Tak for det, formand.
Tak for indlæggene til ordførerne.
Det er jo dejligt, at det går så hurtigt fremad.
I forbindelse med det første lovforslag, jeg havde, var vi ikke helt enige, men det lader vi nærmest til at være nu, og det er jeg sådan set glad for, og tak for de konstruktive ord, der er kommet.
Lovforslaget fremsættes, som det er blevet nævnt, som en del af den samlede pakke af tiltag mod afrikansk svinepest, og formålet er at styrke indsatsen mod introduktion af smitsomme husdyrsygdomme i Danmark, herunder afrikansk svinepest.
Med lovforslaget foreslås det at skærpe bødestørrelserne for overtrædelse af regler, der beskytter mod introduktion af alvorlige smitsomme husdyrsygdomme i Danmark.
Bødeniveauet skal hæves væsentligt, så bødestørrelserne i større omfang afspejler overtrædelsens alvor og dermed også styrker den præventive effekt, så vi kan undgå udbrud af de pågældende husdyrsygdomme i Danmark.
Den konkrete baggrund for lovforslaget er, som vi også talte om før, spredningen af afrikansk svinepest i EU, og det har aktualiseret behovet for skærpede sanktioner for overtrædelser, som medfører en fare for spredning og introduktion til Danmark af afrikansk svinepest og andre alvorlige og indberetningspligtige smitsomme sygdomme hos klovbærende dyr.
Danmark har, som jeg også nævnte tidligere, en stor eksport af både levende dyr og kød samt andre animalske produkter til udlandet, og et udbrud vil have nogle ganske voldsomme konsekvenser for den her eksport.
Desuden vil dyr, der bliver ramt af de pågældende sygdomme, blive udsat for både store smerter og store lidelser, og det vil have ganske negative konsekvenser for dyrevelfærden.
Lovforslaget er målrettet mod de aktiviteter, som udgør en nærliggende fare for introduktion eller spredning af de alvorlige indberetningspligtige sygdomme hos klovbærende dyr.
Lovforslaget er både rettet mod kommercielle og private aktiviteter.
Forslaget indebærer således, at der indføres hjemmel til, at det ved udmålingen af bødestørrelsen lægges til grund som en skærpende omstændighed, at der ved overtrædelse af de omfattede regler er fremkaldt en nærliggende fare for smitte, herunder spredning af smitte med de alvorlige sygdomme.
Sygdommene kan smitte klovbærende dyr ved fodring med eksempelvis inficerede fødevarer, køkkenaffald, madaffald og foder, og smitten kan overføres via animalske biprodukter, herunder også husdyrgødning.
Desuden udgør gødningsforurenede transportmidler til dyr en meget stor smitterisiko.
Afrikansk svinepestvirus er eksempelvis meget modstandsdygtigt og kan overleve i fødevarer og foder og gødning igennem længere tid, og lovforslaget er derfor rettet mod de nævnte aktiviteter, da de medfører en risiko for smittespredning af svinepesten og andre husdyrsygdomme.
Som eksempel kan nævnes dyretransporter, der ikke er blevet rengjort, ikke er blevet desinficeret tilstrækkeligt og ikke er blevet ordnet ordentligt, som kommer til Danmark direkte fra udbrudszoner, samt ulovlig indførsel af produkter fra udbrudszoner.
Så jeg vil bare understrege endnu en gang, at jeg finder det meget, meget vigtigt at gennemføre den her strafskærpelse, da introduktion eller spredning af de pågældende sygdomme vil have meget negative samfundsmæssige, samfundsøkonomiske og dyrevelfærdsmæssige konsekvenser, og det lyder jo til, at vi er positivt stemt.
Så jeg ser frem til udvalgsbehandlingen af lovforslaget og takker for debatten og ordet.