Som andre ordførere har været inde på, er det her lovforslag jo en del af oprydningen, efter at SKAT specielt siden 2005 har været ødelagt af besparelser, sparet i stykker og faktisk også decideret smadret af evindelige omstruktureringer.
Der er også en masse gode ting i, som man kan sige at man kunne have gennemført alligevel.
Og Enhedslisten er også med i den her aftale, og vi vil selvfølgelig også gerne være med i de fortsatte diskussioner af, hvordan vi kan indrette skattevæsenet bedst muligt – både hvordan vi rent teknisk og praktisk laver en lovgivning, der er fornuftig, men selvfølgelig også hvordan vi får tilført de nødvendige ressourcer til SKAT.
Der er vi jo stadig væk ikke helt i mål, selv om der er blevet taget en række gode beslutninger.
Og der er det jo specielt skattekontrollen, som mangler en opnormering.
På vegne af Enhedslisten har jeg bl.a.
stillet spørgsmål til de konkrete kontrolprojekter i SKAT, det har jeg gjort rigtig meget, og vi kan jo se, at når den enkelte medarbejder går på arbejde, skovler de simpelt hen penge ind, som for længst burde have ligget i fælleskassen.
Det vil sige, at der er et kæmpe potentiale, ikke mindst på bl.a.
momsområdet, for at ansætte flere folk for at få de penge ned i fælleskassen, som burde have ligget der for længst, og som kan bruges til at ansætte flere pædagoger i børnehaverne, flere sygeplejersker på hospitalerne eller flere folkeskolelærere i folkeskolen.
I forhold til lovforslaget har både hr.
Per Husted fra Socialdemokratiet og hr.
Dennis Flydtkjær fra Dansk Folkeparti gennemgået meget af indholdet, og jeg vil dvæle lidt ved de to ting, som jeg synes måske udestår lidt, i forlængelse af de høringssvar, vi har fået i forbindelse med lovforslaget.
Det er den automatiske forlængelse af forældelsesfrister, og det er nedlæggelsen af den her forsøgsordning for eftergivelse af gæld til det offentlige.
Vi kan se, at Advokatrådet i deres høringssvar vedrørende den foreslåede bestemmelse om foreløbig afbrydelse af forældelsen af gældsposter bemærker, at forslaget jo har den konsekvens, at den 3-årige forældelse i praksis udvides til en 6-årig forældelse, dvs.
1 år længere end den tidligere forældelsesfrist på 5 år, mens den 10-årige forældelsesfrist i praksis udvides til en 13-årig forældelse.
Og Advokatrådet mener, at behovet for en så drastisk forlængelse af de almindeligt gældende forældelsesfrister er problematisk.
Vi har også revisorerne, FSR, som særlig skriver, at den foreløbige forældelse bør betegnes som en forlængelse af forældelsesfristerne, og FSR mener, at den er unødig og begrundet med forhold, som det må kunne forventes at et helt normalt og funktionsdygtigt inddrivelsessystem skal kunne håndtere – og det er jeg egentlig enig i.
Der bør efter FSR's opfattelse ikke være tvivl om fastsættelsen af den præcise forældelsesdato, og eventuel tvivl bør kunne afklares med lovgivningsmæssig tilpasning, sådan at fordringshaveren – altså, den, der har penge til gode – og restanceinddrivelsesmyndigheden – dem, der skal hive pengene hjem – har fuld sikkerhed for, hvornår forældelsesfristen løber fra.
Det handler grundlæggende om, om man kan lave en automatisk forlængelse af forældelsesfristerne med begrundelsen om, at det ikke er sikkert, at der bliver givet præcise oplysninger til myndighederne, når gælden skal inddrives, eller at man på andre måder ikke har lavet et it-system, som kan håndtere de her ting.
Der er nogle retssikkerhedsmæssige problemer i det og også en problemstilling om, om etableringen af it-systemer skal stå foran borgernes retssikkerhed eller almindelig sund fornuft.
Og der er jeg ikke sikker på at balancen er helt rigtig.
Jeg vil stille nogle spørgsmål under udvalgsarbejdet, og så kan vi måske blandt partierne tage en diskussion af, om snittet kunne lægges anderledes, eller om vi kunne gøre tingene på en mere fornuftig måde.
Det vil jeg i hvert fald gerne lægge op til.
Så har vi det med forsøgsordningen for eftergivelse af gæld til det offentlige, og det hedder så, at det er for socialt udsatte.
Det var noget, som blev indført helt tilbage til under Anders Fogh Rasmussen, da han var statsminister i sin tid.
Og det er jo en ordning, som er blevet brugt meget lidt, bl.a.
fordi den – selv om det hedder, at den er målrettet socialt udsatte – ikke rigtig er målrettet socialt udsatte, fordi man skal være i arbejde vældig længe.
Og vi har jo eksisterende lovgivning og paragraffer, som faktisk kunne bruges til at hjælpe den samme målgruppe.
Det, som jo så også er vigtigt i aftalen, er jo, at vi har aftalt, at vi skal se på, hvordan vi kan forbedre lovgivningen, sådan at vi kommer ud af den situation, vi har i dag, hvor der er masser af mennesker, som har meget små indtægter og er for fattige, og som aldrig nogen sinde vil have en jordisk chance for at kunne betale deres gæld tilbage.
Deres gæld skal vi have bedre muligheder for at eftergive, så de kan starte på en frisk, og så vi ikke har en masse gæld, som ikke bliver eftergivet, og som vi ikke har en jordisk chance for at få ind.
De diskussioner synes jeg der er perspektiv i, i forhold til at vi ser på, hvordan vi laver en fornuftig lovgivning.
Så er der nogle bemærkninger, bl.a.
fra Rådet for Socialt Udsatte, om at videreføre den her ordning, som ganske få mennesker bruger, indtil man får de nye regler på plads.
Det har også været Enhedslistens ønske, men vi er til gengæld sikre på, at det, der kommer i stedet for – med de snakke, vi har haft, og de forhandlinger, der har været – vil være væsentlig bedre end den meget lille og meget lidt brugte ordning, som der er her.
Så der bliver et udvalgsarbejde, og vi vil stille nogle spørgsmål, men vi er selvfølgelig positivt indstillet over for et lovforslag, som ligger i forlængelse af en politisk aftale, som vi har været med til at indgå.