra Enhedslistens side på ingen måde kan støtte, og derfor kan vi heller ikke støtte det her lovforslag.

Nej, og dermed siger vi tak til hr. Rune Lund, Enhedslisten. Der er ingen korte bemærkninger. Vi sender stafetten videre til hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det, formand. Med forslaget her gives der fradrag for pensionsindbetalinger, der gives et jobfradrag, grundlaget for beskæftigelsesfradraget udvides med pensionsindbetalinger, og så indføres der en mindre sænkelse af bundskatten.

Den del, der handler om, at der gives et større fradrag for pensionsindbetalinger, er for os rent pligtstof. Det var en bunden opgave, der skulle løses. Økonomisk er vi afhængige af, at folk sparer op til egen alderdom, og så duer det ikke, at systemet medfører, at en række mennesker ikke får noget ud af at spare op. At give fradrag for indbetalinger og at udvide grundlaget for beskæftigelsesfradraget er klart den billigste måde at forsøge at håndtere samspilsproblemet på. Når vi indfører det her, opstår der også den relativt positive mekanisme, at man får flere penge i hånden nu og her, når man sparer op. Det kan være en god idé, idet det måske ikke er alle, der tænker lige langsigtet.

I forhold til skattelettelser i bunden er det også rigtig positivt, at man sikrer en større gevinst ved at gå på arbejde. Jeg vil også indrømme, at vi selvfølgelig havde et større ambitionsniveau samlet set, men vi synes nu, det er en rigtig fin aftale, der er blevet landet.

Derfor synes vi også, det er utrolig ærgerligt, at skatteborgerne jo må regne med, at det bliver spolet tilbage, når Socialdemokratiet kommer til magten. De kan altså se frem til en skattestigning i forhold til det, vi aftaler her, i tilfælde af at Socialdemokratiet skulle få magten, og det synes vi jo er rigtig ærgerligt. Vi har i Danmark det højeste skattetryk. Med den her aftale sikrer man, at 5 mia. kr. føres tilbage til borgerne. Det er rigtig godt, og mon ikke de sådan set bliver glade nok for de 5 mia. kr. og derfor vil være rigtig kede af, at Socialdemokratiet altså vil rulle det tilbage, når de får magten?

Men vi støtter lovforslaget. Tak.

Så kan vi sige tak til hr. Joachim B. Olsen. Hr. Jesper Petersen kom lige på listen her. Værsgo.

Ja, det gjorde han. Hr. Joachim B. Olsen ved jo godt, hvad han laver. Det er dygtigt lavet ... [lydudfald] ... Mikrofonen er simpelt hen gået i strejke, fordi vi er nået over kl. 21.15 eller et eller andet. Men hr. Joachim B. Olsen ved godt, hvad han laver. Han laver altså en eller anden stråmand her om, at så skulle præcis de her ting blive rullet tilbage 1:1, og der er skattestigninger på vej og sådan nogle ting. Det kan godt være, at regeringen er ved at udskrive valg eller et eller andet, men så fortæl os alle om det. For det er jo ikke det, der ligger her.

Regeringen spørger os nu i dag, om vi er tilhængere af den her måde at prioritere på, og vi siger, at det ville vi ikke gøre, hvis det var os. Jeg har ikke sagt noget om, at man kan regne med, at præcis de her skatter kommer til at stige igen. Men man kan være sikker på, at vi vil have, at der kan leveres en ordentlig kvalitet i velfærden. Og det er jo her, jeg når hen til spørgsmålet: Gør det ikke på en eller anden måde indtryk på hr. Joachim B. Olsen, når man oplever, hvordan tingene er – når man taler med folk, ser i aviserne; alle de eksempler, der er, på, at det er begyndt at knirke med kvaliteten i de fælles ordninger? Jeg ved godt, at man er meget ideologisk ensporet på at sætte skatten ned, men dukker det ikke bare op en gang imellem, at der måske var behov for, at vi faktisk lige sørgede for, at kvaliteten af tingene hang sammen i alt det, vi siger til borgerne at de kan regne med, inden man sætter skatten ned?

Så er det ordføreren.

Jamen det er da glædeligt. For hr. Jesper Petersen stod jo her på talerstolen og harcelerede over den her aftale og sagde, at Socialdemokratiet ikke vil stemme for, og den smadrer velfærden, og velfærden er det vigtigste, og det er førsteprioritet for Socialdemokratiet. Men nu kan jeg så forstå, at man altså ikke vil rulle det tilbage – eller vil man? Jeg er faktisk lidt usikker. Der er lidt usikkerhed om, hvad Socialdemokratiet egentlig vil, når der bliver udskrevet valg. Det ved vi jo der gør inden for en overskuelig fremtid. Så vælgerne ved ikke rigtig, må jeg forstå, om det bliver rullet tilbage eller ikke rullet tilbage. Man harcelerer mod det, når man står heroppe, men nu vil man så måske alligevel ikke rulle det tilbage. Der er meget usikkerhed om, hvad Socialdemokratiet vil på det her område. Det synes jeg jo selvfølgelig er superærgerligt, for jeg tror egentlig godt, skatteborgerne kan bruge de her penge, deres egne penge, når de nu engang får lov til at beholde dem, hvilket er en konsekvens af det her lovforslag.

Men det er jo sådan set utroligt, at vi har noget af det højeste offentlige forbrug i verden, og alligevel fungerer tingene ikke i Danmark. Det synes jeg er utroligt. Så måske er svaret ikke bare at bruge flere penge, når vi nu har så højt et forbrug i forvejen. Måske er det at se på, hvordan vi bruger pengene, og hvordan vi kan øge effektiviteten i den offentlige sektor – hvordan vi får mere ud af de mange penge, vi allerede bruger. For hvis man har et system, der ikke fungerer ordentligt, og der er så mange klager over det, er det måske, fordi pengene bliver brugt forkert, og ikke et udtryk for, at man bruger for få penge.

Tak. Så er det hr. Jesper Petersen, der får chancen igen. Værsgo.

Altså, vi har jo haft den diskussion tusind gange, og regeringspartierne vil gerne have os til at svare sådan meget præcist på alle de ting, som man foreholder os her, og som vi ikke synes er den rigtige vej at gå. Bliver det så rullet tilbage 1:1? Den leg kan man så lege. Vi vil tage bestik af den økonomiske situation, som den ser ud, når vi forhåbentlig får vælgernes tillid til at lede landet. Jeg har ikke sagt noget om, at man skulle rulle det her forslag tilbage 1:1. Men vi bliver spurgt i dag, om vi synes, det her er den rigtige måde at prioritere på, og det redegør vi så for hvorfor vi ikke synes det er.

Så begynder hr. Joachim B. Olsen på sådan noget med at vrænge på næsen over, at der er nogle, der som vi har nogle bekymringer over, hvordan tingene fungerer derude, og henviser til alle mulige statistikker. Vi har valgt i Danmark at have en fælles løsning af mange ting. Derfor har vi også et højere skattetryk end så mange andre steder. Det ved jeg godt er meget imod hr. Joachim B. Olsens ideologi. Men det, man så må tage ned fra diskussionen her, er, at svaret til dem, der påpeger, at der kunne være behov for at prioritere, at pengene er der, når der bliver flere ældre, så de også kan have en ordentlig kvalitet i velfærden, er, at det bliver der vrænget på næsen af. Det er så også udmærket, hvis det er sådan, at der er et valg tæt på, at vælgerne kan se, at det altså er det, der er forskellen i prioriteringen mellem et regeringsparti nu og nogle, der håber på at blive det.

Så er det ordføreren. Værsgo.

Jeg er da sådan set helt enig i, at vælgerne jo gerne skulle vide, hvad det er, de får, når de stemmer på et parti. Jeg bliver altså bare forvirret, når hr. Jesper Petersen står heroppe og harcelerer mod det her lovforslag: Man vil stemme imod det, det skader velfærden, og den offentlige velfærd har førsteprioritet. Jeg tror, jeg som mange andre også tænker, at så vil man vel rulle det tilbage, hvis det er så frygteligt. Men det vil man så måske – måske ikke. Der er i hvert fald stor usikkerhed om, hvad Socialdemokratiet egentlig vil på skatteområdet. Det kan betyde skattestigninger, må vi forstå.

Jeg siger bare stille og roligt: Vi har et af de højeste offentlige forbrug i verden. Når den service, man får, er så dårlig, som hr. Jesper Petersen siger, synes jeg bare ikke, det virker intuitivt rigtigt, at svaret så er at øge forbruget med 6 promille eller 8 promille, eller hvad man nu vil, og så bliver alting fryd og gammen. Så er det måske, at man skal se på, at de 500 mia. kr., man bruger, måske kan bruges bedre, hvis man vil have bedre service ude i den anden ende. Ingen tror vel på, at alting bare bliver fryd og gammen, hvis man øger budgetterne med 6 promille. Det er der formentlig ingen der kan mærke, hvis man ikke gør noget andet. Vi synes så, at man skulle gøre noget andet – at man skulle se på, hvordan man fik mere for skattekronerne. Det vil give bedre velfærd, ikke bare at bruge flere penge.

Tak til hr. Joachim B. Olsen. Så er det hr. René Gade, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. I Alternativet kommer vi ikke til at stemme for det her forslag. Det er der nogle grunde til, som jeg kort vil ridse op. Det kan bl.a. være finansieringen, og det er det i høj grad. Vi synes – som flere ordførere har sagt – at den måde, man skærer den her kage på, er skæv. Vi synes, det er skævt, at man vil have øget brugerbetaling på den udenlandske arbejdskrafts danskundervisning. Det tror vi egentlig ikke sådan gavner holistisk set. Vi synes også, det er ærgerligt, at man har været inde og beskære kontanthjælpen. Når det er sagt, altså det med finansieringen, som vi ikke kan gå med til, så kunne det jo godt være, at man kunne nærme sig et bedre lovforslag, og derfor vil vi også være meget åbne i udvalgsarbejdet, selv om jeg har svært ved at se, at vi kan nærme os at melde grønt til det her. Men det, som hr. Jesper Petersen fra Socialdemokratiet siger, kunne være meget interessant, nemlig at se, om nogle ændringsforslag kunne være med til at løse den her samspilsproblematik bedre. Hvis de kan det, er vi da i hvert fald pro og går ind i det arbejde. Det var i forhold til lovforslaget.

Så tænker jeg, at hvor er det da egentlig befriende dejligt at kunne stå her sådan en sen aften og så tænke, at hvis nu jeg ikke havde sat mig rigtig godt ind i det her lovforslag, kunne jeg da egentlig godt have lyst til bare at sige ja. Det lyder da egentlig ret fornuftigt. Jeg synes faktisk, at regeringens forslag på mange måder er ret fornuftigt. Det er jo ikke de her skattelettelser til dele af befolkningen, der kommer til at erodere vores samfunds velfærd. Det er jo heller ikke det, at vi siger nej til det her forslag, der kommer til at redde landet og sikre vores velfærd. Men det er bare væsentligt, at man kigger på detaljen, altså djævelen i detaljen her, for jo flere gange man skærer lagkagen så skævt, som jeg rent faktisk mener man gør her, hvor man for at løse en problematik måske åbner for at lave skattelettelser for nogle, der ikke helt har behovet i den grad som dem, man får det formidlet som om man hjælper, har, desto sværere bliver det faktisk at gennemskue som borger, hvad det egentlig er, vi stemmer om herinde.

Så sagt på en anden måde synes jeg faktisk, at det her lovforslag er ganske fornuftigt. Det var glimrende, hvis vi generelt var bedre til at holde hånden under vores velfærdssamfund og ikke skære på dem, der var lavest bemidlede. Det er vel et par dage siden efterhånden, at jeg stod og talte med en kvinde, der fortalte mig, at hun simpelt hen var begyndt at crowdfunde, sådan at hun ud over sin kontanthjælp fik noget at komme igennem måneden med. Det var en velfungerende kvinde, der bare ikke lige er i job nu. Det kan godt være, at vedkommende er doven, det skal jeg ikke kunne sige, men jeg kunne i hvert fald mærke, at der var en meget stor lyst til at arbejde. Hvad det så end er, der gør, at man ikke kommer i arbejde, om det er nogle ekstra kroner, der skal til, før man får lyst eller ej, så er vi i Alternativet ret sikre på, at det fungerer for langt de fleste, der er på kanten af samfundet, som det gør for mig. Hvis jeg bliver belønnet og motiveret, har jeg ofte mere lyst til at gøre en forskel og gøre det rigtige. Hvis jeg er helt eroderet af sorger, trist og ikke kan se noget mål med noget som helst, er det utrolig svært at finde min virkelyst og finde lyst til at deltage i samfundet, for så sidder jeg og koncentrerer mig om min egen navle og kigger ud ad vinduet og håber på, at der sker et eller andet. Hvordan skal jeg finde kraften til at komme videre? Det kunne være med nogle konstruktive rammer, noget hjælp, noget støtte, og så er der rigtig mange borgere, der har lyst til at gøre en forskel.

Så lad os behandle dem på kanten af samfundet ligesom vi, der står herinde, har det bedst, altså med at få nogle fornuftige rammer at arbejde under. Så vil vi opleve, at det ikke er et par kroner, der gør, at man har lyst til at gå i arbejde. Det er derimod bare det at kunne se, at det giver mening, og at der er fornuft og opbakning til en. Så vil der selvfølgelig naturligvis – selvfølgelig naturligvis, så kan det ikke blive vildere – være nogle enkelte rundtomkring i Danmark, der ikke har overskuddet til at gå ud og arbejde af en eller anden grund. Det kan være, at der er nogle, der er dovne. Lur mig, om ikke der er enkelte danskere, der er dovne. Jamen så må vi se på det, men det er bare ikke sådan, vi skal indrette vores samfund, nemlig et tillidsbaseret samfund. Jeg har lært af en fornuftig demokratiprofessor, at vi er et land, som har ligget under for enevælde og placeret tillid hos netop kongen i rigtig, rigtig mange år, og derfor tør vi også i dag basere tillid næsten entydigt hos regeringen og tro på, at regeringen vil os det bedste. Jeg tror ikke, at det er i sådan et land her, at vi skal begynde at basere det på mistillid, med hensyn til om borgerne gider arbejde. Jeg tror nærmere, at vi så skal tage hånd om dem, der måske har et problem med at komme ud af sofaen af en eller anden årsag. Men vi skal ikke behandle hele befolkningen, store befolkningsgrupper, med mistillid. Det ville være ærgerligt.

Så Alternativet er generelt imod det her forslag, men vi vil prøve at se, om ikke vi kan bakke op om hr. Jesper Petersens forslag om at løse samspilsproblematikken på en fornuftig måde gennem nogle ændringsforslag.

Tak til hr. René Gade. Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen, SF.

Lovforslaget er jo en udmøntning af den aftale, som regeringen har indgået med Dansk Folkeparti, og som flere af mine kollegaer har været inde på, blev slutresultatet markant mindre ringe end det, der var udspillet, og det vil jeg da gerne starte med at rose Dansk Folkeparti for. Det skyldes helt klart Dansk Folkepartis indsats.

Men vi synes stadig væk ikke, at opgaven er løst på en god måde. Det er en skæv reform, og samspilsproblemet og det at sikre tilstrækkelig med pensionsindbetalinger mener vi godt kunne være lavet med en mere klar socialt ansvarlig profil end det, der endte med at være resultatet, på trods af at det er markant bedre end regeringens udspil.

Så lidt i forhold til indholdet, som flere af mine kolleger har været inde på: Topskatteydere får jo glæde af et ret stort fradrag for pensionsindbetalinger, specielt hvis de har maks. 15 år tilbage til pensionsalderen, hvor lavtlønnede kun vil kunne udnytte en del af fradraget. Så kan vi se, at de personer, der er på overførselsindkomst, får en så lille skattelettelse som følge af en lavere bundskat, at man næsten ikke kan regne på det, men det ligger på mellem 10 og 20 kr. om året. På finansieringssiden er der taget penge fra både råderummet og det planlagte løft af de offentlige investeringer, som jo reelt er lidt det samme, og det er dermed en finansiering med nogle penge, som vi skal bruge til at fremtidssikre vores velfærd.

Vi har jo også i de her dage en diskussion med finansministeren, i forhold til om der bliver brugt flere penge på den offentlige sektor eller reelt færre. Det er også en diskussion, som hr. Joachim B. Olsen ofte gerne vil tage heroppefra, altså at vi bruger flere og flere penge på den offentlige sektor. Vi ved jo bare alle sammen godt, at der er noget, der hedder demografi. Vi får flere ældre, og der er også en forventning om, at når vi bliver rigere ude i det, hvad skal man sige, private samfund, så har man også nogle forventninger til, at sundhedssystemet, ældreplejen osv. følger med. Der kan vi altså se, at det går den forkerte vej, at de relativt moderate stigninger i de offentlige investeringer ikke følger med demografien og den udvikling, der er i resten af samfundet.

Så er der en sidste ting, som er, at der faktisk er en del af aftalen, som reelt ikke har nogen finansiering, som vi kan se, fordi en del kommer fra fattigdomsydelserne og en anden stor del fra pensionsaftalen, som reelt ikke giver ekstra indtægter, men blot udskyder noget skat. På den måde er det, som vi ser det i hvert fald, lidt fugle på taget.

Så er der det, som flere andre også er kommet tilbage til igen og igen: Hvem har ligesom skullet betale for den her ordning? Og det er igen kontanthjælpsmodtagerne, som har lagt en stor del af finansieringen, og vi hører, at det er, fordi det skal kunne betale sig at arbejde. Jeg synes bare, det er interessant at tænke tilbage på højkonjunkturen lige inden finanskrisen, hvor vi stort set ikke havde arbejdsløshed i det her land, altså arbejdsmarkedsparate arbejdsløse så vi nærmest ikke. Så når der er godt gang i økonomien og der er plads til folk på virksomhederne, også i det offentlige, jamen så er der meget, meget lav arbejdsløshed.

Jeg tror, at der er en del herinde, der bliver ved med at blande tingene sammen og sætte fokus på en masse folk, der reelt ikke er arbejdsmarkedsparate og sige: Hvis de bare får nogle ekstra pisk, bliver de sikkert arbejdsmarkedsparate. Det er et spørgsmål om menneskesyn, når man synes, at folk skal presses så økonomisk hårdt, at det vil hjælpe dem i arbejde. Det synes vi ikke.

Så alt i alt vil jeg gerne igen rose Dansk Folkeparti for faktisk at have gjort den her aftale markant bedre end det, der var regeringens udspil, men vi kan fra SF's side ikke støtte det, og vi vil da også gerne fremsætte forslag under en ny regering, når vi forhåbentlig snart får en ny regering, om at ændre på nogle af de her ting i aftalen.

Tak til fru Lisbeth Bech Poulsen. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Jo, undskyld, hr. Joachim B. Olsen trykkede sig ind lige i sidste øjeblik, så den tager vi. Værsgo.

Jeg vil sådan set gerne takke SF for lidt ærlighed der, for det er jo helt legitimt, at man er politisk uenige om politiske forslag – det er vi jo i sagens natur – men jeg kunne ligesom forstå på den sidste bemærkning, at skulle katastrofen ske, at magtforholdet i salen ændres, ville man i SF sådan set være åbne over for at rulle noget af det her tilbage, så pengene kunne bruges på andre ting. Er det rigtigt forstået?

Ordføreren.

Altså, som jeg startede ud med at sige i min tale, var der selvfølgelig en bunden opgave, der skulle løses, og det er derfor, at det her forslag overhovedet er kommet igennem. Men jeg sagde også, at vi gerne havde set, at det var løst på en anden måde. Vi synes, at finansieringen i forhold til kontanthjælpsmodtagerne er socialt skæv. Vi synes, det er et problem, at man bruger en del af det råderum, vi mener der skal være til velfærd. Derfor vil vi gerne stille nogle forslag om, at elementer af det her bliver rullet tilbage. Så skal vi selvfølgelig finde en anden finansiering, for opgaven skal jo stadig væk løses i forhold til samspilsproblemer.

Tak for det, og tak til fru Lisbeth Bech Poulsen. Så er det skatteministeren.

Tak skal du have, formand. Og tak for, vil jeg vælge at sige, den overvejende positive modtagelse af lovforslaget. Der er i hvert fald dele af lovforslaget, der er blevet overvejende positivt modtaget, og så er der dele, der kun er blevet modtaget positivt af et flertal af partier. Det vender vi tilbage til.

Lovforslaget udmønter jo de skattelettelser, som indgår i aftalen om lavere skat på arbejde og større fradrag for pensionsindbetalinger, som regeringen indgik med Dansk Folkeparti i februar, en aftale, jeg som skatteminister er stolt af. Jeg er glad for, at vi nu kan fremsætte et lovforslag, der giver skattelettelser til helt almindelige danskere, samtidig med at vi bidrager til håndtering af samspilsproblemet. Det gør ikke glæden mindre. Jeg kan med tilfredshed konstatere, at der i de indkomne høringssvar i vid udstrækning kvitteres positivt for, at regeringen både letter skatten på arbejde og altså styrker incitamentet til at spare op til ens alderdom.

Det ekstra pensionsfradrag, som vi foreslår at indføre, skal ses i sammenhæng med aftalen om flere år på arbejdsmarkedet, som vi indgik sidste år med Dansk Folkeparti. De to aftaler tilsammen betyder, at tilskyndelsen til at spare op til alderdommen styrkes, og med det ekstra pensionsfradrag, som er en del af det her lovforslag, får alle, der indbetaler til fradragsberettigede pensionsopsparinger, en skattelettelse. Det er jo fantastisk, når man kan kombinere det at give flere borgere deres egne penge tilbage med at understøtte dem i at spare op til deres egen alderdom.

Så er der det nye jobfradrag. Det giver en målrettet skattelettelse til lavtlønnede personer i beskæftigelse, al den stund at der jo er loft over beløbet, og derfor vil det have den største relative effekt for lave indkomster. Jeg vil godt knytte en kommentar til de høringssvar, som er kritiske over for jobfradraget. Det kan godt være, at nogle mener, at der ikke er behov for skattelettelser til lavtlønnede hårdtarbejdende danskere. Jeg er nu ret sikker på, at det vil være værdsat blandt de mange arbejdstagere, som hver dag står op og arbejder hårdt for deres løn. Nu får de en skattelettelse. Jeg havde egentlig ønsket mig, at den kunne være større – det ønskede regeringen sig – men er tilfreds med det resultat, som ligger, og at de får lov til at beholde lidt flere af deres egne, i nogle tilfælde surt tjente penge. Jeg er af den overbevisning, at pengene som udgangspunkt har det bedre i borgernes egne lommer end i statskassen, hvor vi politikere råder over dem. Det er sådan et ideologisk synspunkt, som jeg synes skal nævnes i den her sammenhæng.

Og ja, skattelettelsen kommer også de højestlønnede til gode. Det synes jeg også er ganske fornuftigt. Man sikrer sig, at det også kan betale sig at arbejde, selv om man ikke er i lavtlønskategorien, men der er jo, også med de Ginikoefficienter, som bl.a. hr. Dennis Flydtkjær var inde på i sit spørgsmål til hr. Jesper Petersen, i den grad balance i det her forslag, særlig hvis man sammenligner med tidligere skattereformer, bl.a. den tidligere røde regerings skattereform. Derfor forstår jeg heller ikke, at man er så kritisk over for det forslag, der ligger her, som er ganske afbalanceret. Jeg kan måske godt forstå, at man var kritisk over for regeringens udspil, men jeg har svært ved at forstå, at man kan være modstander af det her kompromis, som ligger, med Dansk Folkeparti, særlig hvis man er et parti, der repræsenterer den arbejdende dansker.

Jeg erkender, at jobfradraget ikke giver en meget stor skattelettelse. Regeringen havde gerne givet større skattelettelser, hvis det havde været muligt, men jeg synes nu alligevel, at det er bemærkelsesværdigt, at organisationer som FOA og LO under høringen og i høringssvarene anfører, at jobfradraget er overflødigt, da det allerede kan betale sig at arbejde. Når jeg synes, det er mærkeligt, og jeg godt vil bruge lidt tid på det her i dag i min ministertale, så er det, fordi de selv samme organisationer har været en del af en meget lang og måske for os alle udmarvende kamp for højere løn til deres medlemmer i overenskomstforhandlingerne, og alligevel kritiserer man regeringen for at ville give skattelettelser målrettet de lavestlønnede.

Jeg forstår ikke, hvordan man på den ene side kan mene, at offentligt ansatte skal have meget mere i lønningsposen, at det er den rigtige måde at gøre det på, men at give dem mere i lønningsposen ved at kræve mindre op i skat er den forkerte vej at gå. Effekten er den samme, dog med den tilføjelse, at samfundsøkonomisk er det meget bedre at give pengene via en lettelse af skatten på arbejde, der kommer alle arbejdende danskere til gode, end kun at give offentligt ansatte noget mere i lønningsposen. Jeg tror, at hvis man sammenligner beløbene, så det, som fagbevægelsen ikke vil bukke sig ned efter i forhold til det målrettede jobfradrag for de lavtlønnede, vil de i den grad bukke sig ned efter, når det handler om de offentlige overenskomstforhandlinger. Jeg undrer mig over, at man kan indtage det synspunkt. Det synes jeg simpelt hen er besynderligt.

Man skulle tro, at det vigtigste var, at lavtlønnede får flere penge mellem hænderne. Det er det for regeringen, og derfor er vi glade for den skatteaftale, der ligger her. Vi er i øvrigt også glade for det fornuftige balancerede kompromis, der er lavet i overenskomstforhandlingerne, og jeg håber, at det bliver stemt hjem. Men efter de bemærkninger vil jeg kvittere for den debat, der har været. Jeg ser frem til udvalgsbehandlingen, og jeg håber også, at vi får mulighed for at drøfte lovforslaget her under anden og tredje behandling i Folketinget. Det skal være min ministertale. Jeg stiller mig til rådighed for spørgsmål.

Der er en enkelt spørger, og det er hr. Rune Lund.

Skatteministeren bliver ved med at sige, at det er et jobfradrag, der er målrettet dem med lave lønninger. Hvordan pokker kan skatteministeren sige det, når vi kan se, at de 10 pct., der tjener mindst, vil få 20 kr. ud af det, og at de 10 pct., der tjener mest, vil få 440 kr. ud af det? Når vi ser, hvordan provenuet bliver fordelt, kan vi se, at det koster 1,4 mia. kr. om året i umiddelbart mindre provenu, at 160 mio. kr. af de 1,4 mia. kr. vil gå til dem, der tjener under 300.000 kr., og at resten vil gå til dem, der tjener over 300.000 kr.

Det her er da ikke målrettet dem med de laveste indkomster. Hvis man ville have gjort det, skulle man jo have lavet en aftrapningsordning for dem, der tjente over 300.000 kr. Så hvis man f.eks. kom op på at tjene, hvad ved jeg, 450.000 kr. eller 500.000 kr., ville man ikke længere kunne få det her fradrag. Men den model har regeringen jo ikke valgt at lave. Jeg synes simpelt hen det er falsk varebetegnelse.

Ministeren.

Altså, det nye jobfradrag vil her i 2018, når det forhåbentlig er blevet stemt igennem, medføre en skattelettelse på 370 kr. voksende til 640 kr. i 2020 for personer med en indkomst på over 187.500 kr., og det er for fuldtidsbeskæftigede. Der er altså loft over, hvad man kan få, og derfor har det den relativt største betydning for de lavtlønnede. Når fordelingen er sådan, som den er, er det jo, fordi vi heldigvis har relativt få lavtlønnede, for de fleste danskere tjener mere end de lavtlønnede. Men det er målrettet dem, og det er der, det relativt har den største effekt.

Hvis vi skulle lave det, som hr. Rune Lund efterspørger, løber vi ind i noget andet, og jeg tvivler på, at Enhedslisten i det hele taget vil være med til at give skattelettelser til nogen. Det er, hvad jeg sådan kan tage ned efter 3 år som skatteminister. Enhedslisten finder altid en måde, hvorpå man lige kan undgå at give en skattelettelse, fordi man gerne vil opkræve mere i skat og gerne vil have en større offentlig sektor. Det er fair nok. Hvis vi nu skulle gøre det, hr. Rune Lund foreslår, løber vi ind i, at der er et negativt arbejdsudbud, og vores mål som politikere må være at lave ændringer af skattesystemet, der gør Danmark rigere, ikke fattigere, og altså er noget, der har et positivt arbejdsudbud.

Hr. Rune Lund.

Så synes jeg, at skatteministeren skal læse vores nye 100-dagesplan, som vi lige har fremlagt. Deri vil skatteministeren kunne se, at vi faktisk foreslår en del skattenedsættelser for dem med de laveste indkomster. Vi vil så finansiere det via en skatteomlægning, så dem med nogle af de højeste indkomster betaler for, at dem med de laveste indkomster kan få en skattenedsættelse.

Når man ser på svaret til mig på spørgsmål 233 af 7. februar 2018, kan man jo se, at både i kroner og øre, men også i procent af disponibel indkomst og procent af bruttoindkomst, er det her målrettede jobfradrag skævt.

Ministeren.

Hr. Rune Lund har stillet mange spørgsmål, og det er hr. Rune Lund velkommen til. Det gjorde jeg også selv, da jeg var i opposition, det er en del af det parlamentariske arbejde. Jeg kan ikke lige kommentere på det spørgsmål, for jeg kan simpelt hen ikke erindre det, men nu vil jeg gå hjem og læse det, og så vil jeg have et godt svar til hr. Rune Lund til anden- eller tredjebehandlingen, og så kan jeg samtidig også få læst op på Enhedslistens 100-dagesplan. Og jeg vil glæde mig til at læse skatteafsnittet, særlig hvis der er skattelettelser i udsigt for nogen, og så vil jeg også overveje, om det er noget, regeringen kan støtte. Men jeg tvivler lidt.

Tak til skatteministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Skatteudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.