Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2017-18
L 232 Bilag 1
Offentligt
1886244_0001.png
-- AKT 14914 -- BILAG 1 -- [ AOF Høringssvar ] --
Til:
Cc:
Fra:
Titel:
Sendt:
[email protected] (Camilla Weincke)
[email protected] (Christian Fuglsang)
Jette Kammer Jensen ([email protected])
Høringssvar
06-03-2018 15:02:39
Finansministeriet
Christiansborg Slotsplads 1
1218 København K
AOF Danmark har med tak modtaget udkast til forslag til
Lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsat, lov om social
service, lov om integration af udlændingen i Danmark og forskellige andre love (Mulighed for at udarbejde Én plan til borgere med
komplekse og sammensatte problemer)
og skal i den anledning afgive følgende høringssvar:
Vi deler udkastet grundlæggende idé med at sikre, at borgerne ikke har af hinanden uafhængige handleplaner, og der derfor er stor
risiko for, at den helhedsorienterede indsats fortabes.
Vi er dog bekymret for, at der nu vil flyde en række oplysninger om enkeltborgere eller familie mellem forskellige forvaltninger,
uden at borgeren er informeret tilstrækkeligt, kan gøre indsigelse eller udnytte sine rettigheder efter EU persondataforordningen.
Derved kan borgeren eller familien blive statister i udarbejdelse af handleplaner uden reel involvering i eget liv. Vi skal derfor
henstille, at der efterfølgende udstedes klare retningslinjer, der sikrer borgerens involvering.
Venlig hilsen
Jette Kammer Jensen
Sekretariatschef, AOF Danmark
Molestien 7
2450 København SV
Mobil: + 45 24 26 95 57
Hovednummer: +45 41 88 77 70
Email: [email protected]
www.aof.dk
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0002.png
-- AKT 14914 -- BILAG 2 -- [ BKF Høringssvar ] --
Til:
Finansministerier
Dato: 12.03.2018
Høringssvar vedrørende udkast til forslag om lov om ændring af lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, lov om social service, lov om integration af udlændinge i
Danmark og forskellige andre love (Mulighed for at udarbejde Én plan til borgere
med komplekse og sammensatte problemer)
Børne- og Kulturchefforeningen takker for muligheden for at afgive høringssvar. BKF
er generelt positive overfor lovforslaget.
Vi er især positive i forhold til punkt 2.3.1 om èn plan for familien, hvor familiens
samlede mål kan fremgå, fremfor at det optræder fragmenteret.
I komplekse sager er der behov for at kunne samle alle indsatser i familien til en samlet
plan.
Med venlig hilsen
Jan Henriksen,
formand for BKF
Eventuelle henvendelser til:
Formand for bestyrelsen Jan Henriksen ,
[email protected]
Formand for Børne- og Familienetværket Ane Stallknecht,
[email protected]
Sekretariat: Frederiksberg Rådhus, Smallegade 1, 2000 Frederiksberg. Lok. 3.019
Tlf.: 4175 0660, E-mail:
[email protected] www.bkchefer.dk
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0003.png
-- AKT 14914 -- BILAG 3 -- [ BP Høringssvar ] --
9. marts 2018
Til
Finansministeriet
Att. Camilla Weincke ([email protected]) og Christian Fuglsang ([email protected]).
Høringssvar over udkast til forslag om lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om social
service, lov om integration af udlændinge i Danmark og forskellige andre love (Mulighed for at udarbejde Én
plan til borgere med komplekse og sammensatte problemer)
Bedre Psykiatri takker for høringsmuligheden. Bedre Psykiatri (BP) har læst høringsforslaget og har følgende
konkrete bemærkninger.
BP finder det indledningsvist positivt, at man med lovforslaget ønsker at styrke samspillet mellem indsatser
tværs af forvaltningsområder og gøre op med, at den samme borger har flere forskellige handleplaner. Det
har længe været efterspurgt, og som det betones allerede af Psykiatriudvalgets rapport 2013, er indsatserne
for psykisk syge på sundhedsområdet, socialområdet og beskæftigelsesområdet ofte fastlagt i så forskellige
planer, at det reelt kan betyde dobbeltarbejde for kommunerne, manglende sammenhæng i indsatser, og
psykisk syge og pårørende kan som følge heraf opleve uoverskuelige og mindre virksomme forløb.
(Psykiatriudvalget, 2013). Bedre Psykiatri er enig i Finansministeriets overvejelser omkring, at
sektorlovgivningernes regler for udarbejdelse af separate planer imidlertid ikke altid medvirker til at sikre en
koordineret og helhedsorienteret indsats for borgerne. Samtidig er der i dag begrænsede muligheder for at
lave én samlet plan for familien. Derfor hilsner Bedre Psykiatri velkomment, at der nu skabes mulighed for
efter en konkret og individuel vurdering at tilbyde borgeren eller familien Én plan fremfor adskilte
sektorspecifikke planer.
Planer i regionalt regi
Det går ikke ubemærket hen i lovforslaget, at der udarbejdes videre planer, der ikke er omfattet af dette
lovforslag og som ikke uden ny hjemmel kan indgå i Én plan. Det er eksempelvis regionale sundhedsplaner og
planer fra psykiatrien. Dog nævnes, at der på sigt kan være relevant at undersøge mulighederne at udvide
rammerne for, hvilke planer der kan indgå i Én plan, herunder med fx regionale sundhedsplaner.
For Bedre Psykiatri er det afgørende, at lovforslaget også tager højde for de mange planer, som også
udarbejdes i regionalt regi herunder særligt for psykiatrien. Dette gælder fx Behandlingsplaner efter § 3, stk.
1. i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v., Udskrivningsaftaler og koordinationsplaner efter § 13 a og §
13 b i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v., Koordinerende indsatsplaner for mennesker med psykiske
lidelser og samtidigt misbrug., Handleplaner udarbejdet af Kriminalforsorgen for retspsykiatriske patienter. Og
den samlede plan jf. Bekendtgørelse om en samlet plan for patienter med ophold på en særlig plads på
psykiatriskafdeling.
Bedre Psykiatri ser gerne, at ovenstående planer i regionalt regi bliver integreret i nærværende lovforslag.
Dvs. udarbejdelsen af én integreret plan for borgeren, eller familien, på tværs af de sager, som borgeren måtte
have i regi af kommuner og regioner. En sådan model vil muliggøre et langt mere helhedsorienteret syn på
særligt psykisk syge og pårørende samt en mere integreret indsats. Med andre ord skabe sammenhæng,
koordination og kontinuitet for den enkelte (Statens Institut for Folkesundhed, 2017
1
, Psykiatriudvalget, 2013).
Bedre Psykiatri vurderer, at en samlet plan for kommuner og regioner vil være et betydeligt potentiale for
effektivisering af kommunernes og regionernes samlede og sammenhængende indsats for særligt mennesker
med psykisk sygdom og deres pårørende (ibid.). For Bedre Psykiatri er det forventningen, at en samlet plan
1
Sammenhæng i indsatsen for mennesker med psykiske lidelser · Statens Institut for Folkesundhed 2017
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0004.png
9. marts 2018
(herunder integreret med én ansvarlig koordinator) vil medføre betydelige forbedringer både for den syge, de
pårørende, sagsbehandlingen og indsatsen. Det forventes, at en så vidtrækkende plan i høj grad vil medvirke
til, at mennesker med psykisk sygdom vil opleve et mere sammenhængende forløb med et tydeligere fokus på
mål, der passer til deres samlede situation og indsats. Derudover vil det for sagsbehandlingen medvirke til, at
der sker en væsentlig minimering af tidsforbrug ved udarbejdelse af plan, opdateringer og dokumentation jf.
Deloitte, 2017 Analyse.
En koordinerende sagsbehandler
Det fremgår af lovforslaget, at det ikke indebærer et særskilt krav om, at Én plan skal udarbejdes og varetages
af én koordinerende sagsbehandler. Det vil dog i det videre arbejde være relevant at se
på mulighederne for at minimere antallet af kontaktpersoner og dermed styrke borgerens kontaktforløb.
Det fremgår allerede af Psykiatriudvalget 2013, at der er behov for en mere systematisk koordinering af
borgerens forløb mellem de forskellige involverede fagpersoner og med inddragelse af borgeren. Dette gælder
både i forhold til samarbejdet på tværs af sektorer, men også samarbejdet internt i kommunen. Der peges
endvidere på, at for borgere med komplekse forløb, kan der være behov for en egentlig koordinator eller case-
manager med henblik på at sikre mere kontinuitet i kontakten, mellem de øvrige instanser samt en samlet
indgang til det offentlige.
Eksempler på kontaktpersoner for psykisk syge
Kontaktperson i opsøgende teams:
Den behandlingsansvarlige
Sygehuslæge
Almen praktiserende læge
Privat praktiserende læge/psykolog
Patientrådgiver
Støtte- og kontaktperson (SKP)
Bostøtte
Personale på botilbud
Sagsbehandler i de kommunale forvaltninger
Mentorordninger på beskæftigelsesområdet
UU vejleder på uddannelsesområdet
Koordinerende sagsbehandler på beskæftigelsesområdet
Særligt for børn- og ungdomsrådet
Sagsbehandlere i PPR
Kontaktperson til børn og unge
Sagsbehandler i børne- og familieafdeling
Støttelærer/personlig assistance
Psykiatri (region)
Sundhedsområdet
Psykiatri (region)
Praksissektor
Praksissektor
Region
Kommune
Kommune
Kommune
kommune
kommune
Kommune
Kommune
kommune
kommune
kommune
Kommune (skolen)
Ovenstående tabel viser med al tydelighed, at en borger med psykisk sygdom møder rigtig mange personer i
sit forløb og kan opleve et behov for, at kontakten og koordination i højere grad samles.
Bedre Psykiatri vurderer, at det er nødvendigt at indføre lovgivningsmæssige forpligtelser for kommuner og
regioner til at indføre et princip om
én borger
–
én plan
–
én ansvarlig.
Dvs. en kontaktperson som har et
særligt øvre ansvar for at tilrettelægge den enkeltes forløb, og hvor der alt efter kompleksitet i borgerens
behov udpeges en koordinatorfunktion blandt de fagpersoner, som i forvejen er involveret i borgerens forløb.
En koordinatorfunktion kan understøtte, at borgeren i højere grad oplever én indgang til støtte og kan sikre,
at de mange involverede aktørers indsatser hænger sammen. Samtidigt skal koordinatorfunktionen sikre, at
indsatsen kan ske fleksibelt og med udgangspunkt i borgerens ønsker, så borgeren oplever størst mulig
indflydelse på eget forløb. (Psykiatriudvalget, 2013)
Under projekt ”integrerede forløb for sindslidende”, som blev udført fra 2011 til 2013, blev der i Region
Midtjylland og Region Syddanmark afprøvet seks forsøg med det til fælles, at der var en
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0005.png
9. marts 2018
medarbejderfunktion, der fungerede som borgerens primære kontakt til systemet. Af medarbejderne i
projektet blev koordinatorfunktionen generelt evalueret som en god og nyttig funktion, når indsatser fra
region og kommune skal integreres. (SUM, 2014
–
Generisk forløbsprogram for psykisk syge)
I den internationale forskningslitteratur på området peges på, at de funktioner, der traditionelt set ligger i
koordinatorfunktionen, er:
•
At skabe overblik og sammenhæng i den samlede indsats
•
At afklare borgerens behov for indsatser
•
At holde kontakt med borgeren og støtte borgeren i kontakten til øvrige indsatser og
behandlingstilbud, som kan imødekomme borgerens behov
•
At støtte borgeren i selv at handle og opnå kontrol over eget liv (6) (SUM, 2014
–
Generisk
forløbsprogram for psykisk syge)
Beskæftigelse som mål
Bedre Psykiatri noterer sig Finansministeriets overvejelser vedr. lovforslagets hovedindhold, idet der skrives,
at formålet med Én plan er at understøtte en tværgående og sammenhængende indsats for borgere med
komplekse og sammensatte problemer. I dette arbejde udgør varig beskæftigelse et overordnet og langsigtet
mål, dog under hensyn til børns og unges behov for særlig støtte.
Bedre Psykiatri finder ordlyden
”
varig beskæftigelse et overordnet og langsigtet mål” uhensigtsmæssigt,
eftersom målgruppen for Én plan er borgere med komplekse og sammensatte problemer, som kan skyldes
mange andre og forskellige faktorer end entydigt beskæftigelsesproblemer. Dette værende fx familiære
problemer med sygdom, skilsmisse, aflastning, økonomi, boligsituation, skole etc. Der bør i lige så høj grad
være muligt med Én plan at holde arbejdsfokus hvilende og i højere grad være baseret på recovery og
forbedret funktionsevne. Hovedsigtet er, at psykisk syge i særdeleshed får udviklet deres sociale,
økonomiske og personlige færdigheder, samt anvendt og udnyttet personlige såvel som faglige
kompetencer, således man kan begå sig i samfundet og leve en meningsfuld og udfoldet tilværelse. Både
som familie og som enkeltindivider.
Finansministeriets overvejelser om varig beskæftigelse som et overordnet og langsigtet mål synes
bemærkelsesværdigt underbetonet; er uklar i indholdet og bør derfor belyses og afklares yderligere inden
lovforslagets ikrafttrædelse.
Organisering
Med den foreslåede lovændring får kommunerne bedre muligheder for at indrette det tværgående arbejde
med borgeren. Kommunerne gives organisatorisk frihed til at tilrettelægge arbejdet med borgere i Én plan, så
borgeren oplever at have én indgang til kommunen. Dette indebærer f.eks. at jobcentrets opgavevaretagelse
for Én plan kan henlægges i en anden enhed i kommunen. Det vil således være op til den enkelte kommune at
organisere det tværgående arbejde for borgere med komplekse og sammensatte behov.
BP finder det vigtigt at pointere behovet for én indgang til kommunen for mennesker med psykisk sygdom.
Af nuværende lovforslag er det dog uklart, hvordan fleksibiliteten vil bidrage til én indgang til kommunerne
(herunder mangler nærmere beskrevet kriterier for fleksibiliteten), og hvilken effekt den organisatoriske
frihed medfører for kommunernes forvaltning af Én plan. Risikoen ved høj grad af organisatorisk frihed kan
være for stor variation mellem kommunernes praksis, tilbud, resultater og effekt heraf Én plan og dette
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0006.png
9. marts 2018
synes ikke nødvendigvis formålstjenesteligt for en ofte meget sårbar målgruppe som mennesker med psykisk
sygdom og deres pårørende.
Bedre Psykiatri foreslår i forlængelse heraf, at en organisering af kommunernes forvaltning af Én plan bør hvile
på princippet om
én indgang, én borger, én ansvarlig og én plan.
Mange mennesker med psykisk sygdom og
pårørende oplever alt for ofte at være kastebolde mellem kommunens forvaltninger, og mellem kommunen
og regionen pga. manglende/dårligt samarbejde. Det har store konsekvenser, og det er med til at forstærke
risikoen for, at den enkelte fastholdes i sygdommen eller ligefrem får det værre. I dag må de pårørende derfor
i høj grad træde til som tovholder i behandlingen. Én klar indgang (inspireret af den centrale visitation
regionalt) vil derfor bidrage til at sikre lige adgang til hjælp og støtte uanset geografisk placering, skabe mest
muligt systematik og overblik over kommunens muligheder, indsatser og støtte for mennesker med komplekse
og sammensatte problemer som ofte præger psykisk syge og hvor der oftest er en koordinationsbehov
forbundet hermed (Statens institut for Folkesundhed, 2017
2
).
Som det fremgår af ny analyse af Statens institut for Folkesundhed, 2017 har psykisk syge ofte mange
kontakter og indsatser i det offentlige system. At borgerne modtager mange forskellige typer af indsatser og
ydelser, og er i kontakt med mange forskellige fagpersoner inden for henholdsvis region, kommune og
praksissektor, hvilket skaber en stor grad af kompleksitet. Det beskrives som en stor udfordring at finde rundt
i systemet, blandt andet fordi faglige skel og sektoropdelinger ikke umiddelbart giver mening i et perspektiv,
der handler om at få hverdagen til at fungere og om at forme den bedst mulige tilværelse med en
længerevarende psykisk lidelse i bagagen. Sammenhæng for borgerne er dermed ikke kun knyttet til
kontinuitet og glidende overgange mellem sektorer og fagpersoner. Sammenhæng vedrører også integration
af den psykiatriske indsats i tilværelsen mere generelt og i borgernes mulighed for at opretholde en
selvopfattelse som subjekter, der har noget relevant at bidrage med på arbejdsmarkedet og i
samfundsfællesskabet. (Statens institut for Folkesundhed, 2017).
Ovenstående ligger i god tråd med ministeriets overvejelser ift., at det er for denne gruppe af borgere og
familier, at indsatserne med fordel kan tilrettelægges ud fra et helhedsorienteret perspektiv, da problemerne
ofte hænger sammen. Borgerens udfordringer på f.eks. beskæftigelsesområdet kan ikke nødvendigvis løses
tilstrækkeligt uden blik for de udfordringer, borgeren har på det sociale område. Det er for denne målgruppe,
at der er størst behov for at understøtte kommunernes mulighed for at tilbyde helhedsorienterede og
sammenhængende indsatser.
Evaluering
Det fremgår af lovforslaget, at det findes hensigtsmæssigt, at der efter en passende periode foretages en
evaluering af arbejdet med Én plan. Hvis lovforslaget vedtages, vil der derfor blive udarbejdet en
evaluering af erfaringerne med lovforslaget til Folketinget. Finansministeriet vil fremsende evalueringen til
Folketinget inden udgangen af 2021.
For det første er passende periode for uklar i lovforslaget og bør præciseres. For det andet foreslår BP, at
evalueringen af Én plan bør ske løbende (fx hvert halve år) målt på fx antal borgere med Én plan, tilfredshed,
type indsatser, effektmål m.fl. Evalueringen kan med fordel indtænkes som kvalitetsindikator for kommuners
og regioners evne (hvis regioners planer integreres i nærværende lovforslag) til at samarbejde og skabe
sammenhæng fremadrettet i tråd med de nationale mål for sundhedsvæsenet
3
.
2
3
Sammenhæng i indsatsen for mennesker med psykiske lidelser · Statens Institut for Folkesundhed
https://www.sum.dk/Aktuelt/Publikationer/Nye-nationale-maal-april-2016.aspx
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0007.png
9. marts 2018
Med venlig hilsen
Bedre Psykiatri
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0008.png
-- AKT 14914 -- BILAG 4 -- [ Børnerådet Høringssvar ] --
Finansministeriet
Christiansborg Slotsplads 1
1218 K
12. marts 2018
J.nr. 3.7.27/sgh
Børnerådets kommentar til forslag om
”Mulighed
for at udarbejde Én plan til borgere med komplekse og
sammensatte problemer”
Børnerådet kan tilslutte sig Sammenhængsreformens målsætning om et opgør med flere
forskellige handleplaner for den samme borger, så borgeren kan opleve at have én indgang til
kommunen. Rådet finder det positivt og hensigtsmæssigt i lyset af denne målsætning, at alle
kommuner får bedre muligheder for at tilbyde borgerne og dermed også børn og unge
sammenhængende og helhedsorienterede indsatser på tværs af forvaltningerne.
Børnerådet hæfter sig ved, at lovforslaget udtrykkeligt ikke har til hensigt at svække
retssikkerheden ved at ændre de gældende regler om rettigheder og klageadgang i den
eksisterende lovgivning. Rådet finder det særlig positivt, at barnets eller den unges handleplan
kan indgå i den samlede familieplan, og at barnets selvstændige rettigheder efter serviceloven
fortsat vil blive respekteret.
Børnerådet hilser på denne baggrund forslaget om Én plan velkomment med følgende
kommentarer.
Koordination
Det fremgår af bemærkningerne si. 8, at forslaget ikke indebærer et særskilt krav om én
koordinerende sagsbehandler, men at der i det videre arbejde med Én plan vil blive set på
denne mulighed. Særligt for børn er det ofte forvirrende med ganske mange forskellige voksne
omkring et i forvejen uoverskueligt sagsforløb. Skal børnesager i det beskrevne omfang (fx i
form af en samlet familieplan, si. 11 i bem.) kunne indarbejdes i Én Plan-arbejdet, finder
Børnerådet derfor, at én koordinator bør være en forudsætning for arbejdet, og at dette
formuleres i lovforslaget.
Sundhedsproblemer
Borgere med komplicerede problemer vil også ofte også have sundhedsproblemer som en
integreret del af problembilledet. Børnerådet forudser, at indsatsen for en helhedsorienteret
tilgang til planlægningen næppe vil lykkes, hvis der ikke også tages de fornødne tværsektorielle
Hovedgaden 12, 1. D
•
7190 Billund
•
Tlf. 3378 33 00
•
[email protected]
•
www.brd.dk
•
EAN: 5798000985827
•
CVR: 25966376
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0009.png
initiativer. Børnerådet ser derfor frem til, at de regionale sundhedsplaner og planer fra
psykiatrien inddrages i arbejdet med Én plan, som anført si. 9 i bemærkningerne.
Videregivelse af oplysninger
Forslaget lægger op til, at der skal lovgives særskilt mhp automatisk videregivelse af
oplysninger mellem forvaltningerne, når Én plan skal iværksættes for den enkelte borger.
Det er Børnerådets opfattelse, at anvendelsen af samtykkereglerne vil være et bedre
udgangspunkt for et godt samarbejde mellem borger og forvaltning. Borgeren inddrages i sin
plan gennem dialog, og oplevelsen af at blive lyttet til styrkes gennem den drøftelse, der ligger
forud for afgivelsen af samtykket. Lovgivning bliver dermed ikke nødvendig.
Med venlig hilsen
Per Larsen
Formand for Børnerådet
Lisbeth Sjørup
Konst. sekretariatschef
2
Hovedgaden 12, 1. D
•
7190 Billund
•
Tlf. 3378 33 00
•
[email protected]
•
www.brd.dk
•
EAN: 5798000985827
•
CVR: 25966376
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0010.png
-- AKT 14914 -- BILAG 5 -- [ DA Høringssvar._ ] --
Finansministeriet
[email protected]
Høringssvar om mulighed for at udarbejde
Én plan til bor-
gere med komplekse og sammensatte problemer
Dansk Arbejdsgiverforening er den 13. februar 2018 blevet hørt om forslag til
ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om social service, lov om
integration af udlændinge i Danmark og forskellige andre love (Mulighed for at
udarbejde
Én plan til borgere med komplekse og sammensatte problemer).
Lovforslaget tager sigte på at give kommunerne hjemmel til at erstatte de ad-
skilte sektorspecifikke planer for borgere med komplekse og sammensatte pro-
blemer med ”Én plan”. Formålet er at understøtte en sammenhængende, tvær-
gående og virksom indsats for borgerne på tværs af kommunale forvaltninger.
DA kan støtte forslaget og skal i den forbindelse bemærke, at det er afgørende,
at det overordnede mål med ”Én plan” bliver at understøtte at borgerne kommer
tætte på arbejdsmarkedet og i beskæftigelse. Fokus skal være på job – også hvis
beskæftigelsesindsatsen for personer med komplekse og sammensatte proble-
mer flyttes fra jobcentret til en anden enhed i kommunen.
Med venlig hilsen
DANSK ARBEJDSGIVERFORENING
12. marts 2018
MBI
Dok ID: 117224
Maria Bille Høeg
DANSK ARBEJDSGIVERFORENING
Vester Voldgade 113
Tlf. 33 38 90 00
DK-1790 København V
www.da.dk
CVR 16834017
E-mail [email protected]
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0011.png
-- AKT 14914 -- BILAG 6 -- [ Dansk FlygtningehjælpHøringssvar ] --
Til Finansministeriet
DANSK FLYGTNINGEHJÆLP
Borgergade 10, 3.sal
DK-1300 København K
Tlf: 3373 5000
www.flygtning.dk
12.03.2018
Høring over udkast til forslag om lov om ændring af lov om en aktiv beskæfti-
gelsesindsats, lov om social service, lov om integration af udlændinge i Dan-
mark og forskellige andre love (Mulighed for at udarbejde Én plan til borgere
med komplekse og sammensatte problemer)
Finansministeriet har den 12. februar 2018 sendt ovennævnte lovforslag i høring
med frist for bemærkninger den 12. marts 2018.
Dansk Flygtningehjælp har ud fra organisationens flygtningemandat bemærkninger
til den del af lovforslaget, som omhandler flygtninges vilkår specifikt.
Lovforslagets formål er at understøtte kommunernes mulighed for at tilbyde borgere
med komplekse og sammensatte problemer en sammenhængende og helhedsori-
enteret indsats. Det foreslås at give kommunerne bedre muligheder for at koordine-
re tilrettelæggelsen af borgerens indsatser på tværs af forvaltningsområder til gavn
for borgeren.
Det foreslås, at alle kommuner får mulighed for efter en konkret og individuel vurde-
ring at tilbyde borgeren eller familien Én plan fremfor adskilte sektorspecifikke planer
for hver indsats i kommunen. Det vil bidrage til at understøtte en mere tværgående
og sammenhængende indsats for borgere med komplekse og sammensatte pro-
blemer. Der skal tages udgangspunkt i regelsættet fra Frikommuneforsøg II (2016-
2020).
Én plan skal således udgøre et redskab til at koordinere borgerens og/eller familiens
indsatser på tværs af sektorlovgivninger og dermed understøtte et sammenhæn-
gende og helhedsorienteret forløb.
Borgere med komplekse og sammensatte problemer modtager ofte flere indsatser,
og der udarbejdes flere planer for indsatserne i de forskellige enheder i en kommu-
ne, hvor hver enhed fokuserer på enkelte aspekter af en borgers liv. Derudover kan
der være særlige indsatser for børn og unge i en familie, der kræver forældrenes
deltagelse i hverdagen. Der kan derfor være overlap mellem de forskellige indsatser
eller manglende koordinering.
1/2
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0012.png
Dansk Flygtningehjælp finder det positivt, at der ud fra et helhedsperspektiv udar-
bejdes en koordineret plan, hvor mål og indsatser fra andre sektorområder kan ind-
gå i integrationskontrakten med henblik på at skabe sammenhæng i den samlede
indsats for flygtninge. Det er ligeledes positivt, at den samlede indsats tilrettelægges
under hensynstagen til eventuelle børn, unge og familiens behov for særlig støtte.
I den sammenhæng vil det være afgørende, at det fremgår tydeligt og klart, hvem
der har det overordnede ansvar for planen og koordineringen mellem indsatserne.
Ifølge lovforslaget er der behov for at kunne udsøge borgere, der er i målgruppen for
at få tilbudt Én plan via samkøring af eksisterende data og samtidig behov for at
kunne dele data på tværs af kommunale forvaltninger med henblik på at kunne ud-
arbejde Én plan i samarbejde med borgeren.
Dansk Flygtningehjælp finder det positivt, at en borger eller familie til enhver tid kan
afvise at få indarbejdet mål og indsatser fra andre sektorområder i integrationskon-
trakten og dermed frabede sig, at oplysninger om deres indsatser og tilbud mv. de-
les mellem kommunale forvaltninger og myndighedsområder.
Dansk Flygtningehjælp vil gerne opfordre til, at der er en særlig opmærksomhed
omkring flygtninges inddragelse og viden om, hvad Én plan indebærer, da flygtninge
kan have udfordringer i forhold til at forstå, hvad begreber som samkøring af data,
videregivelse af fortrolige oplysninger, tavshedspligt og samtykke betyder i praksis.
Det er afgørende for flygtninge, som for alle andre borgere, at der gives et informe-
ret samtykke.
Med venlig hilsen
Christian Friis Bach
Generalsekretær
Dansk Flygtningehjælp
E-mail:
[email protected]
Direkte tlf. +45 3373 5130
2/2
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0013.png
-- AKT 14914 -- BILAG 7 -- [ Dansk Socialrådgiverforening Høringssvar ] --
Dato 12. marts 2018
HEN + MLJ
Side 1 af 9
Til
Finansministeriet
Christianborg Slotsplads 1
1218 København K
Høringssvar til lovforslag om Én plan
Dansk Socialrådgiverforening (DS) takker for muligheden for at afgive høringssvar til
lovforslaget om Én plan til borgere med komplekse og sammensatte problemer. DS
har gennem længere tid arbejdet for, at der kan arbejdes med én plan på tværs af
jobcenter, socialforvaltning og sundhedssektor for disse borgere. De får ofte hjælp
fra flere sektorer og har derfor flere handleplaner, som de i vid udstrækning selv må
samordne. På den baggrund hilser vi lovforslaget meget velkommen.
Involvering af borgerne
Én plan vil handle om vigtige forhold i borgerens liv.
Borgeren skal afklares
helbredsmæssigt, styrkes socialt, opkvalificeres og have støtte til at bruge sine egne
ressourcer, så planen kan indebære vigtige ændringer i borgerens liv. Ikke mindst,
fordi Én plan også skal omfatte de forhold, Serviceloven tager sig af. Private forhold
som fx misbrug, helbred, handicap, forhold i familien, opdragelse af børn, relation til
omverdenen etc. Derfor er det afgørende, at borgeren inddrages ordentligt og for-
står hvad der foregår, så både plan og koordinering opleves meningsfuld.
Borgeren skal have
medejerskab til planen,
ellers kan man ikke i fællesskab nå de
mål, der opstilles. Indsatsens enkelte dele og det samlede forløb skal være tydelige
for borgeren. Nogle borgere vil have svært ved at overskue Én plan og den sam-
menhængende indsats, så hvis de skal kunne medvirke i realiseringen af planen, så
skal de være informeret og involveret hele vejen. Beskæftigelsesindikatorprojektet
understreger også, at planen skal opleves meningsfuld af borgerne.
Det er derfor klart, at Én plan ikke kan være en administrativ planlægning og koor-
dinering ’oppefra’. Det
kan ikke være ’systemets’ plan
for intern koordinering,
det bør fremgå klart af både lovens tekst og af efterfølgende vejledninger. Hele ide-
en med Én plan forudsætter en aktiv involvering af borgeren. Vi skal hele tiden holde
borgeren i centrum, det skal gennemsyre både loven og den udvikling, den skaber i
kommunerne.
Hvis man kører hen over hovedet på de mennesker, det drejer sig om, så vil arbej-
det med Én plan ikke fungere. Så bliver det uoverskueligt for borgeren, og i værste
fald vil det kunne opleves som et overgreb, når mange fagfolk taler sammen, holder
stormøder og koordinerer indbyrdes, uden at borgeren er ordentligt inddraget. Des-
værre må vi konstatere, at lovforslaget på vigtige punkter ikke følger denne grund-
læggende forståelse af borgernes inddragelse. Det må, som foreslået nedenfor, ab-
solut rettes op.
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0014.png
Side 2 af 9
Én plan
Alle bestemmelser om Én plan bør fastlægges dels
i de relevante love,
dels ved
tværministeriel vejledning
til kommunerne. Det bliver svært at sikre ejerskab og
ansvar for Én plan i forvaltningerne, hvis det ikke er fastslået i de enkelte love.
Én plan kan efter lovforslaget omfatte planer efter Serviceloven, beskæftigelseslov-
givningen, sygedagpengeloven for borgere i kategori 2 og 3 samt (lidt indirekte)
borgere på integrationskontrakt. Desværre vil regionale sundhedsplaner og planer
fra psykiatrien ikke være omfattet. Det bør ændres. Vi synes også, at det bør tyde-
liggøres, på hvilken måde en udskrivningsplan fra kriminalforsorgen kan komme
med i Én plan.
DS mener, at borgere bør kunne få Én plan, hvis de får eller skal have
hjælp fra to
eller flere forvaltninger
samtidigt og dermed har et koordineringsbehov. I lov-
forslaget overlades det til kommunerne at skønne, hvem der skal have Én plan, hvil-
ket vi finder alt for vilkårligt.
Én plan bør som hovedregel være
en ret for borgeren,
som kommunen har pligt til
at følge op. En sådan ret vil være i overensstemmelse med, at borgeren skal invol-
veres i planens udarbejdelse og gennemførsel. Dog bør det overvejes, om kommu-
nen skal have pligt at udarbejde en plan for borgere, der ikke vil kunne tage stilling
til spørgsmålet selv. Fx borgere med vidtgående funktionsnedsættelser eller massive
sociale problemer, som ikke er i stand til selv at tage stilling til Én plan. For dem bør
kommunen som et ekstra sikkerhedsnet udarbejde planen, også selvom de ikke be-
der om den.
Efter lovforslaget er kommunens afgørelse af, om der skal udarbejdes Én plan en
processuel beslutning, og som sådan kan den ikke påklages. Det stiller borgeren
svagt. Men når man gør planen til en ret for borgeren, så vil det problem forsvinde.
Én plan skal ifølge bemærkningerne i afsnit 2.2 have ”varig beskæftigelse som et
overordnet og langsigtet mål”. Det er alt for snævert for nogle af de borgere, som
skal have Én plan. Det er nødvendigt også at
fastholde Servicelovens hovedfor-
mål,
nemlig ”at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den
daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten”. Det er det realistiske og nødvendige
for nogle borgere.
Én plan bør være
en styrende ’overligger’
for de enkelte sektorers tilrettelæggelse
af deres indsatser. Med udgangspunkt i planen kan de lægge deres særlige behand-
lingsplaner etc. Det er ikke realistisk eller fagligt holdbart, at Én plan helt afløser
disse specifikke planer. Efter lovforslaget ser det ud til, at det er det, der skal ske:
Én plan ”træder i stedet for” sektorplanerne. Det forekommer ikke gennemtænkt.
Det vil være meget svært at lave én sammenhængende plan med alle de vigtige
detaljer, der hidtil har ligget i de enkelte sektorplaner. Én plan vil ikke i alle tilfælde
kunne træde i stedet for sektorplanerne, den kan sikre en koordinerende ramme
omkring den specialiserede indsats.
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0015.png
Side 3 af 9
I bemærkningerne til lovforslaget (afsnit 2.3.1) slås det fast, at kommunerne kan
”erstatte borgerens sektorspecifikke planer med Én plan”. Samtidig siges det, at
”lovforslaget ikke fastlægger særskilte krav til, hvilke oplysninger, der skal indgå i
Én plan”. Det er selvmodsigende og forvirrende: man kan ikke erstatte sektorplaner,
der har mange eksplicitte krav til indholdet, med Én plan, som så ikke beskrives ind-
holdsmæssigt. Det fremgår også af afsnit 3.2.3, at der ”ikke er ændringer i borge-
rens adgang til støtte efter serviceloven eller adgang til at klage over kommunens
afgørelser” – men det skal borgeren altså forholde sig til ud fra Én plan, hvis indhold
slet ikke er beskrevet og derfor kan være hvad som helst. DS mener, at det under-
streger, at
indholdet i Én plan må fremgå
af loven.
Planen bør have nogle centrale udgangspunkter, som bør beskrives i en tværministe-
riel vejledning til kommunerne. For det første det grundlæggende, at borgeren sæt-
tes i centrum for planen og skal involveres aktivt i hele sagens forløb. Derudover
skal planen bygge på en rehabiliterende tænkning, og der skal arbejdes med pro-
gressionsmål sammen med borgeren.
Planen bør have nogle
konkrete indholdselementer,
der bør fremgå af lovteksten:
Det overordnede formål med planen
Sammendrag af de vigtigste relevante oplysninger om borgeren, der beskri-
ver vedkommendes samlede situation i forhold til formålet. Herunder relevan-
te barrierer og ressourcer
Borgerens holdning og ønsker til den samlede indsats og målene
Et overblik over mål og delmål samt de centrale progressionsmål
En beskrivelse i oversigtsform af de planlagte tilbud i en rækkefølge, så de
understøtter hinanden
Et aftalefelt, hvor aftaler efter planen er beskrevet.
Opfølgningen på delelementer i Én plan vil være fastlagt i de enkelte sektorlove. Men
bortset fra det, så siger lovforslaget ikke noget om opfølgningen. DS mener, at det
bør fremgå af lovteksten, at der skal ske en løbende og tilstrækkelig
opfølgning på
Én plan
og dens elementer. Men kommunerne kan selv fastlægge, konkret hvordan
opfølgningen af Én plan skal ske.
Koordinerende sagsbehandler
En koordinerende sagsbehandler er
en forudsætning
for, at man kan arbejde med
Én plan. Det er umuligt at forestille sig formuleringen af planen og den løbende gen-
nemførelse og opfølgning uden en sagsbehandler, der har ansvaret for koordinerin-
gen. Det var også konklusionen i Carsten Koch-udvalget, der slog fast, at
”borgeren
skal med det samme tilknyttes en koordinerende sagsbehandler, der sørger for lø-
bende at koordinere borgerens indsats”
1
. Man må vide, hvem der har det praktiske
ansvar for planen. Og borgerne skal opleve, at de har én koordinerende sagsbehand-
ler og én primær indgang og kontakt til kommunen. Forpligtelsen til at udpege en
koordinerende sagsbehandler i sager med Én plan bør derfor fremgå af lovteksten.
Den konkrete organisation omkring den koordinerende sagsbehandler kan dog være
forskellig fra kommune til kommune.
1
Carsten Koch-udvalget i rapporten ”Nye vej mod job for borgere i kanten af arbejdsmarkedet”, juni
2015, side 171
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0016.png
Side 4 af 9
Koordinerende sagsbehandler findes allerede for flere grupper, og det ændres der
ikke ved. Borgere i ressourceforløb og jobafklaring og sygedagpengemodtagere i
kategori 3 har både en koordinerende sagsbehandler og én plan. Aktivitetsparate
kontanthjælpsmodtagere har en koordinerende sagsbehandler. Det er paradoksalt,
at lovforslaget ikke stiller krav om, at der skal tilknyttes en koordinerende sagsbe-
handler til de nye sager med Én plan. Man må spørge hvor mange, der faktisk
mangler at få det, og hvad der kan begrunde, at de ikke også får den organisatori-
ske krumtap til deres samlede plan, som en koordinerende sagsbehandler er?
Når det er sagt, så skal det også siges, at
rollen som koordinerende sagsbe-
handler bør styrkes
på flere måder. Erfaringerne fra de eksisterende ordninger er,
at de koordinerende sagsbehandlere ikke har tilstrækkelig kompetence til at koordi-
nere mellem forvaltningerne, og vilkårene for sagsbehandlerne er også meget varie-
rede. I nogle kommuner har de så høje sagstal, at det er umuligt at koordinere.
Det bør slås fast, at en koordinerende sagsbehandlere har en række opgaver:
give borgerne én primær kontaktperson til kommunen
skabe en tillidsfuld relation til borgeren
sikre en helhedsorienteret indsats, som er koordineret tværsektorielt, og som
har bedst mulig kontinuitet
medvirke til at udarbejde Én plan, og være ansvarlig for at tilrettelægge og
rammesætte opfølgningen på den
være opmærksom på, om der er indsatser inden for andre områder (fx sund-
hed og psykiatri), der bør inddrages i koordineringen.
Den koordinerende sagsbehandler skal have en grad af
tværgående beslutnings-
kompetence
i forhold til sektorforvaltningerne vedrørende koordineringen og Én
plan. Kompetencen kan ikke omfatte detaljer i sektorindsatsen, den må være over-
ordnet for at sikre koordineringen, og den bør fremgå af loven.
DS mener, at det giver mest mening, at en koordinerende sagsbehandler sammen
med borgeren får en
central rolle i udarbejdelsen af Én plan.
Drøftelser på net-
værksmøder (med borgerens deltagelse) og ved den koordinerende sagsbehandlers
dialog med de involverede aktører skal fra start skabe enighed om mål og plan på
tværs af fagområder og sektorlovgivning og skal afklare rollefordeling og forventnin-
ger til de forskellige aktører.
For at koordinerende sagsbehandlere kan løfte opgaven, skal de have
tid til at ko-
ordinere
og inddrage borgeren. Derfor må en koordinerende sagsbehandler have et
lavere sagstal. DS anbefaler et
sagstal2
på ca. 35 sager på sygedagpengeområdet
og på kontanthjælp ungeområdet og ca. 40 sager på kontanthjælp voksenområdet
og ca 30. sager på ressourceforløb. På den baggrund er DS' foreløbige vurdering af
et passende antal sager, som en koordinerende sagsbehandler kan tage ansvar for
cirka 20-30 sager, fordi der er tale om koordinering på tværs af forvaltninger og som
udgangspunkt vil alle sager være komplicerede sager.
2
www.socialraadgiverne.dk/sagstal.
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0017.png
Side 5 af 9
Arbejdet som koordinerende sagsbehandler stiller også store krav til
faglig kompe-
tence.
Kommunerne bør sikre, at sagsbehandlerne har disse kompetencer, og der
bør være mulighed for kompetenceløft for de medarbejdere, der har behov for det.
DS foreslår
ikke en bestemt organisering
af, hvordan kommunerne skal indpasse
de koordinerende sagsbehandlere, men det bør fastslås i loven, at opgaven som ko-
ordinerende sagsbehandler placeres entydigt. Kommunen kan så selv afgøre, hvor-
dan den organiserer koordineringen og alle parters medvirken. Men kommunen bør
have pligt til at tage stilling til, hvem der har ansvaret for udarbejdelse af planen og
for at koordinere løbende.
For de enkelte borgere er det meget forskelligt, hvad de vigtigste udfordringer er.
Derfor bør den koordinerende sagsbehandler kunne findes i den forvaltning, der har
hovedopgaven, eller som har særlig faglig viden om problematikken. Kommunen vil
eventuelt kunne flytte opgaven til en anden sagsbehandler, hvis borgeren efter no-
gen tid primært overgår til en indsats i en anden sektor. Der må så sikres en god
aflevering til den nye sagsbehandler.
Datasamkøring
Lovforslaget lægger op til en omfattende datasamkøring, langt ud over, hvad der
hidtil har været accepteret. Denne principielle ændring begrundes med, at man skal
kunne udsøge de borgere, der skal have Én plan, og at man skal kunne udarbejde og
gennemføre den i praksis.
Samkøringen bliver ganske omfattende,
alle borgere med bare en enkelt indsats
vil kunne samkøres
automatisk for at finde dem, der måske skal have Én plan. En
stor gruppe borgere vil få deres data sammenkørt for at vurdere deres situation, en
vurdering der måske endda vil foregå maskinelt med en algoritme udviklet til formå-
let. Det vil i høj grad ramme de i forvejen svageste borgere, og den omfattende
gennemlysning af dem vil være en understregning af deres svaghed og umyndiggø-
relse ift. systemet. Der er ingen tvivl om, at det vil blive opfattet sådan, uanset det
intenderede formål.
Det er en meget betænkelig udvikling, der har
alvorlige implikationer for men-
neskesynet og mødet med borgeren.
Det er i direkte modsætning til målsætnin-
gen om, at borgeren skal være i centrum som et ansvarligt subjekt, der skal inddra-
ges og være myndig og handlekraftig i sit eget liv. Det er en de facto objektgørelse.
Samtidig kan det skade forholdet til det faglige personale, som borgeren skal have
hjælp af. En automatisk/maskinel udpegning efter en datasamkøring, som borgeren
ikke har kendskab til eller kontrol over, er et dårligt udgangspunkt for et tillidsfuldt
møde og et samarbejde, som borgeren kan være tryg ved.
Vi mener ikke, at der er behov for den automatiske samkøring for at finde de rele-
vante borgere. Argumentet virker mildest talt søgt. Man
kunne jo bare spørge
borgerne,
om de har sager i andre forvaltninger, og så kunne man drøfte mulighe-
den for at udarbejde Én plan med dem. Det er den måde, det offentlige normalt vil
møde borgere på, og som man har gjort det hidtil også for disse grupper. Det er
uforståeligt, at man nu skal begynde en omfattende og automatisk datasamkørsel
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0018.png
Side 6 af 9
for at løse et næppe eksisterende problem. Det er måske lidt nemmere, men det har
skadelige konsekvenser for menneskesynet og for det daglige samarbejde.
Der er et par forhold i lovforslaget, der springer i øjnene. Der er en selvmodsigelse i,
at man flere gange slår fast, at al ting sker ”med henblik på at kunne udarbejde Én
plan i samarbejde med borgeren” – og at man så ikke inddrager borgeren i beslut-
ningen om samkøring og udpegning. Det er
ikke
at ”udarbejde i samarbejde med
borgeren”. Samtidig er det iøjnefaldende, at man ikke samkører med sundhedsop-
lysninger. De er mere beskyttede fortrolighedsmæssigt, så der skal være samtykke
for at videregive dem til en anden instans. Hvorfor er alle oplysningerne om sociale
forhold, beskæftigelse, handicap osv. ikke omfattet af den samme fortrolighed?
Samtykke til videregivelse af oplysninger
På den baggrund mener DS, at
man skal fastholde kravet om samtykke
til vide-
regivelse af oplysninger. Det er en alvorlig brist i lovforslaget, at det ikke sker. Vide-
regivelse af oplysninger er en forudsætning for arbejdet med Én plan, men det bør
ske med borgerens samtykke, det modsatte vil stride mod ideen om involvering af
borgeren. Det kan holde borgeren uden for vigtige skridt i processen.
En forpligtende dialog, fuld åbenhed om, hvad der sker, og inddragelse i alle vigtige
beslutninger er
centralt i det socialfaglige arbejde med borgeren.
Det kan vise
borgeren, at han/hun respekteres som person. Brugen af samtykke er et udtryk for
respekt og anerkendelse, der har stor betydning for borgerens tillid til systemet og
fagpersonerne. I nogle tilfælde forventer borgerne måske, at videregivelse sker au-
tomatisk, og de er overraskede over, at det ikke bare sker. Ikke desto mindre er
kravet om et eksplicit og informeret samtykke vigtigt, fordi det understreger invol-
veringen af borgeren og er med til at vise koordineringens omfang og indhold.
Arbejdet med at få borgerens samtykke kan være
første skridt i dialogen
med
dem, som kan åbne det koordinerede arbejde. Det kan tydeliggøre aktører, forløb og
samarbejde og øge borgerens overblik og forståelse for arbejdet i Én plan. Borgeren
skal fra start have overblik over, hvilke oplysninger, der cirkulerer mellem aktørerne,
og hvad der sker i forløbet. Sagsforløbet skal være ’gennemsigtigt’ og forståeligt.
Inddragelse og opbygning af indsigt og forståelse
kan skabe motivation og enga-
gement.
Borgeren skal ud fra Én plan flytte sig og udvikle sig, i nogle tilfælde fra en
fastlåst situation. Det kræver motivation, tiltro til egen kraft, tillid til de professionel-
le og åbenhed overfor ’systemets’ ønsker. Det kan et informeret og frivilligt samtyk-
ke åbne for.
Samtykket er også af stor betydning for
borgerens retssikkerhed.
Det kan være
med til sikre, at de ved, hvad der sker, og kan forstå forløbene og kan påvirke dem.
Det åbner også for bedre processer omkring de udvekslede data. Persondata i så-
danne sager er ikke bare ’data’, hvis de skal være relevante og valide, så skal man
forstå kontekster, faglige forudsætninger og tolkninger i dem. Informationer fra an-
dre forvaltninger, skal vurderes og bruges med omtanke, og der kan processen om-
kring et samtykke åbne for en dialog om de overførte data.
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0019.png
Side 7 af 9
Det er en generel erfaring fra socialt arbejde, at
samtykket i stort set alle sager
kommer uden problemer,
når der er en god inddragelse. Det ses i børnesager, der
jo i stigende grad køres tværsektorielt mellem skole, PPR og socialforvaltning. Her er
samtykke til videregivelse af oplysninger en forudsætning, og det kommer stort set
altid, når der er god inddragelse af borgerne. Personfølsomme oplysninger, der skal
videregives mellem region (sundhedskoordinatoren) og kommune i sager til rehabili-
teringsteamet, videregives også efter samtykke, og det giver ikke problemer i prak-
sis. Hvis der trods den generelle velvilje over for videregivelse med samtykke dukker
sager op, hvor det ikke er muligt at få samtykke, så skal vi arbejde med dem, som
vi gør i dag, hvor der kan videregives uden samtykke efter persondatalovens hidtidi-
ge betingelser.
At arbejde med samtykke kan kræve lidt mere tid og evne til at skabe dialogen. Men
tiden er givet godt ud, for dialogen har stor betydning for mødet med borgeren, og
samtykket kan sikre, at risikoen for fejl og misforståelser reduceres. Det indledende
arbejde med samtykke er en nødvendig og god investering.
DS mener således, at der
ikke er grund til en lovændring om automatisk vide-
regivelse
mellem forvaltningerne, som lovforslaget lægger op til. En fastholdelse og
understregning af reglerne om samtykke vil være det rigtige – og det vil være både
tilstrækkeligt og godt for det koordinerede sagsarbejde og et konstruktivt samarbej-
de med borgeren.
Hvis der uanset DS’ anbefaling kommer regler om videregivelse uden borgerens
samtykke, så bør det være obligatorisk, at
borgeren skal informeres
om det. Bor-
geren må ikke holdes i uvidenhed om, hvad der gives videre, og hvorfor det sker.
Det vil være en overskridelse af borgerens retssikkerhed, at vedkommendes data
sendes rundt mellem forvaltninger, uden at han/hun ved det, og det er en meget
dårlig start på samarbejdet i sagen.
Tilsvarende bør det fremgå af loven, at samtykke skal være
den prioriterede mu-
lighed,
selv hvis der bliver mulighed for videregivelse uden samtykke. Så kan man i
den daglige praksis fastholde samtykket som det fagligt juridisk og etisk rigtige og
dermed mindske skaderne ved en videregivelse uden samtykke.
Samtykket skal have
en sikker juridisk form
og være i et forståeligt sprog, så
borgeren kan forstå, hvad formålet er, hvad der videregives, og hvem oplysningerne
videregives til. Borgeren skal afgive samtykket skriftligt. Det bør udformes, så det
også dækker kravene i Forvaltningslov og Sundhedslov, så der ikke bliver problemer
ift. de særlige regler om samtykke til videregivelse af sundhedsoplysninger efter
Sundhedslovens § 43. Over tid kan sagen naturligvis udvikle sig på en måde, der gør
det nødvendigt at videregive på en anden måde eller til andre organer. I længere
sagsforløb må samtykket derfor være dynamisk, formålsbestemt og tidsbegrænset,
og det kan løbende justeres. Det skal der tages højde for, både når reglerne udfor-
mes, og i de juridiske skabeloner, der skal arbejdes med i hverdagen.
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0020.png
Side 8 af 9
Børn og unge og familieplan
Inddragelsen af
planer til forældre, der har en børnesag,
i Én plan bør markant
forbedre indsatsen til dem. Efter Servicelovens § 52.2 og § 140 skal forældre med
en børnesag have planer for den hjælp, de skal have bl.a. for at løse de problemer,
der har ført til en anbringelse. Det er en vigtig hjælp, men den har altid været et
svagt punkt i børnesagerne. Forhåbentlig kan inddragelsen i Én plan ændre det.
Der er nogle
udfordringer ved at gøre børnesagen til en del af Én plan.
Lov-
forslaget forholder sig nok til betydningen af de særlige bestemmelser om planer for
børnene og de unge. Efter Servicelovens § 46 (og Børnekonventionens § 12) skal
man altid inddrage børns og unges synspunkter og tillægge dem vægt, svarende til
alder og modenhed. Vi kan ikke se, at der er taget højde for det i udarbejdelsen af
Én plan som en familieplan. Vi har også svært ved at se, at det er indtænkt, at børn
på 12 år skal inddrages, og at unge på 15 har selvstændig partsret ift. både plan og
indsatser. Det er afgørende, at disse rettigheder respekteres både i ånd og bogstav.
Lovforslaget må derfor tydeliggøre, hvordan man i forbindelse med familieplanen
kan sikre, at man ikke antaster børnenes og de unges rettigheder. Herunder, hvor-
dan man på en gang kan lave en familieplan og kan udskille børnenes og de unges
planer fra den.
Endelig skal man være opmærksom på de særlige problemer, det vil skabe, at an-
bragte børn og deres forælder ofte
bor i forskellige kommuner.
Barnet går i skole
i en anden kommune og bruger de lokale tilbud. Det vil skabe en yderligere dimensi-
on i koordineringen i Én plan/familieplanen: koordinering mellem flere kommuner.
Én plan vil være en relevant investering
Der vil være begrænsede udgifter ved det organisatoriske set up for Én plan og den
koordinerende sagsbehandler, ikke mindst fordi kommunerne i vid udstrækning vil
kunne fastlægge organiseringen selv.
Det foreslåede
lavere sagstal,
som er en forudsætning for den koordinerende sags-
behandlers arbejde, vil kræve tilførsel af ressourcer. Men da et realistisk udfald af
koordineringen og Én plan er, at borgerne hjælpes hurtigere og mere sammenhæn-
gende, så er det også realistisk, at der kommer en gevinst ved, at borgernes pro-
blemer faktisk løses bedre og hurtigere. Indførelse af Én plan og koordinerende
sagsbehandler må forventes at have en positiv effekt og en afledt besparelse.
Det er klart, at en øget brug af Én plan vil forudsætte en
forbedring af IT-
systemerne,
der i dag ikke understøtter hinanden. Det kan også medføre udgifter,
men de vil under alle omstændigheder være nødvendige, hvis de forskellige forvalt-
ninger skal samarbejde.
Ressourcetilførsel til lavere sagstal for koordinerende sagsbehandlere og bedre IT-
systemer bør ses som
en indledende investering,
der kan forventes at tjene sig
hjem igen ret hurtigt. Det er i praksis også det, man kan se i de kommuner, der har
erfaringer med at koordinere og forstærke indsatsen. De har i nogle tilfælde fået
endda meget store nettogevinster få år efter deres investering.
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0021.png
Side 9 af 9
Ikrafttræden
Loven om Én plan skal efter lovforslaget træde i kraft 1. juli i år. DS må kraftigt
fra-
råde en så tidlig ikrafttræden.
Indførelsen af Én plan vil indebære dybtgående
omstillinger og ændringer i de enkelte kommuner og udvikling af fagligheden i de
enkelte sektorer for at kunne indgå optimalt i den koordinerede indsats. Det skal der
være tid til at forberede.
Vi har tidligere oplevet forcerede forløb ved implementering af store beskæftigelses-
reformer, der ligesom det foreliggende lovforslag sigtede på koordinering og en
sammenhængende, rehabiliterende indsats. Men på grund af en forceret implemen-
tering løb reformerne ind problemer, som har været meget belastende for både bor-
gere og det faglige personale, og som det har taget lang at rette mere eller mindre
op på. Det gælder måske især indarbejdelsen af en god faglig praksis for koordine-
rende sagsbehandlere og for de tværgående ressourceforløb, som blev søsat i disse
reformer.
DS skal på den baggrund kraftigt anbefale, at ikrafttrædelsen udsættes til 1. januar
2019.
Venlig Hilsen
Majbrit Berlau
Forman for Dansk Socialrådgiverforening
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0022.png
-- AKT 14914 -- BILAG 8 -- [ Danske Handicaporganisationers (DH) høringssvar til lovforslag om 'Én pl... ] --
Til Finansministeriet
Att.: Camilla Weincke og Christian Fuglsang
E-mail:
[email protected]
og
[email protected]
Blekinge Boulevard 2
2630 Taastrup, Danmark
Tlf.: +45 3675 1777
Fax: +45 3675 1403
[email protected]
www.handicap.dk
Taastrup, den 12. marts 2018
Sag 16-2018-00257 – Dok. 357801/mmh_dh
Danske Handicaporganisationers (DH) høringssvar til forslag om
lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om
social service, lov om integration af udlændinge i Danmark og
forskellige andre love (Mulighed for at udarbejde Én plan til
borgere med komplekse og sammensatte problemer)
DH takker for muligheden for at komme med bemærkninger til lovforslag om ’Én plan’ til
borgere med komplekse og sammensatte problemer. DH har følgende bemærkninger:
DH mener,
at det er meget positivt, at der med lovforslaget gives mulighed for at udarbejde
’Én plan’ for borgeren. Mange mennesker med handicap oplever, at de kommunale
systemer ikke taler sammen og dermed kan den samme borger have flere handleplaner for
forskellige dele af indsatsen. Vel at mærke planer der ikke er koordinerede. Det er derfor
helt rigtigt at give borgerne en samlet handleplan, så der ikke sættes modstridende indsatser
i gang.
DH mener,
at målet på sigt må være at
alle borgere,
der får hjælp fra to eller flere
forvaltninger/sektorer, får ’Én samlet plan’ for indsatsen. DH ser derfor lovforslaget som
første skridt på vejen for at dette kan lykkedes. DH anerkender at det vil kræve en større
omstillingsproces, at etablere koordinering mellem de forskellige myndighedsinstanser og at
der derfor må tages et skridt af gangen, for at opnå målet om ’Én plan’ på tværs af sektorer
og områder.
DH forventer,
at der i forlængelse af dette lovforslag, arbejdes hen i mod at alle borgere der
får hjælp fra to eller flere forvaltninger/sektorer, tilbydes ’En samlet plan’ for borgerens
tværgående indsats, herunder også indsatser fra sundhedssektoren.
DH’s medlemsorganisationer: ADHD-foreningen • Astma-Allergi Danmark • Danmarks Bløderforening • Lungeforeningen • Psoriasisforeningen • Dansk Blindesamfund • Foreningen Danske
DøvBlinde • Epilepsiforeningen • Dansk Fibromyalgi-Forening • Dansk Handicap Forbund • Dansk Landsforening for Hals- og Mundhuleopererede • Danske Døves Landsforbund •
Diabetesforeningen • Stammeforeningen i Danmark • Gigtforeningen • Hjernesagen • Hjerneskadeforeningen • Høreforeningen • Landsforeningen Autisme
• Landsforeningen LEV • SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed • Cystisk Fibrose Foreningen • Muskelsvindfonden • Nyreforeningen • Ordblinde/
Dysleksiforeningen i Danmark • Osteoporoseforeningen • Parkinsonforeningen • UlykkesPatientForeningen og PolioForeningen • Sammenslutningen af Unge Med
Handicap • Scleroseforeningen • Spastikerforeningen • Stomiforeningen COPA • Stofskifteforeningen • Dansk Cøliaki Forening
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0023.png
Generelle bemærkninger
Borgeren skal kunne tage initiativ til ’Én plan’
Ifølge lovforslaget er det kommunen der beslutter om en borger eller familie med
komplekse og sammensatte problemer skal tilbydes ’Én plan’. Borgeren kan afvise at få en
plan, men ikke efterspørge det. Ligesom borgeren heller ikke kan klage over ikke at blive
tilbudt ’Én plan’ jf. punkt 2.3.3 i bemærkningerne.
Det fremgår af lovens bemærkninger punkt 2.2, at: ”De
kommunale forvaltninger har det
største kendskab til borgerne og har dermed de bedste forudsætninger for at vurdere, hvilke
borgere der vil have gavn af Én plan.”
Det er DH’s erfaring, at det ofte er borgeren selv
eller familien, der er nød til at koordinere sin egen sag.
DH mener
derfor, at det er vigtigt, at det er muligt for borgeren at tage initiativ til ’Én plan’
fra kommunen, hvis borgeren oplever et behov for det.
DH anbefaler,
at det indskrives i lovteksten, at borgere får mulighed for at tage initiativ til
’Én plan’ – ikke kun mulighed for at afvise ’Én plan’.
DH vil gøre opmærksom på,
at der vil være borgere med komplekse behov, som ikke selv
kan efterspørge en plan, selvom de kan have behov. Her har kommunen en ekstra
forpligtelse til at vurdere om der er behov for ’Én plan’.
Indholdskrav til ’Én plan’ er nødvendigt
DH finder det uklart, hvorvidt de sektorspecifikke til handleplaner opretholdes når borgeren
tilbydes ’Én plan’. Det fremgår af lovforslaget, at
”Med
lovforslaget fastlægges ikke særskilte krav til, hvilke oplysninger der skal indgå i
Én plan
(…)
Indholdet vil afhænge af den enkelte borgers situation, hvilke indsatser
borgeren skal have, og af de specifikke krav der kan følge heraf i de enkelte
sektorlovgivninger.”
(Punkt 2.3.1, s. 11)
Senere i bemærkningerne fremgår det, at:
”Det
betyder, at jobcenteret kan fravige de krav, der i gældende regler stilles til
udarbejdelse og revision af »Min Plan«
(…),
hvis jobcenteret i stedet udarbejder Én
plan for personen. Det gælder bl.a. reglerne om indhold i »Min Plan«
(…),
f.eks. at
2
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
planen skal angive de tilbud, som personen skal have efter loven og om, at tilbud skal
begrundes.”
(Punkt 3.1.3., s. 19f)
DH mener,
at der skal være indholdsmæssige krav til ’Én plan’. Bl.a. på det sociale område
har DH oplevet meget svingene kvalitet i handleplanerne, hvor en målsætning kan være ’at
borgeren skal have det godt’ og så er der ikke yderligere målsætninger for borgerens
indsats. Der er derfor behov for at loven oplister nogle temaer som planen som minimum
skal indeholde, ligesom borgerens mål og indsatser bør fremgå af planen.
DH anbefaler,
at det kommer til at fremgå tydeligt at lovforslaget, hvilke indholdsmæssige
krav der er til ’Én plan’.
Konkrete krav til indholdet kunne eksempelvis være:
Overordnet formål med indsatsen
Borgerens holdninger og ønsker for eget liv
Overblik over tilbud, indsatser og hertil hørende planer, herunder mål og delmål
Angivelse af hvem der gør hvad (Borgeren skal tydeligt kunne se hvem der er
kontaktperson for en/flere dele af indsatsen)
Tidsperspektiv
Organisering af handleplansarbejdet
Overblik over de aftaler der er indgået om fx opfølgningsmøder.
Oplevelsen af koordinering forudsætter færre kontaktpersoner
Det fremgår af lovforslagets generelle bemærkninger s. 8, at der ikke stilles krav om at ’Én
plan’ skal udarbejdes og varetages af én koordinerende sagsbehandler.
For DH er det vigtigste,
at borgeren oplever at der sker en koordinering af sagen og at der
sker fremdrift i sagen. Dette kan opnås af flere veje, men det er klart at jo flere
sagsbehandlere borgeren møder, jo mere uoverskueligt og ukoordineret opleves mødet med
kommunen.
Som det fremgår af bemærkningerne, er formålet med ’Én plan’, at borgeren reelt oplever
’en indgang til kommunen’. DH er derfor helt enige i, at der i arbejdet med
implementeringen af ’Én plan’, skal ses på at minimere antallet af kontaktpersoner som
møder borgeren jf. s. 8.
3
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0025.png
DH foreslår,
at der i loven indføres en pligt til, at kommunen tydeligt tager stilling til hvem
der har ansvaret for udarbejdelsen af ’Én plan’ ved opstarten af samarbejdet med borgeren.
Ellers kan det hurtigt blive ’alles ansvar er lig ingens ansvar’. Ansvaret kan ligge hos en
koordinerende sagsbehandler eller et lille tværgående team. Det er afgørende at borgeren
ved hvem der er ansvarlig og hvordan den/de ansvarlige kan kontaktes. Ligesom det er
vigtigt at koordineringen ikke har karakter af at indskyde ’et ekstra led’ i sagsbehandlingen.
Aktiv borgerinddragelse giver de bedste resultater
En aktiv borgerinddragelse er helt afgørende for at lave ’En plan’ for borgerens tværgående
indsats. Borgeren skal være med hele vejen for at bidrage til, forstå og tage ejerskab til
planen. Det skal være borgerens plan, hvis de mål der opstilles skal nås. Desværre oplever
mange mennesker med handicap ikke, at de inddrages i egen sag. Det fremgår af Institut for
Menneskerettigheders undersøgelse om ’Retssikkerhed i kommunerne” (2017), at ”knap
40
% mener ikke, at de har haft gode muligheder for at fortælle deres syn på sagen. Godt en
femtedel mener slet ikke, de har haft mulighed for at blive hørt i deres egen sag.”
1
DH anbefaler,
at det fremgår tydeligt af lovteksten og bemærkningerne, at borgeren skal
inddrages aktivt i udarbejdelsen af ’Én plan’.
Samtykke til videregivelse af oplysninger skal fastholdes
For at kunne udarbejde ’Én plan’ for borgeren, er det nødvendigt at dele oplysninger
mellem de forskellige kommunale forvaltninger. Det fremgår med lovforslaget, at der med
lovforslaget L 68 som fremsat, vil blive givet mulighed for at ministeren på et sektorområde
efter forhandling med Justitsministeren, kan fastsætte nærmere regler om at
personoplysninger af offentlige myndigheder må viderebehandles til andre formål, end de
oprindeligt var indsamlet til. Fx videregivelse af oplysninger indenfor en kommune og
udsøgning af borgere, der modtager ydelser på tværs af forvaltninger. Denne mulighed
ønskes brugt i lovforslaget om ’Én plan’ til at kommunen kan dele oplysninger om borgeren
uden borgerens samtykke.
DH mener,
at det er afgørende at pligten til at indhente samtykke til deling af information
fastholdes. Deling af information om borgeren, uden borgerens samtykke eller viden, vil i
mange tilfælde kunne medvirke til at der opstår mistillid/utryghed i samarbejdet mellem
borger og kommune, som kan modarbejde formålet med at skabe en sammenhængende
indsats for borgeren.
1
https://menneskeret.dk/udgivelser/retssikkerhed-kommunerne
4
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0026.png
DH anbefaler,
at lovforslaget om ’Én plan’ ikke benytter den eventuelle mulighed for
datadeling der indføres med L 68.
DH er opmærksomme på, at det til tider kan opleves som forvirrende for borgeren, hvis der
skal gives samtykke af flere omgange, for at kunne dele alle nødvendige oplysninger.
DH opfordrer til,
at der arbejdes med en form for gradueret samtykkeerklæring, hvor det er
muligt for borgeren at til- og fravælge samtykke i forhold til de relevante parter.
Evaluering af loven skal indeholde både kvalitative og kvantitative mål
Det fremgår at loven skal evalueres i 2021. DH ser frem til evalueringen.
DH mener,
at evalueringen skal indeholde borgernes oplevelser med tilbud om ’Én plan’
indgår i evalueringen. Der skal lægges vægt på om borgeren oplever at der er en plan og
oplever koordinering, herunder hvor mange kontaktpersoner borgeren har haft i sagen.
Derudover bør der måles på, hvor mange borgere, der modtager hjælp fra to eller flere
forvaltninger, som er blevet tilbudt ’Én plan’.
For uddybende bemærkninger kontakt chefkonsulent Maria Holsaae på e-mail:
[email protected]
eller tlf.nr.: 2445 1557.
Med venlig hilsen
Thorkild Olesen
formand
5
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0027.png
-- AKT 14914 -- BILAG 9 -- [ Datatilsynet_Høringssvar ] --
Finansministeriet
Christiansborg Slotsplads 1
1218 København K
Danmark
Sendt til:
[email protected], [email protected]
og
[email protected]
6. marts 2018
Datatilsynet
Borgergade 28, 5.
1300 København K
CVR-nr. 11-88-37-29
Telefon 3319 3200
Fax 3319 3218
E-mail [email protected]
www.datatilsynet.dk
J.nr. 2018-112-0861
Dok.nr. 465107
Sagsbehandler
Sara Koch Jørgensen
Direkte 3319 3291
Vedrørende høring over udkast til forslag til lov om ændring af lov om en
aktiv beskæftigelsesindsats, lov om social service, lov om integration af
udlændinge i Danmark og forskellige andre love (Mulighed for at udar-
bejde Én plan til borgere med komplekse og sammensatte problemer)
Ved e-mail af 12. februar 2018 har Finansministeriet anmodet om Datatilsy-
nets eventuelle bemærkninger til ovennævnte udkast til lovforslag.
Datatilsynet skal i den anledning udtale følgende:
1.
Datatilsynet forudsætter, at persondatalovens bestemmelser vil blive iagtta-
get i forbindelse med de behandlinger af personoplysninger, der vil ske som
følge af lovforslagets bestemmelser.
Datatilsynet har noteret sig, at det fremgår af udkast til lovforslaget, at der på
bekendtgørelsesniveau påtænkes at skabe hjemmel til deling af data på tværs
af kommunale forvaltninger ved at benytte den bemyndigelse, som forventes
indført i § 5, stk. 3 i den kommende databeskyttelseslov.
1
Det bemærkes for en god ordens skyld, at det følger af persondatalovens § 57,
at der ved udarbejdelse af bekendtgørelser, cirkulærer eller lignende generelle
retsforskrifter, der har betydning for beskyttelse af privatlivet i forbindelse
med behandling af personoplysninger, skal indhentes en udtalelse fra Datatil-
synet.
Datatilsynet forudsætter, at tilsynet bliver hørt over bekendtgørelser, der ud-
stedes i medfør af loven, i det omfang disse har betydning for beskyttelse af
privatlivet i forbindelse med behandling af personoplysninger.
Kopi af dette brev sendes til Justitsministeriets Lovafdeling til orientering.
Med venlig hilsen
Sara Koch Jørgensen
1
Lov om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i for-
bindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger,
jf.
Folketingstidende 2017-18, A, L 68 som fremsat
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0028.png
-- AKT 14914 -- BILAG 10 -- [ De Ergoterapeutfaglige Selskabers høringssvar vedr. mulighed for at udar... ] --
Finansministeriet
Ergoterapeutforeningen
Nørre Voldgade 90
DK-1358 København K
Tlf: +4588826270
cvr nr. 19 12 11 19
etf.dk
Den 9. marts 2018
Høring over udkast til forslag om lov om ændring af lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, lov om social service, lov om integration af udlændinge i
Danmark og forskellige andre love (Mulighed for at udarbejde Én plan til borgere
med komplekse og sammensatte problemer).
Finansministeriet har sendt lovforslag om mulighed for at udarbejde Én plan til
borgere med komplekse og sammensatte problemer i høring.
Med loven vil det blive muligt for kommunerne at lave Én plan på tværs af social-,
beskæftigelses- og familieområdet (og i nogle tilfælde også sundhedsområdet) for
borgere med komplekse problemer. Det bakker de Ergoterapeutfaglige Selskaber op
om. For der er brug for, at lovgivningen understøtter en sammenhængende indsats i
kommunerne. Vi kan dog undre os over, at Én plan udbredes inden
Frikommuneforsøget er evalueret.
For de Ergoterapeutfaglige Selskaber er det vigtigt, at:
- Vægtningen mellem de forskellige faglige områder og indsatser bliver fornuftig.
Vi kan være bekymrede for, at det beskæftigelsesrettede fokus kommer til at
være dominerende i Én plan. Formålet med Én plan bør være, at man tager
afsæt i det den enkelte borger/familie har brug for. For mange borgere med
komplekse problemer giver det mening, at der arbejdes hen imod job eller
uddannelse. Men der vil også være borgere der først har behov for en
socialindsats. Og der vil være familier, hvor hensynet til at barnet kommer i
skole, går forud for at mor eller far får et job.
- Kommunernes brug af Én plan evalueres.
- Samtykke fra borgeren er en forudsætning for, at der udarbejdes Én plan. I
lovforslaget står der blot, at borgeren kan takke nej til Én plan.
- Sundhedsområdet – både kommunalt og regionalt – på sigt kan blive en
integreret del af Én plan.
- Datadelingen mellem forvaltninger og sektorer bliver muligt, hvis borgeren/
familen samtykker.
Vi står gerne til rådighed med uddybning af dette høringssvar.
Med venlig hilsen
Tina Nør Langager
Formand for Ergoterapeutforeningen
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0029.png
-- AKT 14914 -- BILAG 11 -- [ FBU Høringssvar _ ] --
1
FBU ForældreLANDSforeningen
Bernstorffsvej 20 B, 1
2900 Hellerup
Tlf. 70 27 00 27
[email protected]
www.fbu.dk
Til
Finansministeriet
Christiansborg Slotsplads 1
1218 København K
Att.:
Camilla Weincke ([email protected])
Christian Fuglsang ([email protected])
Hellerup, den 12. marts 2018
FBU ForældreLANDSforeningens høringssvar til:
Udkast til forslag om ændring af lov om aktiv beskæftigelsesindsats, lov om social service, lov
om integration af udlændinge i Danmark og forskellige andre love (Mulighed for at udarbejde
En Plan til borgere med komplekse og sammensatte problemer).
Tak for muligheden for at afgive høringssvar.
FBU ForældreLANDSforeningens målgruppe er forældre, som er i særdeles svære
livssituationer, og med komplekse sociale problemer. Mange af forældrene har fysiske og/eller
psykiske vanskeligheder, er ofte fattige og lever af overførselsindkomster. Det er borgere, -som
er i kontakt med de kommunale sociale myndigheder, fordi børnene eller familien har behov for
særlig støtte, - borgere, hvor kommunen overvejer eller har besluttet, at der er grundlag for en
børnefaglig undersøgelse og/eller, har behov for særlig støtte efter serviceloven (herunder
anbringelse uden for hjemmet). Det er primært forældre, hvis børn er anbragt uden for hjemmet,
eller er på vej til at blive anbragt (med eller uden samtykke), som FBU har kontakt med.
Det betyder også, at FBU ForældreLANDSforeningens målgruppe ofte er i kontakt med flere
forskellige kommunale sektorer, og dermed også skal håndtere forskellige handleplaner, som
ikke altid understøtter hinanden. Ikke nok med at forældre hvis børn er anbragt uden for hjemmet
Bernstorffsvej 20 B, 1, 2900 Hellerup
E-mail:
[email protected] www.fbu.dk
Telefon 70 27 00 27
FBU-LINIEN -
åbningstider: mandag kl. 10 - 13 og 16 – 20,
tirsdag kl. 10 – 13 samt torsdag kl. 10 - 13 og 16 – 20
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0030.png
2
kan være i kontakt med flere forskellige sektorer i opholdskommune, men hvis de anbragte børn
har anden handlekommune end forældrenes opholdskommune, har forældrene også samarbejde
med handlekommunen ift anbringelsessagen og ift handleplan for barnet jvf § 140 stk 3 i lov om
social service.
I den nuværende lovgivning og sagsbehandling er der flere udfordringer ift udarbejdelse og
opfølgning på disse handleplaner. Udfordringer som gennem tiden er veldokumenterede og
dermed ikke ukendte.
Forældre til anbragte børn og unge oplever alt for ofte, at der ikke foreligger en handleplan inden
anbringelsen, at handleplanen er mangelfulde uden konkrete mål, beskrivelser af indsatsen og
opfølgningen/evalueringen heraf. Alt for ofte oplever forældre, at handleplanen bliver udarbejdet
uden deres inddragelse og medvirken, at der i sagsbehandlingen ikke har været en aktiv
involvering og medinddragelse af forældrenes perspektiv, at forældrene i dialogen omkring
anbringelsen og handleplanen ikke har oplevet sig anerkendt, hørt og inddraget.
Ift forældrehandleplaner jvf § 54 stk 2, hvor der skal træffes afgørelse om støtten til forældre
med børn anbragt uden for hjemmet, er FBU ForældreLANDSforeningens erfaring, at kun meget
få af forældrehandleplanerne lever op til det, man må forvente af en handleplan: Angivelse af
klare konkrete mål, med angivelse af indsatser og ansvarlige for at nå målene samt om, hvordan
der evalueres.
Dvs udfordringerne ift handleplaner er både ift at sikre, at der bliver udarbejdet En Plan, at
kommunerne har mulighed for fagligt og koordineringsmæssigt at sikre at En Plan kan
understøtte et sammenhængende og helhedsorienteret forløb for borgeren/familien, samt at der
gennem forløbet er involvering, inddragelse og gennemsigtighed for den enkelte borger, -
herunder at der er taget hensyn til borgerens retssikkerhed.
FBU ForældreLANDSforeningen kan støtte hensigterne med lovforslaget, - således at der for
borgeren/familien med komplekse og sammensatte problemer kan udarbejdes En Plan, som kan
imødekomme dette.
Vi ser dog udfordringer i lovforslaget, som bør overvejes til gavn for borgeren/familien.
1.
Kompleksiteten i borgerens/familiens problemer, - hvordan kan kommunerne
imødekomme dette? Lovforslaget peger ikke på hvorledes den praktiske
udmøntning af lovforslaget skal ske, - hvilken sektor i kommunen, der er ansvarlig
for udarbejdelsen af En Plan.
Borgerens/familiens sociale problemer er ofte både komplekse men ofte også af særdeles
alvorlig karakter. At håndtere så komplekse, sammensatte og vanskelige sociale
problemer kræver en særlig faglig koordinering og indsigt og en klar ansvarsfordeling ift
Bernstorffsvej 20 B, 1, 2900 Hellerup
E-mail:
[email protected] www.fbu.dk
Telefon 70 27 00 27
FBU-LINIEN -
åbningstider: mandag kl. 10 - 13 og 16 – 20,
tirsdag kl. 10 – 13 samt torsdag kl. 10 - 13 og 16 – 20
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0031.png
3
hvilken af de involverede sektorer i kommunen, der har hovedansvaret for udarbejdelse
af En Plan.
Derudover vil det i en anbringelsessag ofte også fordre samarbejde på tværs af
kommuner, da børnenes handlekommune kan være en anden end forældrenes
opholdskommune. Endvidere kan det også forekomme, at
forældremyndighedsindehaverne til anbragte børn ikke er samlevende og bor i hver sin
kommune. Det nødvendiggør koordinering og klar ansvarsfordeling i mellem de enkelte
involverede sektorer i kommunen, og således vil det også være nødvendigt med en klar
ansvarsfordeling ift hvem/hvilken kommune, der har ansvaret for at udarbejde En Plan.
2.
Borgerens retssikkerhed.
Borgeren/familien skal fuldt ud sikres inddragelse i udarbejdelse af En Plan, -
således at der sker en aktiv involvering og medinddragelse af forældrenes
perspektiv i udarbejdelsen af planen.
Det er særdeles vigtigt, at der indhentes skriftligt samtykke fra forældrene til at de
enkelte sektorer kan videregive oplysninger.
Dvs FBU ForældreLANDSforeningen ser
med alvorlig bekymring på tankerne om at skabe hjemmel til datadeling.
Lovforslaget giver kommunalbestyrelsen mulighed for at tilbyde borgere med komplekse
og sammensatte problemer en sammenhængende og helhedsorienteret indsats, - og den
giver mulighed for, at borgeren/forælderen kan afvise, at der udarbejdes En Plan.
Men
lovforslaget sikrer ikke, forældrene/borgerne ret til at få udarbejdet En Plan.
Bernstorffsvej 20 B, 1, 2900 Hellerup
E-mail:
[email protected] www.fbu.dk
Telefon 70 27 00 27
FBU-LINIEN -
åbningstider: mandag kl. 10 - 13 og 16 – 20,
tirsdag kl. 10 – 13 samt torsdag kl. 10 - 13 og 16 – 20
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0032.png
-- AKT 14914 -- BILAG 12 -- [ FOAs høringssvar om lovændringsforslag - Èn plan den 09.03.2018 ] --
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
Camilla Weincke
Christian Fuglsang
Høringssvar om mulighed for at udarbejde Èn plan til borgere med
komplekse og sammensatte problemer
FOA bakker op om intentionen med at lave en plan på tværs af lov- og
forvaltningsområder samt at sikre en koordinering heraf for mennesker med
komplekse og sammensatte problemer. Det er dog FOAs vurdering, at det
fremsatte lovforslag med fordel kan udbygges og justeres, så intentionerne i
endnu højere grad bliver tilgodeset.
Èn plan og rehabiliteringsplanen – en dobbelt løsning
FOA undrer sig over, at man med lovforslaget vil tilbyde målgruppen for
ressourceforløb, jobafklaring og sygedagpenge kategori 3 muligheden for at få
udarbejdet Èn plan. Efter FOAs vurdering er behovet for at udarbejde en samlet
plan samt koordinering heraf allerede tilgodeset for de nævnte målgrupper. De
får udarbejdet en rehabiliteringsplan, når deres sag bliver forelagt
rehabiliteringsteamet, og der udarbejdes en indsatsplan, hvor de samlede
indsatser, tidsplan og mål for borgeren på kort og lang sigt fremgår.
I forhold til ønsket om afbureaukratisering, kan dette tiltag for de nævnte
målgrupper virke som et lag, der lægges oven i allerede eksisterende
sagsprocedurer. Såfremt man fra ministeriets side vurderer, at indsatsdelen ikke
rummer de samme muligheder for at yde en koordineret tværfaglig og -sektoriel
indsats som det fremsatte forslag, vil FOA foreslå, at man i stedet for at tilføje
endnu et redskab som Én Plan, foretager en justering i rehabiliteringsplanens
indsatsdel.
Man kan efter FOAs opfattelse med fordel gøre andre målgrupper, som fx
personer der tilkendes fleksjob, tilskud til selvstændig virksomhed og
revalidering, omfattet af retten til at få udarbejdet rehabiliteringsplanens
indsatsdel, når der skal iværksættes indsatser på tværs af kommunens
forvaltninger. Dermed fritages gruppen for yderligere planer.
Dato:
09-03-2018
Dokumentnummer:
18/64348
Ref.:
Nanna Mørch/Christine
Sarka
FOA
Staunings Plads 1-3
1790 København V
Telefon:
46972626
Mail:
[email protected]
www.foa.dk
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
-2-
Med tanke på ovenstående fremstår lovforslaget ikke gennemtænkt og
koordineret med øvrig lovgivning. Det virker som om, man fra ministeriets side
ikke har haft lovforslaget i intern høring forud for den eksterne høring.
FOA vil desuden anbefale, at man i forbindelse med fremsættelse af lovforslaget,
tilpasser proceskravene i rehabiliteringssager (tilskud til selvstændig virksomhed,
fleksjob, ressourceforløb, førtidspension, jobafklaring og sygedagpenge kategori
3). De nævnte målgrupper skal alle have forelagt deres sag for kommunens
tværsektorielle rehabiliteringsteam. For at fremme, at den tværfaglige og -
sektorielle indsats kan tilbydes umiddelbart i forlængelse af
rehabiliteringsmødet, bør rehabiliteringsplanens forberedende del tilpasses, så
den fungerer som proceskrav for indsatser både i service- og
beskæftigelsesloven. Som det er i dag, kan rehabiliteringsplanens forberedende
del kun benyttes til tilkendelse af ovenstående ordninger på
beskæftigelsesområdet og lov om social pension og ikke til indsatser efter
servicelovens bestemmelser.
Èn plan for sygedagpengemodtagere kategori 2
FOA er uforstående overfor, at sygedagpengemodtagere visiteret til kategori 2
skal omfattes af Èn plan. Det er efter FOAs opfattelse ikke en målgruppe med
komplekse og sammensatte problemer med behov for koordinering af
tværsektorielle indsatser. Sygemeldte med en sådan karakteristik hører til i
kategori 3 jf. lov om sygedagpenge § 12 stk. 1, nr. 3. Som FOA ser det, er
lovforslaget et udtryk for en lappeløsning, fordi kommunerne ikke i høj nok grad
visiterer sygedagpengemodtagere, med behov for en tværfaglig indsats til
kategori 3. Ifølge Jobindsats.dk er kun 430 personer på landsplan visiteret til
kategori 3 i de første elleve måneder af 2017 ud af en samlet gruppe på 144.284
personer, der har et sygeforløb på mere end otte uger. Det finder FOA urealistisk
lavt. For netop den målgruppe (kategori 3) er reglerne allerede sådan, at deres
sag skal forelægges kommunens rehabiliteringsteam med henblik på
tilrettelæggelse af en tværfaglig indsats senest fire uger fra visiteringen til
kategori 3, ligesom de har krav på en koordinerende sagsbehandler. Det stiller
efter FOAs vurdering disse sygemeldte bedre end lovforslaget om Èn plan. Det er
derfor FOAs opfordring, at lovgiver i stedet bør følge tæt op på, om
sygedagpengemodtagere med komplekse og sammensatte problemer bliver
visiteret korrekt.
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0034.png
-3-
Ret til Èn plan for nærmere bestemte målgrupper
FOA finder det problematisk, at visse målgrupper i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats § 2, med komplekse og sammensatte problemer, i
lovforslaget er undtaget fra retten til at få udarbejdet Èn plan (eller
rehabiliteringsplanens indsatsdel jf. ovenstående afsnit).
I stedet overlades det til kommunerne selv at foretage en vurdering af, hvem der
er i målgruppen for Èn plan. FOA er bekymret for, det giver en alt for uens
praksis på tværs af kommunerne, og at ikke alle, med behov for de fordele Èn
plan kan give, får muligheden for at få udarbejdet en. Særligt vil FOA henlede
opmærksomheden på gruppen af aktivitetsparate kontanthjælps- og
uddannelsesmodtagere, der ikke i forvejen er omfattet af retten til at få
udarbejdet en rehabiliteringsplan og få deres sag forelagt rehabiliteringsteamet.
Netop den målgruppe må i høj grad forventes at have komplekse og
sammensatte problemstillinger med behov for en tværfaglig indsats, der skal
koordineres.
Alle med ret til Èn plan bør have ret til èn koordinerende sagsbehandler
Retten til en koordinerende sagsbehandler gælder jf. lovforslaget kun personer i
jobafklaringsforløb, ressourceforløb og sygedagpengemodtagere visiteret til
kategori 3. Hvis intentionen med at skabe og sikre større samspil mellem
indsatserne på tværs af forskellige forvaltningsområder og fagspecialer skal
opnås, finder FOA det vigtigt, at der i alle tilfælde følger en koordinerende
sagsbehandler med udarbejdelsen og koordineringen af Èn plan.
FOA vil her benytte lejligheden til at påpege vigtigheden af, at den
koordinerende sagsbehandler har de fornødne faglige kompetencer og
ressourcer til både at udfærdige planen og følge op på den i tæt og givende
samarbejde med borgeren. Der bør overfor kommunerne lovgives eller kraftigt
opfordres til et lavt antal sager pr. koordinerende sagsbehandler. Samtidig
opfordrer FOA til, at der i forbindelse med de politiske behandlinger af
lovforslaget udbydes et efteruddannelsesforløb for koordinerende
sagsbehandlere centralt fra.
Venlig hilsen
Mona Striib
Næstformand
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0035.png
-- AKT 14914 -- BILAG 13 -- [ Frikommunenetværk En plan ] --
Høringssvar til Udkast til lov om Én plan fra Frikommunenetværk, En plan for en sammenhængende
indsats sammen med borgeren
Frikommunenetværket, En plan for en sammenhængende indsats sammen med borgeren har indenfor
høringsperioden behandlet udkast til Lov om Én plan og har udarbejdet et fælles høringssvar.
Bedre løsninger for borgerne
Frikommunenetværket, En plan for en sammenhængende indsats sammen med borgeren ser overvejende
positivt på udkast til Lov om Én plan.
Kommunerne Allerød, Ballerup, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gribskov, Halsnæs, Helsingør og
Hillerød tilbyder i frikommuneforsøget én plans-samarbejde med borgere med problemstillinger, der går på
tværs af lovområder. De ni kommuner ser Lovudkastet som en positiv tilkendegivelse i forhold til
ambitionerne i én plan-forsøgene. Det understøtter ambitionen om at sætte den enkelte borgers behov i
centrum – og målet om at borger opnår bedre trivsel, tilknytning til arbejdsmarkedet og oplever at være
aktiv og bidragende til det omgivende samfund.
Frikommuneforsøg bliver til lovgivning
Frikommunenetværket oplever, at der er blevet lyttet til kommunerne og vil gerne takke for det gode og
konstruktive løbende samarbejde, der har været omkring forsøget mellem netværket og såvel Økonomi- og
Indenrigsministeriet, Finansministeriet som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og Børne- og
Socialministeriet.
Lovudkastet efterkommer en del af det, vi i kommunerne har brug for – nemlig muligheden for at lave èn
samlet plan. At lovudkastet er integreret i relevant generel lovgivning, skaber overblik og sammenhæng i
forhold til arbejdet med den enkelte borger, og dette kvitterer netværket for.
Muligheden for at tilbyde én plan ser frikommunenetværket dog som en vigtig, men lille brik i et meget
stort puslespil, som tilsammen kan skabe den ønskede sammenhæng og effekt for borgerne.
Mulighed for at tilrettelægge planens indhold sammen med borgeren
Vi kan dog konstatere, at flere af de øvrige paragraffritagelser, der anvendes i frikommuneforsøget ikke
imødekommes med lovforslaget. Det drejer sig blandt andet om mulighed for fleksibelt at tilrettelægge
indholdet i handleplanen sammen med borgeren – herunder at kunne fravige ret og pligt tilbud og tilbyde
indsatser efter f.eks. serviceloven som led i borgerens vej mod uddannelse og beskæftigelse.
Det er fundamentalt for kommunernes samarbejde med borgere i komplekse situationer, at der gennem
høj faglighed kan tages udgangspunkt i den enkelte borgers ambitioner og ressourcer. De borgere som er
omfattet af lov om Én plan, er karakteriseret ved, netop
ikke
at passe ned i de traditionelle kasser.
Kommunerne har derfor behov for færre bindinger og mere fleksibilitet til at vurdere, hvad planen skal
indeholde i samarbejde med borgeren selv. Dette er et vigtigt aktiv i forhold til at udløse borgerens egne
ressourcer og bane vejen mod uddannelse og beskæftigelse. Det savner frikommunenetværk, en plan i
lovforslaget.
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0036.png
Én sammenhængende indsats og én afgørelse
En væsentlig del af én plan er, at indsatserne tilrettelægges på en måde der sikrer sammenhæng og helhed
for borger. Fx har mange unge behov for både at blive støttet ud fra de sociale aspekter som rummes i
Serviceloven (socialpædagogisk støtte) og ud fra de uddannelsesrettede aspekter, der rummes i Lov om
Aktiv Beskæftigelsesindsats (mentorstøtte). I praksis kan kommunen godt lade én person udføre begge
typer støtte, men der skal udarbejdes to forskellige afgørelser med hver sin klagevejledning. Det er
forvirrende for borgeren og administrativt tungt for kommunen. Der bør kigges på mulighederne i
lovgivningen for at give borgere én indsats, der favner flere lovområder, med én afgørelse og én
klagebehandling .
Én udredning
Frikommunenetværket anser det som afgørende, at borgeren i én plan-samarbejdet tilbydes én
sammenhængende udredning, som afdækker borgerens samlede situation, hvad er behovet, ønskerne og
ressourcerne. Én udredning er vigtig, når kommunerne skal udøve rettidig omhu, og når borgerens
overordnede mål skal udmøntes i integrerede indsatser.
Når der som det er tilfældet i dag udredes i henhold til flere lovområder, forsinker det samarbejdet med
borgeren omkring udarbejdelse af overordnede mål og bæredygtige indsatser, som rykker borgeren
tættere på uddannelse og beskæftigelse. Desuden fordrer de mange udredninger, at borgeren oplever at
blive spurgt om de samme ting flere steder i kommunen, og der indhentes fx lægeerklæringer på den
samme borger af flere omgange. Mange udredninger er dyrt, ineffektivt og skaber mistillid hos borgeren.
Relation til forenkling af beskæftigelseslovgivningen
Frikommunenetværket anerkender udmeldingen om, at de processuelle og indholdsmæssige fritagelser,
som netværket anvender på forsøgsbasis, følger i forbindelse med forenkling af beskæftigelseslovgivningen
i 2019. Denne proces vil vi afvente med spænding og følge nøje, da disse fritagelser er en forudsætning for
at udløse potentialet i Lov om én plan, så borgerne opnår den ønskede effekt.
Mulighed for datadeling
I høringsbrevet, som blev udsendt sammen med Udkast til lov om én plan, er vi blevet stillet følgende i
udsigt: ”Det
bemærkes, at det af udkast til lovforslaget fremgår, at der påtænkes at skabe hjemmel til
datadeling til Én plan på bekendtgørelsesniveau ved at be-nytte bemyndigelsen i § 5, stk. 3, i forslaget til
databeskyttelseslov, jf. Folke-tingstidende 2017-18, A, L 68 som fremsat. Denne bekendtgørelse vil blive
sendt i ekstern høring hurtigst muligt efter, at databeskyttelsesloven forventes vedtaget.”
Dette ser vi som en forudsætning for, at kommunerne aktivt kan samarbejde med borgerne indenfor de
rammer, som lovforslaget rummer.
Løsninger til enkel registrering
Kommunernes pligt til fortsat at registrere og indberette oplysninger om indsatser i flere fagsystemer på
trods af, at borgeren tilbydes en én plans-løsning, fordrer dobbeltregistrering og flere bureaukratiske
bindinger for kommunerne. Det betyder at loven reelt set skaber mulighed for overblik og sammenhæng
for borgeren, men samtidig skaber flere og mere ineffektive arbejdsgange for sagsbehandlerne.
Frikommunenetværket lever med dette ineffektive vilkår i forsøgsperioden, men det er ikke holdbart i
forhold til permanent lovgivning. Det er essentielt, at der bliver skabt en løsning for et enkelt og effektivt
registreringssystem, hvis kommunerne skal effektuere lov om én plan.
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0037.png
Digital understøttelse af én plan
Med fravigelse af kravet om at én plan skal digitaliseres, forringes kommunernes muligheder for at skabe
gennemsigtighed og overskuelighed for borgerne. Set fra et borgerperspektiv er det afgørende, at de har
god og nem adgang til egne handleplaner. Samtidig bliver manglen på It understøttelse lig med ineffektive
arbejdsgange for medarbejderne og mindre tid til samarbejdet med borgerne. Her kunne bemærkes, at det
står kommunerne frit for at digitalisere handleplanen. Det er dog et faktum, at samarbejdet med digitale
leverandører effektiviseres mærkbart, hvis der bliver stillet lovgivningsmæssige krav.
Ikrafttrædelsestidspunktet
Frikommunenetværk, en plan udtrykker bekymring over det udmeldte ikrafttrædelsestidspunkt for Lov om
Én plan. Det er urealistisk, at en kommune kan nå at omstille sine arbejdsgange med virkning fra lovens
ikrafttræden juni 2018. Dermed er der risiko for at
KAN
bestemmelsen i højere grad opfattes som symbolsk,
end som en reel mulighed. Vi vil derfor anbefale, at ikrafttrædelsestidspunktet udskydes, hvilket vil give
kommunerne tid til at forberede sig på omstillingen – samtidig kan der passende arbejdes på, at finde
bæredygtige løsninger for registrering, udredning, klagebehandling, it understøttelse, datadeling og at
loven følges op af krav om sammenhængende indsatser for målgruppen.
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0038.png
-- AKT 14914 -- BILAG 14 -- [ FSD - Høringssvar vedr. muligheden for at udarbejde Én plan til borgere med komple… --
Til Finansministeriet
Sendt til:
[email protected], [email protected]
Vordingborg
8. marts 2018
Høringssvar vedr. udkast til forslag om lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om
social service, lov integration af udlændinge i Danmark og forskellige andre love (Mulighed for at udar-
bejde Én plan til borgere med komplekse og sammensatte problemer)
Foreningen af kommunale social-, sundheds- og arbejdsmarkedschefer i Danmark (FSD) takker for mulighe-
den for at kommentere på udkastet vedr. muligheden for at udarbejde Én plan til borgere med komplekse
og sammensatte problemer.
Som udgangspunkt bifalder FSD, at borgere der har komplekse og sammensatte problemer får en indsats,
der er kordineret ved, at der udfærdiges ”Én plan”. Samtidig finder FSD det positivt, at lovforslaget giver
mulighed for, at kommunerne selv kan definere målgruppen; ”borgere med komplekse og sammensatte
problemer”.
Et vigtigt opmærksomhedspunkt er, at der er tale om en KAN-bestemmelse (hvor borger og kommune kan
afvise/tilbyde, at der udarbejdes Én plan). FSD kan være bekymret for, at kompleksiteten øges ved at flere
planer bringes i spil, og der tilføres en opgave med grundig vejledning af borger. Herved vil der ikke blive
tale om en afbureaukratisering, som er en af intentionerne med lovforslaget.
Derfor anbefaler FSD en SKAL-bestemmelse.
FSD vurderer endvidere, at det er vigtigt, at der tages udgangspunkt i hele familien, når der arbejdes med
komplekse problemer. Når et enkelt familiemedlem er ramt af komplekse problemstillinger, rammes den
øvrige familie ofte af afledte problemstillinger.
FSD ser det som et vigtigt aspekt, at der kan udveksles de fornødne data mellem afdelingerne for at sikre,
at der ikke foretages parallelindsats eller modsatrettede indsatser.
Samtidig er det en forudsætning, at der også på tværs af ministerielle sektorer kan udveksles oplysninger.
Eksempelvis er det vanskeligt at få de tilstrækkelige lægelige oplysninger, der skal anvendes for at forbe-
rede en sag til rehabiliteringsteamet, hvis ikke der anvendes en speciallægeerklæring. Det koster tid og
penge.
FSD vurderer ligeledes, at den digitale understøttelse bliver afgørende for, at der kan identificeres og hand-
les på problemstillingerne på tværs af de lovgivningsmæssige områder.
[email protected]
Tlf.: 55 36 27 30
1
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0039.png
Og netop den digitale understøttelse bliver en stor udfordring. Rent praktisk vil det blive svært at dele vi-
den, da forskellige forvaltninger og eksterne parter har forskellige it-løsninger, som ikke nødvendigvis har
snitflader. Dette kan give mange besværlige arbejdsgange med at sende fra og indtaste i eget system, hvad
andre instanser har bevilliget og/eller igangsat af aktiviteter.
Dette bliver yderligere besværliggjort af, at der med lovforslaget ikke fastlægges særskilte krav til, hvilke
oplysninger, der skal indgå i Én plan. Dette gør, at der i hvert enkelt samarbejde om hver enkelt plan først
skal fastlægges, hvilke komponenter, der skal indgå i planen for, at det netop bliver én plan. Det vil dog
først blive en plan i det øjeblik, at det sikres, at alle involverede parter har adgang til samme opdaterede
informationer – og dette kan kun gøres ved at sikre gode kommunikationsmuligheder og snitflader syste-
merne imellem.
Der bør endvidere tages hensyn til de nye dataforordningsprincipper, da de vil spille en væsentlig rolle i for-
bindelse med den tværsektorielle indsats, hvilket også betyder, at samtykkeerklæringer skal være udfærdi-
get meget præcist i forhold til, hvor vi kan indhente oplysninger.
I den forbindelse gør FSD opmærksom på samtykkekravene i forvaltningslovens § 29 (det fremgår ikke af
afsnit 4), herunder hvilke oplysninger, der kan videregives til leverandørerne. Skal alle have adgang til de
samme oplysninger? (der kan være flere leverandører i spil ift. den samme borger/familie).
Endelig vil FSD opfordre til, at man i lovforslaget om den koordinerede indsats på ungeområdet (FGU-ved-
tagelsen) også medtager enslydende beskrivelser/mål/ intentioner for indsatsen.
Med venlig hilsen
Helle Linnet
Landsformand
[email protected]
Tlf.: 55 36 27 30
2
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0040.png
-- AKT 14914 -- BILAG 15 -- [ Institut for Menneskerettigheder Høringssvar ] --
Finansministeriet
Christiansborg Slotsplads 1
1218 København K
Danmark
[email protected]
[email protected]
WILDERS PLADS 8K
1403 KØBENHAVN K
TELEFON 3269 8888
MOBIL 91325769
[email protected]
MENNESKERET.DK
DOK. NR. 18/00512-2
HØRING OVER UDKAST TIL FORSLAG OM LOV OM
ÆNDRING AF LOV OM EN AKTIV
BESKÆFTIGELSESINDSATS, LOV OM SOCIAL SERVICE,
LOV OM INTEGRATION AF UDLÆNDINGE I DANMARK
MV. (MULIGHED FOR AT UDARBEJDE ÉN PLAN TIL
BORGERE MED KOMPLEKSE OG SAMMENSATTE
PROBLEMER)
Finansministeriet har ved e-mail af 12. februar 2018 anmodet om
Institut for Menneskerettigheders eventuelle bemærkninger til udkast
til forslag om lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,
lov om social service, lov om integration af udlændinge i Danmark mv.
(Mulighed for at udarbejde Én plan til borgere med komplekse og
sammensatte problemer).
GENERELLE BEMÆRKN IN GER PÅ BAGGRUND AF I NSTITUTTETS
UNDERSØGELSE
12. MARTS 2018
Instituttet har i oktober 2017 udgivet en rapport om hjemløse borgeres
rettigheder i kommunerne.
1
I rapporten undersøgte instituttet blandt
andet erfaringerne med anvendelsen af sociale handleplaner i
servicelovens § 141 til hjemløse borgere.
Instituttets rapport så blandt andet nærmere på, hvilke barrierer der
kunne være i forhold til at få udarbejdet handleplaner og på, hvilke
erfaringer kommunerne, de hjemløse og andre aktører havde med
handleplanerne.
Undersøgelsen viste, at det kan være vanskeligt for både kommuner og
i særdeleshed de hjemløse at orientere sig i de mange planer på social-
og beskæftigelsesområdet. På den baggrund anbefalede instituttet
1
Institut for Menneskerettigheder, Hjemløse borgeres rettigheder i
kommunerne, 2017, kapitel 7 ’Sociale handleplaner’, tilgængelig på:
https://menneskeret.dk/sites/menneskeret.dk/files/media/dokumente
r/udgivelser/hjemloeses_rettigheder_2017.pdf.
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
regeringen at tage initiativ til, at antallet af planer på social- og
beskæftigelsesområdet blev nedbragt og så vidt muligt blev samlet i én
samlet tværgående plan.
Instituttet finder det derfor positivt, at regeringen har taget initiativ til
at gøre det muligt at udarbejde én fælles plan til borgere med
komplekse og sammensatte problemer (kaldet ’Én plan’).
Lovudkastet giver kommunerne frihed til efter en konkret og individuel
vurdering at erstatte borgerens forskellige planer med Én plan.
Kommunerne får samtidig frihed til selv at beslutte, hvordan man
organisatorisk vil arbejde med Én plan. Med lovudkastet stilles der ikke
særskilte krav til, hvad planen skal indeholde. Dette afgøres blandt
andet af de specifikke krav til de planer, som Én plan måtte erstatte for
den enkelte borger.
Instituttets undersøgelse konkluderede, at der i kommunerne er
forskellige opfattelser af, hvad en social handleplan er, og hvad den skal
bruges til, samt at der er behov for udvikling af metoder til at arbejde
med handleplaner som et styringsredskab for den samlede indsats.
Flere af de kommunalt ansatte, vi interviewede i undersøgelsen pegede
på, at de kommunale forvaltningers forskellige lovgivningsmæssige
ramme, formål, faglighed, begrebsanvendelse mv. kan gøre
samarbejdet på tværs af forvaltningerne vanskeligt. Muligheden for at
anvende Én plan vil ikke i sig selv løse samarbejdsvanskelighederne på
tværs af forvaltningerne, men forudsætter, at hver enkelt kommune
udvikler metoder til at arbejde med Én plan som et styringsredskab for
den samlede indsats.
Kommunerne vil formentlig implementere anvendelsen af Én plan på
forskellige måder, og instituttet finder det derfor positivt, at der i
lovudkastet forudsættes en evaluering af erfaringerne inden udgangen
af 2021. Det kan overvejes, om der fra centralt hold bør iværksættes
initiativer, der kan understøtte kommunernes udarbejdelse af metoder
til at arbejde med Én plan i implementeringsfasen.
Endelig skal instituttet bemærke, at vores undersøgelse viste, at det i
kommunerne er særligt vanskeligt at koordinere indsatsen over for
borgere, der modtager ydelser fra to forskellige kommuner samtidig.
Denne problemstilling opstår i sager, hvor en tidligere
opholdskommune efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, bevarer
handleansvaret for ydelser efter serviceloven, men øvrige ydelser efter
social- og beskæftigelseslovgivningen efter retssikkerhedslovens § 9,
stk. 1, ydes af den aktuelle opholdskommune.
Denne gruppe vil ofte have komplekse problemer og behov for en
koordineret indsats. Det er uklart, om kommunerne vil kunne anvende
tilbud om Én plan til denne gruppe.
2/4
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at regeringen
overvejer, om der bør iværksættes initiativer, der kan understøtte
kommunernes udarbejdelse af metoder til at arbejde med Én plan i
implementeringsfasen.
FORHOLDET TIL REGLER NE OM PERSONDATABESK YTTELSE
Det fremgår af lovudkastet, at det påtænkes at skabe hjemmel til, at
kommunerne automatisk kan udsøge og identificere borgere, der er i
målgruppen for tilbuddet om at få udarbejdet Én plan. Det fremgår
videre, at det påtænkes at skabe hjemmel til, at kommunerne kan dele
oplysninger om borgeren på tværs af forvaltninger og
myndighedsområder med henblik på at koordinere indsatserne og
tilbyde en mere helhedsorienteret indsats.
Det fremgår af lovudkastet, at denne hjemmel påtænkes etableret ved
at benytte sig af bemyndigelsesbestemmelsen i § 5, stk. 3, i det forslag
til ny databeskyttelseslov, som netop nu behandles i Folketinget. Denne
bestemmelse giver adgang til, at der kan fastsættes nærmere regler
om, at offentlige myndigheder må behandle personoplysninger til
andre formål, end dem de oprindeligt blev indsamlet til, uafhængigt af,
om disse formål måtte være uforenelige med de oprindelige formål.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at instituttet i høringssvar af 22.
august 2017 til udkast til forslag til databeskyttelsesloven blandt andet
anbefalede, at adgangen til at undtage fra kravet om
formålsbestemthed i lovens § 5, stk. 3, jf. EU’s
databeskyttelsesforordnings artikel 23, kun bør anvendes
undtagelsesvis og efter en konkret vurdering, og at det altid bør
uddybes, hvorfor det er nødvendigt at foretage netop denne
undtagelse.
Det fremgår ikke klart af lovudkastets bemærkninger, at der skulle være
behov for at fravige udgangspunktet om formålsbestemthed i udkastet
til databeskyttelseslovens § 5, stk. 3, jf. forordningens artikel 23.
Som det fremgår af lovudkastet, er målgruppen for Én plan borgere
med komplekse og sammensatte problemer, hvor der kan eller skal
udarbejdes flere planer for indsatserne, og hvor der er et
koordinationsbehov forbundet hermed. Disse borgere har berøring med
flere kommunale myndighedsområder og har eller kan få udarbejdet
særskilte planer for deres indsatser.
Målgruppen er således borgere, der allerede er kendt af de kommunale
forvaltninger, som løbende skal følge op på diverse planer og indsatser,
og hvor der i forvejen består et koordinationsbehov. Det er således
uklart, hvorfor der skulle være behov for at fravige udgangspunktet om
formålsbestemthed med henblik på at udsøge borgere, der er i
målgruppen, idet disse allerede er kendt af kommunerne.
3/4
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
Det er endvidere uklart, at der skulle være behov for en særskilt
hjemmel for at dele oplysninger med henblik på at udarbejde Én plan,
idet borgeren ved tilbud om udarbejdelse af Én plan kan give samtykke
til, at oplysningerne kan indhentes og videregives.
Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at regeringen
præciserer lovforslaget og redegør yderligere for behovet for at
fravige kravet om formålsbestemthed.
Med venlig hilsen
Emil Kiørboe
SPECIALKONSULENT
4/4
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0044.png
-- AKT 14914 -- BILAG 16 -- [ KL-høringssvar - Lovforslag om Én plan ] --
KL
Finansministeriet
Christiansborg Slotsplads 1
1218 København K
Sendt pr. mail til [email protected] og [email protected]
Høringssvar fra KL vedr, lovforslag om bi plan
Finansministeriet har den 12. februar 2018 sendt et udkast til lov om æn-
dring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om social service, lov
om integration af udlændinge i Danmark og forskellige andre love (Mulig-
hed for at udarbejde Én plan til borgere med komplekse og sammensatte
problemer) i høring. Lovforslaget udmønter aftalen om etablering af hjem-
mel til &I samlet plan, der blev indgået af KL og regeringen i økonomiaf-
talen for 2018.
Det har ikke været muligt at få KL's høringssvar politisk behandlet inden
for høringsfristen. KL fremsender derfor her et foreløbigt høringssvar og
vil fremsende eventuelle endelige bemærkninger, hvis den følgende poli-
tiske behandling giver anledning til ændringer. KL tager endvidere forbe-
hold for de økonomiske konsekvenser af lovforslaget.
Nedenfor opsummeres KL's hovedbudskaber:
Et vigtigt første skridt
• Forslaget er starten, men ikke målet — behov for flere ændringer
• Lovgivningernes silotænkning smitter af på kommunal praksis
• Øget sammentænkning vil gavne alle
Behov
•
•
•
•
for fokus på helheden i borgerens udfordringsbillede
Vigtigt at kunne inddrage alle relevante indsatser
Undgå uhensigtsmæssig målgruppeafgrænsning
Behov for at tydeliggøre rammerne for arbejdet med Én plan
Alle børn skal indgå fra starten
Dato: 9. marts 2018
Sags ID: SAG-2017-04169
Dok. ID: 2487990
E-mail: [email protected]
Direkte: 3370 3730
Weidekampsgade 10
Postboks 3370
2300 København S
www.kl.dk
Side 1 af 8
Øget sammenhæng på tværs forudsætter øget fleksibilitet
• Procesregulering spænder ben for sammenhængende indsatser
• Planen skal have afsæt i borgerens — ikke systemets — behov
• Afhængighed af andre lovforslag kræver overgangsmuligheder
Fælles
•
•
•
indsatser kræver fælles viden
Én plan forudsætter bedre muligheder for datadeling
Datadeling skal komme hele sagsbehandlingsarbejdet til gode
Behov for justering af statslige dataregistreringsløsninger
Behov for fokus på sammenhængsforståelsen frem for enkeltdelene
• Behov for øget fokus på fællesmængden — bekendtgørelse
• Stor og kompleks opgave, der kræver overgangsfase
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0045.png
Et vigtigt første skridt
KL og kommunerne har i efterhånden mange år efterlyst mulighed for at
kunne lave &I samlet plan for borgere, der har komplekse problemer og
derfor modtager indsatser på tværs af forskellige områder. Derfor er KL
meget positive overfor, at regeringen med dette lovforslag tager det før-
ste vigtige skridt i retning af at understøtte kommunernes mulighed for at
sikre sammenhængende og helhedsorienterede indsatser for borgere
med komplekse problemstillinger.
Lovforslaget er således et første vigtigt skridt i opgøret med lovgivnin-
gens silotænkning, som smitter af på den måde, kommunerne arbejder
på. Det er imidlertid afgørende, at være opmærksom på, at dette lov-
forslag kun er første skridt og ikke endemålet.
For at sikre reel understøttelse af kommunernes mulighed for at skabe
sammenhængende og helhedsorienterede indsatser for borgerne, er der
behov for også at sikre fællesskab om andre dele af myndighedsarbejdet
med borgeren. Det handler bl.a. om at sikre mulighed for &I udredning,
der tager højde for helheden i borgerens udfordringsbillede i stedet for at
de enkelte lovgivninger kun tager dele heraf i betragtning. Det handler li-
geledes om øget fleksibilitet i sammensætningen af indsatser på tværs af
lovgivninger, så det bliver nemmere for kommunerne at sammensætte
den rigtige indsatspakke med udgangspunkt i borgerens behov. Endelig
indebærer understøttelsen af en reel helhedsorientering også, at klagesy-
stemet fremadrettet også bør forpligtes til at se på borgerens helhed.
KL ser meget frem til de næste skridt i retning af bedre understøttelse af
kommunernes mulighed for at skabe helhedsorienterede indsatser for
borgerne. Det vil være til stor gavn for borgerne, der forhåbentligt vil få
mere effektive indsatser samt undgå frustration over manglende sam-
menhæng på tværs, og det vil have en afledt positiv effekt for hele sam-
fundet.
Jf. ovenstående mener KL ikke, at de enkelte sektorlovgivninger i dag er
tilstrækkeligt tænkt sammen på tværs, herunder at de tager højde for, at
borgerne ofte modtager indsatser efter flere lovgivninger på samme tid.
KL finder det derfor forkert, når det indledningsvist i lovbemærkningerne
afsnit 2.1 står, at
"Gældende ret på beskæftigelses-, social- og integrati-
onsområdet understøtter, at kommunerne tilrettelægger og koordinerer
borgernes indsatser efter en sektorlovgivning med indsatser fra andre
sektorområder".
KL anerkender, at de nævnte lovgivninger kræver, at
kommunerne tænker på tværs af områder. Men det er langt fra det
samme, som at de dermed reelt understøtter et tværgående fokus.
Det er ikke gjort med, at man i lovgivningen overordnet anfører, at man
har pligt til at tænke på tværs. Det bør gennemsyre hele skrivningen af
reglerne og understøttes ved at tydeliggøre, at eksempelvis bostøtte efter
serviceloven og mentorer efter beskæftigelsesloven, der i bund og grund
er samme ydelse, men med forskellige fokus, eksempelvis kan træde i
stedet for hinanden.
Dato: 9. marts 2018
Sags ID: SAG-2017-04169
Dok. ID: 2487990
E-mail: [email protected]
Direkte: 3370 3730
Weidekampsgade 10
Postboks 3370
2300 København S
www.ki.dk
Side 2 af 8
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0046.png
1(1
Behov for fokus på helheden i borgerens udfordringsbillede
Udfordringerne for de borgere, der har de mest komplekse problemer,
kan have meget forskelligartede udtryk. Der er derfor behov for at sikre,
at den tværgående fælles indsats kan have fokus på alle dele af borge-
rens udfordringsbillede. Det nødvendiggør, at man ikke på forhånd af-
skærer udvalgte dele af borgerens problemer fra at indgå i den fælles
indsats.
Det er derfor vigtigt, at målgruppen ikke afgrænses ved krav om, at bor-
geren i forvejen skal være omfattet af minimum to eksisterende plankrav.
Kommunerne leverer i dag mange indsatser, som ikke nødvendigvis afle-
der plankrav. Det gælder visse forebyggende sociale foranstaltninger li-
gesom det gælder kommunale sundhedsindsatser osv. At indsatserne
ikke er omfattet af plankrav er dog ikke det samme som, at der ikke kan
være behov for at samnnentænke de enkelte indsatser. Derfor opfordrer
KL kraftigt til, at man ikke lader eksisterende plankrav eller andre koblin-
ger til eksisterende indsatser, fx at borgeren er sygemeldt efter kategori
2, være en del af målgruppedefinitionen. Det vil risikere at skabe en
uhensigtsmæssig indsnævring af målgruppen. Det er kompleksiteten i
borgernes behov, der bør være afgørende.
I forlængelse af ovenstående er det ligeledes afgørende, at kommunerne
får mulighed for at indtænke indsatser, som ikke er omfattet direkte af
lovforslaget. Det vil eksempelvis være meget uhensigtsmæssigt, hvis
kommunerne ikke kan inddrage fx kommunale sundhedsindsatser i sam-
mentænkningen af helhedsindsatsen til borgeren. KL ser derfor gerne, at
det gøres tydeligt, at alle borgerens indsatser kan sammentænkes inden
for rammen af bi plan, uagtet at lovforslaget ikke tillader, at alle sektor-
plankrav erstattes af bi plan.
Hensigten med lovforslaget om bi plan er at give hjemmel til at kommu-
nerne kan udarbejde én fælles plan på tværs af områder i stedet for at
hvert område skal udarbejde egne sektorspecifikke planer. Såfremt der
sker den nødvendige IT-understøttelse, vil dette udover bedre indsatser
til borgerne også kunne bidrage til at mindske de administrative ressour-
cer til sagsbehandling.
Imidlertid er lovforslaget i sit ordvalg flere steder utydeligt på, om bi plan
reelt kan erstatte en given sektorplan, eller der i stedet er tale om, at kra-
vet om sektorplanen fastholdes, hvorfor der kun er tale om, at dele herfra
kan kopieres over i &) plan. Forvirringen opstår, fordi man mange steder
skriver, at indholdet af en specifik sektorplan "kan indgå" i bi plan. KL
opfordrer til at man fjerner denne tvivl ved i stedet at skrive, at bi plan
kan "erstatte" sektorplanen.
Hvis man med &) plan skal undgå blot at erstatte hidtidige snitflader med
nye snitflader er det jf. ovenfor afgørende, at de indsatser, der kan indgå
dækker hele paletten af borgernes udfordringsbillede. Særligt på to områ-
der synes der fortsat at være et stykke vej, før dette mål nås.
For det første beskriver lovforslaget, at uddannelsesområdet omfattes af
En plan. Der henvises til, at der skabes hjemmel hertil i Forslag til lov om
Dato: 9. marts 2018
Sags ID: SAG-2017-04169
Dok. ID: 2487990
E-mail: [email protected]
Direkte: 3370 3730
Weidekampsgade 10
Postboks 3370
2300 København S
www.kl.dk
Side 3 af 8
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0047.png
KL
ændring af lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til ud-
dannelse, beskæftigelse m.v. (Kommunal indsats for unge under 25 år).
Dette lovforslag har været i høring. Imidlertid indeholder det ikke hjemmel
til, at uddannelsesplanen kan erstattes af En plan. Det er vigtigt, at denne
nødvendige hjemmel sikres enten i det nævnte forslag eller i dette lov-
forslag.
For det andet er det med det nuværende lovforslag meget svært at se,
hvordan børn og unge under 16 år med indsatser efter serviceloven kan
indgå i En plan. Det fremgår intet sted af selve bestemmelserne, og der
er modsatrettede signaler i lovens bemærkninger. Det fremgår dog tyde-
ligt, at kommunerne fortsat vil være forpligtede til at udarbejde en sær-
skilt § 140-handleplan for børnene og de unge. Problemerne for børn og
unge kan sjældent ses uafhængigt af deres forældre og de familiemæs-
sige relationer, de indgår i. Derfor bør lovforslaget understrege i meget
højere grad, end det gør pt., at En plan også skal kunne være familiens
plan.
På den baggrund finder KL det også naturligt, at børnene udfordringer
skal tænkes ind fra start. Der vil kunne opstå særlige situationer, hvor det
ikke er hensigtsmæssigt, fx hvor forældrene er skilt, at parterne får ind-
sigt i hinandens private forhold gennem En plan. I disse tilfælde skal det
selvfølgelig være muligt for kommunen at vurdere, hvorvidt det er hen-
sigtsmæssigt, at der laves en familiens plan. Men det klare udgangspunkt
bør dog være, at familien betragtes som en helhed og børnene og derfor
SEL § 140-handleplanen uanset barnets alder er inkluderet. Som lov-
forslaget er udformet nu vender det den anden vej, nemlig at børnene
ikke skal indgå i &I plan, men undtagelsesvist kan inkluderes heri. En
plan vil potentielt kunne være et vigtigt redskab til at sikre bedre over-
gange fra barn og ung til voksen, men det kræver, at man ikke isolerer fa-
milieafdelingernes arbejde, som lovforslaget gør pt.
Set i lyset af, at familieafdelingens arbejde med udsatte børn og unge
som udgangspunkt holdes uden for arbejdet med En plan virker det umid-
delbart selvmodsigende, at det flere steder i lovforslaget understreges, at
indsatserne i regi af En plan skal tilrettelægges
"under hensyn til et barn
eller en ungs særlige behov for særlig støtte".
Hvordan skal kommunerne
kunne tage dette hensyn, når de som udgangspunkt ikke må inddrage ar-
bejdet med børnene/de unge?
Derudover finder KL det besynderligt, at man jf. ovenfor fremhæver børn
og unge som en målgruppe, der skal tages særligt hensyn til. Der skal ta-
ges hensyn til alle særlige behov. Og det kan være lige så relevant at
tage hensyn til særlige behov i andre dele af familien, fx hos en ægte-
fælle med handicap.
KL vurderer, at lovforslaget omfatter de fleste af de relevante kommunale
sektorplaner. Det er således et godt sted at starte, at give den øgede
fleksibilitet inden for kommunen. Imidlertid vil det være ønskeligt, at man
på sigt tilstræber, at planen også dækker på tværs af stat og regioner.
Således kan det være relevant fremadrettet også at overveje mulighe-
derne for at lade indsatser i regi af fx forløbsplaner fra hhv, sygehuse og
almen praksis og Kriminalforsorgens planer indgå i arbejdet med En plan.
Dato: 9. marts 2018
Sags ID: SAG-2017-04169
Dok. ID: 2487990
E-mail: [email protected]
Direkte: 3370 3730
Weidekampsgade 10
Postboks 3370
2300 København S
www.kl.dk
Side 4 af 8
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0048.png
KL
Dato: 9. marts 2018
Øget sammenhæng på tværs forudsætter øget fleksibilitet i reglerne
Hvis kommunerne på optimal og ubureaukratisk vis skal kunne sikre bor-
gerne sammenhængende indsatser på tværs, så er der behov for en
større fleksibilitet i reglerne, end der er i dag.
Af lovens bemærkninger fremgår det, at der ikke stilles indholdsmæssige
eller organisatoriske krav til arbejdet med En plan. Det er en sandhed
med moderationer, fordi lovforslaget ikke gør op med de indholdsmæs-
sige og organisatoriske krav, der i dag følger de enkelte sektorplaner. Ek-
sempelvis står der flere steder, at
"indholdet vil afhænge af (...) de speci-
fikke krav, der kan følge heraf i de enkelte sektorlovgivninger".
Det er korrekt, at der ikke stilles nye krav oven på dem, der i forvejen
fremgår af sektorlovgivningerne. Men summen af de eksisterende krav er
også svære nok at håndtere. Jf. senere bør man derfor i stedet arbejde i
retning af at mindske disse krav, og det bør ske allerede i dette lov-
forslag.
Der er på tværs af de omfattede lovgivninger ikke enighed om, hvad ind-
holdet af en handleplan skal være.
I
nogle lovgivninger er indholdskra-
vene meget overordnede beskrevet, mens de i andre lovgivninger er me-
get detaljeret beskrevet.
I
sidstnævnte tilfælde har flere af de krævede
oplysninger i høj grad karakter af dokumentation. Dokumentationen er
bagudskuende og systemets behov. Det er derfor sjældent vigtigt at for-
midle til borgeren. Planen bør være fremadskuende med fokus på mål og
midler til at nå dertil.
Hvis En plan skal honorere samtlige indholdskrav på tværs af de forskel-
lige sektorlovgivninger, risikerer det at blive nogle meget lange handle-
planer, som blot akkumulerer oplysningerne fra de forskellige sektorpla-
ner, hvoraf nogle også vil være helt eller delvist overlappende. Det vil re-
sulterer i nogle uoverskuelige planer, som ikke nødvendigvis tilgodeser
borgerens behov. En plan bør også være et dialogværktøj mellem borge-
ren og kommunen. Men det forudsætter, at En plan bliver overskuelig og
sætter fokus på det, der er vigtigt for borgeren. Kommunerne skal selvføl-
gelig stadig dokumentere grundlaget for de forskellige indsatser, men det
bør kunne ske andetsteds end i regi af En plan. Kommunerne bør derfor
overlades større frihed til at definere indholdet af En plan, herunder også
at fravælge indholdsdele fra visse sektorplaner, end lovforslaget umiddel-
bart lægger op til.
Lovforslaget sikrer, at kommunerne får mulighed for at henlægge jobcen-
trets opgavevaretagelse for En plan til en anden enhed i kommunen. Det
er en vigtig forudsætning for at kunne tilrettelægge arbejdet med En plan
fleksibelt. Den organisatoriske skærmning af jobcentrets opgavevareta-
gelse, som der i dette konkrete tilfælde fritages fra, er imidlertid en væ-
sentlig hindring for generelt at kunne arbejde mere sammenhængende
med udgangspunkt i borgerens samlede udfordringsbillede. KL skal der-
for opfordre til, at denne organisatoriske barriere for sammenhængende
indsatser generelt ophæves.
Sags ID: SAG-2017-04169
Dok. ID: 2487990
E-mail: [email protected]
Direkte: 3370 3730
Weidekampsgade 10
Postboks 3370
2300 København S
www.ki.dk
Side Sat 8
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0049.png
KL
På sigt er der generelt behov for friere rammer for kommunernes opgave-
varetagelse, hvis man for alvor ønsker at understøtte mere helhedsorien-
terede indsatser. De forskellige lovgivninger er i dag i større eller mindre
grad præget af procesregulering. Det kan eksempelvis handle om tidsfri-
ster og krav til indhold af samtaler mv. Procesreguleringen påvirker sags-
behandlingen, så overholdelse af disse krav kommer til at fylde ufor-
holdsmæssigt meget. Og overholdelsen af proceskravene kan i visse til-
fælde kollidere med hensynet til borgerens behov.
KL ønsker derfor, at procesreguleringen fremadrettet begrænses i de for-
skellige lovgivninger, og at der i stedet i højere grad sættes fokus på mål
og effekt for borgeren. Det er sidstnævnte, der skaber forskel for borge-
ren — ikke overholdelse af proceskrav. Så længe man beder kommunerne
arbejde helhedsorienteret med sammenhængende indsatser på tværs
uden at løsne op for procesreguleringen, så svarer det til at kræve, at
kommunerne trykker på speederen, men samtidig skal have håndbrem-
sen trukket.
En af de lovgivninger, der i høj grad præges af procesregulering er den
nugældende Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (LAB). Derfor er det
også essentielt for lovforslaget om En plan, at der forventes at blive over-
ladt kommunerne mere processuel fleksibilitet med den forventede kom-
mende forenkling af LAB-loven. Imidlertid er resultatet af forenklingen
endnu ikke kendt, og den nye LAB-lov vil ikke være trådt i kraft den 1. juli
2018, hvor loven om En plan forudsættes at træde i kraft. KL efterlyser
derfor, at lovforslaget eksplicit forholder sig til overgangsperioden frem
mod den nye LAB-lovs ikrafttrædelse, herunder også hvad regeringen vil
gøre for at sikre den nødvendige processuelle fleksibilitet, hvis LAB-loven
ikke sikrer de nødvendige forenklinger.
Lovforslaget om En plan hviler i høj grad på de fritagelser, som frikommu-
nenetværket om "En plan for en sammenhængende indsats sammen
med borgeren" har fået. Frikommunenetværket har imidlertid fået flere fri-
tagelser end nærværende lovforslag hjemler. Det drejer sig bl.a. om frita-
gelser i forhold til ret- og pligt-tilbud i beskæftigelseslovgivningen. Frita-
gelserne har muliggjort, at man kan sammensætte indsatserne effektivt
med udgangspunkt i borgerens behov. Det handler ikke om at tilside-
sætte rettigheder og pligter, men at bruge dem på en hensigtsmæssig
måde. KL mener, at loven om En plan som minimum bør give samme
muligheder, som der er givet i frikommunenetværket, da de af såvel kom-
munerne som staten er blevet fundet afgørende for at kunne levere den
tiltænkte helhedsorienterede indsats for borgerne.
Fælles indsatser kræver fælles viden
Det er en afgørende forudsætning for at kunne sikre helhedsorienterede
og sammenhængende indsatser på tværs af områder, at man også kan
dele viden om borgeren på tværs af områder. Det vil samtidig være i bor-
gerens interesse, at vedkommende ikke skal genfortælle sin historie for-
fra, hver gang vedkommende møder en ny myndighedsperson.
Det er derfor altafgørende for effekten af lovforslaget om En plan, at der
sikres bedre mulighed for at dele data på tværs til sagsbehandlingsfor-
Dato: 9. marts 2018
Sags ID: SAG-2017-04169
Dok. ID: 2487990
E-mail: [email protected]
Direkte: 3370 3730
Weidekampsgade 10
Postboks 3370
2300 København S
www.ki.dk
Side 6 af 8
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0050.png
KL
mål. Hjemlen hertil forudsættes etableret i forslaget til ny Databeskyttel-
seslov. Hvis dette lovforslag mod forventning ikke tilvejebringer den nød-
vendige hjemmel, forudsætter KL, at regeringen tager andre initiativer
hertil.
Lovforslaget om En plan knytter imidlertid muligheden for lettere datade-
ling snævert til formålet om udarbejdelse af En plan. Det finder KL meget
uhensigtsmæssigt af flere årsager.
For det første bør kommunernes mulighed for at lave sammenhængende
forløb ikke alene begrænses til de borgere, der takker ja til et tilbud om
En plan. Det kan sagtens være relevant — både for borgeren og for kom-
munen — at der deles oplysninger på tværs, uden at det er koblet til udar-
bejdelsen af en handleplan.
For det andet er det for sent først i forbindelse med udarbejdelsen af En
plan at kunne dele data. Delingen af data er særligt relevant i udrednin-
gen af borgerens behov, som tidsmæssigt ligger forud for udarbejdelsen
af planen. Hvis muligheden for datadeling først indtræder i forbindelse
med udarbejdelsen af planen vil meget af formålet derfor være forspildt.
I overensstemmelse med, at det er afgørende for sikringen af helhedsori-
enterede indsatser, at man tager afsæt i borgerens samlede udfordrings-
billede, så er det også afgørende at alle relevante data kan deles. Det vil
således også være relevant, at man kan dele sundhedsoplysninger, her-
under også speciallægeerklæringer. KL opfordrer derfor til, at man over-
vejer, om reglerne i tilstrækkeligt omfang understøtter deling af alle rele-
vante data. I forlængelse heraf skal det naturligvis siges, at KL fortsat un-
derstreger behovet for opretholdelse af borgerens retssikkerhed.
En del af formålet med muligheden for at udarbejde En plan er også at
understøtte effektiv sagsbehandling. I den sammenhæng er det også væ-
sentligt at sikre, at de forskellige lovgivninger ikke stiller krav, der på
tværs af områder kræver dobbeltregistrering af de samme oplysninger.
KL er bekymret for, at lovforslaget ikke indebærer et opgør med dobbelt-
registreringer. Lovforslaget fritager udelukkende for registrering af plan-
beskrivelse til DFDG (på beskæftigelsesområdet). Øvrige oplysninger
skal dermed fortsat registreres i kommunale fagsystemer, og sendes til
DFDG. Der er ikke forholdt sig til, hvordan det spiller sammen med vali-
deringerne i DFDG, og om det kræver særskilt hjemmel, at dette undla-
des. Derudover finder KL det uklart, hvordan Det fælles datagrundlag i
Undervisningsministeriet (Ungedatabasen) skal spille sammen med Det
fælles datagrundlag (DFDG) på beskæftigelsesområdet i STAR. Der bør
sikres løsninger, der understøtter, at oplysningerne kun skal registreres
&I gang men stadig være til rådighed på tværs af områder.
Lovforslaget lægger op til, at Integrationskontrakten skal være formkravet
for En plan for integrationsborgere. KL mener umiddelbart, at det kan
være udmærket at tage udgangspunkt i integrationskontrakten og have
den som formkrav. Men det kræver, at jobcentrenes it-løsninger tilrettes,
så det bliver muligt at samle den helhedsorienterede indsats i integrati-
onskontrakten. Den nuværende skabelon vurderes ikke egnet, herunder
Dato: 9. marts 2018
Sags ID: SAG-2017-04169
Dok. ID: 2487990
E-mail: [email protected]
Direkte: 3370 3730
Weidekampsgade 10
Postboks 3370
2300 København S
www.kl.dk
Side 7 af 8
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0051.png
KL.
indeholder den dokumentationselementer, der reelt ikke er relevant for
den fremadrettede indsats, jf. ovenfor.
Behov for fokus på sammenhængsforståelsen frem for enkeltdelene
Man kan skrive et lovforslag om En plan på to måder. Enten kan man
tage afsæt i det overordnede formål og tegning af løsningen og med af-
sæt heri beskrive, hvordan man kan indpasse de eksisterende krav. Al-
ternativt kan man tage afsæt i de eksisterende krav og beskrive, hvordan
de kan justeres hver især uden nødvendigvis heri at tydeliggøre den
større sammenhæng. Dette lovforslag baseres på den sidste model.
Slutresultatet er forhåbentlig det samme. Men det kan på grund af afsæt-
tet i de eksisterende enkeltdele være svært at få den nødvendige sam-
menhængsforståelse. KL skal derfor opfordre til, at sammenhængsforstå-
elsen skrives meget tydeligere frem i såvel bestemmelserne som i lovbe-
mærkningerne. Det kan bl.a. handle om i bestemmelserne at tydeliggøre
muligheden for familiens plan, ligesom det kan handle om at vise fleksibi-
liteten frem for fokus på fastholdelse af eksisterende sektorkrav. Det er
vigtigt for at få den rette forståelse af formålet samt at tydeliggøre, hvor-
for En plan er så vigtigt et skridt i den rigtige retning.
I forlængelse af ovenstående vil KL opfordre til, at der udarbejdes en be-
kendtgørelse om En plan, der i højere grad end lovforslaget primært har
fokus på fællesmængden på tværs af de forskellige lovgivninger frem for
enkeltjusteringer inden for de enkelte lovgivninger. Den bør således et
sted samlet beskrive de generelle rammer for arbejdet med En plan. En
sådan bekendtgørelse kan være en afgørende hjælp, fordi lovforslaget
om En plan udlægger nye spor for kommunernes arbejde med borgeren.
Det er en kompleks opgave, som staten bør understøtte bedst muligt.
KL finder det positivt, at der lægges op til at gennemføre en evaluering.
Det er en stor og kompleks opgave, hvorfor der vil være behov for en vis
overgangsfase. Dette gælder ikke mindst, fordi lovforslaget foreslås at
træde i kraft den 1. juli 2018. Der vil således være meget kort tid for kom-
munerne at forberede sig på de nye muligheder, ligesom det er tvivlsomt,
om arbejdet i tilstrækkeligt omfang vil være understøttet fra start, herun-
der med supplerende bekendtgørelses- og/eller vejledningsmateriale, it-
understøttelse osv.
Dato: 9. marts 2018
Sags ID: SAG-2017-04169
Dok. ID: 2487990
E-mail: [email protected]
Direkte: 3370 3730
Weidekampsgade 10
Postboks 3370
2300 København S
www.kl.dk
Side 8 af 8
lig hilsen
Clau Ørum
Kontorchef
sen
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0052.png
-- AKT 14914 -- BILAG 17 -- [ LO FTF AC Høringssvar Mulighed for at udarbejde Én plan til borgere med ... ] --
Finansministeriet
Att: Camilla Weincke ([email protected]) og Christian Fuglsang
([email protected])
LO-sagsnr. 18-0627
FTF-sagsnr. 18-0191
AC-sagsnr.
Deres ref.
Den 9. marts 2018
LO, FTF og Akademikernes høringssvar til høring over udkast
til forslag om lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigel-
sesindsats, lov om sociale service, log om integration af ud-
lændige i Danmark og forskellige andre love (Mulighed for at
udarbejde Én plan til borgere med komplekse og sammensatte
problemer)
Alle borgere med komplekse problemer skal have ret til Én plan i kommunen, men
data må ikke sammenkøres uden borgerens samtykke.
Én plan vil kun reelt kunne understøtte en helhedsorienteret indsats for den enkelte
borger, hvis planer fra sundhedsområdet kommer med, og den koordinerende sagsbe-
handler skal have en langt mere central rolle.
LO, FTF og Akademikerne har fået udkast til lov om ændring af lov om en aktiv be-
skæftigelsesindsats, lov om social service, lov om integration af udlændige i Danmark
og forskellige andre love (Mulighed for at udarbejde Én plan for borgere med kom-
plekse og sammensatte problemer) i høring.
LO, FTF og Akademikerne finder det som udgangspunkt positivt, at der tænkes i at
gøre sagsbehandlingen i kommunerne lettere at følge med i for borgeren ved at give
mulighed for at udarbejde Én plan til borgere med komplekse og sammensatte proble-
mer, frem for at borgerne skal have flere planer på tværs af forvaltninger. Det er til-
trængt, at der indføres mulighed for Én plan for borgere med komplekse og sammen-
satte problemer, der omfatter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om social
service, lov om integration af udlændinge i Danmark og forskellige andre love.
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
Planer på sundhedsområdet skal med
LO, FTF og Akademikerne finder det positivt, at lovforslaget om Én plan omfatter
både social-, beskæftigelses- og integrationsområdet. Desværre vil planer fra sund-
hedsområdet, som fx regionale sundhedsplaner og planer fra psykiatrien ikke være
omfattet, hvilket er en stor mangel i lovforslaget. LO, FTF og Akademikerne har
imidlertid noteret sig, at der er bestræbelser på, at planer fra sundhedsområdet senere
vil kunne indgå i Én plan, og vil gerne understrege, at det er centralt, at det sikres, at
det sker snarest muligt, da mange borgere, som har komplekse sammensatte proble-
mer, også har fysiske og psykiske sygdomme. Det vil således understøtte en langt
mere helhedsorienteret indsats.
Borgeren skal have ret til Én plan
Med lovforslaget er det op til kommunerne at skønne, hvilke borgere der skal have Én
plan. Det vil dermed blive alt for vilkårligt, hvilke borgere der med en sådan ordning
vil få Én plan tilbudt.
Det er derfor LO, FTF og Akademikernes opfattelse, at alle borgere skal have ret til
Én plan, hvis de får eller skal have hjælp fra to eller flere forvaltninger. Det skal såle-
des være en pligt for kommunen at udarbejde, efterleve og følge op på Én plan. Et til-
bud om Én plan skal gives hver gang, der er behov for en tværgående og sammen-
hængende indsats for borgere med komplekse og sammensatte problemer. Målgrup-
pen skal fremgå af lovgivningen, så det er klart for både borgere og kommuner, hvem
der er omfattet af Én plan.
Det fremgår ikke klart af lovforslaget, hvordan tilbuddet om Én plan skal fremsættes
rent praktisk, og der kan være en frygt for, at borgere med komplekse og sammen-
satte problemer ikke selv har overblik over, hvad det indebærer. LO, FTF og Akade-
mikerne finder det afgørende, at det sikres, at borgerne inddrages på en ordentlig og
respektfuld måde.
Den koordinerende sagsbehandler er afgørende
Det fremgår af lovbemærkningerne til lovforslaget, at der ikke er et særskilt krav om,
at Én plan skal udarbejdes og varetages af en koordinerende sagsbehandler.
LO, FTF og Akademikerne finder det ikke realistisk at forstille sig, at det kan lade sig
gøre at udarbejde og gennemføre Én plan på tværs af sektorer uden en koordinerende
sagsbehandler. Det skal derfor fremgå af lovteksten, at der skal være en koordine-
rende sagsbehandler, og at den koordinerende sagsbehandler sammen med borgeren
skal have en central rolle i udarbejdelsen af Én plan. Den koordinerede sagsbehandler
vil samtidig understøtte borgerens oplevelse af at have én indgang til kommunen.
Borgeren skal give samtykke
Videregivelse af oplysninger er en forudsætning for arbejdet med Én plan, men efter
LO, FTF og Akademikernes opfattelse bør dette kun ske med borgerens samtykke.
2
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0054.png
Hvis der er automatisk videregivelse af oplysninger, vil det stride mod udgangspunk-
tet om involvering af borgeren og borgerens oplevelse af kontrol over sit liv. Indhen-
telsen af et samtykke og dialogen med borgerne om dette vil samtidigt styrke borge-
rens ejerskab til planen.
LO, FTF og Akademikerne er bekymrede for, om det med dette forslag bliver til-
strækkelig tydeligt for borgeren, at tilbuddet om Én plan indebærer, at kommunen får
adgang til at udveksle personfølsomme oplysninger på tværs af sektorer.
LO, FTF og Akademikerne foreslår derfor, at det skal fremgå af lovteksten, at tilbud-
det skal fremsættes skriftligt, og at borgeren med sin underskrift giver tilsagn og sam-
tykke til, at der kan udarbejdes Én plan på tværs af sektorerne. Dermed vil det være
tydeligt for borgeren, hvad der præcist er givet samtykke til.
Lovens ikrafttrædelse bør udskydes
Endeligt mener LO, FTF og Akademikerne, at det er for hurtigt, at loven skal træde i
kraft allerede den 1. juli 2018. LO, FTF og Akademikerne vurderer ikke, at det er rea-
listisk, at kommunerne kan være klar til dette på så kort tid, da en succesfuld imple-
mentering af Én plan vil kræve betydelige omstillinger og ændringer i kommunerne.
Ikrafttrædelsen af loven bør derfor skydes til 1. januar 2019. Dette vil også give
øgede muligheder for at få en eventuelt IT-understøttelse på plads.
Med venlig hilsen
Ejner K. Holst
LO
Bente Sorgenfrey
FTF
Lars Qvistgaard
Akademikerne
3
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0055.png
-- AKT 14914 -- BILAG 18 -- [ RPF høringssvar - En plan - marts18 ] --
RETSPOLITISK FORENING
www.retspolitik.dk
HØRINGSSVAR
Høring over forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om
aktiv
social service, lov om integration af udlændinge i Danmark og forskellige andre love
(Mulighed for at udarbejde Én plan til borgere med komplekse og sammensatte problemer)
med svarfrist den 12. marts 2018.
12
Svar til:
[email protected] og [email protected]
Retspolitisk Forening hilser ideen om at understøtte, at der kan arbejdes mere sammenhængende
understøtte,
og helhedsorienteret i hjælpen til borgere, som har komplekse problemer, velkommen. Hvis
kommunerne skal lykkes bedre med at hjælpe mennesker, som har mange problemer at slås med,
er det strengt nødvendigt, at der løsnes op for lovgivningensstramme styring af, hvordan indsatsen
skal planlægges og ikke mindst opdeles mellem de forskellige forvaltninger. En opdeling som var
en direkte konsekvens af struktur- og kommunalreformen i 2007.
-
Med gennemførelsen af fleksjob- og førtidspensionsreformen i 2013 blev der i samme ånd indført
en pligt til, at kommunerne skal iværksætte tværfaglige indsatser i såkaldte ”ressourceforløb”
overfor borgere, der på grund af komplekse problemsæt ellers styrer i retning mod
førtidspension.Erfaringerne viser, at det ikke er lykkedes ret godt. Generelt opleves
Erfaringerne
ressourceforløbende som mere opslidende end ressourceunderstøttende, og de koordinerende
sagsbehandlere, som skal få dem til at lykkes, er primært optagede af den beskæftigelsesrettede
indsats, og har ikke den store indflydelse på, hvordan kommunens øvrige indsatser skrider frem,
da de er beskrevet i en række andre lovpligtige handleplaner, som er udarbejdet uden skelen til, at
der også i jobcentret findes en indsatsplan for ressourceforløbet.
ressourcefor
Der er således god grund til at finde veje til at gøre det bedre.
Generelle bemærkninger til lovforslaget
Retspolitisk Forening finder lovforslaget noget rodet og uoverskueligt. Det gør det vanskeligt at
danne sig et klart overblik over, hvad lovforslaget indebærer.
lovfo
Foreningen finder lovforslaget ganske vidtgående i sin bestræbelse på at give kommunerne frie
hænder til at tilrettelægge indsatserne for de mest problemramte borgere. I denne bestræbelse
forsvinder klarheden over, hvilke rettigheder, de berørte borgere har som følge af lovforslaget.
de
Retspolitisk Forening finder dette problematisk.
Det synes også ganske uklart, hvilke forpligtelser der pålægges kommunerne med lovforslaget,
hvorved de medarbejdere, som skal føre det ud i livet, efterlades uden klare retningslinjer for,
efterlades
side
1
af
7
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0056.png
hvordan de skal arbejde efter lovforslagets vedtagelse. Også dette finder Retspolitisk Forening
problematisk.
Det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, at målsætningen er, at der skal gøres
op med, at den samme borger har flere forskellige handleplaner og, at kommunerne skal sikres
bedre muligheder for at tilbyde sammenhængende og helhedsorienterede indsatser på tværs af
forvaltningerne.
Retspolitisk Forening tilslutter sig disse målsætninger.At formuleringerne antyder, at det skulle
være nyt, at kommunerne får mulighed for ”at tilbyde” en mere sammenhængende indsats, kalder
dog på en kommentar, idet der i retssikkerhedsloven fra 1998 blev pålagt kommunerne en helt
specifik pligt til på dette område at tilrettelægge en tidlig helhedsorienteret hjælp, og hvis en
borger har brug for at få hjælp i længere tid, skal hjælpen tilrettelægges ud fra en samlet vurdering
af pågældendes situationog behov på længere sigt. At kommunerne ikke lever op til denne
forpligtelse, er velkendt, men den findes ikke desto mindre.
Det er derfor af retssikkerhedsmæssig betydning at arbejdet med at indføre Én plan evalueres.
Hvis Én plan ikke bedrer kommunernes bestræbelser for at sikre den helhedsorienterede og
sammenhængende indsats, mener Retspolitisk Forening, at der af hensyn til retssikkerhedenmå
forsøges andre tiltag.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte dele
Én Plan
Det foreslås i lovforslagets § 1,
at kommunerne får mulighed for efter en konkret og individuel
vurdering at tilbyde borgeren eller familien Én plan fremfor adskilte sektorspecifikke planer.
Dette er en kærkommen afbureaukratisering, og kan – effektueret på en fornuftig måde – afhjælpe
de konkrete vanskeligheder der opstår, når socialt belastede borgere farer vild i systemet.
Det foreslås i lovforslagets § 5,
at kommunerne får mulighed for at udarbejde Én plan som en
samlet familieplan. Af bemærkningerne fremgår, at det er med det forbehold, at indsatserne
”altid
vil være individuelt henførbare med henblik på at sikre, at indsatserne lever op til kravene i
sektorlovgivningen”.
Det lyder som en vanskelig opgave at praktisere. Der kan i udsatte familier samlet set være så
mange forskellige behov og indsatser, som er lovbestemte, at det meget nemt kan risikeres, at Én
plan for hele familien bliver ganske uoverskuelig, og dermed alligevel ikke sikrer, at hvert
familiemedlem får en klar plan og den individuelle hjælp, som familiemedlemmet har ret til.
Der synes heller ikke at være taget stilling til, hvordan kommunen skal forholde sig, hvis ét af
familiemedlemmerne ikke ønsker at indgå i Én plan for hele familien, men heller ikke ønsker at
begrunde det. Det kan eksempelvis forekomme, hvis et af familiens medlemmer har et misbrug,
som resten eller dele af familien ikke kender til, og ønsker at benytte sig af retten i Servicelovens
§ 101a til anonym ambulant behandling. Hvordan vil man i det tilfælde sikre anonymiteten? Og
side
2
af
7
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
kan resten af familien fortsat få Én plan? Og kan det familiemedlem, som måtte forlade familiens
Én plan få sin egen?
Det fremgår, at lovforslaget tager afsæt i frikommuneforsøg, som har tilvejebragt en række
erfaringer med at arbejde med Én plan.
Retspolitisk Forening skal opfordre til, at disse erfaringer udbredes og bl.a. benyttes til at klargøre
ideen om, at en hel familie kan få Én plan sammen.
Målgruppen
Det foreslås i lovforslagets §§ 1,5 og 6,
at målgruppen for Én plan er borgere, familier og
udlændinge, som har
”komplekse og sammensatte problemer, hvor der kan eller skal udarbejdes
flere planer for indsatserne og, hvor der er et koordinationsbehov forbundet hermed”.
Det lader til, at betegnelsen”komplekse
og sammensatte problemer,hvor der kan eller skal
udarbejdes flere planer for indsatserne og, hvor der er et koordinationsbehov forbundet hermed”
har vundet en form for hævd uden at være klart defineret. Det gør det uklart, hvem målgruppen er.
Det forsøges udfoldet i lovbemærkningernes pkt. 2.3.2, men det beskrives fortsat ikke, hvad
”komplekse
og sammensatte problemer”
dækker over.
Retspolitisk Forening skal opfordre til, at målgruppen for Én plan præciseres - gerne med
eksempler.
Kommentarer til udvalgte dele af de almindelige bemærkninger
2.3.1 Én plan
Det bemærkes, at kommunerne får hjemmel til at udfylde planens indhold med afsæt i en konkret
individuel vurdering, og at der ikke fastlægges særskilte krav til, hvilke oplysninger der skal indgå
i Én plan. Det fremgår ligeledes andetsteds i bemærkningerne, at de almindelige krav om, at en
afgørelse skal være skriftlig og begrundet, også gælder, når borgeren er tilbudt og ikke har afvist
at få udarbejdet Én plan.
Retspolitisk Forening betragter dette råderum til, at kommunerne rent faktisk kan lade en konkret
og individuel vurdering ligge til grund for indsatsen, som en klar forenkling i forhold til de
eksisterende regler, hvor det i høj grad er målgruppedefineret, hvem der har ret til hvilke tilbud,
hvornår og hvor længe.
Det overlader dog ogsåen stor del til den konkrete vurdering, hvorved retstilstanden for borgeren
svækkes. Da det har været kutyme i mange år, at kommunerne har fået meget klare direktiver,
som gennem lovgivning har detailreguleret arbejdet på social- og beskæftigelsesområdet, vækker
det bekymring i Retspolitisk Forening, at man her giver kommunerne total frihed til at gøre, som
de vil. Ikke mindst fordi de mange specifikke og lovfæstede krav har givet plads til at ansætte
side
3
af
7
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
medarbejdere, som ikke er socialfagligt uddannede til at arbejde med administrationen af social-
og beskæftigelseslovgivningen.
Det er Retspolitisk Forenings vurdering, at et så markant skift i frihedsgraderne som minimum må
ledsages af efteruddannelse af de medarbejdere, som skal implementere Én plan. Dette bør der
sættes penge af til i forbindelse med vedtagelsen.
Samtidig opfordrer Retspolitisk Forening til, at den planlagte evaluering af Én plan inddrager
borgernes oplevelser ikke mindst i relation til, om de får den hjælp, de har ret til samt, om de
forvaltningsretlige principper iagttages.
2.3.3 Kommunernes vurdering
Det bemærkes, at det er kommunen, som på baggrund af en konkret og individuel vurdering kan
tage stilling til, om det er formålstjenstligt, at borgeren får Én plan i stedet for særskilte planer.
Borgeren kan til enhver tid afvise at få udarbejdet Én plan, og så skal kommunen udarbejde de
særskilte planer, som efter gældende sektorlovgivninger. Det bemærkessamtidig, at kommunens
beslutning om at udarbejde Én plan karakteriseres som processuel, og derfor ikke kan påklages.
Dette synes selvmodsigende og uklart i forhold til borgerens retsstilling. Procesledende
beslutninger fastsætter ikke, hvad der er eller skal være ret, og er derfor ikke afgørelser i
forvaltningslovens forstand. Således er det korrekt, at de ikke kan påklages. Alligevel kan
borgeren til hver en tid afvise at få udarbejdet Én plan. Betyder det, at borgerens afvisning altid
skal imødekommes?
Retspolitisk Forening skal opfordre til at det tydeliggøres, hvad borgerens retsstilling er i de
tilfælde, hvor borgeren ikke ønsker Én plan.
2.3.4 Organisering
Det bemærkes, at kommunernes mulighed for at koordinere borgerens indsatser skal understøttes
gennem øget organisatorisk frihed på beskæftigelsesområdet. Det vurderes samtidig ikke, at der er
behov for også at øge friheden på de øvrige forvaltningsområder. Den organisatoriske frihed skal
bevirke, at målgruppen for Én plan oplever kun at have én indgang til kommunen. Lovforslaget
indeholder tilsyneladende ikke tiltag som adresserer denne ambition, idet det forudsættes at
kommunernes fleksibilitet til at kunne tilrettelægge indsatsen i Én plan forventes, at en kommende
forenkling af beskæftigelsesindsatsen løser udfordringen.
Retspolitisk Forening tilslutter sig ambitionen om, at borgerne i målgruppen kun skal have én
indgang til kommunen. Foreningen gør samtidig opmærksom på, at en sådan ambition har
eksisteret siden bistandslovens indførelse, uden at det nogensinde er lykkedes at indfri den. Det
forekommer derfor vel optimistisk at basere ambitionen om én indgang på en forenkling, som
endnu ikke er vedtaget. Ikke mindst fordi dernetop på beskæftigelsesområdet i øjeblikket er krav
om en række planer - eller plantyper – som fortsat vil skulle udarbejdes i tilfælde af, at der ikke
opnås enighed om at afskaffe dem.
side
4
af
7
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
2.3.5 Snitflader til den kommunale sundhedsindsats
Det bemærkes, at oplysningerne om en borgers helbredsforhold kan indgå i Én plan, såfremt
borgeren (patienten) samtykker. Det bemærkes endvidere, at videregivelse af
helbredsoplysningerkan ske uden patientens samtykke, når oplysningen må antages at have
væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling. I forhold til
videreanvendelse af helbredsoplysninger mv. henvises til muligheden for at anvende
ministerbemyndigelsen i forslag L 68 (persondatabeskyttelsesloven).
Retspolitisk Forening finder det vidtgående, at benytte en sådan bemyndigelse i relation til
indsatserne på social-, beskæftigelses- og integrationsområdet. Det må forventes, at der i
forbindelse med samarbejdet med borgerne ud fra Én plan er så solid en dialog med borgeren om
pgl.’s samlede situation, at eventuelt behov for at inddrage helbredsoplysninger altid kan foregå
gennem samtykke.
Retspolitisk Forening skal opfordre til, at der gøres mere ud af at beskrive og præcisere om, og i
givet fald hvornår, kommunen har pligt til at udarbejde Én plan samt, i hvilket omfang en borger
selv kan bede om (og har ret til) at få samlet sine handleplaner i Én plan.
4. Forholdet til reglerne om persondatabeskyttelse
Lovforslaget kræver angiveligt, at kommunerne får dispensation fra databeskyttelsesloven. Dette
vil Retspolitisk Forening advare imod.
Det bemærkes,
at kommunerne,for at kunne arbejde systematisk med Én plan, har behov for at
kunne udsøge borgere, der er i målgruppen samt dele data på tværs af kommunale forvaltninger.
Det påtænkes, at der skabes hjemmel herfor ved at benytte bemyndigelsen i § 5, stk. 3, i det
fremsatte forslag til databeskyttelsesloven. Samtidig understreges det, at borgeren eller familien
til enhver tid kan afvise, at få udarbejdet Én plan fremfor særskilte planer, hvorved borgeren kan
frabede sig, at oplysninger om indsatser og tilbud m.v. deles mellem kommunale forvaltninger og
myndighedsområder.
Det forekommer indgribende og relativt ubegrundet at dispensere fra databeskyttelsesloven midt i
en tid, hvor datasikkerheden i øvrigt skærpes.
Begrundelsen af behovet forat samkøre data for at identificere målgruppen, synes søgt,eftersom
Én plan altid skal tilbydes efter en konkret individuel vurdering. Man må således gå ud fra, at
arbejdet med Én plan forudsætter en ny og bedre dialog både med borgeren og på tværs af de
forskellige forvaltninger/medarbejdere, hvorfor delingen af information vel må ske i det daglige
samarbejde efter samtykket fra borgeren til at udarbejde Én plan.
Muligheden for at dele oplysninger på tværs af forvaltninger og myndighedsområder er således
allerede til stede i det omfang, borgeren giver samtykke hertil og er en del af dialogen. Og da Én
plan ifølge lovforslaget altid skal være et tilbud, som borgeren kan takke ja til, kan man komme
omkring dette behov ved at indhente et samtykke. Dermed synes der ikke behov for at benytte
ministerbemyndigelsen i databeskyttelseslovens § 5 stk. 3.
side
5
af
7
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
Retspolitisk Forening mener, at der bør der være tungtvejende argumentation for behovet for at
lempe på reglerne om databeskyttelse. Hvis behovet for at samkøre data er begrundet i et ønske
fra kommunerne om at kunne optælle, hvor mange borgere, det drejer sig om, bør dette behov
beskrives og begrundes.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Det forventes, at forslaget vil have ”en betydelig positiv administrativ konsekvens” for det
offentlige, idet kommunerne vil kunne udarbejde Én plan frem for flere sektorspecifikke planer.
Retspolitisk Forening vurderer, at det må vise sig, om det bliver tilfældet. Det, at borgeren har Én
plan, ændrer ikke på den kæmpe udfordring, det fortsat er at arbejde sammen på tværs af sektorer
og fagskel for at få det hele til at gå op i en højere enhed. Denne udfordring synes ikke håndteret
med lovforslaget ud over, at kommunerne får friere rammer til at organisere sig og muligheden
for at skrive planen ind i samme dokument.
Og mens det synes tyndt begrundet, at der er behov for en bemyndigelse til at lempe reglerne for
databeskyttelse, er der til gengæld behov for, at Én plan er tilgængelig for alle de medarbejdere,
som involveres i at realisere planen. Dette behov synes ikke håndteret med lovforslaget.
Retspolitisk Forening skal igen opfordre til, at der tages stilling til, hvordan arbejdet med Én plan
systemunderstøttes, og at denne systemunderstøttelse indgår i den samlede vurdering af de
økonomiske og administrative konsekvenser af forslaget.
Det foreslås,
at muligheden for at systemunderstøtte Én plan afdækkes nærmere, men det efter
Retspolitisk Forenings opfattelse er en klar mangel, at systemunderstøttelsen ikke er på plads fra
starten.
Alle erfaringer viser, at der er brug for, at systemunderstøttelsen fungerer fra dag ét, hvis
udrulningen af nye arbejdsmetoder i det offentlige skal gå godt.
Retspolitisk Forening skal derfor opfordre til, at arbejdet med systemunderstøttelsen påbegyndes
hurtigst muligt og er testet og færdiggjort med lovens ikrafttræden 1. juli 2018.
Andre bemærkninger
Præcisering af ansvaret for Én plan
Udover i lovforslagets § 1, som omhandler en ny § 30 b stk. 4 i Lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, hvor det præciseres, at det er den koordinerende sagsbehandler, som skal
udarbejde Én plan for personer, der deltager i ressourceforløb eller jobafklaringsforløb, ses det
ikke beskrevet i lovforslaget, hvor initiativet til at udarbejde Én plan skal komme fra.
Ifølge lovforslagets § 4 foreslås det, at en anden enhed end jobcentret får bemyndigelse til at
træffe afgørelser om beskæftigelsesindsatsen, og at denne enhed kan udpege en koordinerende
sagsbehandler.
side
6
af
7
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
Det er en klar lempelse af den strengt opdelte indsats, men det fremgår ikke, hvem og hvor der
skal tages stilling til,
om
en borger er i målgruppen for Én plan, ligesom det ikke fremgår, om en
sådan vurdering forpligter kommunen til så også at tilbyde at udarbejde Én plan.
Det er velgørende, at der ikke lovgives i detaljer om, hvordan kommunerne skal arbejde, men det
efterlader også borgeren i usikkerhed om retten til Én plan og adgangen til at bede om at få
udarbejdet sådan en. Det fremgår på side 32, at en borger har ret til at få udarbejdet en ”Min
plan”, hvis personen beder om det. Her personen også ret til at få udarbejdet Én plan?
Den manglende stillingtagen til disse spørgsmål skyldesformentlig, at der er tale om et
forenklingsforslag,som giver kommunerne en sjældent set frihed til at gøre, som de vil. Risikoen i
dette er imidlertid, at det også giver en udstrakt frihed til ikke at gøre noget.
Retspolitisk Forening skal derfor igen opfordre til, at borgernes retsstilling tydeliggøres.
Implementering
Der er ikke beskrevet noget i lovforslaget om implementeringen ud over, at reglerne forventes at
træde i kraft 1. juli 2018.
Retspolitisk Forening skal henstille til, at der tages konkret stilling til, hvordan lovforslaget
implementeres. Der er tale om et meget omfattende lovforslag, som vil have indgribende
indflydelse på store dele af det sociale-, beskæftigelses- og integrationsrettede arbejde. De gode
intentioner, skal jo gerne indfris.
Retspolitisk Forening skal derfor opfordre til, at ændringslove, bekendtgørelser samt vejledninger
offentliggøres med respekt for, at kommunerne skal have tid til at få de nye regler implementeret.
Det vil sige absolut senest 1. juni 2018.
Der henvises til Statsrevisorernes bemærkninger af 30/3 2016 til Beretning nr. 14/2015 hvor det
fremgår at ”Statsrevisorerne
finder, at det er vigtigt med stort fokus på og tilstrækkelig tid til
implementeringsfasen i forbindelse med ny lovgivning. Stort fokus er nødvendigt for at sikre
ejerskab hos de offentlige ansatte, der skal føre ny lovgivning ud i livet, og for at sikre, at
borgerne ikke oplever en fase med vilkårlig administration i forbindelse med overgang til ny
lovgivning."
Retspolitisk Forening skal også afslutningsvist gentage opfordringen til, at lovforslaget ledsages
af midler til og en plan for kompetenceudvikling af de medarbejdere, som skal sikre dets
implementering.
København, den 11. marts 2018
Bjørn Elmquist
Formand
Bettina Post
Medlem af foreningen
side
7
af
7
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0062.png
-- AKT 14914 -- BILAG 19 -- [ Rådet Etniske Minoriteter_Høringssvar_En_plan ] --
Til Finansministeriet
HØRINGSSVAR
Dato:
Kontor:
Sagsbeh.:
08.03.18
Sekretariatet
MNS
om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om social service, lov om integration
af udlændinge i Danmark og forskellige andre love (Mulighed for at udarbejde Én plan til
borgere med komplekse og sammensatte problemer)
Hermed fremsender Rådet for Etniske Minoriteter svar på ovenstående høring. Rådet ser positivt
på udarbejdelsen af Én Plan, der kan gøre integrationsprocessen smidigere og mere målrettet.
REM kan dog være betænkelig ved, hvem der står for at vejlede borgerne i valget mellem Én
Plan eller Integrationskontrakten.
Høringssvar over udkast til forslag til lov
Med venlig hilsen
Yasar Cakmak
Formand for Rådet for Etniske Minoriteter
Sekretariatet for Rådet for Etniske Minoriteter
Strandgade 25C
1401 København K
Telefon: 72 14 24 00
Mail:
[email protected]
Web: www.rem.dk
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0063.png
-- AKT 14914 -- BILAG 20 -- [ Rådet for Socialt Udsatte ] --
Att. Camilla Weincke og Christian Fuglsang
Center for kommunaløkonomi og regioner
Finansministeriet
12. marts 2018
Høring over udkast til forslag om lov om ændring af lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, lov om social service, lov om integration af udlændinge i
Danmark og forskellige andre love (Mulighed for at udarbejde Én plan til borgere
med komplekse og sammensatte problemer)
Rådet for Socialt Udsatte takker for høringen af lovforslaget.
Rådet er grundlæggende positiv overfor forslaget om Én Plan. Rådet har længe efterlyst
redskaber, som kan sikre en samlet plan for de borgere, hvis problematikker spænder over
flere forvaltninger. Samtidig har Rådet efterlyst sammenhæng mellem bl.a. sociale indsatser og
jobcenter – hvor oplevelsen i dag er, at jobcentrenes krav kan komme på tværs af og i værste
fald forpurre den sociale indsats, som iværksættes i socialforvaltningen.
Rådet er dog optaget af, at ordningen bliver skruet sammen på en måde, så borgerens
medvirken og ejerskab til planen sikres. Samtidig er Rådet optaget af, at ordningen ikke får
som konsekvens, at målgruppen får færre eller ringere tilbud.
Konkret har Rådet følgende forslag til justeringer/præciseringer af forslaget:
Som forslaget ser ud nu, er det kommunen, som vurderer, om en borger kan have gavn af at
blive omfattet af Én Plan. Rådet mener, at en borger selv skal kunne bede om at komme i
betragtning til at få Én Plan, og at kommunen i så fald skal være forpligtet til at tage
muligheden op til seriøs overvejelse.
Endvidere mener Rådet, at der skal stilles de nødvendige krav til dokumentation i Én Plan,
sådan at den er tilstrækkelig ifm. fx en sag om ansøgning til førtidspension (jf. at STAR i en
analyse fra januar 2018 af 78 sager har vurderet, at i 45 pct. af sagerne kunne kommunen have
belyst sagen bedre).
I forhold til, hvilke sektorer som er omfattet af forslaget, vil Rådet pege på, at mange socialt
udsatte også modtager behandling fra det regionale sundhedsvæsen. Særligt i forhold til
personer med dobbeltbelastning (misbrug og psykisk sygdom) er sammentænkning med
indsatsen i bl.a. psykiatrien helt afgørende. Det er derfor vigtigt at arbejde videre med
tankerne og finde veje til, at der også er sammenhæng og helhed i hhv. den kommunale og
den regionale indsats for borgeren.
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0064.png
Rådet er imod forslaget om, at der skal tilvejebringes hjemmel til, at udveksling af data mellem
forskellige forvaltninger kan ske uden borgerens samtykke. Det er indlysende, at de forskellige
forvaltninger skal kunne dele oplysninger for at kunne lægge en samlet plan for borgeren, men
det må ske ved, at borgeren afgiver en samtykkeerklæring. Et samtykke fra borgeren vil også
understøtte den grundpræmis, som er afgørende for, at Én Plan får succes – nemlig at
borgeren selv tager aktivt del i og ejerskab til Én Plan.
Afslutningsvis vil Rådet anbefale regeringen, at arbejdet med at tænke mere på tværs af
forvaltninger udbredes til ikke blot at omhandle forslaget om Én Plan. Selvom forslaget kan
være et godt tiltag for mange, er det ikke vidtgående nok i retning af at give borgeren magten
over eget liv og give borgeren den støtte, der skal til, for at borgeren kan tage og forvalte
magten over eget liv. Rådet anbefaler, at der gennemføres forsøg med såkaldt personligt
ombud, som kendes fra Sverige. Personligt ombud er et tilbud til udsatte borgere om at få
tilknyttet en lønnet, uvildig professionel person (et ombud), som kan støtte, rådgive og
samordne indsatserne i forhold til den enkelte. Det personlige ombud indeholder elementer af
en personlig rådgiver, bisidder og støtte- og kontaktperson.
Endvidere anbefaler Rådet, at der iværksættes tiltag til en mere gennemgribende
kulturændring i kommunerne ift. at opnå større forståelse for samt lydhørhed overfor socialt
udsattes ofte meget komplekse og sammensatte problemer. Opkvalificering af
nøglemedarbejdere med særlig kompetence i at arbejde sammen med socialt udsatte
målgrupper kan være endnu ét tiltag i den rigtige retning.
Med venlig hilsen
Jann Sjursen
2
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0065.png
-- AKT 14914 -- BILAG 21 -- [ SAND Høringsvar Én plan til borgere med komplekse og sammensatte problemer ] --
Finansministeriet
Christiansborg Slotsplads 1
1218 København K
[email protected]; [email protected]
10-03-2018
Høringsvar over lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov
om social service, lov om integration af udlændinge i Danmark og forskellige
andre love.
(Mulighed for at udarbejde Én plan til borgere med komplekse og sammensatte
problemer)
Indledningsvis skal vi kvittere for forslaget om at give kommunerne adgang til
i forhold til flere forvaltninger, at samle relevante planer til en samlet plan.
En løsning som vi blandt andre har efterspurgt i mange år, fordi man hermed
skaber basis for en bedre sagsbehandling og hermed forhåbentlig også mere
korrekte afgørelser til gavn for borgerne.
I den sammenhæng vil gerne fremhæve, at det stærkt bør overvejes om
planer i forbindelse med behandling af dobbeltdiagnoser (f.eks. misbrug og
psykisk sygdom) bør medinddrages i Èn plan, da afklaring af disse
problemstillinger er en væsentlig forudsætning for et vellykket forløb.
Som brugerorganisation skal vi klart understrege, hvor vigtigt det er at
brugerne medinddrages i planlægningen allerede på et meget tidligt tidspunkt,
således at disse opnår medejerskab til deres handleplan.
Derfor er det vigtigt, for at kunne etablere bedre og mere vellykkede forløb, at
brugerne har krav på ved anmodning at få iværksat Èn plan for dem.
Som sagt er vi generelt positive overfor lovforslaget og er enige i det fornuftige
i at reducere de bureaukratiske ”mure” omkring udveksling af oplysninger
mellem relevante forvaltninger.
Dette skal fremover være en mulighed, men samtidig skal vi også stærkt
understrege, at vi at opfatter det som direkte ødelæggende for brugernes
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0066.png
ejerskab til ”Èn plan”, at det foreslås at oplysninger kan udveksles
uden
brugernes samtykke. Derfor bør der derfor hurtigst muligt findes en praktisk
fornuftig løsning på dette problem.
Til slut skal vi atter fremhæve, at i forhold til borgernes kontakt med
kommuner og regioner, er respekt for borgerne og disses medinddragelse og
ejerskab en væsentlig forudsætning for succes. I forhold til implementeringen
af Èn plan er dette derfor også en forudsætning.
Med venlig hilsen
Ole Skou
Soci.rdg. & Cand.jur.
De hjemløses landsorganisation
Sundholmsvej 34, st.
2300 København S.
Tlf. 4073 3537
[email protected]
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0067.png
-- AKT 14914 -- BILAG 22 -- [ Socialpædagogernes høringssvar Én plan til borgere med komplekse og sammensatt… --
Socialpædagogerne
Brolæggerstræde 9
1211 København K
Telefon 72 48 60 00
Fax 72 48 60 01
Email: [email protected]
Ref.: LAB
Dok.nr.: 4117505
Sag.nr.: 2016-SLCSFA-02147
08-03-2018
Udkast: Høringssvar om lovforslag om div. love med henblik på mulighed for at
udarbejde Én plan til borgere med komplekse og sammensatte problemer
Socialpædagogerne har modtaget høring over udkast til lovforslag om ændring af lov om
aktiv beskæftigelsesindsats, lov om social service, lov om integration af udlændige i Danmark
og forskellige andre love med henblik på mulighed for at udarbejde Én plan til borgere med
komplekse og sammensatte problemer med svarfrist den 12. marts 2018.
Formålet med én plan er at styrke samspillet mellem indsatser på tværs af
forvaltningsområder, skabe en mere sammenhængende og helhedsorienteret indsats og gøre
op med, at den samme borger har flere forskellige handleplaner.
Socialpædagogerne hilser overordnet initiativet om Én plan i form af en samlet koordineret
plan for borgere med komplekse og sammensatte problemer meget velkomment. Samtidig
mener vi, at der er behov for at styrke lovforslaget både i forhold til det strukturelle niveau
og indhold.
Strukturelt
Der er med lovforslaget lagt op til en
kan-bestemmelse,
hvor det er op til kommunerne at
skønne om borgere, der har flere planer, skal have lavet Én plan, der samler de respektive
planer. Socialpædagogerne mener, at der med en kan-bestemmelse er risiko for, at det vil
understøtte de kommunale forskelle, vi allerede i dag ser på det specialiserede socialområde.
Lovforslaget om Én plan er en oplagt mulighed for at sikre mere ensartede tilgange på tværs
af kommuner på beskæftigelses- og socialområdet. Vi mener derfor, at der i loven skal
indskrives, at:
Borgerne skal tilbydes, at det udarbejdes Én plan
For så vidt borgeren ikke ønsker Én plan, skal det dokumenteres
Borgeren skal vejledes om indholdet i Én plan
Borgeren skal have mulighed for at klage over ikke at have fået tilbudt Én plan.
I Socialpædagogerne mener vi samtidig, at der skal sikres et ansvar for koordineringen og
samarbejdet omkring Èn plan i kommunen. Derfor har vi følgende forslag:
Helt centralt skal
borgeren inddrages
i udarbejdelsen af Én plan. Da planen i det
fremsatte lovforslag er skrevet ind i de respektive gældende lovgivninger, er det uklart,
på hvilket niveau borgeren forventes inddraget i udarbejdelsen af Én plan. Det er
afgørende for Socialpædagogerne, at planen netop tager udgangspunkt i borgerens
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
samlede livssituation, ønsker og behov. Derfor er det også afgørende, at planen
udarbejdes i samarbejde med borgeren.
Der er et behov for at sikre koordineringen og fremdriften i forhold til Én plan. Vi
anbefaler derfor som Socialrådgiverne, at der udpeges en
koordinerende sagsbehandler,
der har ansvaret for koordineringen, fremdriften og administrationen af Én plan. Den
koordinerende sagsbehandler udpeges blandt en af de relevante fagpersoner omkring
borgeren, således at borgeren ikke får tilknyttet endnu en fagperson. Det er vigtigt for
Socialpædagogerne, at den koordinerende sagsbehandler har et koordinerende ansvar. Vi
mener derimod ikke, som Socialrådgiverne har foreslået, at den koordinerende
sagsbehandler skal have en beslutningskompetence. Der er behov for koordinering af de
beslutninger, der allerede er taget i forhold til fx borgerens § 141 handleplan,
pædagogiske plan, beskæftigelsesplan mv. Socialpædagogerne mener, det vil være
problematisk med en beslutningskompetence, der overtrumfer de eksisterende planer.
For at understøtte koordineringen og samarbejdet mellem de forskellige relevante aktører
anbefaler Socialpædagogerne, at der etableres et
netværk
bestående af borgeren, den
koordinerende sagsbehandler og tilknyttede fagpersoner. Netværket har til opgave
løbende at drøfte indhold og fremdrift i forhold til Èn plan, jf. vores forslag til indhold
nedenfor. Den koordinerende sagsbehandler har ansvar for at etablere netværket,
inddrage de respektive fagpersoner efter behov, sikre fremdrift samt sikre, at Én plan
lever op til minimumskrav for indholdet.
For at understøtte forankringen og samarbejdet om Én plan, er det væsentligt, at der til
et revideret lovudkast udarbejdes en
tværministeriel vejledning.
Indhold
Ud over den strukturelle forankring, mener Socialpædagogerne, at der skal være nogle
enkle krav til indhold af planen for at sikre, at planen kan være et reelt styringsredskab,
der understøtter en sammenhængende, koordineret og helhedsorienteret indsats.
Socialpædagogerne foreslår derfor, at Én plan som minimum indeholder følgende
punkter:
o
Formål for den samlede indsats
o
Borgerens perspektiver i form af ønsker, behov og ressourcer
o
Overblik over tilbud, indsatser og hertil hørende planer, herunder mål og delmål
o
Rolle og ansvarsfordeling for planer og indsatsplaner, pædagogiske planer mv.
o
Konkrete aftaler indgået af ansvarshavende myndighed, borger og tilbud
o
Opfølgning på planen
Datadeling
Af høringsbrevet fremgår, at det er påtænkt at hjemle datadeling til Én plan på
bekendtgørelsesniveau ved at benytte bemyndigelsen i § 5, stk. 3 i forslaget om
databeskyttelseslov L68 som fremsat. Denne bekendtgørelse vil blive sendt i ekstern
høring hurtigst muligt efter databeskyttelsesloven forventes vedtaget.
Socialpædagogerne er kritiske over for en automatisk videregivelse af data mellem
forvaltningerne. Det er væsentligt for de sociale indsatser, sagsbehandlingen såvel som
2
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
beskæftigelsesindsatsen, at indsats og støtte er baseret på tillid. Derfor mener vi, at
datadeling alene skal ske på baggrund af et samtykke. Til tider kan samtykke med
henblik på datadeling være udfordret af, at der skal gives samtykke af flere omgange,
hvilket kan opleves bøvlet og forvirrende fra borgerens side. Socialpædagogerne
opfordrer derfor til, at der i stedet lægges op til, at der kan udarbejdes en gradueret
samtykkeerklæring, hvori det er muligt at til- og fravælge samtykke i forhold til de
relevante parter.
Sundhedsområdet
Af lovbemærkningerne fremgår det, at der på sigt vil blive set på muligheden for
tilsvarende at indarbejde sundhedsområdet i Én plan. Det bakker Socialpædagogerne
stærkt op om.
Venlig hilsen
Benny Andersen
Forbundsformand
3
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
1886244_0070.png
-- AKT 14914 -- BILAG 23 -- [ Socialstyrelsens høringsvar på udkast til lovforslag om En plan ] --
Finansministeriet
Att.
Camilla Weincke
Christian Fuglsang
Edisonsvej 1
5000 Odense C
Tlf.: +45 72 42 37 00
[email protected]
www.socialstyrelsen.dk
Sagsnr.:
2018 - 1959
Dato:
12. marts 2018
Høringsvar over udkast til forslag om lov om ændring af lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, lov om social service, lov om integration af udlændinge i
Danmark og forskellige andre love (Mulighed for at udarbejde Én plan til borgere
med komplekse og sammensatte problemer)
Generelt er det Socialstyrelsen vurdering, at lovændringen, som giver kommunerne
mulighed for at udarbejde Èn plan for borgere med komplekse problemstillinger,
opfylder et behov i kommunerne for at kunne koordinere indsatsen overfor borgere,
som har behov for støtte efter flere lovgivninger.
Forslaget om en samlet plan dækker et behov, der ofte ses i VISO´s rådgivningsforløb
på voksenområdet. Det gælder såvel på hjemløseområdet som for udsatte og
handicappede voksne generelt, at der ses borgere med flere individuelle planer, der
ikke er indbyrdes afstemt. Det vil være en fordel, at disse borgere i stedet kan tilbydes
Én plan.
Særligt opfyldes et stort behov af de påtænkte ændringer i lov om organisering og
understøttelse af beskæftigelsesindsatsen mv. samt lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, som muliggør, at indsatsen for borgere kan henlægges til en
anden enhed, som kan udføre opgaver og træffe afgørelser om
beskæftigelsesindsatsen. Det betyder, at det vil være muligt for en koordinerende
sagsbehandler i en anden enhed at træffe afgørelser om en beskæftigelsesindsats.
Det kan fx muliggøre, at der sammenhængende kan arbejdes med afslutning af et
forløb med behandling af stofmisbrug efter SEL § 101, en indsats efter SEL § 104,
efterfulgt af et virksomhedspraktikforløb efter LAB, og at borgeren samtidig
understøttes i at fastholde en bolig gennem bostøtte efter SEL 85. På denne måde
skabes der sammenhængende og koordinerede indsatser, fordi der er samtidighed og
helhed i indsatserne, og disse beskrives i Én plan.
Dette medfører desuden, at ansvaret for udførelsen af de enkelte indsatser bliver
tydelig for borgeren. Det er en model, som bl.a. er afprøvet overfor unge med
komplekse problemer som psykisk sårbarhed, misbrug og hjemløshed, og det er
muligheder, som med fordel kan fremhæves og eksemplificeres i bemærkningerne til
loven.
 L 232 - 2017-18 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for offentlig innovation
Side 2
Generelt vurderes der at være behov for at præcisere teksten fra almindelige
bemærkninger pkt. 2.3 i de enkelte bemærkninger til selve lovteksten. Eksempelvis
kan det med fordel præciseres, at eller hvornår Én plan erstatter en handleplan efter
SEL § 141 eller dele heraf, såfremt borgeren har givet samtykke til udarbejdelse af Én
plan, og denne opfylder kravene til en handleplan efter SEL § 141.
Borgere har ifølge forslaget ret til at fravælge muligheden for Én plan. I de tilfælde,
hvor borgeren giver samtykke til udfærdigelse af Én plan, vurderes det
hensigtsmæssigt, at borgeren samtidig giver samtykke til udveksling af oplysninger.
Venlig hilsen
Birthe Povlsen
Fagkonsulent