Ændringsforslag med bemærkninger
Af miljø- og fødevareministeren:
Ændringsforslag
Til § 1
x)
I
stk. 2
indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
”Miljø- og fødevareministeren kan tillade, at vildsvinehegnet på visse strækninger udgøres af andre
foranstaltninger med barrierevirkning for vildsvin end almindelige hegn, herunder f.eks.
flydespærringer.”
[præcisering af, at vildsvinehegnet kan udgøres af andre foranstaltninger end almindelige hegn,
herunder flydespærringer].
Bemærkninger
til nr. x
Efter lovforslagets § 1 bemyndiges miljø- og fødevareministeren til at projektere og meddele
tilladelse til anlæg af et vildsvinehegn langs den dansk-tyske landegrænse. Tilladelsen vil fastlægge
hegnets præcise placering og udformning m.v.
Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, er der i den forbindelse en række forhold, som
der skal tages hensyn til. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at der ved hegnets
udformning m.v. forstås bl.a. højde, konstruktion, materialevalg, åbninger, låger, færiste m.v.
Som det fremgår af lovforslagets bemærkninger, indebærer de naturgivne forhold, herunder bl.a.
sumpede områder nord for Magisterkogen og ved Vidåen, udfordringer i forhold til linjeføring og
konstruktion af et almindeligt hegn. Naturstyrelsen overvejer derfor, som en af flere løsninger, at
udlægge flydespærringer, som vil have en barriereskabende virkning for vildsvin på samme måde
som et almindeligt hegn. Da en almindelig sproglig forståelse af ordnet hegn imidlertid ikke dækker
flydespærringer, ligesom det ikke kan udelukkes at andre foranstaltninger med barrierevirkning for
vildsvin heller ikke vil være dækket af ordet hegn, foreslås, at det udtrykkeligt fastsættes, at
vildsvinehegnet på visse strækninger kan udgøres af andre foranstaltninger med barrierevirkning for
vildsvin end almindelige hegn, herunder f.eks. flydespærringer. Lovforslagets bestemmelser om
hegn vil således også finde anvendelse på andre foranstaltninger med barrierevirkning for vildsvin,
som udgør en del af hegningen.
Ændringsforslaget udelukker ikke, at der kan etableres flydespærringer eller lign. på andre
strækninger end de ovennævnte områder (nord for Magisterkogen og ved Vidåen).
Ændringsforslaget ændrer ikke på, at hegnet ifølge det fremsatte lovforslag alene skal etableres et
stykke ude i Vadehavet og Flensborg Fjord.