Det næste punkt på dagsordenen er:

17) 1. behandling af lovforslag nr. L 222:

Forslag til lov om indfødsrets meddelelse.

Af udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg).

(Fremsættelse 19.04.2018).

Forhandlingen er åbnet. Fru Astrid Krag, Socialdemokratiet.

Tak for det. Med weekendens fantastiske statsborgerskabsdag i frisk erindring er det jo ekstra dejligt at stå her og kunne ønske tillykke til de borgere, der med lovforslaget får dansk statsborgerskab. Lovforslaget omfatter 1.953 voksne personer og cirka 472 børn, der får indfødsret sammen med deres forældre, når vi om et par uger trykker på knapperne ved tredjebehandlingen her i salen.

Det er noget ganske særligt at få sit danske statsborgerskab. De mennesker, der står her på lovforslaget, har alle haft deres liv og hverdag her i Danmark i mange år. De er blevet mødt med en lang række krav, vi stiller, om selvforsørgelse, det danske sprog, lovmedholdelighed, kendskab til vores samfundsinstitutioner og respekt for vores demokrati. Og de har ventet, også i nogle tilfælde længere tid, end vi er helt stolte over, for sagsbehandlingstiden er desværre i nogle tilfælde meget lang, selv om ansøgningen og sagen synes ukompliceret. Men nu er de så ved vejs ende, deres navn er optrykt i Lovtidende, og vi står her i dag, og til næste forår vil de være indbudt til en statsborgerskabsdag her i Folketinget som den, vi afholdt i søndags.

Det var en ganske særlig dag, ikke kun fordi solen skinnede, men også fordi rekordmange nye statsborgere havde takket ja til at komme og blive fejret her i Folketinget med tale fra folketingsformand Pia Kjærsgaard, med kulturelle indslag og møde med alle os i de politiske partier. Samtidig var dagen i søndags en særlig mærkedag, som også Folketingets formand, fru Pia Kjærsgaard, bemærkede i sin tale, det var nemlig 100-årsdagen for, hvornår de første kvinder kunne stemmes ind i landets parlament. Og netop det, kønnenes ligestilling, er jo en af de danske værdier, vi sætter allerhøjest, og det er noget af det, som de nye statsborgere har skullet studere nøjere, for de har nemlig skullet bestå en indfødsretsprøve, som kredser om de ting, som vi finder er en central fællesmængde for det danske – historisk, kulturelt og samfundsmæssigt. Det er grundlæggende værdier og principper som demokrati, ytringsfrihed, ligestilling, børns selvstændige rettigheder, retsstat og videnskabens forrang for troen.

Kære nye medborgere, nu er det ikke kun jeres ret at være med til at bestemme over Danmark, det er også jeres pligt at være med til at tilføre vores fælles diskussioner jeres egne erfaringer og tage aktiv del i samfundslivet og debatten, den politiske debat, der gjorde, at vi for 100 år siden fik gjort op med den forældede opfattelse, at kvinder var uegnede til at tage del i det politiske liv, og at manden selvfølgelig taler for kvinden. Sådan er det ikke her. I har jeres egen værdi, I har jeres egen ret, alle I 1.953, der står på lovforslaget, og jeres børn, og fra Socialdemokratiets side skal der lyde et stort tillykke med statsborgerskabet, og vi kan meddele Folketinget, at vi støtter lovforslaget.

Jeg tror ikke, det blev til nogen kort bemærkning. Nej. Vi går videre, og så er det hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti.

Jeg er undertiden blevet stillet det spørgsmål, hvordan jeg overhovedet kan formaste mig til at stemme nej til et lovforslag om indfødsret og de mange statsborgerskaber; hvad bilder DF sig ind at tage de mange mennesker som gidsler, fordi partiet vil have markante stramninger af betingelserne for statsborgerskab og derfor stemmer nej? Svaret er, at vi ikke kan andet, for det skylder vi Danmark og danskerne. Hellere et statsborgerskab for lidt end et for meget.

Vi er stærkt forargede over, at store flertal på nær DF her i Folketinget gennem tiden har kastet statsborgerskaber i grams, uden at man var helt klar over, hvem det egentlig var, man gav statsborgerskab til, og uden at man havde gjort sig helt klart, om de mennesker overhovedet var danske. Man har optrådt som den glade giver, der gavmildt deler ud i øst og vest. Man glemte bare, at det ikke er af ens eget, man deler ud, men at det sker på vegne af Danmark og det danske folk, og at der altså er en regning at betale.

De sidste mange årtier er der foregået en massiv indvandring fra Mellemøsten og fra de muslimske lande. Det har skabt massive parallelsamfund, som eksisterer på sharialignende vilkår, og hvor en helt anden kultur end den danske sætter dagsordenen. Man behøver blot at tage til Gellerupplanen eller til Vollsmose for ved selvsyn at konstatere, at det er sådan. Man kunne i forbindelse med ghettoforhandlingerne spørge, om dannelse af ghettoer kunne have noget med religion at gøre. Det vil jeg bestemt mene at de har, og det begynder med »i« og slutter på »lam«. Man kunne i tillæg spørge, om ghettodannelserne har noget at gøre med de statsborgerskaber, som store flertal i Folketinget rundhåndet har uddelt. Sagen er, at der er skabt parallelsamfund af statsborgere, som ikke er danske.

For mig at se må et dansk statsborgerskab være betinget af, at man har taget Danmarks tusindårige kultur og historie til sig, taget den til hjertet. Den, der har gjort det, opfylder for mig betingelserne for at få statsborgerskab. I 2012 stillede partiet Islam op til kommunalvalget i Belgien. Partiet gik til valg på at skabe en belgisk kalifatstat med sharia som herskende lovgivning, som bl.a. indbefatter kønsopdelt offentlig trafik. De fik dengang fire valgt ind, og de stiller nu op i flere kommuner. Kunne det ske i Danmark? Ja, selvfølgelig. Er det tænkeligt, at et sådant parti på et tidspunkt stiller op til et folketingsvalg, hvor kravet er sharialov og kønsopdeling og kalifat? Ja, selvfølgelig.

Derfor lever vi i DF efter den forsigtighedsregel, at vi stemmer nej. Det skylder vi Danmark og danskerne. Vi vil ikke tage Danmark og danskerne som gidsel i dette spil; hellere et statsborgerskab for lidt end et for meget. Vi anerkender selvfølgelig, at der er sket markante stramninger, og man kan se, at de har virket, og det er godt. Det er bare ikke nok. Det er en klar forbedring, men inden vi får nogle stramninger, der virkelig batter, hvor vi sikrer os, at de folk, der bliver statsborgere, virkelig også bliver danske af hjertet, kan vi ikke stemme for. Vi vil som bekendt gerne have et loft på 1.000, hvor det er indlagt som en grundlæggende præmis, at de, der får statsborgerskab, står vores kultur nær og har viljen til integration. Tak for ordet.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Josephine Fock. Værsgo.

Jeg bliver så ked af det, når jeg hører ordførerens tale på det her område. Det er jo ikke første gang, jeg har hørt en nogenlunde tilsvarende tale, og jeg kan sige, at Thor er udenfor. Det ved jeg ikke om publikum kan høre, men det buldrede og bragede, og jeg tænker, at han er kørt hen over himlen i sin tordenvogn, da han hørte talen, og tænkte: Ih, hvor er det trist at høre en tale, som er så afvisende over for de her mennesker, som har kæmpet hårdt for at få statsborgerskab.

Jeg ville sådan ønske, at ordføreren havde været til stede i det lokale, som Alternativet lånte – det var herinde bagved – da vi havde statsborgerskabsdag, hvor vi spurgte folk: Hvad betyder statsborgerskab for dig? Der var rigtig mange forskellige svar, men et af de gennemgående var: Nu får jeg endelig et tilhørsforhold, som bliver anerkendt i Danmark, nu har jeg lov til at stemme, nu føler jeg mig for alvor som en del af samfundet. Det er en kommentar.

Værsgo.

Altså, nu kommer det meget bag på mig, at Josephine Fock dyrker en af de gamle nordiske guder, Thor. Jeg troede, det var krigsguden, og det er måske ikke lige præcis det image, som Alternativet gerne vil have påklistret sig. Men jeg mener, at det, der er afgørende, er hensynet til Danmark og danskerne. Ja, det mener jeg, og der ved jeg jo godt at vi er helt uenige. Jeg mener faktisk, der er et hensyn at tage til danskere og Danmark, og det mener jeg ikke bliver taget, og det er jo derfor, vi stemmer nej. Vi står ved det ansvar, som vi har for det Danmark, som vi holder af, og derfor stemmer vi nej.

Fru Josephine Fock.

Det med Thor var godt fanget. Det var jo præcis ironisk, og det skal man måske ikke være over for ordføreren. Men nu går ordføreren jo også meget op i, om dem, der kommer til Danmark, har en kristen kultur. Er det en enig folketingsgruppe i Dansk Folkeparti, som er enig i at sige nej til det her lovforslag?

Ordføreren.

Jeg vil sige: I lige måde. Jeg tror ikke rigtig, at ordføreren hørte ironien i min indledende kommentar. Men ja, fordi jeg er ordfører.

Så siger vi tak til hr. Christian Langballe. Næste ordfører er hr. Mads Fuglede, Venstre.

Jeg har i dag fået lov til at behandle dette forslag på vegne af Venstres indfødsretsordfører, Jan E. Jørgensen, og jeg skal i den forbindelse også hilse fra ham og ønske alle de nye danske statsborgere et stort tillykke. Jeg bider selvfølgelig også mærke i, at det buldrer og brager i baggrunden, og at naturen kan høres, og det er jo altid sådan – sådan har det været i mange tusind år – at når den gør det, kan man udlægge det til gunst for det, man siger, eller til ugunst for det, de andre siger. Det oplevede vi så også her i dag.

I dag er en vigtig dag for rigtig mange mennesker, helt præcis for 1.953 voksne og 472 børn. Vi indfrier nemlig deres ønske om at blive danske statsborgere. Det er den største gave, Danmark kan give nogen, og det er i min optik den største gave, nogen kan modtage. Men de er bestemt ikke kommet sovende dertil. De har alle sammen knoklet hårdt for at få deres navn på dette lovforslag. At blive dansk statsborger kræver nemlig, at man opfylder en lang række krav, bl.a. i forhold til sprog, selvforsørgelse og kendskab til Danmark og dansk historie. Og sådan skal det være, og jeg håber, at det leder til, at man, som hr. Christian Langballe var inde på, også bliver dansk i hjertet. Ellers giver et statsborgerskab ikke megen mening. Vi skal sørge for, at Danmark og det danske statsborgerskab er for dem, der kan og vil vores land, vores samfund, vores kulturarv og alt det, vi er og har fået i arv. Jeg glæder mig over, at så mange mennesker ønsker at dele det danske statsborgerskabs glæder og rettigheder og håber, at de også forstår, at de også deler pligter med os andre. Endnu en gang tillykke til de nye statsborgere.

Venstre støtter lovforslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Ud over at jeg selvfølgelig vil benytte mig af lejligheden til at erklære mig fuldstændig enig i hr. Christian Langballes fremragende ordførertale, kunne jeg godt tænke mig at spørge Venstre, om det virkelig er Venstres opfattelse – for der er jo en del af de her mennesker, som har dobbelt statsborgerskab, det har man indført mulighed for – at man kan være loyal over for to lande? Bør det ikke være sådan, at ens loyalitet ligger ét sted, hos ét land?

Ordføreren.

Det her med at være loyal over for to lande tror jeg egentlig ikke er så svært. Jeg tror, man kan have mange forpligtelser og ting, man er loyal over for, men det er i hvert fald helt afgørende, at man, når man er her og bliver statsborger her, udviser en dyb respekt og loyalitet over for det samfund, man så er endt i. Gør man ikke det, er jeg i hjertet overbevist om, at vi gør bedst i at skilles igen.

Hr. Martin Henriksen.

Kan man så også være loyal over for tre lande eller fire lande? Det må man jo kunne. Det må jo være Venstres opfattelse. Jeg skal bare lige forstå det.

Venstre havde i lang tid den opfattelse, at man var modstander af dobbelt statsborgerskab. Jeg tror også, at man havde den argumentation, som Dansk Folkeparti har haft, og som vi i øvrigt stadig har i Dansk Folkeparti, nemlig at man er loyal over for ét land, at man har hjemme ét sted. Man kan have alle mulige fortællinger med i bagagen, det er jo fair nok, og ens forældre og en selv kan komme fra andre steder, og det gør selvfølgelig, at det præger en som menneske. Det er også fair nok. Men i sidste ende må ens loyalitet ligge ét sted.

Så siger Venstre, at den kan ligge to steder. Spørgsmålet er så: Kan den også ligge tre steder og fire steder? Og hvis ikke den kan det, hvorfor er det så?

Ordføreren.

For at vende tilbage til det, jeg forsøgte at antyde før, så bør den loyalitet, man har, hvis der skulle opstå en konflikt mellem de ting, man føler sig loyal over for, være der, hvor man nu har fået sit statsborgerskab, og det må være udgangspunktet for den måde, man agerer på som borger i det her samfund. Hvis man ikke gør det og ikke føler den loyalitet over for det her samfund, har det jo været en fejl at tildele vedkommende et statsborgerskab.

Hr. Christian Langballe.

Jeg vil godt spørge ordføreren: Bliver der givet for mange statsborgerskaber?

Ordføreren.

Antallet af statsborgerskaber betyder noget i min optik. Man kan ikke bare sådan tildele dem i flæng. Nu er vi på et antal, som er lavere end det, vi har set tidligere, og personligt så jeg det gerne endnu lavere. Så mit svar må være, at det vel ligger sådan i den høje ende, men vi har fulgt de regler, der er på området, og det skal vi selvfølgelig respektere.

Spørgeren vil gerne have ordet igen, kan jeg se. Værsgo.

Grunden til, at jeg spørger, er egentlig, at hvis ordføreren mener, at der bliver givet for mange statsborgerskaber, må det vel sådan set også være ud fra en eller anden overbevisning om, at de folk, man giver statsborgerskab, er man ikke helt sikker på faktisk er danske. Har jeg ret i den præmis? Og hvis jeg har ret i den præmis, hvorfor stemmer Venstre så konsekvent altid for statsborgerskaber?

Ordføreren.

Hr. Christian Langballe har ikke ret i den præmis. Præmissen er, at antallet betyder noget. Vi kan ikke modtage et ubegrænset antal mennesker til det her land, uden at vi ændrer os til at være noget andet end det, vi er i dag. Det antal er vi ikke i nærheden af i dag. Derfor stemmer Venstre også med største selvfølgelighed for det her. Men jeg anerkender, at antallet betyder noget, og hvis antallet var markant højere, ville vi også have en anden holdning til det.

Så er det fru Josephine Fock.

Tak for det. Det bekymrer mig lidt, at ordføreren siger, at det ligger i den høje ende. Nu ved jeg ikke, om ordføreren var til stede på statsborgerskabsdagen, men noget af det, som jeg også hæftede mig ved hos alle de mennesker, jeg snakkede med, var, at nogle af dem jo har boet i Danmark i 20 og 30 år. Er det pludselig et problem, at de så får statsborgerskab? Og hvis man ser på listen her over, hvilke nationaliteter de folk, der har fået statsborgerskab, har, så kommer de jo fra en lang, lang række forskellige lande. Der er bl.a. et hav af tyskere, der har fået dansk statsborgerskab. Så hvad er det, der får ordføreren til at sige, at det ligger i den høje ende?

Ordføreren.

Det var mere en personlig kommentar om, at jeg mener, at det at tildele nogen et statsborgerskab er en så stor gave til dem og en så stor potentiel ændring af dem, vi er, at det er noget, man skal gøre meget varsomt. Når det ligger i den høje ende, ligger det derfor inden for noget, jeg kan acceptere, men jeg prøver at sende et signal om, at jeg ikke synes, det skal være meget højere end der, vi er nu. Det ville jeg være rigtig ked af.

Fru Josephine Fock.

Det vil så sige, at det også gælder, hvis de mennesker, der søger om statsborgerskab, lever op til de ting, vi kræver af dem. Hvis de har boet her i rigtig, rigtig mange år og de består indfødsretsprøven og de kan dansk og har arbejde og alt det, vi gerne vil have, betyder antallet så stadig væk noget for ordføreren?

Ordføreren.

Ja, selvfølgelig gør det det. Hvis der med de regler, der er gældende nu, kom markant flere til Danmark, så tror jeg, at jeg ville arbejde for at kigge på de regler igen for at få dem yderligere strammet.

Vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Stine Brix, Enhedslisten.

Tak for det, formand. Først og fremmest tillykke til de mennesker, hvis navne nu står på det lovforslag, vi behandler i dag – til de mennesker, som bliver danske statsborgere. Rigtig mange af dem har jo boet her hele deres liv eller i hvert fald i rigtig, rigtig mange år, og rigtig mange af dem har virkelig knoklet for at få et statsborgerskab. Der skal ikke herske tvivl om, at vi fra Enhedslistens side mener, at de regler, der gælder i dag, for at opnå statsborgerskab er alt for stramme. Vi så gerne, at flere, som bor her i landet og har deres liv her, blev fuldgyldige medlemmer af fællesskabet. Vi kan jo høre på den debat, vi lige har haft med Venstres ordfører og også tidligere med Dansk Folkeparti, at det for nogle partier tilsyneladende er et mål i sig selv, at der er færre mennesker, der får dansk statsborgerskab. Den tilgang deler jeg ikke, og jeg forstår den egentlig heller ikke.

For os er det et selvstændigt mål, at de mennesker, som bor her i Danmark og har deres liv her, integrerer sig og bliver en del af Danmark og på den måde også bliver fuldgyldige medlemmer af fællesskabet, som man jo altså gør, når man får et dansk statsborgerskab. Vi har bestemt ikke noget ønske om, at der skulle bo en stor gruppe mennesker her i Danmark, som ikke er danske statsborgere, og som ikke kan deltage på lige fod med alle andre, f.eks. i forhold til at stemme til folketingsvalg. Jeg synes tværtimod, det er fantastisk, hvis så mange som muligt, som lever og bor her i Danmark, er fuldgyldige medlemmer og gør, hvad de kan, for at blive fuldgyldige medlemmer af fællesskabet. Det tror jeg i øvrigt ikke kun er til gavn for den enkelte, som opnår statsborgerskab; det er også til gavn og glæde for samfundet som helhed, at man er inkluderet, og at man er integreret.

Nogle gange er der nogle, der spørger: Hvorfor er det her med statsborgerskab egentlig vigtigt? For manges vedkommende er deres opholdstilladelse jo ikke det, der er til diskussion. Den har de helt styr på. Det handler om noget andet. Det handler jo ikke bare om, om man må bo her eller ej. Men hvorfor er det så vigtigt?

Det er det i hvert fald af tre årsager. Den ene handler om følelsen af at høre til. Nogle af kollegaerne før mig nævnte, at vi lige har haft statsborgerskabsdag herinde på Christiansborg i søndags, hvor dem, der har fået statsborgerskab inden for det seneste år, kunne komme på besøg. Og her er det meget tydeligt, at lige præcis følelsen af at blive anerkendt som en del af fællesskabet betyder rigtig meget for de mennesker, som får indfødsret. Det kan jeg sådan set godt forstå, for det er klart, at man gerne vil tilhøre det fællesskab i det land, hvor man bor.

Den anden årsag til, at statsborgerskabet er vigtigt, er, at det giver mulighed for at stemme til folketingsvalg og deltage fuldgyldigt i det danske demokrati.

Den tredje årsag er selvfølgelig, at det giver mulighed for at rejse. Vi hører ofte om unge mennesker, som f.eks. kan være forhindret i at tage på studietur med deres gymnasieklasse eller ikke kan komme på udvekslingsophold, fordi de ikke har et dansk pas, og dermed er der altså en række lande, som de ikke kan få visum til.

Så til syvende og sidst vil jeg gerne endnu en gang sige tillykke til de mennesker, der nu får statsborgerskab. Jeg ville ønske, at flere kunne følge efter dem, og jeg ville f.eks. ønske, at børn, som er født i Danmark, automatisk kunne få et dansk statsborgerskab eller i hvert fald fik det i løbet af ganske få år. Men tillykke.

Tak til ordføreren. Vi går videre til næste ordfører, som er fru Laura Lindahl, Liberal Alliance.

Jeg vil indledningsvis ønske tillykke til alle dem, der bliver danske statsborgere med det her lovforslag. Det er et kæmpe privilegium at blive dansk statsborger, og det er svært at blive. Men tillykke til både Claudia, Hassan, Anna, James, David og alle jer andre, der fra i dag kan kalde jer danske statsborgere.

Med statsborgerskabet følger både pligt om, at man kan tale dansk, at man har viden om danskerne, at man er loyal over for grundloven, og at man overholder den danske lovgivning. Til gengæld følger der med statsborgerskabet nogle særlige rettigheder, herunder bl.a. retten til at tage del i demokratiet ved at stemme. Jeg har et håb om, at de 1.953 personer og de 472 børn, der i dag får indfødsret, vil engagere sig og tage aktivt del i det fællesskab, vi har sammen i Danmark. Det er præget af værdier som frihed, ligestilling og tillid, og det håber jeg for jeres egen, men sådan set også for fællesskabets skyld, at I vil tage del i.

I Liberal Alliance støtter vi forslaget.

Der er korte bemærkninger. Først er det hr. Martin Henriksen.

Tak for det. Fru Laura Lindahl talte om loyalitet, og så kunne jeg godt tænke mig at følge op på det spørgsmål, som jeg også stillede til Venstres ordfører, hr. Mads Fuglede, og som handler om, om Liberal Alliance mener, at man kan være loyal over for flere lande – det er jo i forbindelse med dobbelt statsborgerskab. Mener fru Laura Lindahl, at det kan man godt være? Er der nogen grænser for, hvor mange lande man kan være loyal over for? Skal man brede det ud til, at man måske også kan have tredobbelt eller firdobbelt statsborgerskab, eller hvordan ser Liberal Alliance på det?

Ordføreren.

Liberal Alliance er tilhænger af dobbelt statsborgerskab og støttede det også. Men jeg vil da sige, at jeg også synes, at der er nuancer i det. Personligt ser jeg overhovedet ikke noget problem i, at man, hvis ens mor er nordmand og ens far er dansker, så føler sig lige så meget norsk, som man føler sig dansk. Men det hænger måske også sammen med, at vi deler kulturfællesskab med Norge. Så det er da ikke, fordi jeg mener, at man kan føle sig lige så dansk som noget andet, hvis ikke kulturfællesskaberne sådan helt grundlæggende minder om hinanden.

Hr. Martin Henriksen.

Tak for det svar. Er der så nogle lande, som fru Laura Lindahl mener man ikke bør have mulighed for dobbelt statsborgerskab i forhold til, fordi der måske er for store kulturelle forskelle? Dansk Folkeparti mener jo ikke, at man skal have dobbelt statsborgerskab, men nu er jeg interesseret i at høre fru Laura Lindahls holdning. Er der nogle lande, hvor fru Laura Lindahl mener at man ikke bør have mulighed for dobbelt statsborgerskab, for der er vi simpelt hen for forskellige kulturelt?

Ordføreren.

Jeg må hellere lige slå fast, at Liberal Alliance er tilhænger af dobbelt statsborgerskab helt generelt. Men jeg synes ikke, at der er noget i vejen for, at man kiggede på, at der var nogle lande, hvor vi deler kulturfællesskab, og at det måske primært var der, man tillod det. Det ville være min egen personlige holdning.

Hr. Christian Langballe.

Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige, men jeg synes, at der en gang imellem bliver holdt lige lovlig mange skåltaler om uddeling af statsborgerskab. Det kan egentlig godt undre mig lidt, for er man sikker på, at de folk, man giver statsborgerskab, faktisk er danske? Det var den diskussion, jeg havde med ordføreren for Alternativet.

Jeg synes, det mærkelige i den her diskussion er, at der ikke er nogen, der spørger: Har vi et ansvar for Danmark og for danskerne? De statsborgere bliver faktisk indlemmet i et folk, men hvad så, hvis de overhovedet ikke vil have noget med det folk at gøre og lever i et parallelsamfund? Så har vi da et kæmpeproblem, og det kan vi jo se at vi har. Man behøver jo bare at sætte sig ind i, hvordan virkeligheden fungerer, i stedet for at fistre rundt på den der fjerne planet, som Alternativet gør. Man behøver egentlig blot at sætte sig ind i, hvordan virkeligheden er.

Ordføreren.

Jeg er lidt i tvivl om, hvad spørgsmålet er. Men jeg er jo enig med hr. Christian Langballe i, at det da er helt afgørende, at de mennesker, som vi giver statsborgerskab, er danske. Det forsøger vi at sikre ved at sætte barren højt og ved at stille meget strenge krav til, hvad det kræver at få indfødsret. Derfor ved ordføreren jo også, at vi meget gerne vil se på yderligere stramninger, for vi mener ikke, at vi er i mål.

I forhold til det forslag, som Det Radikale Venstre er kommet med, om, at man skal have et statsborgerskab i eksamensgave, når man går ud af folkeskolen, er det jo slet ikke der, vi er. Vi synes netop, at det skal være rigtig, rigtig svært at få statsborgerskab, og det er jo, fordi vi gerne vil hæve barren, så vi er sikre på, at dem, der får det, rent faktisk også er nogle, der er danske.

Hr. Christian Langballe.

Jamen udgangspunktet for det, jeg siger, er spørgsmålet om, hvor hensynet ligger. Er det hensynet til Danmark og til danskerne? Eller skal vi bare give statsborgerskaber? Altså, jeg synes, det er en væsentlig pointe, for når jeg ikke giver statsborgerskaber, er det sådan set ikke for at genere nogen. Jeg mener bare, at jeg har det opdrag her i Folketinget – for der er så mange, der bare siger ja, det er fint og alt muligt andet – at sige, at det faktisk har nogle konsekvenser for Danmark og danskerne. Det er det, jeg markerer i min tale.

Ordføreren.

Yes, jeg er helt enig. Hensynet for mig og for Liberal Alliance er også til Danmark og danskerne, Danmarks fremtid og de værdier, vi er fælles om her. Det er helt klart det hensyn, vi tager, og det er sådan set også derfor, at vi er interesserede i at stramme yderligere på det her område, for vi mener, det skal være ekstremt svært at få dansk statsborgerskab.

Tak til fru Laura Lindahl, og så går vi videre til fru Josephine Fock, Alternativet.

Tak for det. Jeg vil rigtig gerne starte med at sige tillykke til alle de mennesker, der har fået statsborgerskab, og på det lovforslag, som vi behandler her, står jo 1.953 personer og cirka 472 børn, som får statsborgerskab sammen med deres forældre. Jeg synes jo, at det er en god dag for Danmark. Det er en god dag for Danmark, at vi har givet de her mennesker statsborgerskab. Det betyder, at de nu endelig får de samme rettigheder som os andre. Det betyder, at de kan stemme. Det betyder, at de fuldt ud kan tage del i vores fællesskab.

Jeg havde den fornøjelse at deltage i statsborgerskabsdagen i søndags, og det har jeg heldigvis haft fornøjelsen af at kunne gøre nogle gange også før. I søndags var der 3.300 mennesker til stede, tror jeg. Fru Pia Kjærsgaard, som jo er formand for Folketinget, og som også er medlem af Dansk Folkeparti, bød hjertelig velkommen til de nye danskere. Hun holdt en rigtig god tale, hvor hun omfavnede alle og præcist fortalte om, at nu er man fuldgyldigt medlem af det danske samfund og får de samme rettigheder og pligter som alle os andre.

Hun nævnte også i sin tale, at det var 100-årsdagen for den første kvinde i Folketinget, og det er der jo også grund til at fejre. Det var godt tænkt, at hun tog det med, for det betyder jo noget for os danskere, at ligestilling og det at kunne tage del i demokratiet er et helt vigtigt og afgørende fundament, når man bliver dansk statsborger.

Jeg havde så fornøjelsen efterfølgende at være i lokalet herinde ved siden af, hvor Alternativet holdt til. Vi havde bedt folk om at skrive, hvad statsborgerskab betød for dem. Det var meget, meget rørende. Der var rigtig mange mennesker, der har boet i Danmark i rigtig mange år, som nu endelig havde fået statsborgerskab, og samstemmende var der den der oplevelse af, at nu blev de fuldgyldige medlemmer af det danske samfund. Nu havde de mulighed for at stemme, der var anerkendelse, der var lighed, der var det at være en del af fællesskabet, og alle folk var rigtig, rigtig glade.

Så i Alternativet bakker vi naturligvis op om de her mange mennesker, der får statsborgerskab, og hilser dem hjertelig velkommen. Og jeg skal også hilse fra Radikale og sige, at de naturligvis også bakker op om det her lovforslag.

Tak for det, og tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Kirsten Normann Andersen, SF.

Tak for det, formand. Jeg skal gøre det kort, for der er allerede sagt rigtig mange pæne ord i dagens anledning. Så jeg vil indlede med bare at sige: Hjertelig tillykke til 1.953 nye danskere, hjertelig velkommen.

Vejen til at få sit navn på lovforslaget om meddelelse af dansk indfødsret er lang og også besværlig. Ud over en indfødsretsprøve, som mange danskere faktisk ofte har svært ved at bestå, skal ansøgningen også via politiet og så til justitsministeren, og til sidst ender den her i Folketingssalen, hvor vi så stemmer om lovforslaget. Jeg tænker, at der måske er mange derude, der faktisk ikke ved, hvor svært det er. Men det ved de 1.953 nye borgere, som nu endelig kan kalde sig for danske. Jeg synes, at de i den grad har fortjent det.

Jeg håber, at I får glæde af statsborgerskabet og fortsat vil deltage aktivt i samfundet. Endnu en gang: Stort tillykke! Og SF stemmer selvfølgelig for forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Naser Khader, Det Konservative Folkeparti.

Helt ærligt: Jeg har det ambivalent med det her. På den ene side mener jeg, at dem, der er loyale over for Danmark, dem, der bidrager til det danske samfund, dem, der er positive, dem, der elsker Danmark, fortjener statsborgerskab. Jeg mødte flere af dem her i søndags på statsborgerskabsdagen, og det var en dejlig følelse for mange af dem – og tillykke med det. På den anden side har jeg det skidt med, at vi i den her pakke også giver statsborgerskab til mørkemænd – holdningsmæssigt – kalifattilhængere, folk, der hader Danmark.

Statsborgerskab er ikke et retskrav, man har, men det er en gave, vi giver til folk, der bidrager til det her samfund. Derfor har jeg længe talt for, at vi bruger en anden metode – en screeningsmetode – så vi kan komme af med kalifattilhængere. De skal ikke have statsborgerskab efter min overbevisning. For mig er det ikke nok, at de opfylder de formelle kriterier. Jeg mener, det er vigtigt, at folk, der er loyale over for andre samfundsmodeller, kalifatet m.v., ikke skal have statsborgerskab. Typer som boghandleren fra Brønshøj skal ikke have statsborgerskab.

Jeg ved godt, at PET piller nogle af dem ud, men det er dem, der udgør en umiddelbar sikkerhedstrussel. Men der er altså også en del kalifattilhængere og demokratihadere, som ikke udgør en umiddelbar trussel, der får statsborgerskab, og jeg har det rigtig skidt med, at de er iblandt.

Så alt i alt er jeg ambivalent. Stort tillykke til dem, der vil Danmark – ingen problemer der, dem skal vi omfavne. Men vi skal altså have en anden metode, for kalifattilhængere og demokratihadere skal ikke fremover have statsborgerskab.

En kort bemærkning fra hr. Christian Langballe.

Jeg er sådan set glad for talen, fordi den er sandhedskærlig, den er virkelighedstro – i forhold til at vi står i en situation, hvor vi i årevis har givet statsborgerskab til personer, som, sådan som ordføreren formulerede det, er islamistiske mørkemænd. Og det er så også derfor, vi har valgt at stemme nej. Altså, jeg vil sige: Hellere én for lidt end én for meget. Det er jo det, der er udgangspunktet.

Der, hvor balancen går, er jo, at hvis vi her fra Folketingets side afviser at give statsborgerskab, kan de folk søge igen. Men hvis vi først har givet statsborgerskab, fanger bordet altså – så fanger bordet – og så står vi i den situation, at vi er med til at opbygge parallelsamfund af danske statsborgere, som overhovedet ikke er danske.

Ordføreren.

Jamen jeg er enig i, at bordet fanger, og det er også derfor, jeg har det ambivalent med det. Altså, jeg vil gerne have, at dem, der er med på den liste, og som bidrager og viser samfundssind og loyalitet over for Danmark og det danske samfund, skal have det. Siger vi nej til et par af dem, får de det ikke.

Men samtidig giver vi statsborgerskab til typer, som er medlem af Hizb ut-Tahrir. Medlemmer af Hizb ut-Tahrir kan i princippet også få statsborgerskab uden problemer i henhold til de gældende regler, hvis de ikke har begået kriminalitet eller ikke udgør en umiddelbar sikkerhedstrussel – så kan de også få statsborgerskab. Men de hader jo Danmark, de hader det danske demokrati, de hader den danske grundlov, og derfor skal de ikke have det. Og derfor håber jeg, at Dansk Folkeparti bakker op om en anderledes screeningsmetode, sådan at vi fremover interviewer folk, og hvis helhedsbilledet af folk, der skal have statsborgerskab, er, at de giver udtryk for, at de er loyale over for en anden samfundsmodel, skal de ikke have det.

Tak for det. Hr. Christian Langballe.

Jamen selvfølgelig bakker vi op – altså, jeg tror, det er regeringen, der skal afgøre, hvor det der ender henne.

I Dansk Folkeparti bliver vi skoset, og der kommer sådan en hylende forargelse over, at vi tillader os at stemme nej til statsborgerskab, men jeg vil faktisk godt vende det om og sige: Hvorfor tillader man sig at stemme ja, hvis man sidder inde med den viden – og jeg ved ikke, om ordføreren vil svare på det – at der faktisk er islamistiske mørkemænd på forslaget? For så synes jeg altså, det ville være bedre at stemme nej.

Ordføreren.

Jamen det er jo svært at pege dem ud – dem, der er med på listen – og sige, at det er den og den. Så var jeg kommet med ændringsforslag. Men vi har jo ikke mødt dem alle sammen. Vi har forholdt os til deres formelle ansøgninger. Og det er også derfor, jeg godt kunne tænke mig en anden metode – at vi, ligesom når man går til teoriprøve, taler med folk, ser på folk og spørger ind til, hvad de synes om vores samfundsmodel. Og hvis de ikke bryder sig om den, skal vi ikke belønne dem med statsborgerskab.

Tak til hr. Naser Khader.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Indfødsretsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.