Tak for det, hr.
formand.
Lovforslaget, vi behandler her i dag, er som sagt ikke fremsat af regeringen, men derimod af en kreds af partier uden for regeringen, nemlig Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og SF.
Med lovforslaget foreslås det at indføre krav om en tilladelsesordning til godskørsel for virksomheder, der udfører godskørsel med varebiler, og der foreslås en grænse på 2.000 kg, og så foreslås der en vægtgrænse på godset på 11 kg pr.
stykgods.
Det er Venstre ikke med på.
Vi er helt med på, at der kan være et problem omkring sort arbejde, socialt bedrageri, manglende betaling af skat osv., men grundlæggende er det jo et kontrolproblem.
Det er jo vores kontrol, der nok ikke er helt tilstrækkelig på de områder.
Så jeg synes egentlig, at vi skulle prøve at samle kræfterne om at styrke kontrollen, en målrettet kontrol, i stedet for at lave nye regler, som går ind og rammer de mange lovlydige transportfirmaer med varebiler på markedet.
For det er jo rent faktisk det, som desværre sker med det her.
Men jeg har respekt for matematikken, de 90 mandater – det er dem, der bestemmer herinde – og derfor er jeg da glad for, at ministeren har faciliteret, at det her lovforslag kunne fremsættes, selv om jeg som sagt på vegne af Venstre er uenig i det.
Det er da prisværdigt, at man vil bekæmpe de her ting, social dumping og snyd på vægten – det er prisværdigt, og det vil vi alle sammen gerne.
Men det, at man indfører nye regler, som jo dybest set ikke løser problemet, det, at der kommer en godkendelsesordning, afholder jo som sagt ikke dem, der vil snyde, fra at snyde.
Det er stadig væk en kontroludfordring, der vil være tilbage bagefter.
Derudover er der jo også det, at her er det faktisk en voldsom overimplementering af EU-regler, altså hvor vi går dansk enegang.
Det mener jeg aldrig er klogt, specielt ikke når der er tale om transport.
Det har en grænseoverskridende karakter, og der går vi i Venstre ind for ens regler i EU, vel at mærke regler, der er klare og til at håndhæve.
For igen:
Der er ikke noget værre end regler, som man ikke kan håndhæve.
Så er det bedre at lade være med at lave regler, for når vi laver regler, foregøgler vi jo folk, at nu har vi politikere fået styr det, og det har vi så ikke alligevel, fordi de ikke bliver håndhævet og kontrolleret.
Det er jo også hele kernen i den vejpakke, der er på vej fra EU, som også hr.
Kim Christiansen nævnte i forbifarten.
Der vil der jo også komme nogle regler for det her område – det tyder alt på.
Men igen er det centralt, at der – og det er jo der, hvor vi fra dansk side har en bekymring – kommer nogle regler, som er klare, og som er til at håndhæve, som grundlag for, at der er fair konkurrence og styr på tingene.
Noget af det, jeg synes er ret så problematisk ved det her, er, at udenlandske varebiler, der kører rundt i Danmark, jo ikke bliver omfattet af det her – det kan vi ikke lovgive om i Danmark.
Og det betyder faktisk, at danske transportvirksomheder bliver stillet dårligere i forhold til de udenlandske, for vi bliver pludselig underkastet nogle regler.
Derfor forudser jeg en stor mængde kørsel fra Flensborg ind over grænsen, og det mener jeg ikke er til nogen gavn for branchen eller de medarbejdere, som er i branchen.
Derudover er der jo også nogle ret store økonomiske konsekvenser – ministeren har redegjort for det.
Det er jo betydelige økonomiske byrder, vi nu vælter over på firmaer, nogle gange på små firmaer, og det er ikke ligefrem det, vi har brug for – heller ikke hvis vi skal klare os bedre i konkurrencen over for udenlandske firmaer.
Så kort sagt synes jeg faktisk ikke, at vi rammer skiven med det her lovforslag.
Intentionerne bag det er gode – det erkender jeg – men jeg synes helt ærligt ikke, vi rammer skiven.
Og når man nærlæser høringssvarene, har jeg aldrig nogen sinde oplevet et lovforslag, hvor der er så massiv en skepsis over for det i høringssvarene.
Det er meget stærke vendinger, der er brugt.
F.eks.
bruger Dansk Erhverv og PostNord vendingen »alvorligt bekymrede«.
Det er en ret stærk vending i et høringssvar.
Der er andre, der kommer med kraftige advarsler, bl.a.
Dansk Industri, Dansk Byggeri, og Landbrug & Fødevarer er stærkt bekymrede, og det samme er Region Hovedstaden; de er også kritiske over for det her.
Det er meget, meget massivt, og det har jo sjældent været set.
Det har så også ført til, at Venstre nu stiller 12 konkrete spørgsmål i udvalgsbehandlingen, ikke for at trænere den, men fordi vi er nødt til yderligere at få belyst nogle af de bekymringer, der er rejst, bl.a.
om det her med, at udenlandske biler nu forudses at komme ind og overtage en stor del af markedet.
Så med disse ord vil jeg slå fast, at vi er med på at styrke kontrollen af de ting, hvor der sker overtrædelser, men vi er ikke med på at lave nye regler, som jo dybest set rammer de lovlydige, og som i hvert fald ikke løser det her problem.
Og derfor synes vi ikke, at det her lovforslag skal fremmes.
Og jeg skulle hilse fra min gode kollega Andreas Steenberg og sige, at Det Radikale Venstre heller ikke kan støtte lovforslaget.